Det havde ikke ligefrem været den mest travle dag for Mitrazapine. Kun en enkelt kunde havde været forbi i løbet af dagen og var ikke engang blevet til en lille snak. Det passede vel egentlig fint. Den sidste uge havde Mitrazapine følt, at hun ikke havde fået et eneste øjeblik for sig selv, så en enkelt dag på denne måde var vel ikke til at klage over. Det betød godt nok de mindre krystaller, men dem kunne hun vel indhente senere.

Det var sen eftermiddag og solen var langsomt på vej ned. Mitrazapine havde sat sig på den store trappe ude foran hoveddøren, med kruset i sølv i hånden. Væsken deri indeholdt det rusmiddel hun altid indtog for at holde de onde minder på afstand. Det samme rusmiddel der holdt hende utrolig afslappet det meste af tiden.
Det var langt fra varmt, som hun sad der og nød udsigten, men alligevel var hun kun klædt i en af sine sorte, let gennemsigtige natkjoler. Ud over den havde hun en af sine tynde kåber i hvid og så man lidt ekstra efter, kunne man lige se de mange, fine broderinger i sølv, der glimtede over alt på den hvide kåbe. Det var ikke fordi hun frøs. Det skyldtes nok rusmidlet, men lidt køligt var der da.
Mitrazapine havde sat sig herud, fordi hun ikke havde flere planlagte besøg for dagen. Men skulle nogle dukke op, var hun da ikke svær at få øje på, på den store trappe.

Påklædning https://upload.wikimedia.org/wikipedia/en/thumb/9/96/Will_Turner_Caribbean.jpg/220px-Will_Turner_Caribbean.jpg

Edward var på vej til tusmørkedalen som altid bar han, hans normale outfit, som altid bestod hans outfit af en flot hat sammen med en sort jakke og en rød skjorte der hang løs+ hans bukser og hans støvler.  Hans sværd hang som altid ned på hans venstre side som han bevægede sig gennem Tusmørkedalen, fandt han til sidste frem til Villaen hvor han, havde hørt at denne kvinde boede stoppet han op.

 Hans øjne så over på en kvinde, som sad i en sort natkjole, skjulte under en hvid kåbe. Han kunne se nogen brodering i den, som han kom tætte på hende ved trappen, gjorde han sig selv opmærksom, for dem. ” Hey, er de Mitrazapine, jeg fik at vide at hun solgte nogen midler der kunne gøre ens verden, meget mere udholdelig.” Lød det kækt fra Edward, hvorefter han sende hende et skævt smil. Inden han bevægede sig en smule tætter på hende, hans øjne kunne dog ikke lade være med og glide ned over hendes krop. Som der så smukt blev en smule gemt bag, den kåbe Mitrazapine sad i. ”Hvis det er det, forkerte sted, må de endelig sige det, ” lød det kækt fra ham, som han stoppet op og stod fem meter fra hende.

Mitrazapine var midt i en slurk fra koppen, da den fremmede kom nærmere. Hun rettede ryggen lidt og fjernede koppen fra munden. Mens han talte, fik hun mulighed for at betragte ham lidt, så meget hun nu kunne, nu hvor han ikke stod helt tæt på. Hun lagde hovedet let på skrå og der bredte sig et smil hen over hendes læber. Han så helt bestemt ikke ud som de fleste hun solgte rusmidler til, for de fleste var efterhånden ved at blive godt afhængige og derfor gik de heller ikke nær så meget op i deres udseende mere, som de gjorde før. Men ham her var helt... frisk, at se på.

