Det var bestemt ikke unormalt for Hîrion at benytte sin evne mere eller mindre passivt. Det var altid en aktiv handling når han samlede sit fokus om at se gennem øjnene på et af de dyr han dannede bånd med, men det skete tit at det bare var noget han gjorde når han ikke havde andet at give sig til og dette var da også tilfældet denne dag. Han havde ligget på en seng i et af paladsets gæsteværelser, hvor han havde fået charmeret sig ind, da han havde besluttet sig for lige at tage en runde med evnen. Først så han en tæt bevokset skov, som ulven luntede igennem. Da han først havde konstateret, at der ikke skete noget spændende fandt han tilbage til sig selv og kort tid efter fandt fokus ind på ravnen. Han havde bemærket den befandt sig omkring paladset disse dage, men det kunne da være den kunne give indsigt i noget mere spændende en travle gange. Da han lokaliserede hvor den befandt fandt han igen tilbage til sig selv, for at søge fra værelset og ud i labyrinthaven.

Der var ikke meget liv i haven, så han bemærkede det hurtigt, da en kvindestemme brød stilheden, om end det var lavmælt. Nysgerrigt gik han mod lyden indtil han kunne se både hende og ravnen, selvom de begge var et godt stykke vej fra ham. Han satte sig på hug og skiftede til ravnens blik og kunne på den måde betragte kvinden. Først efter et øjeblik skiftede han tilbage og rejste sig så for at gå nærmere. Han kunne desværre ikke gennem ravnen høre hvad kvinden talte om, men det var måske også meget godt at der var grænser for hans nysgerrighed.

"God eftermiddag," hilste han, da han mente han befandt sig i passende afstand. Han kiggede kort på ravnen, der lod til også selv at være nysgerrig. Selvom det bare var en ravn følte elveren alligevel, af naturlige årsager, en stærk forbindelse til den. Ikke at han kunne kommunikere med den, ikke direkte, det føltes bare som om der var en gensidig indforståethed. Det var dog kun kort inden øjnene faldt på kvinden i stedet. "Ravne er intelligente fugle, men de har ry for at sladre. Jeg ville passe på hvad jeg sagde til ham." Tonen var drillende, hvilket bestemt ikke var noget nyt fra Hîrions side. Tværtimod.

 Midvinterballet var ovre. Størstedelen af paladsets overnattende gæster var rejst hjem eller videre på deres færd, hvilket betød rengøring og oprydning af diverse gæsteværelser. Elisa havde derfor tilladt sig selv at holde fri, for nu havde hun trods alt arbejdet så hårdt med at sætte op til ballet, og pille pynten ned fra ballet. Med en kartoffel i lommen havde hun taget en varm kappe på og var gået ud i labyrinthaven, for at se hvilke fugle vinteren havde bragt med sig. 

 Elisa havde været i fuld samtale med kartoflen, som var blevet vagt til livs og sat på hendes skulder, da en stor, sort fugl distraherende hende ved at lande længere fremme. Hun stoppede op, lagde hovedet på skrå, og stod lidt og betragtede fuglen, inden livet blev taget ud af kartoflen, og som den trillede ned af hendes skulder, greb hun den i hånden. Nu havde hun jo en anden at snakke med! Ganske forsigtigt gik hun mod ravnen, så den ikke blev forskrækket og fløj væk igen. Hun stillede sig foran den, og gik så ellers igang med at fortælle og gud og hver mand.

 " .. men det betyder jo ikke at det er helt forkert. Man kan jo også bare lade som om - få det til at virke som om man er interesseret og så blive giiiii arhg! " forskrækket kastede hun kartoflen i retningen af personen der talte til hende. Hun havde ikke hørt der var kommet nogen, og var lige godt optaget af samtalen. 
 Elisa foldede læberne og så undskyldende op på kæmpen der gik mod hende. Hun betragtede elveren der tårnede sig op med store øjne. Han var jo.. Enorm.. På en god måde! Da han sagde ravne kunne finde på at sladre, skulede hun til fuglen foran hende, og pegede på den.
 " Du kan lige våge på at sladre!  " hun kneb øjnene sammen, men havde et skævt smil på læberne. Hun vendte opmærksomheden tilbage på kæmpen og lagde den ene hånd i nakken.
 " Og du .. må undskylde kartoflen..  " hun smilede lidt akavet inden hun tog hånden ned fra nakken igen.

