Liv havde egentlig ikke været så meget for det, men Sakse havde overtalt hende til at kommme lidt udenfor med tvillingerne. Hun havde været lukket inde i soveværelset med dem i næsten to uger, og Sakse var vist ved at blive lidt sindssyg af det hele. Han var sådan en god dreng, og Liv havde haft lidt ondt af ham, så hun var indvilligt i at tage en dag ude med tvillingerne, så Sakse kunne få lidt fred. Han havde været så god mod hende og blevet hos hende, selvom han ikke behøvede, og Liv havde vist ikke fået takket ham ordenligt for det. Det måtte hun huske, når hun kom tilbage.

Normalt var Liv kun vant til at skulle bevæge sig rundt med ét spædbarn, så hun blev nødt til at være lidt kreativ denne gang. Hun iførte sig en af sine sædvanlige lange, hvide kjoler med lav udskæring, så det ikke ville være for besværligt at amme, og brugte så et stort stykke hvidt stof til at binde Nat fast om sit bryst, så hans lille hoved hvilede mellem hendes bryster. Hun brugte et stykke stof magen til til at binde Dag fast på ryggen, så Dag kunne kigge over Livs skulder.

Det var lidt tungt, men Liv var stærk, så det gik nok. Hun kunne ikke lade være med at smile, da hun trådte ud i solskinnet, og al mørke og onde følelser forsvandt straks fra hendes sind. Nat var faldet i søvn, og hans lille hovede hvilede blidt på hendes ene vuggende bryst, mens hun gik. Dag lod dog til at være vågen. Liv kunne ikke se hende, men hun kunne høre hende pludre stille ved sit ene øre.

"Velkommen udenfor, små kid," sagde Liv til dem begge, mens hun gik ned ad gaden. Der var vist et stort marked på byens markedsplads i dag, så hun besluttede sig for at gå derhen. Hun kunne godt have lyst til noget frisk frugt sydfra.

Endnu engang havde Valkars arbejde ført ham til Dianthos. Der var en handelsmand der var kommet krybende om at ville handle med ham alligevel, så Valkar havde været ham nådig og ladet ham handle, selvom mandens nej havde været noget så uforskammet. Men det var så svært at sige nej når folk tilbød at gøre en tjeneste for ham senere.

Efter forhandlingerene havde hans fødder ført ham ud på markedspladsen, der var trods alt ind i mellem ting der var hans tid værd. Som han gik gennem gaderne fik han mange beundrende blikke. Han var klædt i hans frakke i mørkt stof, hvor der som kontrast var broderier af fjer i sølvtråd. Hans skjorte var hvid og ganske løs i det. Bukserne var midnatsblå og på fødderne var gode støvler. På hænderne bar han ringe i sølv, en enkelt med en lavendel ametyst, en anden med en gylden topas, og en med en sort onyx.

Som han vendte sig efter at have lagt krystaller for en lille kurv med sydens frugter. Fik han øje på den person han mindst havde håbet at møde, Liv. Moderen til han børn. Han havde ingen idé om hvordan hun ville reagere, men det indebar nok næppe gensyns glæde. 
Han smilede "Det glæder mig at i har det godt alle tre" hans stemme var varm og en smule stolt. "Kan jeg tilbyde noget frugt?" spurgte han som han forsigtigt rakte kurven frem.

Det havde på ingen måde strejfet Liv, at hun kunne risikere at løbe ind i Valkar her. For det første boede han jo i en helt anden by i den anden ende af landet, og der var så mange folk på markederne i Dianthos, så selv hvis han var i byen, så kunne de da umuligt støde ind i hinanden. Men Liv vidste det, allerede inden hun hørte Valkars stemme, for Dag var begyndt at pludre lidt livligere og hun vred sig i den slynge, Liv havde bundet. Liv vidste ikke, hvordan hun vidste det, men hun vidste, at det kun kunne være Valkar. Nat sov blot videre og savlede lidt ned i hendes kavalergang.

Der farede en million tanken igennem hendes hoved på én gang. Skulle hun smile, skulle hun være rasende, skulle hun flygte, skulle hun angribe ham? Hun kunne bogstavelig talt ikke huske, hvornår nogen sidst havde såret hende så dybt, som Valkar havde, og hun vidste slet ikke, hvordan hun skulle håndtere det.

