Det var ikke lige sådan Elmira havde forestillet sig at handlen skulle afsluttes, men hun kunne godt se, at hun måtte tage, hvad manden tilbød hende og så komme Zamir til undsætning. Hun forsøgte så vidt muligt ikke at kigge lettere bebrejdende på ham, men hun havde virkelig problemer med at lyve overfor bodejeren, da hun godt vidste det var forkert. Men lige i dette tilfælde var hun faktisk nød til det, for ellers ville bodejeren melde drengen til byvagterne og så ville han næppe være i stand til at komme på benene igen. Mon de stadig huggede hænderne af tyve eller var det bare en myte, hun havde opsnappet igennem tiderne, før hun faktisk kom til landet?

Elmira var i tvivl om manden ville lade Zamir gå, som hans greb var noget så stabilt og fast, hun håbede inderligt og forsøgte også at kigge undskyldende på ham. Hun mumlede let for sig selv, som forsøgte hun at skælde Zamir ud, men ikke følte, det var nødvendigt at lade manden overhøre hendes stemme. I virkeligheden sagde hun intet, men satsede på at manden ikke ville bide mærke det. Han var sikkert vred over det, men tilfreds over at få betaling for posen alligevel. Så måtte hun overbevise Zamir om at det var forkert at gøre den slags. Men det var tydeligvis hverdag for ham, for han havde også forsøgt at stjæle fra hende. Mon han havde stjålet fra flere? Manden slap. Hun bukkede dybt med hovedet. "Jeg prøver" lød det undskyldende, som hun dog greb fat i Zamirs arm og forsøgte at trække ham væk fra boden, der var ingen grund til at friste skæbnen yderligere ved at blive der. Hun hev lidt i hans arm, da han sendte manden en grimasse, hvad nu hvis han havde vendt sig om der? Så havde de været tilbage i problemerne. I stedet åndede hun lettet op, da de kom på afstand igen.

Da de var kommet lidt væk, slap hun hurtigt hans arm, som hun åndede ud og måtte lægge en hånd over brystet. Det var en smule for meget spænding for hendes vedkommende. Hun forsøgte at ryste nervøsiteten af sig, men kunne stadig mærke, hvordan hendes hjerte bankede derud af. "Du kunne have bedt mig om at købe noget mad til dig" svarede hun tilbage med et hævet bryn, som han tydeligvis var i forsvarsposition og måske ikke så modtagelig for hendes ord lige nu. Elmira forsøgte at ryste oplevelsen af sig, som hun knurrede hånden omkring posen med krystaller i. Hun gispede let, da han tog fat i hende og trak hende afsted. "Rolig nu" forsøgte hun, som han virkede en smule for ivrig lige nu. "Manden gik næsten med til prisen.. Men altså.. Nu skulle jeg jo også betale for det du tog med krystallerne" hun sukkede en smule, som hun ikke forstod behovet for at stjæle. Det havde hun nu aldrig gjort. Heller ikke i begyndelsen efter hendes 'fødsel'.

Zamir var fristet til at sende meget mere efter den sure mand, end bare en flabet grimasse, men han nåede ikke at tænke så langt, før Claíre sørgede for at trække ham med. Han tænkte ikke så langt, at han kunne være endt i endnu større problemer, hvis manden havde set ham være så stor en møgunge, efter han allerede havde prøvet at stjæle fra ham. Det eneste han tænkte på var, at manden da bestemt ikke behøvede at være så muggen. Det var jo bare en lille pose, han ville ikke engang miste særlig mange krystaller på den, så hvorfor ikke lade en sulten dreng få den i stedet.
Zamir så noget så undrende mod Claíre, som hun mente at han bare kunne have spurgt efter noget mad og så ville hun have givet. Han rystede let på hovedet, for han troede ikke på hende. Han havde før spurgt folk i Dianthos efter lidt krystaller til mad, men ingen havde gidet at give ham nogle. De fleste havde bedt den beskidte gadedreng om at forsvinde fra markedet.

