En hakkende lyd løs gennem skumringskvarteret. En hakkende lyd der næsten kunne lyde som en latter men som helt sikkert ikke kom fra noget menneske. En ravn landede på jorden ved et hus. Den hakkende lyd kom fra ravnen og da ravnen skiftede form til en menneskeskikkelse hyldet i en mørk kappe blev den hakkende lyd til en skraldlatter. En næsten hysterisk latter der kom i stød mens skikkelsen holdt sig på maven og sank sammen op af husmuren. Det var tydeligt at skikkelsen morede sig kosteligt. Der var ægte glæde i latteren selvom den ikke var så varm. Det var ikke en køn latter, ikke den slags latter der ringler som sølvklokker. Den mindede mere om ravnens hæse stemme. Folk kiggede men de tog sig ikke det store af det. Nogen havde set den tynde skikkelse før og dem der kendte nok til ham tog sig ikke af opførslen. Det var ikke sjældent at drengen lo og det var endnu sjældnere at man ville involveres i årsagen. Denne her gang var det dog ikke så farligt det der fik ham til at le. Ikke rigtigt. I hvert fald ikke så længe man ikke blev opdaget. Langsomt fik han latterkramperne under kontrol og begyndte at rejse sig op. Hætten, karaktaristisk inspireret af en hornugle, faldt tilbage og afslørede et ansigt med store blå øjne der løb i vand af latter og et bredt, drenget smil. Det var ikke et smukt ansigt. Ikke smukt men det havde sin charme og hvis man ikke lige kendte ham kunne man forledes til at tro at han var en man gerne ville kende. Et charmerende, udtryksfuldt ansigt, smilehuller og levende øjne. Håret var rodet og der var flettet et par gyldne fjer ind i. Han smilede bredt. Han havde klattet på byvagter sammen med en flok duer og det havde moret ham kosteligt at se vagterne prøve at gå i dækning for bombardementet. De havde ikke haft held til at undgå angrebet.

Efter at have stået op ad muren ved siden af døren til kroen, i nu alt for mange timer. Sukkede Amy dybt, før hun løftede en hånd op til ansigtet, og strøg nogle hårtotter væk fra ansigtet. Lod de grønne øjne studere de mørke omgivelser, og et tilfreds smil spredte sig på hendes ansigt. Hun elskede dette kvarter alt for meget, især fordi det lå tæt på hendes hjem. Hjemstedet for Kragerne, og tankerne om netop dette fik kun smilet på ansigtet til at vokse. Hovedet lagde hun på skrå, og betragtede nogle af de folk som gik rundt. Hun havde skam set nogle af dem før, men der var også nogle hun slet ikke havde set før. Få sendte hende blikke som nærmest fortalte alt fra, åh nej hvad havde hun nu tænkt sig at gøre, og åh nej hvad ville der nu ske. 

Men Amy havde ikke de store planer for aftenen, hun var altid klar på at der ville ske et eller andet. Sidste gang hun var her, havde det handlet om en eller anden mand hun skulle fange"Hmm"lød det overvejende fra hendes mund, som hun stod iklædt en tætsiddende trøje, nogle slidte bukser, med ben hylsteret som altid, hvor der altid var knive i. Hun gik væk fra muren, for at ville se sig lidt omkring, også i håb for om der mon ville ske noget.

Han skulle til at vende næsen hjem af da han fik styr på latterkramperne. Ikke for noget bestemt andet end at hente lidt krystaller fra sit skjul under loftet, hvis der da var nogen. Han kunne ikke huske om han havde nogen tilbage. Nå, han kunne vel se ad og var der ikke nogen så måtte han jo finde en person der havde nogen krystaller han eller hun skulle hjælpes af med. Men han nåede aldrig så langt som hjem til tilholdstedet for han fik øje på Amy lidt derfra. Han sætte i småløb hen til hende med kappen flagrende efter sig så stoffet flagrede som vinger omkring ham. Witnere var ikke en der ofte gik stille og roligt nogen steder hen. Han blev glad for at se Amy så han skyndte sig hen til hende. "Amy" Udbrød han med begejstring i stemmen. "Jeg klattede på byvagterne" Hans stemme var fyldt med både stolthed og leg. Han brød sig ikke om vagterne der jo altid var en trussel når man skulle rapse lidt rundt omkring i byen. Heldigvis var det de færreste der gik til byvagterne fordi de var blevet bestjålet af en fugl. De færreste tænkte over at det kunne være et menneske der skjulte sig i fjerpragten. Han strøg fingrende gennem håret for at få det lidt væk fra de klare blå øjne. Øjne der altid strålede af liv og ballade. Han så på hende med noget der mindede om forventningen om ros. Han fik sjældent ros for noget som helst for han gjorde sjældent noget der var ros værdigt så når han gjorde var han næsten som en logrende hundehvalp. 