Endelig mødte hun hans blik, men hendes ansigt forblev tøvende. Hun kunne simpelthen ikke finde ud af om hun havde lyst til at kysse hans ansigt eller flå det af.

Hun rakte ud og tog et stykke frugt helt automatisk uden at tage blikket fra ham.

"Gør det?" spurgte hun. Hendes stemme var ikke anklagende, kun tøvende. Hun holdt sin frie hånd omkring Nats nakke for helt underbevidst beskytte ham fra den mand, der havde såret hende. "Det ville jeg ikke have gættet."

Valkar havde på ingen måde glemt den udåd hun havde gjort imod ham, men børnene bar trods alt ikke deres moders skyld. Han havde ikke skænket dem mange tanker, men at se dem gjorde det umådeligt svært at vifte hen og lade som om de ikke eksisterede. 

Det føltes som luften omkring dem var anspændt, som verden omkring dem kunne mærke at dette øjeblik ville blive definerende for mange liv i tiderne der ville komme. Smilet forlod ikke hans læber, det var forsigtigt, prøvende. "Det overrasker også mig, men hvordan kan man andet når man ser de kære små?" hans stemme var stadig varm. Det var ikke meningen at man skulle have en yngling, men barnet ved skulderen varmede hans hjerte ved bare at se på ham.
"Har du navngivet dem?" spurgte han. Hans frie hånd var på vej for at kærtegne barnet på skulderen, men han tøvede. Ventede på hendes accept. Så meget havde hun fortjent.

Liv var i syv sind, og det stod tydeligt malet i hendes ansigt. Dag pludrede lykkeligt ved hendes skulder og rakte ud efter Valkars hånd, men Liv gik ikke tættere for at lade dem mødes. Hvis hun foldede sine vinger ud lige nu, så kunne hun stikke af og flytte by og aldrig se Valkar igen og derved aldrig igen blive mindet om, hvor dybt han havde såret hende. Det ville være den nemmeste løsning. Men der var alligevel noget, der holdt hende tilbage. Det var første gang, at nogen af hendes børn havde mødt deres far i så ung en alder. Hun vidste godt, at der var flere af hendes børn, der selv havde opsøgt deres fædre, når de var blevet voksne, og de fleste møder var endt ulykkeligt. Her var der en chance for, at hendes to yngste børn kunne vokse op og kende deres far, og måske endda have kontakt til ham igennem deres opvækst. Måske... men tanken om, at hendes børn skulle vokse op med Valkar og det kvindemenneske, som Valkar sikkert hyggede sig med nu, var næsten ubærlig.

"Ja," sagde hun blot. Hun trak sig ikke væk fra Valkar, men hun lænede sig heller ikke tættere. Hvis han ville noget, så måtte han selv gøre det. Dag tyggede blot på sin egen hånd, mens hun stirrede på Valkar med sine nøddebrune øjne. Nat sov stadig med hovedet hvilende på Livs bryster.

Roligt trådte Valkar et skridt tættere på, han ville helst ikke skræmme dem væk. Utivlsomt havde han børn derude et sted, men det har var noget andet. Det her var hans børn, børn han havde med en dødsengel. "Hvad hedder de?" spurgte han roligt, som han blidt kærtegnede barnet ved skulderen, ved at blidt at lade hans fingre glide over barnet hoved. Ved guderne! Det havde hans øjne. Det stolteste smil bredte sig over hans læber, som barnets bitte små fingre foldede sig om en af hans. Det var det kæreste han nogensinde havde set!

Han var sikker på at de aldrig ville blive en familie, det ville ikke kunne lade sig gøre. Men hans hjerte håbede på at kunne se dem igen. Han blev ved med at fortælle sig at han ville kunne leve uden, men det ville være hårdt, noget af det hårdeste han ville kunne prøve.

Liv tøvede igen. Hun kunne ikke se, hvad Valkar gjorde ved Dag, men hun kunne se på hans ansigt, hvordan han forelskede sig mere og mere i hende for hvert sekund, der gik.

"Det er Dag," sagde hun med et nok mod pigen på hendes ryg. Hun strøg over Nats mørke hår og kunne ikke helt lade være med at smile ned til ham. "Det her er Nat."

