Skørter og deres forbandede mængder af overflødig stof, der gjorde umuligt at gå noget der mindede om et raskt tempo, ej at forglemme at løbe med mindre man huskede at løfte fronten fri fra skosnuderne. Alligevel var det netop kjoleløb den unge halv ræv, stik mod sin gode vilje, havde givet sig i kast med alt mens hun indvendigt forbandede kjolefængselet langt bag Kiles porte.
 
Mørke mande stemmer fulgte hende ned gennem de snoede gader af Dianthos, med en stigende frustration til følge hos Cyrille der fik grebet om krouniformenes stof til at strammede sig, så knoerne blev farveløse. Forbitret over aftens skifte, men nok allermest over ikke at kunne tage sin flugt op i højderne, kastede ræven blikket rundt desperat efter at finde en anden flugtvej. Med chance på sin side, fangede hun en halv åben dør ud af øjekroget.
Cyrille slog et skarpt sving, brast ind i det natmørke hus med døren skubbet forhastet i bag sig. Registrerede hun gled i noget vådt på vejen, men havde ikke tiden til at stoppe op og se efter, inden hun greb om første og bedste dørhåndtag til et tilstødende rum. Det lille viktualierum blev hendes skjulested. 
Alle intentioner havde været kun at vente længe nok til at de forurettede mænd, havde opgivet jagten på tyvetøsen, men et minut blev til en halv time, den halve til hel og før hun selv var klar over det befandt hun sig sovende op mod den lukkede dør.

Klokken var næsten elleve, solen stod højt på en skyfri himmel og bagte ned på de nedslidte brosten mellem husene i ét af Dianthos mange distrikter. Det var nu en halv time siden, at sergent Kilian Pil fra afdelingen for utidige dødsfald var ankommet - efter at være blevet kaldt ind på sin fridag... han havde for længst lært at fridage var noget, man måtte bede til chance om at beholde -, og i den tid havde han lært absolut alt, hvad nogen kunne finde irrelevant omkring en beboer i huset bag ham, fra den kone, der boede overfor.
Hr. Eliasen holdt sig til en meget fast rutine, sagde hun, der blandt meget andet bestod i at gå ud ad sin hoveddør klokken fem hver morgen for at tage på arbejde. Denne morgen var hr. Ellias ikke kommet ud. Hans betænksomme nabo havde tænkt, om han mon var syg, det påstod hun i hvert fald, så hun var gået over for at banke på, men da hun kom derover, stod døren på klem, og hun havde set røde spor på gulvet i gangen. Hun insisterede på, at hun selvfølgelig ikke var gået ind eller havde rørt noget. Dette var særligt interessant, da døren lige nu var lukket og ikke på klem, og det derfor ville være utroligt svært at se nogen som helst spor, der var inde i huset. Hun havde naturligvis øjeblikkeligt tilkaldt byvagten uden selv at undersøge hr. Elliasens hus nærmere. Konen lænede sig helt hen til Kilian, som måtte bukke sig ned for at komme i hørehøjde, og hviskede højlydt: "Morderen er stadig derinde! Jeg så nogen løbe ind i huset omkring midnat, og de kom aldrig ud igen...."
Kilian hævede begge øjenbryn i en foruroliget mine: "Hvis De nu havde nævnt det først, frue-"
"Jaja, jeg siger det jo til Dem nu! Afsted, afsted!" afbrød hun lige så højlydt og gennede ham over til sin nabo noget mere opstemt end nogen gammel dame burde være omkring, at en morder skjulte sig lige overfor.

*Kniiiiiiirk* Døren trængte til at blive smurt. Opmærk som på alle sine sanser, skubbede Halvelveren døren helt op. Der var ganske rigtigt masser af blod på gulvet. Og røde fodspor. Og liget af en ældre herre, der efter alt at dømme nok var hr. Eliassen. Den gamle mands lommer vendte vrangen ud. Nogen havde tømt dem. Det lignede et tyveri, der var gået galt. Kilian noterede sig den kvalmende fornemmelse at myrdet lig, - det føltes fordærvet på en med hans evner -, en sløv kniv med blod på.... og spor, der ledte mod spisekammeret. Han koncentrerede sig og lukkede øjnene. Langsom vejrtrækning.... svag hjertebanken. Sov de? Så stille, som hans halvelverfødder tillod, listede han hen mod døren derind og åbnede den, klar til at overfalde hvad end der kom ud.

Hængslernes beklagelse fik et pelset øre til at vippe døsigt mod lyden inden den sovende halvræv atter lod sig lulle ind i drømmenes verden, hvor eventyr ventede mellem dale af guld. Indtil spisekammerets dør blev trukket op og drømmen brast.

"Hvad i...!" Udbruddet over den pludselige vækning kun brudt af en klagende lyd, da først skulderen og derefter ryggen kolliderede med det blod plettede gulv. Liggende på ryggen lå Cyrille nu lyst vågent og stirrede op ad den lange skikkelse til hun fik øjenkontakt med den fremmede. Hun sendte ham et smil, der mest kom til at fremstå anstrengt end imødekommende, idet en kvalmende duns af jern ramte næseborene. Blod. Måtte Kile tage hende nu, det var skidt... "Jeg sværger ved Isaris' lys, at hvem end der har lagt sig til at dø, så havde jeg intet med det at gøre!"