Kzar Dún's fangekælder var bestemt ikke det bedste sted at opholde sig, men det var der heller ikke lovet noget om, da denne ældre herre var blevet indfanget. Der var nogle af de gamle dæmoner der havde genkendt ham i hans ravneform og havde skudt noget ned efter ham. Da nettet var kommet af blev han atter til menneske og foran dem, var der en gråhåret og gråskægget ændre herre. Dette var Corvus Corax, spion for mørket, der havde været sendt på en lille patruljering, men havde været overmodig og var nu fange på Kzar Dûn igen. Han var blevet slæbt fra fæstningens gårdsplads og ned af stentrapper, allerede godt mørbanket. Da de kom til nedgangen ved fangekælderen skubbede den ene af vagterne ham ned af stentrapperne og som han nåede til enden, hev Corvus efter vejret, i forsøg på at overleve den behandling de gav ham. Med besvær hev de ham op på benene igen og hev ham med sig ind i et større rum, fyldt med ene af ting der blev brugt til tortur. Corvus var for ødelagt til at gøre den mindste modstand og lod sig nærmest blive brugt som et objekt, så de kunne underholde dem selv. Han kunne ikke genkende den nye torturmester, så han vidste ikke hvad han var i stand til, men Corvus forberedte sig selv på det værste. Han blev ikke smidt i lænker, men vagterne holdt hver en af hans arme, mens torturmesteren gik op bag Corvus og et smæld kunne høres. hvor efter han mærkede kold stål glide ned over hans inden den blev sat ind under skjorten og den blev skåret op, så der var udsigt til hans nøgne ryg. Corvus var allerede begyndt at knytte sine hænder og havde bidt tænderne sammen, afventede slagene. Et... To.. Tre.. Og det fortsatte og Corvus var stadig stående efter tiende slag, på trods af benene der var begyndt at blive til gele under ham. To hurtige slag blev sendt mod hans ryg, dette var nok til at få ham på knæ, men vagterne holdt ham stadig oppe som torturmesteren gik overforan ham og greb hans kæbe "Og i fik ingen informationer? Jeg skal nok få dem ud af det usle væsen" hvislede han som han sendte en knyttet næve mod Corvus's kæbe, igen og igen, indtil den gamle gav op og faldt sammen som en slaske dukke på jorden. Vagterne trak ham med sig ud og ind i en celle og efterlod ham der. Torturmesteren lukkede gitterdøren ind til ham og stirrede blankt på ham inden de to slanger kom ind og snogede sig omkring Corvus's hals. Med sine resterende kræfter, greb Corvus fat i slangerne og vred dem af sig "Hold de små lorte slanger væk fra mig.. Ellers bliver de revet i tusinde stykker" kom det modigt fra ham som han stirrede tomt mod torturmesteren der blot fnøs inden han og slangerne forsvandt og efterlod ham sammen med de andre fanger der stirrede på ham som de aldrig havde set et menneske før. Måske var det blot fordi de var overraskede over at Corvus ikke havde sagt et eneste ord om det de egentlig ville vide, men blot havde taget smerten til sig. En af vagterne fik besked på at hente en healer, en der ville blive i kælderen, kun for at hele Corvus, så han altid kunne være klar på at blive udspurgt om det samme og samme spørgsmål til han ikke ville kunne holde til mere og måtte røbe det. 

Det healeren ville komme ind til var den ældre herre der lå sammenkrøllet på jorden og hev efter vejret. Faldet ned af stentrapperne, havde været med til at trykke og formentlig også brække nogle af hans ribben, hvilket gjorde han havde besvær med at trække vejret ordentligt, da hans ribben pressede mod hans lunger. Omme på ryggen ville der være røde mærker, små aflange sår fra pisken der havde slået hul på menneskets hud, hvor der nu løb blod ud af, som blandede sig med stanken af pis og lort. Ansigtet på den arme mand var bestemt heller ikke noget kønt syn. Næsen var brækket og var ikke blevet rettet på plads endnu, det øje hvor han rent faktisk kunne se ud af, var hævet efter de slag han havde taget til hovedet. Dette var nok til at Corvus ikke kom af med en eneste lyd, ikke bevægede sig mere end hans vejrtrækning, for han vidste, at hvis han forsøgte, ville hans smerte helvede blot blive værre. 

