Det var ikke ofte, at Thalanil sådan gik ud for at få sig en drink. Faktisk drak han yderst sjældent, men nu havde han trods alt lige afleveret en særdeles vanskelig fange. Manden var formået at slippe ud af hans "greb" tre gange. Det var sjældent, at han mødte nogen, der havde så stor modstandsdygtighed over for hans evne. Det havde taget det meste af dagen at få idioten med hjem. Til gengæld gav det også en klækkelig belønning, og han havde derfor bestemt sig for at tage resten af dagen fri og for en gangs skyld nyde tilværelsen.

Det var sidst på eftermiddagen, og solen var allerede begyndt at kaste orange stråler, da Thalanil trådte ind på kroen. Han kunne have fundet en kro i den øvre by, men det kunne hurtigt blive for fint alligevel. Han var ikke så god til, at folk skulle være overlegne. På den anden side havde han heller ikke lyst til at sidde med rakkerpakket i den nedre by, så derfor var det blevet den centrale bydel, han havde valgt at finde et sted i.

Vagten ved døren bad ham om at aflevere våben, og Thalanil efterkom ordren. Det lange nodachi var ikke noget problem at slynge af skulderen, men de to knive ved hofterne var han nødt til at aflevere uden skede, fordi bæltet samtidig holdt bukserne oppe. Efter en hurtig kropsvisitering (det var åbenbart obligatorisk) blev han vist ind. Et par tjenere rendte rundt her og der, så Thalanil fandt sig et ledigt bord og gav sig tålmodigt til at vente på, at han ville blive betjent. Han havde på ingen måder travlt.

Det var bare en af de dage, Xilla kunne allerede mærke det. Hun så sig omkring, imens hun vandrede rundt igennem kroen. Hun skulle hele tiden sørge for der var folk som havde nået at drikke, men hun vidste også at snart var hendes vagt også slut. Selvom det var en af de bedre steder at arbejde, så var der alligevel nogle som gik hende på, eller nok nærmere gik hende ulv på. Men Xillas ulv var klog nok, hun var aldrig til stede på nogle måde når Xilla var på arbejde, hun vidste det var for risikabelt også selvom hun ikke brød sig om nogle folk her. 

Xilla sætter to drinks af på vejen rundt til et bord som havde ventet nogle minutter, det var rigtig en af de andres borde, men den tjener var nærmest forsvundet i dette øjeblik. Xilla ser rundt, inden hun finder en ny person som må være ankommet, han har langt snehvidt hår. Det ikke en hun har set heromkring før, men Xilla går derover da de andre tydeligt ikke har særlig travlt med at tage sig af det. Xilla himler med øjnene, nok var dette en af de bedre steder, men nogle af de andre tjener vidste tydeligt ikke hvad det ville sige at skulle arbejde, de havde mere travlt med at snakke med folk de kendte, end at holde øje med om nogle faktisk kom ind ad den dør.

"Hej, nået jeg kan gøre får dig?" Spørger Xilla, så snart hun er nået hen til bordet. Et smil er kommet frem, imens hun ser lidt på manden foran hende. Overrasket over den højde han har, samt det ekstrem lange hår, eller det vil sige nok nærmere ligeså langt som hendes eget. Xilla vipper hovedet lidt på skrå, nu hun bare blevet lidt nysgerrig, når det en som pludselig skiller sig ud af mængden på kroen. Hun havde set de samme typer gå ind og ud af de døre, næsten altid samme tøjstil, altid hår længst til skulderen og ikke en millimeter længere. Det var altid forfriskende at se en der var anderledes, en der skilte sig lidt mere ud, gjorde en normal dag knap så kedelig.

Thalanil havde ikke siddet ret længe, inden der var en tjener, der fandt vej til ham. En sorthåret kvinde med havblå øjne stod og smilede til ham. Et smil han gengældte. "Egentlig ville det bedste lige nu være et glas vin og noget selskab, men jeg går ikke ud fra, at De kan hjælpe mig med sidstnævnte, når De er på arbejde" spurgte han en kende kækt. Det var ikke normalt for ham sådan at spørge andre om selskab, han var trods alt kendt for at ville arbejde alene. På den anden side ville det faktisk være rart lige nu at have nogen at snakke med om alt og intet.

