Uret viste lidt over ti om aften, og solen var så langsomt ved at gå ned i horisonten. Folk var dog ikke på vej hjem, som de sædvanligvis havde været, siden at Kiles orden havde lavet et udgangsforbud efter mørketsfrembrud. Nu var der liv og glæde blandt folket, som de bevægede sig rundt i gaderne. Boderne ved marker var først nu, så småt ved at pakke sammen. Og enkelte var stadig igang med at købe.
Sif var på vej tilbage fra børnehjemmet, hvor hun havde tilbragt hendes fridag sammen med datteren. En lyser fremtid var på vej, og nu kunne hun endelig se frem til et liv ude for bordellet. Uden at sælge sin krop til fremmede mænd hver evig eneste nat. Godt nok var der genganger, andre sødere end andre. Men en ringe trøst, når hun ikke længere ønskede det for sig selv. Og det var hårdt for hende at erkende det, når moderen nok ville tage det ilde på vej. Hun havde jo blot prøvet at give Sif det bedste, og det eneste der havde været muligt for hendes moder den gang. Havde været at sælge sin krop, og til sidst kunne overtage bordellet som sit eget. Det havde altid ligget i hendes kort, at hun skulle følge i hendes fodspor. Men med den magi hun havde - Sif fugtede læberne, som hun hæv sig selv ud af hendes tanker. Det eneste de gjorde, var bare at sætte hende i dårligt humør. Og nu havde hun endelig en aften for sig selv! Hvad skulle hun bruge den på? Nysgerrigt, kiggede hun lidt på en sølvsmeds vare, der var igang med at pakke sammen. “Noget bestemt frøken ønsker sig?” En ældre kvinder, med smile rynker og gråsprængt hår, henvendte sig til hende. “Nej ellers tak” sagde Sif forsigtigt, pengene var sparsomme. På trods af, at det var nogle helt fantastiske ting som der lå bredt ud på det sorte klæde. “Men det er virkelig smukke ting du har.” den ældre dame smilede og nikkede. Men tydeligvis også ikke helt så interesseret i at starte en samtale op. Måske hvis det havde været tidligere på dagen, så ville hun alligevel prøvet at sælge Sif noget. Men klokken var mange, og hun havde vel også en familie hun skulle hjem til. Hun takkede kvinden og ønskede hende en god aften, inden hun fortsatte.

Hendes ubeslutsomhed, bragte hende langsomt rundt i Dianthos. Ind til at hendes fødder havde bragt hende hen foran en kro - den magelige mis? Hun lagde hoved på skrå, hun var ret sikker på at hun aldrig havde set stedet før. Var det nyt? Eller var hun blot så sjældent ude, at hun ikke vidste der var andre end det halvesvin? Hendes fingre lagde sig rundt omkring hendes øreflip, som hun kløede i nogle sekunder. Det kunne vel ikke skade og se hvad der foregik rundt omkring i nattelivet? En smule forsigtigt, begav hun sig hen til vindue for at kigge ind. Stadig ganske usikker på, om hun skulle gå ind eller ej.

Udefra så kroen ud som mange af de andre bygninger der lå i nærheden: den samme facade, selvom dele af det virkede mere nyrenoverede end andre. Men det hele passede sammen, den samme rustikke følelse af mørkt træ imod lyse mursten, i et kompliceret bindingsværk. Det solide tag blev holdt i de samme varme, men mørke farver. Og vinduerne som Ana kiggede ind af, havde det samme netværk af paneler som bindingsværket udenfor. De var såldes delt op i tre rækker af firkanter, indrammet af hver deres mørke panel. De laveste ruder duggede let, pga. kontrasten imellem varmen indenfor og den sommerlige kulde udenfor. Det var ikke nemt at se så meget, men det man kunne opfange var lyden af latter og de dansende orange farver fra et lunt ildsted et sted derinde. At dømme på skikkelserne man kunne ane igennem den duggede rude, var der godt fyldt op men ikke i en sådan grad at det blev for meget. Man kunne trække vejret derinde og at dømme på musikken var der en skjald der spillede noget hjertevarmt. 

Det fredelige scenarie blev dog pludseligt afbrudt af en glædesfyldt råben, der til trods for det høje humør havde en hånefuld undertone. En nedladende kommentar her, en pervers krænkelse der og få minutter senere stoppede musikken kort og dørene indtil kronen slog brat op, da to mænd fløj ud igennem dem. Deres ansigter ramte den mudrede jord, der var blevet banket mør efter de mange støvler og hove, der havde trampet forbi kroen i dagtimerne. Noget de to herre fik en smagsprøve på, da deres ansigter skrabede langs den. De var begge iført middelmådigt tøj da de var jævne folk. En høj jamren fulgte: "Min næse!", sagde den ene. "Føj for helvede!", bandede den anden der havde fået det møre jord i munden. 

Kort efter trådte personen der havde slynget dem ud fra kroen i døren: en høj herre iført normale læder støvler der gik til lidt over kneet, normale bukser i mørkt bomuld, en halv åben skjorte der engang havde været hvid, men nu havde en falmet grå farve og et almindeligt bælte til at holde bukserne oppe. Halvdelet af skjorten var pænt trukket ned under livremmen, imens at den anden halvdel hang sjusket udenfor. Han havde et tykt rødt skæg og et halvlangt hår der hang tjavset om hans ansigtet i en usorienteret facon. Han var tynd, men ikke spinkel. De brede skuldre udgjorde en muskuløs v-form og han havde en sund fysik til trods for at han ikke just var en kriger. Det var en smule utroligt at han alene skulle have været i stand til at slynge to fuldvoksne mænd ud af døren på den måde han eftersigende havde gjort, men Ana havde selv set det med egne øjne. Og øjne løj ikke, for det meste.

