"Men det lyder ikke ondt.." Sagde Nicodemus, hans ungdom og naivitet tydelig i hans ansigt. At leve af at drikke andre folks blod, lød som en grufuld forbandelse, men man sagde også, at vampyrismen gav mange fordele ..  evigt liv værende iblandt dem. Nicodemus kunne godt forstå, at man ikke nødvendigvis ønskede at gøre en ende på sig selv..

At reelt forstå hvordan det var at være en af nattens væsner, ville han dog næppe aldrig forstå. Bertrams ord havde sat mange tanker i hovedet på den unge adelsmand - hans barndomsfortællinger om vampyrer, varulve og dæmoner havde altid været ganske sort/hvide .. men måske var verden ikke helt sådan.

"Så .. mit blod smager bedre, end en fattig persons?" Nicodemus lignede et spørgsmålstegn. Han havde aldrig tænkt, at der kunne være forskel på smagen på den måde .. han troede bare at vampyrer drak blod for at overleve. Syntes de virkelig, at det smagte godt?
Armene trak sig lidt tættere sammen om kroppen, mens han i spænding og nervøsitet betragtede vampyren. 

Den røde vampyr lukkede øjnene i for at sunde sig over realiseringen af, at han allerede havde sagt for meget, tilsyneladende. Han havde allerede sagt alt for meget, og var snart noget til et punkt, hvor han var ved at beskrive hvor dejligt den unge mands blod smagte. Ikke at det lod til at skræmme Nicodemus det mindste. Forhåbentligt var han bare naiv, og ikke dum. Bertram havde gjort sit bedste for at advare ham om nattens væsner, og alt han havde præsteret var at gøre ham interesseret.

Måske lød det ikke ondt. Men hvis blot Nicodemus forestillede sig, hvor mange liv han havde taget, før han lærte at stoppe, mens legen var god. Bertram åbnede sine øjne og skænkede ham et alvorsblik, som ikke overraskende, sikkert gik direkte igennem ham. Igen fandt han sig selv værende aftenens underholdning for den dreng, der også kedede sig under ballet, den dag.
"Ja... Så her har du endnu en grund til at føle dig speciel," Sagt med en stikpille til den unge herres stand. Bertram havde på en eller anden måde bevaret sin fattige tilværelse i alle disse år. Men det var også fordi han brugte alle sine penge på professionelle blødere. Samtaleemnet om Nicodemus blod gjorde vampyren utilpas.

Det var ikke fordi Nicodemus ikke var mange for vampyren. Hver muskel i hans krop var stadig spændt, selv om han vidste, at Bertram i et øjeblik ville kunne overmande ham og tage hans blod, hvis han ønskede det. Men der var også den morbide nysgerrighed og ønsket om at forstå det vampyriske væsen - for han havde jo ikke selv valgt sin skæbne. Havde han?

Vampyrens næste ord, fik ham til at krympe sig en smule. Det var jo ikke fordi han ønskede at være et arrogant, adeligt røvhul, men han var meget bevidst om, hvor høj grad han skilte sig ud fra folk i denne del af byen.

"Jeg har ikke ligefrem bedt om, at mit blod skulle smage særligt godt.." Sagde han, lidt trodsigt og protesterende.

Al den snak om Nicodemus blod…! ”Nej, om forladelse… Det ved jeg godt.” Det var blodmanglen i ham, der gjorde ham let at provokere, så det at bide ham, blev retfærdiggjort. Bertram ville så gerne tættere på ham og nyde godt af den pænt indpakkede hals. Hans røde øjne vandrede fra det mørke, uskyldige blik og ned. Men nej! Han havde allerede opkrævet betaling, og det ville ikke være fair.

