"Herre Valkar? Der er noget de bør se" vagtens stemme bar en grad af usikkerhed. En karakteristisk tone fra de ellers erfarende mænd der tjente for at holde Opalslottet sikkert. Vagtens vægt skiftede en anelse som han rettede ryggen for sin herre som han gik igang med at rapportere. "En mand ankom her til eftermiddag, med en elverkvinde i lænker, og.. erklærede hun var en gave til 'Syndens Prins'. Vi har tilbageholdt manden for slaveri, men han påstår han blot levere 'pakken' og er uskyldig. Sergenten var usikker på om dette overhoved var Deres tid værdig, men kvinden.." vagten flyttede igen lidt på sin vægt "Hun er iført en af Fruens kjoler". 


Nede i vagtstuen sad Netrish og stirrede frem for sig, uden megen tanke for den unge vagt der sad i rummet sammen med hende og flyttede uroligt på sig. Hun ture stadig ikke tro på det var ovre, til trods for hun for første gang i et halvt år var blevet mødt med medmenneskelighed.
Først slæbt til Balzera for at blive opbevaret i et bur, under konstant opsyn så hun ikke skadede det liv der voksede i hende. Hun var blevet solgt til en ukendt køber og losset på et skib som simple last, bundet til en pæl i lasten under hele rejsen, sammen med resten af lasten. En last bestående af lig.
Det havde været svært at tro det kunne blive værre, indtil hun var blevet opbevaret med selv samme last i smuglerkælder, uge efter uge, til de endelig havde trukket hende op, iført hende en mærkværdig lilla kjole, og ledt hende til den forhenværende slotsruin.

Netrish blik faldt til hendes mave, der stod enormt frem mod hendes ellers slanke, atletiske kropsform. Hun hadede den. Hadede det barn Thanos havde plantet i hende og hadede at hun ikke havde haft en åbning til at skaffe sig af med den endnu. Det havde været tæt på med trolden. Men ikke tæt nok.

Men måske, bare måske, var hendes held vendt nu? Lænkerne der havde holdt hende var blevet fjernet og kastet til side på et bord, midt i nogens kortspil. Den lurvede kappe der havde skjult hende på turen til slottet var skiftet ud med et lunt tæppe, og hendes bare fødder tørret af og gemt væk i et par håbløst for store sokker. Vagterne der havde taget imod hende havde alle gjort som deres skyldfølelser havde budt dem, og gjort hende så komfortabel som de kunne. Men ingen af dem havde helt fundet moddet til at tale med hende.
Netrish blik gled op. Ikke mod vagten, men mod den mørke, lakerede trææske omkring 30cm lang, 7cm bred og 5cm høj, de havde konfiskeret fra hendes tidligere vogter. Selv hun anede ikke hvad den indeholdte, men hendes bange anelser sagde hende det ikke kunne være noget godt.

Valkar sad og studerede tegningerne bygmesteren så venligt havde efterladt, efter at have svaret på hvor de hemmelige tunneller til slottet lå. Det var som sådan ikke fordi at han ikke stolede på at dværgene ville holde deres ord, men nærmere det de ikke havde svoret, så som de tunneller han nu studerede. 
Han prydede sig ved hans evne til at vende situationer til hans fordel og at være på forkant med de fleste problematikker der kunne tænkes at forekomme. 

At blive forstyrret af en af hans vagter var dog ikke noget Valkar havde forventet, og slet ikke at blive refereret til som "Syndens Prins". Det var efterhånden nogen tid siden nogen havde refereret til ham med den titel, der var kun to der brugte det i flæng. Jez ude på et ærinde og den anden... Hvis han havde vendt sin interesse i deres retning ville alting blive noget mere besværlig. 
"Ja så... Jeg takker for at i har frembragt dette for mig, det er noget jeg vil tage hånd omkring" svarede han med et bestemt nik efter vagten var færdig med at tale. Tunnellerne måtte vente til et andet tidspunkt. 

Faste skridt lød som herold for Valkars kommen. Vagten der havde hentet ham var blevet sendt i køkkenet efter en bid mad, hvem der endte med at spise den måtte tiden vise. Om end hans nysgerrighed om hvad hele denne misære omhandlede var overdøvende, fik den ikke lov til at tage pladsen for fattethed og mådehold. Ordenlig opførsel var stadig vigtigt. 
Som Valkar kom ind i vagtstuen faldt alle vagternes øjne på ham, tydeligt fortrøstningsfulde over at det nu var i hans hænder. Valkars eget blik faldt dog på elverkvinden, der tydeligt var med barn, og i hvad der umiskendeligt var en af hans hjertenskæres kjoler. Stille løftede han en hånd, da en af vagterne skulle til at åbne munden. "Jeg ønsker at tale med vor gæst alene" bød han med en stemme der var venlig, men tydelig at det var en ordre.

