Det havde taget længere tid end Lunan ville kendes ved at opspore den gale nekromantiker dame som Fordærv havde ønsket fundet. Det var gået legende let i starten, som hun viste sig at være et velkendt ansigt i de mindre beboede egne nord for Dianthos og omkring dødens kløft. Det havde sågar ikke taget Lunan længe at opspore kvindemenneskes bolig!

Det eneste problem var dog, at denne bolig havde været en ulmene ruin, med flere forkullede lig end Lunan havde gidet grave ud. Det var tydeligt hun ikke var omkommet her.. Men hvor var hun så?!

Uger var gået uden det mindste spor, og Lunan var begyndt at blive godt og grundigt irriteret. Det var netop der, som den gæve dæmon var ved at give op, at et spor dukkede op. At kalde det et spor var måske en underdrivelse, for det var mere en landevej, fyldt med tankeløse, udøde slaver der hukkede træ.
Det var imponerende nok ikke noget Lunan var stødt på før, men et spor var et spor! Derfra havde det ikke været svært at følge lugten til de udødes kilde: Hovmods fæstning, eller Opalslottet som det åbenbart blev kaldt nu til dags.

Lunan havde brugt et par dage på at infiltrere stedet, teleportere sig fra hjørne til hjørne og finde de rum der blev brugt så vel som de der stod tomme. Beboerne viste sig at være mindre forudsigelige en Lunan havde ventet, hvilket altid var spændende, men vigtigst af alt, fik den blå dæmon bekræftet at dette var stedet Jezebel opholdt sig for tiden. Fordærv kunne få den information han søgte, og Lunan ville blive fri for sin gæld..

Men Lunan bar stadig nag over Fordærvs hidkaldelse. Og selvom Lunan ikke kunne tillade sig at interagere med nekromantikeren direkte, så var der andre muligheder for at blive kvit.

Så Lunan gjorde, som Lunan gjorde best, og gik igang med at pisse alt og alle op og ned af ryggen.

For nu havde han sat sig på en mærkværdigt placeret diva, på en gang hvor han viste slottets herre snart ville passere igennem. I ventetiden havde Lunan spist æbler fra en pose, og smidt skrogene på gulvet. Posen var på ingen måde stor nok til at have indeholdt den mænge æbler der lå skrog til, men det lod ikke til at forhindre den tålmodige dæmon i at smide endnu et skrog fra sig, og trække endnu et æble op af posen.

Der var sket mangen en ting siden at Valkar og han udkårne havde gjort Opalslottet til deres hjem, men selv for en der priste sig selv for sin evne til at reagere rationelt, men den seneste tid havde budt på sin del af prøvelser for slottets herre og hans evne var i sandhed blevet udfordret der. 
Men som Valkar rundede et hjørne vidste han at denne dag ville være endnu en prøvelse. Besynderligheden ved urimelige mængde æbleskrog blev på ingen måde opdagdet ved første øjekast, nej hans opmærksomhed lå på den uønskede dæmon der lod til at have taget plads på en af Jez's utallige divaer.
Men ingen kunne være så tåbelig som situationen bød op til, så han undertrykkede hans trang til at gennembore indtrængeren med sit sværd, en anstrengelse der stod tydeligt skrevet i hans ansigt. "Og hvem er de så? Udover en uinviteret gæst der ikke lader til at ønske at gøre sig godt bemærket" lød det koldt med sammenbidte tænder. Der var mange ubesvarede spørgsmål, så som hvordan dæmonen var kommet forbi vagterne, den blå farve burde have været nok til at alarmere hans tyende.  "Siden de har gjort et nummer ud af at nå hertil uden at blive opdaget, så vil jeg foreslå at de forklare dem selv. Jeg vælger at antage de har valgt at blive opdaget nu" Ved det mindste tegn på et angreb ville han beskytte sig selv i en kuppel af lys, det ville være en fejltagelse ikke at antage at dette kunne være et forsøg på hans liv.
 

Lunan havde et halvt øje på slottets herre, og mærkede det ulmende had, et had der var nok til at trække den blå dæmons opmærksomhed fra æblet. "Jeg er Lunan, og jeg er her ikke for at gøre en fjende af Dem i dag" blev det erklæret, men som for at modvægte sine ord, løsnede Lunan sit greb om det halv-spiste æble, og lod det falde til jorden. Det var tydeligt hvor anspændt slottets herre var, så Lunan blev siddende, og lavede ingen pludselige bevægelser.

