Det havde ikke været en synderlig velovervejet handling, uden videre at fare frem mod den mørkhåret unge mandsperson overfor hende, men med hans hænder bagom ryggen havde Fielthena ikke en jordisk chance for at se om han lod mere af kniven i hånden gå til. Men kunne hun virkelig fortænkes i ikke at stole så meget som et millisekund på, at han ikke ville lade også den kniv ødelægges for sit eget godtbefindende?
Kampen mellem dem var ulige og det havde den været fra starten, noget han ikke havde været sen til at udnytte, men at få vendt sine egne knive mod sig det var alligevel bunden af fejhed. Selv dette fik end ikke overvejelsen om at makke ret, give efter og tigge for hverken sine knive eller hendes eget liv. En modvittig klump spyt blev presset ned gennem halsen. Skiftevis rykkede blikket mellem ham og knivene.

Metallet sang da kniven røg i kollisionen med brostenene. Et øjeblik lod det til at han havde opgivet, at kniven sparket mod hende blot var første af de tilbageværende der blev afleveret tilbage. Triumf nåede at male sig i et smil over hendes læber, kun for at blive skift og langsom at blegne. Det føltes som om alt blod søgte til hendes fødder ”Vent!” denne gang var hendes vent langt mere desperat i tonen.
Øjnene spærrede sig op og søgte ud til periferien af synsfeltet, tjekkede om nogen skulle have valgt at stoppet op for at følge optøjernes udvikling. Ved det hurtige øjekast synes det ikke til at folk havde stoppet deres egne gøremål.
Tænderne sank hårdt i underlæben da hun sugede den ind mellem dem. En dyb indånding taget inden hun med silkeblød stemme skrånede hovedet ”Må jeg ikke nok få mine knive igen? Så lover jeg at glemme alt om alt det her? Vil du ikke nok give mig dem igen?” ordne smagte bittert og grimt, men det lod hun ham ikke se. For ikke alene overgav hun sig til at tigge, spørger pænt, men en tanke have ramt hende som et lyn fra en klar himmel; hvis han kunne ødelægge knivene uden at blinke, så måtte han vel også kunne genskabe dem?

Der herskede ingen tvivl om at de to, ikke ville være i stand til at tro på modparten. De var begge skeptiske overfor den andens bevægelser, selvom det indtil nu kun var kvinden, der rigtig havde lagt op til at angribe ham. Det eneste han havde gjort var at flytte rundt på nogle knive og ødelægge én ud af alle dem hun havde! Orcus forstod virkelig ikke hvorfor hver enkelt kniv kunne betyde så meget, det var jo bare metal. Han kunne manipulere med det, som han ønskede, men det kunne hun umuligt vide, så hvad der så ud til at blive et udfordrende projekt fra ham, var måske allerede ødelagt for hende. Men hvad han ikke havde brug for, var hende der skulle ånde ham i nakken og gøre hele scenariet værre end hvad det faktisk var. Han var noget så forbavset over, at ingen endnu havde brudt ind eller sendt bud efter vagterne til at skille dem ad. Men der skete nok lidt af hvert i storbyen, så der skulle sikkert meget til, før at nogen tog affære. Det passede ham egentlig også ganske fint, ikke at komme i søgelyset hos byvagterne eller hvad de nu blev kaldt nu om stunder.