Yadrial sad i fuld gang med at hjælpe en ung kriger med nogle mindre skrammer, da dørene til healerhuset blev braget op og lyden kunne høres helt i den modsatte ende. Ingen reagerede yderligere på det, da det ikke var unormalt for hverken krigere eller vagter, at være lidt hårde ved dørene, når de var i et lidt muggent humør. Men Yadrial nåede dårligt at vende hovedet for at tjekke situationen, før en dyb, rungende stemme lød bag hende.
"Jeg skal føre dig ned til fangekælderen." Mere fik Yadrial ikke at vide. Heldigvis havde krigeren hun sad ved ikke større skader og det var kun nødvendigt at bruge få sekunder mere, på at rense den sidste, lidt dybe rift. Da sendte hun den unge kriger ud af døren og rejste sig, klar til at følge med vagten.

Man kunne høre hovene give genlyd, som hun gik ned ad trapperne og videre mod cellen, og manden det hele drejede sig om. Yadrial gættede på at han var en fra Lyset, da det ellers var en sjældenhed at blive bedt om, at heale en fange. Bare at høre på fyrens anstrengte vejrtrækning, var der uden tvivl tale om et par trykkede ribben, måske endda et brækket eller flere. Den blandede lugt af blod, pis og diverse andre ting, havde hun efterhånden lært at ignorere. I hvert fald nok til at ubehaget ikke kunne ses i hendes ansigt længere.
Gitterdøren blev åbnet og Yadrial trådte ind i cellen og satte sig på hug ved mandens side, til at starte med for at få et ordentligt overblik over skaderne. Torturmesteren havde bestemt ikke holdt tilbage og der ville ikke kun være tale om få timer, når Yadrial skulle fikse ham, nærmere et lille døgn. Hun rakte en hånd frem mod fyren, i et forsøg på at kunne komme til at føle på hans ribben, men så sammenkrøllet han lå, var det ikke helt nemt at komme ordentligt til.
"Jeg er nødt til at tjekke om nogle af dine ribben er brækket, før jeg kan hjælpe dig," sagde hun lettere køligt, hentydende til at han var nødt til at flytte lidt på sig. Yadrial vidste at det umuligt kunne være smertefrit at flytte på sig, men hun gav ham alligevel chancen for at gøre det selv, inden hun ville bede vagten, der stadig stod i cellens døråbning, om at hjælpe.

Lyden af noget der ramte mod trapperne, der bestemt ikke lød som vagternes støvler, fik Corvus svagt til at se op, men lige så hurtigt kom han ned igen og skar tænder. Bare det at se rundt, var nok til han var i et smerte helvede. Lyden af gitterdøren der gik op, fik ham til at brumme lettere irriteret, for han havde troet det var tortur mesteren der var kommet for at hente ham ud til runde to, men da han så et par hove og med pelsen over dem, var han knapt så anspændt. Han skar tænder igen og kom af med en masse anstrengte lyde, da han forsøgte at rette sig selv ud. Corvus vidste godt at hvis han ikke gjorde det selv, ville en af vagterne bare bukke ham op, som var han en klapstol der skulle foldes ud. Hele hans krop rystede i intens smerte som han fik sig selv foldet ud og om på ryggen. Der kom ikke et eneste ord fra ham, for hvad skulle han tale med en fra Mørket om? Specielt når han vidste hun blot healede ham op og gjorde ham klar på anden runde.

Corvus var en stolt mand, folk ville nok sige for stolt, hvilket også var derfor han ikke havde sagt et ord til tortur mesteren og han ville heller ikke komme til det, om han skulle have denne tur tyve gange. Med et irriteret suk så han til den anden side, stirrede ind i cellevæggen, forsøgte at drømme sig et andet sted hen end netop i Mørkets fangekælder. Han havde været her et par gange efterhånden, så han kendte også proceduren. Alt han kunne gøre nu, var at vente på han engang blev løsladt, eller de var dumme nok til at lade ham være uden opsyn, så han kunne flyve væk som ravn.