Først da han bad hende sige til, hvis han var havnet det forkerte sted, stillede hun koppen fra sig på trappetrinnet og rejste sig. Som altid sørgede hun for at bevæge hofterne lidt mere end nødvendigt, da hun begyndte at gå tættere på ham.
"Nej, du er det helt rigtig sted," forsikrede hun og stoppede først op, da hun stod lige foran ham. Mitrazapine havde aldrig været helt god til at tage hensyn til personligt rum og derfor spurgte hun ikke engang om lov, inden hun tog fat i kanten af hans hat og løftede den lidt, bare så hun kunne se hans ansigt lidt lettere.
"Det er mig, der er Mitrazapine. Og jeg kan helt sikkert give dig det du søger, for den rette betaling, selvfølgelig," smilede hun slap hatten igen. Hun var altid mest interesseret i krystaller, men havde han hørt om hendes salg af rusmidler, havde han sikkert også hørt, at hun flere gange tog imod lidt andre former for betaling.
"Har du et navn, eller skal jeg nøjes med at kalde dig 'Kaptajn'?" Ud fra hans påklædning og den fine hat, gik hun da ud fra at han var kaptajn, men hun kunne vel tage fejl. Var det tilfældet, måtte han jo bare rette hende.

Som kvinden bevægede sig op til ham, så der ikke længere var noget plads mellem dem mærket han hendes hånd tag fast i hans hat, som hun løftet op.
"Jamen jeg tror da du måske har givet mig en grund til og kunne blive her lidt længere tid."
Lød det kækt fra Edward, som han lyttet til hende. Så dette var kvinden som han, havde hørt om, ikke fordi han var overasket, eller måske var han nu når han tænkte  nærme over det. 
Mere fordi hun virket ganske ung og hun så smukke ud end han, havde hørt. 

Folks ord kunne ikke måles med, hvad han så nu, da hun spurgte ham om hun skulle kalde ham kaptajn eller om han, havde et navn kunne han ikke lade være med og le, 
"De kan kalde mig Kenway, hvis det lyster, hvem ved om du for mit fornavn senere." Lød det i en flabet tone som han lod hans øjne glide ned over hendes krop, hun så så smuk ud som en gudinde, så hvis han, havde været troende, kunne han sagtens ha forstillet sig hende, som en gudinde.

"Mitrazapine, det vil jeg se om jeg kan huske, hvad ville de sige til jeg kalde dem Mitra i stedet," lød det en smule drillende fra Edward, som hans øjne mødte hendes, efter igen og ha kæmpet hans blik væk fra hendes krop.

Mitrazapine smilede let tilfreds og løftede kort det ene øjenbryn som svar. Hun havde næsten heller ikke forventet andet. Hun var efterhånden vant til at de fleste ville bruge mere end bare 5 minutter hos hende, måske lidt for vant, da hun egentlig blev lidt fornærmet, hvis de ikke gjorde. Men hun havde tilsynladende fanget kaptajnens opmærksomhed rimelig godt.
Hun smilede lidt bredere og smågrinede kort, da han præsenterede sig med efternavn og lod fornavnet vente. Hun kunne heller ikke undgå at lægge mærke til hans blik, der gled ned over hendes krop.
"Åh, lad os nu se om du overhovedet kan huske dit eget navn senere," svarede hun i en lige så drillende tone. Hvis han virkelig gerne ville påvirkes af nogle af hendes rusmidler, var der jo en chance for, at han ikke ville være i stand til at huske ret meget. Ellers kendte hun også til en anden, lidt mere pervers måde at få ham til at glemme sit navn på.

Hun mødte hans blik igen og nikkede så.
"Joh, det må du vel gerne. Hvis jeg altså må låne din hat," smilede hun og uden at vente på et svar, tog hun stille og roligt hatten af hans hoved og placerede den på sit eget. Det var udelukkende kun for at snuppe hatten, for alle kaldte hende Mitra i stedet for hele navnet.
"Kom med ind i varmen. Her er så køligt," tilbød hun, idet hun lagde en hånd mod hans mave og tog let fat i hans skjorte. Så vendte hun sig om og begyndte at trække ham roligt med sig, da hun gik tilbage mod trappen.
"Jeg skal bruge lidt flere detaljer. Du ønsker at føle dig... hvad? Afslappet? Glad?" Spurgte hun. Skulle hun give ham lige nøjagtig det han søgte, måtte hun først vide hvilken følelse han jagtede. De to hun foreslog var oftest dem andre havde været ude efter.

