Det var meget tidligt, da Eyad vågnede. Det var stadig mørkt udenfor, og der var ingen fuglefløjt at høre nogen steder. Det virkede råt og iskoldt udenfor, men inde i stalden, som Eyad og Dal havde fået husly i, var der varmt og rart. Der stank af kolort, men det havde ikke taget mange timer, før Eyads næse havde vænnet sig så meget til lugten, at han slet ikke lagde mærke til den mere, og desuden stod køerne i den anden ende af stalden, så det var slet ikke så slemt. Eyad gabte og strakte sig i høet. Hans uldhue var gledet af i løbet af natten, så han trak den godt ned over sine spidse øre igen. Inden de havde forladt Dianthos, havde Eyad slået et smut forbi den kro, hvor han havde boet, før han blev fanget. Hans gamle værelse stod tomt, og det lykkedes Eyad at snige sig ind i det uden at blive opdaget, hvilket egentlig var let nok, da den gamle kælling, der havde stedet, for det meste var slået ud af druk. Han havde åndet lettet op, da han havde lirket det løse gulvbræt op og fundet sin opsparing intakt. 

Eyad havde aldrig haft mulighed for at spare ret meget op, for han brugte næsten altid alle de krystaller, han tjente, på mad, men han havde dog fået opsparet en fin lille pungfuld. Han havde brugt nogle af dem på at købe noget varmere tøj til sig selv, inklusiv huen, der dækkede hans ører. Så behøvede Dal ikke at holde illusionen kørende hele tiden. Resten af krystallerne havde han insisteret på at give til Dal til at dække deres madforbrug og kroophold, når de ikke kunne finde en lade eller stald at overnatte i. 

De havde nu været på farten i tre dage, og Eyad var faktisk ret stolt af sig selv. Han havde kun været venskabelig med Dal, selvom det havde været svært, og han havde slet ikke flirtet med ham eller rørt ham mere end højst nødvendigt. Nu lå de så her, varme og godt tilpas. Eyad havde rykket lidt tættere på Dal i høet i løbet af natten for at holde varmen, og det var så uendeligt fristende at rykke endnu tætteret på. Men han gjorde det ikke. I stedet vendte han sig i høet for at kigge på Dal ved siden af sig med et lille smil.

Dal havde hårdnakket forsøgt at overbevise Eyad om at beholde sine penge. Han ville jo få brug for dem når han nåde frem! Men lige lidt havde det hjulpet, og til sidst havde Dal da taget imod dem. Guderne vide han godt kunne bruge dem! Selvom han nok ville ende med at give Eyad dem med videre på den ene eller anden måde.
Rejsen havde været behagelig nok, og Dal viste sig at være godt bekendt med både vejen, kroernes ejere og hvordan man klarede sig når man måtte sove ude. Dal kunne både lave bål, finde læ og lave overraskende god mad med de tørre provianter og hvad han lige kunne finde i området.

De var blevet antastet på vejen et par gange, men det havde været nemt for Dal at overbevise dem om at han, en stolt dværg, da aldrig ville ses sammen med en elver! De fleste gange havde han også kunne gøre det uden at være ved at dø af grin bagefter. Den ene gang Dals kløgtige tunge ikke havde været nok, havde illusionen klaret resten. Dal var dog taknemmelig for huen. Det havde været en umådelig hård tur uden den.

Dal lod til helt at have glemt at de nogensinde havde været andet end venner. Eyad pressede ikke på med det, og Dal skænkede det så få tanker som muligt når han kunne slippe afsted med det. Til tider ville tanken dog ikke slippe ham, og den svage, men knugende fornemmelse i hans bryst han for det meste kunne ignorere, pressede sig på. Kunne han blot lade være med at påtale det, og så ville det aldrig komme op igen? Kunne han være det bekendt overfor Eyad?

Den slags sprøgsmål var dog ikke for nu, hvor Dal sov tungt og godt. Dyrene i stalden gjorde at det faktisk var ret varmt, og Dal havde smidt tæppet halvt af sig i løbet af natten. Han skruttede sig en smule i søvne og vendte sig om på ryggen hvor han begyndte at snorke jævnt.

Eyad grinede stille for sig selv, da Dal begyndte at snorke, og han kunne ikke lade være med at læne sig helt tæt på Dals ansigt. Hans læber svævede få millimeter over Dals kind, mens Eyad tog en dyb indånding og indhalerede Dals duft. Dal duftede som en rigtig mand, og Eyad rykkede sig ikke i et godt stykke tid, men lukkede blot sine øjne og nøde det.

