Som halvelvermenneske på 32 år, var Bertram ikke anslået til at være særlig smuk. Han havde vel nogle grimme, lidt kejtede træk og en lad udstråling. Men som han blev ramt af vampyrforbandelsen, fik han skam en slags charme og selvsikkerhed over sig, der gjorde ham mere interessant at kigge på. Hans hud syntes desuden at blive blegere, hans hår noget rødere, og hans øjne mere glødende.

Han har en lang og smal krop, som er meget sparsom på formerne. Hans hår er kort, undtagen i toppen, hvor det er væsentlig længere, men ikke langt nok til at lægge sig fladt ned. Det stritter typisk, rodet i en tilfældig retning. Hans bakkenbarter er strittende, og følger hans kæbe, således at det indrammer hans ansigt i en skarp facon. Og så har han et spidst hageskæg og buskede øjenbryn.

Det bindende håndtryk. Bertrams evne om et bindende løfte, skal forsegles ved et håndtryk. Han ville aldrig være i stand til at tvinge en til at give ham hånden på et løfte, og modparten vil altid være i fuld bevidsthed om, når Bertram bruger sin magiske evne.

Eks. Bertram beder en anden vampyr om at holde sig væk fra et menneske, han ønsker at holde i live. Hvis han på en eller anden måde, er i stand til at overtale denne vampyr til at indgå et håndtryk på det, og de giver hånd på det, vil det som en sjette sans komme til personen, at Bertram bruger en evne på ham. Det er altså ikke noget, der kan ses af udefrakommende øjne, men udelukket noget, der foregår indbyrdes mellem de to parter.

Hvis vampyren overholder sin aftale med Bertram, vil kontrakten ophæves. Skulle han mod forventning alligevel drikke fra mennesket, eller påføre det anden form for skade, så vil det sende et signal til Bertram om, at aftalen ikke er blevet overholdt.

Sporingsevne. Den næste evne går hånd og hånd med den første evne, men kan også bruges i almindelige sammenhænge. Hvis Bertram fokuserer nok på en person, så vil han få små hints eller fornemmelser om, hvor personen befinder sig, det selv samme sekund, som han modtager synet. Det vil eksempelvis sige, at han kan få et syn eller en ide om, at en person har været på en bar, der så ud på en bestemt måde, og på et givent tidspunkt. Altså, er det ikke sikkert, at personen stadig er der, når han endelig finder ud af, hvilken bar personen befandt sig på. Bertram får nemlig ikke navnet på lokationen, men kan måske finde hints ud fra de små detaljer, som han har fået udleveret igennem synet. Synet varer gerne et par sekunder, med mindre han har godt med blod i kroppen og er målrettet og fokuseret nok, til at se med et par minutter mere.

Et syn kommer for det meste ufrivilligt, og det kan frarøve ham nogle splitsekunder fra den virkelige verden, hvor det hvide vender ud af øjnene, og hans krop fryser fast på stedet, enten i stående stilling, eller i værste tilfælde hvor han falder han om.

Talenter Alle vampyrer er dygtige til et eller andet kunstnerisk. Enten er det tegning eller musik. Bertram er dygtig med en kniv, dog ikke som våben... Neej, det er ikke rigtig hans stil. Han foretrækker at kæmpe med de bare næver eller vise tænder af sine fjender. Han er til gengæld dygtig til at skære små, vellignende figurer af træ. En lille ting han har fået tiden til at gå med ved siden af sit meget lange vampyrliv.

Bertram har en primitiv side, der nogle gange higer efter, at deltage i en slåskamp. Han ville aldrig selv starte en, men han vil gerne hoppe ind mellem to andre, og give den største idiot af dem, en ordentlig røvfuld. Scenarier som disse, hænder dog mest, når han har fået friskt blod i årerne og føler sig stærk og boostet med adrenalin. De mange års dumheder har givet ham en del erfaring med slåskampe, så han kan da nogle tricks efterhånden, som han kan tage med sig, når der kommer virkelige trusler mod ham.

Han kender den nedre bydel i Dianthos ud og ind, hvilket gør ham i stand til at manøvre sig væk fra eventuelle byvagter eller fjendtlige vampyrer, der kender stedet mindre godt end han gør. Han har tilmed været inde i mange af de foretrukkende huse, for at se hvordan de ser ud indenfor, og kan sagtens finde på at løbe igennem et hus, for at skyde genvej ud til gården, på den anden side af bygningen. Han sparer ufatteligt meget tid.

