Denne dag var perfekt. Indtil videre havde den ikke været anderledes, end alle de andre. De arbejdende mennesker havde vandret ud og ind af huset på gården hele dagen, præcis som de plejede. Jaris havde også gjort som han plejede; Enten sov han i sofaen, fyrede et par kække kommentarer af til diverse gæster, eller også sad han på kontoret og forsøgte at få styr på, hvem der havde tjent hvad i løbet af dagen. Det knuste glas i den ene bukselomme, havde lavet et mindre hul og var faldet ud på gulvet, rundt omkring i huset, men det havde han ikke lagt mærke til. Han havde forsøgt at holde fokus på sit arbejde, men når han vidste hvad der snart skulle ske, kunne han ikke koncentrere sig. Han glædede sig for meget. Så meget, at han rystede en anelse, som han vandrede rastløst rundt i huset. Måske det også havde noget at gøre med alle de fyldte chokolader, han havde proppet sig med hele dagen.

Ind ad døren kom en ung mand og lige bag ham, en ung kvinde der arbejdede for Jaris. Han nikkede venligt mod manden, som de passerede hinanden. Så snart kvinden gik forbi ham, førte han snigende en hånd om bag hende, for at tage fat om den ene balle. Det var ikke første gang han havde taget sig den frihed, overfor dem der arbejdede for ham, men hun undslap alligevel et lille gisp, som hun drejede hovedet og skævede mod Jaris. I næste øjeblik gled hun i noget knust glas, fik på en akavet måde vendt sig rundt og væltet ind i ham. Han væltede med og landede hårdt mod gulvet i en latter, med hende over sig. "Ikke at jeg ville have noget imod at bruge tid med dig, min skat, men jeg tror nu nok at han havde håbet på noget andet," lo han med et henkastet blik mod manden, der også stod og fnes lidt over det elegante fald. Han placerede kort et kys mod kvindens kind, før han fik skubbet nok til hende for at hjælpe hende op at stå. Den unge mand tog hendes hånd for også at hjælpe hende op igen, før de begge forsvandt op ad trapperne. Jaris satte sig op og rettede de orange øjne mod gulvet, med et undrende blik. Hvad var hun skvattet i? Hans blik blev lige pludselig meget forstående, som han fik øje på glasset. "Hvordan f.." Han så mod bukselommen og det fine hul. "Nåårh.." Lød det fra ham, som han nikkede let. Han trak let på skuldrene, før han satte sig til at samle hvert lille bitte glasstykke op i hånden, stadig siddende på gulvet med ryggen til hoveddøren.

Endnu en leverance, endnu en kunde.. Ikke at denne kunde var som de andre, han havde en speciel lyst til søde sager. Orcus havde endnu ikke forstået den helt specielle trang, men han gik lidt ud fra, at der måtte være tale om den samme afhængighed, som han havde til stofferne fra Mitra.. Han følte ikke selv at han kunne leve uden dem og derfor var han også godt klar over at Jaris muligvis var tæt på at have fået nok af at vente. Alligevel var der nogle udfordringer med den anden del af leverancen. Måske væsnerne ikke betød det helt samme for ham, som de søde sager gjorde. Men Jaris skulle have mulighed for at tjene krystaller på noget eller nogen, ellers ville Orcus jo ikke modtage sin betaling for sine tjenester. Det faktum at Jaris befandt sig i Rubinien var også lidt af en udfordring, eftersom at han endnu ikke haft chancen for at lave en portal nøgle til området, så han kunne ikke komme tæt nok på, medmindre at han valgte at gå. Det var et irriterende faktum, men han formåede stadig at nærme sig gården. Foran ham gik en række af slaver foran ham, de var ikke lænket sammen med bar alle halsbånd og armlænker, som de gik på række foran ham. Ved hjælp af sine evner holdt han metallet foran sig i en lige linje, så de havde faktisk ikke mulighed for at gå spredte, da de kun kunne bevæge sig indenfor et mindre område foran ham. Der var ikke meget snak imellem dem og Orcus var forholdsvis rolig, som han fik øje på gården og et smil bredte sig på hans læber. ”Kom så..” han jagede lidt med dem, som de kun var blevet langsommere på den sidste del af turen. Nogle var trætte, andre var ubehøvlet, men de satte alligevel tempoet op, som Orcus selv begyndte at løbe det sidste stykke. Metallet blev skubbet frem, som slaverne var nødt til at sætte tempoet op, for at kunne følge med, ellers ville metallet trække af med dem.

