Det havde været nogle skøre dage for den kolossale minotaur. Korr var taget fra det kendte, fra sin fæstning og alt hvad han kendte, ud i den vide verden. Han følte sig særdeles overvældet, uduelig og dum - men han elskede det. Det var utroligt så mange stimuli der ventede på ham om ethvert hjørne. Nye blomster der prydede skovbunden, varsomme men skønne dyr, fugle med mægtige fjerdragter. Han forsøgte at absorbere det hele, men det gjorde ham svimmel, hvis han rejste for længe af gangen.
Korr holdt sig til naturen. Han havde hørt historier om de andre racer og deres forbrydelser, så det var langt det sikreste; han følte sig sårbar, og havde ikke til hensigt, at gå i kamp, i en sådan sindstilstand. En kriger fra Throm var aldrig sårbar, men Korr var voldsomt forvirret og fødte sig som en uduelig, nyfødt kalv. Undervejs var han stødt på flere små floder og søer, som han var gået i store buer rundt om. Vand kendte han ikke og havde han bestemt heller ikke lyst til at lære mere om.

Korr var overlevet ved hjælp af bær og frugter han havde fundet undervejs, ligesom han til sit store held var løbet ind i en gruppe af mennesker? Han gik ud fra, at det var mennesker ud fra den beskrivelse han kendte, som løb og efterlod dele af deres forsyninger da de så ham. Det var ikke at stjæle, når nu maden var blevet forladt, så Korr havde spist lystigt. Menneskerne havde han ikke set igen, og det var sket dage forinden. Korrs mave rumlede, som han begav sig fremad i udkanten af Mørkets Skov. Han kendte ikke området, men han kendte til idéen om en skov, og han følte sig mere sikker omringet af træer end han gjorde i en lysning. Træerne kunne dække hans sider, tænkte han, ligesom han ikke ville være helt så udsat generelt. Det var nok mere ubevidst end bevidst, da Korr mest af alt nærmest var på opdagelse. Menneskerne der utilsigtet havde efterladt ham et måltid var de eneste civiliserede folk, som han var stødt på. Dyrene spredes til alle vinde, som han begav sig fremad iblandt træerne. Det lød rungende bump ved hvert skridt. Korr var klar over, at han ikke ligefrem var skjult eller hemmelig og følte sig pludselig indelukket blandt træerne. Minotauren trak sig ud i den retning han kom fra, for at kunne trække vejret bedre og danne sig et overblik. Med dybe indåndinger vendte Korr sig rundt og betragtede træerne, da han hørte et højt brøl. En brun bjørn kom til syne, med snuden rettet imod ham. Korr spilede øjnene op betragtede varsomt bjørnen, der fortsat brølede af ham og bevægede sig imod minotauren.

"Nej!" brummede minotauren og gjorde en affejende gestikulering med hånden. Bjørnen brølede igen og kredsede nu omkring Korr. Korr kredsede ligeledes omkring den. Dette var en leg han hun kendte alt for godt. Den der gjorde første udfald ville tabe kampen. Reaktion var altid bedre end aktion. Korr knurrede af dyret han ikke kendte, som de var låst fast i deres standoff. "Gå væk!" prøvede Korr. Han så ingen grund til at slå dyret ihjel, men han ville samtidig ikke give sig. Bjørnen hold sandsynligvis igen grundet Korr passive holdning og størrelse, hvor Korr holdt igen fordi bjørnen ikke var gået til angreb endnu. Mest af alt havde Korr lyst til, at sætte sig ned og finde op og ned i det virvar af tanker der dansede rundt i hans hoved. Bjørnen ville det åbenbart anderledes.

Rain var begivet sig væk fra de varme sandende områder, liggende i Rubinien for at hente flere urter omkringliggende mørkets skov. Et område hun sjældent nærmede sig, specielt på denne årstid hvor der i mange andre krystallianeres øjne var forår, men for Rain var der nærmest stadig isvinter. Hun var dækket ind fra top til tå i varme skinklæder, og begyndte at overveje om det rent faktisk var muligt at fryse halen af.

Men årstiden bragte andre fordele med sig. Dette var i denne periode at planterne dukkede frem fra deres vinterly og det var også dem hun søgte rundt om. For ikke at nævne bark og andre herligheder som naturen kunne give hende. Hun sad der et stykke tid og fik med rystende fingre, skåret nogle friske blomsterknubber af, og lagt forsigtigt ned i den ene skuldertaske, hvori hun bar indsamlede ingredienser. Det var her en mærkelig ukendt lyd, som helt bestemt ikke tilhørte et af skovens normale dyr, nåede hende. En hård trampen, som bestemt ikke lagde skjul på at den var der. Rain rejste sig og spejdede forbi træerne for at få et bedre syn. Ikke at det var en betryggende lyd. Kunne være en vildfaren trold. I værste fald en bjergtrold. Ikke destro mindre lød det ekstrem stort og ikke mindst farligt.

Rain var ganske naturligt begyndt at bakke væk fra området og ud til markerne igen, da lyden af en brølende bjørn kom frem. Den lød ikke glad og det bragte ikke ligefrem lysten til at gå tættere på større. Faktisk fik hun mere lyst til at gå endnu længere væk. Indtil stemmen kom. Det var ikke en troldestemme, og det var bestemt heller ikke bjørnen. Hvilket betød at det måtte være kommet fra det store monstrum som havde bevæget sig rundt, ikke voldsomt langt fra hende, og bragt Rain til at overveje hvorhen hun skulle flygte. Da stemmen kom igen, fik hun overtalt sig selv til at gå længere ind i skoven og finde området hvor lydende kom fra. Ikke den klogste plan, men den føltes alligevel rigtig.

