Det var ikke første gang, Miilaethorn var ved hovedstaden. Denne gang var dog lidt mere speciel, eftersom at det var tæt på midvinterballet. De havde valgt at komme dagen før, Toorah, han og et følge. Men som altid, var Miilaethorn dybt nysgerrig af natur. Stedet havde med sikkerhed ændret sig siden sidst og han ville se alt. Også selvom de havde rejst længe og det var ud på eftermiddagen. Thorn var lettere udmattet oven på al den rejsen, men slet ikke nok til, at slappe af endnu. Han skulle ud at se ting, så da følget valgte at finde ud af de praktiske ting omkring det hele, valgte Miilaethorn at tage ud for sig selv lidt. Han var fortets healer og der var ingen der havde brug for healende hjælp. De kunne nok undvære ham lidt, var hans tanke og der var da heller ikke nogen der brokkede sig over, at han tog mere ud.

Hovedstaden var noget forvirrende med de utallige mennesker og andre racer der rendte rundt mellem huse, boder og gader.
Det endte med, at Thorn forvildede sig helt uden for Hovedstaden igen. På vejen hertil havde han set et kæmpestort glashus fyldt med planter og han havde sådan set planlagt at skulle se det tættere på. Det var en interessant ting, det hus.
Han havde lige nået at tage andet tøj på, før han tog af sted, så han havde noget praktisk på, men han havde lagt buen sammen med følget. Der var absolut ingen grund til, at rende rundt med en stor langbue midt i en by. Men han havde ikke lagt sine andre våben fra sig. Det elegante elversværd hang stadig i en skede ved hans bælte, sammen med en langkniv. De så naturligvis pæne ud, lavet af en af Elverlys bedre smede.
Da han endelig fandt det store glasagtige hus, begyndte han at kigge efter en indgang. For det måtte der vel være. Han endte med at finde den, da han så hvordan mennesker strøg ind og ud et sted og valgte omgående at gå derind.

Der var utroligt spændende herinde. Masser af forskellige planter og folk gik rundt med frugter i kasser. Faktisk var her en smule kaotisk, ikke at det gjorde ham voldsomt meget. Men man burde ikke stresse sådan i disse omgivelser.
Det eneste Miilaethorn sådan set savnede, var den lette brise der altid var i områder som disse. Glasset dækkede dog for dette, så her var temmelig varmt, en let overraskelse for den nysgerrige elver.
Efter at have kigget sig lidt omkring, blev han enig med sig selv om, at undersøge nærmere, så han valgte at gå længere ind i det sære hus, smilende til alle der nikkede eller bare kiggede på ham.