Dovent drejede Lunan hoved, og vendte blikket fuldt mod sin vært "Jeg er her somend for at hjælpe Dem. Jeg er her, for at give Dem en advarsel.. Hvis de da ønsker min tjeneste?" et inviterende, men lumsk smil bredte sig på de mørkeblå læber. Lunan gjorde en rolig gestus med hånden "Og for min.. entré, ja så forventede jeg næppe Deres vagter havde lukket mig ind hvis jeg havde brugt hoveddøren.. Så det var en nødvendighed" blev forklaringen budt med et lille skuldertræk. Det var tydeligvis ikke noget der bekymrede dæmonen det store. Det var som det var. Der var ingen grund til at pakke det videre ind, ej heller fandt Lunan grund til at fortælle om sin andet ærinde på slottet... endnu. 

Dæmonens udseende var som Valkar ville have forventet af sådannen en, en umenneskelig farve med horn der groede ud fra dens hoved, øjne røde som friskt blod. Men modsat andre dæmoner han havde oplevet kunne han ikke afgøre om denne prøvede at være en mand eller en kvinde, dens træk var... forvirrende så at sige. Som ved hvert blink med øjnene skiftede det om han så den som en kvinde eller en mand.

"Lunan? Jeg antager at de ved hvem jeg er, men de kan kalde mig Valkar" Ordne forlod slottets herre mere kontrollerede end da han først havde talt. Indvendigt sukkede Valkar, dæmoner og deres arketypiske hovmod og selvhøjtidlighed, en bane ved at skulle have dem i en nærhed. Dæmonens tilbud om den tjeneste lod Valkar hænge i luften indtil den selv fortsatte sin forklaring. "Ganske observant af dem" Lød det i en flad tone, der var ingen grund til at ligge mere i det faktum, dæmoner var ikke velkomne uden god grund i hans hjem. "De havde en advarsel de ville give?" jo før deres samtale blev færdig gjort jo før kunne han bruge sin tid op noget af større betydning, som det stod havde han ingen årsag til at stole på dæmonens ord. "Hvorledes er de kommet ind? Jeg vælger at antage at de ikke er dukket op ud af den blå luft?" Et spørgsmål Valkar ikke forventede at få et sandfærdig svar på, endnu.

Lunan smilte underholdt "Ganske observant af dem Valkar" ekkoede det. Endelig skubbede Lunan sig på benene, i en rolig, flydende bevægelse, for ikke at løsne en pil fra den anspændte bue der var slottets herre.
Som hadet i manden blev holdt tilbage, og krystalliserede sig bag facaden, kunne Lunan ikke andet end at undre sig. Så stærk en tilknytning, og alligevel tilhørte han hverken Had eller Vredes domæne, og bestemt ikke frådseri. Men hvad så? Lunan tænkte over det en stund, men det var først da Lunan havde rejst sig helt, og deres blikke mødtes at ravstykket faldt. Ah. Han var en af Hovmods. Det skulle nok blive.. interessant.
Lunan havde sjældent held med ikke at tiltrække sig deres foragt.

"En advarsel, ja, men først tænker jeg en forklaring er på sin plads. Hvorledes jeg er kommet ind betyder ikke meget for mit oprindelige mål. Faktisk er vores møde ganske utilsigtet og udenfor rammerne af min opgave.. men ah, du fandt mig, åh ulykke" startede Lunan i henkastede, teatralske toner, som skulle der gengives en scene fra et særdeles dårligt stykke teater. Men det lod også Valkar vide, at der var flere aktører end først antaget, og at Valkar ikke var på scenen.. endnu.
Lunan løftede sine hænder i falsk overgivelse men smilet på de blå læber hang ved "Det ville lade til at jeg ikke har andet valg end at tilstå! Ja, jeg har spioneret i dine haller og fuldt dine folk, men deres tilstedeværelse er helt og aldeles en overraskelse" Lunans hænder faldt ned i skulderhøjde, og smilet strakte sig helt op til de røde øjnene "Ser De, jeg er her for den sorthårede skønhed der har optaget residens her. Hendes lokation nærmere bestemt, med ordre om ikke at interagere med hende. Nogen mener ikke min fremragende personlighed ville efterlade et godt indtryk!"

Hvis Valkar ikke vidste bedre ville han have været imponeret over hvordan et væsen kunne være så provokerende i alle dets aspekter, men samtidig vise sig at have en eller anden form for brugbarhed. Om dæmonen ernærede sig ved provokation eller frustrationer var ikke til at sige, men det krævede stadig en del af holde det nogenlunde kontrollerede ydre han holdt sig. 

