Morgensolen tittede kun lige akkurat frem henover hovedstadens beskyttende mur og mange tagtoppe, da den dovne krop begyndte at vågne op til dåd endnu en dag. En skarp stråle kom altid direkte henover hendes øjne, og det havde virket som et udmærket vækkeur henover årene i stedet for at skulle høre på en hane med halsbrand. Om det ene var mere fortrukket end det andet, var dog være en diskussion til en anden god gang. Hun brummede dybt beklagende, som var solen da det mest provokerende der fandtes på kloden, men kendte man hende godt nok, var man godt klar over, at det var hendes reaktion til stort set enhver ubekvemlighed. Allerede før hun vovede sine øjne åbne, vandrede hendes hænder op mod brystkassen, hvor hver hånd fik æren af at klemme omkring hver sit fyldige bryst. Og den beklagende brummen blev kun endnu mere beklagende. De var der endnu, hvilket kun betød én ting.

Fem dage. Fem forbandede dage! Dét var, hvor længe dette bizarre vokseværk havde varet indtil videre, og det havde hidtil ikke virket til at have en ende. Hvis noget, så havde ting kun udviklet sig yderligere, for han var helt sikker på, at vægten på hans front var steget. Eller ’hendes’. Alran vidste ved guderne ikke længere! Det var ikke andet end et stort rod.
Der havde da været en hvis mængde af nysgerrighed og underholdning i det hele efter at det første chok og det første raseri havde faldet, og hendes maskulinitet ikke havde følt sig helt så såret. Kun en hellig og anstændig mand ville have kunne holde sine hænder fra at befamle en tilgængelig barm, og man kunne bestemt sige, at hun havde tilgængelighed til en nu. Effekten hendes vejrtrækninger tog af sensitiviteten havde nær hylet ham helt ud og havde lige så nært holdt ham helt tilbage fra at nogensinde kuple sine egne bryster igen. Som mand var det jo næsten skamfuldt. I det hele taget var det ikke meningen, at hun skulle have sådan nogle fedtklumper! Og at hun havde fået nydelse ud af det, var bare med til at gøre hende dårligt tilpas.
Og så var der det manglende vedhæng og erstattende kløft mellem benene… Det ville hun under alle omstændigheder helst tænke så lidt på som overhoved muligt.

Det var ligeved at hun oplevede endnu en skam som mand over den irritable opgivelse et set bløde bryster bragte frem i hende, men det var en klart anden sag, når det omhandlede hendes egne. For de burde ikke være der! Hun førte en arm op at ligge henover sine øjne for at få skygget af fra solstrålen og sukkede tungt, før hun satte sig meget ugideligt op i sin seng. Hvad var pointen med at stå op? Hun skulle ingen steder. Ikke sådan som hun var endt. Ingen, ingen, skulle se hende sådan. Risikoen for at blive genkendt var måske minimal, men den eksisterede, og han ville langt hellere have selveste Zaladin groft voldtage hans røvhul med en indtørret troldearm end at have nogen opdage det her.
Men hvornår var det lige at guderne havde skinnet sit velsignede lys ned på hende? For der var endnu en grund til morgenens frustration. Køkkenet var tomt. Der var ikke en eneste krumme tilbage. Ikke engang en sølle glemt sjat korn. Eller en tør ende af et brød. Eller en rynket gulerod. Og mens smedjen tillod hendes fravær, så var det kun et spørgsmål om tid, før hendes mave ville vride sig i protest. Værst var den lille træ-æske af urter, der ikke længere havde urter i sig. Hun havde ikke været klog nok til at forudse sit pludselige kønsskifter. Eller klog nok til at sørge for at have et fortsættende depot af medicinen frem for at vente til allersidste øjeblik.
Med en opbygget vrede sendte han æsken tværs igennem lejligheden med et voldsomt dask. Hvordan den ramte ind i en mur og så ned at trille på gulvet med en kraft, der truede med at ødelægge den, interesserede hende ikke, for hun trampede allerede tilbage mod enden af sin seng. Der var ikke nogen vej uden om.

Tøj var virkelig underligt at have på, for hun fyldte ikke længere sine bukser ordentligt ud. Det var åbenlyst at der ville mangle noget ved skridtet, men hvad der var kommet bag på hende, var hvor meget hun var nød til at stramme livremmen ind ved taljen for ikke at skulle tabe bukserne. Intet af hendes højde var dog blevet påvirket, så der var heldigvis ingen grund til at skulle smøre buksebenene op for ikke at skvatte i dem. Kæft, de var underlige at have på! Skjorten var en lidt anden sag, for mens hun ikke manglede plads i bukserne, gjorde hun dér. Selv med den løseste skjorte hun ejede, var barmen kun i vejen.