Han tog et vaklende skridt fremad, hvilket tydet på at han var beruset. Han påegede imod de to mænd på jorden: "Der var mere hvor den kom fra, i forbandede hunde! Skrid med jer!". 

De to mænd kom vaklende på benede: 

"Hvem fanden tror du at du er!", sagde den ene truende. 
"Sådan en forpulent nordbo.. ", sagde den anden og lod sit blik glide ned af sin modstanders misvisende fysik, hvorefter han vurderede at ham kunne han godt tage. " Kom du bare, dit svin!"

Han tog sine hænder op foran ansigtet i et fordrukkent initiativ til at slås. Hans makker gjorde det samme. Ingen af dem havde ænset Ana der stod ikke så langt derfra. Den rødhårede der havde smidt dem ud før, spyttede en gang på jorden ved siden af trappen op til kroens indgang og rullede derefter ærmerne på den grå skjorte op, inden han tog det første slag i ansigtet fra den ene af de to fordrukne mænd. Det dunkede et øjeblik, før insinktet slog igennem og han blokerede slaget fra den anden. Et hunde slagsmål, der til trods for hvor voldsomt det måtte se ud endte relativt hurtigt. Den rødhårede viste sig at være meget mere standhaftig end hans kropsbygning havde antydet. Han tog et slag i maven, endnu et i ansigtet og så et så næsen begyndte at bløde, inden han selv landede nogle slag der brækkede den enes næse og sendte den anden tilbage i jorden. Han jog et knæ i maven på den første, der bøjede sig fremover og begyndte at tømme mavesækken. Alt imens at noget svagt lyste på den rødhåredes ryg, under skjorten. 

"Det skal du fandme få betalt, bare vent..", truede den med den brækkede næse imens han hjalp sin kammerat op på benede igen og de to begyndte at vaklevæk fra kroen. "Bare vent!", råbte han. 

Den rødhårede stod tilbage ved kroens indgang og så efter dem imens de forsvandt. " Bare vent..", gentog han i en lav, hånende, stemme. Hans brystkasse løftede sig i takt med hans opstemte vejrtrækning fra den adrenalin der fløj igennem hans åre. Hans blå øjne fulgte dem med en dyb foragt; mennesker's rådenskab når den var bedst. Musikken var begyndt at spille indenfor igen og man kunne høre stemmer der endnu engang begyndte at grine og tale sammen. Imellemtiden satte han sine hænder på sine hofter og tog den sidste dybe indånding før han igen spyttede ned på jorden, denne gang var det blod fra næsen, der heldigvis ikke var brækket, som lande på den muderede jord. Han skulle til at vende sig om da han fik øje på Ana, stod hun stadigvæk ved vinduet. 

"....", hans blik blev en smule stille som om han var blevet taget i noget han ikke måtte.
".. Uh... ", han rømmede sig kort. "Frøken.", hilste han med et nik, imens han akavet blev stående og så ned i jorden et øjeblik, som om han ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv i øjeblikket. Han havde ikke været klar på at der havde været tilskuere på til det lille opgør.

Det gav et sæt i Sif, da døren ikke langt fra hende pludselig gik op. Endnu mere nervøs i trækket blev hun, da der pludselig røg to mænd ud af døren, efter den var blevet åben. Med et måbende udtryk var hun fastlåst i den position hun havde stået for blot et øjeblik siden.

Hvad var det der foregik her? Pupillerne udvidet sig, som en let skræk greb hende i maven. På trods af at hun selv var vandt til, at nogen gæster bare ikke kunne finde ud at opføre sig ordentligt. Hun fugtede læberne, mens øjenbrynene knyttede sig imod hinanden. Opmærksomheden blev draget væk fra de bandende mænd i mudderet, til manden der nok havde været personen som havde smidt dem herud. En høj mand, en stærk mand siden han kunne smide dem så let ud af kroen. Og pludselig kastede de to mænd sig imod nordboen. Hun gav et gisp fra sig og slog hænderne op foran munden.

Skulle hun tilkalde hjælp? Byvagterne måske? Men som kampen udviklede sig, så var det tydeligt hvem der kom op på toppen. Nemlig den rødhåret mand.

Det gik op for hende, at hun var blevet stående – præcis samme sted. Som da døren var gået op, med et let forlegen smil rejste hun hånden for at give et vink fra sig. “Det.. var noget af et… show? Kan man kalde det, dét”  hun flyttede sig lidt fra fod til fod. Skulle hun bare gå igen? Det virkede bare lidt mærkeligt, når hun nu havde stået og stirrede på det udfolde sig. “Mit navn er Sif!” Skulle hun spørger om han var okay? Han virkede okay? “Øh… er du okay?” Prøvede hun alligevel forsigtigt
 til sidst, og trådte instinktivt et skridt tættere på den høje mand.

