Ud for kysten mellem Krystallandet og Aquarin:
Afstanden mellem den dybtliggende by Aquarin og Krystallandets kyst havde altid virket som en uoverskuelig barriere for jævnlige udveksling af nyt mellem havfolket og Lysets Hovedstad. Nyt der krævede sikkerhed højere end samtaler mellem telepater eller givet via magiske spejle. Kurere havde selvfølgelig taget turen frem og tilbage, men ingen kunne benægte at de var langsommere end en drage der kunne bevæge sig igennem vand så vel som gennem luften.

Moana klappede Tauwhanga kærligt på halsen, før hun signalerede til dragen om at sætte farten op. De skulle nå Lyset Hovedstad snarest muligt og skønt de var hurtigere i vand end de fleste, så galt det samme ikke helt deres tempo over land. Hvis de var heldige stod en anden parat på kysten til at tage beskeden og pakken videre, hvis ikke, ja så måtte Krystallandet endnu engang se måbende til når naturlovende blev bøjet for at få Tauwhanga gennem luften.

De fjerne silhuetter af revne nær kysten begyndte snart efter at tage form som skyggenuancer i vandet. De var en fare for skibene ud for kysten, som det kunne ses på de vrag der pyntede enkelte af dem og som lå smuldrende på bunden under dem. For Moana var de tegnet til at sænken farten på dragen igen og begynde opstigningen mod overfladen. Personligt foretrak hun dybet hvor vandet var køligere og skibene ingen belastning. Der nede var kun dem der hørte til...

Og en alf.

Skikkelsen foran dem var ikke til at tage fejl af og fik drage så meget som ridder til at stoppe op for at tage et ekstra syn for sagen. Det var en alf. En lille rød sag med en luftboble om hovedet der slet ikke burde være nok!
Moana holdt Tauwhanga an allerede med treforken klar i hånden. "Hvad bestiller du her?" Hun holdt blikket på alfen, som hun kunne mærke dragen også gjorde det, men selv den opmærksomhed kunne ikke forhindre det næsten. Alfen smilede bare som den fandt en rød krystal frem og kastede den i hovedet på dragen som... slugte den.
Krystallen altså, ikke alfen.

Alfen vinkede til hende med et grin, som Moana strammede grebet om Tauwhangas skæl og mærkede verden omkring hende vride sig ud af facon og ud af fokus for at vende tilbage igen og så flimre ud igen. Det gentog sig tre gange før en sugende fornemmelse gled igennem hende og det ikke var havet der tonede tilbage i fokus, men....
......

Dragorns tronsal
... stenvægge.
Med al letheden der var Tauwhanga i hav-form landende dragen med sin ridder midt på et langbord og mellem fyldte fade, porcelæn og fyldte krus. Moana blinkede forvirret som verden holdt op med at tabe fokus og havet ikke vendte tilbage som hun håbede på. Det var jo i den grad værd at håbe på! Desværre forblev salen omkring hende i fokus og det samme gjorde ansigterne af ikke så få chokerede, bestyrtede og ikke så lidt målløse dværge, hvor af en del sad med hævede krus.

Moana var også i havform, som hun vidste havde en ikke altid lige beroligende effekt på hendes omgivelser, og hun sad med våbnet trukket i havrustning frem for den hun normalvis brugte som Lysets ridder. Rustningen lignede mest af alt grøn-blå metal skel der som en ringbrynje beskyttede hendes overkrop og skuldre. I det mindste var den lang nok til at dække hende ned til knæene når hun skiftede til land-form om lidt. Ikke at hun gjorde det med det samme for hendes mave var stadig faldet alt andet end til ro efter den uventede tur.
"Vær hils..."
Som hun begyndte at talte og samtidig sænke treforken som tegn på at hun kom venligt stemt, sniffede Tauwhanga til luften og ... skiftede til landform med en efterfølgende knagen fra langbordet til følge, som dragen øgede sit fylde med ikke så lidt.  Meget kunne trods alt siges om den med lille, let og elegant kom aldrig op når først rund var formen fundet. Dragen sniffede igen, sænkede så hovedet og snuppede med præcision bøffen fra tallerken foran dens snude og foran en kvindelig dværg.

