Samuel havde lige fået lukket døren ind til præstestuen, hvor han havde fundet Fader Romeo og hr. Jahnson stå lidt for tæt. Han rettede hurtigt på roben, der havde været i klemme i døren, da han første gang havde forsøgt at smække den og flygte fra hvad end der foregik mellem præsten og den anden.

Han havde hørt noget af deres samtale. Romeo lød forfjamsket, næsten nervøs, da han havde inviteret en anden mand på middag. Tonen mellem dem lød helt forkert, ikke en man normalt ville høre mellem præst og en sjæl i nød. Måske han havde misforstået. Han håbede, han havde misforstået, men han kunne ikke slippe den dårlige smag i munden. Den dybt dømmende klump i maven der sagde, at noget foregik mellem de to.

Med hastige skridt tøffede Samuel ned ad den lange gang, som førte ned til biblioteket der husede alle de hellige skriftruller, og kun blev belyst af få tændte stearinlys på væggene. Det gibbede i ham, så snart han hørte sit navn blive kaldt bag ham, og endnu engang røg Isaris ruller på gulvet.

Han rettede et næsten helt panisk blik mod Fader Romeo, inden han straks vendte blikket mod gulvet og rullerne.
"Fader Romeo," hilste han med let rystende stemme, idet han satte sig på hug og gav sig til at samle de tabte ruller op.
"Jeg troede du var optaget, eller.. Havde besøg." Han burde bare tie stille. Når han først gik i gang med at fumle i ordene, kunne han ikke stoppe igen.

 "Samuel!" Kaldte Romeo som han løb ned ad gangene for at lede efter den unge discipel. Det var en værre kattepine denne situation var blevet til - og Præsten måtte være sikker på hvad det var som Samuel troede han havde set. 

 Præsten mærkede en ubehagelig klump forme sig i sin hals, og han fik næsten helt ondt i maven når han erindrede det chokerede udtryk der havde lagt sig hen over Discipel Samuels ansigt som et dømmende tæppe da han havde set Romeo og Phillippe sammen i præstestuen for lidt siden. 

 Den unge discipel havde været hurtig til at stikke af, men Romeo havde en god idé om hvor han havde gemt sig, eller i hvert fald var på vej hen. I det han drejede om hjørnet på vej til biblioteket, hørte han nogle bump, og fik efterfølgende øje på unge Samuel der sad på hug og samlede skriftrullerne sammen som hvis hans liv afhang af det. 

 "Samuel, der var du." Lød det småforpustet fra Romeo. Præsten betragtede den unge mand som han begyndte at fumle med ordene, og han lyttede imens han gned sig beklemt mellem øjenbrynene; han følte sig temmelig presset. Åh, hvad havde den dreng dog forestillet sig i sit lille hovede?  

Romeo var stille lidt, og tvivlede lidt på sine egne evner til hvordan han skulle bringe emnet op, og få løst.. misforståelsen, eller hvad der egentlig var sket. "Det.. han skulle hjem." Sagde han dæmpet.

 Efter lidt overvejelse, gjorde han Samuel selskab på gulvet, og begyndte at hjælpe med at samle skriftrullerne op. "Mhrm.." rømmede han sig lidt efter at de havde siddet sådan i stilhed. Hjertet hamrede nervøst, men han smilede prøvende til den anden alligevel, imens brynene pegede en smule sympatisk opad. 
 Et mildt suk forlod hans læber, inden han endelig spurgte;  "Hvad er det .. som du troede at du så?" Der var en påtaget ro over Romeo, men indeni var hans sømme ved at trevle.

Ja, her var han. Han skulle være gået hurtigere, så havde han undgået hele dette akavede møde med den præst, han kendte bedst. Han sagde intet, men nikkede en enkelt gang som svar. Så han havde altså efterladt hr. Jahnson, for at styrte efter ham, der havde set dem. Han bed tænderne sammen i nervøsitet, som de sad der i stilhed og samlede skriftrullerne sammen på det kolde stengulv.