Slottes herre afholdt sig fra at rulle med øjnene ved dæmonens teatralske fortælling, så den var sendt af nogen men hvem? Det var en ringe trøst at dæmonen ikke var kommet for at forsøge at myrde ham, men hvilken sorthåret skønhed? Det ville ikke ligne Netrish at have problemer der involverede dæmoner, hun kunne overraske men det virkede atypisk. Jez derimod kunne være et mere plausibelt bud, hendes gøren og laden involverede hende i de mest besynderlige ting. Så som at forsøge at myrde alfer. "De må være noget mere præcis, her residere mere end en sorthåret skønhed" kommenterede han kort, i et forsøg på at få dæmonen til at afsløre mere af hvad den reelt lavede her. 
Hvad end det var værd lød det til at den talte sandt, det tydede på at foræderi lå i dens natur, især da den lød til at være utilfreds med dens igangværende opgave. Men sandheden kunne findes, det var blot et spørgsmål om at spørge rigtigt.

Lunan trak på skuldrene "Jeg er mange ting, men jeg er aldrig blevet beskyldt for at være hjælpsom" erkendte den blå dæmon blankt, med et næsten kedsommeligt toneleje. 
De fyldige læber smaskede mildt et par gange, som smagte dæmonen på luften "Jeg tror desværre det er alt jeg kan huske for nu..." Lunan trak endnu engang på skuldrene med påtaget beklagelse "men hvis De skulle have interesse, kunne jeg muligvis finde mere information.. for en pris" et ulvet smil bredte sig over Lunans ansigt, og viste de hvide tænder bag "En tjeneste måske? For informationen om hvilken af de to af dine kæreste der har vagt fremmedes interesse?" 

"Det lyder ganske troværdigt" svarede Valkar i et tørt toneleje, sjældent mødte han dæmoner der passede på alle hans fordomme og alligevel lykkedes det denne Lunan at passe ind i nært dem alle. Imponerende at den ønskede at bestikkes for at dele information den blå dæmon tydeligt ønskede at dele i forvejen. Bevars det ville være en tåbelig ting ikke at forsøge, men stadig ikke en gerning der ikke gav Lunan højere agtelse i Valkars øjne.
Med armene foldet over kors betragtede slottets herrer dæmonen. "En tjeneste? Jamen lad mig gøre dem en tjeneste" Han trådte skridt nærmere, det faste skridt truede med at ekkoe grennem gangen. "Hvad er navnet på den sorthårede skønhed hvis lokation de er budt at finde" Hans magi ekkoede bag hans ord og bød dæmonen svare sandfærdigt på spørgsmålet, det føltes som det mest naturlige at svare. "Vil de selv svare hvem der har sendt dem? eller behøver jeg gentage mig selv?" den usagte trussel var på ingen måde svær at se, hvilket ganske rigtigt var tanken.

Lunan lagde hoved en anelse på skrå, da slottets herre lod til at være kommet sig over chokket fra Lunans tilstedeværelse, og gik på offensiven. "Jezebel" svarede Lunan, og det var først et halvt sekund efter den kriblende fornemmelse fra magien advarede Lunan om noget var på færre. De røde øjne blev smalle, og Lunan trådt frem, for at møde Valkar. "Det er sandelig en interessant evne de besidder. Men jeg vil råde dem til at bruge den varsomt, hvis de ikke ønsker at skabe flere fjender for dem selv. Jeg er sikker på de har mere end rigeligt allerede" vislede den blå dæmon og mødte Valkars øjne med stål i blikket.
"Jeg kom her med en advarsel, fordi den der sendte mig bød mig stor fornærmelse.. De virker for intelligent til at gentage hans fejl, men de er faretruende tæt på at modbevise mig" advarede Lunan med højlig kølighed der kunne have frosset alt omkring dem til is.
Det var ikke ofte Lunan tolererede dødeliges tåbeligheder, men for nu skar Fordærvs fornærmelse dybere end tåben hers lege. Men det var en hård-fin balance, for dæmonens investering i herrens, eller Jezebels, velbefindende var ikke tungere på vægtskålen, end det snart ville vende hvis slottets herre fortsatte. "Jeg har sagt hvad jeg kom for. Hvis de ønsker mere af mig, må de gøre det min tid værd. Ellers vil jeg forlade dem, og forhåbentligt, for os begge, vil vi ikke behøve udholde hinandens selskab nogensinde igen"

