// Jeg prøver at skrive i førsteperson, men det kan godt tage et indlæg eller to før jeg har helt styr på det ^^’

Vinter i Lindeskoven havde altid været en selvmodsigende ting. Uden for Elverly visnede planter, og træerne havde for længst kastet deres blade fra sig. Træerne indenfor byen havde en pagt med byens indbyggere. Vi forsynede planterne med hvad energi de manglede for at forblive frodige, og til gengæld gav de os beskyttelse og læ. Noget havde ændret sig.
Jeg gik målrettet mod Skovens Hjerte. Jorden var dækket i et tykt lag sne, der stadig faldt i et tæppe foran mig. Trækronerne var ikke tykke nok i år til at holde temperaturen over frysepunktet. Jeg havde hurtigt kastet min uniform på inden jeg gik ud af døren, og var blevet overrasket over kulden. Havde jeg ikke besøgt stedet tusindvis af gange, ville jeg udentvivl være faret vild i den tætte sne, der fuldkomment ændrede skovens udseende.
Jeg følte nervøsiteten presse. Kun ved at koncentrere mig på min gang forhindrede jeg mit sind i at flige. Jeg havde aldrig modtaget gode nyheder i Skovens Hjerte. Det var det smukkeste sted i skoven og stedet hvor Elverlys helte hvilede, men alligevel havde jeg flere dårlige minder om stedet end gode. For mig var Skovens Hjerte et gravkammer, mere end det var et mindesmærke.

De sædvanlige vagter stod ved døren, og kaldte mit navn ind i kammeret som jeg nærmede mig. Deres stemmer var umiskendeligt muntre som de snakkede ophidset til hinanden. Jeg kunne se sjokken i mit ansigt afspejlet i deres latter. Det var ikke meningen af æresvagterne ved hjertet skulle tale sammen. Alligevel holdt jeg forventningerne nede. Hvis man håbede på urealistiske ting, blev man bare skuffet.
Jeg kunne høre Generalen tale med en fremmed som jeg trådte ind i lokalet, men det tog noget tid før mine øjne vænnede sig til det dunkle halvmørke.

"Nej, jeg ved ikke hvad vækkede mig eller hvorfor det kun var mig der vågnede." Daeraldas stemme var rolig, men havde efterhånden fået en lidt irriteret klang, som den oprevne elver foran hende blev ved med at stille spørgsmål hun ikke kunne svare på. Hun sad stadig på stenpladen hun var vågnet på og havde endnu ikke forsøgt at forlade den mere end det. Alt i hende skreg på bevægelse, men samtidig var hun alt andet end sikker på hun kunne holde sig selv oprejst.

"Og nu må det være min tur til at stille spørgsmål!" Hendes stemme skar igennem hvad han havde været ved at sige og fik ham rent faktisk til at tie længe nok til at hun kunne fortsætte. "Du siger jeg har sovet. Hvor længe..." Hun brød af før hun talt færdig som et kald af et navn fra hullens indgang fik hende til at se i den retning. Mystra Ethild? Hvorfor virkede det sidste som om det skulle være hende bekendt?

Daeralda beholdt blikket på indgangen, som hun holdt en hånd advarende op mod stadig stille elver foran hende. Han måtte vendte et øjeblik længere med at svare hende til hun havde set den nyeste ankomne an. En endnu yngre elver med et udtryk som ventede hun det værste og ønskede det umulige. Med stedet de var ingen uventet deling af følelser. "Og hvem er du?" Hendes stemme var indbydende til at komme nærmere og svare hende. Forhåbentlig med noget som hun kunne bruge til noget!

Mystra havde gjort sit bedste for ikke at have nogen forventninger, men alligevel fandt hun det svært ikke at føle sig skuffet. Skuffelsen væltede over hende som hun så Daeralda Yára, ældste af de sovende, sidde oprejst på sin briks. Selvom Mystra aldrig ville kunne udtrykke i ord hvad det var hun havde ønsket, var det tydeligvis noget andet end hun var blevet præsenteret.
Som en professionel soldat pressede hun sine følelser ned oven på alle de andre, og koncentrerede sig om situationen ved hånde. Fogedsgenerallen havde normalt en kommanderende tilstedeværelse, men der var ingen tvivl om hvem der styrede samtalen når Daeralda åbnede munden. Før hun kunne stoppe sig selv pressede et smil sig frem på hendes læber; det var en fornøjelse at se generallen så fortørnet som han var nu, i Daeraldas tilstedeværelse.
Det var kun sjældent at Mystra fik af vide at hun lignede sin mor. Hun besad den samme brændende passion, men hvor Innil havde fremvist den med munterhed gjorde Mystra det med sammenbidt intensitet der drastisk ændrede hvad karaktertræk de havde til fælles. Dog, når Mystra smilte og lod sit hårde ansigt falde i blødere toner, var ligheden slående.