Nat gryntede blot lidt i søvne og vendte sig lidt i slyngen. Det var tydeligt, at hans hud var lidt mørkere end Dags, og hvis hans øjne havde været åbne, ville man tydeligt kunne se, at de lignede mere Livs end Valkars.

"Hvorfor spørger du?" spurgte hun, og hendes smil forsvandt, og hendes ansigtsudtryk igen blev mere tøvende og vagtsomt, da hun kiggede op på Valkar. "Jeg troede, du var ligeglad."

Valkar havde svært ved ikke andet end smile når han så ind i Dags bedårende nøddebrune øjne. Som han så ind i dem føltes det som at alt andet ikke var vigtigt. 
Nænsomt trak han fingeren til sig, for at nænsomt at kærtegne Nats mørke hår. "Velkommen til jer to" brummede han med et smil. 

Han tog en dybindånding "Hvis det vi var sidste gang jeg så dem, så ville jeg idet mindste kunne huske dem ved navn"  Det skar ham i hjertet at tænke på at det kunne være sidste gang at han så dem, en skarp kontrast til hvor ligegyldige de havde været før han havde stødt på dem. 

Liv kunne se, at Valkar mente, hvad han sagde, og det var åh så fristende at nægte ham at se tvillingerne nogensinde igen, blot for at straffe ham og såre ham så meget som muligt for den smerte og ydmygelse, han havde forvoldt hende. Men hun kunne ikke rigtigt få sig selv til det.

Nat gryntede, da Valkar rørte ham, og han vendte sig en smule og gabte, inde han faldt i søvn igen med sit hovedet hvilende på Livs bryster. De var lidt ømme efterhånden, og det var vist ved at være tid til at amme igen. Liv trak sig lidt væk.

"Jeg skal lige..."

Et stykke væk havde to vagter stået og talt lavmælt sammen.

"Det er sgu da hende," mumlede den tynde af dem til den tykke. "Kort, lyst hår og en figur, der sparker røv."

"Hmm, jeg ved ikke..." gryntede den tykke til sin makker. "Hende her har to unger."

"Præcis!" hvislede den tynde. "Kaptajnen sagde, at damen, der var gået amok til turneringen havde været med rogn. De unger er rognen!"

"Kaptajnen sagde også, at hun var farlig," sagde den tykke og skævede til kvinden, der stod og snakkede med en eller anden fisefornem fyr.

"Hun ser sgu da ikke farlig ud," gryntede den tynde. "Og hun har to snotunger. Hvor farlig kan hun være? Kom nu! Der er dusør på hende! Hvis vi fanger hende, er det slut med at gå vagt ved lokummerne! Måske kommer vi på et af slottene!"

Den tykke sukkede og kløede sig på hagen. "Okay."

"Jeg skal lige..." sagde Liv, men hun blev afbrudt af to byvagter, der kom marcherende hen til hende, godt pustet op. De forsøgte tydeligvis at se skræmmende ud.

"Du er anholdt, lille dame!" sagde den tynde af vagterne og greb Livs overarm i et stramt greb. "Der er fremsat beskyldninger mod dig om hærværk og vold mod handlende ved ridderturneringen. Du skal følge med os uden at gøre modstand!"

Den tykke vagt marcherede hen og stillede sig mellem Valkar og Liv, sikkert for at undgå, at Valkar blandede sig.

"Skrub af, bøssefrans," hvæsede han til Valkar. "Det her vedkommer ikke dig."

Det var Livs første instinkt at vokse sig stor og knække de to vagter midt over, men hun turde ikke af frygt for at komme til at skade tvillingerne.

"Slip mig!" hvæsede hun og rev armen til sig og forsøgte at trække sig væk. Hun var sårbar med tvillingerne.

"Du gør det kun værre for sig selv, din dumme kælling!" kvækkede vagten og greb ud efter Liv igen. Han fik ikke fat i hendes arm med i stedet i den slynge om Livs ryg hvori Dag sad. Dag klynkede lidt og sprællede, men da vagten prøvede at trække Liv til sig, gik knuden op på slyngen, og Dag faldt.

