Det var næsten underligt at være tilbage i hovedstaden, efter at have befundet sig i et par dage i Lazura for at besøge sin ekskone og datter. Ganske vidst var Amira og Corbin ikke et par længere, men de kunne stadig enes og han havde lov til at komme og gå som han ønskede. Grunden til de havde valgt at blive skildt, var mest grundet Corbin’s job som dusørjæger. Det satte lidt familien i fare, så de var blevet enige om det ville være det bedste at gøre. Det var vel godt tre, fire år siden han havde været hjemme i Dianthos, men han havde dog i den tid haft kontakt til sine forældre gennem breve. Hans bror derimod… Havde han ikke taget kontakt til, mest af alt grundet det akavede forhold de havde til hinanden, efter den forskelsbehandling der var fra deres far. Det var jo ikke fordi det var det han havde ønsket, men det var desværre sådan det var endt. Gennem gaderne af Skumringskvarteret gik han nu rundt. 

De gyldne øjne skulede rundt, holdt øje med omgivelserne. Ud af øjenkrogen var han dog overbevist om han så et velkendt ansigt. Et kort sekund stoppede han op, fik et kækt smil på læberne og trak hætten over hovedet før han satte i samme retning som det velkendte ansigt. Corbin var næsten sikker på det var hans lillebror han havde set, men det ville tiden vel vise? Nu skulle han bare finde ham igen. Efter kort tids søgen, spottede han personen igen og trak på smilebåndet og trak en af de knive der hang i bæltet og kastede den efter skikkelsen der var et stykke længere nede af gaden. Hvis ikke det var hans bror måtte han jo så tage benene på nakken og stikke af, men han var 99% sikker.

I et ganske roligt tempo, kom Ezra gående. Med blikket flakkende lidt rundt i de mørke omgivelser, og hænderne i forbinding. Det var intet nyt, og han blødte en smule fra panden, hvilket heller ikke var unormalt for ham. Han løftede en hånd op til panden, og skulle til at fjerne blodet, før han hurtigt nåede at gribe fat i kniven som blev send afsted. Et lille suk forlod hans mund, det var sikkert Corbin. Kniven virkede bekendt, og som det våben han brugte. Ezra undrede sig over, hvad hans storebror lavede her i kvarteret. Hvorfor kastede han også med knive, han havde håbet på, at ramme en eller anden.

Ezra trådte tættere på, før han kastede kniven tilbage imod sin storebror, han kunne se som han kom tættere på"Godt kastet.. Her er din kniv" lød det nærmest halvt koldt og roligt fra ham, som han lod et lille smil komme frem på ansigtet. Han strøg en hånd igennem det mørke hår, og begravede den ene hånd i bukselommerne. Ezra var selv typen som godt kunne finde på, at kaste med knive og bruge dem. Men heldigvis havde han så gode reflekser, at han kunne gribe kniven i luften. Han havde dog heller ikke tænkt sig, at den skulle ramme ham. Han lagde hovedet på skrå, som han betragtede sin storebror en smule.

I hans øjne lignede han sig selv, men der var gået lang tid siden, at han sidst havde set Corbin. Han strakte sig en smule, så godt han kunne med hånden i bukselommen. Han havde bestemt ikke regnet med, at skulle se sin bror igen, der havde tit været en underlig stemning imellem dem. Specielt fordi deres far foretrak Corbin, frem for Ezra. Det var tit noget han blev irriteret over, også selvom han aldrig ville indrømme hvor meget respekt og kærlighed han havde for sin bror. Han forstod godt, hvorfor deres far havde favoriseret Corbin, frem for ham"Så udover at kaste med knive, hvad laver du så her" spurgte han ærligt, og undrende som han ikke fjernede blikket fra ham. 

Corbin trak på smilebåndet som han så personen greb kniven uden problemer. Det var uden tvivl Ezra, der var ingen udover deres far, der havde så gode reflekser. Et bredt smil kom frem på hans læber som kniven blev sendt tilbage imod ham og så let som ingenting, greb han kniven igen og satte den tilbage i bæltet ”Ellers har jeg elleve mere.” sagde han med et kækt smil på læberne. Det var næsten underligt for ham at stå her overfor Ezra. De havde bevares ikke det bedste forhold til hinanden, men det var stadig hans lillebror, hvilket også var derfor han ikke havde kastet kniven i højere fart eller efter et punkt der kunne have skadet ham.
 