”Mystra Ethild, til tjeneste,” sagde hun med en ophøjet ro hun ikke følte, ude af stand til at finde på mere at sige. Det var med stor lettelse at generalen igen overtog samtalen.
”Jeg er sikker på at du har mange spørgsmål, Daeralda,” forsøgte han høfligt i en forsonlig tone. ”Mystra her får til opgave at tjene dig direkte, indtil videre. Hvis du har spørgsmål eller ærinder, henvend dig til hende og hun vil set det ske.”

Mystra skar en grimasse før hun huskede hvilket selskab hun var i. En større ære end at tjene en af de legendariske helte fandtes næppe, men alligevel følte hun et tab. Øjeblikket efter var hendes ansigt tilbage i det alvorlige lag. Man gjorde ikke en soldat til assistent, hvis ikke man mistænkte at der var fare på færde.

Den unge elver kom nærmere som hun var blevet inviteret til det og hvad der havde været af konfliktende følelser i hendes træk blev gemt væk. Uniformen gav Daeralda en forståelse til hvorfor, som den tydeligt af udseende var i slægt med den uniform som den anden elver bar. Så han havde fået forstærkning. Intet problem. Hun var måske lige vågnet og alt andet end helt klar på hvad der skete omkring hende, men det skulle ikke forhindre hende i at få de svar hun ville have!
Det lille smil der gled over den unges ansigt et kort øjeblik bar en skygge af et smil og et ansigt fra fortiden med sig. Et der havde hørt til navnet kaldt udefra. Gad vist...? Hun fik navnet bekræftet fra pigens egen mund, men stadig uden helt at have fundet frem til den hun huskede i fra fortiden. Det ville dog nok komme.

Så greb generalen muligheden i den korte pause og ignorerede hendes spørgsmål fra før til fordel for at fremme sit eget mål. Igen. Daeralda kunne da heller ikke andet end nikke let til det første, før end hun rynkede brynene og vendte sin opmærksomhed fuldt tilbage på manden. "Meget elegant, men jeg har ikke brug for overvågning kun svar! Noget du til nu har undgået at give mig og til gengæld stillet ikke så få af selv!" Hun var ikke specielt forsonlig i sin tone, men fik så heller ikke det store ud af det, som Generalen lagde en hånd over hjertet, bukkede let og trak sig et skridt tilbage. "Jeg vil forlade jer nu. Toorah vil ønske at vide besked." Han trak sig endnu et skridt, sendte Mystra et strengt blik og forlod de to til at finde ud af resten selv.

Daeralda så kort efter ham med en følelse af at der var mere på færde end han havde ønsket hun skulle vide og vendte så blikket tilbage til den unge elver. "Mystra var det?" Hun pakkede irritationen væk så godt hun kunne og koncentrerede sig om hvad var vigtigst lige nu. At undslippe konstant overvågning. "Hvor længe har jeg sovet?"

Mystra nikkede anerkende at navnet var hendes. Med fogdengeneralen ude af billedet faldt den fulde vægt af Daeraldas opmærksomhed på Mystra, og hun måtte anerkende at historierne ikke havde været overdrevne. Der var noget intenst ved den ældre, som Mystra ikke kunne sætte fingeren på, selvom hun nu var ene om byrden. Hun sank en klump, og vædede sine læber. Daeralda gjorde sit bedste for at skjule sin irritation, men den var stadig tydelig at læse i hendes ansigt.
”Tæt på 386 vintre,” hun fæstede blikket på den ældre, og rettede ryggen. Hendes opgave var at imødekomme ethvert ønske, og holde Daeralda sikker. Men selvom hun vidste at den ældre elver kun ønskede svar og ikke spørgsmål, var der et der pressede sig ulideligt på.

”Du er den første og eneste af de sovende, der er vågnet.” 
Mystra prøvede at holde sig i skindet, men presset var for stort.
”Jeg er nød til at spørge,” indskød hun før Daeralda kunne stille sit næste spørgsmål. ”Er skoven i fare? Vil de andre vågne?”
Selvom skoven stod hende vigtigt som foged, kunne hun ikke lade være med at lægge mere vægt på det andet spørgsmål. Hendes stemme overleverede en årvågen frygt, men hendes øjne funklede af blandede følelser – frygt og håb mest fremtrædende iblandt dem. Hvad var Daeraldas opvågningen et tegn på? Ville de andre sovende rejse sig, og skovens helte genforenes i dens forsvar fra et uset angreb, eller var det blot deres tid til at genopstå?

"Tre hundre..." Daeralda startede på at gentage tallet, men kunne ikke få det fuldt over sine læber. Det var så tæt på hendes datters alder at det gjorde ondt. Endnu mere som hendes vågnende sind ekkoede af et andet og stærkere ord. Mistet, mistet, mistet. Det var næsten fire århundreder af hendes barns liv hun havde mistet. Af hendes mands. Alyan måtte have opgivet håbet nu og Varya...