Det var noget af et show? Alexander stod en smule ubalanceret på benene imens at hans øjne lagde sig over Ana igen efter at han havde set ned imod jorden, hvor de to mænd tidligere var blevet kastet. Umiddelbart lignede han ikke en der kunne smide to rubuste arbejdere i jorden; hans slanke fysisk var misvisende, skønt man ikke kunne se hans arme eller brystkasse for den brune skjorte, var der ikke megen tvivl om at den høje nordbo ikke havde den samme volume som mange af hans langsmænd. Hans højde gjorde ham ligeledes en smule ranglet at se på og hans ansigt havde markerede kindben nænsomt dækket af et tyndt lag skæøg stubbe, som gradvist blev tykkere og dannede et fyldigt skæg som dækkede hans hage, kæbe parti og overlæde. Det skulder lange røde hår var opdelt i to, da den øverste del var redt tilbage i en løs hestehale, og lod nogle få hårstrå hænge tilbage ved siderne af hans ansigt. 
Ikke ligefrem hvad man var vant til at se fra en nordbo, der bar deres farver med stolthed og vis fysik var oftest deres største kendetegn. Alexander så i sammenligning lidt syg og underernæret ud, til trods for at han ikke var det. 
De lyseblå øjne søgte igen jorden på en næsten genert mannér, før han lagde hans håndryg på hans even nakke et øjeblik og fortsat svajede en smule; han var at dømme ikke helt ædru selv. Sif? Det lød ikke helt traditionelt krystalliansk. Var hun nordfra også? Hans hånd gled fra det varme rum imellem nakke og hår, imens hans blik atter faldt over hende da hun spurgte om han var okay.
"Ja..", svarede han efter en akavet pause. "Beklager spetaklet, frøken. Var De på vej ind?", spurgte han og gestikulerede imod døren indtil Den Magelige Mis. 

Hun betragtede ham som han stod der og kiggede frem og tilbage, mellem hende og jorden. Et smil begyndte at spille på hendes læber, for alt det bravur som han havde udviste som han havde sendt de to mænd, ud af kroen. Så virkede han pludselig meget usikker på sig selv, og hvad der lige var sket. 

Sif lod sine fingre glide igennem det lange blonde hår, der faldt ned over hendes skuldre. Alt omkring hende skreg, at hun brugte abnorm lang tid på at gøre noget ud af sig selv. Hvilket jo var ganske tydeligt for dem der kendte hende, var grundet det erhverv hun var i. Men for fremmede, så var det jo bare en nydelige smuk kvinde der stod foran dem.

Det føltes som flere minutter der bare stod der foran hinanden, uden rigtig at gøre eller sige noget. Men på intet tidspunkt havde hun følt at det var ubehageligt. Faktisk var det meget rart, selvom han virkede en smule akavet omkring det hele. Hendes øjne blev lidt større, og betragtede kroen han havde viftet sin hånd hen imod. Hun var jo som sådan ikke på vej ind, og havde egentlig også tænkt hun skulle tilbage til bordellet. Men der var det jo bare en aften fyldt med arbejde. “Jo, det.. Jo jeg var på vej ind” de første ord havde været usikre, men måske i aften var et eventyr. Og hun ville kigge gå glip af, når universet fortalte hende at der skulle ske noget nyt. Hun stod dog lidt akavet og betragtede ham, og derefter hen imod døren. Før hun begyndte at gå derhen. “Hvad er det her for et sted? Tror aldrig jeg har været her før” spurgte hun nysgerrigt som hun åbnede døren, for at gå der ind.

Hun var på vej ind? Hvorfor lød det en smule tøvende i Alexander's øre? Det fik ham til at overveje hvorvidt spetaklet havde skræmt en potentiel kunne fra Lucielle's dør, hvilket ikke var intentionen. Men skaden var ikke så slem at hun ikke trådte op af de første brosten ind til den massive, mørke, dør af stærkt træ og så ind i en livlig forsamling af rejsende og stamkunder. Der var musikere på et lille plateu ved ildstedet som kun var et trin over det varme trægulv. Musikken var livlig og energisk, idet de rejsende underholdere gjorde deres for at ophæve den trykkede stemning de to uromagere havde forvoldt med deres indenførs optøjer, inden Alexander havde smidt dem ud.

Luften duftede af brød og blomster, blandet med den krydrede duft af folk i en stor forsamling. Prustende og livlige gæster tog initiativ til at danse foran ildstedet hvor musikken var højest, og festlighederne var officielt begyndt igen. Alexander gik op af trinene bag ved Ana og den høje nordbo lænede sig en smule frem over hende idet han svarede på hendes spørgsmål om hvad det var for et sted: 
"Det er et sted for rejsende og dem der søger en flugt fra dagligdagens enfoldighed.", svarede han som var han en lærd der opremsede et stykke skrift. Men givet den fugtige skjorte, det tjavsede halv lange røde hår og det lette duft af alkohol der hang ved ham, var chancerne for at han var en forvildet aritokrats søn, ret lave. 
Han lagde sin store håndflade på døren og skubbede den helt op så varmen fra kroen slog imod dem begge inden han fortsatte forbi hende og holdt døren åben så hun kunne passere forbi, og gå ind i en skare af folk der lo og skålte. 

Duften var det første ramte hende, da hun trådte forbi manden og ind i lokalerne. Hun stoppede op, og et smil spillede hen over hendes fyldige læber. Ilden der brændte lystigt, ved musikerne der spillede en skøn melodi. Generelt var det en skøn stemning, at gå ind i. Hun blev konfronteret med hvor længe siden, at hun sidst havde været sådan et sted. Hvornår havde hun sidst været ude fra sin faste rutine? Smilet falmede på hendes læber, som hun stod der og betragtede scenen der udfoldede sig foran hende.

