Mørket i Dragorns fangekældre var uigennemtrængeligt. Det ville sige med mindre man havde siddet dernede er flere måneder. *Eller er dværg!* Ethelihn forsøgte at spytte mod det klamme stengulv, men der var mere vand der, end i hendes mund. Hun så på sin madskål. De var begyndt at blive sløsede med, hvor de gjorde af den og det havde berøvet hende for mere end ét stykke brød. Lyset brystede sig altid med at være åh så gode og bekymrede sig om at behandle deres krigsfanger med ære, men Mørkets hærfører fik særbehandling. Hendes tøj hang i laser, hendes håndled var blå, hendes hud var dækket af lange, svirpende sår og svidende mærker, og hendes kæder var for korte, til hun kunne rejse sig op eller lægge sig ned. I stedet hang hun i sine udstrakte arme og var for længst holdt op med at knitre af overspændt energi.

Den første måned havde små blå lyn danset over hendes hud og gennem hendes hår, mens hun forsøgte at sprænge sig løs. Men hun måtte lære, at dværgene var og blev landets bedste smede. Elvernes håndværk var guderne værdigt, hvis de selv skulle sige det, hovne trækrammere, men dværgenes var solidt. På et tidspunkt havde hun revet sine egne hænder til blods i et forsøg på at glide ud af lænkerne, men i det sidste træk rev hun i stedet sin skulder af. Smerteskriget havde tilkaldt vagterne, der var braset ind i hendes celle. Blodet dryppede stadig fra hendes håndled, og de troede, at hun havde forsøgte at slippe fri ved at tage sit eget liv. Hun hørte en af dem hviske om at tilkalde en felthelbreder, for tænk hvis Mørkets Lord bare bragte hende tilbage. Hun var begyndt at grine, hvis man da kunne kalde de hæse hvæs for grin. Dværgene vidste tydeligvis intet om nekromansi. Det gjorde hun heller ikke, men hvis hendes herre havde kunnet bringe hendes tilbage uden hendes krop, ville hun have ladet sig spidde på et af deres sværd og grint ned i deres kartoffelnæssede grødhoveder, den gang hun blev fanget. Det sagt var hun æderspændt rasende over, at de kunne tro, at havde knækket hende på bare en måned. Ærligt talt havde nogle af deres piskeslag kildet, hvis nogen nogensinde spurgte. Hvis ikke, havde hun nær bidt sin tunge over af smerte.

Felthelbrederen var kommet og havde lukket sårene på hendes håndled. Han ville også have sat hendes skulder på plads, men han var blevet standset af en hånlig latter. ”Lad kællingen lide, det dør hun jo ikke af,” havde serganten sagt, det forvoksede svin. De lukkede døren efter sig, og så snart hun ikke længere kunne høre deres fodtrin på gangen, hev hun til. De skulle ikke have fornøjelsen af at se hende i smerte mere, end de allerede gjorde.

Siden havde hun forsøgt at komme fri flere gange. Hendes erfaring med væsner var, at der altid var rådne æg imellem, og nogle af dem blev sendt på nattevagt i hendes isolerede ende af kælderen. Hun havde forsøgt at bestikke dem. Love dem en plads i hendes hær, høje positioner og rigdomme, Lyset aldrig ville kunne måle sig med. Det havde vel set Balzera, hvor ingen manglede noget, ikke? Hun havde aldrig været en dygtig løgner. Blandt hendes vogtere var der også et på overbehårede, lumre, overgramsende, liderlige, gamle svin. De havde ikke ligefrem gjort sig selv svære at spotte, og de havde ambitioner om at ydmyge Mørket, og derunder hende, så meget som muligt. De første par gange, virkede det til at de tog mod til sig. Der var kredsen, gloen, spotten og hænder. Så havde en af dem fået blod nok på tanden og bad den anden låse døren bag sig og lade ham være alene med heksen. Ethelihn ventede og ventede. Han kom nærmere og nærmere, og så kom han for tæt par. Det ene øjeblik smilede han et smil, der viste alle hans manglende tænder, det næste smilede hun, satte af fra jord og svang sit ene ben om hans hals, og sit andet om det andet ben i en lås. Det store bæst vred sig og spruttede, og Ethelihn forestillede sig hvordan hans ansigt skiftede farve fra rasende rød, til skrækslagen hvid, til blå. Dværgen faldt til jorden. På dette tidspunkt havde hun mistet stemmen og kunne ikke råbe, at han nok var færdig, som hun ellers gerne ville, hovedsageligt fordi ornen lå på hendes forvredne ankel. I stedet havde hun forsøgt at rasle med sine kæder, men det havde givet bagslag. Vagten uden for den låste celledør havde taget det som, at hans kammerat ikke var færdig. To timer senere opgav Ethelihn rasleriet. Hun havde mistet følelsen i halvdelen af sit ben, og hendes arme var syret til. Udmattelsen fik vand til at løbe hende til øjet og en tåre trillede ned ad hendes ene kind. Det føltes som evigheder, men ikke lang tid efter, at der var blevet stille i cellen, blev døren åbnet, og den noget yngre sværg, stak sit rødmossede fjæs ind. Denne gang behøvede Ethelihn ikke forestille sig dværgens ansigt. Faklen i hans hånd lyste hans smil op, lige så tydeligt som det afslørede farven forlade hans ansigt. Et øjeblik stod han som forstenet. Så råbte han af sine lungers fulde kraft:  ”ALARM! KRIGER NEDE! VAGTER!” Ethelihn ville ikke altid fortryde, at hun ikke bare lod dværgen tage, hvad han ville, men de næste par dage, gjorde hun. Til gengæld kom ingen af dværgene ned til hende igen med samme anliggende. Og de ville ikke nå at glemme episoden, før hun igen var fri.

