Da Rain udtrykkede accept over, at Korrs løfte om at beskytte hende, mærkede han hvordan han blev tør i munden og sank en klump. Det var som om tungen sad fast til ganen og Korr måtte anstrenge sig for, ikke at lave højlydte smaskelyde, som han ville genvinde en mere normal følelse. Imens han undrede sig over hvorfor han havde det sådan, så talte Rain snart igang. Hun forklarede ham om stedet de skulle hen og om hvordan der ikke var mange mennesker. Nok var det Korrs opgave at indsamle oplysninger, men han var nervøs og faktisk ganske ængstelig for at komme til den lille bygd, eller havn, eller hvad det nu var. Han svarede hende ikke i et par sekunder, inden han så endelig talte.

"Mig skal prøve at komme derhen" indledte han, "Tak" tilføjede han så og blinkede lidt med øjnene, som han så frem for sig. "Der være mange mennesker? Hvad de mene om minotaur?" spurgte han derefter, efter at have tænkt sig om et kort øjeblik. Korr anede ikke hvad han kunne forvente. Det var umiddelbart en ganske logisk slutning, at de ikke ville blive angrebet i byen, for så ville Rain ikke derhen - men alligevel. Korr så vandet forude og mærkede hvordan han fik gåsehud over hele kroppen, og tydelig gøs.

Inden Korr kunne nå at få kolde fødder, så mærkede han noget ændre sig i Rains positur som de gik, et eller andet han ikke kunne sætte finger på - og så hørte han hestehove imod græs. Han rettede stift blikket imod lyden - der var en bakke, med rytteren bag. "Angreb?" tænkte han til sig selv, og søgte om bag ryggen med venstre hånd, for den store økse. Korr spidsede ører og var overbevist om, at han også hørte flere fødder imod græs, sammen med rytteren. Han løsnede øksen og stoppede op. "Det være fjender?" spurgte han og holdt øksen foran sig, med begge hænder. Rytteren kom til syne på bakketoppen, efterfulgt af fire andre. Der var en enkelt kvinde iblandt fodfolkene, syntes Korr at kunne vurdere. De fire fodfolk var iført ganske basale læderrustninger og bar våben, et par af dem også skjolde. Rytteren havde ringbrynje og var tydeligvis lederen af gruppen. Rytteren havde en lanse i hånden på den ene side, og et skjold i den anden. Korr kendte ikke våbnet.

Gruppen på fem fik øje på Korr og Rain og satte kurs imod dem. Korr trådte frem og stillede sig ind foran Rain, for at skærme for hende. "Hvem det være?" spurgte han og mærkede hvordan hele hans person slappede af i situationen, snarere end at blive forfjamsket. Det kunne være venner eller fjender, Korr anede det ikke - han håbede bare, at Rain kunne gøre det klart for ham. Gruppen ville dog nok bekende kulør før eller siden - for rytteren måtte jo sætte hesten i gallop, hvis han ville angribe med sin lanse.

Rain trak lidt på skulderne, "Det er lidt forskelligt. De er efterhånden vant til nogle få stykker der kommer forbi, men i større mængder har mennesket med at blive ret.. skræmte vil jeg sige. De fleste er bange for os og undgår på grund af vores størrelse. Nogle af dem er meget små i forhold til os." forsøgte hun at forklare let. Det var langt fra alle som fandt deres selskab nyttigt, mens andre anså det som værende meget godt at holde sig på god fod med Minotauerne. Kunne hjælpe dem senere i livet. Specielt sådan som krigen var ved at uvikle sig i denne periode..

Hovene som klappede hen over grusset, blev højere og mere tydeligt. Op kom manden siddende på hest, efterfulgt af fire på gåføder. Et syn som ikke ligefrem bragte ro til Rains blik, men det kunne også havde været værre. Hun kiggede frem imod dem, og stoppede helt permant op på vejen, mens rytterne vendte sig imod dem.
Rain trak vejret lidt ustabilt og kiggede fra Korr og folkene. Hun følte at hun var nødsaget til at tage stilling alt for hurtigt, uden at vide hvad hun skulle forvente. Medgav hun Korr i at det var fjender, frygtede hun at han gik direkte i krig med dem. Men hvis det var uskyldige og hun ikke havde opfanget det, så ville hun være skyld i at de måtte lade livet. Derfor fik hun aldrig svaret ham, men blot stirre frem og tilbage.