På et tidspunk løftede Eyad en hånd og lod blidt og forsigtigt sin pegefinger glide ned over Dals brede næseryg, så hans kind og til sidst hans hage. Han gjorde det igen med blikket rette mod Dals ansigt for at se, hvad hans reaktion var.

Dal gryntede lidt I søvne og rynkede på næsen. Hans øjne dirrede en anelse men uden at han vågnede helt.

Pludselig vente dværgen sig, lagde armen om elveren og trak ham ind til sig "det kilder" mumlede han og det var svært at sige hvor vågen han egentligt var. Det meste af Dal var ganske varmt, men hans brystkasse og hænder var kølige på overfladen, efter at have ligget udenfor tæppet et stykke tid.

Eyad udstødte et overrasket, lille gisp, da Dal pludselig trak ham tæt, men det blev hurtigt afløst af et blidt, tilfredst suk i stedet. Han var ret sikker på, at Dal stadig sov, for han ville nok aldrig have gjort dette i vågen tilstand, men han besluttede sig for ikke at gøre noget ved det. Eyad spandt nærmest som en kat, mens han puttede sig ind til Dal. Dal var betydeligt kortere end ham, men til gengæld var han breder og kraftigere, og han var perfekt at putte med. Eyad kunne ikke helt lade være med at kysse Dals kæbe, men han holdt det dog til et enkelt kys, før han lukkede øjnene og prøvede på at falde i søvn igen, varm og sikker i Dals stærke arme.

Dal smilede fjoget i søvne under kysset og trak Eyad tættere ind til sig. Der gik ikke længe efter Eyad var faldet til ro i dværgens arme, før han begyndte at snorke let igen.

Det var lidt før solopgang da Dal langsomt vågnede igen. Armen under ham sov stadig halvt, mens armen der lå om Eyad.. Dal spændte op et øjeblik og var med et lysvågen. Han lå med elveren. I sin favn. Havde de igen..? Han huskede svagt et eller andet gemmen søvnens tåger men... Nej..

Dal sukkede let, men ikke med lettelse. Hvorfor var han næsten.. skuffet? Han tog en dyb indånding af Eyads duft og mærkede sig selv reagere på hans nærhed. Det var en underlig ting.. men han ville ikke vægge elvere over hans pressende forvirring. For nu lå han blot og nød nærheden, og at han, for nu, ikke behøvede tage tage det store stilling til det, men blot kunne nyde øjeblikket.

Der gik en times tid, før Eyad vågnede. Mens han sov, havde han puttet sig endnu mere ind til Dal, og endda presset sine læber mos hans hals et par gange, men det var aldrig rigtigt blevet til noget. Da han endelig vågnede for alvor, missede han med øjnene et øjeblik, før det gik op for ham, hvor han var og med hvem. Et smil bredte sig på hans læber, inden han gabte.

"Godmorgen," sagde han med en stemme hæs af søvn og... nå ja, når man havde sovet i armene på en flot, stærk mand som Dal, så kunne man vel kun forvente af ens krop reagerede derefter. Eyad kunne ikke helt lade være med at rykke sig lidt mod Dal, så Dal kunne mærke præcis, hvilken effekt putteriet havde haft på ham.

"Godmorgen" svarede Dal lavmælt mens hans hånd blidt nussede Eyads skulder. Han kunne ikke lade være! Selvom Dal ikke gjorde noget særligt for at pådutte Eyad sin egen tilstand, men som Eyad pressede sig mod ham, var der ingen tvivl om at Dal selv var lige så påvirket.

Dal priste sig lykkelig for det stadig var mørkt i stalden, så Eyad ikke kunne se hans ildrøde kinder. Han rømmede sig en anelse "Sovet godt?" spurgte han så en smule mere grødet. Han var i vildrede om hvad han skulle gøre, nu Eyad var vågnet selv. Skulle han trække sig væk? Han havde ikke lyst til at slippe Eyad, han havde ikke lyst til at deres lille øjeblik her i høet skulle ende..

Det kildede i hele Eyads krop, da han mærkede Dal igennem deres tøj. Det var næsten ligesom at være barn igen, hvor det føltes, som om man var ved at eksplodere af sommerfugle i maven, bare man holdt sin hjertenskær i hånden! Eyad kunne ikke lade være med at smile over hele hovedet.

