Dato: 7/5/2015 (fire år tilbage).

Valtor stod i dyb koncentration og kiggede ind i pejsens flammer med hænderne på ryggen. En rynke var at se på hans pande, da han havde rynket brynene sammen. Zamir blev ved med at være ulydig. Han havde prøvet at disciplinere ham flere gange, men intet så ud til at virke. Han måtte vel vise et bedre forbillede.

Valtor gik hen til døren i soveværelset og åbnede den ud til gangen. "Jasmina hent Zamir og kom herop begge to" kaldte han. Han fik et svar tilbage fra en, der lød som om, de var langt væk. Så lukkede han døren og stillede sig over foran pejsen. Han ville vise Zamir, hvad lydighed betød.

Dagens beklædning bestod af en halvåben, hvid skjorte og et par sorte, lettere stramtsiddende bukser.

Det havde efterhånden været en lang dag og det var ved at være lidt sent. Zamir var begyndt at blive træt og han så frem til at smide sig i seng, men han havde lige et par småting at ordne inden. Han vidste, at hvis han ikke fik ordnet dem i aften, ville han komme til at høre for det i morgen og det orkede han ikke.

Zamir nåede ikke langt, da han blev afbrudt af Jasmina. Han fik besked på at følge med hende, for Valtor havde sendt bud efter ham, men han rystede på hovedet og nægtede. Han ville hellere blive her og færdiggøre hvad han var blevet bedt om tidligere. Zamir fik intet valg, for Jasmina tvang ham med, da hun greb fat i hans arm og hev ham afsted.

Som Zamir blev hevet igennem gangen og tættere på Valtors værelsesdør, blev hans skaberi højere og højere. Han forsøgte at rive sig ud af Jasminas greb, men hun holdt godt fat og det resulterede kun i en krøllet bluse. Han stod i en noget skæv position, stadig i et forsøg på at rive sig fri, da Jasmina endelig nåede hen til døren og bankede på med den frie hånd. Zamir havde ikke været særlig god til at rette sig efter Valtors ordrer, og han var udmærket godt klar over, at hans ulydighed ikke ville gå ustraffet hen.

Valtor sukkede for sig selv, som han kunne høre Zamirs skrigeri ude på gangen. Heldigvis var Zamir kun 11, og selvom Jasmina var engel og derfor ikke stærkere end almindelige mennesker, havde hun nok ikke de store problemer med at slæbe drengen afsted.

Valtor vendte sig mod dem, da han hørte døren gå, og han sendte englen et smil. "Ah storartet. Vær sød at låse døren og give mig nøglen. Du kan godt slippe Zamir nu" sagde han, og hun efterkom med det samme ønsket. Valtor tog imod nøglen med et smil, inden han rettede et alvorligt blik mod Zamir, og han sukkede endnu en gang. "Mine tidligere forsøg på at lære dig disciplin har ikke virket, så nu prøver jeg noget nyt. Jasmina er her for at vise dig, hvordan en god slave opfører sig, og hvad der sker, når man opfører sig ordentligt" forklarede han, inden han drejede hovedet mod englen. "Så først en demonstration: smid tøjet, Jasmina." Slaven efterkom med det samme hans ønske, og han nikkede anerkendende. "Tilfredsstil så dig selv" beordrede han, og Jasmina nejede, inden hun gik hen til sengen og satte sig på kanten. Så spredte hun benene og lod sine fingre lege med sit underliv. Hvis Zamir prøvede at kigge væk, ville Valtor gå hen og dreje hans hoved, så han var tvunget til at se på. Han kunne ikke gøre noget ved, hvis han prøvede at lukke øjnene, men han ville stadig kunne høre stønnene, der kom. Efter et lille stykke tid løftede han dog hånden. "Tak, det er nok" sagde han, og Jasmina stoppede, selvom hun tydeligt havde lyst til at fortsætte. Valtor slap Zamir igen, hvis han havde været nødt til at tage fat i ham. "Nu har Jasmina gjort alt, jeg har bedt hende om, og under normale omstændigheder, ville hun have frihed til at gøre, hvad hun ville. Hun ville få lov til at give sig selv den tilfredsstillelse, hun nu higer efter, men i aften er en undtagelse, og det er din skyld. Hvis du er ulydig, vil du ikke kun blive straffet her, jeg vil også lade Jasmina finde en passende konsekvens for, at du indirekte har tvunget hende til at blive. Hvis du opfører dig pænt, vil hun ikke få lov at give dig en straf, og du vil have fri resten af natten og i morgen." Det var en lang forklaring, men Valtor ville gerne gøre det tydeligt, hvor skabet stod. Han trak sig væk fra Zamir igen, men han havde stadig øjnene på ham. "Så først en test: Smid tøjet, Zamir" beordrede han, mens han så afventende på drengen.

