Fyrst Kazimi. Bare navnet fik det til at løbe koldt ned af Elisa ryg. Hun havde heldigvis ikke haft meget med manden at gøre selv, men nu havde hun trods alt været tjenestepige på paladset næsten hele hendes liv, så selvfølgelig havde hun stød på ham en gang eller to. Rygterne var dog ikke til at undgå at hører, så da Elisa havde hørt, at Fyrsten havde haft en vild nat, havde hun hurtigt besluttet sig for, at hun havde fri. 
 
 Elisa gik derfor rundt blandt de forskellige boder på markedspladsen, med en kurv under armen, hvor hun havde en lille mængde grøntsager i. Udvalget på Paladset var begyndt at blive ensformigt, og hun ville derfor se om de havde nogle andre ting i byen. På hendes skulder sad en lille kartoffel, hun havde sat liv i, som den kunne holde hende med selskab når hun skulle vælge hvad hun ville have med hjem.
 Som sædvanligt når Elisa ikke var på Paladset, havde hun stukket bunden af kjolen op i bæltet hun havde om livet, så den ikke var helt så meget i vejen. Under de lår-lange læderstøvler havde hun et par lige så høje strømper på, og for at kunne holde varmen lidt bedre i vinterens kulde, havde hun en tyk kappe på, sammen med det store tørklæde, der var viklet godt omkring hende. Det røde hår, var i dag flettet sammen til en enkelt fletning, der hang ned af hendes ryg. 

 Det var med en let nynnen at Elisa gik rundt, og den stoppede kun når hun snakkede med kartoflen, for at høre hvad den havde at sige. Ikke at den kunne sige noget, men det stoppede ikke Elisa. Nej, hun kunne sagtens tænke sig til hvad den kunne finde på at sige. Og det var ikke altid lige venligt!

Tori levede i lykkelig uvidenhed om de adeliges gøren og laden, og det var bestemt også sådan han foretrak det. Han var ikke ligefrem fan af væsner, der gik rundt med hovedet oppe i røven. Hans liv var alt for kort til at bekymre sig om snobbede folk. Så ville han hellere mænge sig med pøblen, der skete i det mindste altid noget interessant.

Som Tori kom ind på markedspladsen, greb en let brise i de løse, sorte bukser. De så temmelig slidte ud, fordi de havde huller ved hvert knæ cirka. Det var dog helt med vilje. Tori havde en kamp senere, og han ønskede ikke ligefrem at ødelægge det pæne par, han havde. Tori var ikke normalt typen, der frøs på grund af hans forholdsvis tykke pels, men han havde i dag iført sig en vest, der dækkede helt ned til livet og som var lukket foran. Den var enkelt sort hele vejen igennem, og den var egentlig mest til for at beskytte den bare hud på brystet.

Som Tori gik, hilste han på flere af handelsmændene, og det var ganske tydeligt, at han var kendt af dem. Tori anså dem som sådan ikke for venner, men de fleste var flinke, og han havde hang til at undgå dem, der ikke var. Han havde en gang fået bygarden på nakken, fordi han lod sig tirre af en vred sælger, og han havde ikke ligefrem lyst til at tilbringe en nat i brummen igen. Specielt ikke når der var mulighed for, at han måske kunne møde en værdig modstander i ringen.

Tori stoppede ved en bod med æbler, tog et par stykker og fandt et par krystaller frem fra lommen, som han betalte med. Han havde allerede taget en bid af det ene, da noget andet fangede hans opmærksomhed; Som han gik, drejede han hovedet, og overkroppen holdt egentlig op med at bevæge sig, mens hans ben fortsatte fremad. Det fik ham til at dreje i overkroppen og tilte baglæns. Normalt ville folk vælte, men Tori tog fra med den ene hånd og lavede nærmest en vejrmølle med benene, så han kom op at stå igen. Bananer. De var sjældne på denne årstid. Det var ikke som sådan hans livret, men det var så længe siden, at han bare måtte købe nogle af dem. Egentlig havde hans hjerne opfattet en pige, der rendte og snakkede til en kartoffel, men Toris aktive bevidsthed var fuldt fokuseret på frugten foran ham.

