Morgnen havde været hektisk, folk havde været irriterende til en hvis grad. Hendes ulv havde været dybt irriteret, blevet ved at skubbe til hendes grænser. Hun vidste godt det var noget tid siden hun havde ladet hende komme ud, og Xilla's ulv lod hende ikke glemme det. Det var jo ikke fordi det var livsvigtig at forvandle, medmindre du spurgte ulven i hende. Xilla lukker øjnene engang, inden hun skubber ulven længere væk fra overfladen igen. Hun havde en kamp med den ulv nogle gange, dette var en af dagene, det skete oftest når Xilla selv havde valgt at arbejde lange vagter.

Xilla ånder langsomt ud igen, som hun fornemmer ulven er gået tilbage til sit hjørne i hendes hoved. Hun kunne fornemme det var en af de dage, hvor hende og ulven ville være alt for tæt. Hun var blot lykkelig over, at ulven ikke kunne tvinge det til at ske. Hun vidste en ting, hun brød sig ikke om når folk kendte til hendes ulv. Hendes ulv var en ting hun bare havde for sig selv, medmindre det ville gå ud over hendes eget liv hvis hun ikke forvandlede sig over. Xilla ryster på hovedet, får at få hendes øjenfarve til at blive normal igen. Ulven kommer med en ynkelig lyd, men lader Xilla bestemme igen.

Hun ser sig omkring, hovedgaden var ikke så travl på denne tid som den plejede, hvilket passede Xilla fint, i betragtning af hendes ulv var til den irritabel side. Mest af alt irritabel fordi hun havde lyst til at tage ud og løbe en tur. "Så sov da," vrisser Xilla lavt af sin ulv, da den nærmest kradser mod hendes tanker for at få opmærksomhed igen. Ulven snerrede af Xilla, men gjorde som hun sagde velvidende der var ikke andet at gøre, i hvert fald indtil videre. Man skulle tro efter så mange år sammen, de ville kunne finde ud af det, men de er nogle gange to modsætninger der må dele deres tanker med hinanden. 

Xilla forsætter med at gå en smule, men må stoppe igen da hendes ulv pludselig er opmærksom på nået. Det sjældent hun gider at være opmærksom på andre mennesker, det mere Xilla selv får at finde nogle at snakke med. Så at hendes ulv lige pludselig er opmærksom, det gør alligevel at Xilla er mere nysgerrig. Hun sætter håret op, inden Xilla begynder at kigge rundt, imens hun prøver lytte til ulven, hvem eller hvad der er har fanget hendes interesse så meget, hun følte får at gøre hende opmærksom på det for en gangs skyld. 

Det var ikke ligefrem ofte, at Shinji befandt sig i Dianthos. Det var oftest farligt, fordi han var eftersøgt, og han ønskede ikke ligefrem at tiltrække mere opmærksomhed end højest nødvendigt. Det var også derfor, han havde prøvet på at forklæde sig en anelse; håret var løst, så hans dreadlocks hang i ét stort virvar omkring hovedet på ham. Fjerene var pillet ud, og han havde for en gangs skyld stukket armene i ærmerne på den lange, grønne frakke. Han havde lagt sine vanlige våben i piratbugten og havde kun en lang kniv på sig, skjult under frakken. Resten af tøjet var dog det samme; en hvid skjorte med dyb udskæring og et par beaudeux, løstsiddende bukser og sorte "piratstøvler." Shura var dog blevet tilbage, for hun fik ikke lov at komme med ind for vagterne.

Shinji havde egentlig sat kursen mod den nedre by for at finde en kro, men på vejen fik en ukendt duft ham til at stoppe op. Normalt tog han sig som sådan ikke af de forskellige dufte, når han var blandt så mange individer, men denne her stak ud. Det var sjældent, noget var så unikt. Det var tydeligvis en engel, for den havde samme duftspor som Liv, men der var noget helt andet over den samtidig. Nærmest som ham selv? Han havde aldrig hørt om engle, der samtidig var varulve, så han tvivlede på, at dette var tilfældet. Det var helt klart unikt, og hans nysgerrighed blev vækket. Han kastede et blik rundt for at finde kilden, men med så mange væsner til stedet tog det noget tid at finde den. En kvinde med kulsort hår, der tydeligvis var blevet opmærksom på noget fangede hans opmærksomhed. Det var helt klart hende, duften stammede fra. Han havde dog ikke tænkt sig bare at antaste hende sådan. Det ville måske virke lidt mærkeligt. I stedet observerede han hende fra afstand for at se, hvad det var, hun var blevet opmærksom på.

