Det var 3 dage siden Alexander var vendt tilbage til Isenborg, døden nær og udmattet. Den første dag, efter Thalia havde helbredt de fleste af hans sår, havde han sovet væk. Den næste dag havde hans mor besøgt hans værelse, og Thalia havde tilset de sidste af hans skader, dem som Verona ikke havde taget som sine egne.

Denne dag havde Alexander også sovet det meste af væk, men den søvn han havde fået, havde ikke været af den helbredende slags. I stedet var hans hvile blevet forstyrret og hans energi drænet af forfærdelige mareridt.

Den unge prinses hår sad klistret til hans ansigt, vådt af sved, som han tvang de tunge tæpper af sig, og svang med besvær fødderne udover sengekanten. Han var nød til at komme ud. Få noget luft. Værelset virkede kvælende, og tungt med stanken af sved og opkast.
Det tog Alexander hvad der føltes som en evighed at få tøj på, selvom alt han præsterede var bukser og en skjorte, inden han på usikre, bare fødder, rejste sig, og forlod værelset.

Lyset der mødte ham var blændende som han åbnede døren, ud til gangen, og han måtte slå en hånd for øjnene for at skærme sig mod det. Nok var det en overskyet grå dag, men.. havde det altid været så lyst udenfor?!
Den unge prins missede med øjnene som ekkoede at skridt lød igennem gangen, og han forsøgte at se hvem der kom. Han håbede bare det var en af tjenestefolkene, for guderne måtte vide, han så herrens ud.

Siden Alexanders hjemkomst havde Astrid fundet mere af sig selv. Hun havde aktivt spurgt tjenestefolkene om hvordan hendes broder havde det, og hun havde fået mere søvn, eftersom han nu var hjemme. Hun sov dog stadig ikke nok, og så frem til at bekymringen om sin broder ville forsvinde eller blive mindre. Hun så frem til at se ham vandre på gangene uden problemer – udover han nok stadig ville undgå hendes blik.

Dagtimerne gik dog bedre, hun spiste mere og var begyndt at blive mere social med sine hofdamer og tjenestepiger igen. Tiden ude hos hestene var ikke blevet mindre endnu, og det var da også derfor hun kom direkte fra staldene, iført rolige farver og tøj der kunne bevæges i. Før deres faders død, hvor Alexander stadig boede hjemme, var det i den grad ikke de farver hun gik i. Den gang havde hendes sprudlende glæde vist sig gennem hendes tøj. Det var på ingen måde hvordan hun klædte sig længere, men hvor vidt hendes broder havde lagt mærke til det, tænkte hun ikke meget over. Hendes hår var bundet væk i en lang simpel fletning, således det ikke var i var i vejen når hun var ude ved hestene.

Så snart hun trådte ind af de store døre, så hun Alexander på en af gangene. Han så mindre forfærdelig ud, end da han ankom, for blot et par dage siden – men han lignede stadig noget der var løgn, som havde han været ude og løbetræne til han vitterligt ikke kunne mere. Hun vidste udmærket det ikke var realiteten. Hvad lavede han overhovedet ude af sit værelse uden opsyn?
Hun skyndte sig hen til ham og gav ham en støtte, ved at lade en forsigtig hånd støtte ham ved hans skulder, og en forsigtigt gribe om hans arm. ”Hvad laver du herude?” spurgte hun roligt. Hun sørgede for at hendes blik ikke var i nærheden af hans øjne, for hans skyld. Hun så i stedet på hans krop. Det var næsten som om han havde trukket lugten fra værelset med ud, hvilket var ubehageligt at stå så tæt op ad. Han så dog ikke ud til at være frisk nok til at begive sig ud, uden hjælp, hvilket var hvorfor hun bed det i sig. Reagerede han derimod, inden hun nåede over til ham, ville hun stoppe op væk fra ham og stille samme spørgsmål. Der var ingen grund til at gøre ham mere ukomfortabel.