Endnu en travl dag, endnu et kaos, og som altid var George på pletten til at lede slagets gang. Han bevægede sig rundt, holdt opsyn, kom med tilråb, ordrer og kommentarer og hjalp til hist og her. Dog for tiden tog han ikke selv hele sin tørn. Han var simpelthen for stresset, og det var et par uger nu, hvor en del af de planter, han havde lavet, ganske simpelt eksploderede. Og hvor det dog generede ham. Det havde påvirket hele produktionen, og han sakkede bagud i forhold til sine ordrer, hvilket ikke ligefrem gjorde ham roligere. Dog slappede han mere af herude ved planterne, og lige nu var han nok så afslappet, som han havde været det siden Isis besøg. Hendes sten virkede til at have en vis effekt trods alt, og han havde den konstant i sin lomme. Om det så bare var tanken på den ven, han havde fået den af, eller der virkelig var noget om det, var spørgsmålet.
Et skingert råb hørtes, og George drejede hovedet i hast. Gennem hele glashuset ledtes vand rundt i akvædukter, og en af søjlerne på hovedforsyningen var faldet sammen, stenene tumlede ned i et væld af støv, og selve akvædukten skred.
”Væk!” tordnede hans stemme, mens han løb derhen. Som han løb samlede han små energiladninger i hænderne og skød af sted for at få småstenene ud af kurs, så hans arbejdere kunne stikke af. Miilaethorn stod i skudlinjen. Ikke en George havde set før, men han kunne heller ikke huske alle ansigter. Han stoppede sine skud og lod i stedet slyngplanter skyde ud fra den ene håndflade og stige opad, netop som akvædukten faldt fra hinanden, og vand og sten kom styrtende ned. Imens holdt han den anden hånd frem mod elveren og koncentrerede sig så meget, som han kunne. Et massivt, tykt blad spirede op og gled i en bue ind over Miilaethorn. Derfra gjorde han den hårdere. Slyngplanterne kunne kun holde lidt af stenene, og et større stykke missede han fuldstændigt. Han forsøgte at flytte sig, men uden held, og stenstykket væltede ham omkuld. Et knas hørtes, som hans ben brækkede under ham, og han sank sammen med et smertefuldt udbrud og tabte de andre stenstykker, der faldt ned ganske tæt på. Vandet plaskede ned, og han var allerede gennemblødt.
Kaoset var ovre. Al arbejdet var stoppet, folk stimlede sammen, lyden af vandet, der fossede ned og ramte jorden, var nærmest øredøvende i stilheden. Georges ansigt var fortrukket i smerte, og han forsøgte at skubbe stenstykket af sig. Dog uden held. Der gik kun få sekunder, før nogle af folkene var henne for at hjælpe ham fri. Synet af benet var mildest talt nedslående, og han så bort og lukkede øjnene i. Det ville tage evigheder, før han kunne være helt på benene igen, antog han. Lettere svimmel, forsøgte han at komme en smule på højkant, men arbejderne holdt ham nede og forsøgte bare at finde ud af hvor, de skulle tage ham hen. Uden hans ledelse var der dog en del delte meninger, og det blev mere til mundhuggeri end noget andet. George selv ænsede ikke så meget andet end smerten, der skød igennem ham fra benet.

Thorns dag blev udviklet til noget langt mere interessant, da kaoset lige pludselig begyndte at blive dobbelt så slemt. Og det så ud til at være lige omkring ham. Usikker på, hvad det kunne være, fordi han i forvejen var meget distræt over at være i nærheden af så mange folk på én gang, lagde han ikke helt mærke til, hvad der skete omkring sig. Det var først da en mands tordnende råb hørtes og nogle underlige lyde dukkede op oven over ham, at han opfattede hvordan han stod midt i en fare, han end ikke havde opdaget før mere kaos brød ud. En masse energiladninger begyndte at flyve rundt, og Miilaethorn overvejede et kort øjeblik om han skulle flytte sig. Det var dog mere eller mindre umuligt, fordi der løb en masse andre rundt omkring ham, og derfor valgte han at blive hvor han var og sikre sig, at han hverken var i vejen for de mange nedfaldende sten eller mylderet af mennesker.

Han registrerede alting alt for sent fordi han var så forvirret, men han behøvede end ikke reagere, da et kæmpeblad pludselig voksede hen over ham, til hans store overraskelse. Bladet reddede ham fra at få flere sten direkte ned i hovedet, hvilket han var meget taknemmelig over, men da han hørte det store smertesudbrud bag sig, vidste han godt, at det tegnede dårligt, men han valgte at blive under det store blad mens alting faldt ned omkring dem, og gik først ud da det ikke var så slemt. Han lagde godt mærke til, hvordan de fleste planteeffekter stoppede med at virke så godt, som manden blev fældet ned. Selvom han indvendigt var noget adrenalinfyldt, så var det ikke noget, han viste i sit ansigt, som han begyndte at gå hen mod manden der lå i klemme og lige i øjeblikket blev hjulpet fri.
Snart begyndte de alle at mundhugges, men nu hvor kaoset var ovre, følte Miilaethorn at han havde lidt mere overskud. Han gik helt hen hvor manden lå, og kiggede kort ned på ham, før han valgte at stiltie de andre med et højlydt pift. Som stilheden lagde sig, gik han øjeblikkeligt hen og satte sig på hug.