Det var først da folkene direkte henvendte sig i retning hen imod dem, at Korrs stemme rigtig sprang igennem og tvang hende til at svare. "Jeg - jeg ved det ikke." hun havde tit overlevet på at fremstå relativt ufarlig, men med Korr med som var langt større, breddere og med våben, ville folk se på dem med nyt syn. Men hvor længe skulle de vente på at vide hvad de skulle gøre? Rytteren stoppede op et stykke fra dem og begyndte at sænke sin lanse, men holdte sin hest i position lidt endnu. Rain var ikke helt sikker på om det var et godt eller skidt tegn.

Korr mærkede hvordan Rain var usikker, hvilket han opfattede som et dårligt tegn. Rain var naturligvis ikke just som de minotaurkvinder han var vant til, men at kvinder var usikre var ikke noget han brød sig om eller umiddelbart kunne affinde sig med. Samtidig, så stak det lidt i brystet når han tænkte på, at hun kunne komme til skade. Det var bestemt heller ikke en tanke han kunne forene sig med, og bestemt ikke en følelse han kunne håndtere.

Da Rain endelig talte, så hverken be- eller afkræftede hun hvad Korr tænkte: At menneskegruppen ville angribe dem. Han måtte være særdeles varsom. Rytteren stoppede dog imidlertidig op og lod langsomt det aflange våben falde; et våben som Korr regnede sig frem til måtte fungere som hans egne horn, langt hen af vejen. Det var yderst sjældent, at han havde benyttet dem i kamp, men det var bestemt muligt. Rytteren, af en anden race, søgte åbenbart at efterligne hvad han var født med. Korr tog sig selv i at tænke, at det var hvad man kunne forvente af en moralsk korrupt og svagelig race.

Korr tog sin økse i højre hånd og trådte venstre fod frem. Han hævede og sænkede så øksen, ganske langsomt. En Throm-krigers hilsen, der både skulle afsøge intentioner og samtidig advare om voldsomme konsekvenser. Han sagde ikke noget lige med det samme. Rytteren betragtede ham uden at fortrække en mine og snart var de fire fodfolk ved rytterens side. "Fandme en stor én" sagde kvinden i flokken og klappede rytterens hest på siden. "Ja, tror d---" begyndte en anden, men rytteren bed ham af: "Stille!" befalede han. Manden der havde talt så en anelse slukøret ud et øjeblik, indtil kvinden i gruppen sendte ham et grin imens hun rystede på hovedet.
Rytteren satte hesten i trav imod Korr og Rain. Hesten standsede da Korr slog øksens skæfte i jorden med et smæld og så samlede den op i begge hænder foran sig, i en kampklar stilling. Alle menneskernes øjne var rettet imod dem, imod Korr og imod hans enorme økse. Hans muskler spændtes og han ekshalerede som han langsomt lod sig opsluge af den indre fred.

"Hvor er i på vej hen?" spurgte Rytteren og så imod dem. Omkring fem meter adskilte ham fra de to minotaurer. "Og, hvad der er mere vigtigt, hvad er så jeres intentioner?" spurgte han igen. Fodfolkene var igen ved hestens sider, to på hver. Korr kunne se hvordan en af mændene trak lidt ud i kraven med et stift blik rettet imod ham, hvilket fik ham til ufrivilligt at fnyse. "Satme nonchalant som du taler til det monster" bemærkede kvinden i flokken. Rytteren søgte at bevare sin autoritet og valgte stoisk at overhøre hende, selvom han vist skar tænder som følge deraf.
Korr sagde ikke noget og holdt sig selv meget godt i ave. Han angreb ikke; han agerede ikke, han reagerede. Angreb de, så ville han forsvare sig selv, sig selv og Rain.

Dette var ikke ligefrem en vant situation for Rain. Hun var normalvis gemt væk fra andres blikke, når hun kunne komme til det, selvom ubehageligheder ikke var uundgåelige. Specielt som minotauer. Der var livet bare ikke særlig nemt udenfor Rubinien, hvor klanerne normaltvist opholdte sig det meste af tiden. Rain tog en dyb indånding og holdte sine øjne på rytteren i et langt øjeblik, inden hendes øjne strejfede sig videre til de gåene der hurtigt nåede op på siden af ham.