Efter de resterende vagter havde forladt rummet, samlede Valkar den atypiske trææske og henvente sig til elverkvinden. "Jeg håber at mine vagter har behandlet dem ordenligt, tør man spørge om deres navn? Jeg tænker at det vil gøre en samtale noget nemmere" spurgte han med et venligt udseende smil. For dernæst at åbne æsken, dog stadig med hans opmærksomhed primært vendt mod elveren. Nogen mente burde være hans slave.

Netrish rettede ryggen som faste skridt nærmede sig, og mødte herren der ankoms blik, uden frygt eller tøven. Det var tydeligt at se hun var en kvinde der var van til at holde ret ryg, hvilket også kun gjorde hendes sunkne skuldre mere iøjnefaldende. De sidste måneders strabadser havde ikke knækket hende, og ej heller ville denne dag. Men hun var slidt, og meget meget træt.
Opmærksomt betragtede Netrish herren, der måtte være denne 'Valkar, syndens Prinse' som hun havde været tiltænkt en gave til, og hendes ansigt var en rolig maske imens, som den altid var. Men hendes øjne afslørede et spinkelt håb da han kaldte hende 'gæst'. Om det var et spil for galleriet måtte tiden vise. Vagterne havde hvert fald virket noget konfuse da hendes 'ledsager' havde omtalt ham ved titel.

"Mit navn er Netrish Nardarlah" hun tøvede et øjeblik inden hun fortsatte og hadede sig sig for det "Jeg er forkynder af Kiles Ord". Hun nægtede at skamme sig over sin gudinde, ligegyldigt hvad Kiles Orden gjorde... også selvom det ikke nødvendigvis var det bedste for hendes videre liv. Men hvis hun ikke kunne stå ved dét, hvad havde hun så tilbage? "Passer det Dem blot at blive kaldt Hr Valkar?" spurgte hun dernæst. Det virkede klogest ikke at bringe den anden titel op, til trods for vagterne havde forladt lokalet. Men det var måske netop derfor han havde sendt dem bort? En bange anelse.

Æsken i Valkars favn var ikke synderlig tung for dens størrelse. Det første der mødte blikket var en foldet side, der så ud til den kunne være revet ud fra en notesbog. Forsigtigt, ja, men den revne kant var stadig tydelig. På ydersiden stod et enkelt ord. Valkar, skrevet i smuk, svungen håndskrift. Foldede man den op, var der en kort besked:

En lille ting til at holde dig med selskab, når jeg er andetsteds optaget.
Brug endelig vedlagte værktøj, til at modificere hende efter behov!

- Lady Jezebel, Forfaldets Komtesse

'Værktøjet' noten omtalte var ikke til at misse. Lagt på silkefor var præsenteret en lang, slank kniv af en type der hørte sig til i et køkken - eller hos en slagter. Håndtaget var i poleret knogle, og bladet skinnede, så blankt og skarpt at Valkar ville kunne se sin egen refleksion deri. 

Elveren lod ikke til at være nogen almindelig slave, hendes øjne vidnede om at hun stadig havde håb. Nej hun var antageligvis ikke knækket som andre slaver. En tydelig dårlig handel begået af nogen. Men at hun var med barn var stadig et mysterium han nok skulle få løst tids nok. 

"Ah, besynderlige omstændigheder at møde dem under frøken Nardarlah, eller er det fru?" kom det som han kort skævede til hendes mave. "Hr. Valkar er ganske passende" svarede han hendes spørgsmål med et sagte smil. At blive kaldet syndens prins på nuværende tidspunkt, ville være noget upraktisk og male det forkerte billede så at sige. 

Det eneste der vidnede om hans overraskelse over afsenderen og 'brevet', var den smule hans ene øjenbryn vandrede på mod panden, inden det fandt tilbage på plads. En ganske typisk ting for Jezebel at gøre, men som han forstod hende måtte dette være noget hun havde arrangeret inden turneringen.
Elveren så ganske nydelig ud i kjolen, og tanken om at have hende at more sig med var skam også behagelig, men som tingene var nu måtte han spille sine kort rigtigt. 