Det var lige før man kunne se Zamir trippe lidt, som han spændt ventede på hendes svar. Han startede ud med et lille smil, men det falmede en smule over hendes 'men', lige indtil han hørte resten af hendes sætning. Så trak hen let på skuldrene, stak hånden i tasken og trak den lille hæklede pung frem, som han havde hugget fra den ældre dame lidt tidligere.
"Det gør ikke noget. Jeg har denne her," sagde han og rakte den fine lille pung frem mod Claíre, for at vise den. En pung, der tydeligvis var lidt for fin til, at en gadedreng ville eje den. Han skyndte sig også at stikke den i tasken igen, da den ældre dame passerede dem og Zamir lige skulede mod hende. Nej, hun nåede vist ikke at se noget. Så rakte han en tom hånd frem mod Claíre.
"Må jeg få resten?" Spurgte han og skævede kort mod posen med krystaller i hendes hånd. Han fandt et kært lille smil frem, som han så op mod Claíre og ventede pænt. Han var jo blevet lovet krystallerne for fadet.

De havde tydeligvis ikke den samme opfattelse af situationen. Elmira kunne aldrig forestille sig at bestjæle nogen, måske fordi hun vidste, hvor hårdt de fleste kæmpede for at overleve i disse tider. Det var ikke kun børnene på gader, der havde problemer med at få enderne til at mødes. Selv bodejeren skulle forsyne sin familie, en familie, han med sikkerhed havde sig. Men Zamir kunne virkelig ikke se det, hvilket fik hende til at sukke lettere opgivende. Mon drengen var van til kun at tænke på sig selv og ikke andre? Selvfølgelig var det hårdt at leve på gaden, men hvis nu bare væsnerne kunne se udover deres egen næsetip, så ville forskellen mellem rig og fattig ikke være så stor. Hun forblev dog tavs, som hun godt vidste, at hun ikke skulle ytre sine tanker i Zamirs selskab.
Der var stadig en afstand imellem dem, måske ikke fysisk, men mentalt, som de jo langt fra hørte til den samme klasse. Hun forsøgte at forstå hans situation, men kunne tydeligt fornemme på hans afvisende opførsel, at hun umuligt ville trænge igennem til ham med sine ord. Han havde tydeligvis brug for at se det med egne øjne. Noget der ville blive svært, for Elmira kunne ikke bare vise ham det. Det havde været nemmere, da hun ikke havde en fysisk form..

Zamir kunne tydeligvis ikke fornemme på hendes humør, at hun bestemt ikke var interesseret i at se hans tyvekoster, for hun kunne sagtens se på pungen, at det næppe var noget der tilhørte ham. Farven passede slet ikke til ham. Derfor endte hun også med at lægge en hånd over pungen for at forhindre ham i at rode rundt i indholdet. ”Hvad hvis indholdet er alt personen ejer?” spurgte hun lettere opgivende, som hun dog skævede imod den ældre dame, der passerede dem. Så forsvandt hånden under hende, som Zamir trak pungen til sig og skjulte den i sin taske. Den ældre dame gik videre uden at bemærke dem, som hun vendte blikket retur imod Zamir.
”Du stopper aldrig?” spurgte hun fortvivlet og med et dybt suk, som hun dog fandt posen med krystaller frem og rakte imod ham. Det var et løfte hun havde givet ham, så der var ingen grund til at trække pinslen ud. ”Jeg håber, du bliver klogere, Zamir” mumlede hun stille, som hun lagde pungen op i hans hånd og nikkede stille til ham. Mon deres veje skulle skilles nu?

Zamir havde noget så svært ved at sætte sig ind i Claíres tankegang. Hun så ud til at have så meget imod hans måde at leve på, trods hun alligevel havde valgt at hjælpe ham med at sælge et fad, der egentlig ikke burde have været hans at sælge. Zamir var vant til at tænke på sig selv og sin egen overlevelse, for der var ingen andre der gjorde. Derfor så han også lidt undrende ud, som hun indikerede at pungens indhold, kunne være alt den anden ejede. Han trak let på skuldrene, som der alligevel dukkede en snert af skyld op i hans øjne. Det var ikke fordi han ikke kunne se hendes pointe, når hun spurgte på den måde, men han mente ikke selv, at han havde andet valg.