Xillas ulv nærmest råber i hendes hoved, da hun ser på en mand med sort hår, med dreadlocks. Ulven hopper rundt i hendes hoved, som om hun har opdaget den bedste ting i hele verden. Xilla vipper hovedet lidt på skrå, imens hun ser på denne mand. Hvad er det hendes ulv er så begejstret for? Hun forstår det ikke, han virker bare normal. Men så igen, hendes ulv har bedre sanser end hende, så det må være noget der begejstre ulven, men hvad kan Xilla ikke finde ud af. 

Xillas ulv skubber frem i en enkelt sekund, hvilket får et øjebliks skift af øjenfarve, inden hun skynder sig tilbage til sit hjørne. Hun kan bare ikke styre sig, hun har aldrig oplevet hende på denne måde før, så Xilla tænker det er værd at finde ud af hvad det her går ud på. Hendes ulv vil i hvert fald ikke give nået væk, men siden hun er interesseret, så det nok ikke en der ender med at vil slå dem ihjel, skulle man da tro. Xilla stoler på sin ulv, hun er det bedste instinkt hun ligefrem har. Hvilket kan være irriterende, nogle gange er det fint og får hende ud af situationer hun har sat sig selv i.

Men Xilla hader når ulven giver sig selv en smule til kende, den ulv kan være så opmærksomhedskrævende når hun faktisk vil. Hun er nogle gange som en stor hundehvalp, med vinger, som fylder alt for meget. Virkelig en hundehvalp nogle gange, det utroligt. Xilla ruller med øjnene da hendes ulv blive begejstret igen, da den finder ud af hun faktisk har tænkt sig at finde ud af hvad hun er så begejstret over. Hun ser et øjeblik rundt, inden hun går mod manden, som hendes ulv så gerne vil møde, fordi åbenbart så begynder hun at lade hendes ulv vælge hvem de møder.

Shinji stod en rum tid og betragtede kvinden med det sorte hår, som hun så sig rundt efter, hvad end det var, hun ledte efter. Så så hun ud til at finde det, men Shinji havde ikke ligefrem forventet, at det var ham selv, og han blev et øjeblik nervøs. Havde hun evner til at finde folk, der var eftersøgt? Det var set før, og han havde ikke ligefrem lyst til at blive fanget her. Han valgte dog at vise lidt mod og gik i stedet mod hende, da hun valgte at sætte kursen mod ham. Som de kom tættere på hinanden, kunne han se den havblå farve i hendes øjne. Hun var faktisk ganske køn. Et skævt smil brød hans læber, som han stoppede et par meter fra hende. "Er der noget, jeg kan gøre for dig, frøken?" spurgte han med tydelig falsk høflighed i stemmen. Det var ikke unormalt, at han parodierede høflighed på denne måde, og det havde før vist sig at være en glimrende isbryder, når man mødte nye væsner. Kropsholdningen var dog afslappet og smilet var stadig på hans læber, og han var stadig i muntert humør.

Xilla opdager hurtig han også går mod hende, tydeligt opdaget hvad hun faktisk havde tænkt sig. Hun studere ham lidt mere, imens hendes blik stopper så snart hun opdager den lilla øjenfarve. Xilla hæver lidt det ene øjenbryn, det havde hun alligevel aldrig oplevet før at se sådan en øjenfarve. Hvad end Xillas ulv var så begejstret får, så kunne hun ikke selv finde ud af det. Men en ting, hun blev straks opmærksom da han begyndte at snakke, hun valgte dog at rulle med øjnene af hans falske høflighed, folk nogle gange.

"Hvis jeg finder ud af det skal jeg nok sige det, lige nu nok ikke," svaret kommer lidt flabet fra hende, men alligevel er der brudt et skævt smil frem på hendes læber. Det absolut ikke nået hun kan styre, hun er flabet når det passer hende, eller når folk ikke føler får at være høflig, så det åbenbart noget som kan provokere hende til at være lidt mere flabet end hvad nødvendig kan være. Xillas ulv er helt stille, hvilket giver en ro til Xilla, istedet får hun hopper rundt i hendes hoved hele tiden, men det som om den prøver finde ud af noget, den vil vide noget om denne person. Hun har bare ikke fundet frem til det, men hvem siger det er nået de overhovedet behøver at vide. Folk har deres hemmeligheder, det er ikke nået hun burde blande sig i, men hendes ulv elsker at stikke sin snude i andre folks ting.