Hvad der mødte Rains blik, var noget af det mest underlige og skræmmende hun længe havde set. Det var en anden minotaur som stod i den lidt større åbning, mens en bjørn var begyndt at kredse. Hun havde mødt bjørne før i sit liv, og havde efterhånden lært at dreje dem. Men den mandelige minotauers størrelse fik hende til at stoppe i lang tid og blot stirre. Han var et mindre bjerg!
Til sidst fik hun fat i sig selv igen, og løftede sin ene hånd, hvorefter et kraftigt lysskær bredte sig om hende og ud fra hånden mere kraftigt. Lyset skinnede frem mod bjørnen og begyndte at blinde den, så den knurrede og brummede irriterende og begyndte at gå længere væk i bakkende tilstand. Rain gik imens tættere på og fik lyst tættere mod bjørnen så den fortsatte med at bakke væk, og forhåbentlig til sidst vil opgive. Rain var heller ikke ligefrem lille af sig.

Endnu en spiller meldte sig ind i legen, da Korr først så et lysglimt og derefter en kvindelig minotaur gemt bag. Lyset, magien, tvang bjørnen på tilbagetog. Så blev Korr ikke tvunget til at nedlægge dyret, hvilket han egentlig var godt tilfreds med. Snart forsvandt bjørnen tilbage ind i skoven igen, måske tilbage til sine unger, måske sit hi. Korr der ikke anså minotauren som en trussel, fordi hun var kvinde, fulgte opmærksomt dyret med øjnene, indtil det var væk - hvorefter han rettede sin fuldkomne opmærksomhed imod den nyankomne. En kvindelig minotaur.

Naturligvis, så var den første skabning som Korr lød ind i, som ikke løb fra ham, en minotaur. Det kunne han vel have sagt sig selv - mon der var mange andre minotaurer? Korr betragtede kvinden foran sig og huskede sig i det samme på, at alle andre minotaurer var skyld i hans klan fald og han ikke burde have andet end foragt for dem. Det ændrede ikke på, at der var tale om en kvinde. Han havde let kunne give krigeriske intentioner til kende overfor en mand - men en kvinde? Korr så ned i jorden, uden at vide hvad han skulle sige. Han bed tænderne sammen, inden han fik samlet sig sammen, blikket stadig rettet imod jorden.

"Klan?" spurgte han og så kort på kvinden, indtil han igen slog blikket ned, for ligesom at fortælle hende, at det var hende han talte til. Som om der kunne være tvivl. Korr knyttede sine næver, med armene roligt ned langs siderne. Den første samtale med en anden person end en fra hans egen klan. Hans næsebor udvides kraftigt, som han skulle have ordenlig med luft til hovedet. Hvordan skulle han reagere? Hun var vel en fjende, men det var ikke hans opgave at udøve vold, bare samle information. Måske hun ville tale med ham? Korr kendte ikke til social ageren, men hans voldsomme indelukkethed og reservation var ved at blive overvundet af ren nysgerrighed og interesse. Den store minotaur gispede kort, da han ubevidst havde holdt vejret, og nu snappede efter ilt.

Rain holdte sin opmærksomhed på bjørnen mens den bakkede væk og til aller sidst valgte at bakke helt væk og forsvinde ind i skoven igen. Rain åndede lettet op og lod sin hånd falde, mens lyset forsvandt væk fra hende igen. Det vil sige at hun holdte op med at skinne, som man så fint kunne kalde det. Hun holdte blikket der noget tid, inden hun vendte sig mod sin med minotaur og måtte igen give et mindre hop fra sig, da det gik op for hende igen hvor stor en skabning han egentlig er. "Er du okay?" var det første der umildbart kom fra hende, i en let åndeløs tilstand, indtil hendes hjerte genfandt den rigtige rytme igen. Det var simpelthen urealistisk så stor han var i forhold til hende.

Hans opførsel var ligeledes meget fremmed for hende. han virkede hende nærmest underdanig og som om han ikke rigtig ville se på hende for længe. Hvorfor forstod hun ikke. Der gik derfor også et stykke tid, som hun så på manden med rynkede bryn, inden hun endelig svarede. "Midos" svarede hun en smule usikkert og mærkede den velkendte frygt for at møde en fra modklanen. Hun havde stødt på fjenden før, og det havde endt umådelig skidt.
"Hvor kommer du fra?" Hun var behjælpelig af natur, men hun havde prøvet for meget til at lade alting gå sin naturlige gang og ikke sætte spørgsmålstegn ved hvad der skete omkring hende.
Nysgerrigheden var selvfølgelig heller ikke til at tage fejl af hos den kvindelige minotauer som aldrig før havde set en anden i denne tilstand som ham. Han var større end noget andet hun før havde set, og hun havde en vis æresfrygt allerede blot ved det faktum. Dertil lå det mere til hendes natur at skulle vise større respekt for ham end han for hende. Hun var kvinde, hun var den nederste i hirakiet af de to. Hun burde jo slå blikket ned i jorden og frygte ham. Hvilket Rain nu også gjorde og holdte sin blik vagtsomt sænket, men stadig men et overblik om hvad der foregik. Dertil skinnede det også ud af hendes bevægelser, holdning og trækninger, at hun var nervøs for hans næste handling.

Korr nikkede. "Midos...". Han lukkede øjnene og genvandt så meget af fatningen som han kunne, imens han forsøgte at finde rundt i alle sine mange indtryk og samtidig danne en mening om kvinden og situationen. "Hvor kommer du fra?" Korr åbnede øjnene igen og tog en dyb indånding. Det eneste han ikke måtte, var at fortælle andre - særligt andre minotaurer, havde de sagt, hvem han var og hvor han holdt til. Korr kunne dog ikke lyve - den slags gjorde han ikke. "Mig Korr," sagde han og slog en hånd mod hjertet, imens han rettede sig op og skød brystet frem. "Mig kriger fra skoven" svarede han på hendes spørgsmål. Han nævnte ikke sin klan eller deres opholdssted. Det var vel okay? De boede jo også i skoven, så det var jo ikke en løgn, selvom det ingen mening gav.

"Mig sidde..." sagde han derefter, mere som en konstatering; og trak så sin enorme økse fra ryggen og smed i græsset ved sin side, gjorde det samme med sin kniv og lod sig så endelig dumpe ned på enden, hvor han genert kiggede i kvindens retning, uden decideret at kigge på hende. Der var mange, mange nye ting, og Korr var ærligt talt ikke helt rede til det. Han mærkede hvordan han var svimmel. At han var så sulten som han var hjalp nok heller ikke. Da var det så, at hans mave gav højtlydt lyd fra sig, som den rumlede og beklagede sig. Korr bed tænderne sammen igen. "Midos stor klan?" spurgte han. Et spørgsmål der utilsigtet ville fortælle kvinden, at han intet anede om klanen eller andre minotaurer. Det var nok godt det samme, for måske hun ville have lidt ondt af ham, og fortælle ham det?