Der var gået nogle år siden sidst de havde set hinanden, men der var ikke sket meget med deres udseende siden. Jo, Ezra så nærmest voksen ud nu mens han selv ikke havde ændret sig synderligt. Stemningen mellem dem havde altid været en smule anstrengt, men det kunne de takke deres far for. Corbin havde aldrig haft nogen form for had rettet mod sin bror, nogle ville måske gå så langt som at sige, at han inderst inde elskede ham på en eller anden måde.
 
Let hævede han et øjenbryn ”Har jeg ikke lov til at komme til Dianthos for at besøge min familie?” spurgte han og lagde armene over kors. Det var rent faktisk derfor han var der. Så kunne de få at vide han nu var blevet skilt fra sin kone.

Ezra var slet ikke i tvivl om, at hans bror havde flere knive, end bare den som var blevet sendt afsted. Han kunne ikke undgå at smile lidt, og lod blikket hvile sig på sin storebror. Det var alt for lang tid siden sidst, og Ezra huskede ikke engang hvor lang tid, der var gået. Men han var sikker på, at det var lang tid siden sidst. Han studerede sin bror kort, før han rettede sin ene forbinding omkring hånden. Det skulle løsne sig, og komme i vejen for ham. Han ignorede de undrende og nysgerrige blikke fra de folk i nærheden af dem. De måtte kigge så meget de ville, det gjorde ikke ham noget.

"Jeg er ikke i tvivl om, at du har flere knive end den ene" grinede han, før han lagde en hånd ovenpå sin brors skulder. Han gav ham et blidt klap, mest som en hentydning til at han faktisk var glad for, at se sin bror igen. Det var altid rart når noget familie dukkede op. Selvom han bestemt ikke havde regnet med det. Ezra var ikke typen som lige nu ville udspørge sin bror med, hvad han havde brugt tiden på. Men Ezra var også nysgerrig og spændt efter at høre mere, for han havde jo ikke set sin bror i alt for lang tid. Han lod det brede smil vokse, og han gav et nik til spørgsmålet"Jo du må altid gerne besøge din familie. Men jeg ser ingen af dem, og jeg har heller ikke hørt fra dem" han trak lidt på skulderen, og krydsede armene. Det var måske underligt, men på den anden side, havde han ingen grund til at ville se familien.

Den eneste person som han faktisk gerne ville se, var Corbin. Ingen andre, havde han den store lyst til at se, og være sammen med. Han fjernede blikket fra sin bror, og vendte fronten hen imod kroen. Måske de skulle snuppe noget at spise og drikke, eller finde et andet sted. Det var tid til at fejre, at de begge to så hinanden igen. Hånden fra sin brors skulder, fjernede han. Han skulede kort hen til Corbin, som han grinede lidt, intet ondt. Men det var tydeligt, at se at sin bror var vokset"Skal vi fejre at se hinanden igen. Der er mange måder, at gøre det på" nævnte han med et lille kækt smil, og han afventede svar og reaktion fra sin bror.

Hvor længe siden var det han havde været i hovedstaden? Tre år? Han var ikke sikker, men det var i og for sig også lige meget, for han var her trods alt nu... Det var ikke fordi han havde regnet med at Ezra var den første han skulle støde på, men nu stod de her overfor hinanden. Corbin trak let på smilebåndet "Men det ville være synd at spilde dem på en som dig." sagde han drillende med et grin i stemmen. Han var glad for at være tilbage, for han havde ærligt savnet familien en smule og specielt hans klaphat af en lillebror. Som Ezra klappede ham på skulderen, trak han på smilebåndet og daskede til hans skulder. Nok havde de ikke været de bedste venner igennem barndommen, men det kunne jo altid ændres, nu hvor han ikke havde en kone og et barn at se til hver dag længere. Det var egentlig også en af grundene til han var kommet til Dianthos, for at fortælle hvorfor de ikke var gift længere. Han hævede et øjenbryn da hans lillebror fortalte han ikke snakkede med forældrene "Er det stukket helt af derhjemme, eller stoppede du med at snakke med dem da jeg rejste?" spurgte han. Han vidste hvordan deres far kunne være fra tid til anden, så han ville ikke dømme han for ikke at snakke med dem. 

Corbin så på Ezra som han fjernede hånden og rettede blikket mod kroen, hvilket han også selv gjorde, for derefter at rette blikket mod Ezra igen, som han havde vendt sig. Et kækt smil kom frem på hans læber som hans lillebror kom med et forslag. Let nikkede han en enkelt gang "Det lyder som en god ide... Noget mad for en solid bund og derefter jage bunden af flasker med alkohol... Og hvem ved, måske kan du endelig få snablen dyppet." sagde han og lod et grin undslippe. han var forberedt på at få et slag for den kommentar, men det havde han nok også fortjent.

