Der var gået lang tid efterhånden siden Dragorns belejring, men trods at alle dværgene var fri nu, var det ikke helt det samme for dværgen Herja, der havde mistet så meget under sin fangenskab hos mørkets krigere. Nu var hendes moder i sorg og drak som en sut, hvilket vel også var forståeligt, alting taget i betragtning, havde det ikke været fordi hun stadig havde to døtre, én af dem værende meget ung og stadig uden et kaldenavn. For tre dage siden havde dette taget overhånd for Herja, der for tiden ingen glæde fandt ved at smide i Dragorns smedjer. Hver gang hun gjorde, kom hun i tanker om sin faders død, samt hvordan de bare havde efterladt hans blod på gulvet i den smedje hun havde fået stillet til rådighed. Blod der først var blevet gjort rent efter mørket var blevet sparket på porten. Så Herja havde gjort det eneste hun lige kunne komme i tanker om var en "god" idé: Hun var gået en tur, ud af Dragorn, hen til den nærmeste lille landevejskro, hvor hun nu havde siddet og surmulet og drukket for sig selv tre dage i streg.

Hun var stadig ret fuld da hun havde besluttet sig for at gå tilbage mod Dragorn, hen på eftermiddagen den tredje dag, men som hun gik igennem den snedækkede vej op mod det bjerg, som hun kaldte hjem, kunne hun ikke undgå at høre lyden af folk der sludrede. En lejr længere inde i noget skovkrat. Egentlig var hun ligeglad, indtil hun hørte ordene "Jeg tror godt vi kan nå at tage en enkelt fra kroen, før vi tager tilbage og rapporterer til mørkets lord." 
Hun standsede, drejede rundt på stedet og begyndte at gå mod denne lejr, ligeglad med hvor meget hun så end larmede i sin fuldpladerustning. Da hun fandt deres lejr kunne hun se fem mand stærke, alle i mørkets hærs uniformer og bare synet alene gav hende en kvalme uden lige. Hun spyttede på jorden foran dem. "I hører ikke til her. Sidst jeg huskede, sparkede vi jer på porten," sagde hun, i et fuldt, men også halvvredt toneleje.
"Og nu er vi her igen. Hvad skulle én lille dværg kunne gøre os? Gutter, jeg tror ikke behøves at finde nogen på kroen, vores underholdning for aftenen er sgu lige ankommet!" de rejste sig, alle fem som én, og Herja trak sin økse, der slog gnister, da hendes pegefinger ramte runen, der ville aktivere den magi der var blevet lagret i våbenet. Hun gloede vredt på hver og én af de mange mænd, mens de stille og roligt begyndte at gå tættere på hende, grinende i et hånende toneleje. Hendes fuldskab gjorde hende endnu mere dumdristig end normalt. Hun burde slet ikke have antastet dem. Men nu var hun her, så måtte hun vel gøre det bedste ud af situationen.

Dante og hans mænd havde været ude på et af deres sjældne land røverier, normalt fortrak de helt klart at gøre dette til søs, men det var simpelthen en skat så markværdig at de ikke kunne lade være med at snuppe den, hvilket de jo også var lykkedes i at gøre. Det ville alligevel tage dem noget tid at nå til bage til den Sorte Rose, så Dante og hans folk endte med at holde lejr for natten, og tage videre dagen efter. Som de gik afsted blev det blandt andet Dantes tur til at skulle tjekke det om kransende område, det kunne godt være at han var deres kaptajn, men han var på ingen måde typen som ville bruge det som en undskyldning for ikke at lave noget, ja, lige tvært imod så fortrak han at være den der bar mest at læsset, og være den som gjorde alt det beskidte arbejde, hvilket blot var én af grundene til at hans besætning havde så meget respekt for ham som de havde. 