Den lille snert af skyld blev kun tydeligere, som han hørte hendes fortvivlede spørgsmål og det dybe suk, der fulgte efter. Han kunne jo næsten høre skuffelsen i hendes suk. Han tog imod pungen, som han var blevet lovet, men i stedet for at stikke den i tasken med det samme, stod han bare og kiggede på den i et øjeblik.
"Jeg stopper måske... en dag," sagde han lettere mumlende, som han blev mindet om sin snak med ypperstepræstinden der havde givet ham en mulighed, for at slippe for livet som tyv. Så rettede blikket mod hende igen.
"Men du har måske et forslag til hvordan jeg ellers skal klare mig?" Spurgte han og løftede et øjenbryn. Han havde jo ikke ligefrem valgt at skulle leve på den måde, men nærmere blevet tvunget til det. Han var bare ikke så sikker på, at han var klar til at gøre som ypperstepræstinden foreslog endnu. At vie sit liv til Isari.

De ville næppe være i stand til at forstå hinanden fuldt ud. Elmira havde ikke det samme behov for materielle goder, hvilket var grunden til at hun havde givet ham fadet tidligere. Hun kunne sagtens finde noget andet at lave perlerne i, det behøvede ikke nødvendigvis være af ædel metal. Men det var svært ikke at tænke på den ældre dame, der måske var på vej for at handle og nu ville stå med ingenting. Derfor endte hun også med at følge damens bevægelser, indtil hun ikke længere kunne se hende for alle dem på pladsen, så vendte hun lettere opgivende blikket retur til Zamir. Hun havde måske lidt opgivet på forhånd og var derfor overrasket over at se skylden i hans blik. Mon der var håb for ham alligevel? Elmira holdt munden lukket, som hun nødigt skulle skubbe ham længere væk med sine ord.

Maven slog knuder, som hun hørte sig selv bebrejde ham og så hvordan skylden voksede i hans blik. Hun var vitterlig i tvivl om det var den rette fremgangs metode med ham. Måske hun skulle have holdt sin mund og ladet deres veje skilles. Så kunne hun i det mindste have håbet på, at han ville se pointen i hendes ord og måske tænke over dem. I stedet ville de snart blive dækket af andre ord. "Jeg beklager" hviskede hun lige så stille, som hun nikkede imod posen i hans hånd. Hun kunne vist ikke gøre meget mere for ham. Det måtte ærlig talt være op til ham. Han spurgte efter råd til, hvad han så skulle gøre, hvilket fik hende til at bide sig nervøst i underlæben. "Jeg burde ikke blande mig i din skæbne, Zamir" fortsatte hun, som svar på hans spørgsmål. "Jeg må ikke" afsluttede hun med et nik, som hun var klar til at sige farvel. Hun havde allerede blandet sig ved at give ham en større mængde krystaller end han nogensinde ville komme til at se igen med hans livsstil.

Der var ingen tvivl om, at Zamir ville have tænkt mere over Claíres lidt bebrejdende ord, hvis han var blevet overladt til sig selv derefter. Skylden havde det med at bore sig dybere, når man ikke blev distraheret af nye ord og kun sad med sin egen selvmedlidenhed. Han strammede grebet om posen, bevægede fingrene en smule for at mærke krystallerne deri. Trods han ikke kunne slippe den nivende følelse af skyld, kunne han alligevel ikke lade være med at smile bare svagt, som han aldrig før havde stået med så tung en pose krystaller før. For ham betød det flere dage, måske endda uger, hvor han ikke behøvede at stjæle. Selvom han efterhånden havde vænnet sig så meget til at gøre, så han ville nok ikke kunne lade helt være.

Det forvirrede udtryk fra tidligere, begyndte lige så stille at snige sig frem igen, som Claíre påstod, at hun ikke måtte blande sig. Han rynkede brynene en anelse, som han fik lagt posen i tasken.
"Hvad mener du? Må ikke, for hvem?" Spurgte han undrende. For den første, logiske forklaring han kunne komme på var, at nogen direkte havde bedt hende om ikke at blande sig i hans liv. Meget usandsynligt, men vel ikke helt umuligt. Men det var jo bare et simpelt råd, hvis hun kunne give det. Han kunne ikke se problemet.

