Vinden fik de blonde lokker til at danse til dens usete dans, som Kaptajn Sirenesang nærmede sig den lille fisker landsby ved Azuriens kyst. Lyden af bølgerne der slog mod kysten, vækkede barndomsminder på ny, og kaldte på hende som at finde en havn efter at have været til søs længe. For nu, nu var hun hjemme igen.
Langt de fleste i landsbyen havde hørt om Kaptajn Sirenesang. Men her var hun kendt som Amalia, datter af Thorken og Agnete Agerbo.

Hendes hjerte længtes efter at se hende familie igen, hvordan det gik med hendes forældre. Med Ildris og hendes børn. Ildris havde altid været god med børn, og det var en fryd at se hende med hendes egne. Alma og Sigurd måtte være vokset meget siden hun sidst så dem. Svenn var desværre flyttet, men det kunne være at han var på besøg. Han plejede ihvertfald at være der, siden det var Sofies fødselsdag.
Men Sofie, hendes egen datter, var den hun havde savnet mest, hendes egen musling og den største skat hun nogensinde havde haft med hjem. Sofies fødselsdag var grunden til hun var der, der var desværre ikke meget tid til at være hjemme når man havde et mandskab at holde i ørene. Hun var så tæt på at skaffe dem et nyt hjem. Et hjem der gjorde at de ikke behøvede at være adskilt. 

Som hun nærmede sig gården hendes forældre boede på, mødtes hun af lyden af løbende fødder på vej i hendes retning. Et bredt smil bredte sig over hendes ansigt som hun bukkede sig ned for omfavne de to baryler på i hendes retning. "Moster Malia, Moster Malia!" kom det ivrigt fra Alma og Sigurd, de var næsten et hoved højere end sidst hun havde set dem! "Så så i to! Fortæl mig om hvad i har lavet af sjov!" Klukkede Amalia, de to tvillinger lavede altid numre men det var nu søde alligevel! Tvillingerne fortalte ivrigt som de gik hen mod døren og som de kom ind kunne Amalia mærke at det var noget galt. 
Stemningen indenfor var helt forkert. Ildris og Svenn var der men det virkede triste? Faktisk så deres forældre ud som det var blevet flere år ældre siden sidst. "Hvad er der sket?" spurgte Amalia noget så forvirret, at Sofie ikke var kommet ud og havde sagt hej var ikke noget nyt, men hun plejede at blive god igen efter lidt tid. Med triste øjne vendte de voksne sig mod Amalia. "Sofie... Sofie er løbet væk hjemme fra, vi prøvede at sende besked til dig men der var ikke nogen der kunne tage turen, og vi viste ikke om du var til havs eller ej..." kom det undskyldende fra Alma som var blevet helt hvidhåret. Amalias verden gik i stå, Sofie var stukket af? Men.. hvorfor? Tårene begyndte at trille ned af kinderne, hende stakkels musling ude i verden helt alene...

Efter en masse kram, og beroligende ord. Gik Amalia stille ind på Sofies kammer og satte sig i hendes seng. På natbordet lagde hun en kam af hvalben, udskåret som et havfolk. Hun sukkede dybt og missede let med øjnene. Hun havde tænkt sig at fortælle hende om hendes far, hun havde udsat det for længe allerede. I dag skulle også have været dagen hvor hun havde fortalt om den sødeste vandånd hun havde mødt på en strand, ved navnet Talia. Det havde været så spændende og hun var sikker på at Sofie ville have elsket den historie.
Hun tog en dybindånding og begyndte at synge, synge den vuggevise hun altid sang for hende når hun lå i sengen. Vuggevisen de altid sang sammen på hendes fødselsdag.

Forglem mig ej

Selvom jeg må sige farvel
Forglem mig ej
Jeg' her alligevel
Og du ska' ikke græde, for mit hjerte bor hos dig
Jeg synger dig en hem'lig sang, der altid finder vej
Forglem mig ej
Dette bli'r min afskedssang
Forglem mig ej
Når en vemodig stemmes klang
Si'r, at jeg er kun mig selv, når jeg er her hos dig
Til du igen er i min favn
Forglem mig ej

Hendes stemme som hun sang var smuk, men vemodig. Tårene trillede endnu engang ned af kinderne på den ellers stolte kaptajn. For hun havde aldrig følt afsavn, som hun gjorde i dette øjeblik.