Svagheder Selvom Bertram til tider løber ind i slåskampe på barer og andre private forsamlinger, så kommer han ofte galt afsted. Det er aldrig sket, at han har ladet sig blive tævet på af et menneske, men det er særligt andre vampyrer, eller folk med særlige kræfter, der nær kunne have sendt ham til hans private healer. Han forsøger ikke at lade sig rive med, når stilheden på den lokale bar pludselig bliver brudt af nogle tilsvininger eller et slagsmål.

Bertram har mange hemmeligheder, og ét af dem omfatter en svaghed, som han skammer sig ufatteligt meget over. Det involverer nemlig børns sikkerhed. Nogle gange, ikke ofte, kræver han børneblod eller blod fra meget unge piger eller drenge. Jo yngre de er, jo større virkning har blodet. Han er bestemt ikke den eneste vampyr, der desværre er blevet afhængig af blod så lækkert som blodet fra nye, friske menneskebørn. Han ønsker ikke at dræbe børn eller give dem traumer for livet... Selvom sidstnævnte ikke helt kan undgås. Derfor er han yderst forsigtig, som han sniger sig ind til deres senge om natten, og må nænsomt sætte sine tænder i halsen på dem og drikke deres blod, før de vågner op, eller forældrene vækker mistanke. Når han har fået sin forsyning kan han blive helt høj på blodet i et par timer, og så kan han klare sig uden abstinenser i et stykke tid endnu.

Sådan som Bertrams synske sporingsevner kommer op i tide og utide, og han pludselig kan finde på at stå helt stille, eller falde om på stedet, mens billeder tvinges op i hans indre, kan han risikere at blive fanget af en byvagt, eller levere en slåskampsmodstander en åbning, til at slå ham direkte i ansigtet. Det er sjældent han overhoved har krystaller eller andre former for værdier på sig, men også her er han sårbar overfor tyveri. Synene kan vare i alt mellem et par sekunder til nogle minutter. Hvis han eksempelvis bliver slået i ansigtet, mærker han det først, når han vågner fra synet.

Nå ja... Som en eller anden jaloux ekskæreste, er Bertram så uheldig, at have en skaber, der kan finde på at dukke op de mærkeligste steder og på de mærkeligste tidspunkter. Denne skaber gjorde ham i tidernes morgen til vampyr af endnu uforklarlige årsager, og så efterlod han ham kun med de basale instrukser til, hvordan man fungerede som vampyr. Drik blod og hold dig fra sollys. Det var sådan cirka det eneste råd han havde fået, så naturligvis er forholdet mellem ham og hans skaber... en smule anstrengt! Men konfrontationer kommer sjældent til Bertrams fordel, så han undgår ham helst, hvis ikke han allerede er blevet opdaget af hans skaber.

Personlighed Bertram er generelt en meget privat person, som helst ikke deler ud af sine dybeste hemmeligheder, og da slet ikke om sit liv fra før han blev forvandlet til vampyr. Ikke engang Gerhard, en af hans få venner, hvis man da kan bruge den betegnelse om den lille vampyr-gut... kender ham, sådan rigtigt. Han kan godt lide at have de lidt mere følsomme informationer for sig selv, så disse svage sider af ham ikke skal blive brugt mod ham en dag. Udover at han er ret så hemmelighedsfuld, så er han dog rar og venlig, og vil kun hans folk det bedste, så længe de ikke har ladet vampyrforbandelsen tage over deres sind, og gjort dem til de blodtørstige rovdyr, som Zaladin i begyndelsens tid havde tænkt de skulle blive til... På trods af Bertrams mange fejl og svagheder, så er der intet ondt i ham. Han ønsker blot at leve livet i ro og fred, men stadig at have den smule sjov og ballade, som den nedre bydel trods alt har at byde på. Når man er så gammel som Bertram er, kan man let gå hen og kede sig.