At holde knivene flyve i så lang tid ville tære på enhver sjæls magiske ressourcer, men så længe han ikke skulle fokusere på at flytte dem, så var det muligt at holde det kørende lidt endnu. Dog håbede han inderligt at hun ville komme til fornuft, før at han ville skulle overgive sig og blot aflevere dem tilbage. Orcus var stædig, han ønskede en undskyldning eller som minimum, at hun tiggede for at få dem tilbage. Derfor løftede han også let på brynet, som hun atter bad ham vente. ”Har jeg ikke gjort det længe nu?” vrissede han en smule utålmodigt, måske fordi han ikke kunne blive ved med at holde scenen kørende, men stadig insisterede på, at hun da for Zaladin måtte være i stand til at bede pænt!
Pludselig ændrede hun karakter, hvilket fik Orcus til at rynke på brynene igen, før at udtrykket blev bare en smule mildere. Havde han faktisk lige fået det, han havde bedt om? Der hvilede et triumferende smil på hans læber, som han stille nikkede til hendes ord og lod knivene svæve ned i hans hænder. Kniven på jorden fløj op i hænderne samtidig, men han lod metalspånerne ligge. ”Se det var ikke så svært” lo han en smule barnligt, en helt anden side af ham, end hvad han havde vist indtil nu. Så rakte han hænderne frem mod hende, så hun kunne tage knivene fra hans håndflader.

”Jo.” havde hun skyndt sig at stemme i, da han vrissende gav tydeligt udtryk for sin utilfredshed, over endnu en gang at blive halvt beordret i at standse, hvad han var i færd med. Utålmodigheden var ganske berettiget, hun havde jo ingen gang gjort et ordentligt forsøg på at overtale ham til at aflevere det skarpe metal.
Alligevel stoppede han også denne gang til hendes store lettelse og stod afventende på, at mennesket skulle sluge både stolthed og stædighed. Begge dele blev slugt i hvad der for Fielthena mest føltes som en voldsom kraftanstrengelse, men ikke uden at blive mødt af samme rynkede øjenbryn og et triumferende smil. Smilet føltes som om det brændte sig helt ind til hendes inderste kerne, hvor den prikkede provokerende til den tikkende bombe. Der var intet andet hun hellere ville lige nu, end at fjerne det smil fra hans irriterende ansigt, men med en solid holden i nakken af sig selv, lykkes det ikke at lade temperamentet løbe afsted med hende… ingen.
Det syntes så pludseligt at en fuldstændig malplaceret latter lød fra ham, havde dette ikke andet end en simpel barneleg. For ham havde det nok været lige netop dét? En uskyldig omgang fangeleg?
Overvejende bevægede øjnene sig skiftevis, mellem de fremstrakte knive og bunken af metalspåner. Tanker blev gjort om hun virkelig havde behovet for at få alle knive igen? En enkelt fra eller til gjorde vel ikke det store? Konstateringen blev et larmende nej, i det øjeblik fingrene skyndte sig at lukkes om de intakte knive ”Og den ødelagte?” spurgte hun, hentydede til om han kunne få den tilbage til sin form.

Knivene havde virkelig ingen betydning for Orcus, det var mere det faktum, at hun nær var faret i flæsket på ham, hvis ikke han havde taget en drastisk beslutning om at ødelægge den ene kniv. Så han følte selv, at han havde fortjent en undskyldning, eller at hun i det mindste tog sig sammen og bad ham pænt uden at beskylde ham for noget, han ikke følte var sandt, i selv samme sætning. Men at hun hurtigt valgte at give ham ret i, at han havde ventet længe, kom alligevel bag på ham. Hun var virkelig interesseret i at få de knive retur og helst i så god behold, som overhovedet muligt. Ellers havde hun næppe allerede føjet sig for hans ønske. Nej, så havde hun nok grebet ordentligt faldt om hans hals og klemt til. Han gøs en smule ved tanken, men formåede at holde udtrykket ude af hans ansigtstræk, som han i stedet følte at det løb ham ned af ryggen.
Noget fortalte ham, at han måske skulle have valgt et andet tidspunkt for den barnlige latter, men Orcus kunne bare ikke styre de barnlige tendenser, når først han havde fået sin vilje og dermed havde sejret uden at gøre brug af vold eller uden at have lagt en hånd på hende. Det var ikke lige nu at hans eget temperament skulle løbe afsted med ham, derfor var han yderst tilfreds med at hun havde overgivet sig og dermed bedt om knivene, så de begge kunne komme videre og måske endda glemme det lille sammenstød. Hun virkede i hvert fald ikke som typen, man skulle have på nakken. Ikke når hun nemt kunne ty til vold.
For et split sekund havde han fuldkommen glemt den kniv han havde ødelagt, han var langt mere fokuseret på at aflevere de knive han havde holdt godt fat i. Men han kunne sagtens følge hendes blik, der vandrede imod metalspåner, som han sank en klump. Nårh ja, han havde vist nok ødelagt én. Men hun havde jo stadig mange tilbage? ”Den.. øhm..” startede han stille ud, som han sikrede sig at hun havde fat i knivene, før at han bukkede sig ned for at samle spånerne op med hænderne. Ja, han kunne sagtens have gjort brug af sin magi, men det virkede langt mere personligt, faktisk at samle dem op med hænderne. ”Vil du gerne have den med også?” spurgte han, blot for at forstå hendes ønske korrekt, som han atter havde rejst sig og viste de mange spåner frem, der lå i hans håndflader.

