Gaderne henlå efterhånden øde. Solen stod som en rød cirkel på den orange baggrundshimmel, og den havde næsten kontakt med horisontlinjen. Et par skyer kunne ses her og der, og en mild vind skød igennem af og til, men ellers var det en fin dag, og alt var roligt.

Langs husende på den ene side af gaden, gik Shinji. Han var iført en hvid skjorte med rimelig dyb udskæring, der blotlagde noget af hans bryst og hans to halskæder. Denne hang løst ud over de rødbrune, løse bukser, der dog var stukket ned i de langskaftede læderstøvler med lille hæl og ombuk ved kanten. Ved siden havde han sin sabel hængende, men denne var delvist skjult af en grøn frakke, der hang over hans skuldre som en kappe. Et svagt smil var på hans læber, hvori en nyligt tændt cigarillos sad fastklemt imellem. Hænderne var stukket i bukselommerne, hvilket gav ham et afslappet udtryk, men på venstre håndled kunne man ane tre lædersnører, der var bundet om. De var magen til den, der holdt de fleste af hans dreadlocks tilbage i en hestehale. En del af pandehåret hang frit foran øjnene, og dette var prydet af fjer og et par perler hist og her.

Det var sjældent, at Shinji befandt sig i Dianthos, men han havde været så træt af bare at rende rundt i piratbyen uden noget at lave, at han var taget på tur. Han havde ladet Shura indfinde sig i den nærliggende skov, for han var aldrig blevet lukket ind, hvis han havde haft hende med. Han brød sig generelt ikke om ikke at have hende med, men nogle gange var det en nødvendighed. Desuden havde han lige vundet en stor sjat penge i snyd, så han var i ganske godt humør. På trods af arbejdsløshed var det lykkedes ham at skaffe rigeligt med krystaller på det seneste, oftest ved gambling.

En lugt, Shinji ikke havde oplevet længe fangede hans opmærksomhed. Blod. Og det var forholdsvis tæt på efter lugten at bedømme. Med et nu koncentreret ansigtsudtryk satte han farten op. Væk var smilet, selvom den brune cancerpind stadig glødede imellem hans læber. Hænderne blev trukket ud af lommerne og den højre placeret på sabelskæftet. Der var dog ikke andre dufte, der blandede sig, så Shinji tvivlede på, at der var andre til stede. Dette var blot en sikkerhedsforanstaltning.

Lugten kom fra en gyde. Langsomt stak han hovedet ind og et grufuldt syn mødte hans blik. En mand lå i en pøl af (tilsyneladende) sit eget blod med adskillige stiksår i maven. Den blå tunika var tydeligt mærket af store, mørkerøde pletter. Shinji luntede hastigt afsted mod skikkelsen, men han vidste inderst inde godt, at det var for sent; han kunne ikke høre mandens åndedræt, og en hurtig undersøgelse bekræftede dette. En enkelt tåre trillede ned ad hans kind, som han lukkede mandens øjne med den ene hånd. Han modstod instinktet til at "gå ulv" og hyle i sorg. I stedet satte han sig opgivende op ad muren og begravede sit ansigt i sine hænder. "Mennesker. Altid så voldelige uden respekt for andre liv" mumlede han opgivende til sig selv. En ny duft opstod, men Shinji bemærkede det ikke. Han var alt for optaget af sine egne tanker.

Liv kunne ikke forklare, hvordan hun vidste, hvor hun skulle hen for at finde en sjæl, der havde brug for en hyrde. Det vidste hun bare. Det trak ligesom i hende. Nogle gange måtte hun rejse langt for at finde sjælen, men i dag var hun lige i nærheden. Hun havde ligget på en divan i det hus, hun boede i lige nu, da hun havde mærket det. Der var én, der havde brug for hende. Hun havde rejst sig, nærmest som i en drøm, og havde næsten forladt huset, da det var gået op for hende, at hun var helt nøgen. Normalt nød hun til at tiltrække sig opmærksomhed, men ikke når hun arbejdede. Hun klædte sig hurtigt på i sin sædvanlige hvide kjole med dyb udskæring, det hvide klæde over hendes hoved og ansigt, og hun slog sin hvide pels om skuldrene, inden hun forlod huset. Hun vidste præcis, hvor hun skulle gå hen, og hun ænsede næsten ikke verden omkring sig, mens hun gik. 