Det kom som ingen overraskelse for Yadrial, at den mørbankede mand på det hårde gulv, ikke gav andet end anstrengte lyde fra sig, idet han rettede sig ud. Det var ikke første gang hun havde fået til opgave, at heale en af de hårde typer og de indledte aldrig en samtale, for de havde ingen grund til det. Yadrial tog det aldrig personligt, men hun sørgede alligevel altid for, at patienten vidste hvad hun foretog sig. Hun kom endda altid med korte advarsler, når noget ville komme til at gøre ondt, bare så de havde en chance for at forberede sig på smerten der fulgte.
Lige nu mente hun ikke at en advarsel var nødvendig, for hun havde allerede sagt hvad hun skulle. Hun spildte ikke tiden, så lige så snart fyren lå på ryggen, stak hun en forsigtig hånd ind under den ødelagte skjorte, lagde den mod hans ribben og begyndte at trykke en smule, et enkelt ribben ad gangen. Ikke hårdt, bare nok til at mærke, om noget bevægede sig, men det ville selvfølgelig ikke være behageligt for Corvus. Ved de fleste var der heldigvis kun tale om et tryk, hvilket sagtens ville kunne forklare hans besvær med at trække vejret, men ikke i så stor grad han havde. Som hun nåede det syvende fra toppen på hans venstre side, var det ikke kun et trykket ribben hun kunne mærke. Knoglen var uden tvivl brækket og Yadrial var sikker på at det var den, der gav ham de største problemer med vejrtrækningen.
"Dit ene ribben er brækket," informerede hun som det første, men hun gik næsten ud fra, at han egentlig godt vidste det. Med hans attitude gættede hun på, at det ikke var første gang han var her. "Jeg vil heale det som det første, så du kan trække vejret lidt nemmere og det kommer til at gøre ondt," fortsatte hun kort efter. Igen regnede hun med, at han var helt klar over hvilken slags smerte der ville komme.
I et ryk fik hun hevet skjorten hele vejen af ham, så hun kunne komme ordentligt til, da hun lagde begge hænder mod hans hud, lige over den brækkede knogle. Inden hun fortsatte, gav hun tegn med et hovedryk til vagten, om at han skulle komme hen og holde Corvus fast. Vagten lukkede døren til cellen bag sig og gjorde som der var blevet gjort tegn til. Denne gang lagde Yadrial mere pres på, som om hun forsøgte at skubbe knoglen på plads. Hun tog nogle dybe indåndinger og jo mere hun løsnede sit tryk mod hans ribben, jo mere rykkede det sig på plads, lige indtil man kunne høre et højlydt knæk og både hun og vagten slap sit greb om Corvus.
Yadrial blev siddende på hug ved hans side, mens vagten stillede sig hen i døren igen. Inden hun ville fortsætte sit arbejde, ville hun give Corvus et par minutter til at trække vejret og sig selv de næste timer til at samle energi nok, til at fortsætte healingen. En brækket knogle krævede meget af hende, men lige meget hvor energiforladt hun følte sig, kunne hun ikke tillade sig at holde pause endnu.

Healeren skulle ikke tage stilheden personligt. Lige nu havde Corvus bare modbydeligt ondt oh han forsøgte at få tankerne et andet sted hen, ved at lukke øjnene og drømme sig tilbage til dengang hans kone stadig var i live, da deres børn var små og alt var godt… Men hver gang hun talte til ham, blev han revet ud af sin drømmeverden og fluks tilbage til smertehelvedet. Corvus skar tænder som hun begyndte at mærke på hans ribben, i frygt for hun ville ramme de rigtige. Han knyttede næverne og hamrede dem ned i cellens gulv som hun ramte det ribben der var brækket og han udstødte en nærmest knurren. Svagt nikkede han dog til hendes ord om han havde brækket et ribben. Svagt sank han sin stolthed ”Gør hvad du behøver.. Jeg ved jeg ser dig igen” sagde han og sukkede nærmest opgivende som han tog en dyb vejrtrækning. Corvus’s blik blev rettet mod vagten som han lukkede cellen bag sig og kom over for at holde ham fast. Hans blik gled mellem healeren og vagten og tog endnu en vejrtrækning som healeren begyndte at ligge mere tryg på hans ribben. Et skrig af smerte forlod ham og han vred sig svagt i vagtens greb, hvilket fik vagtens greb til at blive hårdere. Inderligt håbede Corvus på, at dette kunne gøre så han kunne trække vejret, ved blot at sætte ribbenet på plads igen. Som de begge to slap ham, rullede han om på siden igen og hev efter vejret og begyndte at ryste over hele kroppen.