Hvert bedede ord havde efterladt en bitter smag i munden på hende. Heldigvis blev en del af bitterheden fjernet da hendes spørgeren pænt bar frugt og hun fik størstedelen af knivene tilbage. Endda uden de føltes forkerte i hænderne, noget der kom bag på hende og det kunne ses i det grønne blik, som hun en for en vendte og drejede hver kniv i hånden.
Egentligt så burde hun have været tilfreds med at få næsten alle knivene tilbage, glemme alt om den ene der lå for deres fødder i smuldret metal, men stædigheden ville ikke helt slippe sit bag eller vige tilbage for længe ad gangen. Nu havde hun allerede føjet sige så rigeligt for den ham. Hun så derfor til da Orcus bukkede sig ned efter metalspånerne. Læberne skiltes i det hun var ved at svare ja, men taget hans flabethed til eftertanke, lykkes det at standse ja’et i struben. Det sidste der var ønsket var at få overrakt en bunke ødelagt metal. Det kunne hun trods alt ikke bruge til noget, end ikke pænt pynt havde kvinden overfor ham gjort sig i den slags.
”Jeg vil gerne bede om min kniv igen, den som nu er til det der... -” en håndbevægelse blev lavet mod hans hænder med den ødelagte kniv ”- kan du lave den igen, nu du kunne ødelægge den?” lyttede man godt efter ville det bemærkes at spørgsmålet havde en lille flig af oprigtig nysgerrighed i sig.

Det værste var overstået, eller sådan følte Orcus det i hvert fald, som han slappede langt mere af i kroppen, da han overrakte knivene til hende. Han følte at det var slut, at der ikke længere var nogen grund til at frygte, hvad hun kunne finde på. Tegnene på vrede havde han set for længst, men irritationen over hendes beskyldninger havde ligesom overskygget den barnlige personlighed, som så småt var begyndt at skinne igennem. Orcus havde egentlig glemt alt om den ødelagte kniv, lige indtil hun kommenterede på det. Han fik lyst til at bide sig selv i underlæben, som han fortrød hvad han havde gjort i sin frustration. Men det var for sent.
Til sidste endte han dog med at bukke sig ned efter de mange stumper. De skar ikke rigtig i hans håndflade, som han sagtens kunne forhindre det ved at bøje metallet eller lege med det. Men eftersom at hun var så interesseret i at få dem med, så var han også klar til at give hende dem tilbage. I den tilstand de var i.. Hvilket hun lod til at opfange, som han langsomt lagde hovedet en smule på skrå over hendes ord. Hun ville gerne have kniven tilbage? Han så en smule eftertænksomt på hende, som han overvejede det uden rigtig at give hende et svar.
”Måske, hvis jeg har det hele..” svarede han ærligt, som han mødte hendes blik. Han lignede virkelig en dreng, der var i færd med at indrømme sin fejl og ikke vidste, hvordan han skulle komme ud af det. Så tog han en dyb indånding, før at han løftede de mange metalspåner op med sin evne og lod dem hvirvle omkring hinanden. Langsomt begyndte massen at smede sig selv. Spånerne blev lyse af friktionsvarme, som det hele smeltede sig sammen til en klump. Stykkerne satte sig sammen, som han kastede et blik imod de øvrige knive, blot for at vide, at han var på rette spor. Processen var ikke helt så hurtigt, som det at ødelægge metallet, men langsomt kunne man fornemme spidsen af bladet.