Da hun så de døde i gyden, forlod et lille gisp hendes læber, og hun gik straks hen til ham uden overhovedet at skænke den anden person i gyden et øjebliks opmærksomhed. Hun knælede ved den dødes side (hendes kjole forblev mystisk nok hvid) og lagde en hånd på hans kolde kind.

"Din lille stakkel," sagde hun og lænede sig ned for kysse begge hans kinder og derefter hans læber. Så lagde hun hånden på den kolde pande og trak lige så blidt, lige så forsigtigt, sjælen ud af den døde krop. For andre, der ikke havde magt over sjæle, lignede den dødes sjæl blot en hvidlig dis eller tåge, men Liv kunne se mere; hun så det hele menneske, alle hans drømme og sorger, al hans personlighed, alt det, der var ham.

"Tag du nu blot hjem," hviskede hun til sjælen og smilede sørgmodigt til den. "Du er ventet, og alt skal nok blive godt."

Hun havde aldrig talt med en sjæl, kun talt til dem, og hun var slet ikke sikker på, at sjæle kunne tale, men hun gjorde det nu alligevel. Få sekunder efter opløste den hvide tåge sig. Kroppen var tom. Sjælen var blevet sendt videre. Liv sukkede og rejste sig. Hun lod klædet over hendes ansigt falde til side, så hun kunne tørre de par tårer bort, der var gledet ned ad hendes kinder. Det var først nu, at hun lagde mærke til den anden mand i gyden, og hun vendte hovedet og smilede til ham.

"Kendte du ham?" spurgte hun blidt.

Shinji kiggede op, da noget hvidt fangede hans opmærksomhed ud af øjenkrogen, og han blev nu opmærksom på duftene omkring ham. Han kunne dog ikke identificere dem, men han var ganske sikker på, at det ikke var menneskeligt. Han så en velproportioneret kvinde i... bare fødder? Hendes ansigt var skjult af et hvidt klæde, men de grønne øjne var tydelige. Han fik store øjne, da hun bukkede sig ned og kyssede liget. Det havde han aldrig oplevet før. Han blev dog ikke mindre overrasket, da det så ud, som om en tåge steg fra manden. Det her var tydeligt nyt for ham.

Der gik et øjeblik, inden det gik op for Shinji, at der blev talt til ham, men han rettede blikket mod kvinden, der nu havde ladet noget af det hvide klæde fjerne sig, så han kunne se hendes ansigt. Han rejste sig og børstede sine bukser af. "Overhovedet ikke. Jeg fandt ham sådan der" svarede han ærligt og lod sit blik bryde øjenkontakten. Han lod blikket glide over hendes figur, der dog hvilede et øjeblik længere ved hendes barm og hofter, inden han igen fandt de grønne øjne. Helt klart ikke menneske. "Jeg kunne ikke gøre noget for ham" sagde han undskyldende og nikkede mod liget. Det var tydeligt, at han ikke var fan af mord. Selv på de togter han havde været med på, havde han forsøgt at undgå at dræbe. Det kunne ikke altid lade sig gøre, men han prøvede alligevel.

"Men jeg glemmer jo skyggen af mine manerer. Mit navn er Shinji" sagde han efter et øjeblik og bukkede let for hende, mens han stadig holdt blikket på hendes øjne. Det skulle ikke siges om ham, at han ikke var høflig.

Andre ville nok have mistænkt manden, især når manden så ud, som han gjorde... eksotisk. Liv vidste, at de fleste folk her i byen anså det anderledes for at være farligt eller endda ondt. Manden her så bestemt ikke ud, som de fleste folk her i byen, men Liv var nu ikke bange for ham. Der var i det hele taget meget få ting, hun var bange for.

Hun kunne ikke lade være med at smile, da han rejste sig og præsenterede sig. Han var høflig, charmerende, og han var tilsyneladende en smule betaget af Livs krop, hvilket hun på ingen måde havde noget imod.

"Goddag, Shinji," sagde hun og smilede, mens hendes krop langsomt tilpassede sig hans, helt uden at hun tænkte over det. Hun blev lige et par centimeter lavere, og de steder på hendes krop, hvor Shinjis blik havde hvilet, blev en smule større. Bare en lille smule, så Shinji nok ikke lagde mærke til det på et bevidst plan, men meget gerne på det ubevidste plan.