Alexander skænkede ikke den anden tilstedeværelse i gangen en tanke, før blide hænder tog hans arm og støttede ham. Et lille suk forlod ham, og et svagt, træt smil trak over hans læber. Han genkendte stemmen. Langsomt, næsten forsigtigt hævede han blikket mod Astrid, for træt til at være bange og.. for første gang havde han oplevet noget han frygtede mere end alle de års mareridt.

"Jeg trængte til luft. Og til at strække benene" indrømmede han, og forsøgte at forsikre hende med et smil, der aldrig blev til mere end en trækning i mundvigen. "Jeg er ikke så.. svagelig.. som jeg nok ser ud. Det sørgede Thalia for" tilføjede han næsten insisterende, som forsøgte han at overbevise sig selv, så vel som hende. Og helt løgn var det heller ikke. Hans skader var væk, overanstrengelsen ligeså. Selv de små rifter der havde prydet det meste af hans ben og arme var væk, som havde de aldrig været andet end et dårligt minde.
Men trætheden kunne han ikke løbe fra. Han var træt helt ind til knoglerne, helt ind i sin sjæl, føltes det som. Men han skulle bare op. Op og lidt igang, så skulle det nok blive bedre. Han skulle bare... et eller andet.. så skulle det nok blive bedre!

Hendes broder prøvede ikke engang at flygte. Det gjorde hende ekstra opmærksom på at enten vidste han ikke det var hende, var for svagelig til at reagere eller hvis hun var heldig, havde han set noget værre end den frygt hun desværre havde plaget ham med som yngre.

Luft. Hun nikkede langsomt, og sørgede stadig for ikke at se direkte mod hans ansigt. Hun ville ikke lege med ilden om hans tillid endnu. Ud af øjenkrogen anede hun dog en lille trækning på mundvigen. Var han på nogen måde okay? Var han ved at blive sindssyg? Det virkede jo næsten til at han ikke havde noget imod at hun stod så tæt på ham. Hun kneb øjnene lidt sammen, som han prøvede at forklare han havde det bedre. Hun spekulerede på om han overvurderede Thalias værk, ikke fordi hun tvivlede på sin søsters evner, men fordi han havde haft så mange skader da han kom hjem. Modvilligt og forsigtigt fjernede hun langsomt den støttende hånd ved hans skulder.
”Det kan godt være, men du får ikke lov at gå alene endnu,” forsikrede hun ham og så en gang fra hans fødder til hans skuldre.
Hun stod et øjeblik og overbeviste sig selv om sine ord, ”Skal jeg finde en der kan gå med dig ud?” Ordene gled let ud, men alt i hende ville ikke give slip på Alexander. Hun havde intet imod at følge ham og bruge noget tid med ham udenfor, men samtidig kunne hun ikke få mindet om den anspændte samtale fra midsommerballet ud af sit hoved. Han havde været så anspændt i hendes nærvær, og det var bare ikke hvad han havde brug for når han skulle komme sig.

Alexander rettede sig op som Astrid slap hans arm, og kørte en hånd igennem håret, i et forsøg på at se mindre halv-død ud. Det hjalp en lille smule, og han lod til at stå solidt nok på sine ben, nu hans øjne så småt havde vendt sig til lyset.

Som den yngre prins fik rettet sig lidt an, var det også uundgåeligt at han ikke opdagede hvordan Astrid nu undveg hans blik. Astrid, der sidst de havde mødtes havde tirret og skubbet på for at møde hans blot et sekund. Han kom i tanke om han burde være bange... men i sit indre fandt han intet andet end tung træthed, helt ind til sine knogler.
"Lugter jeg så slemt?" spurgte han. Igen et forsøg på at løfte stemning lidt, løfte hendes bekymring, men der kom ikke meget humor ud med ordrene.
Han sukkede tungt efter hun foreslog at finde en anden. "Jeg vil hellere gå selv så.. Jeg tvivler på mor eller Thalia vil bryde sig om det hvis de høre jeg er oppe" svarede han. Thalia havde allerede truet med at binde ham til sengen hvis mor ikke gjorde det først, hvis ikke med ord, så med de blik hun havde sendt ham. Men han ville blive sindsyg hvis han skulle ligge derinde længere! Han skulle ud, bare lige et øjeblik.
"Så.. hvordan har hestene det?" spurgte han så, vel vidende at Astrid næppe kunne afslå en invitation til at vise ham stalden. 