Man kunne ikke ligefrem sige at den rødhårede elver havde regnet med at få kastet en kartoffel i sin retning, men mange års træning og et langt liv levet som han havde gjorde hans reflekser gode og det lykkedes ham faktisk at rykke sig nok til siden til ikke at blive ramt. Blikket fulgte kort projektilet indtil han så kunne konstatere, at ja, det var faktisk bare en kartoffel. Det var nok ikke ment som et reelt våben. Øjnene blev vendt tilbage mod den unge kvinde, som han tydeligvis havde forskrækket. Det fik ham til at smile muntert mens han først gik hen for at samle kartoflen op og derefter gik ganske roligt i retning af hende, tydeligvis ikke fornærmet over situationen.

Han lo mildt af hvad kvinden sagde til ravnen og lod ganske kortvarigt øjnene bevæge sig til fuglen igen. Så mange år med denne evne og han fandt det stadig underligt fascinerende at se ind i de øjne han også kunne formå at se ud af. Det var dog ikke noget han kunne falde i svime over når der også var andet selskab. "Jeg er blevet mødt med værre kasteskyts før, så jeg vil takke for valget af våben." Han rakte hende kartoflen og lænede hovedet lidt på skrå mens han betragtede hende. Han kunne ikke helt huske om han havde set hende til midvinterballet, men måtte bare konstatere at ihverfald ikke havde talt med hende. At dømme efter hendes påklædning var hun ikke en adelskvinde han burde kende, hvilket gjorde det hele lidt lettere. Så risikerede han ikke at fornærme hende ved ikke at vide hvem hun var. "Hvem har jeg æren af at blive beskudt med kartofler af?" Han så et øjeblik på fuglen igen. "Nu håber jeg ikke jeg forstyrrede noget vigtigt," tilføjede han så i en drilsk tone.

 Elisa fulgte elveren med blikket, som han gik hen og samlede kartoflen op. Det havde han nu ikke behøvet, det var trods alt en kartoffel, ville blot bliver til enten gødning eller flere kartofler. Selvfølgelig ville gartnerne nok være glad for der ikke pludselig var et hav af kartofler i labyrinthaven, men det var jo ikke Elisas problem. Som han kom helt hen til hende, prøvede hun at rette sig lidt mere op, for at virke højere. Det så vildt mærkeligt ud, fordi han også var så tynd. Den sidste han havde mødt der var utrolig høj havde var vidst endnu højere, men han var også bred. 

 En svag latter slap ud mellem hendes læber ved hans kommentar, mens hun tog i mod kartoflen og trak lidt på skulderne. Det var heller så tit igen Elisa brugte dem som våben. 
 " Det var heller ikke meningen at Karen skulle bruges til andet end selskab..  " sagde hun, som om den sætning der den mest normal at sige, men man stod og kiggede på en kartoflen. Kort blev kartoflen børstet af, inden den kom ned i lommen. Så kunne den vel komme tilbage til køkkenet, og blive brugt til mad senere. 
 Elisa flyttede blikket tilbage på manden foran hende, og lod blikket betragte ham lidt. Hans beklædning lignede meget af det gæsterne på paladset normalt gik i, så hun antog lidt han var en gæst, der havde været med til midvinterballet. Dog mindes hun ikke at havde lagt mærke til det røde hår ude på dansegulvet, fra hendes lurende plads væk fra ballet. 
 " Mit navn er Elisa, " hun nejede kort og sendte ham et skævt smil.
 ".. og hvem har jeg beskudt? " Det skæve smil blev en smule mere drilsk. Elisa skævede lidt hemmelighedsfuldt til ravnen, inden hun så tilbage på ham.
 " Hmm... Lad os bare sige, mellem os to, så er den ravn der, ikke en god sparringspartner, når man snakker om at overtage verdens herredømme.. " Elisa viftede ligegyldigt med hånden, mens en stort, drilsk smil bredte sig på hendes læber. 