Corvus rettede blikket mod vagten og nikkede kort til ham som tak for han holdt ham, derefter rettede han blikket mod healeren ”Jeg ved du blot gør dit job.. Jeg dømmer dig ikke for det… Men er du klar på at heale mig i morgen også? For hvad end de forsøger at få ud af mig… Aner jeg intet om det” fik han presset ud gennem sit pressede åndedræt.

Yadrial kom med et svagt, næsten ubetydeligt nik, bare for at anerkende hans kommentar. Det var helt klar muligt, at hun ville få til opgave at heale ham igen og det undrede hende ikke, for torturmesteren gav vist aldrig op, når det handlede om at få oplysninger fra en i Lyset.
Hans vejrtrækning blev ikke perfekt, men det var heller ikke forventet med alle de trykkede ribben, der stadig pressede mod lungerne. Det ville være Yadrials næste mål, at få sat dem ordentligt på plads, men det kunne hun ikke endnu. I hvert fald ikke med hjælp fra sin evne. Så skævt som de sad, ville det heller ikke være muligt at få dem rettet til bare ved at trykke de rigtige steder, men siden han i det mindste kunne trække vejret bare lidt nemmere, mente hun at det var okay at vente.
"Hm. Jeg har en fornemmelse af, at du ved mere end du siger. Ikke at jeg skal blande mig i hvad Mørket foretager sig," sagde hun, ikke at det var meget af et svar. "Men du arbejder for Lyset, ikke? Lige meget hvilken rang du har hos dem, kan du være til megen nytte her. Med andre ord, er jeg klar til at heale dig igen i morgen," svarede hun endelig, med samme kølige tone, som hun hele tiden havde haft. Hun sendte alligevel Corvus et skævt, tydeligt falsk smil, kun for at vise ham at hun egentlig ikke synes om torturmesterens metoder, men udelukkende var her for at passe sit arbejde, som han sagde.

Yadrial rejste sig og vendte blikket mod vagten i døren.
"Før ham op til healerhuset," befalede hun og vagten så helt uforstående på hende.
"Ordren lød at fører dig til fangen," svarede han tilbage, dermed sagt at han ikke kunne gøre som hun sagde. Yadrials udtryk gik fra køligt til decideret sur, da hun trådte et par skridt tættere på vagten.
"Hvis jeg ikke behandler sårene på hans ryg, vil der meget hurtigt gå betændelse i og det kan ende rigtig galt, så hvis i gerne vil have en chance for at se ham igen, så fører du ham op til healerhuset. Nu!" Sagde hun hårdt og med en lidt hævet tone, så det gav genlyd i kælderen. "Hvis torturmesteren har et problem med det, kan du bede ham om at komme til mig." Vagten skyndte sig at nikke, for han ville selvfølgelig ikke tage lorten, skulle Corvus ikke vende tilbage god som ny. Med raske skridt gik han over mod Corvus og tog fat under hans ene arm. Han hev ham op at stå og derefter hev han ham med sig, da de forlod cellen og gik mod healerhuset ovenpå. Yadrial gik bag dem og endnu engang kunne man høre hovene igennem gangene.

Ganske vidst blev hans vejrtrækning ikke helt fejlfri, men det var bestemt bedre end før, men resten af presset på lungerne kom fra de utallige trykkede ribben der endnu tog noget healing. Inderst inde vidste han godt at hans ribben skulle rettes ud på den ene eller anden måde og hvordan den smerte kunne beskrives, ville omtrent lyde noget i retning af, at man blev sparket i hovedet fire gange af en hest, for derefter at blive løbet ned af hesten umiddelbart efter. Yderst ulidelig. Svagt skar han tænder over hendes kommentar om han sikkert vidste mere end han ville give udtryk for, bevares så var det ikke forkert det hun sagde, men han havde heller ikke tænkt sig at lade informationerne komme som skidt ud af en spædkalv.

