Octavia havde en brun kjole på og et sjal over sine arme. hun gik og lyttede til fuglesang da hun kom til en lysning. den var stille fredelig og fyldt med en masse højt stående græs. Octavia satte sig ned ved lysningen og så ned i den tomme kurve. hun tog sig til sin mave og sukkede. man hvor var hun sulten. lige nu ville hun ønske det var sommer.
Octavia lagde sine ulve øre ned og lukkede øjnene kort. hvor var hun endelig. hun kunne høre fuglenes sang men hun kunne ikke huske hun havde været her. hun gik jo også mest i den ældste del af skoven. da hun jo boede der. afsidet, øde, alene, forladt. hun havde fået at vide af sine plejeforældre at det var bedst at hun boede der.

Spice & Wolf - Holo