Valkar nikkede som hun gav ham ret, det huede ham ej at være den der havde vækket hende fra den døs hun havde rejst i før. Men med hvad der var endt hende kunne han bebrejde hende, han ønskede dog at sørge for at det aldrig ville henne atter en gang.

Det var befriende på en måde han ej havde ventet at mærke, som Netrish tørrede hans tårer væk. Det var ikke blot ham der var der for hende, men hun var der ligeså for ham. Blidt mødte hans læber hendes pande, en gestus der måske var mere end hun ønskede, eller rettere mente at hun kunne ønske. "Jeg vil aldrig kunne ønske at binde dig til mig her, men det glæder og letter mit hjerte at vide at du vil vende tilbage" det bragte ham ligeså megen glæde at hører hende ville noget med så megen vilje og iver, det var tydeligt at det var et løfte hun ej ville bryde.
Hun var så smuk som hun stod der, smuk af sjæl og vilje.

Let modvilligt begynde han at ifører sig den nu en smule våde skjorte, måske ville deres rejse ej blive så akavet som han havde frygtet, selvom der stadig var mangen et spørgsmål om hvad deres forhold var. En ting var dog tydeligt, de holdt begge mere af hinanden end de havde sat ord på. Valkars blik flakkede let mod døren, der var stadig en del tid før hans pligter kaldte. "Neelah, ville det være for forstyrende hvis jeg hvilede i din seng? Jeg ved det måske er meget at spørge om, men mit hjerte byder mig at forsøge"

Et svagt smil kravlede atter frem på Netrish læber "Der er intet jeg heller ville" svarede hun lavmælt, men ærligt. Hun var nød til at vende tilbage, for blot tanken om aldrig at se Valkar igen var hjerteskærende. Heldigvis ville det være en rum tid før hun ville være nød til at tænke over at fortsætte sin egen rejse. Først havde hun budt sin hjælp til hans, og hvad der kom efter det, måtte tiden vise. Netrish var ikke klar til at fastsætte sin egen fremtid endnu.

Som Valkar begyndte at trække sin skjorte på, trådte Netrish selv en smule væk, for at få en mere.. almindelig afstand mellem dem, og trak sig hår ud fra under kjolens ryg, hvor det havde været fanget indtil nu. Hun lænede hoved en smule bagover og rystede det let, for at få håret til at falde ordenligt på plads.

Valkars spørgsmål lå i luften et øjeblik inden Netrish svarede "Læg dig endelig. Det har været en lang nat for dig" bød Netrish ham. Netrish mærkede efterhånden selv udmattelsen vende tilbage fra sin afbrudte søvn, helbredelsen af Valkars sår og hans lektion. Og Valkar havde end ikke haft fornøjelsen af de få timers søvn hun havde!

Uden videre tøven samlede hun en favnfuld af tæpperne og puder fra gulvet op, og bar dem tilbage til sengen, hvor hun begyndte at redde op til ham.

Hendes stille svar lød højere i Valkars hjerte end hvis hun havde råbt det for hele slottet, for det var en sandhed ingen andre behøvede at vide. En sandhed som grundsten i den verden de kunne bygge sammen, en verden hvor de kunne være adskilt men stadig vide at de nok skulle ses atter en gang.
Alt tydede ligeså på at de deres rejse ville blive mere behagelig end han havde frygtet blot et øje før, forhåbentlig ville det blive en mulighed at finde ud af hvor de stod.

Som hans svar hand i luften nåede Valkars tanker at samle sig om at det var på tide at byde farvel, men hendes svar bød ham derimod at blive. "Jeg takker for din forståelse Neelah" ubevist hældte han alt sin kærlighed i hendes kælenavn, som var det en skål nu fyldt til randen.
Endnu engang lod han skjorten falde som hun gjorde sengen rede, en del af ham ønskede at hjælpe hende, men alligevel lod han hende gøre det, givende hende en mulighed for at gøre noget for ham, hvor simpel en gestus det end var.

Da sengen var rede fandt slottes herrer sig til rette, dagens og nattens udskejelser havde tæret mere på ham end han havde troet, noget hans krop forsikrede ham om som han fik lagt sig. "Neelah?" lød det spørgende som han blik flakkede mellem hende og pladsen i sengen ved hans side "Vil du gøre mig selskab? Jeg tænker at du måske ligeså er udmattet?"

Netrish redte sengen med omhu, men mens hun arbejdede, kravlede et smil over hendes ansigt. Så uforstyrret og naturligt hun end ikke selv opfangede det havde brudt hendes maske. Valkars brud af hendes kælenavn havde havde været kærkommen, men der havde været noget særligt ved måden han havde sagt det på denne gang, noget særlig der havde fået det til at krible helt ind under huden på hende.

At se Valkar finde sig til rette, og de kun alt for velkendte tegn efter overanstrengelse der fulgte, gjorde Netrish blik mildt, mens smilet stadig hang ved hendes læber. Med forsigtige fingre rakte hun over sengen og børstede et par flygtige hårstrå der truede med at falde i Valkars øjne. "Det er jeg" indrømmede hun lavmælt "Min healende gave er ikke stor, så det tærre på kræfterne" hun havde ikke sagt noget tidligere, men hun var ikke ligeså frygtig om sin egen sårbarhed som før. "Jeg gør dig gerne selskab.. Men først er jeg nød til at besøge køkkenet" svarede hun undskyldende. 

Det var sandt hendes krop var tung og træt, men hendes sind var mere vågent end det havde været i meget, meget lang tid. Netrish var sikker på, at selv hvis hun lagde sig, ville hun ikke finde nogen hvile. 