Som Mitra, svaret ham igen med en lighed, til hans egne kække tone smilte han svagt for sig selv, som hans øjne mødte hendes igen. Han skulle nok kunne huske hans egne navn, det virket mærkelig i hans hoved, hvis han faktisk ikke kunne, men han kunne dog ikke dy sig for at komme med en kæk bemærkning.  ”Så det tror du, måske er det dig der glemmer dit navn efter jeg er taget hjem.” Sagde Edward i en drillende tone, hvorefter han mærket hendes hånd på hans skjorte. Edward, havde dog overvejet op til flere gange, hvordan dette ville være, hvis han måske bare skulle smutte når han fik det, men et eller andet ved hende her. Fik ham til at tænke, at det nok ikke var en dum ide, hvis han blev her lidt længere end han havde forventet.

Da hun sagde han godt måtte smilte han til hende, hvorefter det gik rimelig stærkt at hun faktisk tog hans hat og lagede den på hende, ”Skal jeg kalde dig, Kaptajn, eller gudinde nu?” Lød det kækt fra ham, hvorefter han sender hende et kækt smil. Da hendes hånd tog fat i hans skjorte, lod han hende trække ham med sig, han fulgte lige så pænt efter, hende som hun bevægede sig hen mod døren, mens hun spurgte ind til, hvad han ville føle. 

Hvad, ville han føle, han var faktisk ikke helt sikker, hvis han skulle være ærlig han, havde bare behov for nogen af de stoffer han var blive afhængig af, som Vampyren Maykala, havde givet ham da hun bed ham under seks og, til en vis grad gav ham mens hun tog hans blod.  Han sender Mitra et kækt smil, inden han svaret hende. ”Overraske mig Kaptajn.” Lød det kækt fra Edward, mens hans øjne studeret hendes perfekte krop, mens hun bevægede sig, ind i huset med ham efter sig.

Mitrazapine så sig over skulderen og smilede til hans kommentar, men hun kommenterede det ikke. Hvis hun endelig skulle glemme sit navn i aften, ville det ikke være første gang, men det skete som regel kun når hun tog nogle andre rusmidler, end dem hun allerede havde indtaget. Der var ét bestemt rusmiddel, som Mitrazapine indtog hver eneste dag i form af en te, hun bryggede hver morgen. Det var den, der gjorde hende så utrolig afslappet, som hun var nu.
Hendes smil blev lidt bredere, som hun lige kort overvejede hvad hun syntes bedst om.
”Oh, kaptajn Mitra, det lyder da ikke værst,” smågrinede hun og rettede hatten på hovedet lidt, så den ikke sad skævt. Den var egentlig lidt tungere, end hun havde troet. Det var helt klart en følelse man lige skulle vænne sig til.

Kaptajnen blev trukket med ind i det lille palæ, der helt sikkert så pænere ud udenpå, end indeni. Mitrazapine havde ikke det største talent inde for at rydde op, så der lå tøj, bøger og glas, indeholdende urter, lidt alle vegne. Overrask ham. Okay.
Hun trak ham med ind i den store, rodede stue og slap først hans skjorte, da de stod foran den bløde sofa. Så vendte hun sig mod ham og trådte et skridt tættere på.
”Måske du vil afprøve et par ting, før du beslutter dig?” Tilbød hun og førte en hånd op mod hans ansigt. Hun lod en finger stryge hen over hans kind, men ventede med at gøre mere, til han svarede. Valgte han at takke ja det hendes tilbud, kunne hun jo lige så godt aktivere sin evne og dermed lade ham blive påvirket af samme stof, hun selv var påvirket af, men ikke før han havde sagt ja. Selvom han ikke helt vidste hvad han gik ind til ved at sige ja, ville hun jo ikke pådutte ham noget, uden han var med på idéen.