De nåede gårdspladsen, som Orcus fik væsnerne til at stille sig på række, imens at han gik hen til hoveddøren. Jaris var forholdsvis åben med hvem der gik ind og ud ad døren, så døren var ikke låst og derved havde han nemt ved at åbne den. Hans blik gled rundt i rummet, før at det dalede imod skikkelsen ved døren. ”Jaris?” spurgte han halvt leende, som han sad på gulvet og var i færd med at samle glas op. Havde han mon tabt noget og hvorfor spildte han overhovedet energi på at samle det op? Han kiggede sig kort over skulderen, som han nikkede til en af slaver, der holdt en mindre kiste i sin favn. Alt slaven gjorde var at slippe den, som den selv svævede hen til Orcus, for at han satte den på jorden med et bump. Hvis nu Jaris ikke havde hørt ham første gang.. Så måtte kistens indhold da kunne fange hans opmærksomhed?

I fuld koncentration og tungen halvt ude af munden, blev Jaris siddende på gulvet og samlede mere og mere glas op i hånden. Det var ikke faldet ham ind at tage evnen i brug og få glasset op sådan. Måske fordi han endelig havde fundet noget, der kunne distrahere ham, i hans dirrende spænding på dagens formål. Han hørte døren gå op bag sig, men forventede bare, at hvem det end var, ville de gå udenom ham hvis de skulle ind. "Ja?" Svarede han på lyden af sit navn, stadig i dyb koncentration rettet mod gulvet, men han vendte sig ikke rundt. Først da lyden af kisten, der ramte gulvet lød med et bump, lyste de orange øjne op, som han hurtigt skubbede det knuste glas i samme lomme, det var faldet ud af tidligere. Som han vendte sig rundt, kom han op på knæ og straks fik han fat i kisten med begge hænder. "Orcus, jeg har savnet dig!" Sagde han muntert, mens blikket var rettet direkte mod kisten i stedet for mod Orcus. Det var ikke svært at se hvad han havde savnet mest. Men det betød ikke at han løj, for selvfølgelig havde han da også savnet Orcus! Han rejste sig op, med kisten i favnen og lyden af knust glas der ramte gulvet, lød med det samme, som det røg ud af hullet i lommen. Han så overvejende mod glasset, men trak så let på skuldrene og gik mod det lille sofabord, hvor han placerede kisten.

Jaris satte sig i sofaen, skulle lige til at åbne kistens låg, men stoppede op for at skæve mod de andre ting, Orcus også havde med. Ting, eller mennesker. "Kan du ikke skubbe dem ned i kælderen?" Spurgte han, med en fesen gestikulation mod kælderdøren, der befandt sig under trappen i den lille gang. Kælderen var ikke stor, men han havde alligevel fået presset et par senge derned og en masse tæpper, for varmt var der ikke. "Så tester jeg dem senere." Han lagde ikke skjul på hvad han mente, når han sagde at han ville teste dem, men det kom vel heller ikke bag på nogle. Jaris var vel nødt til at finde ud af, om de alle sammen nu duede til det arbejde, han ville sætte dem til? Men inden da, var der vigtigere ting at tage sig til. Indholdet i kisten! "Og husk at låse efter dig!" Nøglen sad allerede i døren og det var som regel ikke en ting der blev glemt, men han var alligevel nødt til at sige det. Han skulle ikke nyde noget af, at folk forlod gården uden hans viden.

Egentlig burde det ikke forbløffe Orcus, at Jaris sad på gulvet og var i færd med at samle glas op. Han havde en virkelig underlig fascination af glas, men til tider løb energien af med ham og så tænkte han sig ikke rigtig om. Dette var en af de mange gange, hvor Orcus ikke kunne andet end at rynke på brynene og så alligevel smile let af synet. Han valgte dog kort at blive stående, som han ventede på en reaktion fra dæmonen. De havde langt fra samme historie, men det lod til at forstå hinanden på et helt andet plan end så mange andre. Han lod dog blikket glide imod kisten, som han forventede at Jaris straks ville inspicere indholdet. Der var så meget sukker i den kiste, så det næsten kunne lugtes og Orcus havde aldrig helt forstået Jaris lyst til den mængde sukker. Han lo køligt, som Jaris greb kisten og påpegede, at han havde savnet ham. ”Du mener vel slikket?” lo han lystigt, som han dog ikke tog det særlig tungt. Det var egentlig ikke et problem for ham, eftersom at han var van til det. Men han kunne nu godt have slæbt den for ham, men Jaris ønskede næppe at slippe de søde sager af syne. Orcus fulgte med til sofabordet, som han dog kort skævede bag sig, hvor de forskellige slaver ventede i kø på at komme indenfor. De mørke øjne blev dog atter rettet imod Jaris, som kisten blev sat på bordet.