Forsigtigt lagde han 'brevet' tilbage i den lakerede æske, der lukkede med et lille smæld.
"Kan de fortælle mig om hvordan en præstinde af Kile ender som slave?"

Netrish blik fik en hånd kant "Frøken. Og besynderlig er ikke just det ord jeg ville have brugt Hr. Valkar.. Men de har ret. Jeg forestiller mig det ikke er hver dag nogen forsøger at skænde deres navn ved at sende dem en person som 'gave'" kommenterede hun fast, og valgte sine ord med omhu. 'Forfærdeligt' eller 'umenneskeligt' havde nok gjort mere for at berolige den trætte præstinde.

Netrish var stille mens Valkar kiggede på den anden halvdel af sin 'gave', og fik ikke meget ud af hans reaktion. Om han var mindre overrasket end hans vagter havde været det, eller om han blot var bedre til at skjule det var umuligt at sige. Om end hun havde svært ved at forestille sig, med vagternes reaktion, at Valkar var en mand der holdt slaver.

Langsomt fugtede Netrish sine sprukne læber. "Det kan jeg. Men det er ingen behagelig historie" advarede hun, og hendes toneleje og stemmeføring ændrede sig som hun begyndte at fortælle, og det blev tydeligt hun var van til at fortælle og formidle.
"Det startede velsandtes da jeg forlod Kiles Orden, og med dem Dianthos. Det er min overbevisning at deres religiøse doktrin er falsk, og det ord de forkynder ikke er Kiles sande ord. Værende en elver, og i dårlig stand med Kiles orden, var jeg nødsaget til at forlade Dianthos, og vende tilbage til vejen. Min tolkning af Kiles budskab var dog heller ikke velset der, og jeg blev forsøgt hængt" ordrene kom ud uden tøven, og hun fortalte mere som var det sket for en anden. Men så man efter, var der stadig mærker om hendes hals der vidnede om hændelsen "Jeg blev reddet fra galgen af en lejesoldat ved navn Thanos, der efter at have reddet mit liv, så det sin ret at sælge det videre. Det var også han der plantede dette fordømte liv i mig, da han blev træt af at plage de to drengebørn han ligeså ville sælge. Vi blev slæbt til Balzera og solgt til slavehandleren Vargas Aziz. Han brugte vores liv som underholdning, kastede os i en arena med en trold. Det var dog troldens tid, og den gik retteligt til Kile. Men da han indså jeg var med barn, sikrede han sig jeg ikke kunne terminere det. Det var dog ikke længe efter det jeg blev solgt videre, sat på et skib med lasten fyldt af lig, og bragt nordpå. Derefter brugte jeg vel 3 uger lænket i en kælder, inden jeg blev iført kjolen her, og bragt til Dem" gennem hele fortællingen forblev hendes ansigtsudtryk roligt og fattet som en maske, men i hendes øjne var skyggen af den smerte hun følte, den fortvivlelse minderne bragte tilbage. Hun viste ikke hvorfor hun fortalte denne fremmede så meget, så detaljeret, om hendes ulykkelige skæbne, men da hun først var gået igang, var det som om ordrene havde fået deres eget liv, og var væltet ud af hende, før hun kunne stoppe det. Hvor længe var det ikke siden hun havde haft nogen at tale med? Juno og Hektor havde kun været børn, med nok i deres egne ulykkelige skæbner..
Da hun løftede blikket for at møde Valkars igen, var hendes øjne ikke våde, ej heller bedende, men afventende, og forsigtigt håbefulde "Og nu lader det til at det er op til Dem hvad der vil ske herfra. Modtagelsen fra deres vagter tillod mig at være forsigtigt håbefuld"

En del af Valkar havde lyst til at smile over hendes svar, men han fortrakt ikke en mine. "Det er ganske sandt frøken, det er på ingen måde en hændelse jeg håber gentager sig" På sin vis havde han intet mod at have slaver, men at få dem uden årsag. Det var noget han på ingen måde nød, som her med den elviske præstinde, ville det ende i noget bøvl han så skulle bruge tid på at rydde op. 