Thalanil lænede sig en anelse tilbage i stolen og lod blikket glide over kvinden en gang. Hun var nu pæn, men det var ikke kun derfor, han rent faktisk ønskede hendes selskab. Hun lød munter og glad, og det var langt bedre i forhold til de sædvanlige tjenere, han var vant til at møde. Mange virkede som om, de var trætte af deres job. "Hvis De har lyst, kan jeg byde på noget, når De har fri?" spurgte han nu i en noget mere neutral tone, selvom den stadig var munter, og han sendte kvinden et nyt smil.

Et kækt smil finder vejen til Xillas læber over hans svar, ikke svaret hun havde forventet, men absolut intet der gjorde hende nået. "Jeg kan finde dig et glas vin, ved selvskab så vil jeg ikke anbefale mange her, de er lidt," Xilla tøver lidt, imens hun kører hånden rundt for at understrege lidt sin pointe, da der nogle som vælter et bord et stykke bag hende. Xilla ser opgivende på det væltede bord, men glasskår over det hele. Hendes blik rammer op på uret, hvor hun kan se hun heldigvis lige har ramt hendes tid nu.

Xilla vender sig rundt mod ham igen, "det vil jeg gerne, hvilket vil sige, når jeg har hentet nået til dig, så har jeg faktisk fri," svare hun, da det gik op får hende som hun så på klokken, at hun havde fri nu. Xilla knipser med fingrene da en anden tjener går forbi, får at få hendes opmærksomhed. Som Xilla får hendes opmærksomhed, så peger hun mod bordet bag hende, som ingen har gjort nået ved overhovedet på de få minutter, som om ingen har opdaget det. 

"Giv mig et øjeblik, så kommer jeg tilbage," siger Xilla til manden foran hende, inden hun vender rundt på hælene. Hun får møvet sig igennem alle de mennesker der er, de har ingen fornemmelse når man skal forbi dem. Xilla render helt om bagved, så hun kan skifte rundt til hendes eget tøj som det første, så slipper hun får folk stadig tror hun er på arbejde. Xilla går derefter om får at finde to glas, får at hælde vin i dem begge. Hun kunne godt fornemme, det ikke passede ham der ejede stedet hun valgte at tage fri til tiden for engangs skyld, får de fleste vidste hun nogle gange tog mere tid. Men hun var bare ikke i det humør i dag, til at arbejde over 12 timer når folk allerede nu havde ødelagt over 10 glas, vagten havde fjernet nogle fra kroen, så det var bare ikke en god dag. 

Thalanil kunne ikke lade være med at grine ad hendes gestus af de andre gæster i kroen, netop som et bord blev væltet. "Lad mig omformulere: godt selskab" sagde han så med et nyt smil på læben. Han havde dog samtidig lidt ondt af hende. Det måtte være yderst pinligt, når gæsterne ikke opførte sig pænt, og han kunne ikke bebrejde hende, at hun nærmest undskyldte over dem. Han sukkede dog, da han hørte en ny omgang glas blev smadret, og han undrede sig et øjeblik over, hvad vagten dog lavede, da denne rent faktisk kom ind for at smide nogle af dem ud. Ligemeget, så.

Thalanil havde absolut ikke forventet, at kvinden ville efterkomme hans ønske, så han så oprigtigt overrasket ud over hendes svar. Fri eller ej, så var han stadig en vildt fremmed. Måske han bare ikke var vant til det? Det var i al fald ikke ofte, at han spurgte fremmede væsner om selskab. Han havde ikke noget imod bare at være sig selv normalt, men i dag var anderledes. Det gjorde ham bestemt ikke noget, at hun havde taget i mod tilbuddet.

Han nikkede til kvinden som svar, da hun bad om et øjeblk. Han antog, at hun gerne ville have lov at klæde om, og han blev bekræftet i sin formodning, da hun kom tilbage i mere normalt tøj, og han måtte tage sig i at beundre hendes skønhed. Hvad var der lige galt med ham? Han var ikke normalt typen, der sådan kiggede efter kvinder. Var det mon fordi, hun havde vist interesse i ham? Han anede det virkelig ikke, men det var virkelig en mærkelig fornemmelse, han havde.