Zamir fortsatte ihærdigt i forsøget på at få Jasmina til at give slip, men det lykkedes ikke før hun fik besked på det og allerede der, var det for sent at komme ud. Det var et opgivende blik han rettede mod den låste dør, men det ændrede sig hurtigt til mopset, da han så op mod Valtor der forklarede hvad der skulle til at foregå. Selv da Valtor beordrede englen til at smide tøjet, holdt Zamir demonstrativt blikket på vampyren, for han nægtede at følge med i hvad Jasmina foretog sig. Det gik dog ikke helt som planlagt, da Valtor tvang Zamir til at være vendt mod hende.
"Stop.. Slip mig.." Klynkede han, selvom han egentlig godt var klar over, at det ikke ville virke. I stedet kneb han øjnene så hårdt sammen han overhovedet kunne og forsøgte at dreje hovedet for at skubbe det ene øre mod Valtors arm. Så ville han i det mindste ikke kunne høre så meget.

Der gik ikke længe før han blev sluppet. Han åbnede straks øjnene og flyttede sig et par skridt væk fra Valtor. Hans blik blev usikkert flyttet mellem Valtor og Jasmina, da han ikke ønskede at hans valg skulle gå ud over hende. Han var ikke helt sikker på, at han forstod hver eneste detalje af Valtors forklaring, men han forstod overordnet hvad der blev sagt og det var mere end rigeligt. Endnu mindre ønskede han at Jasmina også skulle få lov til at straffe ham, så derfor overvejede han Valtors tilbud. Gør som der bliver sagt og få fred i en hel dag, hvilket var rimelig tiltrækkende. Lige indtil han fik ordrer om at smide tøjet. Da begyndte han at ryste lidt på hovedet og det overvejende i hans blik, blev hurtigt erstattet af frygt. Det var helt sikkert ikke sådan en ordre, han havde forventet at få.
"Jeg vil ikke," sagde han og greb fat i blusens kant for at hive ned i den, som han allerede nu gjorde hvad han kunne for at beholde blusen på. Han havde fået fat i konceptet. - Adlyd og få lov til at gøre som du vil, mere eller mindre, hvilket vel også var en udmærket handel. Men Zamir holdt stadig fast i, at han ikke ville gøre ting han ikke havde lyst til.
Langsomt begyndte han at gå i en lille bue udenom Valtor, stadig med blikket fast på ham, for at komme tættere på døren. Jo, den var stadig låst, men Zamir fandt det en anelse mere betryggende, at være i nærheden af en udgang.

Valtor troede først, at Zamir havde tænkt sig at lystre, og et halvt smil kunne ses på hans læber, inden hans ansigt skiftede over i en skuffet mimik. Han sukkede over svaret og vendte blikket mod Jasmina. "Vær sød at pille tøjet af ham. Det er tilladt at bruge den magt, der er nødvendig. Når du er færdig, så læg ham på sengen på maven og hold ham fast, men sørg for at hans ryg er fri" beordrede han med en tydelig opgivende mine. Så gik han hen til det ene klædeskab og åbnede det, som englen gik i gang med at udføre hans ordre. Han kom tilbage med et bælte i hånden, og hvis det stadig ikke var lykkedes hende at få bugt med Zamir, ville Valtor træde til for at holde ham fast. "Det nytter ikke at kæmpe imod" sagde han, og det var nu tydeligt, at han var mere skuffet end vred.

Når først Zamir lå på sengen, gik Valtor i gang med at piske ham med bæltet på ryggen og bagdelene. Slagene var hårde, men der var rimeligt lange pauser imellem dem. Efter en 15 slag stoppede han igen og kastede bæltet fra sig. "Lad os se, om du har lært noget. Jasmina slip ham" sagde han, og englen efterkom igen ordren. "Lidt enklere denne gang: Sæt dig op."