Hvilket er dybt ironisk, nu når Xillas ulv godt er klar over de også har en hemmelighed, en som vi ikke behøver fortælle nogle overhovedet, måske nogle på et tidspunkt, men det er ikke i Xillas planer lige nu i hvert fald, hun kan ikke svare får hendes ulv nogle gange.

Shinji hævede brynet højere over kvindens svar. Det lød noget kryptisk. Han kunne dog ikke lade være med helt at smile alligevel. "Må jeg så bede om dit navn? Jeg er Shinji" præsenterede han sig og bukkede kort for hende. Han var noget mindre parodierende i denne omgang og noget mere oprigtig i sin høflighed. Han ønskede trods alt ikke at virke alt for ubehøvlet og derved fornærme hende. På den anden side lagde hun op til at blive drillet en smule. "Skal jeg bare stå her, til du finder ud af det så?" spurgte han nu med en tydelig drillende undertone i stemmen. Det var ganske tydeligt, at han ikke forventede et seriøst svar på spørgsmålet.

I en rum tid havde Shinji prøvet at komme frem til, hvad det var, der var så specielt ved kvinden, men han kunne absolut ikke sætte fingeren på det. Der var stadig ingen tvivl om, at hun var engel, men hvorfor var der noget over hendes duft, der fik ham til at få indtrykket af, at hun var mere end det? Han kunne selvfølgelig spørge hende, men han mente, det ville virke temmelig uhøfligt, hvis han spurgte hende direkte om, hvorfor hun lugtede af våd hun. Desuden var det så svag en duft, så han ikke engang var sikker på, det var det. Der var dog ingen tvivl om, at hun gemte på mere, end hvad overfladen viste.

Xilla får hurtigt sat det sammen, så hun kan huske det i tilfælde hun skulle møde ham en anden gang. Hun kommer med et svagt nik, inden hun kommer med et kort buk. "Jeg er Xilla," svarer hun med et smil. Inden Xilla hurtig slapper mere af, da han skifter sin attitude lidt mere. Ingen grund til at være helt oppe og være klar til alt, hvis han bare er mere afslappet, så hun ikke behøver have ulven tæt på hele tiden. Det kan altid være farligt for Xilla og ulven, for der skal ikke meget til før ulven kan finde på at være yderst provokerende ved at vise sig når hun ikke skal. 

Xillas ulv vipper lidt frem og tilbage i hendes hoved, imens den prøver regne noget ud. Men Xilla vælger at skubbe den længere væk, ingen grund til at tænke mere over det, eller det skulle man da tro, men ulven har tit sine egne tanker. Xilla lader som om hun tænker over det næste svar, "jo gider du ikke bare stå der, det ville jo gøre det hele nemmere," siger Xilla med et kækt smil, imens man tydeligt kan høre hun er gået fra den mere flabet attitude til at være drillende. Xilla kan hurtig fornemme hun lader hendes krop slappe mere af, hvilket også gør hendes ulv begynder at være lidt doven igen, da den finder ud af Xilla tydeligvis ikke har travlt med at finde ud af noget om denne mand. Xillas ulv ved ikke hvad det er, men hvis hun fik ville hun gøre meget får at finde ud af det. Lugten der kommer fra manden, virker bekendt for ulven, men så alligevel er det nået andet, Xillas ulv kan ikke forklare det. Hvilket også er den grund, som gør at Xilla prøver at ignorer hende mere.

Nogle gange kunne det blive for meget at dele tanker med en ulv, men med alle de år de havde været sammen, alle de år som de havde været nød til at enes, så kendte de også hinandens grænser. Selvom Xillas ulv var den som altid trådte over de grænser, gjorde Xilla ikke meget ved det, får tit så havde hun sine grunde, tit meget gode grunde.

"En fornøjelse at møde dig" svarede Shinji ærligt. Et så unikt navn ville han ikke have svært ved at huske. Hans skuldre sænkede sig en anelse, nu hvor hun havde præsenteret sig. Det virkede ikke til, at hun var efter ham som sådan, men hvad havde hun så opdaget? Det var ikke til at sige uden at spørge, for han var trods alt ikke tankelæser.

