Flere uger var der gået siden Hema blev efterlad på grænsen til dæmonriget med tomme ord om at hun ikke længere var velkommen og at hendes service var slut, det var en pluslig ændring at hendes liv og forvirringen havde været tydelig på hendes ellers urørlige ansigt.

Hun havde stadig ikke en forståelse for hvad der var sket eller hvorfor at dæmonerne bare efterlod hende uden forklaring, men vreden blusede stille og rolig frem hos hende. Hema havde rejste vidt omkring, først holdte hun sig nær dæmonriget men hun fandt efterhånden ud af, at den beslutning ikke var særlig smart.

Hema kunne ikke finde meget forståelse hos menneskene som aldrig havde set en af hendes art før, så hun måtte prøve sig frem og finde ud af hvordan at hun skulle overleve alene.
I mellem træernes dyb, flugte Hema det røde vand. Hun havde igen ide om hvilken retning hun var på vej imod, men indtil videre var floden det eneste selskab som hun havde at går efter.

Som altid når Hîrion havde været for sig selv i et par dage var en god del af munterheden sluppet ham. Noget af elegancen var taget af hans bevægelser for i stedet at gøre plads til en praktisk præcision og øjnene var søgende fremfor milde og legende. Han havde minimal af oppakning med sig, da han havde brugt så mange år på at rejse alene at han godt kunne tillade sig at kalde sig ekspert i det efterhånden. Føde kunne han sagtens finde og behøvede ikke medbringe, rent tøj var kun en nødvendighed hvis han havde planer om selskab - og det havde han ikke. En enkelt skjorte havde han dog foldet sammen og pakket ned i sit pilekogger, som han ellers bar på ryggen. Han var klædt let, da han prioriterede hurtighed over beskyttelse, men havde dog også et sværd på ryggen, lige ved siden af hvor buen også hang. På den måde kom det ikke i vejen når han bevægede sig igennem skoven og han havde stadig hænderne fri.

Gennem træerne fangede hans øjne en rød skikkelse, der hev i hans nysgerrighed. Han følte sig ikke truet af skikkelsen, til trods for han ikke kunne se hvad det var og gik da også nærmere uden at trække hverken sværd eller bue. Han holdt dog en god afstand for ikke at afsløre sig selv lidt i et håb om at det rindende vand skikkelsen fulgte ville overdøve hans lette fodtrin. Der gik ikke længe inden han kunne se at skikkelsen ikke bare var noget tilfældigt, men helt hvad det var kunne han ikke vurdere. Han rynkede da også brynene inden han endelig trådte lidt nærmere, klar på at blive opdaget. 

"Vær hilset," sagde han høfligt i stedet for at gå direkte til sagen. Godt nok kunne han nogle gange være arrogant, men han var ikke uopdragen nok til at hilse en fremmed med at spørge hvad i alverden hun var for en. Krystallandet vrimlede med alverdens mystiske personer, så der var efterhånden ikke noget som kunne overraske, men derfor var det nu alligevel mærkeligt at møde en der så anderledes ud end hvad han før havde set.

Det direkte spørgsmål fik elveren til at læne hovedet en smule på skrå mens det trak i læben i et skævt smil. Det var en kvindestemme der havde talt og nu hvor han rigtigt kunne se skikkelsen kunne han da også godt se, at den umiddelbart virkede kvindelig. Det var bare svært at abstrahere fra den blodrøde farve. Var det blod? Hun så dog ikke truet ud og trak da heller intet våben trods spørgsmålet havde lydt noget mistroisk. Af samme grund lod Hîrion også sværdet endnu blive på ryggen. "Mit navn er Hîrion," svarede han ganske roligt. Godt nok var han altid til en vis grad på vagt omkring fremmede når han ikke var i større forsamlinger, men han havde det samtidigt med at matche dem han mødte i attitude. Det var en velfungerende forsvarsmekanisme, da det som regel betød han ikke risikerede unødig anspændthed.

"Jeg er ikke fra området," tilføjede han, bare i et halvhjertet forsøg på at konversere fremfor at udspørge. Hvordan den røde kvinde tolkede det lod han være åbent. Disse skove var bestemt ikke fremmede for ham, selvom det ikke var hvor han oftest befandt sig selv. Han havde bare haft opgaver at udføre i området og benyttet sig af muligheden for at få noget tid for sig selv. "Er du?" Han valgte ikke at tiltale hende formelt når nu hun selv havde været så uformel.

En lille trækning i hans ansigt blev reaktionen på udtalen af navnet, men han valgte at lade det ligge. Nogle gange var der grund til at være arrogant omkring det, andre gange var der ikke. Lige nu var han for nysgerrig til at risikere at pisse en fremmed af og desuden vidste han stadig ikke om hun var en han burde være forsigtig omkring. Mennesker vidste han som regel hvor han havde, andre elvere havde han en forståelse for... Og hvad han ellers kunne møde af diverse folk var som regel nogen han havde stiftet bekendtskab med før og derfor havde en nogenlunde idé om hvad kunne være i stand til. Den blodrøde kvinde var ikke det ikke tilfældet med.

Hun gav ham ikke en forklaring på hvor hun var fra, men hvad hun sagde var egentlig svar nok. Hun var heller ikke lokal i disse skove, hvilket kun gjorde ham mere sikker på han ikke behøvede være alt for meget på vagt. "Stilheden," svarede han hende først kort. Det var en sand forklaring om end det også var den nemme. I første omgang virkede det da også til at hun fandt sig i det, da hun valgte at præsentere sig selv. Hema. Han nikkede som svar og sendte hende et venligt smil. 

"Jeg vandrer såmænd bare. Jeg har det med at blive draget mod rigets skove. Tror det ligger i blodet." Det sidste sagde han med antydningen af et mildt grin, da han jo sådan set bare hentydede til sin egen race. Det var meget normalt for ham bare at antage at alle og enhver kunne se han var en skovelver. "Og hvad med dig? Søger du noget bestemt herude? Udover fred og fuglesang."

Hvis hendes krop kunne det ville hun nok have rynket på næsen, men det ydre lag af krystaliset blod kunne flytte sig meget, bortset fra ved hendes mund. Stilheden var en betagende ting, hun havde ikke tænkt over det før at han sagde det.

”Vandet herude ligner det blod jeg opstod fra, men det skuffede mig da det viste sig at det var blod alleligvel” forklarede hun kort, hun havde hørt om skoven netop fordi hun troede at det var blod, men nu var hun bare skuffet over at hun tog folk på deres ord.

Hema kiggede på ham eller på hans udseende uden at det blev for nærgående, ”Hvad er du for en?” spurgte hun lidt nysgerrige, han lignede ikke de mennesker hun havde set blandt dæmoner, men heller ikke de mennesker hun havde set ude i byen.