Zamir vendte straks det frygtsomme blik mod Jasmina, der ikke tøvede et sekund med at gøre som Valtor bad om. Zamir skyndte at flytte sig længere væk, indtil han ikke kunne flytte sig mere grundet en væg.
"Jasmina, stop! Nej! Gå væk! Jeg vil ikke!" Zamir blev mere og mere panisk at høre på, jo tættere Jasmina kom, men der var ingen vej udenom og inden længe havde hun fat i hans bluse. Så meget som han sprællede for at komme fri, hjalp han egentlig bare til, så hun lettere kunne få hevet blusen af ham, men det registrerede han ikke. Han skubbede og rev ud efter hende, prøvede endda at gøre sig så tung han kunne, ved bare at falde ned på gulvet at sidde, men hun greb fat i hans håndled og fik uden problemer hevet ham op at stå igen. Derefter trak hun ham afsted mod sengen og smed ham ned på den. Han gav sig med det samme til at kravle ud mod kanten, men for at holde ham på plads, stak hun et knæ i ryggen på ham og maste ham ned i madrassen, så hun havde tid til at hive resten af tøjet af ham.

Så snart tøjet var væk, fjernede Jasmina knæet fra hans ryg og holdt ham i stedet fast ved håndleddene. Desperat forsøgte Zamir at vende sig rundt ved først at dreje underlivet, men det blev hurtigt en alt for akavet og ubehagelig position at ligge i. Han fik heller ikke flere muligheder, før Valtor trådte til og sørgede for at holde ham helt på plads.
Det første slag fra bæltet kunne mærkes mod ryggen og Zamir skreg i smerte. Tårerne begyndte med det samme at trille ned over kinderne og automatisk begyndte han at spænde i hele kroppen, hvilket kun gjorde smerten endnu værre. Han nåede lige at tro, at det var overstået grundet den lange pause, men blev hurtigt skuffet da han mærkede næste slag og skreg igen. Hans vejrtrækning blev ustabil og hurtig. Han forsøgte at tage dybe indåndinger for bedre at kunne håndtere smerten, men gråden gjorde det ikke nemt. Noget der mindede om et lettet åndedrag kunne dog høres, da han endelig hørte bæltet blive smidt væk og han krøllede sig en smule sammen på sengen, da Jasmina slap ham igen.

Stadig grædende og snøftende, skævede han mod Valtor, da endnu en ordre lød. Han havde allermest bare lyst til at blive liggende og få en chance for at komme sig, men han ville ikke have, at Valtor skulle gribe ud efter bæltet igen. Så langsomt og rystende satte han hænderne i madrassen og skubbede sig op at sidde, hvilket han hurtigt fandt ud af gjorde alt for ondt.
"Jeg kan ikke..." Lød det lavt fra ham, næsten hviskende, for det var ikke nemt at få særlig meget lyd ud i øjeblikket. I stedet måtte han tvinge sig op på alle fire. Det var langt fra perfekt, men lidt lettere at holde ud og forhåbentligt var det tilfredsstillende nok for Valtor.
"M-Må jeg gå nu?" Spurgte han, denne gang med lidt mere lyd og var allerede på vej til at kravle mod kanten af sengen igen. Nu var han blevet straffet og det var vel nok nu. Håbede han.

Valtor så tydeligt tilfreds ud over, at Zamir lod til at gøre sit bedste for at komme op at sidde. I sidste ende gav han dog Jasmina besked om at hjælpe ham, hvilket hun gjorde. Hendes berøringer ville være noget blidere end de gange, hvor hun havde skulle tvinge ham til noget.

Valtor hævede dog et bryn over spørgsmålet, og han løftede en hånd for at få Zamir til at stoppe. "Du er ikke færdig, før jeg siger det" sagde han, selvom hans stemme var mildnet betragteligt. "Du fulgte ikke min første ordre, så derfor får du en ny test for at bevise over for mig, at du har forstået denne lektion: tilfredsstil dig selv" sluttede han. Han regnede ikke med, at Zamir ville følge ordren, og så var han nødt til at straffe ham igen. Jasmina stod ligeså og ventede på Zamir. Hun var stadig tydeligt tændt, da hendes væsker så småt var begyndt at rende hende ned ad inderlårene.