Hun trak kortvarigt på et smil, som hendes lillebror prøvede at løfte stemningen. Hun beherskede sig for ikke at se op på ham. Ja, man skulle næsten tro at det var Alexander der havde hendes evne. ”Du trænger i hvert fald til et bad,” fik hun sagt, lidt mindre bekymret og med lidt mere glæde i stemmen.
Det lod hende dog ikke glemme at han ikke burde gå alene. Hun kunne også sagtens følge sin moder og lillesøster i at de ikke ville bryde sig om at han var oppe. Hun brød sig jo heller ikke helt om tanken. Men nu var han oppe, og hun havde ikke lyst til at tvinge ham tilbage ind på sit indelukkede værelse. Astrid skulle til at pointere, at han også burde blive på sit værelse, men et spørgsmål om hestene, fejede det væk.
Hun sukkede opgivende. Han ville virkelig gerne have noget frisk luft, ”Hvad med at se det med egne øjne?” tilbød hun, samtidig med at hun tilbød støtte og at følge ham udenfor, hen til staldene.
”De lever alle i deres bedste velbefindende,” begyndte hun kortvarigt at forklare, som et smil bredte sig lidt på hendes læber. Om Alexander bevidst havde valgt hestene for at aflede hende, ville hun aldrig være sikker på, men en ting var sikkert; heste bragte altid et smil på hendes læber, ”Fedesen er her også,” lød det fra hende, og hun drejede sit hoved, blot en anelse, så hun kunne skimte hans reaktion.

Et lille halvt grin lød fra Alexander, som Astrid fik bekræftede han stank. På en pæn og elegant måde, selvfølgelig. Men glæden i hendes stemme gik ham ikke fordi, og den smittede hurtigt af på den unge prins. Det så måske ikke så sort ud når de kunne grine sammen, hvor små og forcerede deres grin end var.

Alexanders trække smil blev farvet af lettelse som Astrid bed på maddingen. At bringe heste op for hende, var så sikker en vinder, som at spørger Alexander om den nuværende socio-politiske tilstand. De gik nok op i vidt forskellige ting, men deres entusiasme indenfor deres valgte passioner var unægtelig ens.
"Gerne" takkede han hurtigt ja til hende tilbud, og efter et øjebliks tøven, tog han også hendes arm som budt, selvom han ikke lagde megen vægt på den. Om det blot var for hendes skyld, eller fordi han inderst inde anderkendte behovet kunne opstå, viste kun guderne.

"Jeg havde ikke forventet andet" svarede han sikkert, som Astrid fortalte hestene havde det godt. Han var ikke i tvivl om at hun personligt ville have fået fyret halvdelen af staldens folk hvis andet havde været tilfældet.
En helt særlig, barnlig glæde lyste op på den unge prinses ansigt, som Astrid nævnte Fedesen. Hans barndoms hest, god som dagen var lang, men på ingen måde egnet til kamp eller storbyens jag. Han havde været nødsaget til at efterlade den hjemme.
"Har.. har han fået sit æble om dagen?" spurgte Alexander så, næsten forsigtigt. Han havde lovet hesten at den ville få et HELT æble om dagen, hver dag, indtil Alexander kom hjem igen.. Ganske vist var der gået noget længere end lille Alexander dengang nogensinde havde forestillet sig.