Måske Elmira havde haft en mindre håb om at hendes hjælp ville afholde ham fra at stjæle i den nærmeste fremtid, men i stedet fandt hun ham midt i at stjæle, imens at hun forsøgte at sælge fadet, så han netop ikke behøvede. Det virkede som en ond cirkel, han ikke kunne komme ud fra og hun havde ikke rigtig nogen måde, hvorpå hun faktisk kunne hjælpe ham fri eller lade ham bryde ud af cirklen. Hun havde forsøgt, men det havde tydeligvis ikke være nok. Drengen var næppe blevet klogere, selvom han måske gerne ville vise det overfor hende. Hun følte sig virkelig skuffet og splittet omkring deres videre færd.

Posen med krystaller blev forsvarlig lagt væk, som hun skævede imod hans hånd og tasken. Mon det havde været forkert af hende at give ham posen til at begynde med? Zamir var måske mere klar på at fortsætte i sit sædvanlige mønster frem for at se fremad. Elmira sukkede stille, som han bemærkede hendes ordvalg, hvilket fik hende til at synke en klump. "Du vil ikke forstå.. Zamir" fortsatte hun, som hun foldede armene over brystet og trak sig lidt sammen. Så vandrede hendes blik omkring. "Din tidslinje er fastlagt på forhånd" fortsatte hun en smule fraværende, som hendes stemme også blev fjern og svag.

Zamir havde i forvejen fået et lidt underligt førstehåndsindtryk af Claíre, som hun startede ud med at ville hjælpe ham, selvom han lige havde bestjålet hende. Selvom hun næppe var den eneste, der ville have valgt at give ham en hjælpende hånd, var han stadig vant til dem, der langt hellere foretrak at melde ham. Derudover var han blevet noget så forvirret over hendes perler, og mindst lige så forvirret over den beskyttelse hun havde under fødderne, som såler. Udover hendes navn og de krystaller, som hun havde hjulpet ham til at skaffe, havde Zamir egentlig ikke forstået ret meget.

Claíres svar gav heller ingen mening, som han kun blev endnu mere forvirret at se på. Han undrede sig over hendes måde at reagere på, for det var jo intet andet, end et simpelt spørgsmål. Alligevel trak hun sig lidt sammen og blev en anelse fjern i både blik og stemme.
”Du har ret. Jeg forstår det ikke,” sagde han og rystede let på hovedet. Hun var altså begyndt at være underlig igen, efter han ellers lige var blevet overbevist om, at hun slet ikke var så underlig, som først antaget.
”Du må ikke blande dig, fordi min tidslinje er fastlagt på forhånd? Du får det til at lyde som om, at du ved hvordan min tidslinje er… lagt?” Var det rigtigt formuleret? Det kunne han ikke helt finde ud af, men hun vidste vel, hvad han mente. Han kunne heller ikke helt finde ud af, om han burde være bekymret eller måske endda direkte bange. Der var et eller andet, hun ikke fortalte og det gjorde ham utryg. For hemmeligheder betød som regel ballade i hans verden.

Skulle hun virkelig forsøge at forklare sig igen? Nogle gange havde hun bare med at tale over sig, hvis hun nu havde holdt sig til skæbnen eller noget andet, der måske gav mening for drengen, så ville hun slet ikke være endt i denne situation. Tanken om at forklare sig for alvor strejfede hende dog, for hvad skade kunne han gøre hende? Elmira kunne dog ikke helt lade vær med at tænke på, hvad han mon ville gøre, hvis han fandt ud af, at hun faktisk ikke var et egentlig væsen her i landet. Ville han forsøge at sælge informationerne til højest bydende? Zamir havde ikke ligefrem vist sig særlig troværdig, fordi han straks havde ledt rundt i andres lommer, selvom Elmira havde været i færd med at skaffe krystaller for ham.

Drengen puffede ganske let til hende med sine ord, som hun rystede svagt på hovedet, fordi han gav udtryk for at han ikke forstod hende. "Det er lidt, som det I kalder for skæbnen?" forklarede hun en smule uddybende, som hun godt kunne se, at hun måske skulle have startet med det. Og måske bare ladet resten falde til jorden. "Og nej.. den er fastlagt, men kan godt ændres, jeg skal bare ikke være med til at påvirke den. Det bliver den hurtig ustabil af." forsøgte hun at uddybe, som drengen tydeligvis ikke forstod meningen med hendes ord. Det var nu ikke meningen. Indvendigt vidste hun godt at hendes forgængere ville bande hende langt væk for at blive i samtalen lige nu. "Jeg er blot observatør og kender ikke din skæbne" svarede hun med et nik, da hun godt kunne fornemme drengens uro.