"Jeg takker" lød det med et nik ved dæmonens svar, Valkar første antagelse havde været ganske korrekt men han manglede stadig at finde ud af hvem det var der ønskede hende. Antageligvis kunne det ikke være deres fælles bekendt, at få dæmoner til den slags var... atypisk for ham så at sige.
"Det glæder mig at de anderkender dens brugbarhed, men kan jeg antage at de ser den venlighed jeg har gjort dem ved blot at bruge den som jeg?" svarede Valkar roligt med et urokkeligt blik.
"Lunan de virker vidende nok til at jeg ikke behøver forklare den del af min venlighed nærmere. Men forstå mig ret trusler er ilde set i mit hjem, samt jeg tænker at de ligeså har fjender nok og ikke ønsker at gøre nogen af jeg og mine" Dæmonens evne til at føre en ordenlig samtale havde dog været en større del af årsagen til at han havde holdt sit brug af hans evne til et minimum, men den havde ret som det var lige nu ønskede han ikke flere fjender, men det kunne let ændres. "Jeg vil byde dem min tak for det de har delt, men med det på plads føler jeg de har fået tilsvarrende til hvad de har givet. Sandt jeg ønsker at vide hvem der har sendt dem, men som det er ønsker jeg ikke at tvinge den viden ud af dem. Gør med den viden som de ønsker" 

Lunans holdt ryggen rank og lod ikke Valkars ord påvirke sig. Mennesket havde ret, på sin vis, og Lunan måtte give ham så meget. En knivsspids af respekt var ikke den værste start på en kage, trods alt.

"Åh jeg forstår ganske vel" medgav den blå dæmon, men kunne ikke andet end tænke, at Valkar ikke var en mand der var van til at handle med dæmoner. Fjender var noget man kultiverede, ikke noget man undgik! Men Lunan følte ikke for at dele sin alders visdom nu. Det var en lektie bedre gemt til senere, når Valkar unægteligt forsøgte at række efter mere end der tilfaldt ham, og Lunan lige så sikkert ville ende med at kryds klinger med ham. Skæbnen havde det med at sno sig således. Lunan havde bragt manden ind i Fordærvs ligning, og Zaladin vide at det nok blev Lunan der måtte fjerne ham igen hvis den gamle nar af en ærkedæmon fik sin vilje...

Spændingen byggede op mellem de to blå skikkelser, til Lunan endelig trådte et halvt skridt tilbage, og gav et afsluttende nik. "I så fald, så skal jeg gøre min exit lige så ubemærket som min ankomst. Og De behøver ikke ligge vågen over den advarsel jeg har bragt dem i dag. Jeg tror ikke de kommer til at være i tvivl når Han kommer efter hende" lød den sidste kommentar fra den blå dæmon, inden denne begyndte at gå ned af gangen, dog uden nogensinde at vende ryggen helt til Valkar. Lunan troede stadig på de samle skikke, men slottets herre havde aldrig anderkendt sin gæst, og derved stod Lunan ikke under nogen hospitalitet. Det havde været tåbeligt at vende ryggen til alligevel, men det havde da været Lunans tåbelighed.

Valkar lod den blå dæmon tale ud, det føltes som de stod i en evighed, to bjerge der nægtede at føje sig for den andens vind af ord. Men med det halve skridt  viste det sig at noget af sneen fra Lunans tinde havde vristet sig fri. 
Valkars væsen smilede, men lod det ikke vise det kunne være en fælde, samt dæmonen havde nægtet ham at fortælle hvem der stod bag, andet end at omtale denne ved han. 
Det eneste svar dæmonen fik var et nik, de var forbi tiden til at dele ord. Nu handlede det blot om ikke at det skulle træde til handling.
At blindt stole på dæmonens delte ord ville være en tåbelighed, men ikke at antage de havde båret en skygge af sandheden ville være mindst lige så tåbeligt. Flere ting skulle sættes igang, hvis en dæmon kunne infiltere hans hjem kunne flere, noget han måtte finde en løsning på. Vagterne måtte fremadrettet være mere påpasselige, for dette måtte ikke gentage sig. 
Ligeledes lod det til at han skulle dele ord med sin frue, om hvem der en mon ville have sine klør i hende. Jez var hans og ingen andres, hvem end der ville have hende måtte gå igennem ham.