Dante satte gang i sin sorte aura med fokus på forhøjet styrke, ja, hans sorte aura, den som viste hans dæmoniske side og grunden til at hans mor havde forsøgt at drukne ham alle de år tilbage. Med de sorte øjne, små horn og flydene skygger som hans aura bragte med sig, så skyndte han sig igennem området, ledte efter en potentiel fare for ham og hans mænd. Lidt efter lidt syntes han kunne høre nogen mænd der snakkede, og derefter syntes han at han hørte en kvindes stemme. Dante nærmede sig, og han så synet fem store mænd og en enkelt lille kvindelig dværg, de havde alle sammen trukket deres våben. Han hørte hvordan de snakkede om denne dværg som aftenens underholdning. Der fandtes kun tre grunde for Dante til at dræbe andre, for penge eller andre formere for skatte, hvis de gjorde noget som påvirkede hans indkom af penge eller skatte, eller hvis de troede de var bedre end andre. 

Med bravende hastighed stod Dante lige pludslig op af et træ lige ved lejren og kiggede på den af dem fem mænd som havde snakket. Dantes hætte var slået tilbage, så man kunne nemt se hans halvlange brune hår, de små horn og de sorte øjne som hans sorte aura havde bragt med sig. Og nu hvor han stod stille kunne man også se disse sorte skygger som formede sig rundt om ham, som små skyer af blæk der flød i vand. ''Sig mig, jeg syntes at du snakkede om at denne dværg var jeres aftnens underholdning?'' Spurgte Dante dem i en meget rolig stemme, han var ikke typen som lod sin vrede vise sig. Den af mændene som spørgsmålet var rettet til, den som havde snakket til Hejra, kiggede halv overrasket på Dante, og så en lille smule bange ud ved Dantes udsende, da han tydeligvis kunne se at manden foran ham ikke var menneske. Men så gik det op for ham hvor meget de var i overtal, og han begyndte at smile lumsk. ''Måske, måske ikke, hvad kommer det dig ved, misfoster?'' Spurgte han Dante og grinede. Dante rettede sig op så han ikke lænede sig op af træet. ''Ser du, hvis der er en slags person som jeg hader, så er det dem som af en eller anden grund mener de er bedre end andre. Jeg kender ikke denne dværg, og for min skyld kunne hun dø i en grøft, jeg er faktisk komplet ligeglad. Men det faktum at du anser dig selv som beder end hende, at det liv du har er mere værd end hendes, det viser bare at du ikke fortjener et liv.'' Da Dante var færdig med at snakke, så inden nogle af mændene kunne nå at sige noget, så var Dante oppe ved manden med sit sværd halvvejs igennem maven på ham.

Mens mændene talte kunne Herja se ud af øjenkrogen hvordan en mand med en meget sær aura dukkede op. Skyggerne omkring ham var underlige og han havde kulsorte horn og øjne. Ærligt talt var han ret ubehagelig at se på, men for Herja var det blot endnu én til flokken af ubehagelige folk. I det mindste havde denne her ikke mørkets uniform på, og selvom han talte om hende som om hun intet betød så bebrejdede hun ham det ikke. Hun ville nok ikke være ligeglad med ham hvis han var i hendes sted, men hun kunne heller ikke stoppe ham fra at være ligeglad med hende. Hun var en voksen kvinde og kunne sagtens tage ansvar for sit eget liv. Hun behøvede ikke en fremmed mands hjælp. Dog ville hun ikke sige nej til en hånd med at afskedige disse mørkets krigere, og da han stod med sit sværd halvvejs gennem maven på den af krigerne der havde talt til ham, brød kaos løs. To af krigerne gik med det samme på manden og de resterende to gik efter Herja.