I sommeren 1544, bliver Bertram Willoughby født ind i en arbejdsfamilie, som i forvejen består af en far, en datter og et sæt tvillinger. Dreng og en pige. Den nye baby var ikke ønsket. Det var aftalt på forhånd, at hvis det blev en pige, ville de aflevere det i et børnehjem eller ved porten til et af templerne, men da det blev en dreng, besluttede de sig for at prøve, at beholde ham, så han med tiden kunne hjælpe far med det fysiske arbejde. Krystallerne var nemlig ganske få, og familien havde svært ved at brødføde sig selv. I perioder var faderen arbejdsløs, men kunne finde arbejde her og der, når der var et byggeprojekt eller en høst der skulle klares. Moderen måtte, udover at passe på alle de små børn, lappe tøj og reparere køkkenting, eller vaske trapper for andre, for at tjene lidt ved siden af.

Bertrams arbejdsliv startede allerede som 5-årig, så det var ikke meget han fik mulighed for at være barn, men i den nedre bydel, var det ikke unormalt for familier, at sende deres børn ud for at tjene penge i følgeskab med deres ældre søskende og deres far. Der var ikke råd til skole heller, så Bertram og hans søskendes fremtid lød på mere arbejde, og ingen muligheder for at bryde ud af den onde cirkel. Årene gik, og faderen endte med at dø ungt i en arbejdsulykke, så moderen havde svært ved at tage sig af sine tre børn. Datteren blev hurtigt solgt til en ældre mand, der ønskede at gifte sig igen for tredje gang, og han tog hende med sig ud af byen, til guderne ved hvor, og dette var desværre sidste gang Bertram så sin søster. Det blev en smule økonomisk lettere herfra, som både Bertram og hans bror kunne arbejde. Det skulle dog vise sig, at Bertrams storebror elskede og savnede sin tvillingesøster så meget, at han begyndte at tage afstand fra hans mor. Han, der ellers skulle agere som manden i huset, begyndte at holde sin løn til sig selv og begyndte at opholde sig meget på barer eller bordelhuse, og ville ikke bidrage med medicin, da deres mor en dag blev syg med tuberkulose. Bertram blev også valgt fra, men han tog også afstand fra den selvdestruktion som broderen var i færd med. Altid havde andre bestemt over ham og fortalt ham hvad han skulle gøre, men nu var det kun Bertram i en alder af 14 år, der måtte gribe til handling. Hans daværende løn kunne ikke både brødføde ham og hans syge mor, og samtidigt betale for en healer, så han meldte sig ind i en organisation, som kun beskæftigede sig med at fordrive vampyrer og varulve. Jobbet var meget farligt, og det krævede næsten, at man var selvmordstruet nok, før man kunne finde på at melde sig frivilligt til sådan noget. Heldigvis fik han en læremester, der ikke kunne finde på at sende ham afsted til nogle farlige missioner lige med det samme, så Bertram skulle i stedet holde organisationens opholdssted pænt og rent, og rydde op efter deres våben, tilse bidmærker og andre sår og lignende. Han var overhoved ikke sart omkring sådan noget, og ham og hans læremester kom godt ud af det med hinanden. Han blev oplært i at skrive og læse, så han kunne arkivere deres varulve- og vampyrrapporter, og så han kunne læse om vampyr og varulveangreb i avisen. Med tiden skulle han også lære, hvordan man kunne spidde en vampyr i hjertet, eller i en korrekt bevægelse, kappe hovedet af en vampyr, og han lærte om varulvens anatomi og hvordan sølv åbenbart havde vist sig, at kunne dræbe et sådant bæst.

Da hans læremesters makker, blev dræbt under en mission, så hans læremester endelig muligheder i Bertram, som på dette tidspunkt snart var fyldt 16. De gik en stor bue om de farlige, erfarende vampyrer, men blev typisk kaldt ind af den lokale healer, der havde set en mand eller en kvinde med vampyr eller vareulvesymptomer. Herefter ville de tage hen til boligen eller healerhuset, alt efter hvor den syge befandt sig, og her ville de kunne afgøre personens skæbne. At dræbe en vampyr i deres tidlige stadie eller forhandlingsfasen var temmelig let, og Bertrams læremester gjorde typisk det beskidte arbejde. Han fortalte Bertram, at det ikke kunne sammenlignes med drab, da personen allerede var død, og at de med deres arbejde, kunne beskytte en masse mennesker fra død, overfald, og i værste tilfælde, at der skulle komme flere vampyrer eller varulve til.

