Liv havde været rastløs i dagevis. Hun kunne ikke finde ro; når hun lå ned, havde hun lyst til at stå, og når hun stod, havde hun lyst til at ligge. Hun gik gulvene i det store palæ tynde med sin evige vandren frem og tilbage, op og ned, rundt og rundt. Hun vidste godt, hvad det betød. Tvillingerne var på vej. Det var ikke til at sige præcis, hvornår de ville ankomme, men de var på vej. Hendes bryster var spændte og ømme, og de også begyndt at lække, så der var konstant våde plette på hendes hvide kjole. Hun havde - mest for sjov- overvejet at spørge, om Cole mon havde lyst til at hjælpe med at fjerne spændingerne fra hendes bryster, men det var trods alt for meget. Men det var nu en skam, at al den fine mælk gik til spilde, når hun engang i mellem måtte malke ud for at gøre noget ved ømheden.

Hun havde været i gang med netop dette en tidlig morgen, da hun mærkede noget. Liv sad på sin seng med benene over kors under den kæmpe mave, da hun pludselig rettede sig op. Havde hun sovet forkert? Hun mærkede et jag nede omkring lænden, og det kunne selvfølgelig bare være en nerve, der havde sat sig i klemme. Da sengen få minutter efter pludselig var meget våd, gik det op for hende, at nej, det var ikke bare ondt i ryggen. Liv sukkede over gned sig over ansigtet. Hun havde gjort det her utallige gange før, men det betød ikke, at det bare gik som en leg nu. Selvom det var nemmere nu, end det havde været de første par gange, var det stadig hårdt, og der kunne jo gå noget galt. Det var sket et par gange, men det var som regel endt lykkeligt. Undtagen den håndfuld gange hvor det ikke var. Men det ville Liv ikke tænke på nu! Nu ville hun kun tænke på, hvor meget hun glædede sig til at møde de to nye medlemmer af Chaia-klanen. Også selvom den ene af dem... Liv sank en klump. Hun havde forsøgt ikke at tænke på Valkar her den sidste tid, men det ville være svært nu, hvor hun snart ville sidde med hans barn i armene. Hun havde flere gange overvejet at føde barnet og så derefter efterlade det på Valkars trappesten, men det kunne hun alligevel ikke få sig selv til at gøre.

Et jag gik igennem Livs krop, og hun udstødte et lavmælt grynt. Det begyndte nu, men der ville sikkert gå flere timer, før der overhovedet kom noget ud af det, hvis hun var heldig. Det var sket før, at Livs fødsler havde varet flere dage, og den her gang skulle hun endda føde to børn i stedet for ét!

Seks timer senere stod Liv bøjet over sengen med begge arme foldede under sin pande og enden i vejret. Værelset var indhyllet i mørke med undtagelse af nogle stearinlys og et par olielamper, der stod i vinduet. Her skulle være mørkt og varmt. Varmen var så Liv kunne være nøgen og så børnene frøs så lidt som muligt, når de kom ud. Mørket var mest til ære for Sakse, der helst ville undgå at skulle se alt for meget på sin nøgne mor. Cole var blevet bedt om at blive på sit værelse ved siden af. Det ville være for voldsomt for ham, havde Liv bestemt.

Der var ophold mellem veerne lige nu, så Liv stod blot og nynnede for sig selv, mens hendes hofter svajede fra side til side i rolige bevægelser. Denne "dans" havde hun lært af en medicinkvinde nede sydpå engang. Det var meningen, den skulle hjælpe barnet ned gennem bækkenåbningen, så det nemmere og hurtigere kom ud.  Liv vidste ikke, om det rent faktisk passede, men hun nød at stå der og danse for sig selv, så hun havde gjort det i årevis.

"Hvordan har du det?" kom Sakses rolige, dybe stemme ovre fra hjørnet, hvor han sad i en lænestol. Det var ikke første gang, han var med til en af Livs fødsler, så han tog det ret roligt.

"Som om jeg skal skide," svarede Liv ærligt og smilede lidt for sig selv.

"Hm," lød det fra Sakse. Liv kunne ikke se det, da hun stadig havde sit hoved bøjet, men hun vidste, at han smilede. Der var ikke mange folk, der kunne så Sakse til at smile spontant, men Liv var en af dem. På samme tid var hun også en af de eneste, der kunne give Sakse lyst til at flå håret ud af sit eget hoved. Deres forhold var... kompleks for at sige det mildt, men der var ingen af dem, der havde lysten eller energien til at prøve at ændre det.

"Av," gryntede Liv, da veerne kom tilbage, og hun kunne mærke, at presseveerne var lige ved at være der. Der ville ikke gå lang tid, før det var tid.

"Kom herover," sagde Liv og løftede hovedet lidt for at kigge over på Sakse. "Hvis noget går galt..."