Korr følte sig mere sårbar end han havde gjort i årevis. Faktisk så længe som han overhovedet kunne huske. Han så mod sine fødder og sukkede inderligt.

Rain løftede sit blik igen og så undersøgende på ham, som han nævnte sit navn og oprindelse. kriger fra skoven. Denne skov? Det virkede mærkeligt, for ikke at sige uvant. Rain havde ikke regnet med at der fandtes minotaur klaner udenfor Rubinien. "Mit navn er Rain." svarede hun og forsøgte sig med et smil til ham. Det var en meget tydeligt anden opførsel han havde overfor hende end andre hanner hun havde mødt. Det var forfriskende og dog utrolig forvirrende. "Denne skov? Jeg har aldrig hørt om klaner heroppe omkring" svarede hun undrende og kunne ikke undgå at tænke meget over hvor lidt hun syntes at vide omkring andre minotauer. Der var kun to klaner i hendes verden. Men det var selvfølgelig store og kendte klaner. Ikke små og gemte. Noget hun regnede med at hans måtte være. Alligevel virkede det stadig underligt.

Mens Rain stod og var eftertænksomt, fik en pludselig bevægelse hende til at hoppe tilbage i forskrækkelse. Han havde konstateret han ville sidde, men den enorme økse der blev løftet, smidt mod jorden, efterfulgt af kniven, havde fået Rain til at spærre sine øjne faretruende højt op og stille hende i en meget forskrækket forsvarsposition. Hun trak vejret hurtigt og hendes hjerte kom på endnu en overarbejdstur. Hun sukkede dybt og forsøgte at slappe lidt mere af, som Korr landede tungt på jorden og nu var i øjenhøjde med hende, mere eller mindre. Det fik hende rent faktisk også til at slappe mere af, at være på nogenlunde lige højde.

Rain rynkede sine bryn igen, med hovedet let på skrå endnu engang. Det undrede hende virkelig at han talte så gebrokkent og virkede så uvidende. Ikke nok med at hun også fornemmerede den rumlende mave, så opfangede hun også hvor ilde tilberedt han var til at klare sig alene ude i naturen. Han havde vitterligt intet andet end sig selv og sine våben.
"Kender du slet ikke til andre klaner?" spurgte hun, uden at besvare hans spørgsmål, da hun var lidt for overrasket over hvor lidt han vidste.

"Korr? Hvorfor er du ikke hos din klan? Du er sulten, og du er dårlig beredt på en nat i naturen alene." hun kunne ikke bare gå fra ham i den tilstand. Det var simpelthen imod hans natur, selvom han kunne være en potentiel fjende. Rain var ikke typen der delte folk op i godt og ondt. Hun stolede på ligevægten, og at være fredelig. Det fredelige som Rain ville vælge at gøre her, var at hjælpe en anden som havde brug for det. Ikke for at hjælpe til det gode eller onde, men for at hjælpe den ene person.

"Rain". Korr noterede sig navnet. Navnet på den første han nogensinde havde talt med. Han smilede meget sagte, da Rain talte til ham igen. Hun stillede ham spørgsmål, og han var ikke helt sikker på hvad hun ville ham, eller hvorfor hun overhovedet var interesseret i den slags. Normalt blev han ikke stillet spørgsmål, ligesom hans egne behov var sekundære. Han så kort i kvinden retning inden han rystede på hovedet. Ikke bare som generelt svar, men af sig selv.

Korr var alene nu: Han havde ingen stedet at gå hen, længere. Han var blevet skubbet fra reden og informeret om, at han måtte klare sig selv. Det var deprimerende på en måde, men det var ikke umiddelbart en følelse som Korr var istand til at forstå. Istedet blev han bare en smule vred og blot endnu mere sikker på sig selv. Han skulle nok komme ud på den anden side, det vidste han.

"Min kende Midos, Tidros, store svage klaner" konstaterede han. Et liv af indbildning kunne jo ikke bare slippe ud med et kast med hovedet. Han tog sin "kniv" i hånden, et forvokset langsværd, og stak det i jorden foran sig, mellem sine ben. "Mig ikke kan være ved klan nu" svarede han. Hendes spørgsmål måtte blive besvaret i den rækkefølge, som han lige huskede dem. ""Beredt"? Mig kende ikke, men natur er svær, mig ikke kende natur" han tog en dyb indånding og så imod Rain. "Du kan magi?" han besluttede sig for ikke at virke så patetisk længere, og rejste sig ved hjælp af en hånd i græsset. "Du leder klan Midos?" spurgte han og børstede sit lændeklæde af. Det var ikke meget tøj han havde på, men han behøvede det heller ikke. Hvad han manglede, var mad. Han stak sin kniv i bæltet og tog sin økse i hånden. Øksen var højere end kvinden. Det bemærkede Korr og lyste op i sit smil, efter at have set fra hende til våbnet, hvorefter han så ned i jorden.

Rain tog det rystende hovede, som værende et svar på hendes spørgsmål. Ikke at det gav meget mening at ryste på hovedet, men det kunne være en indikator for at det var noget han enten ikke helt vidste eller også måtte han ikke snakke om det. Rain hældte til det sidste. Hun så på ham, med en blanding af usikkerhed og bekymring. Han var ikke til at spøge med rent størrelsesmæssigt, og hun var også overbevist om at han kunne vælte alle på sin vej, som forsøgte at nedslagte ham. Det holdte bare ikke længe hvis man ikke kunne få mad eller husly. Det kunne dræne selv den stærkeste kriger. Dertil så han alene ud. Ikke svag, overhovedet ikke, men bare alene.