Som Mitra trak ham med sig ind beundret han hendes krop hun så ikke dårlig ud tvært imod.  Edwards øjne da de kom ind i palæet lagede han heller ikke så meget mærke til, hans øjne studeret kort omgivelserne. Rundt omkring ham, som hun guide ham gennem palæet, det var ganske viste rodet men han var van til at hans egne kahytten heller ikke var rydde op så for ham gav det en ganske charme uden han ville kunne sætte en finger på det. Hans øjne mødte derefter hendes igen da hun vente sig om og lagede hendes hånd på siden af hans hoved, hvor han kort efter hørte et spørgsmål. Som han lukket hans øjne, i nikket han inden han svaret.

”Lyder ikke som en dårlig idee, bare gi mig en smags prøve Kaptajn Mitra.” Lød det ganske kækt fra ham, som han sender hende et skævt smil, mens de stod der foran sofaen i hendes villa. Hans kække smil forlod ikke hans læber, som han afventet hendes næste træk så han kunne afprøve det hele.

Der bredte sig et lille lusket smil om Mitrazapines læber, da kaptajnen ikke tøvede det mindste med at sige ja til en smagsprøve. Det var jo lige netop sådan hun bedst kunne lide det, når hendes kunder ikke valgte at svare med fornuft. I hendes arbejde var der slet ikke plads til fornuft, for så ville hun ikke kunne få nogen til at indtage de rusmidler hun sørgede for. Derudover fandt hun det nok en smule tilfredsstillende at se folk påvirket.

”Javel, styrmand Kenway,” sagde hun drillende. Hvis hun fik lov til at være kaptajnen, måtte han nøjes med titlen som styrmand når han var i hendes selskab. Hun flyttede hånden fra hans kind, men ikke langt, for i stedet blev den lagt mod hans brystkasse.
”Du må hellere sætte dig til rette,” foreslog hun og gav ham så en lille skub, for at få ham til at falde ned at sidde i sofaen. Hvis hun fik lov til det, ville hun selv følge med og sætte sig på hans skød, med ansigtet vendt mod hans og et ben på hver sin side af ham.

Mitrazapine aktiverede sin evne, hvilket betød at lige så snart hun rørte ved hans hud, ville han blive påvirket af det stof hun selv var påvirket af. Rusmidlet gjorde hende utrolig afslappet og sørgede for at holde hendes angst på afstand. Det var oftest den effekt midlet ville have på andre også, selvom få havde oplevet at blive ramt af panik eller hallucinationer. Hvordan midlet ville påvirke ham, vidste hun ikke, men hun håbede da at han også ville blive behageligt afslappet.
Hun lod der ikke gå mange øjeblikke, før hun lænede sig lidt ind over kaptajnen under sig og pressede sine læber mod hans i et kys, hvis hun altså fik lov. Derfra fandt en hånd om i hans nakke, hvor hun tog let fat i hans lange hår. Nu ville han både blive påvirket gennem deres kys og gennem hendes berøring mod hans nakke.

Han kunne skimte hendes lusket smil, men gjorde intet ved det, måske var det fordi han fandt hende tiltrækkende måske var det en helt anden ting. Han, havde desuden behov for rusmidler når han ikke kunne få det bid fra hans vampyr. Han lignede ikke en person som var afhængig af rusmidler og stoffer, men i virkeligheden, havde han fået behov for det. Hans krop og holdning viste at selv om han var pirat gik han meget op i, hvordan han så ud.  

Da hun kalde ham styrmand, kunne han ikke lade være med og grine, styrmand var ikke så stor et fald, så han fandt det ikke nedegraderne på nogen punkter.  ”Oh okay kaptajn, hvem er jeg til og sige min kaptajn imod.” Lød det i en drillende tone, som han mærket hendes hånd skubbe ham ned i sofaen. 

