Tarkvin kom gående igennem skoven, solen ville nok kun være oppe et par timer endnu, og Tarkvin havde gået hele dagen. Han havde sin vante grønne tunika med de røde broderier på, hans sorte vest, sorte bukser, brune støvler sat med læderbånd, hans rundskjold på ryggen og hans sværd ved siden. Han havde aldrig været i den her skov før, og han vidste faktisk ikke engang om han gik den rigtige vej, han havde jo ingen anelse om hvor Skadi var, men det her var det eneste han kunne, han var jo ikke længere velkommen derhjemme, det var kun en uge siden, at han var skredet. Han var stadig ekstremt vred på sin far, Tarkvin var ikke normalt typen til at gøre sådan noget, han plejede normalt at være meget rolig og rationel, men efter alle de år af vrede mod hans far, så kunne han simpelthen bare ikke holde til det mere. Bare det at tænke på hans far gjorde ham sur, han knugede sine hænder, og begyndte at løbe. 

Som han løb begyndte det at sile ned med regn, hvis han ville sove tørt, så var han nød til at finde ly for natten. Hans øjne blev blodrøde, og han løb langt hurtigere end før, efter en 10 min. Af dette stødte han på en ruin, en ruin af en borg. Han skyndte sig ind i ruinen for at søge ly, solen var ved at gå ned, og han lagde sig ned. Hans øjne blev normale igen, og han var virkelig træt, ikke kun på grund af bersærkergang, men på grund af alt det der var sket her på det sidste, han var også bange, bange for at han ikke ville kunne finde Skadi, det var jo et stort land, og han havde ingen anelse om hvor hun var henne. Så syntes han at han hørte nogen skridt, han skyndte sig at tage sit skjold og sværd, og stille sig klar til kamp.

Skadi havde haft hvad man bedst kunne beskrive som en lort dag. At skulle beskytte små adelige, der var fede og pompøse var ikke dét hun havde lyst til at bruge sine dage på, men det gav krystaller, og efter at have ledt en adelig fra hovedstaden, hele vejen ned til en mindre landsby der lå uden for Dunkelskoven, så var hun træt af det, havde købt næsten al alkohol på landsbyens lillebitte kro, og efter at have drukket sig selv til en fuld tilstand, selv med hendes regenererende evner, var hun skredet, oppakning og det hele slynget over skulderen. Hun gad ikke være i den landsby, og som hun kom ind mellem Dunkelskovens træer, begyndte det at sile ned i lår-fede stråler af regn. Skadi elskede regn. Det var godt når det vaskede blod, mudder og raseri væk, men lige nu? Lige nu var det blot en irritationsfaktor på hendes allerede ret så trælse dag, hvor hun bare havde måttet høre den lille fedling af en adelig. Han havde kun haft lort at lukke ud af sin arrogante kæft og halvdelen af hans ord havde alligevel ikke været til at forstå.
 
Hun endte ved en borgruin og begyndte at vade derind, ligeglad med hvad end der så var derinde. For hende var det pisse lige meget om Isari så stod sammen med Shara og havde det hedeste orgie, hun var træt, sur og fuld og ville helst bare gerne finde nogen at hugge sin økse i hovedet på.
Som hun gik, kunne hun høre noget rumsteren fra ét af rummene i borgruinen. Lyden af et sværd der blev trukket var distinkt i hendes øregange og hun stoppede al bevægelse mens et barsk smil sneg sig frem på hendes læber. Lidt vold skulle der til en gang i mellem, så hun vendte sig rundt efter lyden, spændte skjoldet af sin taske, lod tasken dumpe ned på jorden og holdt skjoldet i sin hånd, mens hun trak håndøksen. Skadi’s tøj var bestående af det sædvanlige: Stramme bukser, støvler der var fyldt af rejsestøv, en mørk skjorte hvorpå der var rester af blod fra hendes sidste konflikt, samt en rustning med nordiske tegn indgraveret. Den var markeret af adskillige sværdstik, øksehug og andet grimt. Hendes våde hår hang løst og i ansigtet havde hun en fortrukken grimasse af fuldskab og frustration, da hun gik hen til den lille åbning der var i rummet. I starten kunne hun ikke genkende skikkelsen, så hun ’bankede’ på med sin økse, ved at slå den langsomt mod dørkarmen i en halvdoven bevægelse.
”Jeg har tænkt mig at sove her. Har du et problem med det, så kan jeg godt slås om det,” konstaterede hun hårdt.