"Jeg skal nok kigge på hans ben. Jeg har healende magi,"

Forklarede han sig roligt, mens han kiggede nærmere på benet. Folk virkede stadig forvirrede, og havde stimlet sig omkring dem, så han valgte at stoppe sit begyndende arbejde.

"Jeg ved ikke hvad I gør i sådan en situation som den her, men jeg er sikker på, at han ikke har lyst til, at alle står og kigger på,"

Med de ord, gik folkemængden og gav dem plads. De var stadig ikke helt klar over hvad de skulle gøre, men snart begyndte de alligevel oprydningen af dem selv.
Thorn selv trak sin langkniv og tog forsigtigt fat i buksebenet på manden, før han skar det op, så han bedre kunne se skaden.
Men ikke nok med, at benet var brækket voldsomt, så kunne han se tegn på andre voldsomme, men ældre skader. Hans syn fortalte ham, at der kun kunne være tale om gift, men lige den del lod han ligge for nu.

"Beklager at jeg sådan ødelægger Deres tøj, men det var nødvendigt,"

Undskyldte han, mens han mærkede efter på mandens ben. Åh jo, der var brækket noget derinde, men heldigvis var Miilaethorn fint i stand til at hele knogler. Det andet problem var så lige den ældre skade.

Da han fandt punktet ved skaden, lagde han meget forsigtigt sin hånd der og lod sin magiske energi komme ud. Der var et let lys omkring hans hånd, som knoglen satte sig sammen inden i mandens ben. Det gjorde måske lidt ondt, men det var langt bedre end at skulle sidde med skaden i flere uger.
Han kunne godt mærke, at han var en smule udmattet efter at have gjort det, men han lod sig ikke mærke med det. Skaden var ordnet, og nu var det bare om, at takke og få ordnet alting.

"Tak for det De gjorde lige før. Jeg håber ikke det gjorde alt for ondt,"

Sagde han med alvorligt mens han forsøgte at få øjenkontakt. Det kunne godt være, at manden var gået i chok. Det var der mange der gjorde de blev udsat for så grovt et smerteoverfald som det, denne person var blevet sat igennem.

George registrerede knapt nok hvem, der var omkring ham, men han så dog op, da et pift skar igennem den anden summen af lyde. De mørke øjne var tydeligt mærkede af smerten, men han mødte Miilaethorns blik, tænderne hårdt bidt sammen. Oh nej, han var bestemt ikke glad for at have en levende kødrand stående tæt omkring sig og glo. Han forsøgte selv at samle sig til at bede dem fortsætte med arbejdet, men elveren var så god at spare ham for anstrengelsen, og han var skam taknemmelig.

Et noget skeptisk blik blev rettet mod kniven. Han vidste nok hvad, tanken bag det var, men han brød sig ikke mere om det ad den grund. Smerterne var dog for voldsomme, og han havde ikke meget af et valg, hvis han ville have gjort noget ved det. Et kort, fast nik blev svaret på undskyldningen for nu. Det gjorde temmelig ondt lige nu, og han frygtede for at komme til at klynke, hvis han forsøgte at sige noget lige nu.
Det blev holdt til et halvkvalt støn af smerte, som Miilaethorn healede knoglen igen, og han klemte øjnene hårdt i og forsøgte ikke at virke alt for ynkelig.
Når det kom til George ville de normale par måneder næppe være nok til at hele en sådan skade. Han kunne ganske enkelt ikke holde sig i ro og lade det hele ordentligt.