Corvus var begyndt at koldsvede, for nu var det ikke ribbenet der var værst, men de åbne sår på ryggen efter de hårde piskeslag. De lyse øjne så mod healeren og mod vagten der diskuterede hvor vidt han skulle til healerhuset eller ej, men til hans held, vandt healeren og Corvus kom ud af den stinkende fangekælder og formentlig op i en reel seng. Han krydsede nærmest fingre for det som han så vagten komme over mod ham og hev ham op på hans ben. Corvus var ret usikker på sine ben, var nærmest som en der havde drukket for meget. Vagten var fuldkommen ligeglad med at Corvus var i smerter, for han blev hevet op og nærmest revet med vagten og bag dem gik healeren, hvis hove gav genlyd i gangene. Lyden gik direkte i hovedet på ham og han havde hovedpine i forvejen.

Døren til healerhuset knirkede højlydt, da vagten trådte ind med Corvus og den samme høje, irriterende lyd gentog sig, da Yadrial lukkede samme dør bag sig. Vagten stoppede op i et øjeblik, da han skævede mod Yadrial.
"Få ham hen til sengen ovre i hjørnet," sagde hun og vagten gjorde som hun bad. Som sædvanlig var vagten ikke specielt venlig, så Corvus blev ikke lagt i sengen, men bare sluppet, så han selv kunne dumpe ned i den. Sengen var ikke ligefrem kvalitet, men helt sikkert stadig meget mere behagelig end gulvet i fangekælderen.
Mens Corvus fik kort tid til at lægge sig bedre til rette, fik Yadrial hentet en bakke i træ, hvorpå der lå lidt forskelligt til behandling af diverse skader. Hun maste sig forbi vagten, der stod ved siden af sengen og forsøgte at se stor og farlig ud, hvis nu Corvus skulle få nogle idéer.
"Jeg tvivler meget på, at det bliver nødvendigt at lænke ham til sengen. Du kan holde vagt på den anden side af forhænget," sagde hun og viftede vagten væk, der endnu engang gjorde som der blev sagt med det samme.

Det var ikke ekstremt privat, men i det mindste mere privat end hvis alle kunne se med, så Yadrial trak det gamle, hvide forhæng for.
"Du kommer nok til at være her i noget tid. Har du et navn?" Spurgte hun, lige inden det gik op for hende, at det muligvis var en af de oplysninger han helst ikke ville dele.
"Et dæknavn er også fint. Alt er nemmere end 'fangen fra celle nummer 9'." Hendes lidt for afslappede tonefald, fik det næsten til at lyde som om hun snakkede med sig selv, men det bundede mere i at hun koncentrerede sig lidt, da hun samtidig sad og nærstuderede Corvus med blikket. Heroppe var der lidt bedre lys, så det var lidt lettere at se skaderne ordentligt.

Døren der åbnede og lukkede fik Corvus til at skære en irriteret grimasse, da det bestemt ikke hjalp på hans hovedpine han havde fået grundet de mange slag. Som vagten fulgte ham hen til sengen og nærmest bare slap ham, tumlede Corvus ned og ligge. Nej sengen var bestemt ikke som hans egen, men det var helt sikkert væsentligt bedre end det hårde stengulv, der var dækket af pis og blod og hvad end der ellers måtte være af væsker og klamheder der blev smurt ud over det gulv. Hans blik låste sig fast på vagten, der stod og pustede sig op, nærmest som om han regnede med at Corvus var i stand til at overfalde dem begge to, men det var han på ingen måder, manden kunne knapt nok få vejret ordentligt! Hvordan i al verden skulle han nogensinde finde kræfter til at angribe dem begge? Som healeren viftede vagten væk fra dem, åndede han nærmest lettet op, for han havde på fornemmelsen af denne kvinde var lettere at snakke med, så længe han holdt sig fra at have øjenkontakt med hende, bevares ikke at evnen gjorde ondt, hun ville blot få sådan en halvklam fornemmelse og det ville løbe hende koldt ned af ryggen.