Rain løftede fornærmet et øjenbryn ved nævnelsen af hendes klan som værende svag. Tidros klanen havde hun også kendskab nok til at vide ikke var svag. Måske ikke de mest intelligente væsner der bosatte sig der, men svage var de i hvert fald ikke.
Derefter kom svarene, selvom de ikke sagde meget. Andet end at han blot ikke kunne være i klanen mere. Rain mærkede en trang til at spørge indtil hvorfor, men ligesom med hvor han kom fra, gik hun ud fra at han ikke måtte tale om det heller. I hvert fald ikke endnu, hvis nogensinde.
"Naturen tager også sin tid at kende. Men hvis du er vokset op i skoven, er det underligt at du ikke kender den bedre." hun tvivlede på at han overhovedet havde vand med sig. Hvilket kunne blive meget kritisk da det var svært at finde væske andet steds fra. Bær kunne give til man overlevede, men heller ikke mere end det. Det var svært at finde bær på denne årstid.

"Ja, jeg skinner ikke helt af mig selv." forsøgte hun med et skævt smil og lidt mere morskab i sit blik. Hun var lidt usikker på om hun kunne tillade sig det, men det var bedre at prøve end at lade det forblive en trykket stemning. Rains øjne vestede sig kort tid efter på øksen igen, som Korr havde rejst sig. Hun glemte for et øjeblik at der var blevet stillet hende et spørgsmål, som hun med nærmest te koppe øjne så på øksen der tårnede op over hendes hoved. Hun havde aldrig i sit liv følt sig så lille før.
"Hva? Oh.. Øhm. Nej. Kvinder kan ikke være leder af klanerne. Dertil er jeg også alt for ung og uerfaren." hun forsøgte sig med et smil og måtte igen se undrende på ham som blikket faldt. Det var en unaturlig opførsel. "Leder du efter de andre klaner?"

Som Korr satte sin økse fast på ryggen igen, huskede han sine sidste dage hos sin klan. Han huskede hvordan han ganske ubarmhjertigt ikke var blevet forberedt på hvad der ventede ham: En hel verden. Han havde endnu ikke mødt rigtige fjender, havde endnu ikke kunne bidrage med noget. Han var en brugt svamp, der kun halvdårligt overhovedet kunne suge information til sig. Korr knyttede hænderne igen. "Mig sige mig er kriger fra skoven" svarede han først. "Mig ikke kende natur. Mig ikke jæger." tilføjede han, som om det burde være indlysende. Hvor anderledes var Midos-klanen mon fra hans egen? Korr vidste ikke helt hvad han skulle syntes om samtaleemnet.

"Magi ikke virke for mig..." indrømmede Korr så, som om han var blevet spurgt om det. Han vendte sit hoved en smule til siden og lod et par fingre glide ned over de blå-grå tatoveringer på hans kind. Han havde nok mest sagt det, for at have noget, at bidrage til samtalen med. Faktisk have noget han kunne sige. At de mystiske magiske tatoveringer så imidlertidigt ikke var noget man så andre steder, end de uddøde Throm-klan, var så en anden sag. Ingen kendte vel klanen mere alligevel.

Da Rain så fortalte ham, at kvinder ikke kunne lede klaner gav det et sæt i Korr og han gjorde store øjne som han for første gang rigtigt betragtede sit kvindelige modstykke. "Kvinde ikke lede?" gentog han og så næsten helt forskrækket ud. "Hvad du mene? Mænd være bestemmere?" spurgte han og virkede fortsat voldsomt forbavset. Da huskede han så, at han endnu ikke havde tørret sin kniv, efter at have sat den i jorden. Han trak den og lod let en hånd glide ned af æggen, så han fik jordresterne væk. Det var meget begrænset hvad der sad på den, grundet årstiden, men alligevel. Han fik kniven tilbage i bælten og mærkede så hvordan benene vaklede under ham. "Du have mad?" spurgte han enormt ydmygt, og stirrede sammenbidt imod sine fødder. Det var et uhøfligt spørgsmål, tænkte han. Hans venstre ben tvang ham i knæ og han udåndede tungt.

Rain sank en lille klump der havde formet sig i halsen og nikkede forståene. "Okay. Du er ikke jæger. Men du skal havde mad for at overleve." hun var så tæt på at bide sin egen tunge af da hun sagde det. Hun kunne ikke bare bilde sig ind og sige sådan noget til en anden Minotaur. Specielt en mandelig en. Selvfølgelig vidste han at mad var livsnødvendigt. Og det var heller ikke særlig smart af hende at antage at han ikke selv kunne få fat i det, selvom alle indtryk talte imod det lige nu. Hun valgte dog at forsøge at lade den del af samtalen ligge, selvom hun ikke var helt sikker på at det var muligt.

Den næste indskydelse fik alligevel Rain til at løfte blikket nysgerrigt igen. Hun havde hørt og mødt folk som ikke besad magiske evner. Så dette var egentlig ikke så underligt, det var mere hans gestus til de blå-grå tattoveringer som var i hans ansigt. Noget hun faktisk først rigtig lagde mærke til nu. Rain lod sit hovede falde let på skrå, og bekæmpede lysten til at løfte hånden og røre ved dem. Dertil var der så langt op til hans ansigt, at selv hvis hun var begyndt at strække armen, havde hun haft tid nok til at stoppe sig selv i processen. "Gør tattoveringerne noget ved din egen eller andres magiske evne?" spurgte hun nysgerrigt som hun forsøgte at undersøge dem på afstand. At gå helt tæt på var stadig alt for udfordrende. Han havde intet gjort imod hende endnu, men hans størrelse var stadig skræmmende.