Det var ingen hemmelighed, at Zamir ikke følte sig tryg i selskab med fremmede væsner. Han havde ikke ligefrem haft den bedste oplevelse med nogle af dem, hvilket også var derfor, at han var så skeptisk nu. Claíre havde allerede set hvordan han havde taget lidt mere afstand til hende, da han første gang havde antaget, at hun ikke var menneske. Men på det tidspunkt havde han ikke lagt meget i det, fordi hun forsikrede ham om ingen hugtænder, haler eller spidse ører. Hun virkede til at være lige så usikker på mange områder, som han selv, men det var tydeligt at se, hvor usikker og skeptisk han hurtigt blev igen, når der var endnu mere, som han ikke forstod. Hvis han fandt ud af hvad Claíre egentlig var, ville han nok ikke engang nå at få tanken, at han kunne bruge informationen til at tjene krystaller, før han var løbet.

Zamir nikkede svagt. Skæbnen. Så var han da med så langt. Han forstod, at alle der blandede sig i et liv, ville kunne ændre deres skæbne, men han forstod ikke hvorfor hun ikke måtte. Det beroligede ham alligevel bare lidt at vide, at hun ikke kendte hans skæbne. Så følte han sig da ikke helt så forfulgt.
”Okay, men… Kan alle jeg møder ikke ændre min skæbne? Hvorfor må du ikke? Hvad gør dig så anderledes, end alle de andre, der kan gøre min skæbne ustabil?” Han havde tilsyneladende forstået et eller andet, men det gjorde ham endnu ikke mindre forvirret. Hvis Claíre kunne ændre hans skæbne, men egentlig ikke måtte, hvad betød det så for ypperstepræstinden, som han havde talt med i templet? Var det måske slet ikke meningen, at han skulle have talt med hende til at begynde med.

Elmira ville langt hellere skåne ham for sandheden, men han virkede også lidt for ivrig efter at stille spørgsmål, der måske senere kunne blive sat sammen til en sandhed. Men forhåbentlig ville han slet ikke kunne forstå hendes ord. Hun havde en særlig måde at omtale tid og sted, når først man fik hende startet, hvilket nok også var grunden til at Zamir blev bare en smule forvirret igen. Han lignede i hvert fald ikke én, som forstod hvad der foregik lige nu og hun ønskede ikke selv at forklare sig yderligere, så han kunne forstå det. Men hvordan skulle hun så besvare hans spørgsmål? Han krævede jo nærmest svar fra hendes mund, som hendes blik dalede og hun måtte overveje sine muligheder. Måske det var hendes tur til at løbe? Det ville han næppe have noget imod, for så ville han slet ikke blive tvunget til at høre sandheden. Hendes ben ville dog ikke lystre lige nu.

”Glem blot, hvad jeg sagde” forsøgte hun, som hun bare gerne ville feje emnet til siden og i stedet lade ham nyde krystallerne, som han så nådesløst havde stjålet fra en ældre dame for lidt tid siden. Hun nikkede dog til hans ord, som hun gerne ville undgå, hvorfor hun ikke selv måtte. Hun skævede lidt til brostenene under dem, som hun sank en klump og forsøgte at ignorere de spørgsmål han havde stillet hende. ”Jeg holder øje med tiden og sikrer mig, at ingen forstyrrer balancen” mumlede hun, noget der sikkert ville forvirre ham yderligere lige nu.

Det var vist ingen hemmelighed, at Zamir aldrig havde været den mest tålmodige type, men alligevel ventede han pænt på svar, hver gang han stillede et nyt spørgsmål. Det var måske kun fordi, at emnet forvirrede ham mere end noget andet havde gjort før. Han var ikke god til ikke at vide ting, for han var altid så bekymret for, at hans uvidenhed ville bide ham i røven. Men trods hans fyldige nysgerrighed, stoppede han sine spørgsmål, som hun forsøgte at feje emnet bort. Havde de ikke været så offentligt et sted, hvor han ivrighed let kunne forveksles med, at han generede en ung dame, ville han nok ikke have været så flink.