Ethelihn havde ikke været i stand til at holde øje med tiden nede i mørket. Dværgene skiftede ikke engang tøj efter årstiden, så det ud til. Men hun kunne føle sin krop give efter. Hun fik aldrig meget vand ad gangen, men det var nok til, at hun kunne bruge stemmen en smule efter, og hun udnyttede det. ”Jeg har informationer om Mørkets næste angreb.” Hun havde måttet vente. Havde hun ladet sig knække for tidligt, ville de have fattet mistanke. Først troede de ikke på hende. De havde været nødt til at give hende mere væske, for at hun kunne svare dem. Mørket havde lagt planer langt ud i fremtiden. Deres handlinger ind til videre havde været en distraktion, ligesom deres angreb på Dianthos. Den bed dværgene på, for Dragorn var det, der var faldet i stedet. Lænkerne blev ikke fjernet, men låst fri af stolperne, den anden ende havde hængt i, og så blev Ethelihn ført ud som en hund. Hun nægtede at sige mere uden vand, mad og en nats søvn. Det fik hun. Hun kunne have sovet meget længere, men hun blev kun lovet én. Mens hun blev ført, bed hun mærke i mulige flugtruter. Så blev hun ført til et lokale kun lige præcis stort nok til fire vagter hende selv og en sergant. Hun fortalte. Han skrev ned. Det var muligt, der faldt nyttige oplysninger af, men så vidt Ethelihn vidste, var al hendes information ubrugelig nu; Mørket ville være over alle bjerge, Kvar Mora-bjergene for at være helt præcis. Det var hendes held, at hendes sind var blevet muret til af deres stærkeste mentalist, en 6.000 år gammel dæmon ved navn Melkor. Hvordan de havde fået ham i tjeneste var hende en gåde. Så snart krigere så sit snit til det, rev hun sig løs. Denne gang lykkedes det hende at få fat i en nøgle, låse sig selv fri, slå tog vagter ihjel med deres egne våben og nå næsten hele vejen op ad kælderen. Mere husker hun ikke, før hun igen vågnede op i fangekælderen. Der var nu gået fire måneder.

Flere måneder til gik, og dværgene holdt hende kun netop i live med vand og brød. Piskesmæld og jern mod kød kunne stadig høres fra cellen fra tid til anden, men det lod til, at dværgene var begyndt at kede sig med deres legetøj. På sit hår kunne hun se, at tiden var gået. Det havde altid vokset meget hurtigt og flød nu fedtet og livløst ned ad hendes skuldre over nogle af de bare dele af hendes hud og ned på stengulvet. Hvis hun kunne stå, ville hun tro, at hun kunne træde på det. Der havde været stille på gangen i et par dage nu, ude over dværgenes vagtskifte et par gange om dagen. For en stund, var det lykkedes hende at glemme, hvor hun var, og bare tænke på, at hendes hår skulle kortes. Hun rynkede brynene. Der var usædvanligt stille ude på den gang. Det var som om, vinden var holdt op med at blæse, eller en dør var holdt med at knirke. Den svage lyd og tunge åndedrag gennem skæg var holdt op. ”Hvem er derinde?” Ethelihn blinkede. Hun måtte drømme. Det var ikke en dværgs stemme. Hvor havde hun hørt den før? Nej. Nej, nej, nej, den stemme kunne ikke dukke op nede i Dragorns fangekældre.

Men hun havde ikke hørt forkert. Han var ikke kommet for at slippe hende fri, men det kunne hun overtale ham til, og hvis han kunne komme uset ind, kunne de komme uset ud. Timer senere var vandrede hun kold, men fri gennem sneen i bjergene væk fra Dragorn. Bag sig hørte hun hornene gjalde. De måtte have opdaget ligene; det ville ikke vare længe, før de opdagede, at hendes celle var tom, men ikke længe var længe nok.