Ved hendes svar krydsede han armene med en tydeligt påtaget fornærmet mine. "Kan du så ikke bare vække mig, når du kommer tilbage?" spurgte han drillende. Det gjorde ham absolut intet, at hun bare sådan hoppede med på joken. Det var så kedeligt, når alle var seriøse hele tiden. Han drejede rundt og satte kursen mod siden af gaden, hvor han satte sig ned med ryggen op mod en mur. Så lukkede han øjnene og kom med tydeligt falske snorkelyde. Det var ganske tydeligt, at han ikke sov, men han kunne alligevel ikke lade være med at drille Xilla lidt.

Xilla vipper hovedet på skrå, kan stadig ikke se hvad end hendes ulv fornemmer. Men alligevel lader Xilla hendes øjne følge med ham som han vælger gå hen at sætte sig op ad muren, det altid sjovt når der sker lidt nyt. "Hvad er der sjovt ved at vække dig? Det da sjovere hvis der er noget at lave i mellemtiden," svare hun med et kækt smil, inden hun går hen til ham. Xilla himler med øjnene over hans falske snorkelyde, det må han hellere arbejde på, det da ikke særlig overbevisende.

Hun sætter sig ned på hug foran ham, inden hun let dasker til ham. "Du simpelhen så dårlig til at snorke," siger hun drillende, inden hun sætter sig ned foran ham. Xillas ulv lægger sig ned, ørene fladt ud til hver side, imens hun bare tænker, men går mere tilbage for ikke at irritere Xilla alt for meget, eller komme til at skubbe sig selv så meget frem hun også afsløre dem, det var hun kommet til et par gange før, hvilket sjældent endte godt. Åbenbart var det noget folk ikke brød sig om, når du kunne forvandle dig til en stor fluffy ulv med vinger. Xilla kunne ikke selv se problemet, men hvis andre har et problem, så må hun jo bare undertrykke sin ulv når hun er steder folk faktisk er, som også kunne skade hende.

Shinji åbnede med det samme øjnene, da Xilla satte sig på hug foran ham og sendte hende et smil. "Det var ikke meningen, det skulle lyde ægte" påpegede han, som han drillende blinkede med det ene øje til hende. Han var tydeligt ikke nervøs over, at hun var så tæt på ham. Det lod mere til, at han nød opmærksomheden til fulde, hvilket han egentlig også gjorde. Hun var ganske køn, og selvom han som sådan ikke havde flirtet med hende, var dagen trods alt ikke slut endnu. Desuden var hun med på hans humor, hvilket i sig selv var nok til, at han ikke havde problemer med at holde interessen for hende.

"Og hvad havde du tænkt dig, vi skulle lave i mellemtiden?" spurgte han med både hævet bryn og et skævt smil på læben. Han holdt dog øjenkontakten, for han var ikke helt sikker på, at hun ville tage det så pænt, hvis han gjorde opmærksom på, hvad han tænkte på ved at give hende et elevatorblik. Desuden ville det være langt mindre afslørende, hvis han spurgte på denne måde, for de behøvede jo ikke nødvendigvis at have de samme tanker.

Xilla dasker til ham igen, med et grin. Inden hun ryster lidt på hovedet, "ej er det rigtig, var det ikke meningen det skulle lyde rigtig," siger hun med en chokeret stemme, men alligevel med den drillende undertone. Xilla nød at have en hun kunne bare drille lidt, det ikke alle der ligefrem syntes det er det fedeste i verden. Hun kunne ikke forstå alle mennesker når de var så, stramme i betrækket hele tiden. Nogle gange havde man bare brug for at slappe af, bare lade vær med at tænke over hvad der måske kan ske ved alt man ligefrem gør, der ingen grund til alle de bekymringer. Nogle mennesker lærte aldrig at slappe af omkring andre, nogle kunne læres til det og andre har det bare i dem.

Xilla trækker på skulderne, imens hun tænker lidt. "Alt andet end at sidde stille, jeg hader bare at være stille et enkelt sted," svare hun, inden hun rynker lidt på næsen over tanken om at skulle sidde stille i mere end få minutter. Xilla ved hendes ulv er enig med hende, kun træt af det ikke er hende som kan bevæge sig så tit og imellem alle andre væsener og mennesker. Ulven nød det altid hvis de er i en skov, hvor de er klar over ingen andre kommer, så ulven kan bare bruge tid på dyrene der findes derude. 