Astrid trak på et minimalt smil, som Alexander tog imod hendes arm, selvom han dårligt nok var tilstede i den. Det var vel også rart nok, at han ikke hang i hende, men blot var der, hvis der skulle ske noget.
Et eller andet, glædede Astrid, ved at høre Alexander gerne ville se hestene, og at han ikke havde forventet andet. Astrid havde lagt hårde linjer for staldens folk, og det var tydeligt at de overholdt hendes ord så vidt muligt. Der var altid pænt og rent i stalden og var en hest blevet syg, på en eller anden måde, så var staldpersonalet der straks til at se til den, så hesten kunne få det bedre hurtigst muligt. Så længe Astrid havde et ord at sige til stalden, måtte en hest ikke blive lagt ned, med mindre det var på tide eller den slet ikke kunne redes. Heldigvis for hende, så ville hun altid have et ord at sige, nu hvor hun var arving af fyrstindetitlen og dermed også Isenborgs stald.

Sådan som Alexander næsten lyste op, blændede næsten lugten af ham. Hun trak på et forsigtigt smil, før hun vendte blikket tilbage mod stalden som de nærmede sig. ”Det har han i hvert fald. Ikke en dag er gået uden et æble. Han fik dog også et æble i går og i forgårs,” forklarede hun. ”Fedesen havde jo endnu ikke set dig.” forklarede hun. ”Han har ikke fået et i dag, hvis du vil give ham et?” foreslog hun, som hun nikkede til en af stalddrengene, som stod klar til at åbne stalddørene. Dørene blev åbnet og de blev mødt af kærlige vrinsk. Selvom lyden var noget der glædede Astrid, lod hun blikket, endnu en gang overvære sin lillebror. Måske lyden var for høj, nu hvor han havde været indespærret på sit værelse i nogle dage.

De nostalgiske minder om Fedesen skyllede over Alexander, og selvom hans bilk var fjernt, var det lille smil på hans læber ægte. Han havde tabt til mange ræs mod sine søstre på den hest, men også vundet en lille håndfuld. Primært dem der tog dem hjem i retning af mad. Trods sit navn kunne hesten sagtens hyppe når den gad. Det var bare en sjældenhed hvis den kunne undgå det.
"Tak Astrid.. for at holde løftet for mig" mumlede Alexander en anelse lavmælt, som dørene til stalden blev åbnet for dem. De pludselige vrinsk gav et sæt i prinsen, og han stoppede brat op med et halvkvalt gisp. Der gik et langt øjeblik hvor hans åndedræt blev hurtigere, mere overfladisk, inden han blinkede hurtigt et par gange, og tog en dyb indånding. Det var okay. Der var ingen skjulte farer her.

Alexander mærkede Astrids blik på sig og sank en klump "Jeg er okay" forsikrede han hende, inden han slap hendes arm, og med faste skridt fortsatte frem igennem stalden på egne ben. Han greb et æble fra æblespanden på vejen, og som hans blik begyndte at glide ind i boksene, satte han tempoet ned igen, så Astrid kunne indhente ham, uden at skulle jage frem.

Astrid trak op et let smil som han takkede hende. ”Det var så lidt,” lød det roligt fra hende. Af og til havde Astrid selv sørget for at give æblet til Fedesen, blot fordi den hest gav så mange minder og at hun følte hun kunne sende sin broder gode tanker ved at give den æblet. Særligt dagene med hans forsvinden havde hun selv sørget for æblet blev givet. Det var næsten, som hvis hun bad til guderne om at han blev fundet.