Xilla, holder glassende højt, imens hun kommer igennem mængden af mennesker. Det som om de altid vil bare stå et sted, og snakke, nærmest som om de ikke var klar over folk faktisk skulle rundt om dem, som om ingen arbejdede her. Hun ruller med øjnene, men kommer rundt om dem alle hurtigere end normalt. Xilla er bare glad for hun ikke fylder særlig meget, for så var hun da ved gud aldrig kommet igennem alle de mennesker. Folk der er yderst bredde over skulderen, bare generelt fylder det meste af pladsen. 

Xilla stiller begge glas ned, syntes stadig det var meget sjovt han kunne være så overrasket over hendes svar. Men på den anden side, hun er nogle gange en til at overraske fordi hun gerne bare snakkede med folk hun ikke kendte. Men hvis man ville lærer andre at kende, så måtte man også snakke med nogle. Xillas ulv ryster sig lidt, men fornemmer træt hun ikke behøver tage sig af nået, så hun vælger bare at falde i søvn igen. Så det var en af de dage hendes ulv bare var doven, hvilket Xilla var glad for. Nok var hun glad får sin ulv, men nogle gange kunne hun også blive får meget.

"Godt selvskab, det tror jeg godt jeg kan hjælpe med," siger Xilla, for at referer tilbage til hvad han sagde inden hun gik. Der hvor hun havde lidt travlt med at komme væk fra rodet, som en ny tjener nu tog sig af. Xilla sætter sig ned, inden hun tager det ene ben over det andet, noget hun altid gør for at sidde mest mulig behageligt. Et skævt smil er brudt frem på hendes læber, mere afslappet end før velvidende om hun nu kan ignorer de fulde og irriterende mennesker.

Thalanil måtte slippe en latter over Kvindens svar. Selvtilliden fejlede da intet, måtte han konstatere. Det hørte efterhånden til sjældenhederne, at han fandt nogen, der sådan gerne ville tale med fremmede uden videre. Det var selvfølgelig en velkommen afledning fra dagens almindelige trummerum, og han satte faktisk pris på hendes selskab. Han nikkede til hende, som han løftede glasset. "I så fald burde jeg introducere mig selv. Mit navn er Thalanil" sagde han med et muntert smil.


Han kunne stadig ikke sætte fingeren på det, men der var noget anderledes over hende. Han var ikke vant til, at tjenere var, som hun var. Generelt var de fleste lidt mere stive i det og ikke så afslappede. De var også mere høflige, hvor hun mere var sig selv. Det var et træk, han satte pris på, fordi det betød også, at deres samtaler ikke behøvede at være så formelle. "Det er sjældent, jeg møder personer som Dem. Jeg er ikke ligefrem vant til, at folk er så afslappede omkring mig" svarede han ærligt, som han glædeligt tog imod vinen, som han med det samme nippede til for at smage på den. Ikke dårlig. Det var langt bedre end det, de serverede så mange andre steder.

Xilla tog glasset op, inden hun tog en sip af det, vinen var altid bedre de her steder. En af de få steder hun nød faktisk at nippe lidt til vinen, ikke have travlt med at få det drukket. "Mit navn er Xilla," Svare hun med et kækt smil, som hun løfter glasset lidt højere op som en pæn gestus, men ikke noget hun gør tit. Xilla er selvsikker i sig selv, især når hendes ulv bare ligger og dovner den. Nok har ulven sin selvtillid, men den ligger på ingen måde på det samme niveau som Xillas. 

"Hvorfor ikke? Ser ingen grund til ikke at være afslappet i deres selvskab," svare hun med et skævt smil. Der er ingen grund til hun nærmest sidder på nåle, hvis hun ikke fornemmer hun burde være helt oppe på dupperne. Hun kender ikke hans fortid, eller hvad han laver, men det også ligegyldigt et eller andet sted. Så længe han ikke angriber hende, eller hvad der lige kunne være, så det vel totalt ligegyldigt. Xilla føler sig ikke truet, så længe han også er til den afslappet side så kan man vist ikke hive hende ud af at være afslappet.