Hans reaktion var yderst uventet på at kvinder ikke bestemte. Rain måtte også undertrykket et meget forvirret udtryk og forsøge at se så rolig ud som det var muligt. "Ja, mændene bestemmer i klanerne. Det er blevet bedre end i gammel tid. Men de fleste kvinder går stadig hjemme, passer hus og hjem. Enkelte af os, som mig, har fået muligheden for at blive druide og healer." forsøgte hun at forklare ham. "Mændene er vores forsvar, vores krigere og vores håb for overlevelse. Det er blevet fortalt igennem mange år. De laver strategier og beskytter os. Vores leder er derfor også den stærkeste og klogste af alle hannerne. Ikke at de to ting alting hænger så godt sammen." bekendtgjorde hun og bed tænderne sammen. Forhåbentlig havde hun ikke lige fornærmet Korr ved den udtalelse. Hun mente mere specifikt hendes egen klans hanner! Der fuldtes de to ting sjældent. Der var også forskel på hvad der blev vejet højest i de forskellige klaner.
Bekymringen for ham skyldede igen over hende som han gik i knæ med det ene ben. Han havde virkelig ikke fået mad i lang tid. Hun bed sig i læben, og begyndte koncentreret at roddet rundt i tasken på den anden skulder. Den ene var der urter i, mens den anden indeholdte forsyninger. Hun tog en indpakning op, hvor der befandt sig brød og tørret kød. "Her. Spis det." hun gik tættere på ham og ragte det frem mod ham. "Jeg har næsten lige spist alligevel." tilføjede hun smilende og begyndte at rodde videre i tasken efter han havde taget imod madet.

Korr lyttede opmærksomt, da Rain talte til ham - ikke at han havde noget andet valgt. Med blikket stift rettet imod jorden, så forsøgte han at veje hendes tonelejde, så han bedre kunne bedømme hvad han skulle mene om hende. De havde en behagelig samtale, selvom Korr var ganske udmattet og ikke synderligt spændende, tænkte han. Hun virkede faktisk ganske behagelig hvilket gav Korr en stikkende fornemmelse i brystet, som han ikke rigtigt kunne sætte ord på. Ja, han skulle have mad for at overleve, men det var lettere sagt end gjort.

Rain spurgte ind til Korrs tatoveringer. Han så op igen og betragtede hende roligt, imens han talte. Han nikkede først som svar, men bestemte sig så alligevel for, at sætte ord på. "De er skjold" var den letteste måde, han kunne sige det på. Tatoveringerne var da ganske glansløse og matte, men ville lyse øjeblikkeligt, ved interaktion med magiske kræfter. Korr tog fortsat dybe indåndinger og mærkede stadig samme underlige, stikkende fornemmelse i brystet. Korr syntes lidt, at Rain gjorde mine til at komme nærmere; han ville ikke stoppe hende, men det lod til at hun tog sig i det.

Korr rystede så ganske mistroisk på hovedet, da Rain forklarede ham hvordan den grundlæggende struktur var i hendes klan. "Det er rigtigt?" spurgte han derfor, fuldkommen paf, med store øjne. Hendes bemærkning omkring klogskab, eller mangel på samme, hos deres krigere, fik Korr til at slappe lidt mere af. Måske han bare havde misforstået hende, for krigerne var jo de laveste i hierarkiet og ikke de højeste. Da fandt hans redningskvinde så ikke bare mad - men kød, frem til ham. Han tog imod med begge hænder uden at sige noget, fuldstændig opslugt af sin egen sult. Den store minotaurs mave knagede højlydt, som han meget hurtigt fik proppet brød og kød i munden. Han bøvsede velfornøjet derefter, imens han kom på benene igen, imens han støttede sig til sin økse. "Du være stor hjælp" sagde han og så derefter langt mere resolut ud. Maden havde ikke haft nogen virkning endnu, men den ville hjælpe ham kort derefter - det vidste han. Nu havde han dog noget, som han kunne udvise: Taknemmelighed, fremfor uduelighed. Han ville gøre det på den eneste måde han kunne.

"Du bruge stor kriger?" spurgte han derfor, "Du hjælpe mig, mig skylde dig stor tjeneste" erklærede han.

Aldrig før havde hun set noget lignende. Hun var virkelig fristet til at røre, men kunne alligevel ikke få sig selv til at tillade den handling. Han var stadig fremmed og selvom noget af frygten for ham begyndte at forsvinde let, var hun stadig usikker på hele situationen. "Hvor længe har du haft dem? Det er meget fascinerende! jeg har aldrig set noget lignende" hun kunne ikke holde fascinationen tilbage og ikke mindst være forvirret over hvordan det fungerede. Hun havde hørt meget lidt om det, men ellers havde hun ikke beskæftiget sig med tattoveringspræget magi.

Rain nikkede en smule nedslået over sin egen klans historie. Men bed tydeligt mærke i hans forvirring. "Jeg fornemmer at det ikke er sådan, der hvor du kommer fra? Hvor end det er, må det være rart for kvinderne at havde lidt mere at skulle sige." påpegede hun uden at vide hvordan mændende mod havde det hvis der ville ske denne forandring.
Rain smilede et skævt smil, måske endda en smule genert. Hun var ikke ligefrem vant til en eller anden form for kompliments eller blot almindelig taknemmelighed. Faktisk så regnede folk blot med at hun gjorde det hun kunne uden at få noget for det. Sandt, men det var stadig at føle sig en smule udnyttet. Derfor var det rart at høre en som rent faktisk mente det. "Det var så lidt. Du havde brug for det."

Rain så en lille smule lamslået op på ham. "Mig?" som om hun ikke helt forstod hvad der foregik. Han sagde direkte at han stod i gæld til hende. For lidt mad? "Tak" selvom hun ikke ligefrem vidste hvad hun skulle bruge en kriger til i dette øjeblik. "Hvor er du på vej hen, Korr? Vi kunne følges, hvis du vil?"

Korr så sammenbidt på Rain, da hun omtalte hans tatoveringer igen. Det var ikke just glade minder han havde fra dem - faktisk havde de ikke givet ham andet end smerte. At de så hjalp på smerten bagefter var en anden sag. Han tog en dyb indånding. Tatoveringerne var bare noget han havde, fordi sådan var det. Han fnøs kort. "Altid have haft" svarede han, ærligt omend naturligvis ikke helt sandfærdigt. Han kunne ikke huske overhovedet at have fået tatoveringerne, og det skete som end også da han stadig var helt spæd. Ikke alle overlevede sådan en procedure.