Jasmina kom hen og rakte en hjælpende hånd frem mod Zamir, der ikke bare nøjedes med at tage imod hånden, men i stedet greb fat om hendes arm, så han kunne holde sig oppe. Han fortsatte sin langsomme kravlen mod kanten af sengen, lige indtil Valtor gav tegn til at han skulle stoppe. Han havde nu heller ikke forventet at slippe så let.
"Hva'?" Mumlede han til Valtors ordre, selvom han udmærket godt hørte hvad der blev sagt. Dét havde han ikke engang gjort når han var alene og nu ville Valtor have ham til, at gøre det foran ham og Jasmina.

Zamir så lidt usikkert mod Jasmina, der sendte ham et blik, som tydeligt indikerede at han bare skulle tage sig sammen og adlyde. Han fattede godt hentydningen, hun var træt af at skulle være her på grund af Zamir, hvilket kun gjorde ham endnu mere usikker.
"Men jeg har forstået, det lover jeg!" Skyndte han sig at sige, i et hurtigt forsøg på at slippe udenom at skulle rette sig efter den sidste ordre. Han bed smerten i ryggen og bagdelen i sig, da han slap Jasmina igen og hurtigt fik kravlet ud over kanten af sengen og tørret tårerne væk. Grimasserne af smerte kunne tydeligt ses i hans ansigt, da han gav sig til at tøffe hen mod døren, hvilket ikke gik helt så stærkt som han ønskede, men for meget bevægelse gjorde kun smerten værre.
"Må jeg ikke nok gå?" Spurgte han og rettede et bedende blik mod Valtor, da han tøffede tættere på.
"Jeg skal nok være en god slave," tilføjede han og nikkede let for at bakke sin egen udtalelse op. Det var måske ikke helt sandt, hvilket Valtor sikkert udmærket var klar over, nu hvor Zamir ikke havde formået at være noget der mindede om en god slave indtil videre. Desuden var det tydeligt, at Zamir kun sagde det fordi han troede, at det var det Valtor ville høre.

Valtor gentog ikke ordren, for Zamir så ud til at prøve at komme væk. Han stoppede ham dog ikke endnu, men han fulgte ham blot med blikket, som drengen bevægede sig mod døren. Ved hans ord hævede Valtor det ene bryn. "Så bevis det. Adlyd ordren" sagde han følelseskoldt. Det var som om, Zamir ikke havde forstået, at jo flere ordre han modsatte sig, desto flere ordre ville Valtor give ham.

"Du må gå, når jeg er sikker på, at du adlyder mine ordrer" svarede Valtor og viste for første gang tegn på utålmodighed. Ved drengens næste udsagn stod Valtor i næste sekund lige foran ham. "Så bevis det" sagde han lavmælt og med en sukkersød stemme, hvilket var det tydelige bevis på, at han var ved at være knotten. "Jo længere tid du er om det, og jo flere ordrer, du modsiger dig, desto flere ordrer giver jeg dig, inden du kan få lov at gå" svarede han med en alvorlig mine. "Og jo mindre chance er der for, at Jasmina ikke får lov at straffe dig bagefter. Lad mig så se dig tilfredsstille dig selv" vedblev han og trådte et skridt tilbage for at give Zamir vejrtrækningsrum.

Zamir valgte ikke at kommentere på de følelseskolde ord, men i stedet bare ryste lidt på hovedet. Han vidste, at lige meget hvad han sagde, så ville det ikke virke og han havde fornemmelsen af, at alt han sagde ville blive modtaget meget dårligt. I næste øjeblik stod Valtor lige foran ham og tippen af Zamirs næse nåede lige at strejfe den hvide skjorte, inden han straks trak hovedet tilbage. Han måtte anstrenge nakken en smule, for at kunne se ordentligt op på den utrolig høje vampyr og følge med i hans forklaring.