 Elisa var stoppet ved en bod der solgte små kager og kiks, og var gået i gang med at debatterer med kartoflen om hvorvidt hun skulle købe lidt godt til sig selv. Det var dog som altid en ret så monologisk debat. Hun brummede lidt.
 " Altså, Karl.. der er jo ikke nogen der behøver at vide at jeg har købt lidt godter til mig selv..  " Mumlede hun og skævede til kartoflen på hendes skulder.
 " Desuden er det vel mine egne krystaller, og dem på jeg bruge på det jeg har lyst til..  " der var en svag stædighed at spore som Elisa kort trampede lidt i jorden. Til sidst sukkede hun ting.
 " Jaja fint.. Jeg skal nok...  " mumlede hun så, med en utilfreds tone, før hun vendte sig rundt, lige tids nok til at se en eller anden lave badutspring midt på markedspladsen. Øjenbrynene blev løftet overrasket og imponeret op i panden. Det var en anelse modigt, tænk hvis man nu kom til at ramme nogen! Elisa var ret sikker på, at folk normalt ikke var så glade for at få en fod i hovedet.. 

 En smule nysgerrig på dette livlige individ, fulgte hun en smule efter personen, som han gik hen til en bod. Hun holdt sig dog lidt på afstand, hun var jo ikke en ubehagelig lurer, jo! Blot en nysgerrig sjæl. Som hun stod at betragtede personen, lagde hun mærke til en hale. Panden blev let rynket, mens hun betragtede videre. Var det bare hende, eller var der lidt abe over personen? Han stod trods alt og kiggede på bananer. 

 Elisa kom frem til, der kun var en måde at finde ud af, om han virkelig var en abe, eller i hvert fald lidt abe, og hun stillede sig derfor og ventede på han fik købt sig en banan. Hun kunne ikke lade vær med at stå og fnise over sin egen plan, og løftede kort lidt i skulderen.
 " Prøv se se, Karl! " hviskede hun, inden hun med rolige skridt gik over mod abemanden. Hun lavede en let bevægelse med hånden, der gjorde at et par arme og ben, voksede ud på bananen i abemandens hånd, og som hun gik forbi bananen og abemanden, sagde hun, meget henkastet og en smule diskret;
 " Løb..  " hvilket fik bananen til at vride sig fri fra abemandens hånd, før den gav sig til at løbe væk, ud af markedspladsen. 
 Elisa måtte klemme læberne sammen, mens hun forsatte sin gang videre væk fra abemanden, for ikke at grine. Hun skulle jo helst ikke gør det klart for ham, at det var hende der havde noget med bananen at gøre. 

Toris lille nummer havde vagt en del opmærksomhed, men han var egentlig ligeglad. I øjeblikket havde det været en refleks, og han var trods alt vant til frit at skifte mellem gang på hænder og fødder, så han tænkte ikke normalt over det, når han skiftede. Faktisk generede det ham heller ikke, at andre kiggede mærkeligt på ham i de tilfælde. Han var ganske tilfreds med sig selv, så andre kunne mene, hvad de ville. Det var ikke hans hovedpine, så længe han ikke behøvede at forholde sig til dem.

En lyd fangede Toris øre. Nogle talte, og det lød umiskendeligt som ordet "løb." Hvorfor skulle han løbe? Så sprang han forskrækket tilbage, da bananen, han lige havde købt, sprang ud af hans hånd og satte i spurt ned ad gaden, og han så temmelig forvirret efter den et øjeblik, inden han med en temmelig irriteret mine rettede opmærksomheden mod handelsmanden. "Hvad er det her for en gang humbug? Her prøver jeg ærligt og redeligt at købe en banan, og så stikker den af fra mig?! Hvad har du lige gang i?!" anklagede han den tydeligt forvirrede mand. "De må meget undskylde hr., jeg ved virkelig ikke, hvad der skete. De kan få en ny gratis?" spurgte han, hvilket fik Tori til at falde lidt ned igen og give et mut nik fra sig. Der gik heller ikke længe, inden han havde fået en ny banan.

 Det var utroligt hårdt fra Elisa ikke at begynde at skraldgrine. Det gik jo ikke hun afslørede sig selv inden bananen overhovedet var stukket af, jo! Men hun synes altså bare selv at hun var skide skæg! Derfor forsatte hun også med at gå, ind til hun kunne stille sig ved hjørnet af en anden bod, så hun kunne holde øje med hvad der skete, klar til at følge efter når bananen skulle jagtes!