Nok vidste hun der var forskellige mennesker og væsner, nok vidste hun alle var forskellige, men hun havde alligevel nogle gange sine problemer med at forstå folk der er uhøflige og generelt bare er irriterende selvom de ikke kender personen. Men sådan har Xilla det bare, hendes ulv kunne ofte ikke være mere uenig med hende end på det punkt, hendes ulv mistænker alle for at ville gøre dem noget, imens Xilla var mere afslappet og gerne ville møde andre mennesker, ikke alle var forfærdelige.

Thalanil nikkede og hævede selv glasset som svar på hilsenen, Xilla var kommet med. "Et smukt navn" komplimenterede han ærligt. Et sjældent navn, man ikke sådan lige glemte med det samme. Han var vist aldrig stødt på en før med samme navn, var han ret sikker på. Det var egentlig også lige meget nu, men han havde for vane at prøve at huske navnet på alle, han mødte. Hans hukommelse fejlede ikke noget, men der kunne selvfølgelig smutte et navn hist og her. Han var dog sikker på, at det ikke var tilfældet lige i øjeblikket.

Thalanil rystede på hovedet, da han troede, hun misforstod ham. "Det var absolut ikke ment som kritik. Det er rart, at få lov til at tale med nogen. I mine kredse er det ikke ligefrem en normal ting" uddybede han, som han sendte hende et nyt smil. Han var oprigtigt taknemmelig for hendes selskab.

Thalanil var ofte nødt til at være mistroisk, det var en dusørjægers lod. Der var mange, der ønskede ham død, fordi det enten var personen selv eller en fra hans bande, der ville have hævn. Han gik ikke selv så meget op i den slags, men han var før blevet overfaldet ud af det blå, så det var rart for en gangs skyld bare at kunne slappe af uden at skulle tænke for meget over tingene.

Xilla nipper til hendes vin, som hendes kinder let blusser op over at få en kompliment, det sker ikke tit, men engang imellem. Men hun har altid den samme reaktion, men det ikke fordi det nået som faktisk irritere hende så meget. Selvom det ofte ender med at være tydeligt på hendes ellers lyse hud, så var det ikke nemt at lade som om det ikke sker. "Tak," svare hun med et smil. Hun var dog selv klar over hans navn var nemt at huske, det var nok nået hun ville kunne huske, men hun er også god til at huske navne, så det kunne også gøre noget nogle gange.

Xilla nikker lidt, da han forklarer lidt mere om hvad han mente. Hun vipper dog hovedet på skrå, nysgerrig, men alligevel ved hun at hun ikke skal spørge om alting. Men hun syntes altid det mærkeligt når folk kommer fra kredse, hvor sådan nogle små ting ikke er normale. Xilla syntes han var godt selvskab, hvilket gør hun er så rolig som hun er. Nogle gange skal der meget til for hun slapper af i folks selvskab, andre gange skal der intet til før hun er afslappet i en andens selvskab. "Så det godt du har mødt mig, det altid godt at opleve noget nyt her i livet," siger hun med et kækt smil.

Hun var taknemlig for hendes ulv valgte at stole på hende i dag, hun var så mistroisk på andre. Hun kendte det til at være mistroisk hele tiden, så hun var bare glad for det ikke var idag hun skulle diskuterer det med hendes ulv.

Thalanil kunne ikke lade være med at smile over Xillas rødmen. Det var nu lidt sødt alligevel. Han rystede dog på hovedet. "Ingen årsag. Jeg var blot ærlig" svarede han, inden han tog et nyt sip af vinen. Det var godt nok ikke sådan, han havde forestillet sig, hans eftermiddag skulle blive tilbragt, men det var faktisk rart, at det ikke havde været så forudsigeligt. Det gav et rart afbræk fra den almindelige hverdag.