De virkede alt andet end venligsindet da de kom nærmere. Rain mistænkte at de frygtede begge deres størrelser, men nok Korrs mest. Han var ikke ligefrem lille af højde eller porpation. Det ville i hvert fald være synd at sige.
Som rytteren nærmede sig og talte, valgte Rain at gå lidt længere frem, dog stadig lidt gemt bag Korr. "Vi er på vej til havnen. Vores intentioner er fredelige og burde ikke bekymre Dem." svarede hun højt nok til at han kunne høre det, mens hun meget tydeligt forsøgte at ignoere kvinden i flokken, som ikke var så lidt bange af sig, at hun kunne tale på denne måde. Det blev alligevel nok, og Rain rettede sine brune øjne mod kvinden. "Dertil, frk. Vil jeg foretrække hvis De ikke tiltaler os som monstre. Blot fordi De ikke forstår andre racer end Deres egen, betyder det ikke at vi er af lavereståene intelligens." hendes øjne var skarpe, men holdningen roligt. Faktisk fremstod Rain på inden måde fjensk eller voldelig overfor de fremmede, men tvært imod ganske åben for deres ord. Deres våben var dog ikke hvad der tiltalte hende særlig meget. En del af hendes rolighed kunne nok også skyldes den tre meter høje minotauer ved sin side, som forholdte sig overraskende roligt overfor provokationerne.

Korr lyttede opmærksomt, da Rain talte. Han forsøgte at følge med, ikke at gå glip af noget. Ja, deres intentioner var fredelige og de var jo vist på vej imod denne "havn". Dernæst udtrykte Rain sig mere uforbeholden i forhold til menneskekvinden, som hun retteligt bad klappe i. Det slog Korr, at han burde han sagt noget selv, men inden han havde fundet på noget, så talte menneskerne igen.

Rytteren rystede på hovedet af Rain, inden han nikkede i retning af kvinden ved hestens side, der så ud som om hun var lige på nippet til at sige noget. Rytteren kom hende i forkøbet og holdt sig stadig fra, at tiltale de to minotaurer i den mere høflige tredjeperson. "Tiltalen er ligegyldig, du og din vagtkøter der..." han vippede kort hovedet i Korrs retning, "Er heldige med, at i ikke allerede er spiddet på vores våben, er det forstået?" spurgte han retorisk. Kvinden ved hestens side der havde ville tale, stod nu bare og grinede smørret, som om rytteren havde taget ordene lige ud af hendes mund. "Hvorom alting er, så har jeg ikke---" han hævede og sænkede skuldrene "Så har ingen os det godt med, at to bæster som jer---" han standsede i sætningen da Korr rørte på sig for første gang, siden rytteren var begyndt at tale til dem. Han samlede tråden op igen: "At i to bevæger jer rundt uden opsyn".

Korr var ligeglad med hvad der blev sagt om ham, det ville aldrig røre ham - men Rain var lynhurtigt blevet en vigtig person for ham, og hun var ikke bare en person, hun var en kvinde; en minotaurkvinde. Den øverste i hierarkiet. Hvem troede disse mennesker, at de var? Han besluttede sig, at han måtte forklare dem situationen på en eller anden måde. Han tog et skridt frem, så han igen skærmede fuldstændig for Rain. Alle menneskernes øjne hvilede på ham, øjnene der havde været rolige, som de betragtede Rain; ikke længere. "Ikke bæst" begyndte han, med sin rolige, mandige ryst. "Hun ikke være bæst" fulgte han så op, øjeblikkeligt derefter, og kiggede fra ansigt til ansigt.

En an mændene rørte uroligt på sig og kvinden så Korr an fra top til tå imens hun rystede på hovedet. Rytteren talte igen: "Men det er hvad i er," holdt han ved, selvom hans stemmeføring var en anelse mere usikker end den havde været bare øjeblikket forinden. "Og nu må jeg bede jer følge med" insisterede han så. Om det var fordi de ventede kamp eller af andre årsager var svært at sige, men de andre mennesker holdt deres munde lukket. Alle så afventende på skiftevis Rain og Korr.

Korr så mod Rain lidt bag sig, inden han rettede blikket imod rytteren igen. Han stolede på hende, og han afventede at hun bestemte hvad der skulle foregå: At hun bestemte deres næste træk.