Hun dukkede sig for den ene krigers sværd, før hun trådte et skridt frem, bag ved manden og slog enden af sin økse ind i knæhasen på ham. Derefter hvirvlede øksen sig rundt i hendes greb og parérede et overhåndshug fra den anden kriger. Der skulle ikke en ekspert til for at se, hvor inkompetente disse mørkets krigere var i deres krigskunst i forhold til dværgen der brugte sin økse med snilde og på højst ukonventionelle måder. Hun var kreativt anlagt. Efter at have paréret mandens hug stødte hun øksen ind i maven på ham. Den skar sig ikke ind i kødet, for hun havde brugt den stumpe ende, men da han knækkede sammen var hun hurtig til at smadre øksen ind i siden af hans hoved. Mens manden kollapsede i sneen, rev Herja sin gnistrende økse fri. Hun havde stadig ikke tid til at tage sit skjold frem men hun var ikke længere nervøs for mændene. Den anden kriger var kommet på benene nu og overraskede hende ved at hamre sig sværd mod hende ben. Heldigvis var rustningens plader tykke nok til at afbøde for slaget og der ville nok bare være et blåt mærke der hvor han havde ramt og Herja vendte sig hurtigt da han trak sit sværd til sig. Da han slog ud efter hende, smadrede hun øksens skaft ind i hans håndled, og hånden gjorde med det samme spasmer da den mødte de gnister, som våbnet skabte. Han tabte sværdet og hun begravede sin økse i hans bryst sekunder efter. "Gå du til din mørke gud, dit forbandede umenneske," sagde hun lavt til ham, mens han drog sit sidste åndedræt. Derefter rev hun sin økse fri, stirrende halvfuldt ned på hans døde krop.

To af mændene gik til angreb på Dante fra hver deres side mens han stadig stod med sit sværd oppe i en af deres kammeraters mave. Til Dantes held, så var få folk i nærkamp hvor hans evner rigtigt skinnede, var de to andre også gået imod ham ville han nok være blevet endt med at blive ramt, men da det kun var de to der, så var det ingen problem for hans ti-hovedet slange, som han kaldte sin evne.
Ti lange nærmest slange formede ting blev formet af den sorte aura som lå om ham, de var alle ti spidse, og hurtigt som en slange der hukkede, røg fem af dem ind i hver af de to mænd som hostede blod op og tabte deres våben. Slangerne blev igen til den sorte aura om ham, og da de var det eneste som holdte de to mænd oppe, faldt de sammen på jorden.

Dante kiggede blot kort ned på den mand han havde stukket i maven, han var stadig i live, men også kun lige. Skyggerne om Dante forsvandt, hans øjne blev normale brune øjne igen og hornene forsvandt, han lignede nu et menneske. Han tørrede blodet af sværdet i de døde krigers tøj, hvorefter han snuppede deres punge og alt andet de havde på sig af værdi. Mens han gjorde dette skænkede han ikke Herja så meget som et blik, han var i det hele taget komplet ligeglad med hende, hun betød absolut intet for ham, der var der jo så i bund og grund ikke nogen der gjorde, længere.

Da han var færdig rejste han sig op og begyndte så småt at gå væk derfra, han havde intet mere at lave der, så han kunne ikke se nogen grund til at blive, nej, han måtte tilbage til sin besætning.

Han skænkede hende ikke et eneste blik. Det var det første der faldt den fulde dværg ind: At manden som før havde lignet en dæmon fra Kzar Moras dybeste dyb, nu rendte rundt og tog mændenes pengepunge, uden så meget som et blik eller et ord rettet mod hende. Egentlig var det lettere irriterende, og samtidig var det kun ekstra frustrerende, at hun godt vidste hun havde haft brug for hans hjælp. Hun sukkede lavt før han begyndte at gå sin vej, til hvilket hun bare ikke længere kunne holde kæften lukket. Hun stak øksen tilbage i sit bælte og lod oppakningen på ryggen falde til jorden da hun trådte et par skridt mod ham.
"Hva'? Så går du bare? Hvad med at fortælle hvorfor helvede du lige havde horn i panden?"  Herja var lidt fuld, så hun var også relativt direkte. "Eller hvorfor du hjælper mig og derefter virker totalt blind? Vent, du er ikke blind, vel?" hun overvejede næsten at grine af sig selv, men hendes grimasse forblev den samme gnavne, som hun efterhånden havde haft i nogle måneder nu.