Lysten var overvældende for at hæve stemmen og næsten skrige ind i drenge ansigtet, hvad ved Zaladin skulle dét betyde?! Hvis han havde det hele?! Hvis?!.. Naturligvis havde han det hele, det lå jo lige dér på jorden, i en bunke trævlet tarveligt metal.
Alligevel formåede Fielthena at stå stille, ja ligefrem se rolig ud da hans blik mødte hendes. Intet godt ville komme ud af at hun, igen, lod temperamentet løbe af med sig. Tværtimod ville det kun gøre at hun måtte gå derfra med endnu mindre knive, end hun havde fået afleveret.

En dyb vejrtrækning blev taget, helt ned i bunden af lungerne inden hun pustede endnu langsommere ud. Det var uden for lange blink at hun overværede hvordan metallet bevægede sig, som havde en hvirvelvind fanget spånerne i hans hænder. Gule, orange, røde og hvide farver fik det grå til at blive en samlet klump, inden udformningen af kniven gik i gang.
Orcus’ blik søgte en af de hele knive, hvilket fik hende til at holde en af knivene frem for at han bedre kunne tage den i øjesyn ”Skarpheden er ligegyldig, jeg kan selv slibe den.” mumlede hun en smule, ikke helt overbevist om han kunne få bladet til at have samme skarphed, som før det gik i stykker.

Mon ikke han kunne have overset nogle spåner på jorden, særligt nu hvor han havde valgt at samle dem op med hænderne i stedet for sine magiske kræfter? Derfor følte Orcus også at han var nød til at lade hende vide, at der godt kunne ske nogle fejl eller opstå nogle ’huller’ i kniven, når hun nu insisterede på, at han skulle forsøge at samle den igen. Hendes blik var særdeles stålfast, han fik næsten lyst til at trække sig længere væk, men lod vær for ikke at puste den konflikten, der dulmede lige nu. Det ville snart være overstået og så kunne han også komme videre. Men kvindens ro var alarmerende, uden at han gjorde noget, som han valgte at fokusere helt og aldeles på metallet i sine håndflader. Det var vist bedst ikke at lade hende vente for længe..

Bunken af metalspåner løftede sig fra hans håndflader, som de hvirvlede omkring hinanden for at skabe den nødvendige varme for at smelte molekylerne sammen så kniven ikke ville knække, så snart hun rørte den. Kvinden forstod hans plan, som hun holdt kniven frem og lod ham få et ordentligt blik på dem. Han havde ikke tidligere skænket udformningen en tanke, men måtte indrømme, at det var et smukt håndværk, så var spørgsmålet mere om han kunne gøre smeden kunsten efter. Orcus sank en klump.
Kniven tog hurtigt form, som det varme metal blev kølet af i vinden, imens at kniven svævede ikke langt over hans håndflade. ”Okay” lød det stille, som Orcus ville overlade slibningen til hende. Det var ikke til at sige, hvad type slibning hun ønskede. En sløv kniv kunne være noget så smertefuld, men hun var nok mere interesseret i skarpheden, så det gik hurtigt, når først hun skulle bruge den.. Han lod kniven svæve for en stund og kiggede op på hende, afventende på hendes reaktion. Eller at hun bare ville trække kniven til sig og forsvinde. Hvad nu, ville hun give slip på sine hæmninger og angribe?