Måske det ville være lettere, hvis han for en gang skyld lod emnet falde til jorden, i stedet for at presse yderligere på med at få svar på de spørgsmål. Med hendes underlige måde at formulere sig på, forstod han alligevel ikke meget.
”Hvad så nu? Bliver min skæbne mere ustabil, hvis du bliver sammen med mig?” Han havde helt tydeligt stadig ikke forstået ret meget, men alligevel var han nødt til at spørge. Han var ikke just god til at vise sin taknemmelighed, men det var ikke desto mindre det, han var. Taknemmelig for hendes hjælp, for han var aldrig kommet så langt i dag uden hende. Han var ikke helt klar over, om han endnu følte sig klar til at give slip på det.

Det var et svært emne at tale åbent om, eftersom at Elmira var nervøs for om hun ville være i stand til at besvare spørgsmålene uden at pirre drengens nysgerrighed. Hun havde allerede forstået, at der muligvis ikke var nogen grund til at bekymre sig om drengens intentioner, men måske sandheden kunne få ham til at ændre mening? Hun bed sig lettere usikkert i underlæben, som hun overvejede sine muligheder og endda overvejede at gå sin vej. Drengen havde fået sine krystaller, så de havde faktisk ikke mere med hinanden at gøre lige nu. Men han insisterede tydeligvis på at kende sandheden, ellers havde han nok aldrig sagt de spørgsmål højt. Bare selv gået rundt med dem.

Elmira trippede lettere nervøst, som hun konstant så sig over skulderen, lidt som var hun nervøs for at nogen ville lytte til deres samtale. Hun vendte dog blikket imod ham, for at besvare hans ord, om end hendes stemme var ganske stille og forsigtig. ”Nej.” svarede hun rimelig kort, så længe hun kunne lade vær med at blande sig.. Hjælpe ham på vej, så ville hun ikke kunne rode yderligere med hans skæbne. ”Men måske vores veje burde skilles.. Du har fået dine krystaller, så du har vel planer for, hvad de skal bruges til?” spurgte hun med et let nik imod boderne. Eller havde han andre tanker end at fylde maven med mad, som han faktisk betalte for?

Claíre så utrolig nervøs ud og til at starte med, tænkte Zamir ikke så meget over det. Han var selv vant til at skulle se sig over skulderen konstant, for at være helt sikker på ikke at blive forfulgt, efter han havde taget noget, der ikke tilhørte ham. Det var vel bare umuligt derfor hun gjorde det. Var hun virkelig så nervøs for, at folk hørte hendes svar på hans mange spørgsmål? Endnu en ting der vækkede hans nysgerrighed, men han undlod at spørge. Han havde alligevel ikke fået meget ud af noget andet, hun havde sagt.

Zamir nikkede let til hendes svar, trods han stadig ikke helt forstod hvordan det hele hang sammen. Han skævede kort mod boderne, som hun hentydede til dem, som han vel skulle bruge krystallerne på noget. Han trak let på skuldrene, selvom det vel ikke var helt ved siden af. Han ville helt bestemt få fat på noget mad, så han for en gang skyld kunne føle sig mæt.
"Måske noget mad... og et lift hjem," svarede han, som han hurtigt skævede mod den lille bys indgang og de mange, pakkede hestevogne, der stod mere eller mindre klar til at forlade byen med deres varer. Han anede ikke hvordan han skulle komme hjem ellers, når han ikke vidste hvilken vej, han skulle gå og nogle af vognene skulle vel levere varer til Dianthos.
Han rettede et lidt usikkert blik tilbage mod Claíre, idet han trådte et par små skridt tættere på hende. Meget forsigtigt lagde han den ene arm omkring hende, i et lettere akavet kram.
"Tak... for hjælpen," mumlede han lidt hæst, som de ord bestemt ikke havde været lette at få ud. Zamir var ikke vant til at sige tak for noget som helst, men han kunne ikke rigtig komme udenom, at Claíre havde hjulpet ham mere end nogen anden og trods han måske ikke havde givet udtryk for det, så satte han virkelig pris på det. Også selvom han stadig havde haft lidt svært ved at holde fingrene for sig selv, når han kom lidt tæt på boderne.