Liv var fascineret; der var et eller andet anderledes ved denne mand, men hun kunne ikke helt finde ud af hvad. Hun kunne mærke, at hans sjæl føltes anderledes end andre menneskers, selvom han lignede et menneske. Det måtte undersøges nærmere...

"Jeg hedder Liv," sagde hun og tog klædet over sit hoved helt af.

Shinji følte, at nogen burde underrettes, men han havde på samme tid ikke lyst til at være den, der gjorde det. Vagterne plejede ikke ligefrem at se så venligt på ham, hvis de fandt ud af, hvad han lavede. Tanken om dette fik ham instinktivt til at lægge sin venstre hånd på højre arm, der hvor han var blevet brændemærket under skjorten.

Han bemærkede ikke umiddelbart proportionerne vokse, men han bemærkede, at hendes højde skiftede. Han gjorde ikke noget nummer ud af det, men det hjalp ikke på hans undren over, hvad hun var. Det gjorde hende dog ikke mindre interessant, tværtimod. Hans interesse var kun blevet vækket yderligere. Han havde så mange spørgsmål, men han følte ikke, at det var tiden at stille dem. Han havde trods alt basis viden om pli.

"Liv" gentog han, og for første gang kunne et svagt smil ses på hans læber. Han kunne dog ikke holde sit største spørgsmål tilbage: "Hvad lavede De lige før? Jeg har aldrig set nogen opføre sig sådan over for en død før." Hans nysgerrighed var tydelig, og der gik et øjeblik, inden det gik op for ham, at han muligvis havde været for direkte. "Undskyld. Det kommer selvfølgelig ikke mig ved. Det vækkede bare min nysgerrighed" sagde han og lod igen øjenkontakten brydes for at betragte hende kort, inden de lilla øjne igen fandt de grønne.

"Åh, det?" sagde Liv med en mild klukken. Hun havde som regel to strategier, når folk spurgte hende om dette. Enten løj hun og sagde, at det blot var et lille afskedsritual for at ønske de efterladte lykke, eller også fortalte hun simpelthen bare sandheden. Liv brød sig som udgangspunkt ikke om at lyve, ihvertfald ikke når hun blev spurgt om noget direkte, og Shinji virkede som sådan en sød mand (Liv syntes, alle mænd, der charmerede hende bare en lille smule, var søde).

"Jeg løsnede sjælen fra kroppen og sendte den til Dødsriget," sagde Liv og smilede, som om dette var ganske normalt, hvilket det jo var for hende. "Det er mit arbejde... eller rettere mit kald. Har du et kald, Shinji?"

Hun tog et skridt tættere på ham og rakte hånden ud for at røre ved hans besynderlige, men flotte hår. Liv havde sikkert set den slags hår før, men det var gået tabt i hendes dårlige hukommelse for mange, mange år siden.

Shinji så nu overrasket ud, da kvinden fortalte, hvad hun lavede, men det skiftede dog over i et grin, da hun spurgte til ham. "Jeg er ikke sikker på, det er mit kald, men jeg har da et... arbejde" svarede han med et lidt større smil denne gang, inden han fandt en ny cigarillos frem og tændte denne med en tændstik. Han havde tøvet et øjeblik, for han var ikke sikker på, at det at være pirat egentlig var et arbejde, men han kunne samtidig ikke sætte det ind i en anden kategori.

"Så De er en engel" mere konstaterede han end egentlig spurgte, mens han selv trådte et skridt tættere på for at vise, at han gav hende tilladelse til at røre hans hår. Han havde endnu ikke mødt nogen med hendes nysgerrighed, men så igen: "Jeg har aldrig mødt en engel. Deres duft forvirrede mig" sagde han lettere henkastet. Han glemte hurtigt, at for folk der ikke kendte ham, var det ikke normalt, at han havde overmenneskelige sanser.

Liv kunne på ingen måde hold sig fra at røre ved Shinjis hår, da han trådte tættere. Det var næsten som... reb? Højst besynderligt og morsomt. Hun smilede.

"Jeg kunne også være en dæmon," sagde hun og trådte et skridt bagud, så hun kunne se Shinji i øjnene. "Eller måske noget endnu farligere."

Hendes smil falmede dog lidt, da Shinji begyndte at tale om hendes duft. Havde hun en duft, som kunne opfanges på den måde?