"Således er det" nikkede han med en seriøs mine malet i ansigtet. Hendes evner indenfor fortællingens kunst overraskede kun positivt, et friskt pust modsat de dystre emner der blev bragt op.
Frøkenens brud med Ordnen kom dog som en overraskelse for ham, noget der gjorde hende markant mere interessant i hans øjne. Men også et markant mere besværligt bekendtskab. 
Varkars ene øjenbryn løftede sig kort ved benævnelsen af Thanos, at dødenspølse lavede småting på siden var ikke overraskende, nærmere forventet. Men at sælge folk som slaver var dog noget uventet, det og at han besad en seksuel drift. Hendes maske som hun talte var som man forventede en tjener af Kile, men elverens øjne viste at smerte havde havde slået rod. 

En forsigtig banken  lød fra døren, efter frøken Nardarlahs fortælling havde nået sin ende. Vagten der havde henvendt sig til Valkar stillede en bakke med lidt mad og drikke på bordet. "Deres vilje er stærkere end de flestes min kære frøken. Kom sæt dem og få noget at drikke og spise, det er dem vel ondt" med en hånd slog han ud mod bordet og skamlerne. "Under alle omstændigheder er de min gæst indtilvidere, og hvis de ønsker det tilbyder jeg gerne min hjælp med at gøre dem fri af Thanos yngel" Ingen fortjener at have en del af Thanos til at gro i sig. Verden havde mere en rigeligt i den ene der vandrede rundt.

Netrish var ikke sikker på om hun følte sig bedre tilpas efter at have fortalt sin historie, men hun fandt stadig trøst i at have fortalt den, ligeledes fandt hun en sær beroligelse til at blive talt til som en person igen, og ikke en ejendel. Hun ture dog ikke tro hendes frihed var sikker endnu, til trods for Herrens ord om hun var gæst. Denne mand var ikke som slavehandleren Vargas, og alligevel forventede Netrish den anden sko kunne falde hvert øjeblik. Vargas havde nok budt hende et bad, men han havde aldrig lagt skjul på han mente hun var hans slave, og på trods af Valkar behandlede hende anstændigt, sad erfaringen stadig og knugede i hendes bryst.

Med en anelse besvær kom Netrish på benene ved Valkars bud. "Jeg takker, herre Valkar" hun bukkede respektfuldt, besværliggjort af maven "For deres venlighed, og deres gæstfrihed. Det er kun med Kiles styrke i mit sind at jeg klaret de sidste måneder" tilføjede hun, inden hun tog plads hvor han havde angivet. Hendes blik fandt kort på lænkerne der stadig lå skubbet til side på bordet, men hun skubbede dem ud af sit sind, og fokuserede i stedet for på Valkar "Jeg ønsker ikke at være til besvær hr. Et værelse med en spand samt en lang, smal kniv eller en lang syl er alt jeg behøver" forsikrede hun ham pragmatisk. Til trods for sin påpasselighed bed hun kun underbevidst mærke i hans 'indtilvidere', og slet ikke i hvordan måden han omtalte barnet i hende, kunne antyde han kendte dets fader. 

Et skyggen af en smil sneg sig ind på hans læber, det var længe siden at nogen af hans uanmeldte gæster havde formået at holde den venlige tone af sig selv. Et tilfælde han havde svært ved ikke at sætte pris på. "Det er mig en glæde at kunne tilbyde dem den, mange ville mene at det ville være uværdigt at gøre andet for en kvinde i deres sted" Hans blik fulgte hendes som det kort faldt på kæderne.
Ah
"De må undskylde mig et øjeblik" Kædernes raslen lød som slottets herre med faste skridt gik mod de åbne skodder og prompte smed kæderne ud. "Dem får vi ikke brug for så længe de er her kære frøken." Lød det som han atter vendte sig mod hende, børstende sine hænder mens han gik tilbage mod bordet.
"Ikke tale om! Så længe de er min gæst skal ingen harme forfalde dem, jeg skal sørge for at de får hjælp der er dem værdig" Hvad ville folk ikke sige hvis at hans gæster måtte skade dem selv under hans tag?!? Hans træk mildnede dog ganske hastigt
"Deres ønske om ikke at være til besvær er værdsat, men jeg ville være en sølle vært hvis det ikke var mig muligt at passe ordenligt på mine gæster." Selv førte han et krus til sine læber og drak en tår af den skummende øl. "Alt jeg beder om er et par dage til at nogle helbredere kan finde en løsning til at hjælpe dem, hvor de ikke lider unødig overlast" Nok havde slottet nogle urtekyndige helbredere tilknyttet, men ingen der besad helbredelsens gave.