Der var en munter og varm stemning omkring det madfyldt bord. Dværgefamilien samlede maden til sig på deres tallerkner og nød de fyldte øl med stor tilfredsstillelse. Der var altid rigeligt at tage af fra bordet, og der var altid plads til gæster. I dag var det kun familien der var samlet. Thanen sel sad for bordenden med sit lange hvide skæg, et roligt smil på læben og trætte øjne der så på hans livs eftermæle tage for sig. Sine børne og børnebørn, alle voksne og velfungerende. Mere kunne han ikke ønske sig.

Ved bordet sad Guinevere. Thanens ældste barnebarn, ved siden af sin tvillingebror der var i gang med en sjoffel joke der fik hende til at kæmpe for at holde øllet nede.
Men en pludselig hændelse lod bordet forstumme i tavshed og forvirring.

Ud af ingenting kom det store dyr og landede på træbordet med en ubehagelig knagen. Alle stoppede hvad de foretog sig og så på det store monstrum med store øjne og bestyrtede udtryk i deres ansigt. Guineveres blik fæsnede sig på dragen med ubehagelige erindringer, det var først da den rytter talte at Guinevere begyndte at forstå at det ikke bare var en drage der havde teleporteret sig ind. Men ingen var i stand til at komme sig over chokken for at svare havkvinden, i det den i forvejen store drage skiftede form til at blive mere rund end lang. Guinevere kastede sig tilbage i stolen som det store gab lukkede sig nådessløs om hendes forsvarsløse bøf. "Jeg husker ikke at have bestilt dragelår til dessert" de omkringsiddende dværge brød ud i latter og Guinevere løftede sig kurs for at drikke en tår. "Hver hilset, Ridder.. Hvad bringer Dem dumpende til middag?" Guinevere havde rejst sig og flyttet sig for at give plads til at dragen kunne gå ned, hvis den kunne lysrive sig fra festmåltidet naturligvis.

Latteren der spredte sig efter den kvindelige dværgs ord fik Moana til at ånde en smule op. Latter var en god ting oven på sådan en overraskelse som hun var kommet med og langt at foretrække for våben fundet frem til brug. Hendes eget lagde hun da også væk, så snart det var hende muligt og lod sig glide ned af Tauwhangas side. Dværgene havde fornuftigt nok flyttet sig væk fra bordet så der var plads nok at lande usikkert på som benene formede sig under hende og al balance for et par svajende øjeblikke nær forlod hende. Endnu engang var hun glad for længden på hendes havrustning.
"Vær hilset, barn af Thranen. Et uheldigt tilfælde af begivenheder er jeg bange for." Hun bukkede let for den talende dværg som hun af placering ved bordet og naturlige indtagelse af centrum havde gættet på måtte være barn af den noget ældre dværg ikke langt fra hende. Hvor mange led var hun dog ikke sikker på så hun holdt sig til den formelle og lettere gamle version af efterkommer.
På bordet fandt dragen en bøf mere på nabotallerkenen og fjernede dens eksistens med lydelig tilfredshed.
Moana så træt på den, før hun vendte blikket tilbage til dværgen. "Men lad mig lige lokke hende af bordet, så det ikke er al maden der går til hendes korpus, før vi snakke videre." Hun smilede muntert og undskyldende til de nærmeste, før hun lod blikket glide over bordet efter noget der var lokkende nok til at kunne få hendes slughals til at følge efter. Et fad med glaserede æble så lovende ud og var endda til at løfte fra bordet.
Bakkende væk fra bordet holdt Moana et æble op som hun kaldte. "Tauwhanga! Se hvad jeg har, Sweetheart. Sukkeræbler!" Navnet havde givet et sideblik, mens det sidste ord tildelte hende dragens fulde opmærksomhed. Ugenert drejede den sig på bordet, som den trådte af det og det knagede faretruende under den. Moana bakkede lidt længere væk, kastede æblet der forsvandt i gabet på rekord tid, kun for at hun fandt et nyt frem og lokkede videre. Til alt held var det en stor sal de var i og der var plads til at dragen kunne være i den enden modsat dværgenes bord og lidt til.
Som Tauwhanga var kommet væk satte Moana fadet på gulvet foran hende, rystede let på hovedet og vendte tilbage til dværgende til lyden af æbler der blev fortæret. "Jeg beklager virkelig det her. Hun glemmer lidt der findes mannere, når der dufter af noget spiseligt." Hun stoppede foran den kvindelige dværg, sendte et buk i retning af den gamle, før hun gav endnu et til kvinden. "Jeg er Moana, ridder af Lyset og til jeres rådighed... til jeg finde en måde at få det lille fnug deromme ud herfra igen..."