De berusede patroner, der skålede og hyggede sig. Folk der spillede kort, eller terninger. Dem der nikke med på musikken, og drak deres øl i ro og mag. Som han så fint havde beskrevet det, et sted hvor folk søgte fulgt fra dagligdagen. Det var sådan en følelse der ramte hende. At her, kunne hun slappe af for en stund. Hun stod lidt med hendes hænder foldede sammen foran sig. Der var nogle få øjne der landede på hende, men det føltes mere som en nysgerrighed. Hvem var der var trådt ind igennem døren? Og hvorfor blev hun stående der uden at gøre noget. Ikke den vante blik af lyst, som normalen var i hendes job. Hendes mundvige trak op i et skævt smil, som hun vendte sig og gik hen til kroens hjerte. Nemlig der hvo hun kunne få noget at drikke. “Kan jeg bede om to krus mjød?” hendes stemme var forsigtig, mens hun fandt hendes pung frem. Der var ikke mange krystaller i, men der var nok til at betale for det der blev stillede frem foran hende. Sif takkede for mjøden, betalte for varen og vente sig rundt for at finde Alexander. Hun følte lidt han fortjente, noget for at skulle tage sig af de to mænd. 

Med nogle forsigtige skridt, så hun ikke spildte væsken i knusende. Og samtidig med ikke gik ind i nogen, på vejen hen til ham. Rakte hun det ene af hendes to krus imod ham. “Til dig”

Hun gik indenfor og hurtigt blev de separeret i menneske mængden. Baren var dog nem nok at lokalisere idet de fleste var samlede ved ildstedet hvor underholdere spillede og folk var begyndt at danse lystigt. Det gjorde det en smule mere overskueligt at komme hen til kroværten uden at skulle smuge sig vej frem med albuerne først. At bestille gik hurtigt og det samme med at få de to store krus i hånden, hvad der var værre var at sørge for at de ikke skummede over idet hun gik imellem de mange glade gæster. Og selvom der var fyldt med folk så var det ikke svært at finde den høje nordbo, da han tårnede op over de fleste af gæsterne. Han stod henne ved et af hjørne bordrene, der var mere isolerede fra resten af menneske mængden, eller i det mindste så afskåret som det kunne være. Ved hans side var en ung kvinde med smukt rødt hår. De virkede til et at have en eller anden form for kendskab til hinanden idet hun så må ham med et lettere beklymret blik og rørte ved den blå/lilla affavning på hans ene kind fra at han tog slaget fra en af de iltre mænd fra tidligere. Deres samtale var kort og Alexander endte med at trække på skuldrene, imens at den rødhårede kvinde tog en bakke, hvilket afslørede at hun nok var en af kroens medarbejdere, før hun forlod ham og Ana dukkede op ved det runde træbord, hvor Alexander sad lænet ind over med to fingre der rørte ved det ømme område på kinden. Han tog hånden fra sig i et jag da det gjorde ondt at gøre ved: idiot, selvfølgelig gjorde det ondt at røre ved! 
Han så op da Ana talte og de lyseblå øjne lagde sig over hendes smukke ansigt med et stille blik, før han så ned på kruset der blev rakt over til ham: "... Tak.", svarede han en smule konfus, før han tog det og satte det på bordoverfladen. Det gik op for ham at han havde glemt etiketten og en smule hastet tilføjede han: "...frøken.".
På bordet lå et spil kort, en lille æske med sy ting, en ødelagt læderpung hvor nålen stadig sad i, to bøger som begge havde et bog mærke og et tomt krus der indikerede at han allerede havde drukket minimum ét krus. "Vil De sidde?", spurgte han efter en akavet pause og gestikulerede imod sædet ved siden af ham. 

Som han stod der og røre ved sin kind, var det tydeligt for hende at han var kommet til skade. Et instinkt i hende, bad hende om at sørger for han var okay. Måske var det fordi, hun var vokset op blandt mange kvinder. Som hun altid havde forsøgt at hjælpe, var de komme til skade på grund af for voldsomme kunder. Eller var det fordi hun senere hen var blevet mor, og derfor havde fået forstærket lysten til at være der for folk. Det vidste hun ikke, men hun stoppede sig selv fra at række ud med hånden. Og lægge den omsorgsfuldt imod hans kind. Hun kendte ham ikke, hun vidste ikke hvem han var. Og han ikke hende. Det kunne sagtens være, at han slet ikke ønskede at nogen rørte ved ham. Blikket lagde sig på den smukke rødhåret kvinde, der var gået væk fra manden. Et smil prydet hendes læber igen, hun ville sikkert tage sig godt af ham senere. Det mindste Sif kunne gøre nu, var at give ham mjøden hun havde købt til ham. 
Et grin forlød hendes læber, da han tilføjede frøken til sidst. “Det sødt af dig, men jeg er ikke nogen fin dame. Du behøver ikke at være så formel når du snakker med mig.” hun satte sig hurtigt ned, som ville han tage sin invitation tilbage. Grunden til hun også havde fundet ham igen, var fordi hun vidste hvem han var. Hendes blik gled hurtigt rundt på de forskellige personer der befandt sig i etablissementet. Nej hun var ikke så god til at skabe kontakt, når hun ikke arbejde. Det var sjovt, sådan som et menneske kunne have to personligheder. Deres arbejdpersona og den de normalt var. Hun to kruset op til læberne, og tog en tår inden hendes blik dansede hen imod hendes side partner. Han virkede ikke som typen, der snakkede umådelig meget. “er du okay?” hun kunne alligevel ikke helt, holde sine bekymringer for sig selv. Som hun gestikulerede imod det blå mærke der formede sig på hans kind.