Han tog sig til jakken, der hvor pengene lå hengemt, for at minde sig selv om, at han havde penge at betale med… Det var måske bare småpenge for Nicodemus, men Bertram havde aldrig den slags rigdomme på sig. ”Jeg håber du lærer at kontrollere din nysgerrighed… og holder dig væk fra den nedre bydel,” Sagde han alvorligt, nærmest som en faderfigur. Man kunne ikke lade være med at holde lidt af dem man havde bidt. Det var en lidt underlig bivirkning, som nogle vampyrer oplevede. ”Jeg…” Han lød lidt som om han kæmpede for at være til stede ”Jeg har brug for at du bakker nu… Du må ikke vende dig om eller begynde at løbe… Det starter bare noget i mig.” Hans øjne kiggede slet ikke i Nicodemus ansigt længere.

Nicodemus' hånd vandrede ufrivilligt op og greb lidt om kraven, der skjulte de fine små ar af bidmærkerne, der var kommet den dag til ballet. Det havde ikke gjort meget ondt efterfølgende, men han vidste, at mærkerne stadig var der. Et måske evigt minde om hans møde med vampyren.

Han åbnede munden for at protestere, men et eller andet sted vidste han jo godt, at Bertram havde ret. Den nedre bydel var ikke et sted for adelsfolk - lige meget hvor spændende det var for ham. Alligevel var det også besynderligt, som vampyren nærmest lød som om han forsøgte at beskytte Nicodemus.

Meget langsomt begyndte han at bakke, adlydende vampyrens ord. Selvom Bertram virkede nærmest venlig, var han godt klar ove den umiddelbare fare, han befandt sig i - der var ikke langt fra de skarpe tænder til hans hals. Blikket var fokuseret på Bertram, mens han trådte et skridt bagud.. så endnu et. Lige ind til hans fod fangede en sten, der rullede under ham. Gaden var stejl, glat og Nicodemus havde trods alt fået en øl eller tre inde på en af kroerne. Med et lille udråb, fandt han sig selv glidende på brostenene, faldende bagover på gaden: "Åhhh!"

Det var ikke for sjov at den rødhårede vampyr havde bedt Nicodemus om at trække sig væk. Men måske ville det have været bedre at bede ham om at se ned på sine fødder, så han ikke faldt bagover. Brostenene her i den nedre bydel var langt fra lige så vedligeholdte som de længere oppe i byen, men mon ikke adelsknægten bar en stor del af skylden, ved at være så klodset? Når man stod overfor en vampyr, god eller ond, skulle man sgu koncentrere sig.

Som benene smuttede under knægten, var det som om at alle selvstændige tanker i Bertrams hoved lukkede ned. Alle undtagen én, der med en opgivende klang, sagde ham, at drengen måtte gøre det med vilje. For at provokere ham, eller et eller andet! Bertrams krop var nærmest flyvende, som han slyngede sig frem og kastede sig ind over Nicodemus, der endnu ikke havde ramt jorden endnu. Bertrams beskytter-gen slog til, og han begravede sin hånd i det kulsorte hår, lige ved baghovedet, så han ikke slog sig, da de begge ramlede mod jorden, og Bertrams lange, store krop landede over ham. Bertram slog sig ikke. Eller han bemærkede det i hvert fald ikke. Han skulle have det blod nu!

Hans ansigt var plaget, og øjnene stirrede ned på drengens ansigt, uden at vise medfølelse eller noget som helst. Blikket var fjernt, inden han nærmede sig Nicodemus hals og satte tænderne i ham. Vampyrer havde også vaner, og sjovt nok bed han ham i samme side som sidst, og ramte næsten de fire eksisterende ar, der stammede fra de to store hjørnetænder i overmunden, og de to små i undermunden. Tænder flænsede fuldstændig igennem både stoffet fra kraven, og den sårbare hud, og straks begyndte han at suge til sig med en gruopvækkende grådighed. Denne gang langt væk fra slotsvagterne, der sidst var kommet den stakkels dreng til undsætning. Og Bertram kunne ikke stoppe sig selv, på nuværende tidspunkt, for han var ét med sine instinkter, der fulgte med den forfærdelige forbandelse.

Nicodemus så ikke vampyren bevæge sig, før han var over ham. Det ene øjeblik var der den skyede nattehimmel mellem hustagene - det næste en sort skygge, som Betram sprang frem efter ham, og Nicodemus nåede ikke engang at mærke de hårde brosten ramme sit baghoved, da vampyrens hånd beskyttede ham.

