Alexander fortrød sine ord så snart han så deres virkning på Thalia, og han slog skamfuldt blikket væk. Hvorfor skulle han også fortælle hende noget så tåbeligt?! Hun havde uden tvivl været syg af bekymring allerede, og der var ingen grund til at hun skulle lide mere, blot for hans frygts skyld. Det var jo overstået. Han var i sikkerhed nu. 
Hans blik var taknemmeligt ved Thalias ord, og et lille nik viste hans enighed. Gudinderne havde uden tvivl stået ham bi de lange nætter, Isari drivende ham frem, og Kile, tålmodigt ventende bag ham, skulle hans mod svigte. Han gav hendes hånd et tæt klem som hun tog hans i sine, og løftede sit hoved en smule, så hans kind kort lå mod hendes, som hun omfavnede ham. "Jeg skal nok komme mig hurtigt, så du ikke skal bekymre dig" lovede han.

Som Thalia rejste sig og gjorde mine til at gå, gled Alexanders øjne hurtigt i igen, og hendes afskeds ord, blev ikke svaret af andet end en fjern mumlen. Det tog ikke længe for den helbredende søvn at lægge sig over den unge prins, og trække ham med væk, til en velsignet, drømmeløs søvn.

Det var noget af en løfte prinsen afgav. Selvom Thalia så brændende ønskede sig at tro på det, så fortalte hendes indre noget andet. Kroppen skulle nok komme sig hurtigt, men hovedet, det var hun knapt så sikker på. Fra sin placering henne ved døren, stod hun i hvad der føltes som minutter, men i virkeligheden kun var ganske få sekunder og kiggede på ham. Sendte en stille bøn i sit sind til at han stadig ville være her, når morgengryet brød efter natten.

Døren gled op, kun lige akkurat nok til at hun kunne glemme sig ud og lade den lukke bag sig, ganske forsigtigt. Nærmest på sekundet væltede en bølge af træthed og udmattelse ind over den unge prinsesse. Øjnene og hovedet føltes tungt, men hun kunne stadig ikke få sig til at gå til sit eget kammer. I stedet sank hun ned langs væggen ved døren ind til Alexander, hvor mørket omsluttede hende.
Først da en tjener kom for at bringe frisk vand og en bid mad til Alexander, blev Thalia vækket af en blid hånd på hendes skulder. ”Deres højhed, kom jeg følger Dem tilbage til Deres kammer.” stemmen var varm og omsorgsfuld. Med hjælp fra tjeneren kom Thalia stadig lidt omtåget på benene, før hun blev ledt mod sit eget værelse ”De må ikke sige til ham jeg faldt i søvn ved døren. Han skal ikke bruge sine kræfter på at bekymre sig om mig, vil De love mig det?” spurgte hun lavt, med et tilbage kastet blik på døren, som kun blev mindre skridt for skridt. ”Naturligvis Deres højhed, jeg lover ikke at sladre til Deres broder.”.