Trods den dårlige belysning på gangen, kunne man tydeligt se Samuels kinder blive røde, idet Romeo endelig fik samlet sig nok til at spørge. Han skænkede ham kun et enkelt, hurtigt blik, inden han rømmede sig og rejste sig med en del af rullerne i armene.
"Du behøver ikke at være bekymret, Fader Romeo," sagde han straks.
"Hvad jeg hørte og så er mellem dig og hr. Jahnson. Jeg beklager, jeg burde have banket på," undskyldte han med en let ryst i den nervøse stemme og blikket vendt fast mod rullerne i armene. Men der var ingen tvivl om, at han helt bestemt havde set og hørt noget.

 Det var ikke helt sådan Romeo havde forventet at samtalen ville gå. Et forundret øjenbryn hævede sig i præstens pande, og han skævede op Discipel Samuel som han kom besværet op at stå med rullerne i armene. Igen lignede han een der var klar til at stikke af fra samtalen, men det ville Romeo helst ikke lade ham gøre - ikke før han fik udredt misforståelsen. Præstens læber blev til en lige streg af sammenklemte læber, og lidt efter rejste han sig med de resterende ruller i favnen. 

 "Hov.. Vent nu lidt, Samuel." begyndte han afbrydende, og rømmede sig lidt med en svag hovedryst. Havde hånden været fri, ville han kunne vifte afværgende med hånden, Men den var travlt optaget af at have samlet rullerne op i en fart, og holde fast på disse. Hvad han hørte mellem mig og Hr. Jahnson? tænkte han en anelse forvirret - hvad af samtalen havde han dog hørt? Han blev en anelse hvid i hovedet, forhåbentlig ikke det med.. krydset og.. legetøj for voksne. Han tog en dyb indånding gennem næsen inden han sukkede ud samme sted fra. 

 "Du misforstår.. " - mit barn - lød forkert i denne sammenhæng, så istedet brugte han disciplens navn, "..Samuel. Jeg ved ikke hvad du hørte, eller tror du hørte men.." han forsøgte at fange den andens blik, og se roligt og mildt på den unge mand foran sig. Han trak svagt i mundvigen, "Hr. Jahnson og jeg -" Ja, hvad var der mellem Hr. Jahnson og Romeo? Bekendte- eller ville han kalde ham en ven? ".. Arrangerede blot at se hinanden, så vi kunne snakke om et svært emne han havde på sinde over en middag." Han sank en klump og kom med et anstrengt suk, og så begyndte løgnen ellers at rulle for at overbevise Samuel - men ikke mindst sig selv, "Du ved selv.. at folk er lidt mere afslappede at tale med, hvis de fokuserer på noget andet samtidig, ikke sandt?" Han smilede prøvende, men fik et snert af dårlig samvittighed over at lyve sådan for drengen. Men hvad skulle han ellers gøre? 

Samuel var klar til at stile afsted igen, gå så hurtigt han kunne videre ned ad gangen og glemme alt. Han havde virkelig intet behov for at have denne akavede samtale med præsten, men han vidste også, at han ikke kunne slippe. Romeo begyndte sine afbrydende ord og Samuel fik endelig skævet i hans retning, dog stadig med hovedet bukket.
Han misforstod? Brynene blev løftet let i en afventende mine. Han kunne vel dårligt have forventet andet, end forsøget på at forklare situationen, selvom han ikke helt troede på ham. Stod præsten og løj, eller var Samuel bare for mistænksom?

"Jo," svarede han lidt hæst og rensede halsen med en lidt anstrengt lyd. Han kunne ikke undgå at undres over hvad noget andet i dette tilfælde skulle være, når han havde set dem stå så tæt.
"Jeg forstår. Men Fader, det jeg hørte var ikke bare ord." Han bed tænderne sammen, idet han lige måtte pause for at tænke over hvordan det skulle fortælles. Hvis det blot handlede om en simpel samtale, ville Samuel måske have taget det for gode vare. Måske han ville have ladet det ligge der. Men det var ikke tilfældet.
"Jeg kunne ikke undgå at høre..." dig, tale som var du ramt af Sharas flammer. Han rømmede sig.
" - tonen mellem jer. Det lød mere som fattede du godhed for hr. Jahnson. Og da jeg så åbnede døren og så jer stå så tæt..." Han forsøgte at sige det så pænt som muligt, at Fader Romeo lød til at være mere end bare lidt lun på den anden. Den røde farve i kinderne tog til. Det var ikke et emne han havde forventet at skulle tale om. Det var ikke et emne han selv havde den mindste erfaring med, og man kunne tydeligt mærke, at det gjorde ham nervøs. Endda lidt utilpas.

