Den lille kro langs landevejen i Azurien havde været et dystert sted de seneste par dage. De mange børn der boede der havde været stille, og kromutter selv havde været en tordensky uden ende. Det tog dog ikke de få gennemrejsende der kom længe at opdage hvorfor og undskylde sig hurtigt igen.

For kromutteren Telma var såret. Der var de sår man kunne se, de mørkeblå, lilla og gule mærker der tittede ud bag kanten på hendes tøj, til trods for hendes forsøg på at skjule dem, det var de mørke mærker på hendes hals, hvor en hånd havde strammet sit greb og nær taget hendes liv.
Og det var de sår man ikke kunne se. Det tomme hul i hendes hjerte hvor hendes søn havde været, en søn der nu var guderne måtte vide hvor, kidnappet af en af mørkets krigere. Kidnappet af sin far. Men ingen kunne skjule sig for evigt, og Telma var på sporet af at finde den tølper af en afdanket pramdrager havde tager hende søn hen!

Alt hun manglede nu, var ankomsten af en særlig person, en person hun havde sendt bud efter så snart hun havde kunne holde på en pen efter episoden. Hun havde ikke forklaret meget i sit brev, men budt ham holde det løfte han havde givet, og ankomme i hast. 

Det var efterhånden noget tid siden at Valkar havde indgået sin handel med kromutteren, der ved første øjekast kunne have været hvem, men i sandhed var hun markant mere vidende om hvem der var hvem, og hvad der reelt foregik i Krystallandet. Så det havde været naturligt at tilbyde hende hjælp da hun stod svageste, beskyttelse mod dem der havde forvist hende. Dog var der gået markant kortere tid inden hun havde sendt bud, mangt og meget havde ændret siden deres handel var blevet indgået, men en ting var sikkert, Valkar var en mand af sit ord.

Så snart at brevet var blevet læst, havde han flyttet andre aftaler, for der var noget ved måden brevet der afslørerede at noget var hændt der havde givet hende en rystende hånd. Så på englevinger var Opalslottes herrer draget ud. Vinger der sjældent blev brugt, kun når tiderne krævede det. 

Som Valkar ankom til den lille landevejs kro kunne han nærmest mærke den trykkende stemning gennem døren. Hans vinger var atter engang trukket ind, ingen årsag til at vise dem nu. Døren åbnede ind til den ellers tomme krostue, kun Telma og hendes børn var til stede. 
Det var tydeligt at noget var hændt, en forklaring han var sikker på at han nok skulle få. "De ønskede at vi delte ord?"

Telma virkede ikke overrasket over at se sin benefaktor så kort efter hun havde set bud, men der var en snært af lettelse. "Ord og andet" svarede hun kort og gestikulerede til en stol overfor hende.
"Sarrah, hent vand til os, Elaina, tag bunken fra mit bord og bring den herind" en ung halvelver der lignede en spinkel udgave af Telma selv tøffede over og fyldte vand i to krus, mens en menneskepige stak ud bagved. Til trods for børnenes alder, var der en ubehagelig stilhed over rummet. Den vanelige, hyggelige krostemning var fraværdende, og krostuen mindede mere om et Kiletemple.

Vandet blev leveret af den generte halvelverpige, og kort efter kom Elaina tilbage, med en tommetyk stak papir som hun hurtigt lagde ved siden af sin mor. Pigen trippede en smule på stedet, som om hun helt ikke ville gå, men ente alligevel med at trække ud bagved sammen med de andre, på et blik fra deres moder.
"Min søn, Azurian, er blevet kidnappet, og du skal bringe ham tilbage for mig" der var intet spørgmål i sætningen, og ingen tvivl. Valkar ville gøre det, og han ville lykkedes. Der var ikke andre muligheder.
"Han blev taget af en dæmon der bære navnet Cayden. Jeg har samlet hvad jeg kunne af information om ham. Hvad han har bedrevet og bedroget der har haft overlevne vidner" fortsatte hun, og skubbede bunken over mod Valkar. Hun havde måtte kalde mere end en tjeneset ind for at skaffe det på så kort tid, og guderne vide hvor meget mere der var på vej, der ville ankomme for sent.

