Fortidstråd: d. 9 september.

Elaina vågnede ikke spændt, men med følelse af at være ensom. Noget der var begyndt at nage hende. Dagene som denne plejede at være en glædes dag. Især da hendes bror endnu var i live, han gjorde altid noget særligt ud af dagen, og selv om han så ikke var der. Havde altid sørget for morgenvækning, et bad med alt luksus der hørte til. Nærmest en prinsesse værdig.

Dagen i dag, var ikke sådan. Der var ingen som kom ind. Ingen som havde forberedt noget til hende, nej dagen i dag ville blive ensom. Mon overhovedet Hektor kom hjem? Selvom savnet til ham ikke var stort, var savnet til en vis ridder større, og fik nærmest blanding af dette en tåre til at presse på.

Dagen i dag, var Elainas attens års fødselsdag. Hun var nu ældre, mere kvinde, mere ansvar, mere forhåbning om at hun snart burde være mor. Elaina rejste sig endelig fra sengen, kom i nydelig kjole og gik op i arbejdsrummet. Det eneste sted hvor tankerne kunne komme lidt på afstand.

Senere på dagen, kom en tjener op og afleverede et brev. Det fra Hektor. Allerede der havde Elaina gættet at han ikke ville komme, og ville nok hellere ikke komme de næste par dage eller uger. Hvornår skulle hun dog fortælle ham den grusomhed hun havde ført ham bag. Der var allerede gået så lang tid. Elaina åbnede roligt brevet og begyndte at læse.
"Kæreste Elaina.
 
Jeg har prøvet med alt magt på, at kunne komme hjem i tide til din fødselsdag men jeg har og muligvis er stadig hindret i dette som det er lige nu. Jeg beklager aller dybeste og beder om din tilgivelse, dette er noget som en normalt ægtemand burde have tid til, at være ved sin hustrus side på sådan en dag. Jeg vil spare dig for detaljerne om hvorfor, dette brev er ikke ment til at skulle bringe noget dårligt med sig men at give dig et tillykke og glæde, det er mit håb ihvertfald.
 
Natten kommer hurtigere, vinden har det med at vise sig og bide godt fat men jeg er omringet af gode folk og bålets varme hjælper skam også. Som jeg sidder her på jorden og stirre ind i de gløder der viser sig, lader jeg mine tanker vandre rundt og du dukker op, savnet af at se dig smile, at kunne høre dine ord mens du står med rang ryg og bestyre vores tjeneste folk, ja selv de små stridigheder vi har haft savner jeg faktisk også. Kort fortalt, så er det tanken om dig, der giver mig mest varme.
 
Jeg har via brev fået lavet en aftale om, at vi kunne kigge forbi en bonde, hvis familie holder til lige uden for hovedstaden, og se på en prægtig hest. De skulle efter både deres egne ord og andres, være nogle dygtige folk når det gælder heste. Jeg ved at det er en ringe trøst og jeg vil ønske at jeg kunne være der ved din side når du fik overrakt denne gave.
 
Jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at vende hjem igen.
 
Evig og altid din.
 
Hektor."

Hendes første tanke var mon, hvad den dårlig nyhed var? Et sted håbede hun, han også havde fundet en anden at dele sit hjerte med, det ville måske gøre det nemmere. Men som han beskrev sine følelser for hende, lød det snare til at følelser for hende var blevet stærkere? Hvorfor forstod hun ikke helt, hun havde jo ligefrem vidst ham meget af sig selv. Kun den nat. Den nat som forblev et mareridt.

Trods hendes tanker, rejste hun sig for at gå ned i gården. Og der stod hun, den smukkeste hest. Elaina fik et varmt smil på hendes læber som, hun lage armene om hesten, det var næsten som venskab fra første øjekast. Det var den perfekte gave! Elaina valgte den eftermiddag, at tage en tur på hende, samtidig skulle hun finde et navn til hende.

Det blev til en længere tur på hendes hesteryg, Elaina havde nydt turen. Hun så ned på sin smukke brune hest og sagde ”Du skal hedde stjerne, hvor end vi går hen. Håber jeg du altid kan vise mig vejen” afsluttede hun med et smil og satte vejen hjem igen. Trods en forventning om at dagen ville blive ensom og sørgelig, var det blevet vendt begrund af Stjerne.

De kom hjem og Stjerne kom i stalden til de andre, Elaina valgte at tage et bad inden en sørgelig middag blev serveret. Kort efter hun havde spist vendte hun til sine gemakker. Atter kravlede ensomhed ind over hende. Denne gang kunne hun ikke holde tåre tilbage, kun Hektor havde husket hende, kun Hektor havde givet hende en gave. Hun havde ikke forventet noget af hendes svigerinde, men en vis forventning lå hos den ridder, som havde stjålet hendes hjerte, trods han nok ikke kendte hendes fødseldag skar det alligevel i hendes hjerte, da hun ikke engang havde ført fra ham. Måske hun blot skulle glemme ham og gå videre med sit liv, sit liv med Hektor. 

Elaina følte sig så forvirret, og på dybt vand, aldrig havde hun ladet så mange følelser kommer tæt på hende. Til sidst vandt dog søvnen over hende og hun faldt endelig i en dyb søvn.