Hvis de nu bare kunne lade emnet ligge, så var der ingen fare på færde. Elmira var virkelig nervøs for, hvad der mon ville ske hende, hvis nogen fandt ud af sandheden. Hun kunne kontrollere tiden og fornemme folks skæbner, men ikke at hun sådan rigtig kunne blande sig. Det var nok også derfor at hendes svar var så intetsigende, netop fordi hun ikke havde tilladelse til rigtig at blande sig i andres liv, men alligevel ikke kunne lade vær med at gøre bare et lille forsøg. Hvilket også var grunden til at hun havde hjulpet Zamir igennem dette mindre dilemma, der nu var i færd med at blive drejet over på hende, mon det var straffen for at blande sig?

Måske det var en smule forhastet at kaste Zamir ud på egen hånd igen, men Elmira havde brug for at samle tankerne og så kunne det jo ske, at de ville mødes på et senere tidspunkt, hvor hans liv forhåbentlig havde taget en bedre drejning end hvor han var på vej hen lige nu. Hun sendte ham forsigtigt et smil, som hun strøg en håndtot væk fra ansigtet og nikkede let til hans ord. ”Men lad nu vær med at bruge det hele på én gang” lo hun med et muntert smil, da den unge generation havde det med at brænde alle krystallerne af på unødvendige ting, de alligevel ikke ville få brug for. Hun fulgte hans blik imod hestevognene, som hun egentlig ikke vidste hvor han boede, men virkelig ikke skulle stille spørgsmålet, netop fordi deres veje altså skulle skilles nu.
Lige pludselig mærkede hun en kropsvarme i nærheden og fik noget så akavet løftet armene halvt op omkring ham, som han gav hende et kram. Hun lo ganske akavet, som hun klappede ham stille på ryggen. Stille smilte hun for sig selv, som hun oprigtigt havde nydt selskabet og faktisk fået en del med videre til hendes eget liv her i landet. ”Jeg håber vi ses, forhåbentlig under bedre forhold” svarede hun høfligt, som hun trak sig ligeså stille ud af hans greb for at kigge på ham. ”Opfør dig ordentligt så længe” fortsatte hun med et drilsk smil, før hun gik nogle skridt forbi ham, vendte sig om for at vinke og dernæst forsvandt ind i folkemængden. Drengen kunne sagtens stå på egne ben..

Et lille, men selvsikkert smil viste sig i det mørke ansigt og så nikkede han. Zamir var slet ikke vant til at have den mængde krystaller på sig. Et par ravstykker skulle oftest holde til en lille uge, og var drengen ikke dækket til at flere lag slidt tøj, ville det også være tydeligt på hans tynde skikkelse, at han vist ikke fik helt så meget føde, som han burde. Derfor var han også sikker på at de mange, mange krystaller han havde i tasken nu, nok skulle holde længe. Også selvom han ville dele nogle af dem med de andre gadedrenge.

Det var vist ikke svært at fornemme, at Claíre var lige så akavet om det kram som Zamir. Men under det tykke akavede lag, kunne han alligevel ane en underlig form for tryghed. En følelse han ikke mærkede hos mange andre og det var kun fordi hun havde valgt at hjælpe ham, og ikke kun én gang. Havde det ikke været for hende, var han nok blevet overdraget til byvagterne og alle de tyvekoster i tasken var blevet taget fra ham. Med et lille nik trak Zamir sig fra det akavede kram, som han egentlig også håbede på at møde hende igen. Hun havde formået at hjælpe ham lidt på rette vej på deres korte tid sammen, så mon ikke hun ville kunne hjælpe ham bedre på vej en anden gang.
”Det skal jeg nok,” svarede han, men med et lettere lusket smil, da han jo godt var klar over, at det ikke ville gå helt godt. Han skulle nok prøve, men han havde vel sine vaner.

Zamir vinkede efter Claíre og fulgte hende med blikket, indtil hun forsvandt i mængden. Derfra traskede han lige så stille mod hestevognene, så han kunne se på at få et lift mod Dianthos.