Lyden af noget imod hende, fik hende til at dreje kroppen lidt, hvor hun overraskende kunne se en person kom løbende imod hende. Hun genkendte hurtigt stemmen, og kunne ikke lade være med at smile lidt mere over synet af den unge Krage. Hun stod med en hånd i siden, og som Witnere lød stolt over at have klattet på byvagterne grinede hun lidt. Der gik ikke lang tid, før hun bukkede sig ned og strøg en hånd hen over hans hoved. Eftersom han var mindre end hende, var hun nød til at bukke sig ned for at kunne være i øjenhøjde med ham"Jeg kan ikke være andet end stolt Witnere"sagde hun med et bredt smil, som hun gav ham et klap ovenpå hans hoved.

Imens hendes blik hvilede sig på ham, havde hun et øjeblik glemt at spørge den energifyldte Krage, hvad han enlig lavede her i det mørke og skumle kvarter. Men hun kunne godt fornemme det var for at lave lidt ballade, hvilket ikke skulle undre hende. Hun kiggede ham ind i øjnene, før hun prikkede ham på næstetippen"Udover at lave ballade, og klatte på byvagter hvad laver du så her Witnere"spurgte hun undrende med et løftet øjenbryn. Hun sad fortsat lidt på huk, og lod den frie arm hvile sig på hendes lår.

Han fik ros af hende og hvor føltes det godt at få en gang imellem. Det var ikke noget han virkeligt arbejdede for men det var noget der alligevel var rart at få. Det gav en varm følelse som han sjældent oplevede. Han fik ikke ros af mange men Amy forstod de ting han gjorde bedre end de fleste. Hun kunne selvfølgelig også blive vred på ham, som alle andre, men hun forstod også at sige når han gjorde noget der var godt. Så som at klatte på byvagterne sammen med en stor flok duer. "Jeg fik næsten alle duerne i byen til at være med... de kan genkende uniformerne" Fuglene var intelligente og når man virkeligt gjorde sit for at samle dem så kunne de sagtens hjælpe en med sådan noget. 
Han smilede bredt da hun prikkede ham på næsetippen og spurgte hvad han lavede i den del af byen. "Jeg ville hente nogle krystaller og så finde en kro... men så er jeg kommet i tanker om at jeg vist ikke har nogen" Sagde han ærligt og med et skødesløst skuldertræk. Han tog det ikke så tungt. Han tog sjældent noget specielt tungt. Uanset hvilke problemer han fik rodet sig ud i så skulle det jo nok løse sig. Det gjorde det altid og ellers døde man jo ikke af lidt øretæver. "Så nu må jeg finde nogen der frygteligt gerne vil af med deres krystaller" Dem var der altid nogen af. Folk der ikke kunne finde ud af at holde fast på deres punge når de skulle handle. Han overvejede hvilken fugl han skulle blive til. Noget stort nok til at tage en pung, noget hurtigt og noget folk ikke tænkte videre over. Han kunne ikke godt blive til en kæmpe ørn og stjæle punge. Det ville folk lægge mærke til lige med det samme. "Vil du være med?"

Et grin kunne slet ikke undgå at komme fra hendes mund, specielt ikke da hun hørte hans ord. Han havde altid været en knægt der var gang i, og tit altid havde gode idéer. Hun strøg hånden lidt mere hen over hans hoved, hvorefter hun rettede sig helt op, og strakte sig en smule. Hendes blik gled lidt rundt da hun hørte Witnere fortalte om at han ville hente nogle krystaller og finde en kro. Kroen i kvarteret var hyggelig, og bestemt et godt bud. Hun havde svært ved ikke at smile som hun hørte den unge Krage fortalte omkring at have fået alle duerne i byen til at være med. Amy kunne lige forestille sig det, for hvor må det have set sjovt og interessant ud"Det må virkelig have været sjovt"sagde hun og vendte sit blik ned på den unge Krage, som hun sendte ham et stort smil.