Det var ikke ligefrem ofte dette skete. Faktisk var det nok første gang at en drage var landet på deres spisebord, med en havfrue som rytter. Guinevere havde genkendt rustningen, set den mange gange efterhånden som samarbejdet med lyset havde foregået i mange årtier efterhånden. Så længe ingen var kommet til skade, kunne det løses. Og selvom det var en drage, så den ud til at være langt mere interesseret i de grillede bøffer, ben og andet kødlignende der befandt sig på bordet. ”Vær hilset” Guinevere forsøgte at holde blikket på krigeren, men dragens glubske lyd af tilfredshed som den slugte endnu en bøf fik blikket til at skæve til siden. Hun havde nogle knap så rare minder hvad drager angik. Et solidt sæt af ar der bekræftede modviljen hun ikke kunne undgå at eje.

Guinvere gav plads til at ridderen kunne få dragen ned fra bordet og hen imod et nyt måltid der kunne lokke det store korpus af et dyr væk fra de mange dværge. Nogen af dem var stadig måbende, mens de mere hårdføre arrede i selskabet bare begyndte at spise igen, uden at fortrække mange miner. Guinevere nikkede til sin bedstefar, lod ham vide at hun klarede dette og han dermed kunne fortsætte med sit måltid. Den gamle dværg havde haft rigeligt at se til den sidste tid.
”De er blandt dværge, Moana. Vi glemmer alle vores manere når der dufter af noget spiseligt” grinede hun med en varm latter og nikkede som hilsen med et venligt blik i sine øjne. ”Hvad.. Hvad skete der?” det var så atypisk en situation at der virkelig ikke var andre måder at spørge på. Guinevere kunne i hvert fald ikke finde frem til en forklaring på hvordan en drage af den størrelse kunne dukke op ud af den blå luft! Guinevere var ikke engang sikker på at den på nogen mulig måde kunne komme ud af døren!

Et af de træk der afslørede havfolk selv når de ikke var velsignet med turkishår som Moana, var deres evne til at befinde sig glimrende i halv-påklædt tilstand og ikke altid skænkede det en tanke at alle andre ikke delte deres opfattelse af naturlighed. Moana var ingen undtagelse for dette træk og foretræk faktisk at der gik lidt tid fra hun havde skiftet form til hun hængte alt for meget stof omkring sig og gemte fødderne væk i det stive læder. Stengulvet i salen var da også ganske behageligt mod de bare fodsåler og fik med sin kølighed hende til at slappe mere af.
Dværgene selv var også et vidunderligt roligt folk at komme brassende ind hos kunne hun konstatere. Nogle få så stadig fra hende til dragen og tilbage igen uden helt at slippe det umulige i situationen, mens langt de fleste var vendt tilbage til deres afbrudte måltid. Også den ældste dværg, som Moana skjult havde holdt øje med for ældre havde det med at tage overraskelse værre end de yngre. Med ham roligt spisende og dæmpet snakkende samlede hun dog hele sin opmærksomhed på den yngre dværgkvinde.
"Så var det da godt vi endte op her og ikke blandt menneskerne!" svarede Moana muntert tilbage og modtog som ventet en latter fra de andre dværge. Intet virkede så godt som en joke på en anden races bekostning, der styrkede ens egen på et punkt man satte pris på. "Hm ja, et lidt for godt spørgsmål faktisk. Jeg var på vej fra Aquarin til Hovedstaden, da en alf dukkede op foran mig i havet. Vi har ikke sådan nogle dernede." indskød hun til de tillyttende for det var aldrig til at vide hvad folk lige gik og troede boede i havet. "Den var lille, den var rød, den smed en krystal i hovedet på tøsen...." Hun sendte dragen et træt blik, men fik kun et bøvs et svar fra den kant. "Som slugte den. Krystallen altså." Atter lavede hun en lille pause så der var plads til latter, før hun fortsatte. "Og så var vi her."