Et gisp nåede at undslippe hans læber, som resten af hans krop ramte jorden med Bertram over sig. Hans øjne var store og forskrækkede - et øjeblik virkede det som om vampyrens bevægelse havde været blid, næsten som om han ville beskytte ham fra faldet - det næste øjeblik glimtede hans tænder i mørket, og han mærkede dem mod sin hals. Han havde leget for meget med skæbnen ved at stoppe op for at tale med en vampyr ved nattetid..

Der var en overvældende styrke og grådighed i vampyren. Spænding var erstattet af frygt, og Nicodemus forsøgte sit bedste at sprælle med arme og ben, for at komme væk fra Bertram, skubbe til ham, slå ud efter hans ansigt..

Nicodemus ville nok hurtigt opdage, at hans slag og spark ikke hjalp ham det mindste. Bertram var meget længere og tungere end ham, og hans tænder havde bidt sig fast i ham. Som et dyr drevet af instinkter, registrerede han knapt nok slagene, så længe hans behov for at fylde sig med blod var størst.

Heldigvis havde denne her vampyr hjerte nok til at føle for sit offer, og han havde den rette træning i at stoppe før det blev farligt. Men først når toppen af hans behov efter det adelige blod var  dækket. Lysten blev kun forstærket af at han allerede fyldte sig med hans blod, men han kunne bedre kontrollere sin forbandelse, når han var stærkere.
Så inde i Bertrams hoved kæmpede to store viljer mod hinanden, og han måtte glemme alt om skammen ved at skulle se den unge mand i øjnene igen, når han lod ham slippe fri. Nogle gange kunne man som vampyrforbandet fristes til at gøre sin gerning færdig... og lade offeret dø, som naturen ville det... så man ikke skulle lide under konfrontation, men det var Bertram for længst gået væk fra. Han havde en smule dårlig samvittighed, når det skete... Men også kun en smule, da forbandelsen gjorde ham hård i sindet.

Nu kunne han mærke de slag der havde ramt ham, og hvor, helt præcist. Men han løftede sin fængslende krop fra den mindre, finere krop, og trak tænderne ud af halsen, væsentligt forsigtigere, end de var trængt ind.

Det havde været et værre svineri, for både Nicodemus var smurt ind i blod, og omkring Bertrams mund og hals, var han også farvet rød. Det var åbenlyst et vampyrangreb. Som altid var det forfærdeligt for ham at se, hvordan han havde mistet kontrollen, og hvordan han havde efterladt sit offer. Men han havde jo prøvet det så mange gange før, så han vidste hvad han skulle gøre.

Han sad stadig på Nicodemus, så han ikke kunne slippe væk endnu, og begyndte at famle rundt i sine egne inderlommer, hvor han gemte på forbindingerne. Han insisterede på at hjælpe ham med at stoppe blødningerne ved hans hals, og stoppede hullerne til. Han tog fat i Nicodemus håndled og førte den op til sin hals. "Tryk til her," Vejledte han i en fast tone. Han burde måske sige undskyld, men det var lidt sværere. Det her var anden gang han havde overfaldet ham... Han var fuld af skam, men samtidigt føltes kroppen varmere og mindre stiv. Blodet var rigt og sundt, præcis som han mindedes det fra første gang.

Var det her, det ville slutte? Havde Nicodemus fristet skæbnen én gang for meget og ville Bertram slå ham ihjel her? Eller ville han selv ende som en udød, jagende i Dianthos mørklagte gader? Den unge adelssøn havde hørt mange fortællinger, men vidste faktisk ikke helt præcist, hvad der skulle til før en forvandling ville opstå..

En klogere mand ville måske kunne have fundet tryghed i det faktum, at en vampyr sjældent var ude på at skabe flere til at deles om maden med, men forestillingerne var vilde i den unge adelsmands hoved.