"Kom, lad os finde på et eller andet," siger hun, før hun rejser sig igen. Xilla ser omkring, men ikke umiddelbart nået der lige kommer til hendes tanke, så meget kan man virkelig ikke lade her, uden at alle nærmest holder øje med dig, hvilket er dybt frustrerende.

Shinji kunne ikke lade være med at grine over Xillas måde at håndtere det på. Han svarede dog ikke, for hun havde tydeligt forstået budskabet med vittigheden. Shinji havde absolut ingen problemer med at blive drillet. Han gjorde det ofte selv, og han elskede humor i alle former. Han havde et afslappet syn på livet, og han agtede at få det bedste ud af det. Det var en beslutning, han havde taget tidligt i livet, og en han agtede at holde fast i. Det var også derfor, han sjældent blev fornærmet.

Shinji kunne sagtens nikke genkendende til, at det hurtigt blev kedeligt at befinde sig et sted for længe. "Jeg kan sagtens følge dig" svarede han, stadig med en munter tone. Han brugte til gengæld ikke særlig meget tid i sin egen ulveform. Han kunne bedre lidt at være menneske. Selvfølgelig var der den påtvungne forvandling en gang om måneden, men ellers var det kun i yderste nødstilfælde, han brugte den.

Shinji rejste sig selv, da Xilla gjorde, og det tog ham et øjeblik at synke de ord, han hørte komme fra hende. Et øjeblik havde han forstået noget helt andet end hvad, han var sikker på var meningen, han skulle forstå, men han kunne godt se, at hun kiggede efter et mere afsides sted. "Jeg er ikke særlig kendt i Dianthos" sagde han ærligt. "Jeg har ikke den ringeste idé om, hvor man finder noget at lave" afsluttede han med et skuldertræk, mens han lagde hovedet på skrå. "Det virker dog til, at du gerne ville finde noget mere privat?" Han håbede egentlig bare, at han havde gættet rigtigt.

Xilla begynder langsomt at gå, men trækker sig lidt til at gå imellem de mindre gyder. Hun bliver ved at lytte til hvad han siger, imens ulven også strækker lidt for at høre med hvad der bliver sagt. "Dianthos, så meget er der ikke at lave, men så igen det kommer an på hvor du er henne, samt om du gider alle folk begynder glo hvis du skiller dig lidt ud fra mængden i hvad du laver," svare hun, for hun kunne fornemme det før. De var allerede begyndt at kigge lidt ekstra, gå lidt langsommere forbi. Men så igen, det mere når du er oppe ved de lidt finere kvarterer i byen, nogle gange hovedgaden også var lidt slem. 

Xillas ulv kommer frem, hvilket for Xilla til at kigge den anden vej da hun fornemmer det så slemt hendes øjne er ved at skifte farve. For tydeligt har ulven en ide, men ikke ligefrem en de nok bliver enige om. Xilla skubber hende tilbage igen, så hendes øjne bliver en mere normal farve. Lige nu vil Xillas ulv hellere prøve at være provokerende, så hun kan finde ud af hvad det er hun vil. Men det er de ikke enige i, de kan ikke altid blive uvenner med folk, hvilket de ville blive hvis det stod til hendes ulv. Det var som om Xillas ulv nogle gange var menneske sky, men Xilla har ikke tænkt sig at bebrejde ulven, kunne vise den sin plads.

Den sætter sig på bagbenene i hendes hoved, slår vingerne ud, imens den virker yderst irriteret over den ikke kan få sit menneske til at gøre som den vil. Ikke alle folks hemmeligheder er der et behov for at vide, men det har hun tydeligvis ikke fattet særlig meget af.

Shinji fulgte roligt i hælene på Xilla. Han havde generelt ikke så meget i mod store menneskemængder (faren for at blive opdaget var mindre), men han havde absolut intet imod, at hun valgte de mindre gyder, hvor der var færre folk. Shinji kunne ikke lade være med at grine over hendes ord. Han var dog stadig sikker på, at han tænkte i helt andre baner, end hun gjorde. "Det er sjældent, jeg har lyst tit, at folk skal glo på, hvad jeg laver med andre" sagde han med en lidt for munter tone. Han havde et øjeblik glemt, at hun nok ikke mente det på den måde, som han forstod det, så han lagde ikke bånd på sig selv.