Et lille bekymret blik overtog det kønne ansigt, som hendes broder gav et lille sæt fra sig, da hestene vrinskede. Hun stoppede med ham, og lod sit blik hvile på den måde de holdt i hinanden. Hun kunne se på hans brystkasse og høre på hans vejrtrækning hvordan hans åndedræt blev hurtigere og mere overfladisk. Det bekymrede hende. Hun skulle lige til at kalde på stalddrengene for hjælp, men Alexander nåede at tage en stor indånding og falde mere til ro. Hendes øjne hævede sig ikke mere end til hans kraveben, men det ville være tydeligt for ham at hun var bekymret, sådan som brynene havde formet sig i panden på hende. Hans forsikring virkede ikke særlig overbevisende, efter hvad hun lige havde observeret. ”Okay” lød det dog fra hende, som hvis hun stolede på hvad han sagde. Det gjorde lidt ondt i brystet på hende, da han gav slip på hendes arm, for at gå selv. Hun havde lyst til at gå lige ved hans side, klar til at hjælp, hvis nu der skulle ske noget. Men hun gjorde det ikke. Hun blev stående et øjeblik i staldens døråbning og observerede den utaktede gang som han nærmede sig æblespanden. Hun sukkede lavt inden hun gik efter ham og samlede et æble op i forbifarten. Enten kunne Fedesen få to, eller så kunne hun give sin egen et.
Hun nåede til sidst hen ved siden af Alexander, og fulgte ham hen til hans hest. ”Jeg tror faktisk han har slanket sig lidt,” lød det overvejende fra hende som de nærmede sig dens boks.

Alexander kommenterede ikke på Astrids bekymrede mine, men pressede sig selv frem i stedet. Det var bare heste, i en stald. De var langt fra slagmarken her. Alt var i skønneste orden. Der var ikke noget at frygte.
Han lod sig selv overbevise af Astrids 'okay'. Der var fint. Han havde skjult det, og der var ikke noget at komme efter. Videre.

Vejen til boksen var ikke svær at finde. Det var den samme boks som da Alexander var dreng, og benene kendte vejen næsten af sig selv.
Et bredt men træt smil bredte sig på den unge prins' læber da han så hesten, og en varm, drenge glød overtog hans øjne. "Jeg tror du har ret! Han ser noget mindre ud end jeg husker" medgav Alexander med et tænksomt nik. 

"Hej Fedesen" hilste han lavmælt, og hestens øre rejste sig, kort efterfulgt af dens hoved. Fedesen vendte sig langsomt, næsten mistroisk og stak hoved ud, for at snuse til den nye gæst.
"Jeg har et æble med til dig ven" lokkede Alexander, som han trådte nærmere, og holdt æblet frem. Han havde været en lille knægt på ti dengang, og ikke en voksen mand som nu, så der ville nok gå lidt inden hesten genkendte ham.

Eller det havde Alexander hvertfald troet! Fedesen havde andre idéer. Han kastede fornærmet med hoved, så æblet faldt til jorden, og stak i stedet mulen helt op i hoved på Alexander, og prustede ham kærligt i hoved.
Alexander lo, varmt, let og hjerteligt, som han lagde armene om hestens hals, og strøg den energisk. Tårer sneg sig frem i hans øjenkroge, som han løftede hovedet fra hestens hals og så mod Astrid. "Tak for du har passet på ham" sagde han, en anelse grådkvalt, selvom han forsøgte hårdt at holde det fra sin stemme. For øjeblikket var han en dreng igen, smerten og frygten glemt, og han mødte hendes blik i lange sekunder, før han begravede ansigtet mod Fedesens hals igen.

Astrid nød synet af hvordan Fedesen så let kunne bringe et smil på Alexanders læber. Hun smilte en anelse bag Alexander og lod ham nyde et øjeblik med hesten.

Hesten virkede næsten mistroisk over hvem der var kommet hjem. Det var da også klart, sådan som de ikke havde set hinanden i 10 år, men forhåbentlig ville den åbne sit hjerte for ham inden længe. Astrid ville i hvert fald gerne sørge for at de to blev forenet igen. Det ville jo i bedste tilfælde kunne resultere i at de to søskende ville kunne tage en tur ud til hest sammen, og måske få bygget et bedre forhold.
Astrid vidste jo, lige så let som Alexander, hvordan deres forhold ikke havde været det mest positive, eftersom Astrid i uheld havde støt på sin broder og fået brug sin evne, mens hun selv havde været mest sårbar.

