Sted: Byvagthovedkvarteret

Tidspunkt: Aften

Vejr: Regnvejr og torden

--------------------------------------------------------------------------------

"Haha, halvork!" grinede en af de andre byvagter, da hun gik forbi dem stående under halvtaget.

Egentlig var det fjollet af ham, for hun var med største sandsynlighed både større og stærkere end ham, men hun vidste også at vold mellem byvagterne var forbudt, andet end til træning, og hun stod ved sit kodeks. Alligevel kunne hun ikke lade væk med at blive vred. Hun knyttede hænderne, strakte fingrene og knyttede dem igen.

"Ja, ha! Sikke grim hun er!" grinede en menneske byvagt, og lavede grisetryne på sig selv, som om Duras næse så sådan ud.

Så grim var hun da heller ikke. Hun vidste da godt, at hun ikke var den kønneste kvinde på denne jord. For i en orks øjne, så var hun for smuk og delikat. I menneskernes øjne - og de fleste andre væsners - var hun grim og klodset at se på.

Og byvagterne prøvede ikke engang at skjule deres mening om hende. De synes hun var god at have med, fordi hun var som hugget i granit, men ellers kunne de ikke bruge hende til noget. Lige nu grinede de åbenlyst af hende, og det gjorde hende vred. De forstod ikke, hvordan det var at være halv ork, halv menneske, og bevæge sig i dette ingenmandsland midt imellem. Det var forfærdeligt de fleste dage, og hun var ikke engang sikker på, om hun nogensinde ville få en familie. Hun var enten for grim eller for delikat. Altid og forevigt...

Hun knurrede dog lavt, da de gav sig til at pege og grine. Snart efter var hendes hånd om halsen på den vagt der pegede. Hendes tålmodighed var blevet brugt op, og nu reagerede hun bare på det. Hendes mund stod åben i en vred grimasse, som hun bevægede sig helt op i ansigtet på mennesket. Hun kunne mærke ham skælve, og de andre så også forskrækkede ud. Hun var nu så tæt på hans ansigt, at hendes lange tænder strejfede hans ene kind.

"Luk arret Harold!" snerrede hun, som vrede tordnede i hendes bryst, lige så vel som tordenen over dem.