Et bryn blev hævet over det skråvendte hoved, men han blev ikke stillet et spørgsmål, hvilket undrede ham. Han trak dog alligevel på smilebåndet. "Hold Dem endelig ikke tilbage, hvis der er noget, De vil spørge om" sagde han muntert. Han var ikke bleg for at fortælle om sig selv, men han fortalte heller ikke alt til hvem som helst, og han pralede generelt ikke. Hvis hun ville have svar på noget, måtte hun spørge ind til det.
Et grin undslap hans læber over hendes konstatering, men ikke desto mindre nikkede han. "Det har De helt ret i. De er bestemt også godt selskab" svarede han. Endnu et kompliment. Hvad gik der lige af ham i dag? Der var altså noget ved kvinden, der fik ham til at slappe af og bare nyde tilværelsen.

Hun vipper hovedet på skrå, med et smil der har fundet en næsten permanent vej frem. "Det forfriskende at møde en som er så ærlig, det ikke alle som er det," et svar hun ved oftest er rigtig, for sådan var det bare. Ikke alle havde lyst til at være ærlig, for de fleste har altid noget at skjule, har altid en front andre kender men som andre ikke burde kende. Xilla foretrak altid folk som var ærlige fra starten, nogle få hemmeligheder er okay at gemme på, men at skulle gemme hvem man er væk, fordi sådan ser folk ikke en, det kan Xilla ikke se pointen i. Hvorfor være en person man ikke er? Det giver jo slet ikke nogle mening, men det virker til andre får det til at give mening.

"Der altid mange spørgsmål, men det ikke altid folk vil svare på alle spørgsmål. Folk har hemmeligheder, men hvem er så den ærlige? Folk bruger tid på at lyve, hvordan kan man vide hvem faktisk er helt ærlig?" Xillas svar kommer selv bag på hende, men hun ved også sådan er det ofte. Du kan nok spørge om nok så meget, men der er hemmeligheder og der er løgne du aldrig vil finde ud af. Hun vidste hun ville spørge hvorfor han bevæger sig i de kredse, men alligevel vidste hun enten ville hun få en løgn, men også chancen for det var et svar som hendes ulv ville reagere på. Nok sov hun nu, men Xilla kunne fornemme den alligevel var nysgerrig, med et øre oppe og lyttende.

Thalanil trak på den ene skulder ved Xillas udmelding, selvom der stadig var et smil på hans læber. Ligeledes sad det nærmest permanent på hans læber lige i øjeblikket. "Jeg ser ingen grund til ikke at være det" svarede han med alvor i stemmen. "Jeg har intet at skjule."

Xillas svar fik Thalanil til at se en kende overrasket ud. Sikke en analyse. Da hun var færdig, måtte han dog nikke genkendende til det. Der var mange, der havde hemmeligheder, og det havde han også selv. Eller i al fald ting han ikke fortalte gud og hver mand. "Jeg lover dig, at hvis der er noget, jeg ikke ønsker at svare på, skal jeg nok sige det" forsikrede han hende, inden han igen nippede til vinen. Han så absolut ingen grund til at lyve. Han kunne godt, men hun var ikke typen, der gav ham den fornemmelse, at hun havde en skjult dagsorden, og han følte sig faktisk tryg i hendes selskab. Der var absolut ingen grund til at tale usandt, og han havde allerede meldt ud, hvad han ville gøre, hvis hun fik ramt et ømt punkt. Der var trods alt ingen skam i ikke at svare på et spørgsmål.

Xilla vipper hovedet lidt på skrå, nogle var mere åbne end andre. Nipper til vinen imens jeg overvejer, så mange ting der alligevel er at spørge om når man faktisk har et valg. "Er du faktisk en som kan li andres selskab til dagligt, eller kun engang imellem?" Spørger hun, med et smil på læben. Hun var godt klar over, det ikke var alle der var lige glad for alle andre selskab, samt så kunne det måske give lidt mere mening i forhold til de kredse han rendte i det ikke lige var sådan en normal ting. Men så igen, hun kunne også bare være til den sære side. Ikke hun nogensinde ville ændre det, lige meget alt det hun endte med at rende ind i, ville hun nok altid vælge andres selskab alligevel.