Idet hun satte sig ned, fulgte han hende kort med øjnene og lagde mærke til at hun satte sig en smule hastigt, som om at invitationen var midlertidig. Han kommenterede ikke på det, men det blev alligevel en smule siddende i baghovedet da hun rettede ham og sagde at han ikke behøvede at bruge 'frøken', eller i det hele taget være formel i hans tale; det forekom ham en smule underligt. Hun var vel.. en 'frøken'? Uanset hvad hendes sociale rang var og at dømme på hendes velplejede ydre og hendes tøj der ikke var en bondes uld-pjalter, gik han ud fra at hun var af en middelklasse rang som minimum. Men han ville ikke sige en kvinde imod, hvis hun ikke ville tales til formelt, so gjorde han ikke det. 
Han tog et drag af sit krus ligesom hun tog et af hendes og en sælsom stilhed faldt over dem, inden hun brød den ved at spørge ind til om han var okay. Han havde ikke tænkt over at mærket på hans kindben kunne ses af andre eller i hvert fald havde han ikke regnet med at nogen ville tage sig tiden til at tænke to gange over den slags; han var kroens udsmider, så det var ikke første gang han kom ind i kroen igen efter at have måslet rundt udenfor, med et par knåbs. 
"Ja, det skal du ikke tænke på..", sagde han og gav hende et nik. "De to idioter fik det der var værre og det er kun ét slag."

Han tog endnu en slurk af sit krus igen og greb fat om den ødelagte læderpunk med sy-nålen i. Han åbnede et lille syskrin der også var på bordet og begyndte at fiske en sort tråd ud. "Det sker.", han klippede tråden fra spolen og så op på hende igen. "Beklager at De så optrinet, håber ikke det skræmte Dem for meget?", spurgte han imens at han glemte alt om ikke at tale formelt. Det virkede også meget intimt at tiltale en smuk ung kvinde han ikke kendte med du/dig, istedet for De/Dem. En tanke der fik ham til at føle en smule nervøsitet. 

Sif nikkede og fangede et tot af hendes hår, som to fingre begyndte at lege med. Hun lyttede til hvad han sagde, en ting hun var umådelig god til. Alle de nætter hvor de mænd, som havde betalt for hende. Havde siddet og grædt i sengen, og i stedet for faktisk at have sex med hende. Havde de nærmest brugt hende, som en moderlige kærlighed de aldrig havde fået. Måske, måske var det i virkeligheden der den kom fra. At hun legede en form for mental læge, for nogle af de mænd der kom til bordellet. Selvfølgelig var de meget få, de mænd som faktisk slet ikke kom for at hygge sig i høet. Men for at få nogen der kunne holde om dem. 
Hun rystede hurtigt på hoved, da han spurgte om det havde skræmt hende. “Tro mig, når du har overværet ti kvinder, der jagter en halvnøgen mand igennem et lokale. For derefter at tæske ham med alt de kunne få hænder i. Så har du set det meste” svaret hun ganske nonchalant tilbage, som var det noget af det mest normale i hele verden. Hun havde godt bemærket, at han igen havde sagt de. Men valgte ikke at kommenterer på det. Især fordi, hun ikke ville gøre ham ukomfortabel. Hendes øjne betragtede ham, som han begyndte at arbejde på at fikse læderpungen. Det var næsten helt komfortabelt, at sidde og se på ham med så fint et stykke arbejde. Som det jo var, at sy genstande. Især når manden der gjorde det, var så høj som manden foran hende. Hans udtryk udstrålede ikke lige frem, at han vidste hvordan man syede ting. 

Hun to endnu en slurk af den kølige søde drik, hun sukkede lidt, som hendes opmærksomhed vandrede over imod bandet der stod i hjørnet og stadig spillede lystigt musik. 

Han lyttede på hendes historie imens at han med sine store hænder greb fat om den ene ende på den sorte tråd, og bragte den op til sine tynde læber imens han så op på hende idet hun talte, for at lade hende vide at han lyttede inden at han lukkede læberne om trådens spids for at fugte den og kiggede ned igen. Han tog fat i sy-nålen med sine lange fingre, imens at han fortsat lyttede og fik med en forsigtig snilde tråden ind igennem nåle-øjet. Historien fik Alexander til let at trække brynene imod hinanden, det lød ikke som noget man umiddelbart hver dag så i Dianthos. Men så igen, aristokrater var kendt for at opføre sig meget priviligeret, specielt når man kom længere op i det sociale lag. 
"Det lyder som om herren havde drukket alt for meget.. ", sagde han og trak tråden igennem nåle øjet. Han strakte armen up for at ligge tråden dobbelt så den holdt bedre, og fortsatte så med at slå knude for enden af den. 
"Godt at kvinderne gav ham en omgang.. mænd i den tilstand skal sættes på plads engang imellem.", han strak tråden ud så den var lige inden at han stak nålen igennem det tynde læder materiale og rakte ud efter syskrinet, for at finde et fingerbøl at sætte på den dominante finger der skulle presse nålen igennem de to lag af læder.
"Håber byvagten blev tilkaldt, så han fik sin straf?", spurgte han og så endnu engang op på hende efter at have koncentreret sig om at forberede nål og tråd, det afventende blik, måden han talte om det på og det afslappede spørgsmål der havde en snert af seriøsitet - som mente han at han alvorligt håbede at manden der havde opført sig så uforsvarligt havde fået en passende straf for at have chokeret en gruppe af hvad han antog var anstændige kvinder. Det var i hvert fald tydeligt at han ikke antog at Sif var prostitueret, men derimod havde oplevet et skamfuldt optrin fra en fuld mand.