Det var da et ganske forfriskende pust i hverdagen at se en rigtig pæn frøken rende rundt med nytfremmanede ben der var frit synlige, hvoraf det vigtigste kun var dækket af den lange rustning. Noget Guinevere ligesom de fleste andre dværge tog et godt syn af. Forfriskende!
Guinevere grinede muntert. "Mennesker er så skrøbelige! Ved slet ikke hvad ben de skal stå på!" hvorimod dværge præcis vidste hvad de skulle. Stå solidt plantet på begge ben og gå ind i det hele med hovedet først. Måske ikke altid den klogeste tankegang, men det gjorde den langt mere standfast og til at kunne klare prøvelser. Som at en drage landede meget voldsomt på deres spisebord! Den var ikke ligefrem lille. Langt fra!

Okay, pauserne virkede fantastisk. Guinevere fnes og mange af de andre dværge der lyttede med kom med en brummende latter, der kun blev bedre og de holdte den muntre tone som Moana fortalte og grinte af hele scenariet. "Oh fantastisk. En alf med teleporterende krystaller. Fantastisk" det var svært at holde op med at smile stort af det hele. Hun tog en dyb indånding og sukkede, stadig med det meget store smil på læben. "Vi har dog et mindre problem hvad angår din rejse til Hovedstaden" begyndte hun med hænderne i siden og kiggede på den store drage der gumlede løs af fadet. "Jeg tror ikke den kan komme ud" og ja, selv her var det svært ikke at grine bare en smule.

"Lige præcis! De tager aldrig overraskelse med så god humor som her!" Moana havde trods alt en vis erfaring på lige det punkt med at overraske mennesker med noget de ikke havde været forberedt på eller havde kunne håndtere. Fra uhyret i badehuset til den gentagne forvandlinger frem og tilbage mellem menneskelig og havfrueform under plagerne. Ikke at de havde sat mere pris på hendes anden magiske evne, men det var en helt anden historie.

Det var så heller ikke første gang hun havde skulle fortælle en historie og få den til at virke mere underholdende end bekymrende. På det punkt var krigere trods alt krigere før de var nogensomhelst race i Krystallandet. "Ja, den var en lidt uforudset forhindring i at nå frem til Hovedstaden i god ro og orden, men en eller anden dag vil det vel lykkedes for os!" Jo, også her lå flere historier gemt og en grund til hendes overordnedes noget trætte udtryk, når hun endelig nåede frem. Så det var kun naturligt for hende at tage del i morskaben over hendes omvej.

Et smil der dog sank noget ned, som den kvindelige dværg pointerede noget Moana ikke havde haft lyst til at tænke nærmere over. I stedet så hun sammen med resten hen på hendes alt for runde drage og sukkede så. "I hvert fald ikke i den form og slet ikke så længe hun har æbler tilbage på fadet..." Smilet var dog hurtigt tilbage for situationen var lidt for komisk til ikke at smile af. "Men hun ligger jo næsten heller ikke i vejen der, så vi har da lidt tid til at finde på en måde at få hende ud på, der ikke kræver vold på denne fantastiske sal." Hun ville virkelig være ked af at de måtte bryde noget ned for at få dem ud igen og det burde vel være muligt på anden måde. Teleportation eller formskift eller noget andet. "Er alle døråbner så store som den derhenne hele vejen ud?" Hun så spørgende på den hidtil talende.

Guinevere grinede. Nej, mennesker tog ikke humor nær så godt. Hun havde naturligvis mødt nogle fra menneskeracen som havde rigtig god humor, men de fleste af dem var så forfærdelige jumpy og bange for at komme galt afsted. En drage var landet mit på spisebordet. Hun gad godt vide hvordan lysets dronning havde reageret på denne udfoldelse af dagen. Pludselige drejning i det normale. "Måske en skønne dag! Men hvor er det sjove i det" brummede hun underholdt med et varmt smil på læben. Der var selvfølgelig også mulighed for hun kunne tage en samtale men en i hovedstaden gennem deres spejl. De havde et nogenlunde samarbejde der havde medført at det nogle gange var nødvendigt hurtigt at komme til at snakke med en overordenet i hovedstaden.