I baghovedet gik Shinji stadig og spekulerede over, hvad det var, der var så specielt ved Xillas duft. Ikke at han som sådan havde travlt med det, hun havde jo selv vist en interesse for ham, så han fik det vel nok at vide på et tidspunkt, når hun turde spørge ind til, hvad det nu var, hun var så interesseret i. Indtil da var der vel ikke noget galt i at ville more sig? Tanken kunne ikke afholde ham fra at smile, som han lidt misforstod sine egne ord. Varmen var vist steg ham til hovedet.

Hun vender sig rundt mod ham af det han siger, hun vælger bare at sende et wink til ham. "Heller ingen grund til at folk ser hvad man kan finde på" siger hun med et kækt smil. Xilla vælger ligefrem bare at køre videre på den, ingen grund til at prøve få emnet tilbage på sporet. Det er også altid lige sjovere når det er lidt misforstået, så bliver det ikke særlig kedeligt.

Xillas ulv er endelig begyndt at kunne rumstere så langt tilbage i deres minder, at hun er ved at være klar over hvad den svage duft var. Han var jo ikke et menneske, det havde hun opdaget for længe siden. ulven interesserede sig generelt ikke for normale mennesker, så det overraskede ikke Xilla den kom frem til han var et andet væsen. Men du kan jo ikke heller ikke ligefrem spørge lige ud, slet ikke hvor der er mennesker ved næsten hvert lille hjørne. Nok er hendes ulv ikke så glad for selskab som Xilla, men hun er en ulv, og ulve er oftest i flokke. Xilla stopper brat op, imens hun rynker lidt på næsen, hvad var det helt præcis hendes ulv var igang med at fortælle hende? Ulven havde en bedre hukommelse end hun har fra hvad der skete dengang, generelt er ulven meget klogere det meste af tiden på hvad der sker. Ulven begynder at slå lidt med vingerne i hendes hoved, hvilket gør Xilla begynder få en svag hovedpine, som om det hjalp hende med at tænke på det samme som ulven tænker i øjeblikket. Xilla har mest af alt lyst til at hive halskæden af med hendes vedhæng, for at stoppe ulven fra at være så irriterende, for det er det eneste der gør dem så tætte som de er, den eneste grund til de kommunikere så godt i Xillas eget hoved, selvom det føltes som at have flere personligheder nogle gange.

Shinji overvejede et øjeblik, om han mon havde hørt rigtigt. Så besluttede han sig for at teste vandene, da hun blev ved med at vække hans nysgerrighed. "Og hvad kan du da finde på, som ingen andre må se?" spurgte han med et hævet bryn. Xilla virkede ikke rigtigt som typen, der generelt havde sådan en tankegang, så det kom lidt bag på ham, at hun kom med hentydninger, der kunne forstås på flere måder. Det var også derfor, han spurgte, selvom han egentlig ikke var sikker på, at han ville få et ærligt svar.

Shinji havde stadig ikke styr på, hvad det var, der var med Xilla, men han undrede sig lidt over, at hun virkede til at tænke meget over noget hele tiden. Var det mon ham? Selvtilliden til side, så var han da vel ikke så interessant, at man kunne tænke på ham hele tiden? Det måtte være noget andet, men han var ikke sikker på, han kunne tillade sig at spørge ind til det. For at få hende lidt ud af tankestrømmen, stillede han dog et andet spørgsmål: "Hvor er vi på vej hen?" Hun havde forhåbentlig ikke tænkt sig at slæbe ham med ned til den nedre by og så slagte ham.

Xilla bliver hurtig hævet ud af sit tankemylder igen, som han begynder at snakke igen. Hun ryster lidt på hovedet, for hurtigt muligt at få hendes øjne tilbage til en mere normal farve, istedet for der er lyseblå undertoner i dem. Hun ser over på ham igen, inden hun igen kommer med et wink. Lige nu morer hun sig absolut, så længe hendes ulv bliver bagerst i hendes hoved. "Uh der er så mange ting, men spørgsmålet er nærmere, om du nogensinde finder ud af det," svare hun med et smil, inden hun ser hvor hun overhovedet er lige nu. Heldigvis opdager hun de ikke er gået mod den nedre by, de er nok mere midt imellem det hele.