Hun havde haft lukket øjnene som den fulde vægt af tiden havde lagt sig over hende med det simple tal, men åbnede dem atter, da den unge Mystra brød den opståede stilhed med en oplysning der fik den ældre elver til at se sig rundt. Fire andre lå på hvad lignede stenaltre i hulen. Velkendte og nære ansigter. Alle fredfyldte i den dybe søvn. Fire århundreder... hvordan var det muligt?

Atter brød den anden ind i hendes hvirvlende tanker og trak hende til nuet med sine spørgsmål. Kærkomment for ikke at blive overvældet. "Jeg drømte om en skillevej, om Faelwens Tåre, død og nyt liv..." Hun var ikke synsk og fandt selv den sidste rest af drømmen foruroligende og anmassende. Den havde vækket hende, men til hvad. "Jeg håber det." Hun tog endelig den anden helt ind og hæftede sig ved de forsøgt skjulte følelser i øjnene. "At de vågner det er." Stille holdt hun blikket på pigen, som hun blidt fortsatte. "Hvem venter du på af dem?" Pigen burde være for ung, men kunne jo være et barnebarn vokset op med historierne. Flere af de som hvilede her havde haft udrettet ikke så lidt før jordskælvet krævede alt af dem.

Mystra rettede sin ryg og pådrog sig et beskyttet ansigtsudtryk ved spørgsmålet. Der ville gå en livstid længere før hun ville indrømme for sig selv at hun ventede på nogen.
”Ingen,” svarede hun halvhjertet, men da Mystras blik atter faldt på Daeralda, var det tydeligt at den ældre så igennem hende. Hvad forsøgte hun at bevise ved at skjule tilhørsforholdet til sin far? Hendes blik vandrede og faldt til hvile på den sovende mand, hun aldrig havde mødt. Så tæt på og alligevel ude af hendes rækkevidde.

”Cornélian er min far,” indrømmede elveren trist og hendes positur sank sammen som hun sagde det. ”Min mor var gravid da jordskælvet. . .”
Sådan stod hun en stund, før Mystra fattede sig selv. Hun var på opgave, og opførte sig højst uprofessionelt. Det sidste hun havde brug for, var endnu en reprimande fra fogedsgenerallen. Hun rettede atter sin ryg og pådrog sig sin mest stoiske mine, selvom hendes øjne dårligt skjulte de oprørske følelser.

”Jeg er til din tjeneste, Ældste.” Mystra tog en kontrolleret indånding. Hun gjorde alt i sin magt for at få den næste sætning hun måtte sige til ikke at lyde som en bøn. ”Fortæl mig hvordan jeg kan hjælpe.”

Daeralda fortsatte med at betragte den unge elver, som denne først afviste hendes spørgsmål blankt. Tydeligvis en løgn og en opbygget reaktion, men historien bag var ikke sådan at dække. Ikke alle ar kunne ses på huden, men nogle her kunne ses i holdningen og det flygtige blik. Hvad var det lige fogdegeneralen havde sat på hende? Hendes tavshed afventende ro fik dog flere ord og en sand indikation mod de sovende til at ske.
Cornélian... Hun behøvede ikke søge længe i hukommelse efter ham eller følelsen af hans magi gennem deres fælles prøvelse. Han havde altid været noget lidt for sig selv og ofte i selskab med hans bror... Daeralda så rundt på de fire stadig sovende, men fandt ikke Elisor i blandt dem. Var de to blevet skilt for altid? Næsten ubærligt at tænke.

Daeralda vendte dog snart blikket tilbage på pigen og havde lyst til at knuge hende til sig ved det næste. "Så du har kun historierne om ham..." Medfølelsen var tydelig i hendes blik. Det var næsten urimeligt at udsætte et barn for den uvished og så i så mange århundreder. Der var dog intet hun kunne gøre ved det andet end respektere den unges ret til kun at tale om det hvis hun havde lyst.
"Rigtigt ja." Daeralda lukkede øjnene og greb om kanten på stenpladen hun sad på, før hun fandt Mystras blik og smilede skævt. "Først må du hjælpe mig ud herfra og til Skovfortet. Det står forhåbentlig stadig?" Hun sank tvivl ind i stemmen der havde alt med at løfte stemningen og intet med tro på det kunne være forsvundet at gøre.
At sætte fødderne på stengulvet og lægge vægten på dem sendte hende næsten i armene på den anden som benene ikke helt ville bære. "Åh det her skal nok blive en sjov tur!"

Mystras flakkende blik faldt til hvile på Daeraldas smil. Den ældre elvers optimisme, på trods af hendes lange søvn, satte Mystras problemer i perspektiv, og hun kunne ikke lade være med at smile forsigtigt tilbage.
"Naturligvis," sagde den unge elver med en hvis stolthed. På trods af de lange århundrede siden Daeralda sidst havde set skoven, stod den ligeså stærk som altid.
Mystras holdt hånden frem og greb Daeraldas som hun snublede. Det ville næppe blive en hurtig gåtur, men Mystra følte sig usædvanligt tålmodig, og på trods af Cornélians genopstanden optimistisk om fremtiden.