Smerten fortog sig dog, som bruddet blev helet, og George trak vejret lidt lettere og tog et par dybe indåndinger, som han slog øjnene op igen og så mod elveren. Deres blikke mødtes. George var tydeligvis ikke gået i chok. På trods af smerten, var det ikke første gang, han var kommet galt af sted – hvad den gamle skade på låret vel også talte om. Påvirket, jovist, og det ville da tage lidt tid helt at ryste af sig, men der var ikke så meget at gøre lige nu andet end at tage sig sammen.
”Og jeg takker også Dem. Havde De ikke kommet mig til hjælp, havde smerterne nok været værre endnu – og af længere varighed … Tilgiv mig, hvis jeg tager fejl, men jeg mener ikke at have set Dem blandt mine ansatte før?” Han fik kæmpet sig på benene, tvang dem til at være stabile under sig og trak lidt væk fra vandet. Et tungt suk slap fra ham, som han så op mod den ødelagte akvædukt.
”Tilgiv mig, jeg arbejder mens, vi taler, men noget må gøres for at stoppe dette.” Han rakte hænderne op imod stedet hvor, vandet rendt ud, og slyngplanter gled fra hans hænder og derop. Han vævede en forbindelse, hvor der før havde været sten, og lod planterne gro sig tykkere, så de holdt tæt. Han vævede det godt stramt og godt solidt, men lod alligevel en søjle glide ned mod jorden, hvor han til slut plantede sine slyngplanter, så reparationen stod levende og stærk i stedet for stenene før.

”Jeg vil tro, dette gør tricket …” Han gned sin pande let og fjernede derved sved og vand, før han vendte sig fuldt mod elveren. ”Hvordan kan jeg takke Dem for deres tjeneste?” spurgte han venligt og oprigtigt taknemmelig. Nu havde han i det mindste tid til at tale, og de blev heller ikke overdynget med vand længere.

Miilaethorn var lettet over, at manden ikke blev aggressiv over hans pludselig handlinger for at hjælpe ham tilbage på benene hurtigere. Nogle folk ville finde den slags grænseoverskridende, især folk der ikke kendte til elvere som Thorn.
Men heldigvis takkede denne mand, og det lettede virkelig en sten fra Thorns skuldre, at han ikke skulle til at forklare hvorfor han havde gjort ditten og datten. I stedet holdt han øje med manden, som denne kæmpede sig på benene mens han spurgte ind til Thorns tilstedeværelse her. Elveren smilede igen mildt.
"Jeg er blot en gæst i hovedstaden og det her sted gjorde mig nysgerrig," svarede han, mens han holdt sig klar på, at få fat i manden, hvis han skulle miste balance.

Miilaethorn måtte endnu en gang se til, overrasket, som manden begyndte at få planter til at vokse og reparere den ting der var gået i stykker. Han anså denne evne for en virkelig smuk én af slagsen. At kunne få naturen til at gro måtte være en virkelig stor gave. Miilaethorn så til mens manden fik gjort sit arbejde færdigt.
"Det er en smuk evne De gør brug af," kommenterede han oprigtigt, uden at være genert over at sige sådanne slags ord. Han ville næsten ønske at han selv havde været i stand til den slags magi, men så igen. Det var lige så smukt at redde et liv med sin egen magi.
Som manden begyndte at tale om tjenester, rystede elveren bare på hovedet.
"Det behøver De slet ikke," sagde han, men kom så i tanker om den anden skade, som havde bekymret ham en god del. "Nu jeg tænker på det. Jeg kunne ikke undgå at se de andre skader på Deres ben. Er det en sygdom?" spurgte elveren, nysgerrig på ny.

Grænseoverskridende var det skam også, men George havde efterhånden vænnet sig til at stort set alt var grænseoverskridende for ham her til lands. Han forsøgte i det mindste at tage det pænt.
”Ah,” svarede han roligt og med et svagt, høfligt smil, ”De er velkommen til at se Dem omkring i alt fald.”

Evnen med planter var skam også en, han nød og fandt stor glæde i. Han havde altid nydt at skabe ting, og dette var en noget anderledes måde at gøre netop dette på. Han bøjede nakken kort i ydmyghed over komplimenten.
”Det eneste smukke, jeg er i stand til i øjeblikket – desværre,” sagde han lavmælt med et stille suk og let rynkede bryn, som han blev færdig.