Dante stoppede op som Hejra snakkede til ham, det var tydeligt at hun ikke havde forstået hvad han havde sagt til mændene tidligere, så han vendte sig om og kiggede koldt på hende. Han snakkede med en kold og lettere irriteret stemme, ''Jeg tror du har misforstået noget her lille frøken. Jeg kender dig ikke, og det har jeg heller ikke tænkt mig, du betyder intet for mig og jeg er komplet ligeglad med dig. Jeg hjalp dig kun fordi jeg ikke kunne lide dem'', Dante pegede over mod de døde lig af mørkets krigere, ''og nej, jeg er ikke blind, kun ligeglad med dig. Så medmindre du har tænkt dig at betale mig for noget arbejde, eller lignende, så har vi to intet at gøre sammen længere.'' Dante vendte sig atter om og begyndte at gå væk, på vej tilbage mod sin besætning. Det han havde sagt var dog ikke hundrede procent rigtigt, for havde han bare stødt på nogle mørkets krigere så ville han ikke have angrebet dem, han valgte at angribe dem fordi det tydeligvis var en ulige kamp, og fordi han vidste hvordan det føltes når man står overfor en ulige kamp uden hjælp. Han stoppede lige pludslig op, kiggede let tilbage og sagde lavmælt, ''mine horn kommer ikke dig ved, de er blot en ting jeg ville ønske jeg kunne slippe for, men ikke kan.'' Det var tydeligt på ham at hans horn var en ubehagelig ting for ham, da de var grunden til at hans liv blev til et levende helvede.

Lille frøken. Det var altid sådan, mennesker startede ud når de ville irritere Herja og provokere, hvad end det var bevidst eller ubevidst. Og hun brød sig slet ikke om det. Som manden talte videre, blev hun kun mere og mere irriteret på ham og til sidst, da han vendte sig for at gå igen, og mumlede om hans horn der var forsvundet nu, rystede hun på hovedet af ham. Han virkede som det mest sure æble i haven, den mest bitre øl i kroen. Hun forstod sagtens hvordan hun selv kunne være lige så reserveret, men til gengæld kunne hun aldrig i sit liv finde på at være så forbandet direkte og kold i røven som denne mand.
"Heldigt for dig," sagde hun, i en lettere bidende tone, mens hun trak en kniv fra sit bælte, én af hendes smedestykker, der havde en ildmagi i sig. "Er jeg en dværg af Dragorn, og vi betaler for hjælp," hun holdt kniven i hånden med et stålsat blik. "Og selvom du er en kold skiderik der tydeligvis har en overpisset sukkermad i rationpakken, så hjalp du mig og det her er din betaling," hun kastede kniven hen for fødderne af ham.

"Tag den eller ej, jeg er nemlig ikke ligeglad og kold i røven," med de ord sagt begyndte hun så småt at vende sig rundt for at gå, men ikke før en enkelt kommentar slap ud af munden på hende. "Trist med de horn. Måske er det derfor du er sådan et surt menneske," hun begyndte langsomt at gå sin vej fra ham.

Som Herja vendte ryggen til ham, blev Dante sur. Han havde redet hendes liv selvom at han bare kunne være gået videre, han havde ikke behøvet at hjælpe hende, og så kommer hun overfor ham med den der attitude? Hvem tror hun lige hun er?! Selvfølgelig er han da ligeglad med hende, hvorfor skulle han være noget andet? De havde jo aldrig nogensinde mødt hinanden før. Dante havde ikke tænkte sig at finde sig i denne slags opførsel overfor ham.

Hans horn voksede hurtigt ud igen sammen med de omkredsene skygger og de sorte øjne. Hans skygger forvandlede sig til den ti hovedet slange, hvor et af hovederne viklede sig omkring skæftet af kniven som hun havde kastet ned foran ham. Han nærmest fløj igennem luften hen foran Herja hvorefter han satte kniven hårdt fast i et træ ved siden af dem. En af hans slanger røg direkte op foran Herjas hals som han nærmest vislede til ham, ''havde jeg ikke dukket op var du død, jeg kunne bare være gået væk men det gjorde jeg ikke. Du betyder intet for mig men jeg valgte alligevel at hjælpe dig, og så er din forfærdelige attitude måden du betaler mig tilbage på? Giv mig én god grund til ikke bare at dræbe dig lige her og nu og tage alle dine ting. Dit liv betyder intet for mig, i modsætning til din pengepung.''