 Men der skete ikke det store. Skuffet så Elisa til at bananen bare løb sin vej, og aben bare stod og gloede efter den. Altså hallo.. Han var da en dårlig abe! De elskede da bananer, gjorde de ikke?! Selvom om abemanden ikke fulgte efter bananen, blev Elisa dog stående, og så til hvordan manden med boden fik skylden, og det fik hende alligevel til at fnise lidt.
 I et øjeblik stod Elisa og overvejede om hun skulle sætte liv i den nye banan eller vente lidt. Det gik jo ikke hun ventede til at abemanden begyndte at spise bananen, det var for synd, men hun var heller ikke helt fan af, at manden med boden fik æren for hende løjer! Så hun ventede til abemanden begyndte at gå væk fra boden. 

 Elisa var hurtig til at følge efter, og gik som før, ganske diskret forbi ham, med en let bevægelse med hånden og at lavt "løb". Igen forsatte Elisa videre, men ikke for langt væk, hun skulle jo gerne kunne holde øje med hvad der skete, når den nye banan kom til livs, og begyndte at vride sig for at komme fri, så den kunne løbe væk. Elisa bed sig lidt i underlæben, med et kæmpe smil, for at holde latteren tilbage.

Selvom Tori var blevet mildnet lidt af at have fået et nyt stykke frugt, var han stadig tydeligt irriteret, som han gik og mumlede for sig selv, allerede fra da han havde vendt sig væk fra handelsmanden. Han nåede dog ikke særlig langt, for da han skulle til at skrælle bananen, vågnede den også til live og over overraskelsen, gav Tori slip på den. "Ikke denne gang" knurrede han alt for irriteret, som han satte i løb efter den. Denne gang skulle frugten ikke have lov at undslippe ham.

Som Tori jagtede frugten tilbage mod den tidligere bod, løb bananen under vognen. Han valgte dog selv at sætte farten op for at tage tilløb til et spring. Som han hoppede, løftede han armene opad, og da de var i bevægelse, øgede han vægten i dem, så han fik mere momentum på. Med det samme lod han vægten sænke sig igen. Det gjorde, at han hoppede noget højere i forhold til, hvad man ville forvente, og han kom over vognen uden så meget som at strejfe den. På den anden side vendte han sig i luften, så han vendte hovedet nedad for at gribe bananen, som han landede. Det lykkedes også, og han lavede et rullefald samtidig for ikke at smadre ansigtet direkte ned i brostenene. Denne gang holdt han godt fast på frugten, som han hævede den op foran sine øjne, så han nøje kunne studere den. Den havde jo fået små arme og ben! Og ved Thatos om det ikke også var små øjne og en lille mund! Tydeligt overrasket vendte og drejede han bananen i hånden for grundigt at undersøge den. Det var altså en virkelig mærkelig fætter det her.

 Endelig! Endelig begyndte abemanden at løbe efter bananen, og det frydede Elisa gevaldigt. Så meget, at hun ikke kunne holde sig fra at hoppe lidt glædeligt på stedet og klappe hænderne Et lavt glædeligt hvin forlod også hende læber. Hun havde dog ikke tid til at stå og glæde sig for meget, da jagten på bananen gik i gang, og hun hellere måtte følge med, ellers sluttede legen bare alt for hurtigt. 

 Elisa sørgede for holde sig en lille smule på afstand, så det ikke var for indlysende at hun fulgte efter. Hun fik dog pludseligt travlt da abemanden nærmest fløj over boden der solgte bananer. Det var så imponerende at Elisa måtte stoppe op og stirre måbende på den nu flyvende abe. Ligesom så mange andre på markedspladsen blinkede Elisa et par gange ekstra, inden hun var nødt til at komme vider, da flyvspringet havde fået hende til at komme lidt bagud. 
 Det var en smule besværligt at komme over på den anden side af boden, da folk stod og stirrede noget, og var derfor noget svære at komme forbi, men det lykkedes da for hende, og Elisa stillede sig lidt skjult bag et hjørne, så hun kunne følge med i hvad der skete, og ikke var alt for tæt på. 

 Bananen sprællede i vildskab i abemandens hånd, da den ikke længere kunne løbe, og det var jo det den skulle. Munden var åben på den, som om den prøvede at skrive, men det manglede stemmebånd gjorde at der ikke kom noget lyd ud. Det var trods alt bare en bananen jo! 
 Elisa fulgte opmærksomt og nysgerrigt med i hvad abemanden gjorde ved bananen, så hun var klar til at taget livet ud af den, hvis han ville spise den. Hun havde svært ved ikke at stå og fnise af det.