Det meget ligefremme spørgsmål omkring skaden på hans lår, gjorde ham utilpas, men som altid skjulte han den slags bag sin facade efter bedste evne og slog let ud med hånden, før han lod fingrene glide over flængen og lod en tynd slyngplante glide ind i stoffet og lappe det sammen som nødløsning.
”En skade erhvervet, da jeg søgte at redde mine børn. Jeg forsøgte mig med nogle planter til at heale det med, men jeg var for selvsikker, og det endte nøjagtigt modsat af hensigten … Jeg fik healet det til sidst – såret altså – men jeg fik en lærestreg, som De kunne se.” Han holdt stadig stemmen venlig, høflig og sit generelle udtryk så åbent, som han nu kunne få sig til det. Han var og ville nok altid være en privat mand, der ikke just skiltede med sine følelser og tanker, men uvenlig var han omvendt bestemt heller ikke. Blot på et mindre dybdegående niveau.

Elveren valgte bare at nikke, da manden inviterede ham til, at kigge sig omkring som han lystede. Det var ikke så meget hans egen nysgerrighed der var vigtig. En gang healer, altid healer, og han ønskede ikke lige at forlade manden endnu. Han var stadig skadet på den ene eller den anden måde, og Miilaethorn var ikke glad for, ikke at bruge sine evner, når der var brug for dem.
Hans smil falmede let, som han blev mere alvorlig, mens han sagtens lagde mærke til, hvordan den anden mands selvtillid måske ikke var det helt store at råbe hurra for. Hvorfor vidste han ikke, og han havde ikke i sinde at spørge ind til det. Det var mere mandens ben der bekymrede ham.

Som han fortalte om skaden, fik Miilaethorn et tankefuldt udtryk i ansigtet. Den slags havde han ikke helt hørt om før, men logik fik ham til at komme frem til en løsning på problemet. Hvis mandens planter kunne heale, og de så gjorde det komplet modsatte, så kunne der næsten kun være tale om gift. Og gift var noget, elveren havde ganske godt styr på.
"Så i stedet for en healende plante, blev det en ødelæggende.. Forgiftende plante," tænkte han mere eller mindre højt, før han så over på manden igen, som han stadig ikke kendte navnet på. Smilet kom tilbage igen.
"Tilgiv mig for denne underlige situation. Mit navn er Miilaethorn Zili'saeth. De fleste kalder mig Thorn," præsenterede han sig, en smule undskyldende, mens han holdt en hånd udstrakt mod manden.
Om han tog den eller ej, var Miilaethorn ligegyldigt. Det vigtige var, om manden ønskede hjælp.
"Hvis De ønsker det, kan jeg med stor sikkerhed også fjerne den forgiftning?Det er sikkert ikke rart at rende rundt med?"

Helt at få healet George ville Miilaethorn næppe kunne gøre. Han var skadet mentalt for livet; en ting han havde vænnet sig til efterhånden. Og ar på sjælen fandtes der næppe én healer i hele Krystallandet, der kunne hele igen. Dog ville det da være ganske rart at vide, elveren ikke havde tænkt sig at gå lige med det samme.

Han nikkede til Miilaethorns fremsagte tanker.
”Ikke mit heldigste forsøg,” kommenterede han lavmælt, som elveren smilede til ham. Han tog den fremstrakte hånd selv med et lille smil og bukkede ganske let og høfligt på samme tid. Han holdt ikke grebet længere end hvad han høfligt set burde, før han trak fingrene til sig igen.