Et muntert udtryk gled hen over hendes ansigt, som han spurgte ind til hendes historie. Og da også kommenterede på den, mere end hun havde regnet med han ville. Mjøden som hun drak af, fik allerede den summende fornemmelse til at opstå i hendes fingre. Især fordi, Sif normalt ikke var en person der drak super meget. hun kneb øjnene lidt sammen, da den tanke strejfede hende. Det var vidst ikke helt rigtigt, hun delte i ny og næ en flaske vin med kvinderne i bordellet. Måske var hun bare ikke så alkohol stærk denne aften. 
“mmmh” nynnede hun let, da han kommenterede på at han havde drukket for meget. “Juliana, var i hvert fald ikke super begejstret, da han prøvede at flygte fra sin betaling. Viste sig så, at han gentagende gange havde gjort det med flere af pigerne. Så da de opdagede ham, udfoldede der sig et helvede fra en helt anden dimission.” hun drak endnu en tår, og kiggede på ham hen over kruset, da han spurgte om byvagterne var tilkaldt. Hun havde foreslået det, men hendes mor havde aldrig været glad for dem. Mente de alle sammen, kun var der for at gøre deres liv et helvede. Og sikkert bare ville tage mandens parti, da ingen ville lytte til kvinder i deres fag. De fleste af den mening, at de jo selv var uden om det. Og desværre måtte hun give moderen ret, da hun flere gange havde trøstet kvinder. Kvinder der var blevet mishandlet og voldtaget af deres kunder. Hvor at byvagterne ikke havde gjort noget; så kunne man jo lade være med at være i faget. Dog var det sjældent at det skete, især når man havde en kvinde som styrede huset, der havde den hørelse hun havde. De fleste ting, blev opdaget før de rigtig tog den forkerte drejning. 

“Byvagterne plejer ikke at være så god til at hjælpe os, når vi står i sådanne situationer. Men min mor, er altid god til at håndtere de mænd der ikke opføre sig ordentligt.” jo mere hun snakkede, jo mere tydeligt blev det også for hende. At han nok slet ikke vidste hvad hun lavede, hun så trods alt ikke ud som en; der tjente penge ved at sælge sin krop. Hun gav ham et forsigtigt smil. “jeg arbejder på bordellet” et svagt sorgmodigt skær, spillede hen over hendes øjne. Det forsvandt dog lige så hurtigt, som et var kommet. “En af grunden til, der skal en del til at skræmme mig væk.” tilføjede hun hurtigt.

Flygte fra sin betalling? Alexander lyttede igen roligt imens at hun fortalte om grunden til at manden havde fået en omgang øretæver, hvilket ifølge Alexander var retfærdigt i sig selv. At han havde forsøgt at smutte fra en betalling og havde afklædt sig? Sikkert i fuldskab. Det var nok ikke den første historie der havde taget den drejning. At dømme fra den måde Alexander ikke reagerede synderligt på hvad Sif fortalte, tydet det igen på at han ikke havde fået lagt to og to sammen, måske på grund af at han i forvejen var lettere beruset, eller også var han en smule naiv, måske begge dele? Han pressede nålen igennem læderet og startede med at sy imens hun fortsatte. Hans øjne lagde sig igen koncentreret over hvad det var han lavede imens at hun talte og den rolige hånd bevægelse fortsatte også i en tid. Hendes mor? Det var en smule underligt, men hendes mor lød til at være en særdeles standhaftig kvinde at hun kunne huse sin datter og give mænd en opsang når de gik over stregen overfor andre kvinder. Det var først da Sif direkte fortalte at hun arbejdede på bordellet at Alexander stoppede med at sy. Han stoppede brat og kiggede op på hende med et anderledes blik end før; skepsis. Hun var .. - altså havde hun -.. som arbejde?! Hans røde øjenbryn trak sig let sammen: hun lignede ikke en prostitueret. Hans tanker var langsomme idet han lagde punden ned på bordet igen, men han holdt stadig fast med sytøjet og kiggede på øllet, hvorefter han så tilbage på hende. 
"Uh... Eh.. jeg tror ikke ... jeg har ikke mange penge.", sagde han med en smule nervøsistet i sit kropssprog. 

Udfra hvad han sagde, forstod han hendes erhverv og misforstod hendes tilbud om øl og selskab, sådan som de fleste nok ville.