Han vidste godt, at det ville være nemmest bare at gøre som der blev sagt, så da Valtor trådte et skridt væk, løftede Zamir den ene hånd og lagde den mod den nederste del af sin mave, bare som en start. Hans vejrtrækning blev mere og mere usikker, jo længere ned han flyttede den rystende hånd og han havde vendt blikket mod gulvet, da han umuligt kunne få sig selv til at se Valtor i øjnene. Fingrene nåede kun lige ned og røre ved hans slappe jeg, før endnu en tåre gled ned af kinden og han måtte opgive at fortsætte. Det føltes så forkert.
"Giv mig en anden ordre," tillod han sig at beordre Valtor med den mest bestemt tone han kunne formå at få frem. Selvom frygten stadig viste sig klart i hele hans ansigt, kunne man lige pludselig se en snert af vrede i hans øjne, for nu begyndte han at blive irriteret over, at skulle gøre ting han egentlig ikke havde lyst til. Han ville gerne adlyde Vatlros ordrer, men kun for at slippe for at blive straffet yderligere og han mente tydeligvis at han kunne tillade sig, at bestemme hvilke ordrer der var værd at adlyde.

Valtor fulgte forventningsfuldt med, som han så Zamirs hånd bevæge sig længere og længere ned, men han måtte sukke opgivende, da knægten opgav. Ved ordene rakte Valtor i en hurtig bevægelse ud efter Zamirs hals. Fik han fat, ville han lukke til og trække ham hen til sig, så han kunne tvinge sig øjenkontakt med ham med få centimeters mellemrum mellem deres næser. "Det er ikke sådan, det fungerer, knægt!" bed han, og Valtor lød for første gang vred. Han ville dernæst vende Zamir rundt, så han stod med ryggen op mod Valtor. Så tog han begge hans arme og tvang dem om på ryggen af ham, så han kunne holde dem fast med den ene hånd. Så placerede han den anden på Zamirs skulder og gav den et let pres, så han ville føle noget tyngde og forhåbentlig ikke sprælle med benene af frygt for at skvatte sammen på gulvet. Så rettede han blikket mod Jasmina. "Tilfredsstil ham, men stop når han er tændt" beordrede han, hvortil englen roligt bevægede sig hen foran Zamir. Så sank hun ned på knæ og lod med det samme sine læber omslutte drengens lem. Hun bevægede ivrigt hovedet frem og tilbage i hurtige bevægelser, og da hun mærkede, at hans lem ikke kunne vokse mere, ville hun stoppe og flytte hovedet igen.

Synet af hele scenariet havde skabt røre i Valtors underliv, hvilket Zamir måtte kunne mærke mod sin ryg, men han fastholdt stadig grebet. Bestemt skubbede han Zamir hen til sengen og trykkede på skulderbladet, så han lagde sig med maven og brystet på sengen, mens benene kunne hænge frit ud over. Han holdt stadig fast om begge arme med den ene hånd. Så rettede han blikket mod Jasmina. "Befri mig for mit tøj" beordrede han, og englen efterkom med det samme ønsket. I løbet af kort tid, stod Valtor nøgen bagved Zamir, og ansigtsudtrykket var fyldt med lyst, som han bukkede sig ned og trængte op i drengen.

Zamir nåede dårligt at registrere hånden der var på vej mod halsen, før det var for sent og der lød et anstrengt, forskrækket støn fra ham. Han greb fat om Valtors håndled og hev til med begge hænder, for at få ham til at slippe, selvfølgelig uden held. Den lille snert af vrede var straks forsvundet fra hans blik, da Valtor decideret lød rasende. Hans hjerte var begyndt at hamre løs i brystkassen og hans blik blev sløret, grundet tårerne der samlede sig og væltede ned over hans kinder.
"Argh, stop!" Råbte han, da han blev vendt rundt og fik tvunget armene om på ryggen. Han vred sig for at få Valtor til at slippe, men hver gang han bevægede sig, blev han mindet om mærkerne på ryggen og bagdelen, der kun gjorde mere og mere ondt. Uden at have hørt hele ordren til Jasmina, rettede han blikket mod hende og håbede på, at hun for en gang skyld ikke ville adlyde, men så heldig var han ikke. I stedet prøvede han at flytte sig længere tilbage, men det resulterede kun i, at han fik mast sig længere ind mod Valtor. Selvom hans hoved slet ikke var med på hvad der skulle ske, var hans krop bestemt ikke enig og han kunne ikke holde et par lavmælte støn tilbage.