Netrish blik fulgte Valkar som han rejste sig og uden videre smed kæderne ud af vinduet. Netrish mund hang en anelse åben som hun stirrede mod vinduet. Væk. Bare sådan. Hun var... fri? Hendes blik blev sløret som tåre pressede sig på, og hun måtte blinke kraftigt for at holde den fra at falde som lettelsen fyldte hendes bryst.
"Tusinde tak Hr Valkar, jeg..." ordrene fejlede hende og hun tav et øjeblik for at samle sig en anelse, og hendes mimik faldt tilbage i sin vante maske "Undskyld, De har efterladt mig uden ord. Tak. Det er ikke ofte man møder sådanne godhed, ikke længere" trods hendes neutrale udtryk, var taknemmeligheden i hendes tone og blik ikke til at tage fejl af.

Slottets herre satte sig ved præstinden igen, og fortsatte, nægtede hendes foresprøgelse, og hun sænkede blikket en anelse, mere end hun på noget tidspunkt havde gjort for de der havde påstod at eje hende, og bøjede nakke i respekt. "Deres ord gør dem ære. Jeg er ikke vidende på feltet, og hvis Deres folk har en nemmere måde, tager jeg gerne imod den, og vil takke dem derfor.. Men hvis ikke, må jeg bede dem genoverveje. Jeg bære min æts gave med mig, og omend den ikke er stor, vil den være rigeligt til at sikre jeg ikke lider unødig overlast" forsikrede hun ham.
Lidt forsinket, som hun opdagede Valkar var begyndt at drikke, rakte hun ud og tog lidt af maden og begyndte at spise. Det smagte som intet hun havde smagt før. Fantastisk. Om det var de lange måneder med det samme, eller de seneste to med knap noget eller om det simpelthen var smagen af en frihed hun ikke havde vist smagte således, før den var blevet taget fra hende, var ikke til at sige. 

At elver kvindens ord ikke kunne finde vej til hendes læber var ikke så overraskende, men Valkar var nødt til at prøve at skjule sin overraskelse da hendes ord endelig fandt deres vej. Han tvivlede ikke på at hun mente dem alle, men havde han oprigtigt gjort en god handling? Nu var dog ikke et tidspunkt for den slags tanker. Let nonchalant viftede han med hånden "Alt forladt, med alt de har været i gennem, ville alt andet være skammeligt af mig" En del af ville påstå at det blot var for at sikre sig at Thanos æt døde med ham, men nu var han selv ikke længere helt så sikker.

Et øjenbryn flyttede sig en smule op som hun fortalte. "Jeg ser, deres ord varmer" Valkar hånd fandt hvile over hans hjerte "Skovelvernes gave er mig bekendt, men jeg ville stad være en sølle vært hvis der skete dem noget under mit tag" Valkar så tænktsom ud et øjeblik. "Jeg vil kunne tillade det hvis de vil være under opsyn af en helbreder, de besidder ikke en gave som deres, men ville kunne hjælpe hvis noget uforudset skulle ske" Det var ikke en løsning der huede ham synderligt, men hendes blik viste at det blot var et spørgsmål om tid inden hun ville finde sin egen løsning. 
Et stille smil bredte sig over hans læber som hun spiste, hun var den mest behagelige uforudsete gæst han havde haft længe. En idé spirede i hans sind. "Hvad er deres tanker om hvor deres vej vil føre dem hen næst?" En med hendes gave kunne blive ganske brugbar i det lange løb.

Netrishs accept af Valkars termer var ikke andet end et bestemt nik og et taknemmeligt blik. Men det var alt der var nødvendigt. Hun havde indvilliget i at prøve hans metode først, og hvis det ikke bar frugt, så ville hun bruge sin egen under opsyn. Ligegyldigt hvad ville hun blive fri for det mareridt der var blevet hende på-tvunget.

Trods sin voksende sult, spiste Netrish roligt. Det krævede en hvis mængde disciplin ikke at stoppe i ansigtet og forsøge at fylde det hul der var hendes indre. Men Valkars spørgmål fik hende alligevel til at stoppe helt, og ligge det stykke brød hun havde været i færd med at føre til sin mund, fra sig igen. Hun havde været så sikke under sit fangeskab. Frihed først, og så tilbage til at tjene sin gudinde. Tilbage til sig liv, og til Asbjørn, så pokke tage Kiles Orden! Men nu... nu var hun ikke så sikker længere.
"Jeg vil vende tilbage til mit hver og min pligt som forkynder af Kiles ord. Ordenen er stadig ved magt som jeg forstår, så der er større behov end nogensinde. Måske søge til yderområderne af deres indflydelse, og oplyse folket der, så den falske doktrin ikke spredes" på trods af hendes stemme var fast, var der tvivl i hendes blik. Tvivl om det nyttede, om hun overhoved kunne gøre en foreskel mod den syndflod der var Kiles Orden.