Tankerne nåede dog ikke at hvile længe, for så snart hestens hoved var ude af boksen og den rigtig kunne lugte Alexander var det næsten som om den kastede sig om ham. Astrid kunne ikke lade være med at smile, føle en varme fylde hjertet og hvordan hendes øjne blev mere våde. Hun så væk, for ikke at virke følelsesladet. Hun kunne dog ikke se væk længe, eftersom hendes bror snakkede til hende. Hun så tilbage mod ham, med en meget let varme på toppen af kinderne. Øjnene hvilede dog på hesten, indtil hun lade mærke til at han så mod hendes øjne. Og deres blikke mødtes. ”Det var det mindste jeg kunne gøre,” lød det hjertevarmt fra hende. Sammen lød de to søskende forfærdelige, med en anelse grådkvalte stemmer. Det gjorde hende glad at se de to sammen. Det havde bare ikke været det samme, når de ikke havde været sammen. Der havde manglet noget, og det var som om dette, satte et af de mange stykker af Astrids hjerte på plads.

Alexander havde altid troet han gjorde Astrid en tjeneste, ved aldrig at fortælle hende hvor dybt hendes evne havde ramt ham. Han havde nægtet at vige fra hendes side da det startede, og så pludselig, var han væk, rejst til Dianthos med en drøm om at blive ridder der aldrig før havde været der.
Mange havde tilskrevet det deres faders død. Det gav mening den eneste tilbageværende mand i huset søgte at blive stærkere, så han kunne beskytte sine søstre og mor, selvom deres mor var så rigeligt i stand til det.

Alexander vist ikke længere hvad der havde drevet ham til hæren præcist, ej heller om alting kunne have set anderledes ud, hvis han havde fortalt Astrid sandheden. Det nyttede næppe at spekulere i fortiden, især ikke når Alexander skulle bruge den smule energi han havde, bare på at holde sig på benene.

Den unge prins tog en dyb indånding, som fortidens valg og barndommens tryghed forlod ham, og han igen stod i sin egen trætte krop. Han havde afgivet et løfte til Thalia, og hvis han nogensinde skulle gøre sig forhåbninger om at holde det, var han nød til at bekendtgøre det overfor Astrid også. Hans hals snørede sig sammen, men et puf fra Fedesen fik sat hans tunge på gled.
"Jeg har tænkt mig at komme forbi oftere i fremtiden" hans stemme lød anspændt, men om det var anstrengelsen eller resterne af den snigende gråd fra før, var svært at sige.
"Hvert fald.. mindst en gang i sæsonen. Det har jeg lovet Thali"

Aleksander nikkede langsomt og sank en klump. Tanken skræmte ham stadig fra vid og sans, men det var også et håb. Et ganske lille håb, om at tingene måske kunne blive mere som de havde været engang. Om at han kunne lægge frygten bag sig, se sin storesøster i øjnene, være der for sin lillesøster, og gøre sin moder stolt...

Måske var der håb for fremtiden, trods de tunge valg der tyngede hans skuldre.

"Det håber jeg... en dag" han sænkede blikket, og et svagt smil trak over hans læber "Men jeg får nok brug for et par dage mere i sengen, før jeg er helt på toppen igen" medgav han. Et par uger var nok mere sandsynligt, hvert fald hvis det stod til Thalia og deres moder.

"Og nu vi er på emnet, så må jeg... hellere komme tilbage igen, inden mor opdager jeg er ude af sengen" tilføjede han med en grimasse. Han holdt ingen illusion om hvorvidt Verona ville hører om hans lille ekskursion, men hellere at han nåde tilbage i sengen igen inden, end at hun kom stormene og fandt ham her i stalden, knap i stand til at stå og gå ved egen kraft.