Tori var yderst opmærksom på, at han ikke havde så stramt et greb, at bananen ville blive til mos i hånden på ham, men han holdt stadig fast nok til, at den ikke kunne sprælle sig fri. Han så godt den åbne mund, men der komme ikke en lyd ud af den. "Hvad er du dog for en?" mumlede han lidt for sig selv og kom så i tanke om noget. Havde der ikke været en pige, der sagde "løb" tidligere? Han kunne selvfølgelig have hørt forkert, men han var ret sikker på, at en skikkelse var gået forbi ham og havde sagt det. Var det mon hende, der var skyld i dette? Og hvis det var, ville hun så ikke blive i nærheden for at kigge på? Det måtte vel more hende grænseløst.

Tankeprocessen fik til sidst Tori til at rette sig op, så han kunne spejde omkring. Han var egentlig ligeglad med, at folk kiggede på ham, det var absolut ikke vigtigt for ham lige nu. Til at starte med kunne han dog ikke få øje på hende, så han satte benene i bevægelse for at gå lidt rundt. Han var altså sikker på, at hun stadig måtte være i nærheden. Andet ville jo ikke give mening?

  En hånd lagde foran Elisa mund, da abemanden spurgte bananen hvad den var for en. Altså han kunne da se det var en banan, kunne han ikke? Elisa fandt i hvert fald kommentaren utrolig sjov, og måtte bruge hånden til at dæmpe latteren, så hun ikke afslørede sig selv. Hun burde nok også gøre mere for at gemme sig, men hun ville jo ikke gå glip af hvad der skete, og gemte hun sig mere, kunne hun ikke se hvad der skete. 

 Lettere opslugt i latteren og det komiske i at abemanden var nødt til at spørge bananen hvad den var, gik der lidt før Elisa lagde mærke til at han var begyndt at gå rundt. Så da hun opdagede han havde flyttet på sig, så hun en smule forskrækket rundt med en lav lyd, før hun fik øje på abemanden igen. Hun så sig en anelse hurtigt om, for at få et overblik over hvordan hun bedre kunne skjule sig, nu han ligefrem gik og ledte. Hun var dog blevet en anelse distraheret at at han så pludseligt havde flyttet på sig, så hun stod bare lidt forvirret og så sig panisk omkring.

Tori gik stadig med et fast greb om bananen, der nu vred sig mere end nogensinde. Han havde dog absolut ikke tænkt sig at lade den gå, før han havde fundet frem til den skyldige. Tænk sig sådan at lave sjov med ham. Hvem i al verden ville dog få noget ud af det? Da kun væsner der så noget sjovt i andres ulykke. Et fnys forlod hans læber, som han stoppede op. En rødhåret pige (hun så i hans øjne for ung ud til at være en kvinde) så direkte på ham med et lettere panisk udtryk i ansigtet. Det måtte være hende. Hvem ville ellers være så panisk over, at han så ud til at lede efter noget eller nogen?

Tori drejede hele kroppen mod pigen. "Hey, du der!" råbte han, inden han satte i hastig gang mod hende. Hvis hun havde tænkt sig at prøve at flygte, ville han dog i stedet sætte i løb, så han kunne komme tæt nok på til at gribe ud efter stoffet, hun bar som kappe. Hvis hun blot stod stille, ville han blot stille sig foran hende. Under alle omstændigheder ville han præsentere bananen for hende med et lettere irriteret ansigtsudtryk. "Er det dig, der er skyld i dette?" spurgte han så.

 Før hun vidste af det, blev der kaldt efter hvad Elisa gik ud fra var hende, og selvom hendes hjerne sagde hende at hun skulle løbe, så var det som om hendes krop stivnede på stedet og bare stod og gloede på abemanden komme hen til hende. Først da han stoppede foran hende, og snakkede til hende igen, kom der lidt liv i hende. Elisa sendte ham det mest uskyldige og søde smil hun kunne præsterer. Nu kunne hun jo ikke rigtig løbe sin vej mere.
 " Eh... Hej!  " var hendes eneste respons, inden hun flyttede blikket ned på bananen som stadig sprællede i vildskab i abemanden hånd. Læberne blev foldet mens hun så overvejende på den. Altså hun kunne jo ikke afslører sig selv, det gik jo ikke. Så hun rystede forsigtigt på hovedet, inden hun flyttede blikket rundt, som om hun prøvede at lede efter hvem det så kunne være. 