Ordene fra sin bror fik Ezra til at være stille i et øjeblik. Han var efterhånden træt af forældrene, og havde sikkert været det i lang tid. Men i følge ham, var der gode grunde til det. Han sukkede lidt, og hørte spørgsmålet. Han var ærlig overfor sin bror, og havde altid været det. Han huskede slet ikke, at han faktisk havde løjet overfor Corbin. Han fik et lille smil frem, og rettede en smule på bæltet, bare så det sad lidt bedre end det gjorde før"Jeg stoppede med at snakke med dem, da du rejste. Jeg gider dem heller ikke for at være ærlig" svarede han med ærlig stemme, som han kiggede væk fra sin bror. 

Han gik ind på kroen sammen med Corbin, og tænkte lidt. Ja Ezra gad ikke sine forældre, og specielt ikke efter Corbin rejste. Det var som om, det gjorde det klart for ham, at han ikke gad blive. Det var noget andet, når Corbin var der, selvom forældrene altid havde favoriserede ham frem for Ezra, så var det bare mere trygt og hyggeligt når Corbin havde været derhjemme. Da han rejste, følte Ezra ikke for at blive boende hjemme, eller snakke med forældrene. Han tog et kig rundt som han kom ind på kroen, og betragtede de folk der sad herinde. Nej han kendte ingen af dem, det kom han hurtigt frem til. Han havde heller ikke set dem før, og der var ingen som virkede bekendte. Måske der var nogen som havde set ham før, men han var ligeglad. Han kiggede hen på Corbin"Ja måske du får dyppet din snabel før mig" grinede han som han puffede drilsk til sin storebror. 

Ezra tænkte ikke på damer så meget som sin bror. Hvis Corbin overhovedet tænkte på damer, for det vidste Ezra ikke. Personligt var han ikke type, som hele tiden tænkte på damer. Men det ville ikke gøre ham noget, hvis han ville ende med at hygge sig med en, eller flere"Så må vi vel håbe på, at du ikke finder de samme damer som mig. Ellers må vi dele" lød det kækt fra Ezra, som han klappede sin bror ovenpå skulderen. Han satte kursen hen imod et bord, og gav tegn til de mænd som sad ved bordet, at de skulle flytte sig. De hørte efter, heldigvis. Ellers skulle ham og Corbin nok sørge for, at mændene ved bordet rejste sig, og flyttede sig.

Corbin sukkede opgivende. Det kom ikke som en overraskelse for ham, at hans lillebror ikke snakkede med forældrene længere. Han rettede blikket mod jorden som Ezra talte ”Er der sket noget da? Eller er det stadig fra dengang far favoriserede? Tænker ikke mor har gjort ret meget… Kvindemennesket er ikke ligefrem den der siger sin mand imod.” sagde han med et suk. Havde det været Corbin’s skyld? Nu hvor han smuttede… Det havde i hvert fald aldrig været hensigten.
 
Som de kom ind på kroen, lod han blikket glide rundt på de forskellige individer og han trak let på smilebåndet. Der var ikke en eneste han kendte, ikke engang fra dengang han selv kom på kroen. Som Ezra talte, lod han et grin undslippe ”Formentlig ikke… Man kan vel sige jeg er blevet til tilbageholdt efter skilsmissen...” svarede han og sukkede. Det var trods alt derfor han var tilbage i Dianthos, for at fortælle dem om bruddet mellem ham og Amira.
 
Han hævede et øjenbryn som han så på sin bror og lod et grin undslippe ”Hah, mon dog. Tvivler vi har samme smag når det kommer til stykket.” sagde han med et grin og fortsatte ”Og kvinder er det sidste jeg vil dele med dig… Jeg elsker dig bevares, men ikke så meget.” afsluttede han, stadig med et grin i stemmen.

Om der var sket noget. Han tænkte lidt, der var vel sket lidt af hvert. Men han ville nok aldrig glemme tiden hjemme ved familien. Især forældrene, og hvordan de var overfor ham. Han ville aldrig glemme det, men nu behøvede han så heller ikke bekymre sig om dem, eller tænke på dem. Nu var han sammen med sin bror, og han havde faktisk savnet Corbin, utrolig meget. Selvom Ezra ikke indrømmede det, så var det godt at se sin bror igen. Han nikkede lidt til spørgsmålet, det var vel lidt fra dengang, men han sukkede så også. Det var virkelig svært at glemme det, selvom han prøvede på det.