Den måde hans ansigt udtrykte alle de følelser der gik igennem ham, var for hende ganske normale. Det var de færreste der tog den i stiv arm, når folk fandt ud af hvad hun lavede; hvad hun var. Så derfor gjorde det hende ikke så meget, så hun tog en slurk af hendes mjød mens hun ventede på han fik bearbejdet. Hvad end det var han havde brug for at bearbejde. Det han sagde som det næste, gjorde dog hun fik væsken galt i halsen. Hun spruttede, som hun prøvede at få styr på hendes vejrtrækning igen. Først blev hun forvirret, hvorfor mente han hun skulle have penge? Så blev hun forfærdet over at han troede at hun prøvede at lokke ham til at betale for hendes venlighed. Som så blev erstattet med en irritation og vrede. Hendes højre hånd knyttede sig sammen, mens hendes øjne søgte et andet sted hen. Hun var nød til at få kontrol over sine følelser, fortælle hende selv at det jo selvfølgelig ikke var det han havde ment. Hun burde være vant til den følelse af, at ingen ville se hende som andet end en prostitueret så snart at hun havde sagt det. Hvorfor havde hun i det hele taget sagt det? 
Sif tog nogle dybe indåndinger, og gav ham et forsøg på et lille smil. “bare rolig min gode herre, jeg tager ikke betaling for mit selskab. Kun når jeg er i bordellet og du selv opsøger det.” hun var tæt på at læne sig frem for at gribe hans arm for at give det klem. Men blev igen mindet om hendes magiske evne, hun ikke havde kunne kontrollere efter at magien i Krystallandet havde løbet løbsk. Så hun trak hurtigt hånden til sig. 
“jeg beklager jeg - har gjort dig ukomfortabel. Jeg må hellere efterlader dig til resten af aften.” hun rejste sig op, og lavede et lille nik med hoved inden hun vente sig rundt for at gå forlade den magelige mis. 

Han lagde mærke til vreden eller rettere var det kropssproget han var bedre til at tyde end hendes egentlige ansigt udtryk, men det var tydeligt at hun var blevet overrasket over hans antagelse, hvilket forekom ham: mærkeligt? Hele denne aften havde udfoldet sig ganske mærkeligt. Idet hun fattede sig selv, åbnede Alexander munden for at sige noget, men han kunne ikke helt få ordrene ud da han ikke helt vidst ehvad han skulle sige. Undskyld? Men det var vel en almindelig antagelse at når hu nu gjorde opmærksom på at hun var prostitureret og hun havde sat sig ved ham, budt ham på mjød.. var det ikke en oplagt taktik til at få kunder til at løsne - pungen? Hans øjne lagde sig over sytøjet i hans hænder idet hun stod op og sagde hun ville efterlade ham for aftenen og undskyldte at hun havde gjort ham ukomfortabel. Han så op og lyden fra stolen der slæbte sig hen af gulvet kunne høres i krostuen, men larmen fra mennesker der havde en fest overdøvede den. Høj og ranglet som han var, tårnede han over hendes skikkelse og søgte at få hendes opmærksomhed, ikke ved at røre hende men ved at sige: "Frøken..?", først en smule lavt inden han rømmede sig og sagde: 
"Frøken, det var ikke sådan ment? Eller.. måske så var det? Jeg mente bare.. - ja, at hvis De ledte efter.. - De ved, så tror jeg dårligt jeg kunne kompensere Dem.", han stod en smule ubalanceret og svajede lidt. Han satte hånden på stolryggen inden han fortsatte. "Jeg mener.. De.. De er meget smuk, så det er vel kun rigmænd og lærde der har råd til Deres .. 'selskab'."

Sif overvejede kort, bare at ignorerer ham. Men da han sagde frøken igen, vente hun sig rundt og kiggede på ham med et hævet øjenbryn. Hendes arme lå ned langs hendes krop, så hun var åben for hvad han sagde. Og jo mere han snakkede, jo mere gik det op for hende; han var efterhånden godt beruset. Og af det, kunne hun ikke lade være med at smile skævt til ham. Især da han begyndte at svaje og derefter satte hånden på stoleryggen, hun måtte næsten antage at det var fordi at han ikke kunne holde sig stabil på benene uden hjælp.  
Det sidste han sagde fik hende til at grine. Det var en meget mærkelig kompliment, nok en af de på listen over de mærkeligste. Selvom, der efterhånden var ret mange der kunne pryde den liste. “Sæt dig ned inden du kommer til skade.”  stemmen var blevet meget blidere igen, mens hun betragtede ham med venlige øjne. Hun gik hen til bordet, men satte sig ikke ned. For han havde jo teknisk set, ikke bedt hende om det. Men hun kunne godt forstå på talen, at han nok gerne ville forklare sig. “Mmmh” hummede hun fra struben, og hun satte begge hænder på stoleryggen. “Er du sikker på, du vil ind på hvem der har råd til mig eller ej?” drillede hun ham, og lænede sig lidt frem imod ham. Øjnene blev smallere grundet det smil der begyndte at sprede sig hen over hendes læber. “Det kan blive en meget farlig samtale.” hun fugtede læberne, som hun kiggede udfordrende på ham. Hvor hun kun var mildt påvirket af alkoholen, virkede han som om han ikke helt kunne huske denne samtale når morgen igen ville komme. 