 Det var der hun opdagede at de jo ikke var særlig langt væk fra bananboden. Hun kunne ikke lade vær med at trække lidt op i mundvigene, inden hun flyttede hænderne om på ryggen så hun diskret kunne lave en lille bevægelse med hånden, så der kom liv i to bananer mere.
 " Se! Der løber to mere!  " sagde hun i en lidt højere tone end nødvendigt, men det skulle være højt nok til at bananerne hørte hende og begyndte at løbe af sted. Med det samme pegede hun i retningen af dem. Det var i hvert fald ikke hende der havde med det er at gøre! 

 Alt imens kartoflen Karl sad på hendes skulder og svingede let med benene og så på det mærkelig postyr det skabte med alle de levende bananer der rente rundt.

Tori var faktisk overrasket over, at kvinden blev stående, men det gjorde kun det hele lettere, så han klagede absolut ikke. Øjenbrynene blev hævet ved kvindens respons, og han kunne ikke helt lade være med at smile over, at hun var blevet lidt paf. Det talte sit tydelige sprog om, at han havde overrasket hende. Han svarede dog ikke, fordi han fik øje på kartoflen, der sad på kvindens skulder, og han skulle til at knibe øjnene sammen for at nærstudere den, da kvinden igen talte og afledte hans opmærksomhed. Han bemærkede godt den hævede tone, og han kastede også kun et flygtigt blik på de nye, løbende bananer, inden han vendte blikket mistroisk mod hende igen. "Hvis det ikke er dig, er gør det, hvad laver den så der?" spurgte han og pegede på kartoflen. Tonelejet talte sit tydelige sprog om, at han mente, han havde gennemskuet hende, og lige nu var han ikke et sekund i tvivl om, at det var denne kvinde, der var synderen.

 Alt gik lige efter planen! Bananerne begyndte at løbe forvirret rundt, og det var svært for Elisa ikke at holde et letter tilfreds smil tilbage. Det skulle nok distrahere abemanden, det var hun sikker på. Da hun så tilbage på abemanden, stod han dog stille, og lignede ikke lige frem en der var just imponeret. Faktisk lignede han en der ikke troede på hende. Da han så pegede mod hendes skulder drejede hun hovedet og så på Karl. Et øjeblik stod hun bare og stirrede på kartoflen, inden hun fik et lidt surmulende udtryk.
 " Kaaaarl....  " lød det noget beklagende fra hende. Hvad bildte den sig også ind, sådan at sidde der og afsløre hende! 
 " Du kunne da godt have gemt dig..  " mumlede hun og lagde fornærmet armene over kors hen over brystet. Hun var skuffet var hun! Også selvom Karl ikke var i stand til at gøre noget, uden hun fortalte den hvad den skulle gøre. Derfor kunne hun vel godt brokke sig alligevel. 

 Elisa flyttede blikket tilbage på abemanden og overvejede et kort øjeblik hvad hun nu skulle gøre. Hun var stadig ikke klar til at skulle indrømme det var hende, hvis det nu kunne ske hun kunne slippe uden om. Hun løsnede armene lidt fra deres krydsede position.
 " Jeg.. kan kun gøre det med kartofler......? " det kom ud meget spørgende og prøvende. Hvis det virkede så virkede det!

Tori følte sig kun mere bekræftet i sin mistanke, for det virkede til, at kvinden var ganske sikker på, at han ville begynde at jagte bananerne igen. Det lille selvtilfredse smil, han fik øje på, talte også sit tydelige sprog om, at det var netop denne kvinde, der forårsagede dette, så Tori endte med at krydse armene og kun se mere mistroisk ud, som hun opdagede, at han ikke var hoppet på den.

Tori stod meget tålmodigt stille, som kvinden så ud til at få øje på kartoflen, og hans bryn røg igen længere op i panden, som hun nærmest virkede til at bebrejde den. Hendes ord rettet til ham, fik ham dog til at smile ildevarslende, og han rettede sine arme ud igen, så han kunne præsentere bananen for hende, han stadig holdt fast på. "Så det ville ikke gøre dig noget, hvis jeg "kom til"..." begyndte han og strammede grebet en smule om bananen. Den ville ikke blive mast endnu, men det var tydeligt på det lille ansigt, at den bestemt ikke brød sig om trykket, den blev udsat for.