Svagt nikkede Corvus "Jeg har mange navne" sagde han med et skævt smil på læberne. Han skulle huske han var i Mørkets besiddelse, så han kunne ikke sige sit eget navn, med mindre han ville være sikker på de ville finde ham igen og gøre arbejdet færdig, hvilket han på ingen måder ønskede. Corvus så skævt på hende og nikkede " Jeg kan godt følge dig.. Sidst jeg var her.. Kaldte de mig Ravnen..." sagde han og trak svagt på sine skuldre og skar ansigt, da han ikke havde tænkt yderligere over de skader han havde. Ravnen var heller ikke for meget at sige, for det var slet ikke i nærheden af hans rigtige navn, så han var sikker på de ikke ville kunne opspore ham på den konto, men de vidste han var en del af lyset, så der kunne de sikkert... 

Selvom Yadrial havde fået set skaderne an i kælderen, var det alligevel en del nemmere at finde rundt i det hele her. Hun måtte stadig konkludere, at de værste skader var de trykkede ribben, men dem kunne hun ikke tage sig af endnu. Hun var nødt til at samle sig lidt, inden hun kunne gøre brug af sin evne igen, så indtil da, måtte hun gøre brug af de ting der stod på bakken.
"Ravnen er helt fint. Jeg finder det aldrig selv nødvendigt at bruge et dæknavn, så du kan kalder mig Yadrial," præsenterede hun sig, egentlig mest af ren høflighed og derudover også til hvis han var nødsaget til at kalde på hende. Hun regnede nemlig ikke med at sidde ved hans side uafbrudt, det næste lille døgn.
Hun lænede sig en anelse frem, for at se nærmere på den brækkede næse.
"Jeg må nok hellere få sat din næse på plads med det samme. Det vil også hjælpe en lille smule på vejrtrækningen," sagde hun. Med hans ribben, ville det nok ikke føles som om det gav nogen forskel alligevel, at få sat næsen på plads, men det skulle vel gøres alligevel. Hun rejste sig fra skammelen og førte begge hænder op mod næsen, hvor hun lagde en flad hånd på hver side af den.
"Klar?" Hun afventede intet svar, før hun med et enkelt ryk fik knækket knoglen på plads og med det samme slap igen.
"Jeg må indrømme at jeg er imponeret over, at du stadig er i live," sagde hun, idet hun satte sig ned igen og vendte sin opmærksomhed mod tingene på bakken. Hun hentydede selvfølgelig mest til hans skader, der ikke var helt ufarlige i længden, men også til det faktum, at han tydeligvis var en lidt ældre mand. Så meget han havde været udsat for, ville det ikke have været unormalt, at han bare havde givet op.
Hun tog fat i en stofklud fra bakken og dyppede den i den lille skål med rent vand. Hun vred den, vendte sig derefter mod Corvus igen og viftede med hånden, for at give ham tegn til at vende sig om på siden, så hun kunne komme til sårene på ryggen.
"Det kommer nok til at svide en del," advarede hun hurtigt.

Ganske vidst var nogle af skaderne blevet healet, men det betød bestemt ikke at Corvus’s smertehelvede endte, for der var stadig flere skader der skulle heales. Han nikkede en enkelt gang, for mere ville blot gøre mere ondt. Han havde det lidt underligt med hun ikke havde dæknavn, men det var vel fordi hun blot var healer? Corvus havde en ulidelig hovedpine, hvilket der ikke var noget at sige til med de skader han havde, men det ville forhåbentlig forsvinde så snart skaderne blev healet? Man havde vel lov at håbe. De lyse øjne så på Yadrial som hun rejste sig og satte en flad hånd på hver side af hans næse ”Tror aldrig man bliver…” mere nåede han ikke at sige før hun satte næsen på plads med et knæk, der gav en svag genlyd i rummet. En irriteret lyd kom fra ham og han skar tænder. Måtte knytte næverne og bore sine negle ind i hans egen håndflade, for ikke at lange ud efter hende. Men hun havde ret.. At få sat næsen på plads, virkede faktisk lidt på hans vejrtrækning.

Svagt trak han på skuldrene ”Det er trods alt ikke første gang jeg er fanget her og har fået denne behandling… Ganske vidst er jeg en ældre herre, men jeg er ikke så nem at slå ihjel” sagde han og så på hende som hun igen fik sig sat på skamlen. Han nikkede kort før han med lidt besvær fik sig vendt om på siden, med ryggen til hende, så hun havde mulighed for at kunne rense de utal af sår han havde på ryggen efter de mange piskeslag han havde taget imod uden at sige et eneste ord om hvor lysets spion mester befandt sig på givende tidspunkt. Han skulle til at svare, men mærkede da den opvredne klud mod hans sår og skar tænder. Svide var ikke ordet.. Det var som om der var tusinde katte der kradsede hans ryg op på samme tid, men alligevel præsterede han i at ligge forholdsvis stille, så det var nemmere for hende.