Tarkvin så den kvindelige skikkelse som gik ind i rummet, han var klar til at skulle indgå i kamp. Men da han hørte hendes stemme, gik det lige pludselig op for ham hvem det var, som stod foran ham, det var Skadi! Han havde været så bekymret for at han ikke ville kunne finde hende, og så kom hun der, han ånede lettede op, nu var der blot tilbage at finde ud af, hvordan han skulle fortælle hende, hvad der var sket mellem ham og far. Skadi kunne godt nok ikke lide deres far, men Tarkvin var i tvivl om hvordan hun ville reagere, når hun hørte at han havde været tæt på at dræbe deres far.

Sværdet gled så småt ud af hånden på ham, mens han stod der og kiggede overrasket på hende, han ydet et ord, ’’Skadi’’, hvorefter han begyndte at gå hen imod hende, med et smil på læben. Han gik hen mod hende, med armene ude mod siderne, for at skulle omfavne hende mens hans skjold stadig sad på hans venstre arm. Han vidste godt at hun ikke kunne lide at blive omfavnet, men han havde været så bekymret for om der var sket noget med hende, og om han ville kunne finde hende, så han kunne simpelthen bare ikke holde sin glæde tilbage. Mens han gik frem mod hende, snakkede han til hende, ’’Skadi, det er mig Tarkvin, jeg har ledt efter dig.’’

I starten virkede det hele så normalt. Så talte skikkelsen. Hans stemme var let genkendelig, men Skadi ønskede ikke at genkende den. Hans ansigt lige så. Heller ikke dette ønskede hun at genkende. Tarkvin. Tarkvin Two-Teeth. Hendes lillebror stod i dette rum, havde smidt sit sværd, der klinkede mod den let brostensbelagte jord med en metallisk lyd. Han virkede åben, virkede til at ville omfavne hende og hun var forvirret. Hvad fanden ville han?! Hendes fordrukne sind begyndte hurtigt at drage konklusioner: Han ville bruge hendes svaghed imod hende, omfavne hende, stikke en kniv i hendes ryg for drabet på deres alles storebror. Mon han havde sin anden bror med sig? Hun trådte med det samme et skridt tilbage og løftede øksen i sin hånd.
 
”Og så bliver du der,” konstaterede hun i et overraskende roligt tonefald. Nærmest en knurren. Hendes greb om skjoldet blev mere stramt, som han talte til hende og til sidst begyndte lysten til at ødelægge alt omkring sig, at vælde ind over hende. Hun reagerede ved at kaste sit skjold hårdt i jorden mellem dem i en aggressiv bevægelse. ”Og hvad skal jeg så bruge det til Tarkvin?! Hva’?! Hvad fanden vil du mig!? Gå din VEJ, før jeg gør noget rigtig dumt! Skrid!” hendes stemme dryppede af raseri og fuldskab og hendes øjne slog nærmest lyn. Så var det dette, drømmen i går havde betydet! Hun var helt sikker nu, og som det gik op for hende, at hun faktisk havde haft en drøm om dette, blev hun kun endnu mere arrig.
Igen løftede hun øksen. Hun var ikke lige så godt beskyttet som Tarkvin, men hun var også ligeglad. Hun kunne jo bare heale det, hvis han besluttede sig for at angribe hende.

Han havde været så glad, så glad for at han havde fundet sin storesøster, eller rettere, at hans storesøster havde fundet ham, alt hans frygt og usikkerhed var forsvundet, men det var blot for et meget kort øjeblik, for nu strøg forvirringen ind over ham.