Brynene blev løftet i en let undrende mine da kartoflen blev omtalt ved navn og af hvad det var kvinden sagde. Selskab? Hvis en kartoffel var det eneste selskab hun havde forstod han bedre hvorfor hun havde givet sig til at snakke med en ravn. Han brugte lang nok tid i sit eget selskab til sagtens at kunne sætte sig ind i det med bare at tale med det nærmeste levende væsen man så, så det var ikke fordi han som sådan dømte hende. Han vidste hvad hans egen hest efterhånden havde lagt øre til af funderinger og beklagelser. 

"Mig en glæde," sagde han høfligt med et nik med hovedet da hun præsenterede sig selv. Det var lidt af vane han opretholdt den formelle attitude og enhver der kendte ham godt havde det med at se lige igennem den når han prøvede at opføre sig som en der alle dage var kommet i hoffet. Han havde dog mange års træning, så det faldt ham efterhånden naturligt selvom det lå mere til ham at tage den noget mere med ro når det kom til tiltaleformer. "Mit navn er Hîrion," svarede han hende smilende og lod så blikket vandre til ravnen da hendes gjorde. 

"Verdens herredømme ligefrem? Det var store ambitioner. Pas på han ikke bare deler planerne med sine fæller." Endelig virkede ravnen til at miste interesse i de to talende og endte da også med at flyve væk for at tage på eventyr andre steder henne. En stille leen kom fra elveren, der lod blikket følge med den sorte fugl indtil den fløj om et hjørne og han ikke længere kunne se den. "Hvis De ønsker yderligere at drøfte planerne, så tilbyder jeg min assistance. Jeg kan ikke sige jeg har meget erfaring med overtagelse af verden, men jeg har da ejet et hus engang." 

 Det var mange år siden det var blevet en helt normal ting for Elisa at snakke med grøntsagerne - de svarede hende aldrig, men derfor var de stadig levende. Når hun selvfølgelig satte liv til dem, hun var jo ikke skør! Selvom det måske ofte virkede sådan for andre, da hun netop ikke længere tænkte over hvor skør det kunne lyde, når hun omtalte grøntsager ved navn. Elisa lagde derfor heller ikke mærke til det undrende udtryk ved Hîrion.

 Elisa gengældte nikket med et kækt smil inden hun kort nejede. 
 " I lige måde, " da han sagde hans navn, løftede hun det ene øjebryn lidt. Det var et specielt navn, men efter de mange år på Paladset havde også erfaret at det var meget normalt at elver havde lidt specielle navne. Måske de fandt navne som Elisa fandt normale, for specielle navne? I et kort øjeblik blev hun opslugt i tanker, inden Hîrion hev hende tilbage til virkeligheden.
 Et svagt grin forlod hendes læber, og da ravnen fløj væk, pegede hun efter den.
 " Hov! Du kan godt glemme det! " hun skulede kort, men det holdt ikke længe, da endnu et grin flød ud mellem hendes læber. Elisa så tilbage på Hîrion, og lyttede som han snakke. Hun kunne ikke holde et stort smil tilbage fra at vokse sig frem på hendes læber. Hun nikkede lidt. 
 " Jamen det lyder da som om du er den helt rette så! Så er du da også nået en hel det længere end mig! " Der lå en meget svag trist undertone gemt i det hun sagde, og selvom hun smilede stort var der da også et lille trist glimt at finde i hendes øjne. Trods hun da oplevede lidt af hvert på Paladset, og også kom lidt ud og opleve ting ude for Paladset, så havde hun en drøm om at blive fri. At komme til at have noget der var hendes. Et hus, en familie. At hun kunne få lov til at leve livet, som hun ønskede. 
 Blikket søgte ud i retningen ravnen var fløjet. Det måtte være dejligt at være en fri fugl, der bare kunne flyve ud og oplevet livet som man ønskede.