Frygten for at dø havde sat hårdere ind end noget andet, og Nicodemus blev derfor ved med at sprælle, slå og sparke, alt hvad han kunne, under de skarpe tænder, og lidt endnu, efter de havde sluppet hans slanke hals. Hånden fandt ro ved halsen, men trak sig derefter panisk tilbage, da han kunne mærke den klistrede bevægelse af blodet under sine fingre..

Vampyren greb hans hånd og Nicodemus forsøgte kortvarigt endnu engang at kæmpe imod, ind til han langsomt begyndte at forstå at Bertram på en eller anden måde forsøgte at hjælpe ham. "Jeg.." Gispede han, fanget under den andens større og stærkere krop. "Du .. slår mig ikke ihjel?" Spurgte han, mens han fulgte ordren og pressede hånden mod halsen.

Det hændte ofte at Bertram blev mødt med de spørgsmål, efter han havde bidt nogen. Men det overraskede ham alligevel at Nicodemus havde troet, at han skulle dø i nat. Selvfølgelig, det var et traumatiserende overgreb, men Bertram havde forsøgt at fortælle ham, at han var en god vampyr. Bertram havde bidt fra ham før, og ville have skånet hans liv, uanset om vagter kom ham til undsætning eller ej.

”Nej, jeg slår aldrig ihjel.” Svarede Bertram hurtigt ”Du har en familie der elsker dig og et langt liv foran dig. Hvorfor skulle jeg ødelægge noget så fint?” Han blev siddende på ham endnu, for at sikre sig at Nicodemus gjorde som han havde instrueret, og tjekkede hans tilstand ved at undersøge ham med blikket. Han var lidt usikker på den unge mands tilstand, og flyttede sig fra ham. ”Kan du stå?” Spurgte han, temmelig omsorgsfuldt taget i betragtning af at hans tænder var farvet farligt røde, af Nicodemus blod. Hvis drengen kunne gå selv, ville Bertram følge ham i skyggerne, indtil han var indenfor i sikkerhed et sted, men hvis ikke, måtte han nok hellere bære ham hen til den nærmeste healer.

Den sidste løsning var bare risikabel.

En ting var hvad Bertram havde sagt. Noget andet var at ligge på de kolde, våde brosten med vampyrens tænder i sin hals og mærke blodet blive suget ud af kroppen. Nicodemus ønskede ikke at dø, han havde så meget at se endnu, men han følte, at han havde fristet skæbnen for meget.

Bertrams ord begyndte langsomt at synke ind, som han så op på den stærke, rødhårede mand. En familie der elsker dig, et langt liv.. Han havde ikke løjet om sin menneskelighed og sin medfølelse. Nicodemus trak langsomt vejret ind, da det gik op for ham, at han havde holdt det.

"Jeg .. kan prøve.." Han vidste ikke hvad han skulle svare til det andet, så det var lettere at fokusere på at komme helskindet hjem. Herefter kunne han altid spekulere over gode og onde vampyer og om det overhovedet var en ting. Han forsøgte langsomt at komme op, men hele hans krop rystede og benene var ved at svigte under ham.
"Det lader til at jeg er på Deres nåde igen, Hr. Willoughby." Sagde han svagt. Han var tæt ved at smile over det ironiske i situationen.

Forsigtigt gav Bertram drengen plads til at prøve at komme på benene. Bertram betragtede ham med skepsis. Pis også, han skulle have kontrolleret sig selv, så han i det mindste havde indtaget mindre blod, og Nicodemus selv kunne holde sig oprejst. Selvom det lykkedes for den unge herre at komme på benene, virkede han usikker, som om han kunne snuble over sine egne fødder hvert andet øjeblik.

Den rødhårede, høje vampyr reagerede overrasket over at Nicodemus ligefrem tiltalte ham så høfligt. Bertram var altså ikke nogen fin herre, men afskum fra undergrunden. Og Nicodemus skulle ikke gå og tro at han skyldte ham noget, for at have ladet ham leve. ”Det skulle ikke være sket. Ligesom det aldrig skulle være sket første gang!” Indskød han med det samme, og ville ønske at han ville lade være. Kunne han ikke bare blive vred på ham i stedet for det der? Bertrams samvittighed stak ham hårdt i brystet.