Der var så mange fra banden som hun så som lillebrødre, der havde været Jack som altid. Men Witnere var bestemt også en som hun så som en lillebror, og hvor ville hun gøre alt for ham, som hun ville med Jack. Generelt ville hun gøre alt for alle Kragerne, men især de unge ville hun altid beskytte med sit liv"Jeg har nogle krystaller du kan få, men jeg er altid frisk på at snuppe nogle krystaller"sagde hun som hun blinkede til ham, og endnu engang prikkede ham på næsetippen, og grinede lidt derefter.

"Det fik byvagterne til at løbe rundt og skrige op mens de blev bombarderet" Fortæller han begejstret og lo igen sin hæse latter ved mindet om byvagterne der prøvede at undgå at blive klattet til uden succes. Duerne havde også moret sig. Duer syntes altid sådan noget var sjovt. Det var sværere med fx store stolte rovfugle, de fandt sjældent morskab i at klatte på folk. Dem kunne man til gengæld få til langt, langt værre ting. Han smilede bredt til Amy. Hun var som en form for storesøster for ham. En varm beskytter som forstod hans måde at være på og sjældent blev vred på ham. Amy forstod ham på en måde som ellers ingen gjorde og hun forstod at de fleste ulykker han lavede jo bare var for sjov. Det var sjældent han gjorde noget rigtigt ondsindet selvom det godt kunne virke som om nogle af hans numre var mere modbydelige end sjove. 
"Vi kan gå lidt på kro og så kan vi altid snuppe krystaller senere. Jeg er tørstig... og sulten" Han havde fløjet meget rundt i dag og så blev han altid både tørstig og sulten og han spiste sjældent med byfuglene. Det var ikke så lækkert at rode i affald for at finde en snack. Det var noget andet når man fløj med rovfuglene, så kunne han godt finde på at spise med. Bare ikke når der blev spist andre fugle. Han brød sig ikke om at spise fugle, ikke engang kylling. "Tror du de har mad uden fugl?" Spurgte han og havde lidt mistet fokus fra at rapse nu hvor han havde husket at han var sulten. Var det mad med fugl måtte han jo nøjes med brød, det var bare ikke særligt sjovt. 

Det var så svært for hende ikke at grine over hans ord, hun kunne virkelig godt forestille sig hvordan det har måtte set ud. Især billedet af byvagter som løb rundt, og skreg det gad hun virkelig godt have set, for det må have været utrolig underholdende. Hun var stoppet med at stryge hendes hånd hen over hans hoved, og lagde hovedet lidt på skrå som hun betragtede ham. Han var i sandheden en ung krage fyldt med mod, og energi hvilket hun beundrede ham for. Smilet sad fortsat på hendes ansigt, som hun lod sit blik hvile sig på ham. 

"Det lyder som en god idé, jeg er også selv tørstig og sulten"sagde hun med et bekræftende nik, og begyndte at sætte kursen hen imod kroen sammen med Witnere. Hendes mave begyndte også pludselig at knurre, så det var hvist meget godt med noget at spise i øjeblikket, for det trængte hun bestemt til. Som de begge to nåede hen til kroen, fandt hun et bord tæt ved et vindue bagerst inde på kroen. Hun sørgede for at have skubbet ham ind til bordet først, og satte sig overfor"Jeg er sikker på at de har det, jeg tror faktisk de har meget at tilbyde"svarede hun som hun sendte Witnere et stort smil. 

"Jeg bliver altid så sulten når jeg har fløjet meget" Sagde han, lidt forklarende selvom hun nok godt vidste det. Faktisk spiste han generalt ret så meget. Han spiste overraskende meget for en fyr af hans størrelse. Han havde altid været ret tynd selvom han spiste næsten hele tiden og han havde en mistanke om at det var fordi hans magi krævede så meget energi. 
Han fulgte med ind på kroen og straks fortalte hans instinkt ham at han skulle finde på noget sjovt, nogen at drille, men han tog sig i skindet. Ikke for at opføre sig pænt men fordi han virkeligt var sulten. Han kunne til enhver tid starte problemer men de resulterede ret sikkert i at han ikke fik noget mad og det nyttede jo ikke noget. Han holdt sig i skindet og satte sig i stolen i stedet for at lave ballade. Hun sikrede sig at han var nede og sidde og sad ind til bordet. Hun havde det med altid at passe på ham. Som så mange andre tænkte hun nok ikke over at han faktisk var voksen. Han var tynd, så meget ung ud og opførte sig decideret umodent. Det gjorde ham ikke noget, specielt ikke når det var Amy for hun ville bare gerne passe på ham. 
Han overvejede hvad han ville have at spise. "Hvad skal du have? Tror du de har en god kødtærte? Jeg kunne godt spise tærte" Han kunne egentligt godt spise det meste. alt andet end fugl. Han tænkte lidt. "Og noget at drikke" Altid noget at drikke. "Måske rom" Noget sødt ville være en god ide. Han brød sig ikke om alkohol der smagte for stærkt eller bittert. Han kunne meget bedre lide det søde. 