Den lille pige landede på ryggen på brostenene med et dunk, og hun stak med det samme i et øreskærende hyl, mens en lille pøl af blod dannede sig bag hendes hoved. Inderst inde vidste Liv godt, at det næsten var muligt at brække baby-knogler, men den viden var langt væk, da Dag faldt. Hun skreg og kastede sig ned for at tage Dag op. Nat var vågnet af al tumulten, og han græd og klynkede på Livs bryst, mens Liv forsigtigt samlede hans søster op. Der var en stor flænge i Dags baghoved, som blødte kraftigt.

"Det er, hvad der sker, når du modsætter dig, idiotiske kælling!" hvæsede byvagten.

Valkar smilede stadig. Nat var ganske sød, dog var hans hud mørkere end han havde forventet. Men det var nok noget han tog fra Liv. Han havde en nagende fornemmelse om at Liv havde haft et andet udsende en gang de havde mødets for hans tilbagekomst med vinger. Han nikkede stille som hun tak sig. Det var nok for det bedste at give hende plads. 

Dog måtte han løfte et øjenbryn som de to byvagter kom anmassende. Hvis ikke deres ankomst havde vækket den kolde vrede han besad, så gjorde deres sprogbrug. Der skete meget hurtigt. Normalt ville han have reageret meget hurtigere, men hans opmærksomhed var fæsnet på Liv, han håbede inderligt at hun ikke ville gøre noget overilet. Men som hans datter ramte brostenene stod en ting klart. De to vagter ville på ingen måde få et langt, eller lykkeligt liv... Det ville han sørge for.
"De herrer, jeg forstår at i er her for indkræve en dusør? Men fortæl mig hvad er det i virkelig prøve at opnå?" 
Situationen taget i betragtning var hans stemme forbavsende rolig, autoriteten skar som en velsleben klinge. Men hans øjne viste den kolde vrede der gennemsyrede hans legeme. Han havde set dusøren der var blevet udstedt efter en med liv beskrivelse, noget han ville have nævnt, men skæbnen var kommet ham i forkøbet. 

Den tynde mand var den første til at svare, tylbundet af Valkars magt. For at folk vil respektere os! Kvækkede han Og vi kan arbejde på en borg! kommenterede den tykke. Valkar havde lyst til at kaste op over deres små sind, var det virkelig det de ønskede? "Ja så? Jeg kan være jer behjælpelige dette, hvis i ønsker magt over andre, at andre vil se op til jer. Er det det i ønsker?" Endnu engang lod han hans magi gøre sit værk, mens han kastede en pose til den tynde mandsling. I posen var der krystaller svarende til lidt under tre safirer.

"Jeg står og mangler nogen til at lede mine vagter, er i mænd for det?" Han ville aldrig lade dem styre noget som helst af hans, men han kunne ikke myrde dem her på åben gade, samt det ville være ovre alt for hurtigt. De fortjente så meget værre. "Se krystallerne som et forskud på jeres løn. Dog vil jeg gerne færdiggøre min samtale med kvinden her, lader til at have været en misforståelse alt sammen korrekt?" de sidste detaljer kunne de finde ud af når de havde taget imod hans yders gavmilde tilbud.

Forhåbentlig havde Liv opdaget vreden i hans øjne, for ellers ville dette ende galt.

Det gik et par sekunder, før Liv overhovedet lagde mærke til, at Valkar talte til vagterne, for hun havde haft travlt med at flå et stykke af sin kjole, så hun kunne presse det mod flængen i Dags baghoved. Den blødte stadig ret kraftigt, og blodet var begyndte at pible ud mellem Livs fingre. Nat skreg stadig på brystet af Liv, mens hun knælende på brostenene, prøvede at trøste den grædende Dag, og i et øjebliks desperation så Liv op på Valkar. Hun vidste ikke helt, hvad hun havde forventet, men det overraskede hende faktisk, at Valkar blot stod og talte roligt med dem. Selv hvis han var ligeglad med hende, måske endda hadede hende, så havde det da ikke virket til, at han automatisk havde hadet børnene. Manden kunne da vel i det mindste...

Livs tanker blev afbrudt, da hun så udtrykket i Valkars øjne. Man skulle være idiot, hvis man ikke kunne se den iskolde vrede, der strålede ud af Valkars brune øjne, men de to vagter var tydeligvis idioter, for de grinede fjoget af Valkar og gik med det samme med på aftalen. Hun vidste ikke, hvad for planer Valkar havde med de to idioter, men hun skulle personligt nok sørge for, at de blev blodige.