Selv med følelsen af Valtors manddom mod ryggen, forsøgte Zamir stædigt at blive stående, så han ikke skulle flyttes tættere på Jasmina, men hun flyttede sig og ikke længe efter, var han ufrivilligt på vej mod sengen igen.
"Nej! Argh! Slip mig! Stop!" Zamir råbte og skreg hele vejen hen til sengen. Han vred sig, denne gang fuldstændig ligeglad med hvor ondt det gjorde. Han lænede sig til siderne, hamrede baghovedet ind i brystkassen på Valtor og forsøgte endda at spænde ben for ham, men Valtor behøvede dårligt at prøve, for at kunne tvinge ham videre og inden længe blev han skubbet ned på maven i sengen. Han drejede hovedet så meget han kunne, så han kunne følge bare lidt med i hvad der foregik bag ham, men den sidste ordre til Jasmina gjorde det mere end klart.
"Nej, nej! Jeg be'r dig, du må ik..." Mere nåede Zamir ikke at få sagt, før der lød et kvalt støn af smerte fra ham. Det føltes som om alt luften blev skubbet ud af ham og han stoppede endda også med at trække vejret i få sekunder. Han spændte op i hele kroppen, hvilket kun gjorde den intense smerte endnu værre og da han endelig begyndte at trække vejret igen, var det kun overfladiske indåndinger han kunne klare.
"Valtor, stop.." Peb han, som han langsomt begyndte at prøve, at hive armene fri fra Valtors greb igen.

Valtor brugte en rum tid på, langsomt, at trække sig helt op i Zamir. Han ignorerede ordene, men den sidste ordre fik ham til at læne sig ind over Zamir. Herfra greb han fat i underkæben på ham og drejede hovedet, så han kunne have munden helt tæt på hans øre. "Du er selv skyld i det, fordi du ikke gjorde, som du fik besked på. Jeg ville ikke straffe dig, hvis du havde fulgt ordren, så du har kun dig selv at takke" hviskede han snerrende, inden han rettede sig op igen. At Zamir prøvede at vride armene fri, fik kun Valtor til at stramme grebet om hans håndled, mens den anden hånd gled ned fra underkæben og greb om skulderen. Så begyndte han at bevæge underlivet frem og tilbage i en langsom takt, men i hårde stød. Hans støn startede som nydende suk, men der gik ikke længe, inden der også kom stemme på. Drengens stramme åbning var dejlig, og det var svært for ham at holde sig tilbage, så tempoet blev langsomt sat op, og han trykkede hårdere og hårdere mod skulderen for at presse drengen længere ned over sig, hver gang han stødte ind i ham. Jasmina kom med en klagende lyd, og Valtor drejede hovedet mod hende og nikkede. Han kunne ikke få ord over læberne lige nu, men hun forstod godkendelsen, for hun satte sig med det samme ned og lod sine fingre kæle for sit underliv med tilfredse støn.

Valtor tog sig god tid til at presse på, hvilket uden tvivl gjorde den brændende fornemmelse mildere end den kunne have været, men Zamir satte ingen pris på forsigtigheden. Han bed tænderne hårdt sammen og peb igen, da der blev grebet fat om hans kæbe og han blev tvunget til at dreje hovedet. Zamir var fristet til at svare igen så snart hans kæbe blev sluppet, men han turde ikke, i frygt for at Valtor ville gøre alt endnu værre end det allerede var. I stedet begravede han ansigtet i lagenet, hvor han hjælpeløst kunne få lov til at tage imod. Han kunne stadig ikke holde tårerne tilbage og selvom han gjorde alt han kunne for at holde de smertefulde støn og skrig tilbage, kunne de alligevel tydeligt høres, hver gang han mærkede Valtor støde til.

Zamir nåede kun lige at få fornemmelsen af at kunne få vejret igen, inden hånden mod skulderen blev presset hårdere ned og tempoet blev sat op. Den brændende smerte blev værre og fik Zamir til at blive endnu mere irriteret. Han knugede begge hænder sammen på ryggen og tog den dybeste indånding han kunne, for at samle mod. Så drejede han hovedet til samme position Valtor havde tvunget ham til for et øjeblik siden, men i stedet for bare at holde det der, anstrengte han sig for at få munden tættere på Valtors hånd, der pressede mod skulderen, og så bed han til, i håb om at få Valtor til at slippe. Han var forberedt på en endnu værre straf, hvis det lykkedes ham at få fat, men han nægtede at blive liggende og tage imod, uden at gøre den mindste smule modstand.