Hun nævnte, at det vist ikke var sådan hvor han kom fra. Korr så bare udtryksløst på hende, imens hans langsomme rysten på hovedet afslørede hans tanker og svar. "Stor forskel på klaner" sagde han i stedet. "Mig ikke forstå hvordan kan fungere" tilføjede han og sænkede eftertænksomt øjenbrynene. Han smilede ganske sagte, da Rain talte igen. Det var underligt, at have en samtale, en rigtig samtale, med nogen. Gad vide hvad han ellers var gået glip af, gemt inde i Tusmørkedalen? Han mærkede en hvis vrede, som han trænet undertrykte uden problemer. Bare han snart fik noget at gå løs på, så han kunne arbejde forvirring, frustration og vrede ud af kroppen. Sådan noget var altid virkelig terapeutisk.

Da Rain så udtrykte en smule overraskelse over, at Korr udtrykte sin taknemmelighed som han gjorde, så blev han ligeledes forbavset. Hvad havde hun dog regnet med? Korr mærkede hvordan energien kom lidt bedre rundt i kroppen, og han strakte sig. "Mig ikke være på vej nogen steder" svarede han derefter ærligt. "Mig være din kriger hvor du skal hen" konstaterede han så mere beslutsomt og nikkede som for at underbygge pointen. "Ellers du må sige nej og mig gå selv" rettede han sig selv hurtigt, så Rain forhåbentlig ville forstå, at det trods alt stadig var frivilligt. Han forsøgte sig med en høflig insisteren, tænkte han - og bare hun ikke to det ilde op. Den stikkende fornemmelse fra brystet var kommet ned i maven og Korr havde det lidt som om, at det prikkede i fingrene. Han håbede ikke, at Rain ville sende ham væk.

Korr overvejede kort, om Rain var den første person i hans liv der havde udvist ham venlighed. Han brød sig ikke om tanken.

Rain slog instinktivt sit blik som fnyset kom. Det virkede ikke voldsomt til at Korr var interesseret i at omtale tattoveringerne og til trods for Rains nysgerrighed, ville hun lade emnet ligge. Hun kunne håbe på at hun måtte spørge ind til det senere, men gjorde sig alligevel ikke alt for store forhåbning. I stedet valgte hun at fokusere mere på andet emne. Nemlig klanerne. "Måske er det godt, at alle klaner ikke er ens. Ellers ville det give mening hvis det blot var en stor klan i stedet, ville det ikke? Som det står til nu, ville hverken midos eller Tidos kunne slå sig sammen. Vi er for forskellige." hun havde faktisk aldrig rigtig betvivlet opbygningen af klanerne før der blev sat spørgsmålstegn ved det. Hun havde bare anset det som normen at det var sådan det hele hang sammen. Måske tog hun fejl? måske levede de deres liv forkert, selvom det havde været sådan i flere tusind generationer.

Rain kiggede længe på ham, men nikkede til at hun forstod. Hun behøvede ikke en kriger på sin vandring, men hun ville heller ikke efterlade ham. Hun følte virkelig ikke at hun kunne. Ikke at han så skrøbelig ud af nogen art, men det var så tydeligt at han ikke vidste noget om verden udenfor. Ville det skade at tage ham med? Vise ham krystallandet og vise ham hvordan hans liv kunne være herude. Han skulle i hvert fald lærer det på den ene eller den anden måde. Så var det rarest at havde en til at vise ham hvordan. "Okay, jeg vil gerne havde dig med. Men mit liv er ikke af de mest spændende. Jeg er druide og bruger det meste af min tid på at samle planter og urter." svarede hun ham med et smil. Beslutningen var taget, og så måtte hun tage konsekvenserne deraf. Specielt hvis hun valgte at tage ham med hjem til klanen i sidste ende. Noget hun lige skulle fundere over i lang tid, før den beslutning kom frem i dagens lys. "En fordel ved det, er dog at jeg får set mange steder af landet! Noget jeg tror du vil havde gavn af i sidste ende, Korr."

Korr betragtede roligt Rain, imens hun igen talte om minotaurklaner som helhed. Han var både enig og uenig med hende, men det var meget uvant for ham at have en mening. Han bestemte med sig selv, at han ville gribe chancen; han ville slå sig løs, så meget som han nu engang var i stand til. "Ikke slå sammen" bemærkede han først og så alvorlig ud et øjeblik. "Andre klaner ikke fortjene" han bed tænderne sammen, kort, inden han fortsatte: "Midos, Tidros, alle kun skal besejres" hans udtryk mildnedes så, som han betragtede Rain. "Men du ikke virke som fjende, så mig ikke forstå" indrømmede slutteligt og så en smule ulykkelig ud i et øjeblik. Det hele var lettere, hvis det hele var sort hvidt, og han var blevet stopfodret sandheden og ikke blot en vag skitsering, da han aldrig ville forlade sit hjem hvis ikke for at gå i kamp. Det var jo imidlertidig ikke blevet tilfældet.

Da Rain så indvilligede i, at tage ham med på slæb en rum tid, så lyste Korr op i ægte smil og sendte hende et nik. "Mig forstå du laver ting mig ikke kan," sagde han, "Men mig også kan ting, det bare være farlige ting" tilføjede han, næsten forklarende, som om Rain ikke ligesom havde gættet sig til det. "Mig kan være vagt for dig, indtil du kommer hvor du skal" foreslog han. "Og mig gerne vil se mange steder i Krystalland" svarede han som en sidebemærkning til sidst. Korr mærkede hvordan det kriblede og krablede i kroppen igen og han gik ud fra, at det var fordi han manglede at få sig udfoldet fysisk igen. Han tog et skridt bagud og så afventende på Rain, så hun ellers bare kunne gå i en hvilken som helst retning og han kunne følge efter. Korr ville ikke kunne bidrage med så meget, det vidste han, men han måtte sluge sin stolthed og så bare være lidt på baghjul. Måske de ville komme under angreb undervejs? Korr tog sig selv i, at ønske det ville ske.

Det var ikke uvant, at Korr fulgte en kvindelig minotaurs anvisninger, hvorfor det faktisk ikke var så slemt for stoltheden af den grund - men mere fordi Rain var af en anden klan. At indrømme egne fejl og mangler var noget man måtte gøre næsten dagligt, som mandlig minotaur i Throm-klanen. Korr kendte bestemt sine egne begrænsninger - og det var gået op for ham, at han var ikke så lidt begrænset.