Måden hun smilede på varmede Valkars hjerte som kun hun formåede, det var imponerende hvor megen varme hun kunne bringe ham, trods hendes ellers kolde hænder. Men smilet var fantastisk, hendes eget, og et han håbede at kunne bringe hende gang på gang, en glæde hun fortjente at føle og gøre til hendes egen.

Smilende varmt lænede Valkar sig lidt tættere på hendes fingre som de børstede nogle vildfarende hårstrå han ej havde opdaget værende på afveje. "Jeg takker endnu engang for din hjælp, ligeså så håber jeg at du ikke har anstrengt dig mere end godt er..." lød det undskyldende, det var slående at han aldrig havde tænkt over hvor udmattende det måtte være for hende at brug hendes evne, samt mængden af ar hun bar vidnede om et utal af gange hun måtte hav brugt den. Men da hun havde brugte den på ham havde der ej været et ar? Havde hun presset ej yderligere for at helbrede ham mere end hun normalt ville? "Alt forladt min kære, jeg vil gøre mit for at holde sengen varm til du kommer tilbage" smilede han varmt. Selvom det nok ville blive en kamp mod søvnen, omend det var en kamp han ej agtede at tabe, på trods af hvor tillokkende end tanken måtte være, blegnede den mod at holde hende i hans favn atter en gang.

Netrish strøg Valkars pande en ekstra gang, som han trods sin døsighed søgte hendes hånd. "Mere end fornuftigt var. Men ikke mere end at jeg nok skal komme mig, efter et måltid mad og en nats søvn" forsikrede hun ham mildt. At påstå andet ville have været at lyve for ham, og det ønskede Netrish ikke. Hun havde aldrig haft let til løgn, men at lyve for Valkar nu, selv med så harmløs en ting, virkede.. mere forkert, nærmest som en skændsel mod hvad de havde delt sammen den aften.

Forsigtigt lænede Netrish sig indover sengen, og plantede et nænsomt kys på Valkars pande "Bare læg dig til at sove. Du trænger til hvilen" bød hun, og trak dynen en smule mere op omkring ham, inden hun langsomt trak sig fra sengen igen. Det var så uendeligt fristende bare at lægge sig, og lade hendes udmattede krop hvile... Men det var ikke klogt. Hun viste af bitter erfaring hvor nødvendigt det var for hende at få noget mad i maven, hvis hun ikke ville vågne svagelig og fjern i hoved.

Hurtigt greb Netrish en overkjole hun kunne trække over natkjolen, og sine sko, så hun ikke skulle gå på bare fødder gennem slottets kolde stengange.
"Sov godt" hviskede hun stille, inden hun lukkede døren, og satte mod køkkenet.

Søvnen trak i Valkars væsen, men alligevel vandt hans vilje for at forlænge det øjeblik han nu delte med Netrish, det bragte ham ingen glæde at hun havde overanstrengt sig for hans skyld, eller rettere han var umådelig taknemmelig over gestusen, men det var ikke noget hun havde behøvet at gøre. "Jeg skal bestræbe mig for ikke at lade det ske igen, desværre bliver det næppe muligt at love" klukkede han let, han yndede ej at komme til skade, men med så langt et liv han havde foran sig ville det være nært umuligt at holde, han havde formange fjender, samt han kunne ikke blot lade verden stå til.

En varme spredte sig fra hvor hendes læber havde rørt hans pande, som hendes ord spredte den visdom der fulgte dem. "Jeg skal gøre mit bedste, men jeg kommer til at savne smilet i dine øjne som du ej er ved min side" lød det træt, men et smil prydede stadig hans læber, som hun klædte sig til at møde verden atter en gang.
"Jeg vil drømme om dig til du er i min favn atter engang" halv mumlede han, som søvnens klør trak ham mod drømmene, badet i tæpper og dyner badet i hendes duft. Håbende på at kunne begrave sig i hende hengivenhed igen.

Det saglige, trætte smil der havde lagt på Netrish læber, fortrak sig lagsomt ind bag hendes neutrale udtryk igen. "Næppe. Det er ikke ufarligt at så op for det man tror på" gav hun ham ret, på sin egen lidt indviklede måde. Hun var ikke glad for tanken om at han skulle komme til skade igen, men det var betrykkede at han ikke forsøgte at love hende noget, de begge viste ville være et tomt løfte.

Smilet kravlede kort tilbage på hendes læber, som hun forsigtigt lukkede døren bag sig. Hun rystede en anelse på hoved som Valkars mumlende ord knap var til at forstå. Meningen havde forladt ordrene som han lod til at tale, i et forsøg på blot at holde sig vågen et øjeblik længere.

---

Det varede en rum tid inden Netrish vendte tilbage igen. I køkkenet havde hun, med lidt møje og besvær, fundet noget spiseligt. Men selv med maden foran sig, havde hun kun spist langsomt. Tanker havde holdt hende i deres greb. Altid var sket så pludseligt, og... ændret sig? Hun kunne knap forestille sig hvordan morgendagen ville blive. Ville de gå tilbage til hvad der havde været, og lade aftenen glide mellem fingrene på dem, som en flygtigt drøm? Eller de stå ved det, og risikere begge deres liv være ændret for bestandigt?

Der var dog en ting Netrish viste, som hun vendte tilbage til værelset ikke længe før morgengry, og kravlede ind under dynen til Valkar.

Hun behøvede ikke være alene længere.