Det var 7 dage siden slaget ved Vinddalen, hvor mørket havde angrebet den lille kystby, uden varsel.

Det var 6 dage siden rapporter om slagets gang var noget til Isenborg. Sammen med dem, kom nyheden om at Alexander af Isenwald var blevet tabt i kampens hede, kæmpende mod en Ridder af Mørket. Der var aldrig fundet et lig. Nogle øjenvidner berettede om, at ridderen var trukket af med den unge soldat, da ridderens drage stak af.

Det var 5 dage siden siden Lyset berettiget, at de havde sat alle de folk de kunne undvæger på sagen. Det var ikke mange de kunne undværer, og nogle af de folk de havde sendt ud, var aldrig vendt hjem.

Det var 2 dage siden nyt var kommet fra Frystindens folk nær Versterdalenes grænse. Prinsen var fundet! Hårdt medtaget, men i live. Han ville blive flyttet til Isenborg hurtigst muligt.

Det var 1 dag siden Alexander af Isenwald havde insisteret på, at sadle op selv. Hans familie skulle ikke se ham vende hjem, liggende i en vogn.

~~~~~~~~~~~ 

Det var tidligt på dagen, og skolen stod endnu lavt på himmelen, da Alexander Teodor Perrin af Isenwald red over bakkekarmen, og så sit hjem igen. Lettelsen ved synet kunne næsten havde fået ham til at falde af hesten, men med nogen anstrengelse, blev han siddende. Bare lidt endnu.
Med den unge prins red de to jægere der havde fundet ham, og den landsbylæge der havde tilset prinsen sår på vejen.
Det krævede dog næppe en læge at se, at Alexander ikke var vel. Hans ene arm var bundet tæt ind til kroppen, hans hud glinsede af sved, trods det milde vejr, og der var tunge, mørke render under hans øjne. Resten af den unge prinses sår og skader, var skjult under den grove kofte han var blevet iført. Der havde ikke været noget tilbage at redde af hans uniform.

Den lille forsamling red under porten, og nyheden om deres ankomst spredte sig som ild gennem Isenborg. Alexander var knap kommet af hesten, med en del hjælp fra de to jægere, som den første dør ud til borggården sprang åben...

Verona Lissandra, den ellers stoiske fyrstinde af Isenwald havde været ved at gå ud af sit gode skind, lige siden hun havde fået nyt om angrebet fra mørket.
Det var kun blevet værre som rapporterne om hendes søns forsvinden, alle ressourcer hun kunne spare var gået til at sikre sig at andre byer ikke var blevet angrebet, samt at søge efter mørkets krigere eller dem der var blevet taget af dem.

Det var tydeligt at der var en sten der var blevet lettet fra Veronas hjerte som nyheden om at Alexander var fundet i live, hun havde kort overvejet at sende Thalia ud med en eskorte for at se til sin bror, men med hvad der var sket Astrid på hendes tur nord på turde hun ikke at sende nogen af sine børn ud før hun var sikre på at de alle var ved godt helbred.

Tjeneste staben havde ikke nået meget mere end at fortælle at Alexander var ankommet før Verona havde nær sparket døren op til borggården, kun iført hvad der der måtte være det bare minimum for at være påklædt. "Find Thalia!" blev en tjener beordret som hun for hud for at tage sin søn i sine arme. "Min heroiske søn, kom hjem og kom dig" hun knugede ham forsigtigt ind til sig, han levede og åndede og hun takkede guderne for det.
Men kun guderne kunne få ham til at forlade hende igen før han var kommet sig.

Nyhederne om Alexanders forsvinden havde udadtil ikke rørt Astrid. Eftersom Astrid ikke selv sad med fyrstetitlen endnu, kunne hun ikke gøre noget for at finde Alexander. Men alt hvad Astrid selv ville have gjort, havde Verona selv gjort.
De eneste der nok havde bemærket en ændring i Astrids adfærd, var nok hendes hest Aladrios Kriger og hendes kat Charles. Astrid havde nemlig brugt mere kvalitets tid med hesten, og selv stået for strigling og opsadling. Turene var oftest med stor afstand til hendes hofdamer, sådan så hun så vidt muligt kunne få fred. Afstanden hofdamerne havde til hende under turen var ikke abnormal, eftersom det svingede generelt.
Eftersom Thalia, blev ramt hårdt af rapporteringen, tillod Astrid, at Thalia kunne sove sammen med hende. Tryghed virkede til at hjælpe på Thalia, og når Thalia endelig virkede til at være faldet i søvn, hviskede Astrid små taler til sin kat Charles, inden hun selv lagde sig til at sove med Thalia i sine arme. Med en forsigtig kærtegn af sin søsters hoved eller forsigtige strøg henover Charles, fortalte hun katten hvordan hun ønskede at Alexander ville blive fundet, levende og i sit bedste velbefindende. Hun frygtede selvfølgelig det værste. Tænk hvis de aldrig fandt et lig? Han kunne jo enten være taget til fange som en slave hos Mørkets hær, eller være blevet spist af en drage!
Astrid havde til nogle af sine måltider bedt om at spise i sine gemakker, fordi hun havde ’travlt’. Sandheden var dog, at hun ikke havde lyst til blot at sidde og stirre på maden der blev serveret og slet ikke røre den eller blive beordret til at spise. Appetitten var der simpelthen ikke. I stedet blev maden bragt op på værelset og sat på et bord, hvor det nogle timer senere blev fjernet, helt uberørt.