"Mmh, vidunderligt," spandt Eyad og lod en hånd glide ned langs Dals side. Den fandt frem til kanten af Dals trøje og skubbede sig ind under den, så Eyad kunne røre ved Dals bare mave. Hans fingre var nok lidt kolde, men Eyad kunne bare ikke lade være. Han lod sine fingre kradse lidt gennem den bløde behåring på Dals mave. Han havde altid være fascineret af kropsbehåring, siden han ikke selv havde et eneste hår nogen steder andet end på hovedet.

"Og du?"

Dal skævlede en smule da Eyads lange, kolde fingre fandt ind på hans maveskin og en lille, ikke særlig mandlig lyd undslap hans læber. Håret på hans mave og bryst var tykkere end det på hans hoved, men lige så blødt. Dals egen hånd fandt op til Eyads nakke, hvor hans solide fingre fandt hvile lige ved hårgrænsen.
Til trods for hans brede fingre og solide hænder, var Dals berøring dog altid nænsom og blid, som viste han at han var et brød og derfor var ekstra forsigtig altid. 

"Det er jeg glad for at høre" brummede han oprigtigt "Jeg har selv sovet fint" han tog en dyb indånding ind mod Eyads hals. Det var så meget bedre end lugten i kostalden omkring dem. "Men det er stadig før solopgang... så vi kan nok nå at få mere lukøje.. hvis vi vil"

"Det kunne vi sikkert," mumlede Eyad, og han kunne ikke lade være med at grine lidt smørret. "Vi kunne sikkert også finde på noget andet at lave..."

Han lod sin hånd under Dals trøje vandre lidt længere ned, indtil han kunne skubbe sine fingre under kanten på Dals bukser. Han stak ikke hånden specielt langt ned, dog. Kun lige nok til, at han kunne lade sine fingre glide over Dals kønsbehåring. 

"Jeg har ihvertfald et par forslag," spandt han med en flirtende klang i stemmen.

Dal bed tænderne en smule sammen og trak vejret ind mellem dem, tydeligt ophidset af Eyads tirren. Dal var ikke i tvivl om at Eyad ville det denne gang, og med guderne som sine vidner så ville Dal det også, til trods for det gik imod alt han kendte! Det var ikke en kraft i Krystallandet der ville kunne fjerne Eyad fra hans favn i det øjeblik.

Dal svarede Eyad med handling, for han viste at selv han ikke kunne smede en kæde af ord der kunne udtrykke hvad det stormede rundt i ham. Hånden der havde hvilet ved elverens hårgrænse flyttede sig op mod hans baghoved, og Dal trak ham let ned mod sig, mens han løftede sit hoved op for at møde Eyads læber i et dybt kys. 

Et overrasket støn forlod Eyads mund, da Dal pludselig kyssede ham. De havde aldrig kysset før - faktisk havde Eyad ikke brudt sig om at kysse før, men mad Dal kunne han slet ikke lade være. Hans øjne lukkede sig blidt, og han pressede sig tættere ind til Dal og åbnede sin mund for ham. Samtidig lod Eyad sin hånd bevæge sig længere ned, indtil han kunne gribe og klemme blidt om Dal. Han kunne udemærket huske, hvordan Dal havde føltes mod hans tunge, og hvordan han havde smagt, og det ophidsede ham kun endnu mere.

"Dal," hviskede han mod Dals læber uden rigtig at vide hvorfor. Han havde bare lyst til at sige hans navn. 

Dal holdt tæt om Eyad og lod helt automatisk sin tunge glide ind som Eyad gav ham plads. Det krævede ikke en ekspert at Dal viste hvad han lavede nu han gav sig selv lov, og bestemt ikke var nogen nybegynder i elskovens kunst. Det var dog stadig nok noget anderledes end hvad Eyad var van til, for Dal var betænkelig i hver bevægelse, hele tiden halvt opmærksom på sin partners behov.

Dal stønnede blidt som Eyad trængte sig ned i hans bukser. Han trak sig fra elverens mund, og lagde hans hoved ved siden af "Eyad..." hviskede han ind i det tilspidsede øre og kyssede dets kant. Han havde hørt elveres øre var særligt sensitive, men Dal havde ærligt aldrig været tæt nok på til at teste det selv. 

Det var næsten, som om manden ved siden af ham ikke var Dal overhovedet, men en helt anden. Hvor havde Dal gemt det her henne? Den Dal, Eyad havde forført/overtalt på kroen, havde været nervøs, kejtet og mere som en ung knøs end en voksen mand. Men den Dal, der nu kyssede ham og rørte ved ham, var hverken nervøs eller kejtet. Han var selvsikker og lod til at vide præcis, hvad han havde gang i. 