Selvom hun godt kunne forestille sig, at denne ballademager godt kunne finde på at lave et eller andet herinde på kroen, så var hun nok nød til at at holde øje med ham. Bare for en sikkerhedsskyld, for det var aldrig til at vide hvad Witnere kunne finde på, og hun vidste ikke om hun ville se det. På den ene side, ville det ikke være godt at lave ballade herinde på kroen, og på den anden side ville hun ikke have noget imod det. Hun sad afslappet på stolen, og lod hendes blik glide lidt rundt på nogle af de mennesker som sad herinde. Ingen af dem havde hun set før, eller kendte hun men der var da mange som så meget venlige ud. 

"Det kunne jeg godt forestille mig, at man bliver meget sulten af"sagde hun og sendte den unge krage et stort smil. Hun havde altid set Witnere som en slags lillebror hun altid ville beskytte, og passe på. Alle de gange hvor den krage havde fået hende til at grine, den unge knægt var fuld af gode idéer, og tossede planer. Men Eryr var også en knægt der kunne være lusket, det vidste hun godt. Som en af tjenerne var kommet hen til dem, klar til at tage imod deres bestillinger skulle hun til at forklare hvad de skulle have, før hun hørte noget med en kødtærte. Det var ikke noget hun havde samgt før, så måske hun skulle prøve det. Så hun endte med at bestille to kødtærter til, og skulle til at fortælle tjeneren hvad de skulle have at drikke, før hun var ved at vælte ned fra stolen over knægtens ord.

"ROM!"gentog hun overrasket, som hun var nød til at sætte sig lidt mere tilrette på stolen, for det var bestemt ikke det hun havde regnet med skulle komme ud af hans mund. En ung, meget ung knægt som ham drikke rom, burde hun ikke være imod det. Det ville nok ikke være så godt, men så igen de skulle jo nyde aftenen. Med et løftet øjenbryn kiggede hun på ham med en hånd hvilende på hendes kind"Så længe du ikke drikker flere glas rom, tror jeg nok det går"sagde hun og sendte Eryr et bredt smil. Hun følte at det var hendes ansvar at holde et godt øje med den unge krage, så der ikke skete noget, selvom han sikkert godt kunne finde på mange ting. 

"Nogle gange føles det som om jeg altid er sulten... på børnehjemmet brugte jeg halvdelen af min tid på at stjæle mad fordi de aldrig gav os nok" Han smilede men det var stadig sandheden. Han havde været nødt til hele tiden at stjæle mad fordi han altid var sulten. Børnehjemmet var godt nok længe siden. Det var knap noget han nogensinde tænkte på for det var alt for fjern fortid. Hun bestilte kødtærter til dem begge to og han sendte tjeneren et bredt smil der kunne betyde alt muligt men som oftest betød ulykker. Lige nu betød det dog bare at han var sulten og glædede sig til maden. Han strøg en hånd gennem håret for at få det lidt væk fra øjnene. Han burde måske blive klippet men samtidig gad han ikke at holde rigtigt styr på det så han lod det mest bare være som det var og fik det klippet når det var helt umuligt. 
Han grinede da hun nærmest faldt ned af stolen da han bad om rom. Hans grin var charmerende og levende. ""Du ved godt at jeg ikke er et barn" Sagde han, stadig leende. Han var ikke et barn længere men han havde nok altid været et barn i hendes øjne. Det var han nok i manges øjne. "Jeg er gammel nok til at drikke" Selvom han egentligt ikke gjorde det så meget. Han drak sig ikke rigtigt fuld, ikke fordi han havde noget imod druk men det var bare virkeligt svært at flyve ordentligt hvis man havde drukket for meget. "For mange glas og jeg ender med at flyve ind i en bygning eller sådan noget" Han lo og så med længsel efter tjeneren. På et tidspunkt ville manden jo komme tilbage med dampende varme tærter. Hans mave rumlede. "Jeg gjorde det engang, fløj fuld altså, jeg kom til skade og kunne ikke flyve i flere uger" Han ved ikke om hun kan huske dengang. Han havde vandret restløst omkring i kragernes tilholdssted og været mere umulig end nogensinde. Han havde haft alt for meget energi og ingen måder at komme af med det. 