Han, havde ikke regnet med det og siden hun var en dæmon, havde han ikke behøvet og lade sig selv falde da hun, havde nok styrke til og gøre,  det siden han var menneske.  Da han lande på sofaen, mærket han kort efter hende sætte sig på ham, med ben på hver side af ham.  Da han mærket hendes læbe presse sig mod hans gengælde han det, lidenskabeligt. Som han kort efter mærket hendes hånd omkring hans lange hår, som hun nulret i. Hans blik blev tåget for et øjeblik, og han kunne se havet sammen med hende som sad på ham. Det var som om alt omkring ham forsvandt og kun mitraz og ham, som de sad i stuen, hvilket virket som en ø for ham, med havet omkring sig og hans skib som de sad på.

 ”åhhh, dette her er fantastisk.” Lød det fra Edward som gav et støn af velbehag inden, hans læber mødte hendes, hvor han kyssede hende grådigt. Han lod hans hænder gå ned langs hendes kjole, hvorefter hans blik mødte hendes, ”hvad siger de til vi fjerner den kåbe de har Kaptajn, og gør aften lidt mere spændende.” Lød det som en hvisken fra Edward.  Mens hans brune øjne så ind i hendes smukke blå øjne som bare minde ham om havet, hendes fyldig læber gjorde ikke hans trang til hende bedre.

”Dette føles så fantastisk, Kaptajn. ” Kom det lidenskabelig fra Edward, som han kun så hende foran sig, rummet i sig selv, havde ændret sig men ikke, hvor mange personer der var. Han så kun mitraz som i virkeligheden, men alt det andet han så var som en drømme syn.

Der bredte sig et helt tilfredst smil over de fyldige læber, som Mitrazapine uden problemer fik lov til at kommandere lidt med sin nye ven. Det var næsten ikke fordi hun havde forventet andet, for hun havde efterhånden fået for vane at få sin vilje og hvis hun ikke gjorde, skulle hun nok sørge for at manipulere og skubbe til hun gjorde. Det krævede dog ikke meget, før Kenway gav sig og faldt ned i sofaen, hvor han også gengældte det passionerede kys hun gav.
Egentlig var Mitrazapine altid en anelse bekymret for om hendes rusmiddel ville påvirke en anden negativt, ikke fordi hun bekymrede sig det mindste om dem, men fordi det ville påvirke deres betaling. Hvis de blev paranoide, kunne hun ikke kræve den sædvanlige, seksuelle betaling og det ville da være ærgerligt. Heldigvis lod det til at Kenway tog godt imod stoffet, som han blev dejligt behagelig tilpas.

Mitrazapine gengældte kysset, lige så grådigt som det blev givet. Det var næsten synd at det ikke varede længere, men som hun mærkede hans hænder glide ned over kjolen i stedet, var der jo udsigter til noget langt sjovere.
”Du vil have tilladelse til at pille tøjet af din kaptajn?” Sagde hun, men uden at forvente et svar. Hun slap sit blide greb om hans hår og tog i stedet fat i kanten af hans jakke, en hånd på hver side, så hun kunne skubbe den over hans skuldre og trække den af ham.
”Så er det vel kun på sin plads at kaptajnen piller tøjet af sin underordnede først.” Det var ikke andet end endnu en konstatering, for hun ventede selvfølgelig ikke på at få lov først. Hænderne fandt da også hurtigt længere ned, så hun kunne tage fat i skjortens kant og lige så stille trække den over hovedet på ham og smide den fra sig. Hun gik ikke ud fra at han ville have noget imod det, men hun sørgede da alligevel for ikke at gøre noget alt for hurtigt, så han ville kunne nå at bede hende om at stoppe, hvis det var.

