Pejsens orange ild knitrede lystigt. Isiodith Lómadrietiels isblå øjne betragtede de dansede flammer, men ingen genkendelse var at finde deri; som så hun ikke hvordan, de med legende lethed hoppede rundt om sig selv og hinanden, midt i alt det formørkede kul og omkranset af de sodbeklædte murstensvægge.
Bag hendes fraværende skikkelse, stod en ældre ørkenelver iklædt gevandter, der var en konge værdig; de var smukt broderet med glimtende sølvtråde og kreeret af blåt stof, der fik mandens mørkeblå øjne til at stråle kraftigt, som gnistrede de af noget udefinerbart indefra.
Et lille smil krusede ubestemmeligt i Milas ene mundvige, som han fra tid til anden lod sit blik vandre fra sin vanlige te-brygning, til skovelverens sammensunkne skikkelse i den bløde lænestol. Stadig var den unge kvinde iført sin egen kjole af sølv, og i lyset fra ilden og de alskens lanterner omkring dem, blev hun badet i et orangerødt lys. Til trods for deres åbenlyse forskellighed, mest påfaldende de mange år der adskilte dem, måtte Milas dog sande, at helbredersken var betagende at betragte; de forgrædte øjne til trods.

Som kedlens skingre hyl lød igennem den ovale stue, så Isiodith op, men drevet af instinkt mere end vilje. Den unge skovelver så, hvordan kunstneren anrettede bakken med lette fingre, hvorefter han med et velvidende smil, aflagde afstanden mellem dem og også selv satte sig til rette. Til stadighed hvilede tavsheden over de to skikkelser, men den var snarere afventende end ubehagelig; begge vidste de, at ord snart måtte udfylde den, men som var de to af et stykke, havde ingen af dem travlt.
Med vante bevægelser, for Milas var ingen ringe vært, skænkede han dem begge af teen. Ørkenelveren, der var i sin bedste alder uden tvivl, var ude af stand til at skjule forventningens glæde, der uundgåeligt fik hans skarpe øjne til at gnistre moret. Skovelveren havde lyst op ved deres sidste møde, så snart den ravgyldne, varme væske havde fundet vej frem til hendes læber. På intet tidspunkt havde Milas overvejet, at det ikke også måtte forblive sådanne nu.
Og ganske rigtigt, tænkte han, i det han med urokkelige øjne over porcelænskoppens kant, så hvordan Isiodith mærkbart lod sine opspændte skuldre, falde længere ned og på plads. For endnu et langt øjeblik sad de sådan; skovelverens isblå øjne vendt tomme mod ildens dans og Milas eget fæstnet på hende selv.