Hun syntes nok hun kunne overraske Thalanil en smule, hun var ikke altid van til at kunne sige eller gøre ting som kunne overraske andre. Men så igen, hun vidste godt hun nok var mere anderledes nogle gange. Hun skifter rundt, så det er nu det modsatte ben som ligger over det andet. Xilla hiver elastikken ud af det kulsorte hår, da hun er ved at være træt af at have det sat op. Det eneste tidspunkt hun nogensinde har haft sat det op, det når det er absolut nødvendig, som kun oftest er når hun arbejder som tjener. Hun kunne godt fornemme spørgsmål skulle nok komme til hende, men hun ville også lade ham spørge hvis det var det han ville.

Thalanil brugte nogle sekunder på at tænke over svaret. Det var et godt spørgsmål, og han havde ikke som sådan tænkt over det før nu. Typisk var det bare ikke naturligt for ham at bruge tid sammen med andre, men det var ikke fordi, han ikke kunne lide det. "Jeg kan godt lide at bruge tid sammen med andre, men helst nogle jeg kender og ikke for mange ad gangen" svarede han, men han følte samtidig, at han burde uddybe: [/b]"Jeg har som sådan ikke noget i mod mange mennesker på et sted, men jeg er heller ikke typen, der gerne vil være social med dem alle på en gang. Giver det mening?"[/b] spurgte han, da han faktisk ikke var sikker på, om han havde fået forklaret det rigtigt.

Nu da Thalanil havde svaret på et spørgsmål, overvejede han et øjeblik, om han kunne tillade sig at stille et. De havde ikke snakket om det, men han gik ud fra, at hvis hun ikke ønskede at svare, ville han få det at vide. Der var dog en ting, der interesserede ham, som han havde tænkt over et stykke tid. "Du er ikke menneske, vel? Jeg har hele tiden haft på fornemmelsen, at der er mere til dig" sagde han med et muntert smil, inden han endnu engang drak af vinen.

Xilla nikker til det han siger, hun forstår det egentlig meget godt det han siger. Det giver også en god mening for hende, "det giver absolut mening," siger hun med et skævt smil. Nogle gange er det med at finde en balance gang imellem alt ting, nogle mere til nogle man kender, andre ikke til alt for mange omkring personen. 

Hun drikker lidt af vinen igen, da det virker til han har fundet lidt ud af hende selvom hun ikke har sagt alt for meget. Et kækt smil kommer frem, utroligt alligevel han kunne gætte det på så kort tid. Det ikke mange der så hurtig kan fornemme det, men så igen de fleste fornemmer først hun er et væsen af en slags, inden de opdager hvad der ellers gemmer sig under overfladen, hvis de overhovedet findet ud af hvad der gemmer sig under overfladen. 

"Det alligevel hurtig du har fanget den, nogle gætter det aldrig, og her troede jeg at jeg var god til at være normal," siger hun, mere det sidste i en drillende tone. Imens hun studere ham lidt nærmere, som ulven vågner lidt op igen da hun hører nogle snakke om væsner istedet for mennesker. Hun giver et grynt af en slags fra sig, da hun er enig i den tanke jeg har. "Men noget siger mig, du heller ikke er et menneske," siger Xilla, meget roligt og med et skævt smil. Hun havde det absolut fint med at begå sig omkring andre væsner, mennesker var engang imellem til den kedelige side, andre gange så havde hun egentlig fint med det. Det var igen sådan, nogle mennesker var fint nok selskab, imens nogle væsener var noget så kedelige at være i selskab med.

Thalanil nikkede og lod skuldrene falde lidt igen. Så behøvede han ikke at være nervøs for, at han var blevet misforstået. Det var faktisk sjældent, at han tænkte over sådanne ting, så når han endelig skulle forklare det, var han ikke sikker på, at han fik brugt de rigtige ord.

Thalanil havde levet længe nok til at kunne kende forskel på de fleste racer. Oftest var det ikke svært. Dem, der lignede mennesker kunne godt tage lidt tid at regne ud, men typisk var der altid et eller andet, der afslørede dem. "Faktisk var jeg længe om at regne det ud i forhold til normalt" svarede han ærligt. "Der er dog noget over dig. Din hud er lidt for perfekt for eksempel. Det nemmeste at genkende mennesker på, er deres fejl" forklarede han.