Det var tydeligt at det var et dilemma for ham. Han havde tydelig meninger om at både Midos og Tidros var svage klaner, hvorfor forstod Rain selvfølgelig ikke noget som helst om. Men hun kendte heller ikke hans baggrund, hvor han kom fra eller hvordan hans liv havde været frem til nu. Hun stod og kiggede så roligt hun kunne på ham, mens hun begyndte at frygte mere for sin klans overlevelse, men alligevel ikke kunne tillade sig at blive helt igennem bange. De havde trods alt overlevet i flere tusind år. Hvad skulle ændre det.
Hun løftede svagt et øjenbryn og smilede forsigtigt til ham. "Fordi du har mødt mig. Før var jeg en fjende ligesom alle andre, vil jeg gætte på. Men Korr, hvordan kan du hade og se andre som fjender, når du aldrig har mødt dem?" det var en af de ting hun ikke forstod. Selv ikke engang hun hadede Tidros klanen af hele sit hjerte. Kun halvt. Men det var også kun fordi de havde slået familiemedlemmer ihjel, ellers ville hun også hellere tale om det, frem for at gå i krig. Det førte alligevel ikke rigtig til noget i sidste ende, andet end bestemme hvem der var stærkest.

Rain smilede og nikkede. "Det skal du også få lov til! Jeg er snart ved at havde været alle steder." det var selvfølgelig ikke rigtigt, men hun havde set meget igennem sine vandringer. Og selvom hun hovedsageligt befandt sig i Rubinien eller hovedstaden, så var de andre steder ikke fremmede for hende. "Kom med. Vi må hellere komme ud af den her skov inden der bliver mørkt. Jeg bryder mig ikke om at være her i mørke." indrømmede hun og begyndte at gå ud blandt træerne igen, hen til den åbning hun før havde befundet sig i. Hun trak vejret dybt ned i sine lunge da de kom ud af skoven igen. Hun vidste ikke hvorfor, men luften derinde havde altid virket tung og nærmest kvælende, så endelig at være ude igen, var gavnligt. "Jeg er på vej ud til havet, efter nogle krystaller, som er blevet samlet på en nærliggende ø. Jeg gætter på at du aldrig har set havet før?" hun bragte op hvor de skulle hen, men hvor lang tid det ville tage kom an på så mange ting. Vejret var den vigtigste faktor, men også om de mødte ubehageligheder. Tiderne havde ændret sig, og mørkets krigere, samt bander af lovbrydere var begyndt at præge krystallandet mere og mere den seneste tid.

Korr betragtede stille Rain, som hun snakkede til ham om had. Om fjender og om had. Han havde svært ved at finde rundt i det hele. På den ene side ville han aldrig angribe Rain eller endda gøre noget som kunne skade hende, men på den anden side, så tilhørte hun en klan der var gået hans egen i ryggen hundredevis af år forinden. Han brummede bare et "Mmm..." til hende som svar, for at give hende en form for respons - for han satte virkelig pris på, at hun overhovedet talte med ham, og selvom han ikke sagde det, så satte hendes ord nogle tanker igang i hans hoved.

Da Rain så endelig talte igen mærkede Korr, at han havde stået og holdt vejret. Han snappede kort efter luft og genvandt sin mentale balance. Hun forklarede ham, at hun allerede havde været næsten alle steder og Korr syntes i det øjeblik, at han havde en fornemmelse af, at have fundet en guldmine. Hvis han altså vidste hvad guld, eller en mine, var. Hun ville ud af skoven og sagde, at hun ikke kunne lide mørke. Korr kunne godt lide mørket, det var altid en roligere tid, hvor han kom fra. Ingen kampe, ingen skader. "Mig godt lide mørket" sagde han derfor, "Det være stille". Han fulgte lydigt efter hende ud af skoven uden et ord, hvor han måtte kante sig lidt forbi et par tætstående træer på vejen. Om han kendte havet? Han glemte øjeblikkeligt resten af hendes sætning, da vandet pludselig skyllede rundt for hans indre øje.
"Havet?" gentog Korr og sank en klump imens han så ganske usikkert på Rain. "Mig ikke lide vand" erklærede han og mærkede hvordan han fik gåsehud i nakken. "Men have hørt historie om havet, det være stort og vildt" han rystede uvilligt på hovedet imens han talte. "Mig gerne vil se, men det være farligt..." han mandede sig så op til sidst og sendte Rain et resolut nik. "Mig skal gerne til havet" og knyttede ganske kort sine hænder, inden han slappede af igen og tog en dyb indånding.

"Hvor vi skal hen?" spurgte han og kiggede sig omkring, inden han spørgende vendte sin opmærksomhed imod Rain, så hun kunne vælge retning og han fint kunne følge efter. Han ønskede helt ind i sjælen, at der ville opstå en mulighed for ham, at bevise hans værd; at han ikke bare skulle være en omvandrende undskyldning på en minotaur-kriger, særligt i en kvindelig minotaurs nærvær. Kunne de ikke komme under angreb eller noget? Korr bed tænderne sammen.

Han generelle vokale niveau var ikke det helt store og jo mere Rain talte med ham, jo mere lagde hun mærke til det. ikke at det generede hende særlig meget, men det satte tanker i gang. Hvad han mon havde haft for en opvækst, om det var sådan der hvor han kom fra. En primitiv klan der ikke var særlig fokuseret på viden og kunstab til dette. Hun kunne ikke helt slå sig fast, men hun tænkte nok også mere at tiden måtte give hende svar. At få svar på alle sine spørgsmål hos en fremmed, som han jo stadig var, ville ikke ligefrem være nemt og også meget usandsynligt. Generelt var fremmede for det meste skeptiske omkring hinanden. En ting som heller ikke undrede hende. Tiden måtte være det rigtige at stole på her. Tid og tålmodighed.