Valkar nikkede stille som hans elviske gæst besvarede hans spørgsmål. Et ganske simpelt svar, men hendes blik vidnede om at alt ikke var så sikkert som hendes ord fik det til at lyde. "Jeg ser" et lille nik og en venlig gestus indikerede at hun blot kunne fortsætte med at spise. "Men de skal være velkommen til at gæste mit hjem så længe de ønsker, dog forventer jeg som det mindste at de bliver til de er kommet dem over den kommende gerning" Før hun kunne nå at svare var slottets herrer igang med at rejse sig "Hvis de vil have mig undskyldt et øjeblik" bukkede han kort før hans skridt bar ham ud på gangen, hvor en tjener blev sat til at hente helbrederenes drik. 

Valkar lod hans gæst for et øjeblik for sig selv før han atter vendte tilbage til deres uforudset middag. "Jeg håber de kan undskylde mit fravær, men sig blot til hvis de har spørgsmål, så vil jeg gøre mit bedste for at besvare disse" fortalte han som han satte sig til rette igen, og prikkede lidt til maden. Han spiste som sådan ikke så meget, mere siden at Jez var flyttet ind, men stadig mindre end de fleste på slottet. Forhåbentlig havde hun spist noget i hans fravær. Det burde ej heller vare længe før det var muligt at helbredernes mikstur ville kunne ankomme. 

Netrish samlede langsomt brødet op igen og vendte det en smule mellem hænderne, hendes appetit fraværende, selvom hendes indre stadig føltes tomt. Hun løftede blikket som Valkar bød hende at blive til hun var kommet sig, som minimum, men inden løfter om ikke at tærer på hans gæstfrihed, eller så meget som et simpelt tak kunne forlade hendes mund, rejste Valkar sig og lod hende alene.

Om der var gået sekunder eller minutter var Netrish uvist. Hendes hænder lå på bordet stadig med brødet mellem dem, trukket halvt fra hinanden af hendes hænders skælven. Hun så ned på dem, og kunne ikke andet end undre sig. Hun var sikker nu, fri fra slaveri og snart fri fra den rædsel der voksede i hende. Så hvorfor rystede hendes hænder? Hvorfor gled tårene nedover hendes kinder i en ustoppelig strøm?
Hvis hendes pinsler endelig var ved en ende, hvorfor havde hun så ondt?

Skridt der nærmede sig trak hende ud af en nagende, voksende fortvivlelse, og stak bestemt brødet i munden og tykkede mekanisk, mens hun tørrede tårene væk med hjørnet af tæppet der lå om hendes skuldre.
Da Valkar atter trådte ind i lokalet kort efter, sad Netrish roligt med tæppet trukket om sig. Men sporene var der. Stregerne i rejse støvet på hendes ansigt, en dråbe der stadig lå ved hendes kraveben, krummerne på bordkanten.
"Alt forladt" hendes stemme var kontrolleret og hendes blik vandrede en anelse rundt i rummet "Kunne De måske fortælle mig hvor præcis vi er? Rejsen fra kysten lod mig tro et sted i Azurien, men jeg husker ikke et slot som dette noget sted i Krystallandet jeg har været før" spurgte hun, og holdt sine tanker praktiske. Mad og vand. Tøj på kroppen. Rationer og en retning. Det var alt hun behøvede. Så skulle det nok gå. Så skulle det nok blive godt igen.

Striberne på hans gæsts ansigt vidnede om at hun måske ikke var så fattet som hun gav udtryk for. Ikke at Valkar kommenterede på det, det ville hverken gavne ham på længere sigt. Samt en del af ham forstod hendes smerte, og ønskede at spare hende for mest muligt af den. Et smil bredte sig på hans læber over hendes svar, høflighed havde altid haft et nært sted i hans hjerte. Det var en skam at det var så få folk der havde sans for det i denne tid. 