Tarkvins smil forsvandt, og blev udskiftet med et forvirret ansigtsudtryk, da Skadi sagde at han skulle blive der, nærmest som en knurren. Hvorfor ville hun ikke lade ham komme tæt på? Sådan her plejede hun da ikke at være, mon der var sket et eller andet i det halve år, hvor de ikke havde set hinanden. Hans arme faldt ned ved siden, og han tog et kort skridt tilbage da hun smed sit skjold i vrede. ''Skadi jeg har ledt efter dig! Jeg skred der hjemmefra for at komme og finde dig igen, jeg gad ikke fars lort mere, så nej Skadi, jeg vil ikke gå min vej, for du er det eneste familie jeg har tilbage.'' Svarede han stille og roligt, hun var virkelig det eneste familie han havde tilbage, så han kunne ikke bare gå, han kunne ikke bare skride ud derfra og så ikke komme tilbage. Han var jo skredet derhjemmefra for at finde Skadi. 

Da hun løftede øksen, tog han endnu et skridt baglæns, og løftede let på hans skjoldarm, klar til hvis hun havde tænkt sig at gå til angreb på ham, selvom han virkelig ikke ønskede at kæmpe mod hende, og han var ikke engang sikker på at han kunne i hans tilstand af træthed, det havde nok været dumt af ham, at gå Bersærker gang for at kommer i ly hurtigere, men han havde ikke ligefrem set det her komme.

Tarkvin løj. Skadi kunne ikke se andre muligheder. Han løj og var her for at hævne sig, hun var fuldstændig sikker, og samtidig ville hun ikke dræbe ham. Hun havde dræbt Thorbir, og det var nok. Hun ville dræbe resten af sin familie, lige meget hvor meget hun så end var rasende på dem. Hun kunne ikke få sig selv til det, og samtidig var hun bare så indestængt vred, at hun havde lyst til at flyve i kødet på Tarkvin. Rive ham fra hinanden med sin økse, så hun ikke skulle tvinges til at se sin fortid længere. Hendes ansigt forblev hårdt mens hendes øjne bedrog hende da de både var vrede og samtidig blanke. Hun hadede ikke sine yngre brødre. Hun hadede dem ikke. Hun hadede heller ikke sin mor, nej. Far hadede hun. Han var et gammelt, snæversynet møgsvin. Men hun hadede ikke resten af familien. Hun var bare… Vred på dem. Voldsomt vred. Hvor havde de været da hun måtte gå igennem ild og vand for at få bare en lille smule anerkendelse? Bag deres far. Bag hendes far.
 
”Du lyver….” startede hun ud i et stille tonefald, før hendes stemme hævede sig. ”Du LYVER!” hun lukkede hurtigt afstanden mellem dem ved at træde frem og hakke sin økse hårdt ned i kanten af Tarkvins rundskjold. Hun stod nu inden for centimeter af hans ansigt og hendes fortrak sig i smerte og raseri, der boblede under overfladen i hendes sind. ”Han har sendt dig for at gøre en ende på det, har han ikke?! DET SVIN AF EN LØGNAGTIG MANDSLING!” hun stirrede ham i øjnene, ætsende, før hun rev sin økse fri og hamrede den ind i Tarkvins skjold endnu en gang. ”Hvad venter du på, Tarkvin!? Jeg er åben, gør det så! Jeg… VENTER!” hun rev igen øksen fri og stillede sig lidt væk i en åben stilling armene spredte ud, for at vise ham, at han havde sin åbning, lige nu, hvis han ville. Hun ønskede smerten og raseriet. Hun ønskede at bløde og råbe og skrige.