Da hun stoppede, troede han oprigtigt at han ville finde en hånd imod sin raske kind og forventede stærkt lyden af et skarpt slag, men der kom ikke noget - tværtimod virkede det til at hun var mildnet og ikke var nær så vred som han først havde antaget. Havde han dømt situationen forkert? Han begyndte roligt at tvivle på hans egen evne til at læse mennesker, men blev revet tilbage til nuet ved lyden af hendes stemme der bad ham om at sætte sig ned. Det fik ham til at rynke brynene en smule men han nikkede lydigt, før han satte sig på den og så op på hende imens hun talte videre. Samtalen tog en meget uventet drejining, da Sif lænede sig frem imod ham med en hummende lyd, der fik Alexander til at mærke varmen strømme ud i hans krop og de blå øjne fæstnede sig uvilligt på hendes fremhævede barm idet hun lænede sig fremover, hvilket var i øjenhøjde for den høje nordbo. Han stirrede imens at de fregnede kinder fik en flot rouge over sig og han sad et øjeblik fanged i hans uhøflige stirren, før han tvang blikket til siden and greb fat om sit krus mjød med den ene hånd og sytøjet med den anden. Hendes ord lagde sig i baghovedet med en tung efterklang og han kunne mærke sit hjerte banke tydeligere end det havde i meget lang tid. Kvinder - i hvert fald dem han havde mødt - havde sjældent stor interesse i en omvandrende druide og da slet ikke en der knap havde en klink på lommen, og altid havde en snert af druk over sig. Han rømmede sig inden han svarede hende og forgav at han var fattet og uberørt, af hendes charme: 

"Det.. Det er ikke et passende emne, nej.", han sank og drak af en tår af sin mjød. 
"Men hvis De gerne vil tale, så lytter jeg gerne på en god historie..?", foreslog han og samlede mod til at se op på hende igen. Inden at han atter rakte hånden ud og gestikulerede for hende, om hun ville sidde ned igen.

Det ville være synd og sige, at hans lille optrin gik ubemærket forbi Sif. Det var så tydeligt at manden foran hende, ikke kunne rive hans blik væk fra hendes barm. Hvilket i og for sig, ikke var noget problem. Hun havde taget en udfordrende kjole på, og hun var jo trods alt en dame der var vandt til at folk kiggede. Men hun kunne alligevel ikke holde sig selv fra at rulle med øjnene, dog med et lille smil på hendes læber. Måske var det stemningen i kroen, måske var det at hun ikke var parat til at tage tilbage til hendes. Hjem. At hun valgte at satte ned ved siden af den berusede mand. En mand hvis navn hun stadig ikke kendte til, hun sukkede og tog en tår af den alkohol hun egentlig havde gået fra. 
“Jeg har mange historier jeg kan fortælle dig, men en god?” hendes blik blev ført over på bandet der stadig spillede, dog var slået over i noget mere sjæle venligt. Folk havde tydeligvis helt glemt, at der havde været et optrin med nogle patroner for ikke en gang en halv time siden. Hvis der overhoved var gået så lang tid? 
Sif fugtede læberne, og bed sin underlæbe. Derefter gled hendes hånd igennem hendes hår, inden hun vente sig imod Alexander. “Byvagterne dukkede op i hobe tal i bordellet en dag. Der havde været snak omkring at vi havde en kendt kriminel der havde købt sig en tur hos en af kvinderne. Stakkels Tilda.” hun grinede og tog en tår. “Våbenmesteren var dukket op med dem! Og så viste det sig bare at være Randy.” hun rystede smilende på hoved, og vidste godt ikke alle kendt manden ved navn. Men Randall den omvandrende uheld der lidt for ofte havde fingrene i de forkerte kagedåser. “Det var et værre rabalder, Hecate som er en kvinde der meget højrøstet har prøvet at få bordellet lukket ned. Ende også med at dukke op, som min mor også kom farende for at se hvad det var der foregik. Du ser, Randy må faktisk slet ikke komme på bordellet længere.” hun grinte endnu mere nu, og havde næsten svært ved at fortsætte hendes historie. “Fire eddike sure kvinder står og råber af manden, der til sidst tog håndjernene på selv og bad våbenmesteren om at tage ham med tilbage til fængslet.” hun brugte noget tid, på at falde ned igen. Hun drak af sit krus, og kiggede over på Alexander med et hævet øjenbryn. “Var det sådan en historie du gerne ville høre?”

Hun satte sig. Han ventede til hun havde gjort det, før han selv satte sig ned på sin stol, der på grund af hans lange lemmer, syntes næsten for lille for ham. Han var ikke ligeså stor og bred som en fuldblods nordmand, men hans højde var alligevel nok til at han tårnede op over de fleste. Med hans store hænder greb ham om kruset med mjød og foldende dem omkring det, imens at hans blå øjne så nedad, så til siden og imens at hun begyndte at fortælle sin historie, så de til sidst tilbage på hende idet hans nysgerrighed tog over for den momentære blufærdighed. Han anså ikke sig selv for at være en genert mand, men det var sjældent at de kvinder der omgik ham var så.. - han rynkede på brynene da historien tog en drejning han ikke havde ventet. Manden tog håndjern på sig selv? Efter den forvirrede rynken, kom der en meget varm latter fra ham idet han klukkede en smule af det komiske ved historiens udfald, som om han lige skulle forstå det før han reagerede på det. Han var trods alt beruset. 
"Det er en god historie.", konstaterede han bagefter og så imod hans krus igen, hvorefter han spejdede over imod et af bordene som den rødhårede tjener han havde talt med før, var ved at gøre rent. Hans blå øjne fandt Sif igen bagefter. "Jeg kan også en.. eller det er mere en form for satire..", han rømmede sig en smule før han så på hende med et lille smil der indikerede hans egen milde opstemthed over at fortælle den: "Hvad gør edderkoppen så snart den har drukket sin te?".