Guinevere smilede. "Det gør hun ikke. Bestemt ikke, så længe hun ikke spiser Gumles aftensmad. Han bliver så vred når nogen spiser hans mad" Gumle var en meget rundt dværg, og navnet var et kaldenavn. Han sad også og beskyttede sin tallerken ganske som en drage for at lave den perfekte sammenligning. "Men hvad angår at få den lille drage ud herfra. dørene her er store og hovedindgangen meget større. Men gangen er nok mere.. snæver" måtte hun alligevel indrømme. Døren herindtil var fin, pyntet og på sin hvis mægtig i sin forstand. De andre døre ud til var knap så heldige. "Nogen ide?"

"Åh som afveksling ville det være storslået! Ingen forventer længere at vi når direkte frem...." svarede Moana selvironisk, men det var desværre også sandt. Skulle hun af sted på drageryg var der kun ringe forventning om at hun nåede frem uden forsinkelser. Til gengæld gjorde hun altid et storslået og positivt indtryk når hun kom frem og havde en af de mest afslappede drager blandt Lyset.

Moana kunne ikke andet end le med resten af dværgene ved den næste bemærkning og derefter sende den omtalte dværg et beroligende smil. "Hun skulle gerne blive hvor jeg har placeret hende for nu." Det løste dog kun et af de problemer dragen udgjorde og det andet var noget mere kompliceret. I sin nuværende form var der ingen mulighed for at Tauwhanga kunne komme igennem dørene endsige gangene hvis de var smallere nogle steder.

Tænksomt betragtede hun først dragen og så dørene ud, før hun vendte blikket tilbage til den kvindelige dværg. "Måske. Hun har jo en anden form, som I så da vi ankom." Hvor meget dværgene reelt havde set var måske ret åbent, men de havde begge været i havform længe nok til at Tauwhanga havde opsnuset en bøf og spist den og hun sagt de første ord i en hilsen. "Den er noget slankere og kunne måske komme igennem, men jeg bliver nok nødt til at se gangen for at kunne afgøre det." At det så kunne blive lidt af en opgave at få dragen til at skifte form var så næste problem og næste ide-udveksling.

Selvironien var tydelig i de sagte ord og Guinevere afholdte sig ikke fra at smile muntert over det. Det måtte give en masse spændende scenarier og ikke mindst eventyr at blive kastet ud i. Når man så bort fra problemerne, utilfredse overordnede og andet der kunne gøre det hele en smule mere irriterende. Men at tage det med et smil, var alligevel nok den bedste måde at affinde sig med skæbnen. Specielt med en så stor og sulten drage som denne!

Dværgene var ganske kendt for at give hinanden navne. Både den ene og den anden slags, og det hang ved til evig tid. Guinevere havde vidst også et par stykker - også nogen hun vidst ikke skulle høre i alt for fint selskab i hvert fald. Guinevere satte sit fokus tilbage på Moana og nikkede med en eftertænksom grimasse. De havde set de store drage i sin mere slanke form, svulme op til en voldsom størrelse som nok alligevel havde givet et større indtryk end den første skikkelse.

"hvordan fungere det? Om hun er, den fine runde form, eller slanke?" spurgte hun ind til og kiggede på dragen med hovedet let på skrå. "Vi kan i hvert fald gå ud på gangen og kigge. Jeg synes den er ganske bred, men jeg er nok ikke den bedste til at beslutte det" grinede hun muntert og trak på skulderne. Det var også først her hun kom i tanke om normal edikette i hvert fald. "Oh, mit navn er Guin"

Fornemmelsen af at have slået den rigtige tone an hos dværgene ved ikke at tage sig selv for højtideligt og i det hele taget holde fast i det komiske ved hele situationen, virkede til at sikre Moana deres velvillighed langt bedre end hun havde forventet. Hvor glade de end var for deres mad og ikke for overraskelser, så virkede de til at more sig glimrende over hende denne aften. Hun var da også ny på den gode måde og hun havde da ud af øjenkrogen fanget glimt af de første der sendte hendes rustning nysgerrige blikke. Håndværkere havde bare det samme udtryk ligegyldig race, når de spottede noget de gerne ville se nærmere på.