Han var nød til at gøre noget, et eller andet, noget som kunne overbevise hende om, at han ikke ønskede hende ondt, et eller andet, der kunne overbevise hende om at han var på hendes side. Han forstod dog godt at hun var vred på ham, han havde jo aldrig hjulpet hende overfor deres far, lige meget hvor meget han ønskede det, så havde han ikke kunnet gøre det, han frygtede hvad hans far og hans bror ville gøre ved ham, hvis han også gjorde det. Men det var ikke nogen undskyldning, han skulle have hjulpet hende, han skulle have sagt noget til deres far, og til Thorbir, han skulle have sagt noget, da deres far smed hende ud og skar hånden af hende, men han havde ikke sagt noget. Og han skulle være en kriger? Han var intet mere end en kujon, en kujon som havde ladet sin søster i stikken, en kujon som havde ladet hende lide alene, en kujon som ikke engang kunne sige noget til sin far, da han smed Skadi ud af familien. Og ja, det kunne godt være at hun havde dræbt deres storebror, og Tarkvin savnede ham faktisk lidt, Thorbir havde altid hjulpet Tarkvin, men det betød ikke at Tarkvin var sur på Skadi for at have dræbt Thorbir, Tarkvin var faktis sur på sig selv. Hvis han bare havde gjort noget, sagt noget, været der for Skadi, så var det aldrig gået så vidt, hvis han bare havde sagt noget til Thorbir! 

Tarkvin sur på hans far, sur på Thorbir, sur på Einhardt, ja, endda sur på Skadi, men han var rasende på sig selv, rasende over at han bare havde stået og kigget på, rasende over at han ikke havde gjort noget, rasende over at han var sådan en kujon!

Tarkvins øjne ændrede sig fra sin normale, grålig blå farve, til en blodrød. Han gik imod Skadi, og smadrede sit skjold af sted mod muren. Han trak sin kniv frem, og smed også den væk. Han trampede ekstremt hårdt direkte mod Skadi, og i det han nåde frem til hende, mens hun stod der med armene spredt ud. Han stod nu så tæt på hende, at deres næser kun var få centimeter fra hinanden, og der stod han bare i et sekund eller to, og bare prustede hårdt, hvorefter han foldte sine arme omkring hende, og hviskede ind i øret på hende, ''Jeg skulle have været der, jeg skulle have været der for dig, men jeg var en kujon... Jeg er ked af det''.

Skadi så hvordan Tarkvins øjne ændrede sig fra gråblå til blodrøde. Hun havde dog ikke overskuddet til at tænke over at han muligvis var forbandet, for hun var fuld og vred og havde mest af alt lyst til at smadre Tarkvins ansigt, før han kylede sit skjold og kniv væk og trampede hen mod hende. Hun reagerede ved at stikke ham én på sinkadusen med sin frie knytnæve. Stillingen hun stod i tillod dog ikke at slaget blev vildt hårdt og han endte alligevel med at lægge sine arme om hende med ord hun aldrig havde forventet at høre fra hans side af. Men Skadi var Skadi. Hun havde omsluttet sit hjerte med is og havde ikke lyst til, at være svag nogensinde, så da han gjorde dette, stod hun bare med hænderne ned langs siderne. Dog tabte hun øksen, der også landede med en klinkende lyd.
 
”Slip mig,” knurrede hun køligt. Dog virkede det ikke til at han gjorde det og hun havde faktisk ikke lyst til, at lade ham heller. Forvirret stirrede hun frem for sig til hendes hjertebanken sløvede ned og raseriet langsomt trak sig tilbage som en tsunamibølge der ikke længere havde lyst til at fortære hele landsbyer.

”Hvorfor sagde du aldrig noget?” spurgte hun efter lidt tid. Hun var stadig rasende. Vildt edderspændt, men det lå blot og ulmede som varme kul på et bål, der var i gang med at dø ud, stille og roligt. ”Kan du fatte hvordan det var? Er du i stand til at leve dig ind i hvad jeg måtte gøre? Bare for ET lille ord der var positivt fra ham,” hun talte naturligvis om sin far og nu var hendes stemme efterhånden rolig, dog med en hvis effekt af fuldskaben der stadig sad i hendes krop.

Tarkvin tog Skadi lidt væk fra sig, men blev ved med at holde fast i hendes skuldre, han kiggede hende i øjnene, som var blevet normale igen. Han havde et lidt halvt skamfuldt blik i øjnene, og ligesom Skadi, så var Tarkvin ikke ligefrem den bedste, når det kom til følelser, så det her var lidt besværligt for ham. Han vidste dog godt at det nok være mere besværligt for Skadi, end det var for ham. Lige meget hvor besværligt det var for ham, at tale om, så var han nød til at besvare Skadis spørgsmål. 