Som Edward lagede sig tilbage kunne han ikke lade være med og nydedet sus han fik at den smagsprøve hun, havde givet kunne ham. Edward kunne ikke lade være med og le da hun så skubbet sig selv tilbage og spillet videre på kaptajn rollen. Edward lod derfor hans hænder hjælpe med hendes afklædning af hans tøj.  Hans øjne kunne han dog ikke holde fra hendes smukke blå øjne, menns han nød hendes berørringer. Hans øjne var helt fyldt med en lyst for Mitra. Det at han os, havde en smule rusmidler, i blodet gjorde måske ham mere villig men så igen, hvis han skulle være ærlig ville han nok ha gjorde dette uden rusmidler. Som hun langsomt begynde og fjern hans jakke, som hun ville begynde med at åbne hans skjorte, ville han glædelig  hjælpe til. Som hans overkrop ville dukke op ville det været et syn for guder, hvis man spurgte Edward selv. 

Men dette kunne os forstås som ham der lavede jokes med guder, siden han ingen tro,havde i forhold til alt. Hans  krop var ganske slank, men stadig med muskler de rigtige steder han var os rimelig bredskuldret alt i alt var han rimelig maskuline hvis man skulle smide ham under en kategori. Hans hudfarve viste hans rejser og som der lå flere ar over hans overkrop, kunne man se hans liv. Han havde, forskelige ar over hans brystkasse fra knive eller sværd. Han, havde overlevet meget og, hver ar var en påmindelse for ham at han om, hvor heldig han, havde været  at overleve.

Edward sende hende et blink med det en øje, hvorefter han sende hende et legende smil. Han begynde derved at bevæge sig ned for at fjerne hendes kjole langsomt,  hvorefter han ville nyde synet der imødekom ham.  ” Det er vel fair at du fjernet mit tøj første, siden du er kaptajnen, måske kan jeg begynde og fjerne dit nu.” Lød det kækt fra Edward, hvorefter han presset sine læbe mod hendes i et lidenskabligt kys. Han ville bag efter trække sig tilbage og bide hende legende  i øret.

Der var da intet bedre, end at få sin vilje. Endnu mere, når der ikke engang skulle arbejdes for det. Hendes nye kunde lod ikke kun til at være villig når han var påvirket, men også før hendes rusmidler overhovedet havde fået lov til at komme i nærheden af ham. Hun var ikke i tvivl om at dette nok skulle blive et tilfredsstillende nyt bekendtskab, hvis han da valgte at komme tilbage igen efter denne gang. Hun nød jo altid når nye kunder blev til stamkunder. Det gjorde hverdagen lidt mere interessant. Forhåbentligt ville hun efterlade styrmand Kenway med en så tilfreds følelse, ikke kun kropsligt men også mentalt, at han ikke ville have andet valg, end at komme igen.

Skjorten blev lige så stille skubbet til side og selvfølgelig kunne Mitrazapine ikke lade være med at se overkroppen an. Hun skulle da også lige lade begge hænder glide hele vejen ned over huden, for rigtig at mærke musklerne.
"Så lad gå da," sagde hun drillende, inden hun gengældte det intense kys, lige så lidenskabeligt, som det blev givet. Det var lige før det endda var for kort, da han trak sig tilbage for at nappe i øret i stedet. Snoren på hendes tynde kåbe blev løsnet, og kun et par få, bløde bevægelser med skuldrende skulle til, for at den selv gled over hendes skuldre og landede lydløst på gulvet. På skødet af den fremmede mand sad nu en helt nøgen kvinde. Mitrazapine bar sjældent mere end kun den tynde kåbe, når hun var hjemme.
"Men fortæl mig, Kenway..." Hun stoppede sin sætning, da hun førte en hånd ned mod hans buksekant og behændigt gav sig til at åbne bukserne. Hun rykkede hovedet for at placere et blødt kys mod hans kind, og så hviskede hun i hans øre;
"Hvad vil du ellers have lov til at gøre ved mig?" Samtidig skubbede hun hånden ind under hans bukser, hvor hun tog fat om den med et fast greb. Med flydende bevægelser førte hun nu hånden op og ned, kun for drillende at distrahere ham lidt, når hun ventede på hans svar.