Der var masser af ting, man kunne bruge dagen på i hovedstaden. Ysara havde faktisk ikke rigtig nogle planer lige nu, men de kunne hurtigt dukke op når man bare gik formålsløst rundt på gaden og lavede ingen ting - og egentlig bare ventede på at en gylden mulighed på noget spændende kunne åbne sig.
Som hun slentrede forbi tribunepladsen kom muligheden. En hel guldgrube af krystaller sad bare og ventede i form af et større publikum der stod og klappede og hujede af én der var i gang med at optræde, og Ysaras øjne, som allerede gav genskind af krystaller, begyndte at gå derhen helt automatisk, uden at tænke det mindste over det. Hun begyndte at gå ind blandt folk og endte faktisk med, at få et godt udsyn til den optrædende, hvis tricks så ud til at være på niveau der langt oversteg hendes eget. I hvert fald når det kom til ilden, men Ysara var ikke overrasket. Det var mere end bare tydeligt, at kvinden bruge magi, som Adriel havde gjort det. Overraskende nok havde Ysara ingen misundelse når alt kom til alt: Hun havde stor respekt for folk der gjorde brug af ildmagi, især hvis de brugte omtalte magi til underholdning frem for ødelæggelse.

Og hun så jo heller ikke værst ud! Hun havde en meget smidig krop, pæne øjne. Pænt alting faktisk. Den buskede hale fortalte dog, at kvinden ikke bare var et normalt menneske. Det gjorde ikke Ysara noget som helst. Når hun så noget smukt, havde hun aldrig fordomme. Generelt havde hun faktisk ikke fordomme for meget andet end nobiliteten, mørket og minotaurer.
Hun stod og stirrede, til hun hørte to mænd stå og tale om kvinden med væmmelsen tydelig i deres stemmer. Det gjorde englen vred og frustreret. Hvor vovede de at tale grimt om noget så smukt? De skulle betale!
Hun gik stille og roligt hen mod dem og mens de højlydt talte og lavede fagter, snuppede hun deres punge i et snuptag og gik derefter videre for at "kunne se optrædelsen i en bedre vinkel".
Først da det hele var ovre og folk havde klappet og begyndte at give hende penge og gå, følte Ysara efter på pungene. De var rimelig godt fyldte. Hun fik ned til der hvor halvdyrskvinden stod og kunne ikke lade være med at smile skævt da hun rakte kvinden én af pungene, fuldstændig ligeglad med hvor meget der så end kunne være deri.
"Spændende måde at vise ilden på, må jeg sige. Magisk ligefrem," hun lavede et let blink med det ene øje. "Har du lyst til at snakke om det, gøgler til gøgler?" dette blev sagt lidt mere lavt i en mere subtil tone og hun smilede samtidig til folk som om hun slet ikke havde ranet to fyldte punge fra et sæt noble imbecile herrer.

Kulun havde stadig mildt røde kinder fra hendes optræden og hun bukkede ydmygt for hendes klappende publikum. Hun var taknemmelig for at dette var hvad hun gjorde og hun håbede på at det kunne gøre Mørket lidt mindre slemt for folkene i hovedstaden.
Hun ønskede at folk, selv hvis de ikke betalte hende, kunne gå forbi og huske at lys og farver er til, de er bare gemt væk.
En god mængde af folk betalte hende her til aften. Noget hun var meget taknemmelig for og for en gangs skyld også følte hun kunne tage imod.
Her til aften havde hun givet sig en del. Tricket med de brændende fødder var ikke hårdt, men langt mere ekstremt end mange andre, så når hun gjorde det forventede hun en reaktion, ofte i form af lidt ekstra betaling.
Efter den første bunke folk havde været forbi og betalt, denne flok indeholdt både stamkunder og nye ansigter, så kom en anden kvinde over til hende.
Kulun stod med nogle mønter i hånden da hun så hende, men hun tabte dem næsten. Den anden kvinde var utroligt smuk og Kulun skulle huske sig selv på at det var uhøfligt at stirre med åben mund.
Hun havde den slags ansigt der var så perfekt at det var tæt på at gøre ondt. Med store øjne og en rank ryg så hun på kvinden foran hende.
Pungen der blev hende rakt var godt tung og Kulun smilede til hende og takkede med et lille buk. Det var meget generøst af hende.
"Spændende måde at vise ilden på, må jeg sige. Magisk ligefrem,"
Kulun fik røde kinder og slog blikket ned idet hun blev lidt genert. Hun blev også blinket til, hvilket hun smilede lidt over. Hun kiggede så op igen.
"Har du lyst til at snakke om det, gøgler til gøgler?"
Kulun samlede sin taske op fra ved hendes side og lagde sin løn for idag derned. Så så hun igen på den smukke kvinde.
"Tak for de rare ord, det er godt at møde en anden person der også sætter pris på ildens kræfter. Jeg vil meget gerne snakke. Jeg er Kulun, hvem er du?"
Folk begyndte langsomt at forlade pladsen. Kulun kunne høre den spredte snak om sengetider, madplaner og nogen der havde fået deres punge stjålet...

Kvindens rødmen gjorde hende kun mere pæn at se på. Det var noget, Ysara kunne værdsætte, for det betød også, at pigen ikke var vant til et kompliment. Ergo, var hun ikke af de opblæste typer, der var lidt for fulde af dem selv. Det kunne hun godt lide, så hendes smil blev med det samme mere oprigtigt. "Mit navn er Ysara. Spændende at møde dig, Kulun," hun kunne ikke undgå at fnise let over snakken om de manglende punge. Samtidig smed hun sin anden pung i inderlommen på sin jakke og så måske lidt for uskyldig ud. "Jeg sætter pris på underholdning, så meget er stensikkert. Jeg kan ikke gøre ting med ild, som du gør dem. Jeg er nødt til at bruge stave og stærk sprut for at gøre noget stort ud af det, men jeg har også sidegesjæfter," med det sagt håbede hun sådan set lidt på, at Kulun nok godt vidste, hvad hun talte om.

"Så mens jeg stod og så din optræden overhørte jeg to herrer tale om din hale. Det var ikke særlig pæne ord der røg ud af deres munde, så... Jeg gjorde noget ved det. De har stået her og gloet, så de burde betale på lige fod med dem, der værdsætter hvad du laver. At de ikke kunne se at du faktisk er et lyspunkt for mange, gjorde at jeg ikke kunne lade være. Adelige," hun sukkede og himlede let med øjnene. Nu vidste Kulun i hvert fald forhåbentlig nogenlunde hvad hun mente. Hun kunne se hvor hidsige de var deroppe på tribunen, for de var ikke gået endnu, og de rendte og ledte efter deres forbandede møgpunge.

Kulun lyttede til Ysaras ord om hvor pengene kom fra og hun smilede stort.
Hendes hale svingede ind foran hende og hun greb den i sine hænder imens hun strøg den. Ysara var ellers ikke bange af sig, at stjæle for adelige var anderledes end bare at snuppe et æble fra grønthandleren, du kunne blive straffet hvis du blev opdaget.
"Modigt gjort, det må jeg give dig. Racisme er i den grad i live, så jeg er ret vant til den slags folk."
Hun lod halen glide tilbage bag hende og nikkede venligt. "Det var pænt af dig, at tænke på mig."
Kulun så sig om på den, nu tomme, plads og så så på Ysara.
Hun ville gerne snakke mere med den venlige og smukke kvinde, men her var måske ikke ideelt.
"Hvad siger du til lidt aftensmad? Vi har vist pengene til det."

Emne afsluttet <3