Det så ud som om at dét i det mindste havde en effekt på manden. Hendes vrede ord og provokationer, som egentlig blot var resterne af den vrede hun egentlig havde for disse mørkets krigere, men som nu gik ud over hendes "redningsmand". Hun begyndte mere og mere at anse ham som en hjælpende hånd. Hun havde ikke brug for nogens omsorg eller hjælp. Hvis hun havde været død her, så var det sådan, det var. Hun havde ikke i sinde, at lade manden gå, bare sådan uden lige, ikke efter at han havde talt sådan til hende. Især ikke når han troede at han kunne have en overhånd over hende, og lege hendes største redningsmand og helt. Hun havde ikke brug for en helt! Og hun havde bestemt ikke brug for de trusler han satte lige nu! Så hellere kysse en gris og erklære sin dybeste kærlighed til den! Fandme nej!

Hun fattede sin økse da én af hans mærkelige gevækster ramte op mod hendes hals. Samtidig med at hun førte øksen op mod gevæksten, trådte hun tilbage og vippede sit skjold ned på armen. "Hvis du vil have en slåskamp så kom da! Du skal ikke tro at du kan kue mig! Hvad er dit problem, hm?!" hun stod kampklar, men i defensiven. Hun var ikke typen der bare gik og dræbte folk.

Som Dante blot følte sig mere og mere provokeret tog han et meget simpelt valg, han ville dræbe hende her, tag alt hun havde på sig af værdi og så bare smutte tilbage til sin besætning. Meget længere var den faktisk ikke, hun virkede ikke til at blive den største udfordring for ham. Han vidste at hun ville have tabt kampen mod de mørkets krigere hvis ikke han havde været der, og hvis hun ikke kunne klare så lille en trussel, så ville hun da på ingen måde være nogen udfordring for ham selv. Dante var typen som mente at alle var lige, men den stærkeste overlevede, hun irriterede og provokerede ham, så han så ingen grund i at lade hende gå igen, han kunne lgie så godt bare dræbe hende.

Dante tænkte at han lige så godt bare kunne dræbe hende nemt og hurtigt, så han lod alle ti af sine slanger flyve direkte imod hende, der var aldrig nogen der havde overlevet at få hele bundtet sendt efter sig på en gang. Mens han gjorde dette grinede han let og sagde, ''vi ses i helvede, dværg.'' 

(Har fået tilladelse af Ray til at dræbe Dante Reads)

Herjas blik blev mere og mere vredt som hun kiggede op på manden og så ham blive mere og fast besluttet på at slås. Hun kunne se det i hans øjne. Det var ikke en rar mands øjne, måske var det endda øjne der tilhørte en morder? Måske var han her bare og hjalp hende for én eller anden gennemsyret plan som mørket havde med hende? Ja, hun var paranoid, og det var sgu med god grund, de havde nær fået Dragorn til at fast fuldstændig til grunds! Hun holdt øje med ham og hans skygger, der noget pludseligt fløj mod hende, sammen med mandens grinende kommentar.

Hun holdt skjoldet oppe og det modstod det meste af skaden, men to af skyggerne formåede at gå gennem hendes rustning. Én ved skulderpladen, der hvor der var et hulrum, så hun havde mulighed for at bevæge armene, og en anden ramte hende i siden, lige der hvor forplade og rygplade var spændt sammen. De sad fast dér, mens de andre bare satte sig fast i enten rustning eller skjold. MEd en smertefuld grimasse, trådte hun alligevel frem til hun stod ansigt til ansigt med manden.

Efter en kort kamp lå manden død i sneen og Herja var faldet på knæ, blødende. Hun tog den kniv som hun havde tilbudt ham med et rasende blik mod ham. "Jeg har lige et par år, før jeg tager på visit," snerrede hun tilbage, før hun rejste sig og begyndte den lange og pinefulde gåtur hjem.