Lindeskovens træer havde for længst lukket deres evig grønne kroner over ham, som Teallach gjorde holdt for natten i en lille lysning. Han var ude på egen hånd denne gang, men følte sig ikke videre truet på rejsen. Måske var det den rute han havde været på fra krystalbjergene og ned eller også lignede han bare ikke en der var værd at hæfte sig ved. Hans kappe var da også mørkegrå, som hans bukser og vest. Skjorten var råhvid mens frakken var en mellemtone af grå. Kun poserne i bæltet og i hans opbakning (brun fordi, ja, det var den), havde alverdens farver, skønt dem i bæltet var afblegede af solen. Han lignede den ældre herre han var og lagde da heller ikke skjul på det.

I lysningen pakkede han roligt kogegrej ud, fik samlet ind til et bål og sat mad igang. Det var som han sad der at en puslen fangede hans opmærksomhed - eller en del af den, for han så mod lyden og glemte den så igen, som der ikke rigtig dukkede noget frem. Den kom dog igen og dennegang tydeligere og mere vedvarende til nogle buske delte sig i udkanten af lysningen og en lille fin skabning kom til syne. Teallach smilede let til ham, som han genkendte alfen for hvad han var og som med alle væsner han mødte holdt en åben tilgang til dem. Det virkede da også til at have en effekt denne gang eftersom alfen gengældte smilet og kom nærmere. "Jeg har nok til to, hvis du vil have noget med?" Spurgte Teallach venligt. Han gik udfra det var forstået og svaret var et ja, som alfen slog sig ned lidt i afstand fra ham, men uden at sige et ord. Så han fandt en skål mere frem og fordelte mad til dem hver især. Det var ikke det store måltid, men ganske mættende. Stilheden forblev mellem dem til de begge havde spist. Da rejste alfen sig rakte skålen tilbage til Teallach og smilede underfundigt. "Min tak." Som den ældre herre tog imod skålen, satte alfen i bevægelse og forsvandt ud i skoven igen.

Mørket havde nu sænket sig over omgivelser og rundt om lysningen i flakkende skyggerne i takt med bålets flakken. Teallach så kort i den retning alfen var forsvundet, før han træk på skuldrene og så ned i skålen. Da stoppede han med et lille overrasket smil. Alfen havde efterladt en krystal til ham og en han ikke havde set magen til før. Ikke at den adskilte sig meget fra bjergkrystallerne, men der var noget farvespillet i den. Han samlede den op, som han satte skålen fra sig og fandt den skrumpede ind i størrelse. Forundret rettede han på monoglen og stoppede så op, som han så hvordan hans hånd så ud. Stor, grov og stengrøn? Han vendte hånden og jo, den lignede at være lavet af granit overdækket med mos nu. Det fik hans blik til at søge ned af sig og forundringen steg kun som han indså hvor stor han med at var blevet og hvor... solid. Det så søreme ud til han var blevet til levende klippe! Hvor finurligt!

Ganske roligt, skønt en smule usikker i sin nye form rejste han sig fra sin plads og luntede hen til sin oppakning. Der fandt han en bog frem af nogenlunde størrelse og tog med sig hen til træet han havde lagt bålet nær. Med roen fra en klippe satte han sig op af stammen - der knagede en smule over den uventede vægt lænet op af sig - og satte sig til at læse. Monoglen balancerede stadig fortrøstningsfuldt ved hans ene øje, men i det tiltagende mørke måtte han med et smil påskønne at skovtrolde åbenbart havde glimrende nattesyn. Alt han virkelig manglede nu var et glas sherry!