Hun trækker lidt på skulderne ved hans spørgsmål, "det kan jeg ikke svare på, nogle gange ender jeg bare med at gå rundt uden helt at have styr på hvor hen," svare hun. Xilla kender det meste af Dianthos, kunne sikkert finde rundt med lukkede øjne. Der var en grund til hun nogle gange var andre steder, når hun lærer en by godt nok at kende, begynder hun faktisk at kede sig. I andres selskab keder hun sig nærmest aldrig, men når det er næsten det samme dag ud og dag ind, så bliver det hurtigt kedeligt. Hun ville dog aldrig gå særlig tæt på den nedre by, kun i yderst nødtilfælde, da de havde alt for meget gående som hun ikke ville være en del af. Xillas ulv snerre lidt af Xilla, inden hun vælger bare at ligge sig ned, tydeligvis meget opgivende over Xilla ikke forstår hende særlig godt i lige dette tilfælde hvor hun mest af alt vil have hendde til at forstå noget.

Shinji endte med at bryde ud i et nyt grin. Xilla var altså herlig. Hendes spøjse væremåde var i den grad interessant. Han var dog ikke sikker på, at hun ville stille hans nysgerrighed, men det var kun med til at fastholde hans interesse for hende. "Det kommer da så sandelig an på, om du har tænkt dig at afsløre det" svarede han muntert, som han stak hænderne i frakkens lommer. "Følg med i næste afsnit?" drillede han.

Shinji hævede et bryn ved Xillas svar. Så han skulle bare følge hende rundt, til hun besluttede sig for, hvor hun ville hen? "Så du regner med, at jeg bare følger efter dig, til du har fundet ud af, hvad det er, du vil med mig?" spurgte han. Det var ikke ligefrem, hvad han havde regnet med. Var han skuffet? Egentlig ikke, men hun ville nok ikke kunne blive ved med at have hans fokus ved bare at vade rundt i byen. Han var dog ikke sikker på, at hun som sådan havde en plan. Det virkede det i al fald ikke til.

"Indeed, det med at følge med i næste afsnit, måske jeg afsløre det, måske det aldrig bliver afsløret. Hvem ved hvad jeg kan finde på når ingen kigger," svare hun med et wink, som pludselig er blevet en ynglings ting at gøre ved de sætninger der meget gerne må misforstås. Det hans svar på det, ved hun ikke hvad hun helt skal sige. Hun kan ikke rigtig sige, jeg skal lige finde ud af hvorfor ulven er så begejstret for at ville møde dig. Se det ville lyde meget mærkeligt, og nok til den lidt creepy side.

Xilla trækker på skulderne, hun havde slet ikke regnet med han ville følge så meget med, for hun havde absolut ingen plan, for hendes ulv kunne tydeligvis på ingen måde snakke for at sige hvad hun havde tænkt sig. Ulven havde regnet den ud, det var bare Xilla der på ingen måde kunne, og fordi ulven ikke kunne snakke med hende, kunne lave en masse åndsvage ting, så var det umuligt at sige hvad den prøvede at fortælle hende.

"Egentlig ikke, men siden du har fulgt med så langt, så er du nysgerrig. Hvad der gør dig nysgerrig kan jeg ikke svare på, men jeg kender til nysgerrige mennesker, for jeg er det selv," svare hun roligt. Inden hun vælger at sætte sig ned hvor der absolut ikke er nogle, der kommer heller ikke ligefrem nogle sådan særlig ofte på de smalle steder hvor heste og vogne ikke kan komme igennem. Det her er den mere stille del af byen, men ikke i nærheden af den nedre by hvor man nogle gange skal vise mere selvsikkerhed end man måske har hvis man vil overleve uden at blive røvet eller andet.

Shinji hævede et bryn over svaret. Hvad var hun lige ude på? Havde han overhovedet tålmodighed til at finde ud af det? Hvis hun blev ved sådan her, var han ikke sikker på, at han kunne fastholde interessen. "Pas på med hvor meget, du trækker det i langdrag" advarede han stadig med et hævet øjenbryn. Der var grænser for, hvor længe han ville lege den samme leg, og hvis hun ikke havde tænkt sig at uddybe, hvad hun gerne ville vide om ham, var der vel ingen grund til, han fulgte hende rundt?

"Der er dog også grænser for, hvor længe min nysgerrighed holder" svarede han med et skuldertræk. Det kunne godt være, hun kendte til nysgerrige mennesker, men hun kendte ikke ham. Ikke to væsner var ens, og ikke alle var nysgerrige efter det samme og lige længe ad gangen. Ligesom hende selv begyndte han at kede sig, hvis det blev for ensformigt, og det var ikke altid nok, at personen var køn. Han forklarede dog ikke yderligere. Hun måtte selv komme frem til, hvordan hun fastholdt hans interesse.