Det han hørte var ikke bare ord? Panden krusede en anelse forvirret i præstens pande, mens han ventede på at den unge discipel skulle forsætte. Munden blev tør, og det føltes som om en lille tudse havde taget plads i hans hals. Selvom han var nysgerrig efter at høre, hvad Samuel havde på sinde, glædede han sig ikke til at erfare, hvad det kunne være, drengen mente. Tonen? Romeo forsøgte at synke en klump, men tudsen sad i vejen, hvorfor han følte sig let kvalt. Ufrivilligt rømmede han sig og masserede sin hals i et forsøg på at fjerne ubehaget, samtidig med at han jonglerede skriftrullerne på sin ene arm, hvor de truede med at falde. 

For at forhindre en potentiel katastrofe var det bedste at nedtone situationen. Hvis Romeo ikke virkede oprevet, ville det forhåbentlig heller ikke påvirke den unge discipel. Fattede godhed. Heldigvis havde det hårdhændede løb efter Samuel givet Romeo røde kinder, hvilket ville dække over en eventuel rødmen på grund af ordene. Begge hans hænder omfavnede nu skriftrullerne igen, og han forsøgte at bevare fatningen. "Discipel Samuel, jeg kan ikke ændre på hvad dine øjne så - og jeg undskylder, hvis situationen virkede forkert udefra, men jeg lover dig, at jeg ikke fatter godhed for Hr. Jahnson i den syndige forstand." Det var i hvert fald det han overbeviste sig selv om. Det er ikke en løgn, hvis jeg benægter det.

"Du kender mig, du ved, at jeg ikke ville gå imod Isari-præsternes kodeks. Mit liv er helliget Isari, og det ville være katastrofalt, hvis jeg skulle indlade mig med nogen, især en mand," forsikrede han den unge discipel. Måske ville denne tale hjælpe med at minde Samuel om Romeos hengivenhed og loyalitet som præst. Sandheden blev i dette øjeblik til en form for overbevisende løgn - for Romeo's ansigt var ikke længere præget af forvirring, men havde i stedet en overtalende ro og blidhed.

Blikket faldt til rullerne i præstens ene arm, som truede med at falde. Men det var begrænset hvor meget Samuel opfangede, da tankerne stadig cirkulerede hastigt omkring den tykke væg af akavet stemning, som han nok mest selv var skyld i.
Lige så forsigtigt fik Samuel endelig løftet hagen og rettet et direkte blik mod Romeo. Han var stadig sikker på, at det han havde set i farten i præstestuen, ikke var helt så uskyldigt, som det blev portrætteret nu. På den anden side måtte han vel anerkende, at forklaringen virkede reel nok.

Romeos afsluttende ord fik alligevel tvivlen til at sætte sig. Han var så sikker på, at han havde set noget i præstestuen, men måske havde han virkelig fejltolket det så meget.
"Ja, selvfølgelig," svarede han, som kunne han slet ikke forstå, at han overhovedet kunne have haft den slags anelser om Romeo, en præst.
Samuel foldede skriftrullerne under den ene arm og rakte den anden hånd frem, for at kunne tage imod resten.
"Måske tolkede jeg din reaktion helt forkert," indrømmede han, hentydende til præstens forskrækkelse, da han nærmest sprang væk fra hr. Jahnson, idet døren var blevet åbnet. Selvom Samuel ikke helt selv troede på sine egne ord, og det kunne man helt bestemt godt se.