Den ellers så tålmodige Rain mærkede hvordan et øjenbryn blev løftet og hun kiggede skeptisk på manden. Regnede han virkelig med at det var så let at spide en minotauer? Nok var hun selv en kvinde og blev nok ikke anset at være lige så farlig, men selv hun kunne knække hans lanse som var det ikke andet end en pind. En svagelig pind, som kom i hendes vej. Hendes øjne blev lette sprækker hver gang en fornæmelse blev sendt afsted, som for mandens held hver gang blev rettet. "Jeg er ligeglad med hvad De har det godt med. Hverken jeg eller min rejsekammerat har nogen intentioner om at havde noget med Dem og deres følge at gøre." svarede hun og trak vejret dybt ned i sine lunger. Forhåbneltig valgte de den nemme løsning og gik deres vej og lod dem værre. Rain var ikke voldelig, men selv hun kunne blive irriteret nok.

Rain så på Korr som begyndte at snake. Noget som tilsyneladende ikke faldte i god jord hos menneskene, men frembragte et blidt blik fra Rain. Det var ikke hver dag hun blev forsvaret, og han virkede kun interesseret i at forsvare hendes ære og ikke så meget sin egen. Noget hun havde lidt svært ved at forstå, men var taknemmlig for at han stod op for hende.

Rain satte hovedet let på skrå og kiggede på manden på hesten. Den fine rytter som var begyndt at udvise usikkerhed, men stadig med fasthed begyndte at kommandere rundt med dem. "Hvis vi er bæst som De tydeligt mener. Så vil jeg vove at påstå at Deres måde at håndtere os på, er langt fra sundhedsmæssig god for Dem." startede hun ud med at påpege med et koldt blik. "Så Nej. Nej vi nægter at følge med.. Hvordan De har tænkt dem at reagere på dette er op til Dem selv. Lad os komme forbi, eller ryg af hesten!" tålmodigheden var begyndt at være opbrugt, og hendes stemmes klan indikerede også, at hvis ikke de fik lov til at gå, så gik de med magt forbi dem. Hun var efterhånden ved at være træt af menneskernes smålighed og manglende forståelse. Kvinden i følget så udfordrende på Rain, der blot kiggede på hende med sine brune øjne, og udviste at hun absolut ikke bakkede tilbage.

Det lod til, at Rain meget hurtigt var vokset med opgaven. Det havde virket underligt på Korr, at Rain havde opført sig så afslappet - selvom det var blevet klart, at det var en af forskellene i deres respektive klaner. Rain trådte dog virkelig i karakter, foran menneskerne, hvilket Korr var ovenud tilfreds med. Ikke nok med, at han ikke havde den fjerneste idé om hvad han skulle mene om noget som helst, så ville det også være umuligt for ham at træffe beslutninger hen over Rains hoved. Hun bestemte.

Rytterens øjne lynede, imens Rain talte og snart rørte den lille menneskegruppe på sig alle sammen - alle sammen enten ivrige eller ængstelige, for at komme i kamp med de to minotaurer. "Er du ligeså dum som hende?" spurgte rytteren vantro og kiggede på Korr. "Kan du ikke forstå, at det her ikke er til diskussion?" spurgte igen. Korr rystede på hovedet og slog igen øksens skæfte imod jorden. "Ikke dum," knurrede han, hvorefter rytteren bare så spørgende på ham: Sagde han, at han ikke var dum ligesom hende, eller hvad? "Rain ikke være dum" fulgte Korr op og rytteren så tydeligt sammenbidt på de to minotaurer inden han rystede på hovedet. "Nuvel, dette er en situation i har sat jer selv i" bemærkede han en anelse henkastet og fandt så et horn frem fra bæltet, og truttede højlydt i det. Den høje lyd ville kunne høres langt væk. Kvinden i menneskeflokken slikkede sig om munden og udbrød ubehersket: "Det betyder Janus Dræber er på vej" sagde hun og gik et skridt fremad. Et uopfindsomt men særdeles sigende kælenavn. "Det vil i to ønske, at han aldrig havde gjort" afsluttedes det og hun nikkede i retning af rytteren med hornet.

Korr tog sin økse i højre hånd og lod skæftet hvile på jorden, imens han holdt venstre arm frem imod kvinden og pegede på hende. Han kunne næsten røre ved hende, så tæt på var hun. Kvinden trådte en anelse tilbage. "Rain have sagt vi ikke følge med," sagde og tog så hånd og arm til sig igen inden han fortsatte: "Hvis i angribe, så vi forsvare" erklærede han og fik så sin økse i begge hænder igen.

