Det seneste minde havde brudt overfladen, som han havde passeret Helbredelseshuset med Amy ved deres ankomst til Dianthos. Det havde fået ham til at tøve og se på den så betydningsfulde bygning, men uden helt at kunne placere hvorfor den vækkede fornemmelse af gamle mønstre hos ham. En følelse han gemte til senere og skubbede fra sig, som han slog det korte stop tilside for den unge kvinde ved hans side. Det var sært nok for hende at være tilbage som det var.
Tre dage var gået, før han atter stod foran Helbredelseshuset. Noget bød ham at gå ind, som noget lige så stærkt holdt ham tilbage fra at gøre lige det. Vished lå derinde, men var det en han ønskede?
Et bump ind i hans side efterfulgt af en vred stemme startende på en forbandelse, men stoppende brat som Mitchs vinger foldede sig halvt ud og fjernede illusionen om at være en dyr kappe. Mitch selv så køligt til siden og på manden, før han trak vingerne sammen og satte sig i bevægelse. Han forstod et skub, når livet mente han skulle have et.
Døren ydede ingen modstand, som han lagde hånden på den og skubbede den op. Varsomt blev han stående i åbningen, mens hans øjne vænnede sig til lyset indenfor. Ingen grund til at falde over en stol eller et barn hvis han kunne undgå det.