En svag latter undslap hans læber, som han himlede let med øjnene, da Jaris bad ham om at sende slaverne imod kælderen. Han lagde armene over kors, nikkede imod slaverne og brugte sine evner til at tage fat i deres halsbånd og skubbe dem imod døren. Nøglen i døren drejede rundt og døren gik op uden at Orcus behøvede at løfte en finger. Han rettede dog ikke blikket imod Jaris før at slaverne var gået igennem døren og døren var lukket bag dem. Orcus smilte let, som han rystede på hovedet af Jaris’ kommentar og trak let på skulderen. ”Gør med dem, hvad du vil” svarede han lettere kort, som han egentlig ikke var interesseret i dette arrangement. Selvfølgelig havde han lyster, men det var ikke hvad han var kommet efter. I hvert fald ikke for at udnytte Jaris udvalg af kroppe. Der var ikke nok liv over dem, hvor meget Jaris end forsøgte at overbevise ham om at bruge sin betaling indenfor disse vægge. Med et klik drejede nøglen om, som han fik besked på. "Det er det samme hver gang" lo han med et nik imod kælder døren. Derefter valgte han dog at smide sig ned i sofaen ved siden af Jaris med et skummelt smil på læben.

Al opmærksomhed fra Jaris var rettet direkte mod kisten, som han sad på kanten af sofaen og kunne mærke spændingen i maven blive større. Han placerede en hånd på hver side af kistens låg og løftede det langsomt. Spændingen i maven fik det næsten til at gøre ondt, men det faldt ham aldrig ind at løfte låget hurtigere. Det var som om, at han gerne ville overraskes over kistens indhold hver gang, selvom at han aldrig var i tvivl om hvad der lå i den. For det var det samme hver gang. Ingen af de søde sager var lagt i æsker. Det bad han aldrig om, for det ville bare gøre det mere besværligt at komme til det. En tredjedel af kisten var fyldt med små, hvide skumfiduser. - Lavet med saften fra planten Althaea Officinalis, også kaldet lægestokrose. Selve saften var rimelig sød, men for at gøre de hvide lækkerier endnu mere klistret, var de selvfølgelig dyppet i sukker. Det var dem, han allerbedst kunne lide og derfor bestilte han med vilje flere af dem. Den næste tredjedel af kisten, var fyldt med drageer. - Diverse nødder, selvfølgelig også dækket af sukker. Havde disse nødder ikke været dækket af sukker, ville man aldrig se Jaris sætte tænderne i dem, men på denne måde var han vild med dem. Den sidste tredjedel var en god blanding af chokolade, marcipan, nougat, karameller og den søde form for lakrids.

Låget blev løftet nok til at Jaris kunne se hele indholdet. Hans reaktion var også den samme hver gang. De orange øjne lyste op i glæde og der bredte sig et alt for stort smil, der nærmest fyldte hele hans ansigt. Det var muligt, at det var på disse tidspunkter, at han var noget af det lykkeligste. Døren til kælderen blev lukket i og låst, men det lagde han ikke mærke til, for låget var endelig blevet åbnet og han var i fuld gang, med at skubbe de små skumfiduser ind i munden. Med tungen skubbede han dem ud mod kinderne, han tyggede ikke på dem, men blev ved med at tage flere. Først da Orcus smed sig i sofaen, reagerede Jaris og rettede sig mod ham, med et lettere undrende blik og lidt tykke kinder. "Ungyld, agde gu oget?" Han forsøgte at få ordene ordentligt ud, men med munden fuld var det ikke en let opgave. Om det han sagde overhovedet var til at forstå vidste han ikke. Det var også tydeligt, at han overhovedet ikke havde hørt efter, men det kunne vel umuligt komme bag på Orcus. Jaris fungerede som et barn på det punkt, - det var en dårlig idé at give ham de søge sager, før han havde klaret det forretningsmæssige. Selvfølgelig! Orcus skulle have sin betaling! Det måtte da være dét, han havde sagt noget om. Eller hvad? Jaris gav ikke Orcus tid til at svare, før han rejste sig og forsvandt ud af stuen.

Ikke længere med tykke kinder, men med hænderne fyldt af krystaller, kom Jaris traskende ind i stuen igen, efter kort tid. "Jeg har en pung liggende et eller andet sted, det er jeg sikker på..." Sagde han overvejende, mest henvendt til sig selv, da han ikke rigtig kunne huske hvor han havde efterladt den. Det var heller ikke decideret nødvendigt, hvis Orcus nu selv havde noget at lægge krystallerne i. Indtil videre, lagde han dem på bordet, ved siden af kisten, før han satte sig tilbage i sofaen. "Kan jeg byde på noget andet end krystaller for din tid?" Spurgte han, stort smilende og med en klar flabet tone. Han stak en hånd i kisten, greb fat i en nød, dækket af sukker og rakte den mod Orcus. "En nød, måske? Jeg har hørt, at de skulle være sunde," sagde han med en let latter.

//Afsluttet. Har brug for lidt mindre aktive tråde.
- Er åben for at tage tråden op igen en anden gang :3