Moana sendte den kvindelig dværg et lidt opgivende smil. "Det er forholdsvis enkelt. Er hun i vand er hun slank og er hun på land så sikre hun sig at det er med alle fire solidt plantet på jorden så meget tid som muligt. Ingen af os er specielt glade for højder såå.." Ja, de var og blev et godt match på mange punkter. Ikke så meget det med maden, men manglende passende manerér kom de begge med udslag af og totalt mangel på for fornemmelse af det passende - efter land-standarder altså. "Det ville være dejligt, tak."

Hun smilede til den anden som de bevægede sig mod døren og hendes ledsager endelig var kommet sig nok til også at præsentere sig. Smilet var måske lidt skævt og latteren lidt for tydeligt i hendes øjne. "Stadig en fornøjelse, Guin." Så var de ved døren og Moana stak hovedet ud for at se den anden. Oplyst som den var slørede skyggerne dog dens størrelse og fik hende til at gribe til magien for klarhed. En stribe klik-lyde blev sendt af sted for at blive kastet tilbage mod hende fra alle flader de ramte og danne det billede i hendes sind hun havde brug for. "Hvis hele vejen ud er så bred som denne så kan hun komme igennem." Hun vendte tilbage til Guin og kunne ikke lade være med at tilføje. "Forudsat vi få en ide til at snyde hende til at tro hun er i vandet...Nogen ideer?" Personligt havde begyndende sult og træthed lukket hende ned for lyse indfald for resten af aftenen.

Guinevere lagde armene over kors, eftertænksomt. Hun havde for det første ikke hørt om en drage der skiftede form alt efter om den var i vand eller ej. Hun skævede over til det store monstrum og derefter tilbage på Moana igen. Men det gav vel mening. At en havfrue havde en drage der var mest elegant i vand og knap så glad for at befinde sig i luften. "Hele kroppen?" spurgte hun ganske simpelt ind til, mens hun stadig lige lod sig tygge på hvad hun fik fortalt.

Guinevere smilede en smule påvirket af sin egen tilstand af at havde været i chok tilsyneladende. At glemme almene manerer, var ikek ligefrem godt for en i hendes positio. Men ud fra smilet og latteren i den andens øjne, var det måske ikke den helt forkerte hun havde glemt det foran. Moana så i hvert fald ikke ud til at være påvirket af det.
Imens Moana betragtede gangen og klikkede? stod Guinevere og lænede sig op af døråbningen, betragtende. Hun kunne ikke ligefrem forstå hvad hun lavede, men det gav hende en klarhed tilsyneladende. "Ikke.. rigtig.. hmm.." hun skubbede sig tilbage til at stå af sig selv, fremfor op af døråbningen og smilede. "Lad os tænke over det. Du må være sulten? Vi finder en løsning i morgen" tilføjede hun og lavede en gesus med hovedet mod at de kunne gå ind igen, finde noget mad til Moana også, og få lagt hovederne i blød, eller i det mindste få kigget på problemet igen i morgen.

Moana kunne ikke andet end grine ved det sigende blik til dragen og så det efterfølgende spørgsmål. "Hele kroppen. Hun er dejlig sådan der, men en skønhed i vandet. Bare vent til du ser hende!" Kærligheden til det store skrummel var ikke til at tage fejl af i hendes stemme. De havde begge evnen til at forvandle sig fra vand til land, men heroppe så langt de fleste hendes landform som den kønneste af de to - modsat dragens.

Hun tog ikke formaliteterne så nøje, men var glad for endelig at have et navn. Ellers koncentrerede hun sig om kortlægningen af gangen og måtte atter smile over dværgens udtryk som hun vendte sig tilbage mod hende. Hun så dog ingen grund til at forsøge at forklare præcis hvad hun gjorde sådan lige her og nu. I stedet rynkede hun brynene. "Heller ikke her, så lad os det." Så lyste hun atter op i smil. "Næsten som min drage, så jeg vil alt andet end sige nej til at få en bid med."

Hun fulgte Guin tilbage til bordet, hvor en plads var blevet åbnet op til hende og en tallerken med mad fundet frem. Også et krus var blevet fyldt og sendt i hendes retning afslørende alene på duften at det ville hun måske fortryde i morgen. At afslå ville dog være uhøfligt og når alt kom til at så var dværgende kendt for deres mjød.