Som jæger kunne man leve skrabet af de krystaller man blev tildelt højere oppe fra, samtidigt med at moderen derhjemme fik sin medicin og føde. Han havde dog ikke tid til at se sin mor, fordi hans prioriteringer lå i hans nye liv med sit vigtige arbejde, så hun var vel temmelig ensom derhjemme, og havde måske nogle indre dæmoner at kæmpe med. Hun lod i hvert fald være med at spise, og begyndte i stedet at blive afhængig af flasken. Måske var det en form for selvmord, der tog livet fra hende... Bertram var ikke sikker. Han var alt for optaget af sit arbejde til, at lade den slags gå ham på.

Herfra og frem til det år, der skulle vise sig, at blive hans sidste år som menneske, år 1576, var Bertram 32 og havde officielt set været i organisationen i 18 år. Han var en temmelig erfaren jæger nu, og nogle vampyrklaner havde allerede fået snuset til hans øgenavn, Willow. Det var selvfølgelig klart, at vampyrerne ikke brød sig om, at alle deres nye vampyrtjenere skulle henrettes, før de overhovedet fik lov til at leve, så de udvalgte deres klanleder til at tage sig af deres problem. Klanens leder tog til et tilfældigt hjem, og forvandlede en pige til en vampyr henover natten, og i stedet for at forlade hjemmet, gemte han sig på loftet og ventede. Morgenen efter, tilkaldte familien deres healer, som naturligvis efter protokol kontaktede Bertram, og Bertram mødte naturligvis op for at klare sit sædvanlige arbejde. I hans hoved, skulle hans arbejde kunne klares lynhurtigt, og han forventede ikke at være i hjemmet i mere end 20 minutter, og der ventede en nat med fuldmåne, som han skulle hjem og gøre sig klar til... Som sædvanligt, bedte han de intetanende forældre og healeren om at vente udenfor værelset, så han kunne eksaminere hende, og han satte sig på hendes sengekant og skulle til at tjekke hendes øjne, temperatur og hendes tænder, præcist som han plejede, og han havde ikke forventet, at han ville blive angrebet bagfra om ganske få sekunder. Pigen, som ikke forstod noget af det der foregik, men hun nåede at advare ham om klanlederen bag ham, så han kunne nå at rykke sig fra at blive bidt. Bertram gav en kamp fra sig og gjorde det så vidt muligt besværligt for vampyren, at komme til hans hals. Healeren og faderen til pigen dukkede heroisk op for at hjælpe ham med, at få drevet vampyren væk, men desværre var det ikke en helt almindelig vampyr de havde at gøre med. Klanlederen var nemlig meget gammel og meget stærk, til trods for, at det var en højlys dag udenfor. Klanlederen fik først skaffet sig faderen, og dernæst healeren ad vejen, og herefter moderen, der troede hun kunne hjælpe til med en stegepande. Hun endte med at få taget stegepande fra hende med det samme, og fik flækket kraniet med den i et målrettet angreb fra vampyren. Pigen var selvfølgelig ræd og kunne kun skrige af synet af blodet fra hendes nu døde forældre, så Bertram var overladt til at tage sig af vampyren alene. Inden længe kunne Bertram ikke kæmpe sig fra ham meget længere, og vampyren fik tømt hans krop godt for blod. Det var uden tvivl ikke planen, men nærmere en pludselig indskydelse, at vampyren fandt det morsomt og ironisk, at skulle gøre denne jæger til vampyr. Og da Bertram var allermest svag og havde affundet sig med, at han ikke længere kunne kæmpe imod sin skæbne, fik han tvunget vampyrens blod ned i sig, og hans forvandling tog fart.

“Drik blod for at få kræfter og hold dig fra sollys de næste mange år” Kunne han høre vampyrens hæse stemme hviske, mod hans øre, før alting syntes at blive sort for øjnene af ham.

Willoughbyfamilien lever videre endnu igennem Bertrams broders bastardafkom, men der er så mange generationer imellem dem, at han ikke kan se nogen grund til at bevare kontakten. Han ved han har tendens til at knytte sig til dem, men det har indtil nu vist sig farligt at have familie, når man som vampyr har mange fjender både i vampyrkredse og i andre racetilfælde.