Man kunne ikke sige det var første gang Hîrion mødte et menneske, der kom med en eller anden form for reaktion over hans, eller andre elveres navn. Det var dog aldrig noget han tænkte ret meget over da han jo godt var klar over at ikke alle racer og kulturer kunne dele elvernes elegance i navngivning. Til trods for at han virkelig ikke havde et problem med at omgås andre racer, så kom han bare ikke udenom at have flere punkter hvor han så sit eget folk som lige lidt bedre. Dog slet ikke til en grad hvor han følte behov for at kommentere det og han ignorerede da også bare det hævede øjenbryn. 

Han brugte øjeblikket Elisa kiggede efter ravnen til at betragte hende kort igen, denne gang for at prøve at vurdere hendes alder. Flere hundrede år sammen med mennesker og han havde stadig aldrig fået et naturligt forhold til at vurdere den slags. Måske fordi han i grunden ikke gik så meget op i det - han var bare nysgerrig. Blikket blev dog hurtigt mere venligt end undersøgende da hun så tilbage på ham. "Som sagt så har jeg ejet. Jeg gav afkald på det for et friere liv." Han smilede skævt da han sagde det. Det var jo sådan set ikke helt sandt, selvom resultatet nu var det samme. Det var bare ikke foregået helt frivilligt, men fordi skæbnen åbenbart havde budt ham det. Han bemærkede Elisas blik vende sig mod fuglen igen, hvilket faktisk sagde en del om hende. Hun havde nok heller ikke bedt om den tilværelse hun nu havde - det var ihverfald hvad Hîrion valgte at konkludere. "Bor du på paladset?" Hun havde ikke tiltalt ham 'De', så han valgte hurtigt at gå med på den mere uformelle facon. Det var som om det bare passede situationen bedre. 

 Elisa trak lidt på skulderne til at han en gang havde eget et hus. Hun smilte lidt skævt til ham. Han kunne umuligt overtale hende til at han havde haft mindre frihed end hende, med mindre han altså havde arbejde ufrivilligt som slave for noget. Hun havde trods alt haft lidt af et valg. Hun kunne sagtens sige op og gå sin vej. Hun vidste bare ikke hvad hun skulle lave. Hvordan hun skulle finde sig et arbejde, eller et sted at bo. Hun havde altid boet og arbejdet på paladset, så hun kendte ikke til andet.
 " Det er stadig mere end hvad jeg nogensinde har eget...  " Hun så kort rundt, inden hun kort så op på Hîrion igen. Mon han kunne se meget mere af haven helt der oppe fra. Hun slog blikket væk fra ham, inden hun langsomt begyndte at gå. De kunne vel ligeså godt gå rundt i haven mens de snakkede. HUn gik i hvert fald ikke ud fra han var gået her ud for at stå et sted og kigge. Hun så sig kort over skulderen, for at sikre sig at han fulgte med, ikke at hun vidste hvor de skulle gå hen, hun lod bare benene føre an. 

 En svag Mh hm kom fra hende mens hun nikkede. 
 " Det har jeg næsten gjort hele mit liv..  " Hver gang hun sagde den sætning drømte hun altid om at blive forskeslet en der var mere betydningsfuld end hun var. Desværre skete det aldrig rigtigt, men det var nok også fordi hendes tøj ikke ligefrem skreg Adellig eller noget lignende. Elisa så op på ham.
 " En af frynsegoderne ved at være tjeneste pige, kan man vel sige..  " sagde hun med et svag grin. 
 " Hvad med dig? Du er ikke fast inventar til Paladset.. På besøge på grund af Midvinterballet? " Hun lagde nysgerrig hovedet på skrå. Det var formentlig derfor han v ar der, men hun spurgte nu alligevel. Tænk hvis han havde en eller anden mere spændende grund til at være der.

