Fortsat fra Nye Tider, del 1 

Dagen var ved at gå på hel, og Telma kunne snart ånde lettet op for endnu en dag. Siden to fra Kiles Orden havde angrebet hende lige udenfor kroen havde hun haft svært ved at slappe af. Den dag havde Remus været nær og taget de to overfaldsmænd ud, men hun tvivlede evigt på de to havde glemt alt om hvor de var eller havde været på vej hen. En af hendes sønner havde bragt de bevidstløse præster tilbage til templet ved daggry og spundet dem en historie. Intet blod var spildt..

Håbet var lysegrønt, og Telma havde efterladt ekstra ofringer ved Chances alter. Chances gunst var dog aldrig sikker, og Telma havde forberedt sig på det værste - at forlade kroen. Hendes børn havde gjort de nødvendige forberedelser. Om nødvendigt kunne de være ude af byen indenfor en time, skønt hun bad til det ikke ville blive nødvendigt. Kroen var hendes hjem nu, og det eneste hjem hendes børn havde kendt! Hun forlod det ikke på vildkår, men deres sikkerhed var vigtigere..

En høj latter fra krostuen trak Telma tilbage til krostuen omkring hende. Der var ikke mange gæster, de fleste lokale med stående regninger længere end listen med folk der var træt af udgangsforbuddet. Men selvom de ikke kunne blive så længe som før, dukkede de troligt op, og de bragte altid et smil med sig. Telmas blik flakkede til vinduet, og de lange skygger derude.. Det var tid.

"Så er det sidste omgang de herre!" kaldte hun ud med bulrende røst. Et par folk kom hurtigt på benene og satte mod baren, men de fleste begyndte at trække i overtøjet og trække deres kapper om sig til turen hjem. Folk ville hellere gå en anelse tidligere, end risikere at blive fanget ude efter solnedgang. Hun holdt det ikke imod dem.

Telma hældte med et varmt smil de sidste krus op, mens døren gik op og i, op og i, op og...

Stilhed bredte sig i krostuen, som al samtale forstummede, al handling stoppede. Telma kiggede op og havde nær tabt kruset i sin hånd.
I døren stod en høj skikkelse, iklædt sort kutte og hvid maske. Kiles Orden. Bag den første skikkelse kunne hun se mindst to mere. Koldsved begyndte at pible frem ned af Telmas ryg, men hun samlede sig "Gæster! Velkommen! Kom ind, kom ind og sid ned. Hvad kan jeg gøre for jer her til aften? Første omgang er naturligvis på huset, for vores vogtsomme beskyttere!" prøvede hun i sin sædvanlige varme tone, kun svagt præget af hendes frygt. Præsterne trådte ind, og for et øjeblik mærkede hun håbet blomster i sit bryst! Men det visnede hurtigt, da hun hørte døren gå i baglokalet, efterfulgt af et overrasket udbrud fra sin datter derude.

"Telma Natskygge, du er anholdt i Kiles navn. Følg med omgående til udmåling af din straf"

De to andre præster trådte længere frem, og trak Telma frem fra bag baren, mens stamkunderne måbende så på. "For brud på udgangsforbuddet, modsættelse af arrest, angreb på medlemmer af Kiles Orden, og vandhelligelse af Kiles Tempel... samt forsøg på bestikkelse af ordensmedlemmer i funktion, dømmes du til tre dage i gabestok, samt piskeslag til Kile ser nåde og dine forseelser tilgives" tilfredsheden var tydelig i stemmen bag masken.
Telma strittede imod. "D-det er en misforståelse! Jeg ville aldri-" hendes ord blev afbrudt af en næve.
"TIE usle spidsøre!" hvæsede den ene præst det holdt hende.

De lokale sænkede deres blikke som Telma blev slæbt ud. Der var ingen der ture lægge sig ud med præsterne, og så snart de var væk, fortrak de skræmte bønder, og efterlod Det Halve Svin bag sig, måske for sidste gang...

Enkelte af dem fandt vej forbi tribunen, hvor kro-ejeren stod i gabestok, hendes kjoleryg flænset, og huden under et krydset mønster af slag fra pisk så vel som stok, og enkelte stenkast. De mumlede undskyldninger som de passerede, i håb om at lette deres tunge samvittighed, men forsvandt hurtigt igen som mørket faldt på, og efterlod deres tidligere udskænker, der havde lyttet til deres kvaler og sejre, i medgang og modgang, til sin skæbne...