”Sir George Gallagher til Deres tjeneste,” svarede han roligt, mens han overvejede tilbuddet. ”Det er nu ikke fordi, det gør ondt længere, og der er ikke andre end mig selv, der ser det, men jo, det er næppe en helt sund ting at gå omkring med … Dog er dette næppe stedet til noget sådan.” Ganske roligt så han ud over området, hvor kaos efterhånden var ved at blive til hverdag igen.
”Jeg vil kunne færdiggøre arbejdet her for eget vedkommende på et lille kvarters tid; derefter vil jeg kunne tage herfra. Jeg bor i beboelseskvarteret, og der burde være ro i huset lige nu, hvis det kunne gå an?” Han så spørgende på ham og kom i tanker om en enkelt ting, han nok hellere måtte sikre sig.

”Såfremt det ikke er til en byrde for Dem altså; jeg har allerede været Dem en del til besvær som det er.”

Thorns smil var oprigtigt som manden tog hans hånd og præsenterede sig med et sir foran. Så han var ridder? Han virkede ikke rigtig til at være sådan én, som han kom til skade. Han havde godt ganske nydeligt tøj på, men ingen rustning, som han så de fleste lysriddere bære, når de en gang i mellem var på besøg i Elverly. Det virkede lidt sært, men han satte ikke spørgsmålstegn ved det. Det var ikke rigtig hans plads at gøre det, følte han.

Elveren valgte at forholde sig tavs mens Sir George overvejede hans tilbud. Han nikkede et par gange, lige ind til Sir George begyndte at snakke om, at han allerede var en byrde. Dertil rystede Thorn hurtigt på hovedet, med et smil, og dog et alvorligt blik.

"Hør, Sir George, De er overhovedet ikke til besvær. Det er mit arbejde, at heale folk, om det så er mit eget folk, et menneske eller en dværg, så gør jeg det. Det er min pligt, at gøre det,"

Forklarede han, mens han smilende holdt en hånd lidt forsikrende op.

"Lad mig hjælpe, hvis der er noget jeg kan gøre her, og giv mig måske adgang til et mindre hvil i Deres hjem, så har du gjort mere end gengæld for min tid,"

Han så spørgende på Sir George. Det var virkelig vigtigt, at han forstod prinicippet i dette. Thorns liv var, at redde liv og hjælpe folk til at have det bedre.

Det var nu ikke første gang, folk blev forvirrede over titlen, og han var efterhånden vant til at forklare sig, om end de fleste i hovedstaden efterhånden kendte ham af navn. Det var en titel, der ikke havde betydning for andre end ham selv og ikke var en rød reje værd her. Dog var det en del af hans identitet, han havde svært ved at give slip på.

Det var ikke fordi Miilaethorn ikke var høflig og virkede oprigtig med sine ord, men ordet pligt påvirkede ham alligevel underbevidst. George, der havde levet hele sit liv for at udføre sin pligt, tilsidesat alt alene af den grund. Slidt og slæbt for pligtens skyld, og det var netop titlen, der holdt ham fast i det. Han rynkede brynene let og så oprigtigt, men alvorligt på ham.

”Jeg ved mere om pligt end de fleste, hr. Zili'saeth; også hvor lidt pligt og egne ønsker kan harmonere med hinanden. Hvis dette er tilfældet for Dem nu, vil jeg faktisk foretrække om tingene forbliver, som de er.” Det var ganske tydeligt at se på hans udtryk lige nu, dette lå ham meget på sinde. Det var slemt nok, han selv bandt sig over det, og han af alle vidste hvor hårdt, det kunne være. At udsætte en anden for det… Det var en del af det løfte, han havde givet sig selv som ung; at være hævet over dem, der havde behandlet ham skidt i tidens løb, og at tage andre for givet grundet pligtfølelse … det var sket for ham så ofte, og det kørte ham til stadighed i sænk.

Miilaethorn virkede næsten overrasket over at Sir George pludselig begyndte at tale om pligt som var det en sur ting. For Miilaethorn var dette overhovedet ikke negativt. Pligt var det samme som at have en plads i livet. At have noget at udrette. For ham var det værste han kunne blive udsat for, bare at sidde og slappe af. Han var konstant på farten, om det så var, at være i gang på Elverlys fort eller at være ude at rejse rundt omkring. Han kunne ikke rigtig finde ro til at slappe af. Det var der for meget af, især når man var over 500 år gammel.