"Dufter jeg da specielt?" spurgte Liv. Hun vidste, at hun havde evnen til at "skrue op" for sin "kvindelige charme" og dufte, så hankønsvæsner blev ophidsede omkring hende, men hun havde troet, at det var noget underbevist noget. Kunne Shinji dufte hende på den måde? Hun besluttede sig for lade sine pheromoner blive lidt kraftigere, lidt mere intense, bare lige for at teste det. Hvis Shinji på nogen måde havde en seksualdrift, ville det påvirke ham nok til at gøre ham lidt varm i kroppen og måske lidt ophidset også.

Hun studerede hans ansigt. Blev det rødere?

Shinji rystede på hovedet, da hun foreslog, at hun også kunne være dæmon. "De dufter aldeles ikke som en dæmon. De er også langt kønnere end de dæmoner, jeg har mødt" svarede han sandfærdigt, men med et glimt i øjet. Han lukkede kort øjnene, da hun rørte ham over håret. Han var vel ikke køter for ingenting. "Er der noget farligere end dæmoner da?" spurgte han tydeligt overrasket.

Han kunne ikke helt lade være med at grine af hendes spørgsmål. Hendes falmede smil tydede på, at hun havde misforstået, hvad han mente. "Undskyld, jeg skulle have forklaret mig. Jeg tænker ikke altid over, at det ikke er almindeligt. Jeg har overmenneskelige sanser, eller hvad man nu kalder det. Jeg kan også kende de fleste racer på duft, men da jeg ikke har mødt en engel før, kunne jeg ikke identificere Deres duft. De har yderligere en, jeg heller ikke er stødt på før, og jeg har aldrig stødt på, at et væsen har mere end en duft. De er i sandhed speciel. Så ja, De dufter specielt, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting" svarede han og sendte hende et smil.

Da hun skruede op for sine feromoner, kunne han tydeligt mærke det. Ikke nok med at hans sanser opfangede det, han mærkede samtidig tydeligt sin krop reagere. Han blev dog ikke pinligt berørt, men hævede i stedet et øjenbryn. "Ja også den slags dufte. Det der ville jeg dog kalde at snyde" sagde han drillende. Det var tydeligt, at hans humør var blevet langt bedre, og han havde mere eller mindre glemt tristheden over den døde. Liv havde fanget hans opmærksomhed.

Livs kinder blev lidt lyserøde i det, da Shinji italesatte hendes lille eksperiment. Sådan var det jo heller ikke ment. Det var ihvertfald ikke meningen, at han skulle lægge mærke til det, sådan rigtigt. Hun smilede og grinede lidt, mens hun rystede på hovedet.

"Jeg ved virkelig ikke, hvad De hentyder til," sagde hun, selvom det var åbenlyst, at hun udemærket vidste, hvad Shinji hentydede til. "Det må være Deres fantasi, der spiller Dem en pus."

Hun var mere interesseret i at vide mere om mandens skærpede sanser. Hun kunne godt mærke på hans sjæl, at han var speciel, men hun ville ikke undersøge den nærmere, da dette godt kunne blive ubehageligt for Shinji.

"Og hvordan har De så erhvervet Dem disse overmenneskelige sanser?" spurgte hun, mens hun smilede op til Shinji. Ja, han var ganske interessant indtil videre, og skrev en mental note til sig selv, om at hun skulle huske ham, når hun havde født.

Shinji kunne ikke lade være med at grine over hendes svar. Det var altid rart, når nogle drillede lidt igen. Han tog et længere skridt, så han stod lige foran hende. Mest for at presse hende lidt, når hun nu rødmede let. "Er De helt sikker? Farven i Deres kinder siger ellers noget andet" svarede han i en drillende tone og lod en finger løbe over hendes ene kindben. Herefter trådte han et skridt tilbage for at give hende lidt luft igen. Denne gang gjorde han det dog mere åbenlyst, da han endnu engang lod sit blik vandre over hende, men det drillende glimt i øjet gjorde det også klart, at han prøvede at udfordre hende en smule.

Han tyggede lidt på hendes spørgsmål. Hvor meget turde han fortælle hende? Han vidste, at varulve var frygtet og hadet de fleste steder, så han valgte at holde den del hemmelig. "Tjaa, det er kommet med årene. Helt præcist hvordan ved jeg ikke" svarede han. Dette var ikke en løgn, for han vidste ikke helt præcist, hvorfor han havde disse sanser i sin menneskelige form. At han havde sine mistanker til, hvordan dette kunne lade sig gøre, valgte han ikke at fortælle. Igen var han ikke sikker på, om hun var fjendtlig over for "de onde" racer.