”Det er svært at forestille sig, at Rakaa på et tidspunkt levede et ganske anderledes liv, end det han fører nu”, lød det omsider og som en behagelig brummen, der blidt maste sig igennem den hårde mur, der havde dannet sig om Isiodiths skikkelse; som en overlevelsesdygtig irisblomst der formåede mod alle odds, at trænge igennem murstensbrokkerne i bjergene, op til solens livgivende og varme stråler.
Isblå øjne kolliderede med mørkeblå, der gnistrede af en indforståethed, der endnu ikke var tilfaldet den hvide skovelver selv. Stadig følte hun ikke andet end en grålig og tung sorg; en sorg der udsprang af noget falskt, der end aldrig havde hvilet i hendes spinkle greb til at starte med. ”Han har ikke fortalt mig om det. Kun at han har haft svært ved igen at samle en pensel op og male. Han kunne… han kunne ikke længere se alt det smukke.”
”Det anede mig. Rakaa er… blevet en kende reserveret som årerne er gået. Naturligvis med god grund. Tilværelsen har ikke altid været nem for ham. Ligeså vel, som jeg formoder, at den heller ikke altid har været nem for dig, Isiodith”, svarede Milas, i det at smilet i hans ene mundvige kortvarigt satte sig fast henover hans mørke læber, nærmest underfundigt i sin karakter.
For et langt øjeblik lod Isiodith Milas’ ord hænge i luften omkring dem, velvidende at den ældre mand ikke ville finde det ubelejligt. Måske netop at det var kærkomment, for Isiodith forstod instinktivt, at der ikke var nogen grund til at benægte dem. Milas vidste, at han talte sandt; at han havde forstået og grejet hendes spinkle statur.
”Du minder mig om en kær og gammel bekendt, ser du”, begyndte Milas dernæst at forklare, nu med en særlig og forstående varme i hans stemme. ”Ebba, hedder hun. Da vi var børn, var Ebba venneløs, for ingen af os ville lege med hende. Hun var noget ganske særlig, men det så vi naturligvis ikke. Det er ikke meningen, at børn skal se den slags, men klogere end hendes levende år, var hun! Disciplineret ligeså. Altid var hun i gang med noget, der tilsyneladende var uhyre vigtigt og altid gik hun med sin lille ryg rank, som var hun en dronning iblandt bønder!” Milas lænede sig frem med et leende blik og stillede sin fine kop fra sig på et lille, smukt udskåret stuebord. Dernæst rankede han selv ryggen og stak næse og hage i vejret. Imitationen var kortlevende og i det han atter sank sammen, klukkede han med en mild hovedrysten. Kun langsomt forlod det velvidende smil sin plads i den mørke mundvige og blev erstattet af et grænsende til sørgmodigt blik midt i alt det mørkeblå; et, Milas ikke ofte lod fæstne sig deri, men Isiodith forstod, at det var en særlig gave at modtage.
”Vi vidste aldrig, at hun i virkeligheden følte sig ensom og mærkværdig. Alt vi så var jo denne dronning – så ganske ulig hende selv, der kun så et abnormt væsen i sit spejlbillede. Engang fortalte hun mig, at det føltes som om, at verden og hendes egen eksistens aldrig rigtig… mødtes. At hun så på verden, på os og vores legekammerater, udefra og ind. Det var en ganske tankevækkende samtale, men ved du, hvad jeg ser i dag? Styrke! Varme! Og, hvis jeg selv skal sige det, en ganske god portion humor oven i hatten. Hun er i sandhed en djævelsk spøgefugl!”

Som ordene langsomt fortog sig og døde hen, lænede Milas sig tilbage. På intet tidspunkt forlod deres blikke hinandens, for Isiodith kunne ikke se væk, og Milas vidste, at han ikke måtte; at dette øjeblik var afgørende for den unge kvinde, der havde klamret sig til ethvert af hans ord.
Atter faldt salte tårer fra skovelverens klare blik, så hendes skarpe kindben og røde kinder blev gennemblødt. Sådan havde Milas fundet hende, siddende på en af palæets mange terrasser, med den falske sølvmåne som eneste følgesvend. Der syntes at være så megen sorg i den spinkle skikkelse, at hun knap kunne bærer den alene, hvormed Milas sad loyalt med hende i den – så længe det var afkrævet af ham og som han havde siddet med Ebba selv.

Adskillelige øjeblikke sneg sig forbi dem begge, før Isiodith omsider rømmede sig og tørrede sine øjne. I det at hun lod deres øjne genfinde hinanden, syntes hun lettere, som sorgen var blevet tæmmet. Atter var hendes spinkle ryg rank, men ikke som den dronning af is fra Milas historie; nu kun som et signal om, at Milas kunne fortsætte sin fortælling og at hun var klar til endnu engang at lytte; at hun var bedre end før; at han havde tilset hendes mange gamle sår og efterladt dem tilbage, velvidende at de nu ville helbrede sig selv.
Og kunstneren så det og forstod, og lod derfor atter sin fortælling fortsætte.