Som for garanteret mange andre elvere, var det faktisk ganske svært for Hîrion at sætte sig ind i hvad mennesker overhovedet kunne nå i deres korte liv. Han kunne faktisk slet ikke forstå hvordan nogle mennesker formåede at nå at gå fra ikke at eje noget, til at være indehaver af store ejendomme. Derfor dømte han heller ikke det mindste ud fra sådanne præmisser. Hver gang folk fortalte ham om deres liv lyttede han dog, selvom han efterhånden havde erkendt at han aldrig ville komme til at forstå; ikke sådan rigtigt. Han smilede lidt over Elisas ord, endda en anelse opmuntrende til trods for at smilet i første omgang kom at brugen af ordet 'nogensinde'. Mennesker forstod slet ikke betydningen af sådan et ord, men det var vel også endnu noget som var relativt. De havde trods alt et lidt andet tidsperspektiv.

Selv nikkede han også en enkelt gang, da hun bekræftede hun boede på paladset. Det var jo sådan set ikke information han kunne bruge til noget, men det behøvede alt vel heller ikke at være. Nu havde han det trods alt med at omgås folk hvis liv han ærligt ikke kunne bruge til ret meget, men det betød bare ikke altid at han ikke fandt selskabet underholdende. Hun uddybede da også yderligere at hun var tjener på paladset, hvilket nok egentlig gav god mening med hvordan hun gik klædt. "Ja, det er ikke så ofte jeg er at finde helt så tæt på storheden," svarede han med et kort og mildt grin mens han fulgte efter hende. Det passede ham glimrende at gå lidt rundt, da det også ville gøre samtalen mellem to fremmede lidt mindre akavet. "Jeg er dog tit i Dianthos. Det er bare ikke hver gang det lykkes mig at få et værelse i så fine omgivelser. Denne her gang formåede jeg at trække i de rette tråde." Han havde skam intet mod at indrømme at han ikke automatisk havde en plads i de helt fine selskaber. Som regel passede han dog glimrende ind og med hvordan han altid gik klædt skilte han sig ikke ud. "Har du selv haft tid til at nyde godt af festlighederne?" Der var en reel nysgerrighed i hans stemme som han spurgte. 

 Elisa brugte ofte mange timer på at drømme sig væk, og forstille sig hun havde alt hun kunne tænke sig, uden et behov for arbejde eller at gøre andet end de ting hun havde lyst til. Hun vidste godt det selvfølgelig blot var en drøm, for chancen for man ville kunne slippe for noget som helst ansvar, var nok ikke realistisk. Men nu regnede hun heller ikke med, at hun ville gøre andet end at arbejde på Paladset, for hun kunne ikke så meget andet. 
 Tankerne blev skubbet lidt til siden da de begyndte og gå, og hun så lidt på Hîrion mens han snakkede. Hun nikkede lidt til det. Hun synes heller ikke hun havde set ham på Paladset før, og nu var hun trods alt vokset op her. Hun flyttede blikket lidt op på Paladset og grinte med ham. Det var stort! Og det var et helved at gøre rent.. Blikket fandt kort tilbage til Hîrion, inden Elisa holdt øje med hvor hun gik, så hun ikke gik ind i noget. 
 " Nåh, det var da ganske heldigt så!  " hun sendte ham et skævt smil. Det måtte være dejligt at have mulighederne for at prøve lidt forskelligt. Da der blev spurgt ind til hendes deltagelse til ballet trak hun lidt på skulderne, mens hun overvejede hendes svar. Hun tog sig tid, men hun havde ikke mulighed for at nyde godt af det. Hun hørte jo trods alt ikke til så sådanne selskaber.
 " Ikke rigtigt.. Jeg er trods alt bare en tjenestepige, så det er slet ikke meningen jeg skal være med.  " Endnu en gang trak hun på skulderne, inden hun så på Hîrion med et smil.
 " Men jeg fulgte med fra sidelinjen. Og det var lige så smukt som altid! " sidste blev sagt med et lille grin.
 " Hvad med dig?  " hovedet blev lagt en smule på skrå. 


// Afsluttet på grund af inaktivitet