Hans ellers så afslappede udtryk afslørede ham. Han så vitterligt forvirret ud over mandens ord. Han kom nok aldrig helt til at forstå de andre racer. De virkede altid til, at tage tingene anderledes. At se et af de ellers altid så travle, unge mennesker, tale om, at pligt skulle tages med et gran salt, var så anderledes at høre. Men alle var jo forskellige.

"Åh.. Nej, det må De ikke tro, jeg elsker at gøre mit arbejde. Det er bare ikke altid, at folk forstår mit behov, men det er altså ikke til besvær overhovedet. Jeg ønsker kun at hjælpe, Sir George,"

Forklarede han sig, stadig forvirret, hvorefter et lidt akavet smil dukkede op på hans læber. Han forstod det ikke helt. Desuden havde dette menneske selv virket så stresset lige før.

Ordene så ud til at forvirre elveren, og for en årrække siden, havde han nok selv set lige så uforstående ud. Georges mængde af ansvar fra en meget ung alder, havde været overvældende. For sin familie, for forretningen, for hjemmet. Det havde været overvældende! Alt for meget for ham, og med den megen modstand, han havde fået, blev tingene bestemt ikke lettere. Han søgte stadig at gøre, som han havde følt sig forpligtet til dengang; Han tog sig af sin familie og sit job, af de folk, han havde ansat, og han gjorde sit bedste for at hjælpe dem omkring sig. Det sled ham ned. At udsætte en enden for noget lignende, ønskede han virkelig ikke. George var end ikke en tiendedel så gammel som Miilaethorn, og han ville næppe nå at blive det heller, sådan som han piskede sig selv frem.

Han blev selv mere rolig ved de forsikrende ord, og nok et høfligt smil vistes på hans læber.
”I så fald; mange tak.” Han slog let ud med hånden i en elegant bevægelse. ”Og det er nu ikke behovet, jeg ikke kan følge; jeg ønsker blot ikke at være Dem til besvær for Dem. De sagde selv, De er gæst her, og det er næppe arbejde, en gæst her burde bruge sin tid på. Jeg har formået at klare mig indtil videre, og der er mange ting at se her i byen, der må være mere interessante end en gammel skade, der mere eller mindre kun påvirker det ydre nu.” Forhåbentligt var det forklaring nok? Det ville i alt fald ikke stresse George mindre at vide, han var skyld i et pres på en anden.

Miilaethorn nikkede med et smil, som George fortalte ham, at han ikke ville være til mere besvær. Det var okay, ifølge Thorn. Det var ikke så meget fordi, han ønskede at se alt der overhovedet var at se og han brød sig virkelig ikke om at se, når andre havde store ar at fremvise. Især ikke når arrene kom fra en forgiftning, der meget muligt stadig kunne være i blodet. Men det så ud som om, at George meget gerne ville have, at Thorn ventede til denne var færdig med sit arbejde så det accepterede elveren med stoisk ro. Han bøjede hovedet let for manden i respekt.

"Naturligvis. Jeg vil se mere af dette sted, mens De får gjort Deres arbejde færdigt. Det er interessant, at planter kan gro i et glashus,"

Bemærkningen blev fulgt af et smil. Her var stadig utroligt spændende selvom han lige havde været tæt på at blive mast af en masse sten. Det var bare at undgå disse mens han kiggede sig mere omkring, for han havde ikke bare lige tænkt sig at forlade stedet. Måske kunne man også købe nogle af disse meget interessante planter her. Det var ikke til at vide, men der var kun én måde, at finde ud af det på; at undersøge det. Han nikkede til Sir George og forlod ham der, for at se sig omkring, indtil der ikke var mere at se. Derefter gik han uden for glashuset og blev en kende overrasket over at eftermiddagen begyndte at blive mere og mere til aften.