Eyad blev som smør mellem Dals hænder. Han havde aldrig i sit liv oplevet en mand behandle ham sådan! Det var, som om Dal rent faktisk brød sig om, at Eyad også nød det. Det var næsten ikke til at fatte...

Et skælvende støn forlod Eyads mund, da han mærkede Dals bløde læber mod sit øre. Ligesom så mange andre elvere havde Eyad følsomme ører, men det var der ikke nogen, der nogensinde havde tænkt på før, og hvert kys fra Dals læber mod den følsommehud sendte små elektriske stød af nydelse igennem Eyads krop.

Dal smilede ind i kysset som han mærkede Eyads reaktion. Så var rygterne altså sande! Det havde han så sandelig tænkt sig at udnytte fuldt ud. Dal strakte halsen og plantede langsomt en række af små, nappende kys op langs kanten Eyads øre, til han til sidst holdt et længere på ørespidsen.
I mellemtiden nussede Dals hånd fortsat elveren i nakken, inden han lod fingrene glide ned langs rydsøjlen, så langt ned han kunne nå.

Dal var ikke bare for at skade Eyad denne gang, men han var stadig forsigtig, for selvom Eyad ikke havde beklaget sig, antog Dal stadig at han var såret efter hans tur i gabestokken, også selvom der ikke var meget at se. Dal tog ingen chancer på det punkt. Han ville ikke risikere at skade Eyad, og da slet ikke over sin egen ustyrlige lyst. 

Eyad kunne ikke lade være med at lade et stakåndet grin slippe ud mellem sine læber.

"Og her troede jeg, at det var mig, der skulle oplære dig," drillede han og vred sig en smule af tilfredshed i Dals arme. "Du er langt mere velbevandret, end jeg havde forventet. Eller måske er du bare et naturtalent?"

Med disse ord klemte Eyad endnu engang om Dal. Derefter begyndte at roligt at lade sin hånd køre op og ned langs skaftet. De havde ikke travlt, så Eyad havde tænkt sig at trække øjeblikket så meget i langdrag, som han kunne.

Et sukkende støn undslap Dal som Eyad igen tog fat, men han smilede selv igennem det "Jeg har været vidt omkring" indrømmede han med et lille grin "Dog aldrig med en elver.." eller en mand for den sags skyld, men den del skubbede han fra sig. Var det virkelig så vigtigt?

"Men jeg er altid frisk på at lære noget nyt" tilføjede han, hans stemme en smule dybere end før, mere brummende som Eyad tog fat. Dal bed sig en smule i læben ved elverens pirren. Åh han havde tænkt sig at trække det ud! Tanken var fantastisk og forfærdelig på samme tid, men for Eyad ville han holde så længe som han overhoved kunne!

"Jeg ved ærlig talt ikke, om du har brug for at lære noget nyt," lo Eyad og klemte endnu engang om Dal. "Du er ret godt kørende allerede."

Selvom Eyad egentlig havde tænkt sig at trække det hele i langdrag, kunne han godt mærke, at han måske alligevel havde lyst til at forøge hastigheden bare en lille smule. Men sin frie hånd begyndte han at hive i sine bukser for at lirke dem af. Alt det her tøj var bare i vejen, og han glædede sig til nøgen at kunne trykke sig op mod Dals varme krop. Få øjeblikke senere fik han bukserne langt nok ned til, at han kunne sparke dem af. Det var lidt koldt, men Eyad puttede sig tættere ind til Dal med et lille, tilfreds suk. Nu manglede han kun blusen, men det ville kræve, at han trak sig lidt væk, så han kunne få den over sit hoved, og han var ikke helt klar til at trække sig væk fra Dal og Dals kys endnu.

Dal kom med en svag næsten pivende lyd da Eyad klemte om ham. Hvis han dog bare ville tage fat i stedet for at tirre ham sådan! Han nappede Eyad blid i øreflippen som hævn, men var ganske forsigtig med det, nu Eyads reaktion havde bekræftet de var yderst følsomme.

Dal løftede hoved kort som Eyad begyndte at rode med et eller andet, og kunne ikke andet end smile for sig selv da han så elverens utålmodighed i hans bevægelser. Nååååh rollerne var nok byttet om nu! Dals arm der lå om Eyad holdt ham blidt, mens den anden sneg sig indunder Eyads lånte skjorte, hvor Dals varme hænder begyndte at udforske elverens brystkasse. Han var nok opstemt selv, men det hastede ikke mere end det jagede!