Smilet voksede ved hendes konstatering, og han nikkede, inden han rykkede det lange hår til siden, så han blottede det ene øre. "Det er rigtigt. Jeg er elver" svarede han. Han var faktisk ikke overrasket over, at hun regnede det ud, men lige nu prøvede han heller ikke på at opføre sig som menneske. Det var han for afslappet til at kunne.

Hun nikker genkende til det han siger, det er nu rigtig nok, hendes hud er mere perfekt end den var dengang hun faktisk bare var et menneske. Hendes øjne strålede på en anden måde, hende smil fejlede nærmest aldrig. Xilla ser nysgerrig da han viser han er elver, alligevel første gang hun er stødt på en elver så det var altid noget. "Så snart man ved hvad man skal kigge efter, så bliver det hele nemmere at regne ud," siger hun roligt, så hun er egentlig bare enig med ham på det punkt. Hun for taget det sidste af sin vin, inden hun gør et lille nik.

"Ingen fejl på min hud, ikke nogle som i hvert fald er til at se. Det ret enkelt, jeg er en engel." Siger Xilla, imens hun vipper hovedet lidt på skrå, med et smil som de fleste mente var lidt for perfekt, men det passede til det lidt for perfekte ydre hun havde gående. Hvilket var en af grundende, når hun besøgte hendes brødre, at hun kom om natten, og tog afsted om natten. Landbyen kendte hende for godt, til at vide der var sket noget nyt, hun var anderledes det ville de hurtig fange, det var virkelig ikke det værd at blive opdaget, derefter blive jagtet rundt af dem der kan være bange for andre væsner.

Thalanil var kun kommet med et enkelt eksempel for at understrege, hvordan han var kommet frem til sin konklusion. Han var dog ikke kommet frem til, at hun var engel specifikt, kun at hun i al fald ikke var menneske. Han nikkede dog genkendende til hendes svar. "Jo længere tid man øver sig, desto nemmere bliver det også. Erfaring med at spotte andre væsner har en hel del at sige" svarede han muntert, som han sendte hende et nyt smil. Hans eget vinglas var nu også tomt, og han viftede med armen for at få en tjeners opmærksomhed.

"Det var også blot et eksempel for at forklare, hvordan jeg var kommet frem til det. Jeg havde dog ikke gættet, at du er engel" svarede han, netop som en tjener fandt vej til deres bord. Han bad om en genopfyldning af begge glas og glemte egentlig at spørge Xilla, om hun i det hele taget ville have mere. "Hvor længe har du så været engel?" spurgte han, efter tjeneren var vendt om igen for at hente mere vin.

Xilla nikker lidt, det nu rigtig nok, jo mere man øver sig i at spotte det, så bliver det også nemmere med tiden. Hun havde dog noget hjælpe engang imellem, når hendes ulv ikke bare lagde og sov. Det vil sige de gange hvor hun faktisk var distraheret noget af tiden, så skulle der næsten ingenting til når ulven ville prøve at forklare hende hvad hun tænker personen er. Nogle gange er det nemt at gætte, andre gange så giver ulven nærmere Xilla en hovedpine i stedet.

Xilla trækker lidt på skulderne, men vælger ikke at svare før tjeneren er helt væk. "Nej det ikke ligefrem det nemmeste at gætte tænker jeg, det ikke det første der falder folk ind i hvert fald," svare hun med et smil. Xillas ulv vipper 7 gange med ørene over det sidste, igen den har en bedre hukommelse om det end Xilla selv har lige på det punkt, men den ligger sig til at sove igen kort efter, da det tydeligvis var det eneste den ville fortælle.

"Det må være blevet til 7 år efterhånden," svare hun med et smil. Passer lige med hun når at sige det, inden tjeneren kommer tilbage igen med noget mere vin, hvilket ikke gjorde Xilla særlig meget. Nogle gange var det rart bare sidde med en vin, og snakke med en person. Hun var meget afslappet i hans selskab, hvilket hendes ulv tydeligvis osse var, hvilket var den første gange i noget tid faktisk de begge var afslappet på samme tid. Nogle gange var den ene overgearet, andre gange var det den modsatte, der var næsten aldrig en mellemvej hvor de begge bare trak vejret og slappede af.