Med advarslen tøvede Yadrial ikke det mindste med at lægge kluden mod hans ryg. Jo hurtigere det blev gjort, jo hurtigere ville han også slippe for smerten. Ikke at det kunne være den største trøst, taget i betragtning at han nok blev smidt i cellen igen lige så snart hun var færdig. At være i godt helbred var ingen gave som fange herinde, det vidste hun, for så gik vagterne også langt hårdere til en.
Hun pressede lidt til, som hun førte kluden hen over de mange sår på hans ryg. Så skyllede hun kluden i skålen og gentog. Det gjorde hun en god del gange, bare for at være sikker på, at de var så rene som de kunne blive. Hun var ikke helt klar over hvad hun skulle svare. Intet hun sagde ville jo gøre det bedre for ham, så hun forblev stille for nu.

Yadrial vred kluden op en sidste gang, før hun lagde den på bakken. Så tog hun fat i noget sammenrullet forbinding, rullede det ud og lagde det mod hans ryg. Det var blevet gennemblødt i koldt vand, så det ikke kun ville forhindre at sårene blev beskidte igen, men også afkølede og sørgede for, at de mange sår, ikke ville føles så brændende.
”Jeg må egentlig ikke, men jeg skal nok sørge for noget vand og lidt mad til dig,” sagde hun lidt lavt, så det ikke ville lyde som andet end lidt mumlen for vagten på den anden side af forhænget. Hun kunne ikke gøre hans ophold meget anderledes, men måske hun i det mindste kunne sørge for, at han ikke havde det helt elendigt.
”Jeg beklager, at jeg ikke kan gøre mere.” Hun fortsatte med den samme, lave stemme.
Yadrial puffede let til hans ene arm, for lydløst at fortælle ham, at han godt kunne lægge sig på ryggen igen. Så førte hun en hånd op mod hans ansigt, lagde blidt et par fingre mod hans ene hævede øje og langsomt blev hendes hud koldere og koldere. Det kunne vel ikke være helt dårligt at få afkølet en hævelse, men inden hun lod huden blive endnu koldere, henvendte hun sig lige til ham.
”For koldt, eller koldere?” Hvad der var behageligt for andre, kunne hun ikke vurdere, så hellere spørge.

Corvus skar tænder og brummede irriteret da kluden kom mod hans blottede ryg. Hun løj bestemt ikke da hun havde sagt det kom til at svide, for det gjorde det! Det føltes som om huden på hans ryg var ved at blive hevet af. Han forsøgte så vidt muligt ikke at bevæge sig for meget så det gjorde hendes job nemmere. Corvus forsøgte at tænke sig et andet sted hen, men lyden af sværdklinger, skrig og råben gjorde det bestemt ikke nemt for ham, ikke engang når han lukkede øjnene. Han måtte tage smerten som den var uden at gå i en underlig trance for at holde til det. Ganske vidst var kluden ingenting kontra pisken der tidligere var blevet svinget over hans ryg, men det kunne bestemt mærkes.

Corvus gispede let som han mærkede den kolde forbinding mod hans ryg. Det var egentlig en rar følelse når først han havde vendt sig til det. Han lyttede til hendes ord og smilede for sig selv og nikkede kort inden han mærkede hun puffede til hans arm som hentydning. Han rullede om på ryggen og smilede kort til hende ”Tak.. Du har gjort mere end du behøvede” sagde han lavmeldt for vagten ikke kunne høre det. Han vidste godt det var strengt forbudt for alle der var en del af hæren, at servicere nogle af fangerne som hun netop havde planer om. Fingrene mod hans øje fik ham til at se op på hende og med et kunne han mærke, hvordan hun blev koldere og koldere. Han sukkede nærmest så rart var det ”Det er fint” sagde han og mærkede hvordan kulden nærmest fik hævelsen til at falde bare lidt efter blot få sekunder.


// Aftalt<3//