 Det var da lidt af en skuffelse at hende mesterplan ikke virkede, og man kunne også se på hende hun var skuffet, efter hun havde brokket sig til Karl. Hun betragtede abemanden lidt, og kneb øjnene en smule sammen ved smilet han fik på læberne. Der var noget over det hun ikke kunne lide. Da hans arme blev strukket ud, flyttede hun blikket ned på bananen i hans hænder, der forsat vred sig, i et forsøg på at komme fri. 
 Blikket blev flyttet tilbage på abemanden da han snakkede, og hendes øjne blev store. Nej, det kunne han ikke finde på! Hun så ned på bananen, og da han strammede grebet en smule, kun hun med et let gisp og hvin.
 " Iiiih! Bansi! "  Hviskede hun meget lavt, og gemte øjnene bag hænderne. Hun kunne ikke nænne at se på denne tortur! Havde den haft et stemmebånd havde den helt sikker lydt mere anstrengt og utilfreds end før.
 
 Elisa var godt klar over at hendes reaktion måske havde afsløret at hun havde et forhold til bananen, men hun nægtede alligevel at skulle give op allerede. Hun burde da kunne tale sig fra det! Det var hun sikker på! Hun skilte fingrene lidt fra hinanden, så hun kunne titte ud på abemanden, med et dømmende blik.
 " Du står da vel ikke og prøver at klemme livet ud af et levende væsen! " Lød det anklagende fra hende. Hun sagde det også lidt højere end nødvendigt, for hvis nu folk kiggede, så kunne det være hun slap lidt. Og der var da også et par stykker af de nærmeste der drejede hovedet og så nysgerrigt og lettere anklagende på abemanden.

Tori havde på ingen måde tænkt sig sådan at mase bananen fuldstændig, men kvindens reaktion fik ham overbevist om, at det var hendes værk. "Så den har ovenikøbet et navn" sagde han med et selvtilfreds smil. For ham var det al det bevis, han skulle bruge, men han var oprigtig nysgerrig efter at vide, om hun mon kunne komme med flere undskyldninger, selvom han ærligt tvivlede på det. Han havde i hans eget hoved fanget hende med hænderne i kagedåsen så at sige.

Kvindens opråb var dog uventet, og Tori hævede øjenbrynene, som han kastede et blik rundt. Han rystede dog på hovedet og slækkede grebet igen, selvom han stadig holdt fast på den sprællende banan. "Det var aldrig min hensigt at mase den. Du skulle bare tro det, så du afslørede dig selv, og det virkede ganske udmærket" svarede han med en nu tydeligt flabet mine. Han var overbevist om, at han havde hende, hvor han ville have hende, og at hun nu ikke længere kunne løbe om hjørner med ham.

 Elisa læber blev klemt hårdt sammen, som han tydeligvis havde hørt hende piver over hvad der virkede til at være bananen skæbne. Det var jo ikke meningen hun skulle afslører sig selv, og i forsøg på at redde sig selv så hun ud til siden.
 " Jeg ved ikke hvad du snakker om... " Mumlede Elisa tørt og kort for hovedet. Hendes forsøg på at virke oprigtig ligeglad, trods hun så tydeligt ikke var det. 

 Abemanden kom med en forklaring, Elisa fandt irriterende. Ikke fordi der var noget galt i den, men netop fordi det jo havde virket og hun følte sig lidt dum. Med hænderne på ryggen, lænede Elisa sig lidt frem, og lod blikket flakke lidt til siderne som om hun tjekkede at ingen holdt øje med hende. Det gjorde også hun stod sådan lidt, halvt som en invitation til at han også skulle læne sig frem, for hun havde jo noget hemmeligt hun ville fortælle ham.
 " Det ved alle andre jo ikke.. " Hviskede Elisa med et kækt smil på læberne, inden hun rettede sig op med et smørret smil om læberne. Og så gispede hun højtlydt.
 " Spise den som bananmos! Nu har jeg aldrig! Og så vil du ikke en gang aflive den først!?  " Elisa spillede det bedste forarget hun overhovedet kunne, som hun forsatte i den højlydte tone. 
 " Hvad er du dog for et... væsen!? Har du ikke et hjerte! " de fleste var ligeglad med Elisas lille show, men der var nogle ældre damer der stoppede op, og sendte abemanden noget så forargede blikket, mens de hviskede og pegede på den sprællende banan i hans hånd. 