"Der er ikke sket så meget.. Men jeg glemmer aldrig far og hans favorisering af dig" han sukkede endnu engang som han knyttede den ene hånd sammen. Han kunne vel ikke gøre noget ved det, men sådan var det jo. Han havde accepteret det, selvom det også havde taget lang tid, at gøre netop det. Han havde slet ikke haft noget med nogle kvinder, selvom han da ikke havde undgået at støde ind i mange kvinder, på sin vej. Men der var nu ikke nogen som tiltalte ham, for de fleste var ens.

Kroen var herlig, og Ezra elskede generelt kroer. Han foretrak også det, frem for et eller andet adeligt, og pænt sted at spise, og opholde sig. Han lyttede til sin brors ord, og kunne godt forstå ham. Han var dog usikker på, om han skulle spørge yderligere ind til det, eller lade være. Det kunne være, at Corbin ikke havde lyst til at snakke om det"Er du okay efter bruddet" spurgte Ezra så med et løftet øjenbryn. Han var da bekymret for sin bror, og hvordan kunne han være andet. Det var hans bror, han elskede ham højere end sine egne forældre. Hans ord om at dele kvinder, fik Ezra til at grine, som han kort lod blikket hvile sig på krofatter.

Corbin sukkede let over hans brors ord ”Det er jo ikke just fordi jeg er mere speciel… Jo, jeg er ældst…” sagde han opgivende. Han kunne godt forstå Ezra ikke gad at have noget med dem at gøre, havde det været ham selv der var udsat for det, ville han sikkert have det ligesom sin bror. Selv havde han et okay forhold til sine forældre, sikkert også fordi han havde givet dem et barnebarn som deres mor havde efterspurgt siden Corbin mødte Amira. De vidste dog ikke endnu at de var blevet skilt… Men den tid den sorg.
 
Han hævede et øjenbryn og så på Ezra efter han spurgte om han var okay. Et kækt smil kom frem på hans læber ”Jeg ved de er i bedre sikkerhed uden mig… Jo det gjorde ondt, men med mit arbejde ville det kunne bringe dem i fare og derfor valgte vi det var det bedste.” sagde han og trak da på skuldrene, nærmest opgivende. Han var måske ikke helt kommet over bruddet endnu, men i det mindste havde ham og Amira været enige om det var det bedste at gøre. 
 
”Så hvad er planen? Der er ingen herinde der er værd at stikke i…” sagde han med et grin i stemmen, hentydende til at kvinderne på kroen ikke var ret meget værd at se på, men måske som timerne skred frem, ville der komme flere personer ind.

Det var ganske sandt, for Corbin var ældst. Det var sommetider noget som irriterede Ezra, men på den anden side så accepterede han det også. Han havde dog ikke haft noget imod, hvis det havde været ham som var den ældste. Forholdet til forældrene havde i følge ham altid været en smule anspændt, men han kunne godt lide sine forældre. Selvom han til tider godt kunne føle, at hadet til dem var større end kærligheden for dem. Han sukkede lidt, og prøvede kort at tænke på andre ting. Han havde bestemt ikke lyst til, at tænke på sine forældre. Ikke når han var i selskab med sin bror, for det skulle nydes.

"Nej der er slet ingen herinde, som er det mindste værd.."nævnte han som han lod blikket glide lidt rundt. Der var virkelig ikke nogle kvinder som tiltalte ham, eller bare tiltrak en lille smule. Måske de skulle finde et andet sted, hvor der i det mindste ville være flere kvinder, som kunne lokke, eller tiltrække ham bare en lille smule. Han var ikke som sådan kræsen, men han vidste også godt at han ikke ville få ret meget ud af, at være sammen med en kvinde som ingen hjerne havde"Måske vi skal finde et andet sted, medmindre der er nogen ovenpå" han skulede kort op imod trappen, som førte ovenpå. Det var dog ikke sikkert, at der ville være kvinder deroppe, så måske det var bedst at finde et nyt sted.

Ezra drak en stor tår af sit krus, som han kort betragtede krofatter. Han kunne ikke undgå at smile lidt, han kunne ikke undgå at få et næsten lusket smil frem. Det ville ikke gøre ham noget, hvis ham og Corbin ødelagde kroen lidt, eller bare lavede lidt ballade. Men han vidste heller ikke, hvad slags planer og tanker Corbin havde.

Corbin var klar over at det forhold hans lillebror havde med deres forældre, bestemt ikke var det samme som hans. Egentlig var han ikke selv sikker på hvilket forhold han havde til hans forældre. Nok havde han sendt breve til dem igennem de år han havde været i Lazura, men der gik længe mellem deres svar. Enten var de bare så gamle at de ikke kunne ret meget, eller også var de ligeglade, for nu var begge sønner væk? Tanken skabte nærmest en knude i maven, så tanken blev hurtigt skubbet væk.
 