''Jeg var en kujon, jeg var for bange for hvad far eller Thorbir ville gøre, hvis jeg snakkede op. Jeg har hadet mig selv i mange år, for ikke at turde gør noget, ikke turde hjælpe dig, ikke turde være der for dig. Men hvis det på nogen måde er til nogen trøst, så stod jeg op til far for en uges tid siden, og jeg er nu ikke velkommen i familien heller. Men nej, jeg kan ikke forstille mig hvordan det må have været, alt jeg ved er bare, at fare var et røvhul som fortjener at dø, det tror jeg godt vi kan blive enige om.'' Han sagde dette til hende, og gjorde sit bedste, for at udvise sine følelser. Bagefter han havde sagt det, så hviskede han kort, ''Selvom Einhardt tydeligvis ikke deler den mening''. For det var jo Einhardt som havde stoppet ham i, at dræbe deres far. Tarkvin var dog i tvivl hvorvidt han skulle fortælle Skadi, at han havde forsøgt at dræbe deres far, og at Einhardt var den eneste grund til at han havde gjort det. Han tænkte også kort på, om han skulle fortælle Skadi at mor var forsvundet, men skød det hen, det kunne han sige til hende senere, først og fremmest, skulle der lige være styr på deres forhold, før Tarkvin kunne begynde at fortælle hende nogen af de mange ting.

Hvad end der var sket derhjemme kunne Skadi efterhånden godt se, at Tarkvin var oprigtig i sine ord. Det hjalp ikke rigtig på hendes vrede, men hun valgte at droppe det for nu. Bare lade det ligge.
”Einhardt har aldrig brudt sig om vold, det ved du jo godt,” mumlede hun bare en smule gnavent, før hun trak på skuldrene. ”Jeg har brug for tid til at finde ud af det her,” lød det kort efter, før vendte sit blik væk fra ham. Hun var efterhånden nogenlunde afslappet, men sekundet efter blev hendes øjne mælkehvide som et syn tvang sig gennem hendes sind.
 
Lyden af råb overdøvede alt andet og en tsunami af blod væltede ind over hende og Tarkvin. Et kort øjeblik følte hun at hun druknede i det og hun så hvordan distancen mellem hende og Tarkvin blev større og større. Hvad det betød, vidste hun ikke, men da hun var tilbage i borgruinen rent mentalt, rystede hun irriteret på hovedet. ”Jeg er træt. Kan vi ikke bare lave en lejr og sove?” gnavenheden var endnu ikke væk, men da en lyd pludselig fangede hendes høresans, spændte hun op i alle muskler.
 
I døren stod en stor mand. Han var genkendelig. Manden der næsten havde fået dræbt hele hendes landsby dengang hun rent faktisk havde fået respekt fra de andre krigere. Han havde nært slået hende ihjel dengang, og nu stod han her. Sikkert ikke alene. Hans blik var alvorligt, han end ikke smilede.
”Jeg har hørt en fugl synge om, at en bror ville finde sin søster. Jeg har længet villet have hendes hoved på en stage,” sagde han mørkt. Skadis blik blev med det samme hård og vredt, mens hun stirrede på ham. Hun trak sin saxkniv, eftersom at øksen stadig lå på jorden, men i samme nu blev en pil affyret og plantede sig i hendes skulder, gravende sig vej igennem hud og muskler. Et udbrud undslap hendes læber.
Hun kiggede op og så folk stod på hvad der skulle have været etagen oven over. Der var kun en smule tag over deres hoved, men det var taktisk godt for mændene at stå her med deres langbuer.
”Hvis du går nu, så lader vi dig leve, dreng,” sagde manden, kiggende mod Tarkvin. Skadi skævede mod sin bror. ”Jeg skal nok tage den her mands hoved. Hvis du går får jeg ikke din død på min samvittighed.”

//Afsluttet grundet inaktivitet