Valkars ene øjenbryn løftede sig en smule, væk var spillet for galleriet, der var kun kolde hårde fakta og den trykkede stemning. Med ophøjet ro satte han sig ned og så afventende på kromutteren, det var som at døden nært havde sat sin fod i huset, et faktum der sandsynligt ikke var langt fra sandheden men noget han ville få af vide. 

Et sagte nik faldt i pigernes retning som de henholdsvis afleverede deres ting, en sluk blev taget af kruset med vand. Tonen behagede ham ikke, men han forstod hende. Noget han ikke ville hvis han ikke havde haft mødt Nat og Dag. "Hvad er der at fortælle om dæmonen?" lod det, som han begyndte at skimme bunken.
Mængden af information hun havde nået at samle var imponerende, der kun understregede hvor rigtig hans beslutning om at samarbejde med hende havde været. 
"Jeg gav dem mit ord om at de var under min beskyttelse, men vid at deres tone ikke huer mig, selvom jeg forstår årsagen. Ligeså vid at jeg bringer deres unge søn tilbage" proklamerede han tørt. "Hvad med deres anden forsvundne søn? Den lidt ældre der stirrede ved vor sidste møde?" Små deltajer som disse kunne vise sig at være overraskende vigtige.

"Han bære menneskeform, og gør det så vel, at det først var da jeg gravede jeg blev bekendt med hans sande form" indrømmede hun uden at fortrække en mine. Hendes personlige stolthed var stor, men ikke større end at den kunne tilsidesættes bare en anelse når det galt hendes børns sikkerhed. "Han kan forme mørke til våben, som et minimum, så han vil aldrig være ubevæbnet. Han teleportere også, hvilket besværliggøre det markant at finde ham. Men det er der råd for" forklarede hun, og tog en lille dims frem fra sig forklæde, og satte den på bordet mellem dem. Det lignede mest af alt et improviseret kompas. En 'nål' af stift stof med en mørk spids, fæstet midt på en tynd, cirkulær træplade med en knappenål. Træpladen var malet langs kanten med blæk, mens stofnålens spids havde en mere rust-rød farve, som indtørret blod. "Den her vil pege dig i retning af ham, men jeg kan ikke garantere hvor længe den vil holde" udlagde hun og så tænksom ud et øjeblik "Jeg kan ikke sige hvor hurtigt den reagere, skulle han teleportere i dit nærvær, men hans evne lod til at efterlade mørk røg, så det burde være til at se hvis det sker" tilføjede hun. Det var en detalje der ikke stod skrevet i nogle af rapporterne på bordet, men som hun havde oplevet, og set med egne øjne.
"Jeg er sikker på jeg kan gøre godt for min tone når de bringer min søn tilbage" kommenterede hun bestemt. Dog flakkede hendes blik, blot en anelse, da Valkar nævnte hendes anden forsvundne søn.
"Han er ikke forsvundet, men blot ude" ikke på vilkår om hun ville lade denne mand vide Rofus var stukket af. Hun havde ikke skænket det en tanke at Valkar ville ligge mærke til et barn fra eller til, men Rofus havde selvfølgelig gjort sig selv temmelig  bemærket sidste gang. Sandheden var ikke en mulighed, men Telma var nød til at fortælle sin benefaktor noget for at holde ham tilfreds. "Han er i Dianthos, for at holde en finger på pulsen der så at sige, og holde øje med hvordan tingene eskalere". Det var en plausible løgn, og hun fandt det ikke nødvendigt at skubbe den yderligere. Det ville betyde Rofus helle var slut. Han var ikke længere et barn, beskyttet af Telmas skørter, men men mand i sin egen ret... En brik Valkar uden tvivl ville opfatte og lægge i sine planer, men det var ikke noget Telma kunne gøre ved det. Rofus havde selv valgt at rejse, og tage sagerne i sine egne hænder på godt og ondt.. Og skulle Valkar få den hjernedøde ide at gå efter hendes søn, viste Telma udemærket hvem af de to der ville komme til at fortryde det. Hendes Rofus var nok en god dreng. Og en god dreng blev altid undervurderet.