"Mød mig ved nordporten imorgen tidlig, jeg har nogle ærinder før vi kan tage videre"  kom det roligt fra Valkar som han viftede de to ærkefjolser væk. Han så frem til at straffe dem behørigt, det ville være passende at give den ene til hans dæmon, en mulighed for at se hvordan hun arbejdede. Men alt det betød ikke noget lige nu.
Så snart vagterne havde rundet hjørnet for Valkar hen til Liv og børnene. "Er der noget jeg kan gøre?" kom det bekymret fra ham, det så ikke godt med alt blodet. Hans øjne blev smalle, deres pinsel ville blive lang og smertefuld.
Lyden af børnenes gråd var hjerteskærende, selv for en som ham. Han havde prøvet meget, men børn havde han aldrig haft forstand på, men han havde en idé. Med en fremstrakt hånd lavede han små fugle af gyldent lys, håbentlig var det nok til distrahere dem.
"Vi må have hende hen til en heldbreder" Blodet så ikke ud til at stoppe med at pible frem "Her" Kom det fra ham som han rakte hende hans kappe "Forhåbentlig undgår vi flere der er ude efter dusøren på dig" Hvad end der sker ville han passe på børnene.

Liv nikkede og rejste sig med Valkars kappen om skuldrene og de to skrigende børn i favnen. Hun havde mest lyst til at flyve, men på den anden side ville det nok være en dårlig idé. Hun skulle ikke tiltrække sig mere opmærksomhed, end der allerede var på hende. Hun ville ønske, at Sakse var her lige nu.

"Jeg kender en helbreder," sagde hun uden at møde Valkars blik. Hun kunne ikke helt overskue, at han var så hjælpsom. Det ville have været nemmere, hvis han havde været ligeglad. Liv var vant til at klare sig selv. At have hjælp var ganske uvant.

Med hastige skridte begav hun sig nu i retningen af Helbredelseshuset og Dhalia, som hun vidste arbejdede der. Hun havde ikke set kvinden siden den dag, hun var kommet med med en blødende fod, og det gik svagt op for hende, at Dhalia nok godt kunne regne ud, hvem Valkar var. Bare hun ikke også havde hørt om dusøren på Liv...

"Vis vej" svarede Valkar med et kort nik. Som han fulgte efter Liv, fandt hans hånd hendes skulder med et blidt klem. En del af ham ville sige at alting nok skulle ende godt, men lige så meget hadede han at han følte at så stærkt for børnene, og for hende. Men nu var hverken tiden eller stedet, at Dag kom sig betød mest. 

Det slog ham at han ikke havde set helbrederhuset i Dianthos før, nok mest fordi at han ikke brød sig om syge folk. Antageligvis fordi deres svaghed var så tydelig for enhver, men han havde en nagende fornemmelse om at der lå et dårligt minde bag. "Det skal nok gå" kom det stille fra ham, som de bevægede sig nærmere. 
Forhåbentligt ville de kunne ligge alt dette bag dem snarest.

Liv stoppede kort op, da Valkar rørte ved hendes skulder. Hun vendte sig mod ham, næsten som om hun var ved at sige noget, men hun tog sig i det og vendte sig for at gå videre med Helbredelseshuset. Dag var vigtigst lige nu, og det andet måtte vente, hvis det da nogensinde skulle bringes op igen.

Tvillingerne var faldet lidt til ro, og Dag klynkede kun lidt, men så meget bleg ud. Livs skridt blev hurtigere.

"Det var ikke meningen at såre dig," sagde hun så efter et stykke tid i stilhed. Hun sagde det lavt, næsten som en hvisken. Hun var ikke sikker på, hun havde i sinde at forklare sig for Valkar, men det var vigtigt for hende, at han vidste, at hun ikke havde gjort, som hun nu engang havde, for at såre ham. 

Stilheden mellem Valkar og Liv var slående som de gik gennem gaden ned mod Helbreder huset, en stærk kontrast til lyden af folk omkring dem. Ikke meningen at såre ham? Nok næppe, men at udnytte ham det var nok nærmere målet. Tanken om at være blevet udnyttet gjorde ham stadig vred, vred og såret. 
Han havde ikke ventet det af hende, men han burde vide bedre, bedre end ikke at tro at folk ville ham det værste.

