En lav rumlen lød gennem skovens stille dyb, som to, tunge sten der skurrede mod hinanden. Lyden lod ikke til at forstyrre det lokale dyreliv, men havde lagt sig som en rumlende baggrundslyd bad skovens normale lyde.

Terkel havde grublet over sit problem længe nu, og endeligt indset han var i knibe. Han havde været på jagt efter vindens stemme, men havde mistet sporet i skovens dyb. Længe havde han lagt og ventet på et spor skulle vise sig, mens han havde slappet lidt af. Problemet var dog opstået da han igen var vågnet, og havde fundet sig selv omgivet af blomster.
De havde ikke været der da han havde lagt sig! Og nu... Ja det var så skønne han ikke kunne nænne at flytte på dem.
Den rumlende lyd blev dybere og han vendte ansigtet mod den triste mælkebøtte på sin skulder. "Hvad tænker du ven? Det er en være pine... Mmmmm... din ven Terkel er i knibe ser det ud til" brummede han fortvivlet. 

Endeligt havde hun fået et hint og Ylena var tæt på rasende. Hun var fuldkommen fed-up og træt af at tingene åbenbart ikke lige havde tænkt sig at gå i hendes retning, hun havde brug for Mattheus lige nu! Denne rejse, som snart havde taget hende flere år, havde ledt hende til Dunkelskoven, hun havde snakket med Gud og hver mand, og hun mente efterhånden at kende alle i hele Krystallandet, bare i et forsøg på at få fat i Mattheus.
"Terkel"... Det var det seneste nye, hun vidste ikke om han var det direkte spor, men alle spor lige nu rendte jo rundt og ledte i forskellige retninger, så hun måtte gribe i hvad hun kunne.

"TERKEL!" råbte hun ud i skoven og forsøgte ikke at lyde fred, bare fordi at skulle hun endeligt have fat i en eller anden... Gnom eller hvad dælen han var, så var det nok ikke skide smart at hun startede med at skramme ham væk.
Som hun gik længere ind i skoven, iført den sorte kappe, stoppede hun op som noget bevægede sig længere henne, hun måtte hellere forsøge at se bare en smule flink ud.

Den store sten løftede hoved overrasket som hans navn rungede igennem skoven. Hvad pokker? Han havde ikke lige regnet med at støde på nogen bekendte herude. "Hallo?" kaldte han tilbage og lagde hoved en smule på skrå.
Han spurgte jorden, og den fortalte ham hvilken retning stemmen var kommet fra, og så i retning af kvinden.

Langsomt bukkede hans sig ned mod jorden og lagde en stenet næve mod mosset. Med en lille rumlen bad han jorden flytte blomsterne, og en smal stig åbnede sig for kvinden. Han lod være med at rette sig op igen med det samme, for ikke at skræmme vedkommende. Han viste hans form kunne være noget intimiderende i sin størrelse. 

Ylena havde søgt så længe at hun flere gange havde været ved at opgive, men hun havde brug for en mand hun kunne sno om sin finger til mange af de opgaver hun ikke selv magtede.
Ylena var smuk, charmerende og kunne få folk til det meste med sit begær, men intelligens, det var ikke dér hendes styrke lå - men det kunne Mattheus, og det var netop en af grundende til at hun var så desperat efter at få fat i ham, hvis det her skulle lykkedes, så skulle man også bruge en hjerne, det var også derfor hun havde gemt ham godt.

Sin stien åbnede sig foran hende, kiggede hun roligt frem. Hun var godt klar over at hun nok ikke skulle skræmme ham væk nu hun endeligt havde fundet ham, men hendes vrede og frustration havde kun fået hendes magiske evner til at sidde mere løst på tøjet.
"Jeg har søgt hele Krystallandet!" sagde hun: "Utroligt så godt man kan gemme sig hvis man forsøger" sagde hun i et halvhjertet smil og gik med elegante skridt i mod ham, hun vidste jo stadig ikke om hun havde fundet den rette, men det var hendes bedste forsøg.

Terkel løftede langsomt en stenet næve og kløede sig på hoved mens han lagde det lidt på skrå. "krystallandet er ret stort.. Jeg har kun set en lille flig af det" et smil bredte sig på det hårde ansigt "du må have søgt meget længe så!" rumlende han og nikkede lidt for sig selv.
Der var en kort pause inden stenene i hans pande flyttede sig, så det lignede han rynkede brynene "men hvad søger du dame? Jeg er Terkel, men jeg har ikke gemt mig for dig.. Jeg ved ikke engang hvem du er!" sagde han forundret.

Hun var fuldkommen rasende indvendigt, ildglødende og hun anede ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Stod det til hende ville hun slå ham ihjel på stedet, af bare frustration for at han havde ladet hende vente så længe.
"Ja det er fint, men du er åbenbart hurtig nok til at bevæge dig rundt alligevel" sagde hun sammenbidt og overvejede et øjeblik om hun bare skulle hukke hovedet af ham på stedet, det var dog belastende at nogen folk kunne være så irriterende.

"Jeg søger min blomst! og jeg mistænker at ud er den sten som sidst så den" påpegede hun i en irriteret stemme og gik søgende rundt om ham: "Aha! Det er dig som har taget den" sagde hun og pegede på mælkebøtten.
Okay måske hun var lidt overdramatisk lige nu, men hun var gal, hun havde søgt så længe uden at finde svar, og at han var så rolig omkring det... Det var jo nærmest provokerende.