Sakse nikkede og rejste sig for at gå hen til Liv. Han stillede sig ved hendes side og rakte en hånd ud for at stryge over hendes bøjede, nøgne ryg. Hans hånd var kold, men der føltes skønt og lindrende på Livs varme hud, og Liv kunne lukke øjnene igen og koncentrere sig om at trække vejret, mens hendes krop langsomt gjorde sit arbejde.

Sagen var, at Liv sagtens kunne lave ændringer på sin krop, der ville gøre fødsler meget nemmere, men det ville hun ikke, heller ikke hvis det gjalt barnets liv. At gennemgå smertefulde fødsler på lige fod med alle andre kvinder i verden var en eneste ting, der holdt hende nogenlunde grundet til jorden og gav hende en følelse af sin egen dødelighed. Hvis hun ikke blev mindet om det, frygtede Liv, at hendes ego ville overtage, og hun ville tro, hun var en gud. Det var nok det, der var sket for Sol. Sol havde ganske vist ét barn, men det havde hun ikke født. Det var blevet skåret ud af hende, og det var så længe siden, at hun nok slet ikke kunne huske det. Liv elskede Sol, ligesom hun elskede alle sine børn, men nogle gange havde hun også ondt af Sol og hendes vrangforestillinger om sin egen guddommelighed.

Nu var det nu, og Liv gik lidt ned i knæ, mens en dyb, næsten dyrisk brummen kom fra hendes mund. Hvis man ikke vidste bedre, ville de fleste nok tro, at nogen havde lukket en bjørn eller løve inde på værelset.

"Grib den, grib den!" gispede Liv til Sakse mellem de gispende udåndinger, hun lavede efter hvert pres.

"Der er ikke noget at gribe endnu," sagde Sakse roligt, men han rykkede alligevel tættere på. Få minutter senere sagde han, "Jeg kan se et hoved nu."

Liv svajede lidt frem og tilbage i hofterne igen, mens der var pause. Det ville kun tage en pressve mere, og hendes hjerte hoppede lidt i brystet på hende. Lige om lidt ville hun møde sin nye kærlighed. Nu kom den sidste presseve, og Liv gik ned i knæ igen, men inden Sakse kunne nå at gøre noget, have Liv rakt ned og grebet barnet med et højt gisp.

Det var vådt og varmt, og Liv følte straks en uendelig bølge af ligeså uendelig kærlighed, da hun løftede det lille nye liv op mellem sine ben for at holde mod sit bryst.

"Hvem er du, du lille?" spurgte hun stakåndet og halvgrinende af let lykke. To store, mørke øjne blinkede op til hende, og det lyserøde ansigt var helt forundret et øjeblik, mens de stirrede på hinanden. Hun have forventet, at barnet ville græde, som nyfødte jo som regel gjorde, men det gjorde det ikke. Det kiggede blot nysgerrigt op på Liv.

"Sikke en spøjs lille én du er," sagde Liv og lænede sig ned for at kysse barnets ansigt. "En lille..." hun undersøgte barnet, "pige! Sakse, du har fået en søster."

Sakse nikkede blot og kom med et klæde, så den lille pige kunne blive tørret ren. Han brugte en lille kniv til at klippe navlestrengen og gav derefter pigen tilbage til Liv, der havde fået møvet sig op og sidder på sengen.

"Du sviner sengen til," kommenterede Sakse og nikkede mod al blodet og vandet på lagnerne.

"Jeg finder en ny seng," svarede Liv blot med et smil og strøg over den lille piges brune hår. "Ikke, lille spurv? Vi finder bare en ny seng."

Sakse sukkede. "Hvornår kommer den næste?"

"Snart, tror jeg," svarede Liv uden at tage øjnene fra sin nye datter. "Så jeg må nyde hende her, så længe jeg kan."

Desværre blev det ikke "snart" for hverken Liv eller en sidste af tvillingerne. Hun kunne ikke finde ud af hvorfor, men der gik næsten 10 timer, før den meldte sin ankomst. Til gengæld gik det også meget hurtigt. Sakse havde trukket sig tilbage med et løfte om at komme, så snart Liv kaldte på ham, men Liv nåede det slet ikke. Hun havde ligget uroligt på sengen i flere timer, mens hendes nye datter sov i vuggen ved siden af sengen, da det lige pludselig gik stærkt. Liv nåede lige akkurat at rulle om på ryggen og flå tæppet af sig, inden hendes krop tvang hende til at presse. Mindre end 30 sekunder senere lå der en nyfødt og skrigende baby på de knap-så-hvide lagner. Det var en dreng med kulsort hår og en lidt mørkere hud end sin søster, og han skreg højt nok til at vække hele nabolaget. Liv kunne ikke lade være med at grine lidt for sig selv.

"Så ved vi da, hvem der er far til dig," mumlede hun og tog drengen op i sine arme for at trøste ham. Drengen havde også vækket sin søster, så Liv tog dem begge op og lod dem møde hinanden for første gange ude i den virkelige verden.

"Tja," sagde hun til dem og smilede, mens en tåre eller to løb led ad hendes kinder. "Vi skal nok få det sjovt sammen, os tre."