"Ah et praktisk spørgsmål" Valkars hånd gled kort gennem hans hår "Vi er på Opalslottet i det nordlige Azurien, at det ikke er genkendeligt derimod er ganske forståeligt da det først er blevet genopbygget ganske fornyligt" Fortalte han gladeligt, det havde taget tid og en del arbejde fra dværgenes side. "Er der andet de ønsker at spørge om? Om det er praktisk eller mere personligt"
Stille blev et tørklæde rakt over mod elveren foran slottets herre. At få hende til at bløde op ville ikke være let, men han havde tid nok. Men at give hende mulighedhed for at lade snakken blive mere personlige ville muligvis kunne hjælpe. Det eller hun ville føle sig nødsaget til at svare nu hvor han havde ladet emnet gå i den retning.

Netrish nikkede roligt ved Valkars forklaring. Det var utroligt hvad der kunne ske på blot så kort tid. Sidst hun havde rejst på disse egne havde der ikke været andet end halve vægge og sten ældre end hendes selv. Hendes rejse havde dog også været på pause længe, mens hun havde boet hos Asbjörn ved Dianthos...

Netrish løftede blikket mod tørklædet og hun tøvede et øjeblik, inden hun med en gestus takkede nej. Om han viste hun havde grædt, eller blot forventede det, forventede hun ville krænge sit hjerte ud efter de forfærdelige ting hun havde været igennem. Det ville ikke ske. Hun var okay.

"Jeg undrede mig en anelse. De er Herre af slottet her, men ud fra hvordan deres vagter omtalte dem, bære de ingen adels titel?" hun havde ikke ville spørger før, men siden han selv havde bagt 'personlige' spørgsmål på banen, tænkte hun ikke det kunne skade, og sandsyngligvis ikke ville fornærme ham. Hun kunne ikke benægte en hvis nysgerrighed omkring hendes redningsmand, sammen med en umådelig taknemmelighed. 

Valkar nød at hans gæst lod til aktivt at lytte til hans forklaring om slottet. Ind i mellem tog han sig selv i at savne den dystre følelse der havde hængt ved de gamle ruiner slottet havde været før. Men Opalslottet var pragtfuldt og med tiden skulle det nok blive det samlings punkt han ville gøre det til.
Med rolige bevægelser foldede han tørklædet og lagde det mellem dem, nok ønskede hans gæst ikke at gøre brug af det nu, men han var ganske sikker på at hun ville få brug for det før eller siden.

"Ganske observant af dem kære frøken- " En banken på døren afbrød ham, og en tjener kom ind med flaske af ler med prop af krystal. "Ah, miksturen" kommenterede Valkar der gestikulerede mod hans gæst. Et forståelsens nik kom fra tjeneren der hurtigt stillede flasken foran den elviske præstinde og lod dem atter være i fred.
"De urtekyndige har forsikret mig for at de ikke børe lide nogen overlast over drikken, selvom den er blandet stærkere end normalt" En klukken kom fra flasken som de rubinrøde dråber fyldte hans glas. "Hvor var vi, ah det er sandt at jeg ikke bærer nogen adels titel, men slottet er stadig mit. Det er ved mine handlinger at det står, og min beskyttelse der dækker dem der ønsker den" En slurk af vinen vædede hans tunge atter en gang. "Kan de fortælle mig hvad deres ynglings spise og drik er?"

Netrish løftede blikket mod tjeneren som denne trådte ind, og fulgte flasken med blikket. Hun sank en klump, som den blev placeret ved hende, og hendes blik faldt tilbage på Valkar, som han forsikrede hende om at det var sikkert. "Det kan næppe være mindre behageligt end den alternative løsning" sagde hun, med tydelig lettelse i stemmen. Der var ingen tvivl i hendes sind om at hun ville havde gjort hvad end der blev nødvendigt for at slippe ud af sin tilstand, men at nødvendigheden ikke strækte sig længere denne gang, end at drikke en mikstur.. ja, det var en velsignelse. "Jeg håber at få muligheden for at takke dem for deres hurtige arbejde. Og må takker Dem igen for det ligeledes".
Netrish samlede flasken op mens hun talte, og en grum lugt spredte sig hurtigt. En svag trækning gled over elverens ansigt, inden hun løftede den til sin mund, og drak uden stop, og uden at kny, til den var tom. Havde den skulle tages anderledes var hun sikker på tjeneren eller Valkar selv ville have instrueret derom i tide.