Endnu en lille gruppe af mennesker kom til syne og var på vej imod dem. Ingen ryttere, men fire fodfolk. En skaldet mand på næsten to meter gik forrest, med et langsværd i hver hånd.
Rytteren kiggede fra menneskegruppen der snart ville være hos dem, til de to minotaurer. "Sidste advarsel," sagde han og spyttede ned på jorden ved siden af hesten, "I kommer sgu ikke til at løbe frit omkring i mit område".

Korr så på Rain og sagde stille, selvom det stadig let kunne høres af menneskerne, for Korr var jo ikke just stille anlagt: "Når være kamp, du bare holde dig bag mig" sagde han og sendte hende et lille smil, inden han rettede sin opmærksomhed imod menneskerne igen. Korr vidste ikke hvad Rain havde tænkt sig, men uanset det faktum at han aldrig selv havde kæmpet imod mennesker før, så stillede han sig gerne i Rains skudlinje og bad hende samtidig om at holde sig i ro; han ville ikke kunne bære, hvis hun kom noget til, og det var trodsalt sådan noget han levede for, sådan hans liv havde formet sig. Kvinden i gruppen talte igen: "Hørte i det?" spurgte hun, iført et tandsmil, "Jeg tror sgu de er et par" hun slog en kortlivet latter op, da ingen grinede med. Havde Korr ikke været opstemt på kamp og mentalt forberedt derpå, så havde kvindens bemærkning fået ham til at rødme. De andre mennesker var iført anstrengte og spændte ansigtsudtryk, selvom et par af mændene stadig så ud som om, at de ikke kunne komme væk derfra hurtigt nok.

Rytteren fik sin hest til at gå baglæns, imens fodfolkene fulgte efter. De ville åbenbart have denne "Janus Dræber" tættere på, inden de gjorde alvor af deres trusler.

Hornblæset og den, hvad Rain ville kalde lettere primitive kvinde, gav sig til at opføre sig endnu mere dyrisk end Rain først havde antaget at hun var, ved at begynde at slikke sig om munden og som en anden grinene hyæne give sig til at give sin glæde til udtryk ved at en eller anden Janus Dræber kom til dem. Hun nærmest hoppede af glæde, havde hun ikke haft lidt værdigheden. Rains blik hvilede på hende med en tydelig anstodning fra hendes karakter. Rain var normalvis tolerant, men denne kvinde var virkelig belastende på alle grænser, og havde virkelig ikke troet at hun kunne gøre situationen endnu værre end den i forvejen var. Rain sukkede dybt og kiggede lettere uintersseret på hende, selvom hornet hurtigt fangede hendes interesse som rytteren sænkede det. "Var det nu også nødvendigt?" det var egentlig ikke så meget et spørgsmål til ham, som det var en irritationsfaktor der kom til udtryk hos minotauer kvinden, som var led og ked af hende tiden at blive behandlet som et vildt dyr.

Rain havde holdt sit blik på Korr som han havde talt og stilte sig i forsvarsposition overfor de fremmede. Hendes hoved vendte sig dog hurtigt, med det samme udtryk af væmmelse som han havde spyttet på jorden. Herefter fløj hendes ene øjenbryn op i overraskelse. "Dit område?!" hendes stemme var hård og kraftig som hun stirrede koldt på manden. "Dette land og omegn er ikke ejet af nogen mand. Dette er frit for rejsene og handlende. Det har det alle dage været. Men selvfølgelig vil mænd med storhedsvanvid og behov for en potensforlænger, også valgt at indtage landet som deres eget, så de kan sidde på deres høje hest og lege at de er større og stærkere end alle andre, når de i virkeligheden er den mindste lille orm i jorden." Hun havde fået nok. Endnu engang var det et menneske som med deres grådighed havde indtaget et område som ikke stod frit til at blive taget.

Kvinden udtrykte igen sin primitive side, men denne gang uden dækning fra sine medrejsene der åbenbart ikke fandt udtalelsen lige så sjov som hun. Mændene burde være klog nok til at vide, at en sådan sandhed, kunne havde katestrofale følger. Korr var ikke lille, og en minotauer beskyttede sin mage med alt han havde og kunne. Nok var Rain og Korr ikke et par, men det vidste folkene ikke.
"Hvis jeres Janus dræber ikke er kommet inden fem minutter, gør vi alvor af at vi går videre. Om det så betyder at i væltes på vejen." Rain var virkelig ikke krigerisk eller voldelig, men hun gad ikke mere. Hun havde nået enden af sin tålmodighed med de inkompetente mandslinge.. og ikke mindst kvindemennesket, som var uden for nogen form for pædagoisk rækkevide.