Valtor gjorde intet for at forhindre Zamir i at skrige. Han skulle opleve, at hans valg havde konsekvenser, og Valtor havde ikke tænkt sig at stoppe. Det kunne samtidig høres på hans støn, at han nød det, ligeså meget som Zamir hadede det, og Valtor havde svært ved at holde igen. Han mønstrede dog sin selvkontrol, for at det skrøbelige menneske ikke skulle gå helt i stykker.

Den svidende følelse i hånden fik Valtor til at kigge ned, og han smilede hånligt over forsøget på at få ham til at lade være. Reaktionen var at klemme hårdt rundt om drengens skulder. Det var et spørgsmål om, hvem der bukkede under for smerten først, og Valtor trykkede sig ekstra mod ham i sine bevægelser for at få ham til at skrige mere, så han derved ikke kunne holde fast med munden. Han havde dog endnu ikke planlagt, om Zamir skulle have ekstra straf for dette. Det måtte række, at han overlod hende til Jasmina.

Zamir forsøgte bogstaveligt talt at bide smerten i skulderen i sig, for jo hårdere Valtor klemte til, jo hårdere bed Zamir ned i hånden. Man kunne høre små grynt fra ham, som han desperat gjorde alt han kunne, for at blive ved med at bide, lige indtil han ikke kunne holde smerten ud længere.
"Arhav, slip! Det gør ondt!" Skreg han, da han endelig slap biddet og velvidende at det selvfølgelig var meningen, at det skulle gøre ondt. Han prøvede at møve overkroppen lidt til siden på sengen, bare for at kunne komme lidt væk fra hånden mod skulderen, men det var umuligt for ham at flytte sig i sin nuværende position.

Selvom Zamir havde svært ved at indrømme det, måtte han nok til at indse, at den eneste måde at slippe væk på nu, var ved at give efter.
"Vil du ikke nok stoppe?" Startede han med at bede.
"Jeg skal nok adlyde nu. Det lover jeg. Jeg vil bare gerne gå." Hans stemme lød anstrengt, som om han havde svært ved at få luft og han måtte bide tænderne sammen, for at holde lydene i smerte tilbage som han talte. I stedet lød nogle beklagende lyde, når han skulle trække vejret mellem ordene. I øjeblikket mente han det han sagde, men Valtor var sikkert godt klar over, at det ikke ville holde i længden. Når Zamir var kommet sig igen, ville han højst sandsynligt fortsætte med at være på tværs, men lige nu ville han bare gerne have det til at stoppe.

Valtor ignorerede drengens beklagelser. Hvis der kom nogen reaktion fra Valtor, var det at sætte farten op, hvilket uvilkårligt skete alligevel, da han nåede tættere på sit klimaks, og han derfor fik sværere ved at styre sig selv.

Med en spænding i hele kroppen, der fik ham til at trykke sig helt op i Zamir, og et langtrukkent, højt støn, nåede Valtor sit klimaks, og han kunne tydeligt mærke, hvordan han tømte sig inde i Zamir. Da det var overstået bevægede han sig et par gange frem og tilbage for at sikre sig, at der ikke kom mere, inden han trak sig ud og slap ham med begge hænder. Han kastede et blik på Jasmina, der stadig var i gang med at tilfredsstille sig selv, og hun stønnede gevaldigt højt efterhånden, så Valtor stoppede hende ved at løfte en hånd, inden han rettede blikket tilbage på Zamir. "Så bevis at du vil adlyde: tilfredsstil dig selv" beordrede Valtor igen. Han var fuldkommen ligeglad med, om Zamir overhovedet kunne bevæge sig eller ej, han skulle stadig bevise sit værd.

Valtor nåede sit klimaks og endnu engang fik Zamir besvær med at trække vejret, så han lod være. Den brændende smerte forblev ikke kun mellem ballerne, men spredte sig helt op i ryggen og han spændte endnu mere i hele kroppen. Det føltes som om, at det varede i en evighed og da Valtor endelig trak sig og Zamir kunne hive efter vejret igen, var det som om smerten blev værre. Som når man havde gået meget og først fik rigtig ondt i fødderne, når man begyndte at slappe af i dem. De små spjæt over smerten han kom med engang imellem, kunne næsten ikke ses når han generelt rystede utrolig meget.