Han var endnu ikke afklaret med om han burde insistere på at hjælpe ham, eller om han skulle lade som om han gik. Og derefter forfølge ham i skyggerne. Hans blik undersøgte ham bare grundigt, og prøvede at vurdere hans svaghedstegn.

Nicodemus så op på Bertram med store, drengede øjne. Det skulle aldrig være sket. Bertrams fortællinger var lige ved at vende hele Nicodemus' opfattelse af vampyrer på hovedet .. dengang efter ballet, havde han været så ganske overbevist om, at Bertram var et snedigt væsen der havde snydt ham, lokket ham bort for at drikke hans blod..

Eller løj han stadig i dette øjeblik? Var det i sandhed sådan, at vampyrer ingen sjæl havde?

I så fald ville Nicodemus ikke leve. Bertram kunne til et hvert tidspunkt have slået ham ihjel - her i byens mørke, hvor ingen ville finde den unge adelsmands krop før dagen efter. Det gik lige så stille op for Nicodemus, at han ønskede at tro på det gode i vampyren. 

Han forsøgte endnu engang at få kontrol over de rystende ben, tagende ét skridt bort fra vampyren. Derefter endnu et. 

Ungdommen i knægtens øjne, forværrede bare Bertrams pinsler. Skønt Nicodemus var blevet en smule ældre end sidst, og måske endda så sig selv som voksen nu, så var han kun et barn i en gammel vampyrs øjne. Han besvarede hans blik med en ubekvemhed og stilhed. Han så til mens han vendte sig om for at gå. Lod ham tage det første nervøse skridt videre, og så det næste. Han var selv ganske utryg ved situationen, men han valgte at blive stående i en rum tid. Tillod ham at vise at han godt sagtens kunne gå hjemad selv, og lade ham tro at han var alene om det.

Bertrams magiske evner var desværre nyttesløse her. De kunne ikke passe på ham, eller give ham styrken tilbage. Men han trak sig tilbage til skyggerne, ved at bakke langsomt væk fra gadens mørke scene, renset for bøller og andet utøj. Men Bertram var måske ude af syne, når først Nicodemus så sig om skulderen efter ham, men Bertram var aldrig rigtig væk. Han så efter ham ud fra de snavsede ruder eller fra bygningernes mørkeste kroge. Fulgte ham indtil han enten lod sig findes af nogle venligtsindede mennesker, eller også lod sig forsvinde ude af syne, på samme måde som der skete første gang de var mødtes. Hvis altså det overhoved var sket, og ikke bare var vampyrismen der spillede hans gamle sind et puds.

Der gik et godt stykke tid, hvor Nicodemus blot koncentrerede sig om at tage et skridt efter et andet. Først efter noget, der føltes som en evighed, vovede han at kigge sig over skulderen, men så intet andet end den tomme gade. Vampyren var borte - forsvundet i skyggerne. 

Som han fortsatte kunne han dog ikke helt ryste følelsen af at nogen eller noget holdt øje med bort, og som han fik mere og mere kontrol over de rystende ben, satte han tempoet op. Hånden søgte ufrivilligt mod halsen, hvor han stadig kunne mærke smerten fra biddet. Det summede i fingerspidserne og han var svagelig, som om han ikke rigtig kunne styre sin egen krop. Det eneste, han kunne var at sætte den ene fod foran den anden..

Gadebelysningen blev mere udtalt, som han nærmede sig de finere kvarterer, hvor mange af gadelygterne var oplyst af magi. Nogle af dem i forskellige farver. Det føltes umuligt, at han var kommet frem, men til sidst vaklede han gennem sideindgangen til paladsets døre og fandt vej til gemakkerne, familien havde givet ham. Hjemme. Han sank om på sengen uden at fjerne noget af tøjet, udåndende tungt. Endnu engang havde han mødt vampyren og sluppet med sit liv i behold..