Blikket gled over hver eneste person, mand og kvinde. Hvordan kunne der være så tomt? Han rettede blikket mod sin bror og sukkede nærmest ”Der var en gang… Men det er som om det kun er de gamle krager der er her nu… Og jeg ved ikke med dig… Men det skal jeg Zalme ikke have noget af.” sagde han med et grin i stemmen. Aldrig i livet om han ville degradere sig selv til at være sammen med en af de gamle, hærgede skøger der holdt til. Let trak han på skuldrene og rettede blikket mod trappen ”Måske… Altså det skader ikke at se om der er en kælen lille dame deroppe.” sagde han og puffede let til sin bror inden han hævede kruset og tog en tår.

Der var virkelig tomt, og det undrede ham også en smule. Plejede der ikke være flere mennesker herinde, eller var det bare noget han selv troede og gættede. Nej måske det bare var en dag, hvor der ikke var særlig mange mennesker herinde, men det ændrede ikke på, at Ezra fandt det lidt underligt. Der plejede tit at være gang i den herinde, men han havde måske bare været herinde de gange, hvor der var gang i den. Han lyttede til sin bror, som hans blik hvilede sig på ham lidt.

"Ja der er ikke ligefrem frisk kød.. Eller nogen som jeg føler mig lokket hen til, og fristet til" han sukkede kort. Normalt tænkte han ikke vildt meget på kvinder og mænd. Men lidt hygge, og et knald eller to gjorde vel ikke noget. Det skadede heller ikke nogen, og en mand som ham og sin bror havde jo lystelser. Trist at der bare ikke var nogen herinde, som man kunne udforske lystelserne sammen med, eller som bare fik ham til at få alle de forkerte og forbudte tanker. Måske var de bare endt på et dårligt sted, hvor der ikke var så mange kvinder eller mænd som tiltrak dem, eller sagde dem noget..

Ezra tiltede hovedet kort, og strøg en hånd igennem sit hår. Hans blik vendte sig hen imod krofatter, og han drak en stor tår af sit krus. I det mindste kunne tørsten slukke ham, selvom det havde været lidt bedre hvis der havde været en kvinde eller mænd, som lige kunne slukke hans lyst og tørst. Han var mere til kvinder end mænd, og drejede hovedet hen imod Corbin, som han hørte broderens ord. De kunne sagtens gå ovenpå, der var måske noget værd deroppe"Så lad os komme afsted... Jeg gider ikke blive siddende her" han puffede til sin bror med albuen, og rejste sig fra stolen han havde siddet på. De gik sammen ovenpå, og Ezra var spændt på om der faktisk var noget værd deroppe.

Gad vide om der var sket et eller andet siden der nærmest ingen mennesker var på kroen. Det undrede ham i hvert fald. Før han flyttede, var der i hvert fald altid en dame eller to der var interesserede i en skilling, men nu… Intet. Blikket gled igen over nogle af dem der sad på kroen, men ingen af ansigterne kendte han, hvilket han også fandt en smule underligt. Bevares så kunne de folk fra dengang være blevet klogere, eller også havde de mødt livets ende… Uanset hvad var der stille.

Blikket rettede sig mod hans bror som han talte og han trak på smilebåndet ”Årh hold op. Ham tykbassen derovre ville sikkert gerne have et stykke med Ezra.” sagde han og skævede let over mod en ret buttet mand i et hjørne af kroen og grinede lavt for sig selv som han daskede til sin bror. Dog havde Ezra ret, der var virkelig ingen herinde der på nogen måder fristede, hverken af han eller hunkøn. Måske de bare skulle finde en anden kro, for her var der dødt.

Corbin bundede resterne af hans krus og rejste sig som hans bror selv blev klar ”Det kan da også kun være mere spændende uanset.” sagde han og sukkede næsten opgivende over kroen, før han gik op af trapperne for at se lidt rundt, men selv oppe ved værelserne var der dødt og ikke en sjæl. Måske kunne man i ny og næ lige høre en der snorkede, ellers var der ikke noget. Han skævede mod Ezra og trak på skuldrene ”Måske vi skal finde et andet sted, mener der ligger noget i nærheden… Bevares det er måske ikke helt legalt, men…” sagde han med et kækt smil på læberne. Corbin var sikker på den gamle smugler klub endnu havde en eller anden form for bar et sted og han vidste hvordan man kom der hen, da han havde været der et par gange før han flyttede fra Dianthos.