Valkar nikkede atter en gang som vældet af information blev leveret til ham, hvad var det med skæbnen og dens lyst til at sende dæmoner på hans vej? Det var nærmest poetisk at han skulle krydser klinger med en hvis evne var at manipulere mørke og skygger. Mon det virkede i et rum uden skygger? At han kunne teleportere var dog noget mere besværligt, ingen af hans fjender havde kunnet gøre således før. Uden et ord samlede han 'kompasset' op, hekse kunst af en art, ganske brugbar nu og endnu bedre at vide at hun kunne gøre mod ham. 
"Glimrende, det må vi drøfte når jeg vender tilbage" Det var et faktum at han ville vende tilbage, der var for meget der afhang af ham og hans tilstedeværelse. For mange der behøvede ham.

"Jeg ser" Det var noget ved måden hun forklarede den anden søns tilsyneladende udrejse, det lugtede langt væk af at der var mere til historien end hun delte, men en forsvunden søn var på nuværende tidspunkt ikke hans tid værdig, måske ville han sende nogen ud at holde et øje med ham. Men det var en beslutning for en anden dag.
"Hvis de giver et måltid mad vil jeg gennemse papirene, og så være på min vej. Mit ord er givet, og dæmonen vil blive straffet passende"

Telma så, om end ikke tilfreds ud, så markant mere rolig end da Valkar først var ankommet, og nikkede kort ved hans erklæring om at vende tilbage. Selvom det blot var ord, så gav det hende en forhåbning, hvor tynd den end var, og det var nok til at give hende en smule ro i sjælen.

Valkars bud om mad fik til gengæld kromutterens træk til at strammes op på ny. Det var en simple forespørgsel, og en hun gladeligt ville efterleve. Der var bare et problem..
"Naturligvis" svarede hun men der gik alligevel et øjeblik før hun rejste sig, og grunden blev hurtigt tydelig. Allerede som Telma flyttede sig i sædet, og hendes tøj flyttede på sig, gav det udsyn til mærkerne efterladt af Caydens vold. Telma var for stolt en kvinde til at indrømme sin tilstand, og bed tænderne sammen for smerten som hun rejste sig. Hun nægtede at fremstå svag, ikke overfor sine børn, og især ikke overfor Valkar. Men selv Telmas vilje kunne ikke skjule en svag halten, som hun forsvandt ud bagved, mod køkkenet.

Trods det tog en anelse længere end man kunne have forventet, var Telma tro til sit ord, og elverpigen Sarrah kom ud med en tallerken varm, velsmagende mad, og et krus lys øl.

At kommentere på andres skader var ej en høflig ting at gøre, men ligeledes var det under hans værdighed. Valkar var dog ganske sikker i sin sag, hun viste han havde set det og det ville være mere end nok skam.
Om Cayden ville kunne bruges som en brik i hans projekter ville tiden vise, men straffet ville han blive. Ingen skulle slippe afsted med at skade dem der stod under hans beskyttelse. 
Som maden blev serveret smilte Valkar hvad der lignede et venligt smil til elverpigen. Måske en af Telmas døtre ville kunne være spændende selskab når de var blevet lidt ældre? 
En morsom tanke at varme sig ved, som han fordybede sig i papirene. Enhver detalje skulle undersøges, for alt der kunne vendes til en svaghed, var en svaghed der kunne udnyttes.

En god time gik med hans studier af hans fjende før han rejste sig med kompasset i hånden. "Må jeres arne bringe jer varme" nikkede han til kromutteren. Der var ingen tid at spilde, han havde en dæmon at jage.