Nå, han var sådan en? Sådan en, der kunne lide at provokere og drille lidt? Det var bestemt brugbar viden for Liv, og dette betød nok også, at han ikke var interesseret i en lille, tuttenuttet tøs, der kun smilede og talte, hvis der blev talt til hende. Skønt! Liv hadede at lade, som om hun var noget, hun slet ikke var. Hendes smil blev straks mere drilsk, og de par centimeter, hun skrumpede tidligere, kom nemt igen. 

"Og hvad hvis jeg løj?" spurgte hun og lod "tilfældigt" sin pels falde åben, så den afdækkede den meget dybe udskæring og hendes svulmende barm. Hun var ligeglad med hans evner nu. Hun havde helt andre ting på sinde.

Han hævede det ene bryn, da hendes pels faldt til siden, og han sendte hende et blik, der sagde "så det er med den på." Smilet blev skævt, og han stak hænderne i bukselommerne. "Så ville jeg nok bare blive misundelig, for det kan jeg ikke" svarede han med et skuldertræk. Hans blik var dog stadig udfordrende, og han trådte nu igen tæt på hende. Så tæt at han kunne hviske hende i øret: "Så jeg er faktisk nødt til at svare sandt på alle Deres spørgsmål." Han trak hovedet til sig igen, men denne gang blev han stående og lod sit blik kigge ind i hendes øjne. Det var først nu, at han bemærkede, at hun var blevet en anelse højere igen.

Hans blik havde fået et tydeligt "I dare you"-udtryk over sig. Han trak sin ene hånd op ad lommen og lod en finger løbe over hele hendes kind denne gang, næsten kærtegnende. Næsten. Han veg stadig ikke, men blev stående få centimeter fra hende, selvom han sænkede sin hånd igen.

Liv elskede det, og det var svært for hende at skjule begejstringen i hendes grønne øjne. Hendes hormoner var i forvejen med til at gøre, at hun ikke var 100% ved sine fulde fem, og hendes humør og sindstilstand strakte sig meget nemmere til yderlighederne, når hun ventede sig. Når hun blev ked af det, blev hun virkelig ked af det, men når hun blev glad, blev hun til gengæld også virkelig glad. Lige nu var hun både glad og legesyg, hvilket godt kunne være en halvfarlig kombination i den her tilstand.

"Du er vist en værre skarnsknægt," spandt hun og voksede endnu nogle centimeter, indtil hun var lige så høj som Shinji. Hun lagde slet ikke mærke til det, og mens hun talte, rakte hun ned for at lade en hånd glide over Shinjis skridt. "Er du en uartig dreng, hm? Har du lavet ulykker?"

Shinji bemærkede, at hun ikke helt kunne styre sig, hvilket blot fik hans skæve smil til at vokse. "Det kan jeg faktisk ikke benægte, at jeg er" svarede han og rakte drillende tunge af hende. Denne nåede få millimeter fra hendes læber, og han lod den drillende hænge lidt længere, inden han trak den til sig igen. Et næppe hørligt suk forlod læberne, da han mærkede hendes hånd. Han lænede igen hovedet frem for at hviske hende i øret, og han var så tæt på, at hans læber lige nøjagtig strejfede hendes øreflip. "Det kommer an på... hvad foretrækker De?" Han lod sine fingerspidser glide kærtegnende op ad hendes ene lår, men han fjernede hånden igen, da denne nåede hoften. Inden han trak hovedet til sig, lod han tungespidsen strejfe hendes øreflip, og hans blik fandt igen hendes øjne. Lysten var næsten tydelig i hans blik.

Da hun voksede endnu engang, blev hans ansigt igen drillende. "Hvor meget kan De få til at vokse?" Hentydningen var åbenlys, men tonelejet var mere drillende end udfordrende.

"Vokse?" Liv kiggede sig omkring, og det gik op for hende, at hun næsten var vokset ham over hovedet. "Åh." Hun lo blidt, men hendes størrelse ændrede sig ikke.

"Det kunne vi måske finde ud af?" foreslog hun med et drilsk smil. "Jeg bor ikke langt her fra, og der er endnu kortere, hvis De ikke har højdeskræk."