Hun smilede let over hans svar. Det var rigtig nok. Stilhed var rart, men det blandet med mørke havde aldrig lagt højt på hendes liste. At nogen foretrak mørke over lys, betød jo ikke at de var onde. Hun havde dog alligevel svært ved at forstå hvorfor.
Rain kiggede på ham, lyttende til hans ord, inden hun selv ville svare. Han var usikker på vandet og havet, og hun havde en ret tydelig ide om at han aldrig havde set det, men trods alt hørt om det. "Vandet er kun farligt hvis du begiver dig ud i det. Jeg svømmer ikke særlig godt selv, og bryder mig heller ikke om at komme i det. Men på afstand er det nu meget smuk. Det kan se så fredeligt ud." svarede hun og smilede let. "Men det er alligevel farligt. Beviser nok bare at der ligger mere under overfladen." tilføjede hun roligt

Rain smilede og lavede et let hovedkast. "Den her vej. Der er et mindre område hvor det er muligt at overnatte. Der er et stykke derhen, så der er nok aften inden vi når frem." svarede hun. Hun havde regnet med at han mente nu og her, med hvor de skulle hen. For havet havde han fået svar på. Hun gik roligt afsted af sin vante rute, ved de forskellige småsving og bakker og bugte. Det var tydeligt at hun havde været her før. "Jeg burde nok advare om, at der er en tendens til at være banditter på vejen, engang imellem. De plejer at tage til havnen og sælge stjålne genstande, eller også er de på vej hen til aftaler med pirater." Hun blev mere alvorlig og sukkede dybt. Ikke at hun havde haft problemer med at slippe væk de gange. Ikke altid. Dertil var hun stor nok til at de som regel lod hende være for sig selv. "Pirater høre ikke til de mere flinke folk du finder i landet."

Korr så sammenbidt på Rain, da hun fortsat talte om havet og han så næsten helt forpint ud et øjeblik, da hun videre nævnte at "svømme". Korr havde aldrig kunne svømme - det var de færreste i hans klan som overhovedet havde prøvet, og han var faktisk ikke én af dem. Korr antog bare, at han ikke kunne; og han havde bestemt ingen intention om, at finde nærmere ud af det. Han nikkede til hende imens han talte, bare for at holde sig selv fast i virkeligheden. "Ja, mere under overfladen" stemte han i, kort fordybet i tanker, og sendte hende et varmt smil, inden han hurtigt kiggede imod jorden.

Snart var de ikke længere omgivet af træer og Rain viste vej og begav sig afsted. Korr fulgte lydigt og fromt med og var hurtigt ved hendes side. Hun advarede ham så om, at de måske ville komme under angreb undervejs og det var heldigt, at Rain ikke kunne se hvordan Korr så ganske lettet og afslappet ud, i det øjeblik. Han holdt en arm ind foran hende så hun stoppede op og han kiggede ned på hende, ganske bestemt. "Mig ikke kende "pirater", men hvis der være problemer, så mig ordne det, det være lovet" forsikrede han hende og trak så hurtigt armen til sig og sendte hende et hurtigt nik, inden de var på vej igen.

Korr mærkede hvordan det kriblede i hele kroppen for, at slå på noget, men han måtte holde sig selv i ave - og finde en mere konstruktiv måde, at komme af med alt sin energi. Det var uholdbart, at gå rundt og håbe på konflikt - og det var jo slet ikke den slags type, som Korr var. Han ønskede ikke, at nogen kom til skade - det ville bare være en naturlig konsekvens, hvis de startede en sådan konflikt. Han så pludselig en anelse forfjamsket ud, kort, inden han genvandt fatningen igen. Han missede med øjnene et par gange, med blikket rettet stift ligeud, imens han talte til Rain igen: "Der vi hen skal," begyndte han usikkert. "Der være mange folk?" spurgte han. "Mig kun have været i minotaurlejr" forsøgte han så hurtigt at forklare sig, "Måske det ikke være god idé..." afsluttede han så, ligeså usikker som han begyndte.

Rain nikkede blot og lod emnet vand ligge. Hun kunne godt fornemme på ham, at det havde en påvirkning. hvorfor vidste hun ikke, men hun gættede på at det var lidt samme grund som hende selv. Ikke at være opvokset ved havet og ikke rigtig at havde lært at svømme. Hun smilede let for sig selv som hun fortsatte ud af skoven og gik i sit raske tempo afsted, dog hurtigt med Korr langt oppe på siden af hende igen.
Det var først efter hun var færdig med at fortælle at hun blev pludselig stoppet. Armen der var gået ind foran hende havde stoppet med det samme, og først så Rain forskrækket op på ham, i frygt for at han havde hørt et eller andet som var på vej imod dem, men i stedet stoppede han hende og forsikrede hende om at hun var i sikkerhed fra piraterne. Rain smilede varmt til ham med hovedet let på skrå. "Jeg tvivler på at vi møder dem, men tak! Jeg er taknemmelig for din hjælp" svarede hun og mærkede at hun faktisk begyndt at blive langt mere afslappet i hans nærvær. Hun følte sig ikke længere bekymret og bange for at han ville gøre hende ondt. Det virkede ærlig talt som om at han ikke kunne få sig selv til at gøre det, hvis det havde været hans egentlige hensigt.

Hun trak lidt på skulderen. "Ikke så meget i denne årstid. Dertil er det en mindre havn, så der plejer ikke være andet end nogle fiskere og så de lidt mere ulovlige handlere. Enkelte ærlige imellem dog." svarede hun og forsøgte at se beroligende på ham. Hun skulle nok sørge for at han ikke kom til at føle sig utilpas omkring "Men bare rolig. Hvis du ikke føler dig tryg derinde, kan du vente på mig udenfor." svarede hun forsikrende og smilede til ham.

Alt imens ankom de til grusvejen som førte afsted hen mod havnen. Der var stadig lang vej endnu, men alligevel begyndte man at kunne ane vandets kant ude i horisonten. Noget der altid bragte et smil frem på Rains læber. Denne tilstand blev imidleridig afbrudt af lyden af hestehove på grusvejen. Normalvis var det ikke så sjældent, men dette var en hest i gallop og ikke i almindelig trav. Rain kiggede frem mod bakken hvor det lød at komme fra bunden af, op af den. Hvad end det var, lød det til at personen havde travlt. Hvis der da kun var en.