 De uskyldige blå øjne, der nu løftede sig og landede på Romeo, sendte en ubehagelig, flammende susen ned i præstens mave af skam. Det milde, nærmest sympatiske smil blev ved med at sidde limet til Romeos læber – han måtte virke så overbevisende som muligt. Han kunne ikke risikere, at den unge discipel gik rundt og troede, at han fattede godhed for sin mandeven – eller mænd i det hele taget. Kom det på tale foran de andre præster i Isari-ordenen, ville han ende i en værre kattepine. Det ville blive en katastrofe.

Han holdt næsten vejret, mens han ventede på, hvad den unge mand foran ham ville svare. Hans stive skuldre begyndte først at slappe af, da Samuel endelig lod til at godtage Romeos forklaring. Han sank en klump, og mundvigene løftede sig i et lille, skævt smil, lettet, da han rakte en skriftrulle til Samuel.

 "Måske var det synet, der drillede," begyndte han forsigtigt, næsten velvilligt, som om han blot ville hjælpe Samuel ind på rette spor. Han kunne dog se, at disciplen stadig manglede en smule overbevisning. "Præstestuen var trods alt kun svagt belyst."

Romeo kendte alt for godt til drengens dårlige syn, og skrækkelig som han følte sig ved at bruge det imod ham nu, var det dog bedst, hvis Samuel troede, at det skyldtes øjnenes forvirring – og ikke noget andet.

Samuel ville uden tvivl ikke slippe den tanke foreløbig. At han var sikker på, at han havde set og hørt noget mere end bare en helt almindelig middag mellem en præst og en fortabt sjæl. Han vidste ikke hvordan han skulle tolke Romeos forklaring. På den ene side virkede han rolig og fattet, som var der virkelig intet galt. På den anden side virkede han en smule panisk. Den måde han havde pisket efter ham og kaldt hans navn, i et næsten desperat forsøg på at fange ham, inden han fortalte hans lille hemmelighed til nogen. Hvad skulle han tro.

Skriftrullen blev taget imod og stukket ind under armen med de andre. Han trak en anelse på skuldrene ved præstens ord og nikkede svagt.
"Det har du nok ret i," sagde han overvejende. Hans syn var ikke helt perfekt længere og præstestuen var aldrig specielt godt belyst. Det var en af grundene til, at han oftest tog ruller og bøger med ud i haven.

Samuel smilede svagt og gjorde an til at ville vende sig for at fortsætte mod biblioteket. Han trådte lige et enkelt skridt tilbage, inden han stoppede op og tog en dyb indånding.
"Fader?" Sagde han og foldede læberne let sammen.
"Jeg hørte..." Han havde tydeligvis et spørgsmål der ikke var let at spørge om, men kun fordi han ikke ville træde ved siden af. Alt han havde hørt kom jo egentlig ikke ham ved, men han ville ikke kunne slippe tanken, hvis han ikke fik en forklaring på én enkelt ting mere.

Et prøvende, overbevisende smil bredte sig forsigtigt på Romeos læber imens han nikkede opfordrende til Samuels overvejelse. Det lød til, at Romeo havde formået at overbevise den unge discipel. Der strakte sig en kortvarig stilhed mellem de to mænd, og Romeo tænkte at han havde gjort hvad han kunne i sit forsøg på at forsvare sig - og forhåbentlig ville Samuel gå stille med dørene, med hvad han havde set. 

Hænderne var nu frie da alle skriftrullerne var i den andens besiddelse, så Romeo foldede sine hænder, og lod dem hænge mere afslappet ved hvad der kunne ligne samtalens afslutning. De store ærmer på hans robe hang ned, og skjulte tommelfingrene der i små nervøse tics, skrabede ved negleroden. Han gav et anerkendende nik til Samuel, og skulle selv til at vende sig for at gå tilbage til præstestuen, men Samuels tøvende ord fik ham til at standse. 

"Ja?" opfordrede han stille. Hans kæbe strammede sig en anelse, men smilet forblev, skønt det føltes som en maske, han klamrede sig til. Romeos grønne blik hang afventende på den unge discipel. Det prikkede ubehageligt ved hans tinding, og skønt han helst ville være fri for mere af denne akavede samtale, hørte han sig selv sige, "Hvad hørte du, Samuel?"