Hun måtte have ham nu; denne fremmede havde virkelig fået sat gang i hendes system, og selvom hun normalt gik overalt, og kun brugte sine vinger med få undtagelser, var hun mere end klar til at bruge dem nu. Hun var slet ikke bekymret over det faktum, at hun slet ikke vidste noget om Shinji. Hvis han prøvede på noget, kunne hun bare flå sjælen ud af ham med et snuptag. Han kunne ikke skade hende, og der var da heller ikke noget i hans optræden, der fik Liv til at tro, at han ville prøve at gøre hende ondt.

Shinji hævede et bryn. Højdeskræk? Han havde absolut ingen anelse om, hvad hun talte om. "Det skulle jeg ikke mene, at jeg gør, men der er vel kun en måde at finde ud af det på, går jeg ud fra." Det var gået op for ham, at når hun var engel, kunne hun selvfølgelig også flyve.

Shinji var slet ikke i tvivl om hendes sindstilstand. Han kunne tydeligt lugte det på hende. Han valgte dog ikke at kommentere det, for mødet med hendes hånd burde have gjort det klart for hende, at han var i samme båd. Ikke at han havde tænkt sig at give efter lige med det samme. Det virkede som om, hun ikke havde noget imod en udfordring, så han havde så sandelig tænkt sig at give hende en.

Han lukkede den smule afstand der var mellem dem og lagde armene om livet på hende. Han trykkede hende ind til sig og lagde igen sit hoved ved hendes øre. "Jeg er klar, når De er" sagde han halvt drillende, halvt udfordrende, og det var med fuldt overlæg, at han ikke specificerede, hvad han talte om.

Shinji havde knap talt færdig, før Liv havde taget fat om ham. Hun havde dog hverken taget fat om hans skuldre eller hans hofter. Liv havde i stedet rakt rundt om Shinji og taget to gode, faste håndfulde af hans røv. I samme sekund kom to gigantiske og ravnesorte vinger til syne på hendes ryg, og øjeblikket efter var de i luften. Liv svang sig højere og højere op under skyerne, men holdt stadig godt fast i Shinji, så han ikke faldt nogen steder. Hun var stærk nok til at løfte ham uden problemer. 

Så satte hun kursen mod sit hus - eller rettere det hus, hun boede i lige nu, og ikke kunne huske, hvordan hun havde fået f at i. De susede over byens tage, indtil Liv kunne lade ret så elegant på en stor, solid stenbalkon med en glasdør, der ledte ind til hendes sovegemakker. Hun satte Shinji ned og dalede så fint ned og satte sig på stenkanten af balkonen. Hendes vinger forsvandt hurtigt igen, og hun smilede friskt til Shinji.

Shinji lod et suk forlade sine læber, da han mærkede hendes hænder, mest for at pirre hende, og han lod sin tungespids glide op ad hendes hals en enkelt gang som de lettede.

Mens de fløj gled hans hænder "tilfældigt" ned til hendes bagdel, som han greb godt fast i og trykkede hendes underliv mod sit eget, mens han lod sine læber nappe hende i øreflippen.

Han holdt blikket på hende, som hun landede, og han lagde på ingen måde længere skjul på, hvor hans blik fandt mest interesse. Han trådte igen tæt på hende og lod sit blik hvile ved kavaleren et øjeblik, inden han igen kiggede hende i øjnene. Han lod kærtegnende en hånd glide over hendes hals og placerede den i hendes hår, hvor hans tommelfinger begyndt at nusse blidt. Han satte sig ved siden af hende og placerede den anden hånd på hendes lår, dog uden at bevæge den. Lige nu lå den bare og hvilede. "Vil De svare på mit spørgsmål nu, eller skal jeg selv finde ud af det?" spurgte han drillende og lod sin hånd klemme låret en enkelt gang.

"Hvilket spørgsmål?" spurgte Liv en lille smule stakåndet fra flyveturen og blodet, der susede rundt i kroppen på hende. Hun lod Shinjis hånd blive, hvor den var, men til gengæld lod hun sine ben falde lidt åbne. Kjolen dækkede stadig hendes skød og ben, men hun var ganske nøgen inden under. Hun havde aldrig brudt sig om undertøj.

For hendes skyld, kunne de godt elske lige her, selvom folk ville kunne se dem fra gaden. Det var halvsent nu, og der var ikke mange folk ude, men selv hvis der havde været stuvende fyldt på gaderne, havde Liv været ligeglad. Hun ville have Shinji, og der skulle ikke gå lang tid, før hun fik sin vilje, det kunne hun godt mærke.