 Måske Elisa var blevet opdaget, men hun gav ikke op uden kamp! Ikke at hun vidste hvad hun kæmpede om eller hvad det var hun ikke skulle give op, men nu havde hun det jo lige så sjovt!

Tori hævede mistroisk øjenbrynene, da kvinden prøvede at fremstå ligeglad. Han var ikke helt sikker på, han købte den, og han besluttede sig for at teste hende igen. "Så Bernhard her betyder altså ikke noget for dig?" spurgte han og kastede et blik på bananen, inden han igen strammede grebet om den, så han klemte den let igen. "Sikke skuffende det må være, når ens ejer ikke vil kendes ved en" fortsatte han tydeligt henvendt til bananen.

Tori blev lettere nysgerrig, da kvinden lænede sig frem, så han lænede sig halvt med, så han var sikker på, han kunne høre, hvad hun sagde. Det gik dog med det samme op for ham, at hun ikke var færdig, da han havde hørt ordene, men i stedet smilede han blot skævt til hende med et faretruende glimt i øjet. "Jeg kunne også have løjet om ikke at ville skade bananen?" hviskede han tilbage, inden kvinden igen råbte op. Han var dog tydeligt ligeglad med de blikke, hendes råb havde tilranet sig, og i stedet blev grebet tydeligt strammet en anelse mere om bananen. "Jeg har skam et hjerte. Det banker bare ikke over for nogle, der finder det sjovt at gøre grin med andre" svarede han tørt med et lynende blik, som han så kvinden direkte i øjnene.

 " Bansi..! " brummede Elisa fornærmet da abemanden var så fræk at kalde Bansi ved forkert navn. Så svært var det altså ikke! Da han så klemte lidt mere på den, kom det et lille piv fra Elisa, ikke at det gjorde så meget for bananen af den blev klemt på. Dens opgave var stadig bare at løbe, og det var hvad den gjorde. Armene var strakt ud over dens hoved, og benene sprællede i vildskab.

  Et fnys forlod Elisa læber da han gav udtryk for at han kunne have løjet. Det kunne han da vel ikke være seriøs med? Selvom hun fik det til at lyde som om han måske ikke havde et hjerte, så regnede hun da trods alt at han var lidt menneskelig og human. Derfor hvinede hun også lidt overrasket da han klemte endnu mere på bananen. Den ene hånd fandt hurtigt vej til øjnene, så hun ikke kunne at torturen, mens den anden hånd lavede en let bevægelse, og vupti, livet forsvandt fra bananen. Abemanden stod nu blot tilbage med en helt almindelig banan i hånden, som måske efterhånden var en smule blød og smattet på midten. 
 Elisas arme lagde sig fornærmet over kors på hendes brystkasse ved abemanden kommentar, og hun rakte kort tunge af ham.
 " Burde du så ikke ligge død på jorden nu, nåh..! " mumlede hun lidt. Der var noget barnligt over måden hun reagerede på, men han var da også tarvelig og kedelig! Det havde jo lige været så sjovt, og så stod han bare der og belærte hende. Hun var tydeligvis ikke en fan!

Tori så tydeligt selvtilfreds ud over, at han igen havde modbevist kvindens påstand. Både hendes rettelse og hendes hvin bekræftede ham i hans mistanke. Han tog sig dog ikke videre af, at den stadig sprællede. Det væsentligste for ham var, at det påvirkede kvinden foran ham, når hun nu havde været så fræk at drive gæk med ham.

Tori havde bestemt et hjerte, han havde bare ikke meget til overs for kvinden lige nu, så han var faktisk ikke særlig... human lige i øjeblikket. Det var ganske tydeligt, at han ikke fandt det særligt morsomt. Hendes ord fik ham dog til at le. "Når du nu tager sådan på vej over en banan, kunne det være, du skulle have tænkt lidt grundigere over det, inden du bragte den til live?" svarede han så. Bananen var dog blevet livløs i mellemtiden, og den var ikke længere særligt lækker, så han valgte at kaste den hen i den nærmeste spand til skrald; den bløde bue og det direkte mål viste tydelige tegn på, at han havde et godt boldøje. Han dvælede dog ikke ved det, som han vendte opmærksomheden mod kvinden igen. "Hvad har jeg lige gjort dig, siden du syntes, du skulle lave sjov med mig?" spurgte han så og lagde armene over kors. Han tog sig ikke videre af den barnlige attitude.