Men alligevel nikkede han kort i hendes retning, en del af ham ville ikke sårer hende. Hvor tåbelig den tanke nu end var. "Det ved jeg" kom det som svar, ganske stille.  
Heldigvis var de der næsten, det lignede at helbreder huset var derhenne. Så kunne Dag endelig bliver ordenlig tilset, og en sten ville kunne falde fra hans hjerte. 

Liv vidste ikke helt, hvad hun skulle svare til det, så hun sagde ikke noget. Nu kom Helbredelseshuset også til syne, og hendes fokus skiftede til Dag og hendes ve og vel. Valkar og hendes egne indviklede følelser for ham måtte vente. Hendes skridt blev hurtigere, og hun småløb  nærmest, da hun kom til døren. 

Liv skubbede døren op uden at banke på, og så sig straks omkring, så snart hun var kommet indenfor. Da der ikke stod nogen lige ved døren for at tage imod hende og Dag, hævede Liv straks stemmen.

"Hallo?" kaldte hun. "Mit barn har brug for hjælp!"

"Kommer!" lød det prompte længere inde fra huset, og øjeblikke efter kom Dhalia til syne fra en dør nede af en sidegang. Dhalia genkendte kvinden med det samme, som hun hastede ned af gangen, men lange hurtige skridt. Det var kvinden med den sårede fod og den voldsomt gravide mave, kvinden Dhalia senere havde fundet ud af havde været årsag til adskillige uskyldige kom til skade.
Og hun var i selskab med en herre.. Huh, så de havde fundet ud af det alligevel.
Kvindens ord rungede dog stadig klart, og Dhalia skubbede sin bitterhed fra sig. Der var et barn der havde brug for hjælp.

"Godt i kom. Hvor er barnet, og hvad er der sket?" spurgte hun hurtigt, men fast og med ro i stemmen, som hun rakte ud for at tage imod det sårede barn. Der var ingen skrig, hvilket kunne betyde en af to ting. Enten var det blot et tilfælde af hysterisk mor, og der var intet at frygte, og ellers... Hun så drengen der sad ved brystet, og virkede rolig. Dhalias blik faldt på pigen i kvindens favn, og så blodet. Men barnet var stille.
Det var et skidt tegn.. Et rigtig skidt tegn.

Valkar havde håbet at Liv havde svaret et eller andet, men selv han viste ikke hvad han ville have svaret i hendes sted. Deres situation var... kompliceret så at sige. 

Hans øjne faldt vurderende på den ældre kvinde der kom for at tilse hans datter, han kunne ikke andet end se en hvis lighed med en af kombattanterne fra ridder turneringen. Tilsyneladende var kvinden af godt blod. "Hun har slået hoved, en mand fik hende til at ramme brostenene" kom det koldt og faktuelt. Hans øjne brændte med vrede og frustration. Men det ville på ingen måde gavne hans lille Dag. Situationen kaldte på en hurtig konkret løsning. 
For ikke at fylde for meget trak Valkar sig let tilbage, give Dag og de to kvinder plads. Men nok i sadhed fordi at han hadede at han ikke kunne gøre noget som det var. 
Forbandet være guderne for at hans hjerte nu også slog for børnene. 

Liv var en smule nervøs for at Dhalia ville tilkalde flere vagter eller begynde at spørge ind til, hvem Valkar var, men hun var lettet over at finde ud af, at Dhalia var en ordenlig helbreder, der tog sig af sine patienter først.

Tårene begyndte at stige i Livs grønne øjne, da hun så Dhalias bekymrede blik på Dag, og hun knugede Nat ind til sit bryst. 

"To byvagter," fortalte hun videre fra Valkar. "De hev fat i mig, så jeg tabte hende. Hvis... Hvis hun er kommet alvorligt til skade, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Hvad hvis hun dør?"

Der var en kugle af panik, der begyndte at brede sig indeni Liv, og hendes vejrtrækning blev hurtigere, og det flimrede lidt for hendes øjne.

"Valkar, hvad hvis hun dør?" hulkede Liv og dækkede sit ansigt med sine blodige hænder.