”Rakaa har altid haft et udfordrende forhold til sin far. Herle er kriger af sind og hjerte, hvormed han ønskede, at hans søn skulle blive sådan. Rakaa selv er dog først og fremmest kunstner. Det ledte til ganske mange højlydte skænderier og resulterede i, at vores kære ven blot søgte kunsten med en langt større entusiasme. Det måtte dog ikke forblive sådan. Da Rakaas magi omsider blomstrede op i fuldt flor, fik han besked på, at også han måtte blive kriger som sin far. Han kom til mig, i håb om at jeg kunne forhindre en sådan skæbne, men det var en kamp Rakaa alene måtte tage. Som alle af vores kampe her i livet. Det skabte en kløft imellem os, en kløft vi endnu ikke har passeret sammen, for Rakaa og jeg… vi blev også til far og søn, ligeså vel som Herle og Rakaa var far og søn. I sin tid som kriger har Rakaa været udfordret. Det politiske spil i Thal’Elor er som et altomsluttende edderkoppespind; når først fluen fanges er det dødeligt og ikke en gang, er Rakaa blevet fanget og kun med nød og næppe sluppet fri. Det sætter sine spor. Spor der er sværere at forhindre eller helbrede – selv for en kompetent og stærk helbrederske som du, Isiodith. Det er atter Rakaas egen kamp at udkæmpe og overvinde. Det er for ham alene at finde vej ud af. Alt vi kan, er at afvente, måske foreslå en ny vej for ham, som du tilbød ham dit venskab. Forstår du, lille du? Nogle krige indeni os selv er ikke for andre at vinde, for de har ikke rod i os men i selvet.”
Som ordene langsomt forstummede, fandt Isiodith og Milas’ hænder hinanden. Sådan sad de længe, i en gensidig taknemmelighed og respekt, der ikke lod sig forstå af udefrakommende, for fortællingen var deres. Deres alene.
Og begge vidste de, at ordene, der var blevet delt imellem dem, havde været helbredende. Livgivende.

Isiodith vidste ikke, hvor mange øjeblikke de sad sådan. Kun, at hun ikke ville afbryde den behagelige atmosfære omkring dem, for endnu ikke kunne hun tage afsked med den – og Milas så det, som han også så alt andet.

Det tog ikke andet end et indforstået blik og et let nik, men det var også nok. Langsomt lod de begge deres hænder adskilles og i takt med fingrenes farvel, sneg gnistrer sig ind i Milas blå øjne. ”Mine afsløringer slutter dog ikke her, lille du. Giv mig blot et øjeblik”, lød det næsten moret, men i særdeleshed pirrende, som den ældre mand rejste sig og forlod den smukke stue.
Ikke mange øjeblikke efter vendte han tilbage og i sine hænder holdte han om et tildækket maleri. Isiodith satte sine spinkle hænder for munden i en åbenlys vantro gestus, hvilket resulterede i et lusket grin fra Milas. ”Kom og se min ven. Kom og se!”

Isiodith rejste sig med reservation i blikket, men som Milas i en teatralsk gestus trak forklædet væk, tabte skovelveren underkæben. Hvad hun så fik hendes hjerte til at banke og hendes hænder til at falde ned langs de tynde sider, som havde al styrken i dem forladt hende. Tårerne, der skød ud fra de lysende øjne, var dog af glæde og Isiodith lige dele lo og græd, som hun betragtede…

… hende selv; siddende ved Milas køkkenbord med nysgerrige og store øjne, iført Rakaas smukke og alt for store rejsekappe. Isiodith var dog ikke alene, for ved hendes side sad en høj og tynd ørkenelver, hvis sorte dreadlocks hang i en kaskade ned langs hans ryg og omkransede hans skarpe kæbe. Også hans mørkeblå blik lyste af betagelse, i det de betragtede noget, der for den seende var usynligt. Noget der kun var for deres øjne at se.
Med jævne mellemrum så de to skikkelser i maleriet på hinanden og i deres øjne spillede en moret indforståethed, som var de i virkeligheden to af et stykke.