Det af vejen satte hun proppen på igen, og betragtede den kort. En prop af krystal på en krukke af ler. Et mærkværdigt valg. Hendes opmærksomhed fulgte dog tilbage til Valkar på ny, som han samlede deres samtale op igen, og svarede på hendes spørgsmål.
"En titel af adel er vel ikke meget anderledes end den af Forkynder. Den bære kun vægt hvis de der lytter tror - på guderne eller det royale dekret" kommenterede Netrish tænksom, og skyllede miksturen ned med en mundfuld vand. Hun troede, og for hende bar hendes position vægt og ansvar. Men hun havde mødt så mange på sin vej der ikke bød guderne respekt, og så vel som hun selv var blevet spyttet efter, havde hun ligeledes set noble modtage samme behandling. Om end de havde storslåede boligere at trække sig tilbage til når de skulle slikke deres sår, og Netrish skulle være heldig at finde en seng, bar hun sin rigdom i sjælen.

Valkars spørgsmål lod til at komme en kende bag på Netrish, men hun gav det omtanke inden hun svarede "Jeg må erkende jeg altid har haft en svaghed for kirsebærsnaps" svarede hun med et svagt suk "Og hvad spise angår..." et lille smil lagde sig på kanten af hendes læber "Der er en lille landsby i Medanien, nær bjergene, hvor der bor en bagerfamilie jeg altid besøger først på foråret når Gudinden tillader det. De laver de mest fantastiske havrekager, og når årets første bær og nøde høst går ind, bager de med dem og deler dem med alle i byen... og de heldige rejsende der måtte være der"

Et simpelt nik var alt det svar Valkar gav, han håbede at det ville virke og hans gæst ikke var nødsaget til at gøre det med, hendes egen metode. "Jeg er sikker på at det nok skal blive dem muligt, og jeg behøver skam ikke mere tak deres selskab er rigeligt" svarede han med et mildt smil. Oftest bragte andres misbehag ingen følelse frem for slottets herrer, men elverens fremragende skjulte misbehag gav ham et midt stik af medlidenhed. 

"Ganske sandt, men at have en titel reelt gør dog visse ting lettere. Men de har ret frøken, folkets tro er på ingen måde uden betydning" De lokales respekt gjorde hans virke muligt, og det var sandt at han ville værne om alle de der stod under hans beskyttelse, om de selv mente de var under den. Men de adeliges respekt, det var stadig noget der manglede i hans regnskab.

"Ja så? Det lyder alt sammen udsøgt, den bedste kirsebærsnaps kommer dog her fra det nordlige Azurien" kommenterede Valkar uden tanke. Han huskede smagen, sød men skarp. Hans moders opskrift. Et glimt fra fortiden. Hvor længe der var gået før han havde fået forvirringen under kontrol. "Jeg tænker at dette måske er alt for nu? Medmindre de har mere de ønsker at spørge om kære frøken?"

Netrish kunne ikke andet en nikke tænksom ved Valkars egne tanker om troens magt. Hun fik på fornemmelsen at trods hans ord, var han ikke så enig som han gav udtryk for. Han higede efter den magt og anderkendelse han håbede fulgte med en titel. Flygtig magt og tom anderkendelse i Netrish øjne, men det var jord at gro i for nogle, hvor mager det end var. Dog lod de fleste adelige til at leve og dø i den jord de var gjort af, uden nogensinde at finde frodiger jord og i sandhed blomstre.

Et lille smil trådte frem på elverens maske som slottets herre forsvandt i fordoms minder, og hun gjorde det samme. "Især de år hvor foråret rammer tidligt og mildt, og kirsebærene vokser sig tunge med sødme og saft" kommenterede hun, mere som en tanke der blev sagt højt, som hendes eget blik ligeledes var fjernt for en stud. Det var længe sinde hun havde skænket sin gamle mentor, Mergran megen tanke, men nu kom de gamle mindre til hende, som en beroligende varme.

Hun fandt selv tilbage til nuet før hendes vært, men ventede roligt til han selv fandt tilbage. Hun håbede måske han fandt samme ro i sit minde som hun.

"Jeg har mange spørgsmål, men ingen der ikke kan vente. Jeg tænker, for nu, at spise lidt mere, og så ligge mig ned for en stund" erklærede hun, og selvom hun lød mere træt end da deres samtale var startet, var det også tydeligt at hun var langt mere rolig, og om end ikke veltilpas, så mere tilpas end hun havde været i mange måneder.