I sidste ende ville guldsmeden næppe stole på at det arbejde han havde lagt i at genskabe kniven, var godt nok. Helt præcis, at den ikke ville være god nok efter hendes standarder, selv hvis den kunne slibes skarp nok igen, så kunne dens tyngdepunkt være fuldkommen forskubbet i forhold til hvad hun var vant til.
Nej at få ham til at samle kniven på ny, handlede for hende kun om at vinde bare lidt af kampen mellem dem, en kamp der var så godt som overstået og med ham som vinderen, i det hun havde måtte slugte både stolthed og stædighed til sin store ærgrelse.
Først da kniven lignede det den havde gjort, inden den var blev splittet til ukendelighed, forlod hendes blik ham, kun for at hvile på den svævende kniv. Den ene hånd løftede sig, men stoppede inden den ville lukke sig om skaftet ”Og den går ikke i stykke hvis jeg rør den?” spørgsmålet kunne han umuligt blive fornærmet over, for han ville vel selv have været ligeså mistroisk, havde rollerne været byttet om.

Metallet havde en naturlig struktur, hvilket Orcus var yderst omhyggelig med at genskabe. Han kunne selvfølgelig ikke vide sig sikker på kvindens standarder, men kniven burde være som ny. Det var i hvert fald sådan at han arbejde. Det ville være frygteligt, hvis kniven pludselig faldt fra hinanden igen og han dermed gav hende en grund til at angribe ham. For næste gang ville hun næppe holde igen. Han kunne ligesom fornemme det på hendes blik. Orcus var overbevist om at dette ville være enden på deres lille diskussion og at han derved ville være i stand til at vende tilbage til det han havde haft gang i. Som han stod med kniven formet og klar til hende, måbede han lidt. Han var kommet i tvivl om, hvad han faktisk lavede i byen..
Han nikkede imod hende, som hun lagde op til at tage kniven. Så var der vel ingen grund til at holde den svævende, dog tøvede kvinden? Hun var virkelig en mistroisk type, uden lige. Orcus løftede det ene øjenbryn af hendes spørgsmål. Tvivlede hun på hans magiske evner til at genskabe kniven? Virkelig.. ”Selvfølgelig går den ikke i stykker” mumlede han utilfreds, fornærmet på den barnlige måde, hvorpå han lod kniven svæve, imens at han lagde armene over kors. Måske han bare skulle gå, så kunne hun selv bestemme sig for om hun ville gribe kniven eller ej?

”Jeg gider ikke mere” svarede han, som et barn, der ikke længere synes legen var sjov og derved valgte at gå sin vej. Kniven svævede stadig i luften, som han dog valgte at gøre et forsøg på at gå udenom hende, imens at kniven langsomt dalede imod jorden. De var færdige, ikke sandt?

Utilfredsheden skinnede så tydeligt i gennem hos ham, selvom ordene blev mumlet ud som var han et barn der lige havde fået at vide, at han naturligvis ikke måtte få en småkage lige op til at der skulle servers aftensmad. ”Hvad ved jeg? Du kan ødelægge dem for dit eget godtbefindende, hvorfor skulle du ikke også kunne finde på at samle den, så den ikke ville kunne holde til at man rør den?” vrissede hun utilfreds og lettere anklagende tilbage, over han overhovedet tillod sig at være utilfreds over hendes ilde troende tilgang til kniven.
Han havde for pokker ikke været nem at ’danse’ rundt med!
Jeg gider ikke mere. Ordene var så uventede, men endnu mere hans opfølgende handling hvor på han bare valgte at gå, at hun næsten ikke kunne tro sine egne øjne eller øre. Usikker på om kniven ville styrte til jorden så snart han vendte ryggen til, greb brunetten hurtigt ud efter den svævende kniv ”Selv tak…” lød det efter ham, som skulle han i virkeligheden være glad for, at hun overhovedet lod ham gå.
Fielthena stod tilbage, fulgte ham med blikket så længe det var muligt, hvorefter hun gik den gendannede kniv efter for fejl, der kunne indikere at den ikke længere var brugbar.