Synet af maden som var kommet, fik et bredt smil frem på hendes ansigt. Det blev dog kun en smule større af at se på Eryr, for han var sikkert virkelig sulten. Imellem de to var han nok også den som var mest sulten, for hun var godt nok sulten, men ikke nær så meget som ham. Hun sad afslappet på stolen, og lyttede til ham. Siddende lidt mere tilpas frem for at vælte ned fra stolen, som hun var tæt på da den kække unge krage havde bedt om rom. Det var ikke ligefrem noget hun havde regnet med, men det var alligevel lidt morsomt, selvom hun ikke ville erkende det.

"Du må have en god appetit"grinede hun pludselig, som hun greb fat rundt om sit krus. Løftede det op til munden, og drak en stor tår, før kruset blev sat ned på bordet igen. Det glædede hende indeni, at hun kunne være med til at give ham noget at spise, for han skulle ikke sultne. Som han nævnte at han ikke var et barn, kunne hun ikke undgå at læne sig en smule ind over bordet, og blinkede til ham"Hvis du ikke er det, hvad er du så"drillede hun en smule flabet, som hun lod en hånd hvile sig ovenpå den ene kind. Albuen var blevet placeret på bordet, bare så hun kunne holde sit eget hoved en smule oppe, imens hendes blik hvilede sig på hans ansigt.

Som han nærmest stolt fortalte, kunne hun ikke undgå at forestille sig hvordan det måtte se ud, hvis han fløj ind i en bygning, eller andet. Det gik ikke, det ville ende med slemme skader, det var hun sikker på. Selvom den unge krage godt kunne klare det, for det var hun sikker på så kunne hun ikke undgå at føle sig lidt som en overbeskyttende søster"Jeg troede slet ikke du drak noget med procenter i"svarede hun overrasket med løftede øjenbryn, før hun fjernede hånden fra kinden, og begyndte at tage en bid ad maden foran sig.

Han satte maden til livs med en lidt grådig energi men også med velbehag for det smagte nu godt. Det smagte godt og det var let at smage at de ikke havde sneget noget fugl med i kødet. Amy spiste roligere, nok også en del pænere, men det var ikke noget han tænkte videre over eller egentligt lagde mærke til. Lige for et øjeblik lagde han mest mærke til maden. Han havde trods alt også været på vingerne meget af dagen. "Fugle spiser meget" Sagde han mellem bidderne. "Man tænker ikke over det fordi de er små, men i forhold til deres størrelse spiser de meget" Det var sandt nok. Han havde lagt mærke til at nogle fugle spiste langt mere end de selv vejede i løbet af en dag. De spiste og spiste. Han spiste trods alt ikke mere end sin egen vægt men samtidig var han ret meget som en fugl. "De er ligesom mig, små med stor appetit" Selvfølgelig var det ikke alle fugle der var små. Der var nogle imellem der var langt, langt fra at være små men de spiste også utrolige mængder af mad for at holde sig på vingerne. 
Han grinede bredt ved hendes ord. "Jeg er da voksen. Vildt meget voksen" De fleste på hans alder var voksne. Folk på hans alder kunne allerede være gift og have familie. Men han måtte indrømme at han opførte sig mere som et barn. Han havde ikke noget ansvar og han ønskede bestemt heller ikke et ansvar. Han opførte sig ikke voksent. "Jeg håber aldrig jeg bliver rigtigt voksen" Sagde han så, en anelse alvorligt. Han kunne lide når livet var let, når han levede dag til dag, ulykke til ulykke. 
Han tog en lille tår af rommen. Han drak kun lidt af gangen, han havde ikke lyst til at blive for fuld til at flyve. "Nogen gange gør jeg men jeg overdriver det ikke. Det er ligesom at jeg ikke gider den dumme slanges gift, på en eller anden måde er der tosserier nok i mit hoved, jeg behøver ikke kunstig hjælp" Han sagde det med et bredt smil og et charmerende glimt i øjet men samtidig så var det ikke helt løgn. Han besad uendeligt lidt selvkontrol så selv han var smart nok til at vide at det var bedst han ikke mistede det der var. "Hvad med dig? Hvad sker der når du bliver fuld?" Han mindedes ikke at have oplevet Amy sådan rigtigt fuld.