Nyheden om at han var blevet fundet levende, havde lettet en hel del på den hviskende tale katten fik – så kunne han få noget søvn. Astrid brugte i stedet nattens lange timer på at lytte efter en ankomst, for i løbet af natten at falde i søvn. Hvis han ankom om natten, skulle han ikke være ’alene’ til sin modtagelse.



Midt i at få børstet det lange sorte hår, kunne Astrid høre tjenestefolk løbe rundt ude på gangene og hendes søsters navn blev da nævnt et par gange. Det tog ikke et splitsekund for Astrid at finde ud af at det nok var hendes søsters evner der skulle bruges til deres bror. Astrid for derfor op fra sin plads, greb det forreste stykke af sit skørt og løb ud af døren mod hoveddøren. Tjenestefolkene flyttede sig med det samme for Astrid og hun var da hurtigt ude af døren til borggården.

Hun standsede kun lige ude foran døren, da hun kunne se at Verona var der allerede til at tage imod Alexander. Den ene hånd slap skørtet for at dække sin mund, selvom det var i hendes øjne tårer begyndte at dukke op. Der gik ikke længe før hun gav efter og løb ned til sin moder og bror og gav ham et blidt og forsigtigt kram. Hun kunne se han ikke var i sine fulde fem, og hun ville nødig vække nogen smerte, ved et velkomst kram. Oven i det, gjorde hun alt hvad hun kunne for ikke at se ham i øjnene, forhåbentlig ville dét også virke som en velkomst. Noget nogen måske ville syntes var underligt, men mellem Astrid og Alexander, var det nok lige præcis det eneste rigtige hun kunne gøre.

Siden de første meldinger om de nyeste angreb af mørket, havde den yngste Isenwald haft en stærk trykkende fornemmelse i kroppen, der kun tog til dag for dag. For ikke at bekymre sin moder unødigt, for Verona havde alt rigelig at se til i forvejen, havde hun ikke fortalt om den tiltagende følelse af at noget ikke virkede rigtigt.
Rapporteringen om hendes brors forsvinden, havde derfor ramt som en iskold spandvand. Lydende omkring hende havde dæmpet sig til dybe næsten utydelige toner, som var hun blevet placeret i en osteklokke. Familien betød alt for Thalia, som uden den mindste tøven ville gå gennem ild og vand for dem, hvis det kunne sørge for at de ville have det godt; og her stod hun og hverken kunne gøre fra eller til.

De næste mange dage var flydt sammen. Hun havde ikke længere lagt mærke til hvor den ene startede og den næste sluttede. Mere eller mindre alt skete på rutine, hvordan hun efter at være blevet påklædt bevægede sig til det opdækkede morgenbord, nogle gange i selskab med hendes moder eller søster og andre gange med en af tjenerne, der opholdt sig tavst i det ene hjørne – klar til at skænke hvad end prinsessen skulle ønske.
Maden blev kun tvunget ind for ikke at lægge endnu en bekymring på Verona; hun skulle ikke døje med to døtre der næsten ikke spiste, sammen med at hun ventede nyt deres bror.
Herefter blev langt størstedelen af de vågne timer brugt i Isenborg’s lille private tempel, hvor den ene bøn efter den anden blev sendt afsted. Bønner til Isari for at skåne Alexanders’ liv og sende ham hjem i god behold, give familien visheden om hans skæbne, og bønner til Kile om ikke at tage hendes bror med sig til sit rige.
Når mørket faldt over borgen, var nattelampen ikke længere nok til at holde mareridtene i skak; mareridt fyldt med mørke, lugten af jern og hendes brors skrig. Hun havde ikke behøvet sige noget, da hun første nat havde banket på døren til Astrid’s private kammer. Med katten Charlie spindende i sengen og hendes søsters tilstedeværelse og den medbragte olielampe fra hendes eget kammer, fandt Thalia roen til at falde i søvn.

Nyheden om at han var blevet fundet og så i live, havde fået en af de tunge sten til at lette, fra det unge hjerte og det naive sind jublede over den glædelige melding. Fornuften fik dog hurtigt manet en logisk ro over sindet, for det at Alexander var fundet i live betød ikke at han var uskadt.

Døren ind til templet sprang åben, med den tjener som Verona havde beordret til at finde den yngste datter. Allerede før ordne om at hun var ønsket ude i borggården, havde Thalia rejst sig fra sin knælende position, hanket op i kjolens skørt for at sætte i det stærkeste løb hun kunne præstere.
Turen fra templet til borggården var normalvis ikke synderlig lang, men i dag føltes den nærmest uendelig lang! Da hun endelig kom frem, var det med følelsen af at lungerne var i brand; ubevidst havde hun under løbeturen hold vejret. Først da hun nåede gården og så hendes familie i omfavnelse med hinanden, hun tog den første indånding.
”Lad mig se ham.” Det havde på ingen måde været for at kommandere på hverken Astrid eller deres moder, men så snart hun var tæt på de andre, var det som om hun helt naturligt faldt ind i en anden rolle, end at være den små naive yngste i søster; i stedet trådte hun ind i rollen som healer, og det krævede at hun kunne se Alexander ordentligt.