Først da han trak hænderne til sig og begyndte at bevæge sig for at adlyde, kunne han mærke Valtors væsker glide ned af sine lår og det gav ham kuldegysninger. Med endnu flere og højere beklagende lyde end før, fik han møvet sig helt op i sengen, hvor han med vilje lagde sig på siden, med ryggen til Valtor. Så kunne han i det mindste lade som om, at han ikke var der, da han førte en hånd ned mellem sine ben og tog fat om sig, med så blidt et greb at det dårligt ville kunne mærkes. Han lod hånden bevæge sig op og ned få gange, før han stoppede.
"Må jeg gå nu?" Spurgte han igen, men ikke med meget lyd og denne gang ventede han på et svar, før han begyndte at bevæge sig, for han vidste at det ville gøre noget så ondt. Siden Jasmina ikke havde fået lov til at fortsætte længe, håbede han lidt at samme regel gjaldt for ham, for teknisk set havde han gjort som Valtor havde bedt om nu, selvom det ikke havde varet i mere end få sekunder.

Valtor sukkede endnu mere opgivende end før. Zamir havde da slet ikke forstået noget som helst. "Jasmina stoppede, fordi jeg bad hende om det. Det blev du ikke" snerrede han utålmodigt. Drengen havde dog fået sin chance, og han havde fejlet. Valtor sukkede endnu engang. "Men det er også ligemeget. Du får ikke flere chancer" sagde han og vendte sig mod Jasmina. "Han er din. Straf ham som du finder passende og gør ellers med ham, hvad du har lyst til uden at dræbe ham" sagde Valtor og kig hen til døren. Han var ikke engang nået halvvejs, før englen havde rejst sig, tvunget Zamir om på ryggen og sat sig overskrævs på ham. Hun sad nu og bevægede ihærdigt hofterne op og ned, mens hendes støn langsomt steg i volumen. Valtor smilede for sig selv, som han låste sig ud af værelset. Han låste efter sig, da han var kommet ud på den anden side, så de begge var låst inde.

Det var nogle helt opgivende klynk der lød fra Zamir over Valtors svar. Ifølge Valtor havde Zamir ikke forstået pointen i sin straf, hvilket var helt rigtigt, men ifølge Zamir var vampyren altså helt urimelig. Nej, han var ikke blevet bedt om at stoppe, men i det mindste adlød han. Det måtte vel tælle for et eller andet, men det gjorde det åbenbart ikke. Alt for klar til at få en pause, krøllede Zamir sig sammen på sengen og forsøgte at trække vejret ordentligt, men det blev hurtigt ødelagt af Jasmina, der tvang ham om på ryggen og før han vidste af det, sad hun over ham. Det var en lille trøst at det ikke var Valtor der fortsatte sin tortur, men det var ikke meget bedre, for han ville helst undgå den form for kontakt og ikke kun med Jasmina. For ikke at få alt få ondt i ryggen hvor mærkerne fra bæltet sad, brugte han den ene arm til at løfte sig lidt fra sengen. Den anden rakte han ud mod Jasmina og prøvede at skubbe hende af, men det gik ikke helt som planlagt, for han var en del svagere end tidligere og hun havde ingen problemer med, at få fat om hans håndled, tvinge ham ned igen og holde ham der. Han hørte døren låse og panikken bredte sig i de ellers så triste øjne.
"Valtor, kom tilbage! Få hende til at stoppe!" Skreg han, overbevist om at Valtor sagtens kunne høre ham, men der kom ingen reaktion. Han forsøgte så vidt muligt at ignorere sin krops nydelse, jo hurtigere Jasmina bevægede sig, men lige meget hvad kunne han ikke finde ud af hvordan han skulle holde sit eget klimaks på afstand, så inden længe kom det snigende. Det støn der kom, lød dog mere som om det gjorde voldsomt ondt, men taget ømheden i hele kroppen i betragtning, var det vel ikke så underligt. Hver gang Zamir derefter lige nåede at tro, at han kunne slappe lidt af og komme sig, kom Jasmina tilbage og gjorde det samme, eller noget lignende.