Det var yderst sjældent at Zahir Kahn gik udenfor en dør uden at bære sine mange guldringe, juveler og andre smykker. Han var trods alt en mand, der fandt det absolut nødvendigt at være godt klædt på til enhver lejlighed. Guld og juveler var blot en beklædningsgenstand for ham, og han fandt det absurd at der måtte være tider, hvor de ikke kunne bæres.

Lara var godt bekendt med mange af byens værtshuse. Det var ikke fordi hun holdt specielt meget af at sidde og drikke sig i hegnet, men hun fandt mange af de typer, man kunne møde der.. interessante. Nogle af hendes bedste aftaler gennem tiden, var kommet på plads disse steder, og der var et befriende fravær af ordensmagten.

Det havde derfor faldet hende naturligt at foreslå mødet med den mulige forretningsmand her. Hun vidste, at han var ørkenelver, og at han sandsynligvis kunne skyde krystaller i deres projekt - men hvem han egentlig var, havde hun ikke opsnuset meget omkring. 

Hun skubbede døren op. En tung kappe hang hen over hendes spinkle skuldre, og hun skubbede hætten til side for overhovedet at kunne se noget i det halvmørke lokale. Den mørkerøde kappe fangede hurtigt hendes opmærksomhed - for selv om manden havde gjort et forsøg på at gøre sig diskret, lugtede han langt væk af noget eksotisk. 
"Godaften .. kan jeg byde på noget at drikke?" Spurgte hun med en skæven op mod den tvivlsomt udseende bar. Hun håbede, at han ville sige ja, så det ville blive nemmere at få hans tunge på gled. Selv gled hun ind på stolen med en vant bevægelse, der fortalte, at hun havde siddet i dette lille hjørne adskillige gange før.

Mens Laras blik tilsyneladende var fokuseret på baren, kunne hun ikke undlade et skæve til ørkenelveren ud af øjenkrogen. Det var første gang hun havde set en af hans race sådan helt tæt på - de lød omtrent lige så mystiske og magiske som skovelverne, kombineret med, at der var færre af dem. Lara følte ikke, at der var noget specielt mystisk eller magisk over hende. Ikke mere end alle andre, men hun var jo heller ikke opvokset i skovene..

Mon Ørkenelveren var fra det fjerne rige Thal-et-eller-andet?

Efter at have sikret sig, at der ikke var nogen der tog særlig interesse i dem, ud over krofatter, der skulede en smule over, at de tillod sig at sidde og have en samtale uden at drikke noget, lænede hun sig en smule frem, så samtalen kunne foregå dæmpet. Hun havde allerede i sit stille sind besluttet sig for at skygge ørkenelveren på vej ud, halvt for at sikre, at der ikke var nogen af de andre krogæster, der ville forsøge at overfalde ham i en gyde, halvt for at stille mere af hendes egen nysgerrighed.

"Det er mig." Hun ville have præsenteret sig ved navn, men han havde nok ret i, at det ikke var den bedste ide. "Forretningen er stadig i sin opstart, men vi har nogle gode midler til at stille os bedre en konkurrenterne." Sagde hun. De gode midler, naturligvis værende at de var mere skruppelløse og ikke ville holde sig fra at begå kriminalitet.
"Min kontakt fortalte mig primært, at De var en ørkenelver, som havde vist interesse for projektet.. måske De vil uddybe?" Sagde hun med sit bedste forsøg på et indladende smil. Laras mundvige havde den uheldige vane, at de oftest pegede nedad, hvilket ikke gjorde hende til det bedste ansigt for forretningen.

Det var sjældent at Zahir befandt sig i et selskab som han ikke ønskede at være i, men at sidde ansigt til ansigt med en kriminel skovelver med et så u-venligt udseende... Ja, det var ganske enkelt en prøvelse, for den stædige selv-højtidelige elver. Alligevel fastholdt han et - dog lidt forpint - smil på sine læber. Hans øjne studerede hendes ansigt, arrene der markerede sig op og ned ad kinderne og det meget ukarakteristisk korte elverhår.

Med en rynket pande lænede han sig en anelse tilbage i den knirkende stol. Kunne han stole på denne kvinde? Hun havde ikke bevist, at hun faktisk var en del af dette projekt. Hun kunne være hvem som helst...

"Hvad med at De først fortæller mig lidt om projektet? Jeg skal lige sikre mig at jeg taler med den rigtige person." Hans øjne var smalle og han besluttede endelig at fjerne smilet. Han overvejede, om han måske var en anelse racistisk ... Men nej, naturligvis ikke. De gyselige skovelvere fortjenede at blive behandlet sådan. Gyselige væsner. Ikke til at stole på.

Endelig bemærkede Zahir krofatterens utilfredse blik. Det kunne naturligvis være en god undskyldning til at slutte mødet tidligt: Pludselig sygdom grundet uren øl. Hmm... Måske senere.

(OOC: Virkelig godt svar, I know. Jeg kan overhovedet ikke huske hvad projektet vi aftalte var hahaha!)

Lara kunne ikke helt undlade at bemærke, hvordan ørkenelveren rynkede panden ad hende, og det fik blot hendes mundvige til at trække sig længere nedad og øjnene til at smalle sig i en skulen. Han var sådan en rigtig køn én, hvilket gjorde hende meget bevidst om hendes eget udseende.

Det vigtigste, havde Lara lært, når man gjorde forretning med elvere var, ikke at fortælle dem om hendes sande alder. Det ville betyde, at hun i deres øjne øjeblikkeligt blev til intet mere end et barn, man kunne sætte på plads. Hun rankede sig en smule i stolen og prøvede at se mere seriøs og ældre ud, end hun var.

"Naturligvis .. øhm.. " Hun fugtede læberne en smule og forbandede, at hun ikke havde gjort en god salgstale klar endnu. Det måtte hun virkelig få gjort snart! "Det er en teleportationssikringsservice! De ved .. indbrudstyve, der kan teleportere, er en af de mest besværlige ting for ordensmagten at opklare .. slet ikke til at fange. Men ved at sætte de korrekte runer på huset, kan vi holde den slags forbrydere ude.."

Forklarede hun. Hagen ved det hele var naturligvis, at hvis folk ikke havde lyst til at sikre deres hus, så dukkede der på "mystisk vis" teleporterende indbrudstyve op, kun få dage efter.. men det ville hun ikke røbe med det samme. 

(OOC: Det er også længe siden! <3 Du hiver bare fat i mig, hvis vi lige skal snakke lidt baggrund igen xD)