Hofterne viste sig at være de mest besværlige aspekter af en kvinde at vænne sig til. Det var en hel anden måde at gå på, når man havde sådan nogle. Var det sådan alle kvinder havde det, når de gik igennem puberteten? Eller var hun bare ekstra heldig at have endt med nogle, der virkelig sagde spar to. ”Urg…” Det tog heldigvis ikke mere end et par skridt, før hun ikke gik alt for keglet, men bukserne blev stadigvæk ved med at begrave sig op imellem ballerne, og hun var nød til at hele tiden at grave dem ud igen, mens hun begav sig ned imellem markedspladsens boder. Håbende at mængden skjulte hendes ucharmerende handlinger.
Hun kunne nu prise sig lykkelig med at hendes hår ikke havde vokset sig længere på mirakuløsvis. Så skulle hun ikke konstant trække lange totter af hår ud af munden efter vinden havde blæst dem derind. Men hver gang hun hørte en hånd over det meget korte hår, så var det nemt at mærke, hvordan kraniet havde taget en anden, langt mere feminin form. Og hver gang hun fugtede sine læber – for det gjorde hun pludselig hele tiden! – kunne hun mærke, hvordan de havde hævet op. Hun var en kvinde. Åh, Isari, hun var en kvinde…
___

”Sig mig, er der noget galt med mine æbler?! Jeg kan forsikre dig, at de er af topkvalitet! Noget en som dig nok bare ikke forstår.” Hvor Alran var faldet hen, kunne hun ikke sige, men boblen bristede ved kvindens sure og bebrejdende stemme, og hendes hårde øjne sprang op på hende. Og så ned igen. Ned på sin egen hånd, der stadigvæk holdte om et ganske nydeligt æble. Ikke ligefrem ’topkvalitet’. Hendes ansigt havde helt af sig selv trukket sig tilbage fra de før meget klare folder af væmmelse, som frugtbodens sælgerinde måtte have antaget var pga. en utilfredshed med råvarerne. Grunden havde været lidt anderledes. Det havde ikke været frugten, der havde foragtet ham. Det havde været den meget feminine hånd, der havde rakt ud efter æblet og som tilhørte ham… hende.
Som havde hun brændt sig på æblet, lagde hun det fra sig og tilbage med resten af frugten, og hun brummede irritabelt over… alt sådan set. Alt lige nu var noget møg. Og hvis det ikke kunne blive meget værre, fik hendes bagdel pludselig et sammenstød med en meget villig og krævende hånd, der ikke kunne forveksles med et uheldigt strøg fra en forbipasserende.
Straks løb det isnende koldt ned ad ryggen på hende, og hele hendes krop spændtes op, som ballen blev givet et ’venligt’ klem. Føj! ”Ser man det. En røv jeg ikke har hilst på endnu. Og jeg har ellers hilst på alle i hovedstaden.” Stemmen var næsten værre. Var det sådan det var for kvinder? Eller var det bare fordi, hun indeni stadig var en mand? Det var som om at stemmen af sig selv kunne slikke en i øret, så slesk var den. Og det samme gjaldt den underliggende latter. Hun måtte have stået i både stilhed og uden at røre på sig, for manden åbnede squ sin klamme mund igen. ”Hvad med at jeg viser den, og dig, rundt i byen, smukke?”

Manden trådte tættere, og det blev med ét alt for meget for Alran, der hverken tøvede eller tænke på at holde igen med kræfterne, da hendes ene hånd i en fart var ført omkring for at gribe om hånden, der stadig lå og nussede hendes kvindelige former. Hånden blev lige så hurtigt vredet om i en bevægelse brutal nok til, at hun nær havde brækket den eller revet den ad led. Ingen af delene skete, men manden hylede da i et splitsekund og faldt på sine knæ, som hun vendte sig om mod ham og førte hans arm i en stilling, der var for unaturlig til at kunne stå oprejst.
”Rør mig igen, din røvslikkende, baviankneppende, pestinfesterede nar, og jeg skal personligt sørge for, at du bliver nød til at være ekstra kreativ med resten af sine lemmer for at nogensinde gramse på folk igen,” svovlede hun med en sådan arrighed, at hun kunne se mandens ansigt falde. Udover at det ikke kun skyldtes de aggressive ord eller fyldte løfter, der tog skylden, for stemmen der forlod hendes mund var langt fra et passende match for udseendet, som hun havde gået rundt med de sidste fem dage. Stemmen, hun talte med, var dyb og rå og mørk. Præcis som den altid havde været… før hun havde groet bryster. Hendes stemme var simpelthen vendt tilbage. Før alt det andet. Perfekt. Perfekt!