Terkel begyndte at forstå.. at han ikke forstod en pind af hvad damen ville. Han kunne dog se at hun var meget uhøflig, og slet ikke ville fortælle sit navn, og at hun var meget, meget vred over et eller andet han havde gjort.
Da hun beskyldte ham for at være den sidste der havde set hendes blomst, fik at kortvarrigt et forfærdede udtryk "Jeg er vel ikke kommet til at træde på den vel?!" spurgte han skyldsomt. Åh det ville han være ked af! Han forsøgte altid at være forsigtig med den slags, men han var så stor det meste af tiden at det kunne være rigtig svært ikke at komme til at træde på en blomst i ny og næ.

Som hun fortsatte så han straks mere forundret ud og løftede en forsigt stennæve mod mælkebøtten "Den triste mælkebøtte? Den har jeg ikke taget. Den blev plantet på min skulder i mit hjem.. Men det var i en vulkan, og en vulkan er bestemt ikke et sted for en mælkebøtte" forklarede han langsomt og roligt. Han så på kvinden, men holdt en beskyttende når nær blomsten "Jeg er ude for at finde den et nyt hjem, hvor den ikke er så trist"

Ylena var vel ikke direkte vred, nok mere irriteret over at en lille gnom som denne, kunne komme i vejen for hendes store planer: "jeg vidste ikke at sten kunne blive levende og vade rundt som en eller anden englebasse... Hvilken heks har du mødt på din vej?" spurgte hun i en spydig kommentar.
Ylena var ikke ligefrem et varmt og positivt menneske, hun holde sig for sig selv og hun løste opgaverne præcist som hun mente de skulle løses. Nogengange var det bare som om folk med vilje forsøgte at være i vejen for hendes success, og for den opgave hendes Gud havde sat hende på.

Okay han var ikke den klogeste, det kunne hun klart mærke: "Den er min" pointerede hun og gjorde tegn til at han skulle komme nærmere: "Den bliver skadet hvis den bliver plukket" sagde hun og kiggede på ham.
Hun var nødt til bare at forvandle den, og forhåbenligt uden at gøre det skade på den: "Sæt dig, og jeg skal fri dig for den..." sagde hun og gjorde tegn til at han skulle sætte sig, hun måtte komme igang - Mattheus skulle ud, så de kunne komme igang med deres mission.

Terkel kiggede lidt forvirret på kvinden. "Det ved jeg nu heller ikke om de kan. Men jeg er ikke en engle. Jeg er et jord elemental" forklarede han langsomt for kvinden. Hun lod ikke helt til at forstå hvad der foregik, men Terkel var en tålmodig sjæl, så han havde ikke noget imod at forklare sig.
"Af hekse har jeg vist mødt 2. Den ene var ikke så flink. Hun hed Izzareth. Men den anden hjalp mig med at vande mosset på min ryg! Hun var rigtig flink. Hun hed Merzen" svarede han, selvom han undrede sig noget over hvorfor det pludseligt virkede vigtigt for kvinden at vide. Så igen, der var så meget mennesker gjorde som Terkel ikke forstod.

Terkel så overrasket, ja nærmet chorkeret ud da kvinden sagde mælkebøtten var hendes. "Jeg har passet godt på den, så der ikke var nogen der plukkede den" lidt tøvende knælede han ned så kvinden kunne nå "Det er min ven" sagde han igen, og holdt godt øje med kvinden. Langsomt gik noget op for ham "Men.. hvis det er din mælkebøtte, hvorfor havde du så efterladt den i en vulkan? Det er altså ikke et godt sted for en mælkebøtte"

Ylena rullede med øjnene, de fire hjerneceller som han havde var jo tydeligt ved at løbe ind i hinanden hele tiden. Ylena vidste dog godt at der var mange uintelligenter væsner i denne verden, ofte behøvede de jo slet ikke være af nogen bestemt race - men nu var Ylena nok også overbevist om at hun var et af de absolut klogeste væsner man kunne finde.
"Så så... Ven ven.. Shh" sagde hun og lagde kort en hånd i mod hans kind, okay han snakkede for meget og hun ville ikke stå og høre på alt hans plapren, der var mange andre ting at tage sig til.

"Hvis du lige gider stå stille og vende ryggen til, så får jeg lige fikset det jeg skal... Så kan du... Hoppe ud i verden bagefter" sagde hun og gjorde en håndbevægelse til at han skulle vende sig om.
Hun fiskede en lille bog op af sin lomme - naturligvis kunne hun ikke besværgelsen uden ad, og lige nu havde hun bare brug for at få styr på at få MAttheus herud så de kunne komme videre med at missionere. Der var mange mennesker i landet der havde brug for at blive "frelst".

Terkel virkede forvirret som hun rørte hans kind og pludselig virkede.. venlig? Hun var en meget forvirrende kvinde. Ligesom havet. En rasende storm det ene øjeblik, og rolig som en klukkende bæk det næste. Men kvinden lignede ikke en der havde elementernes rasen i blodet. Hun lignede et menneske, men hvis det virkelig var hendes blomst, så kunne det ikke være tilfældet heller. Så havde hun været død for længe siden! Mennesker levede så kort..

"Jeg er ikke nogen smutsten" rumlede stenen, og vendte ikke ryggen til. Så dum var han ikke. I stedet rakte han op til sin skulder, og med en forsigtig rysten faldt hele sektionen af hans skylder, hvor blomsten sad, ned i hans hænder.
Med stenen og Mælkebøtten i hænderne, vendte hans sig mod kvinden igen, så han kunne se hvad hun lavede, og sikre sig at hun ikke skadede mælkebøtten.