”Hvordan mit liv ville have været?” Det var en ubehagelig tanke, for en vis hele eksistens var baseret på at opretholde lov og orden. Der var en smule skam at høre, da han svarede. ”Jeeeg… ville nok være endt på den anden side af loven. Jeg havde ikke meget respekt for nogen som barn. Hvis det ikke havde været for min far… Jeg har meget at takke ham for.” De var nær kommet for tæt på et område af sit liv, han ikke havde fortalt mange om, hovedsageligt fordi han var bange for at miste den respekt og tillid, han så møjsommeligt havde opbygget. Et trin forkert og ens ry kunne være ødelagt. Kilian gjorde et lille rul med nakken i et forsøg på at løsne op igen. Det hjalp kun lidt.

Det tog også lidt tid, før han opdagede, at den kommende fyrstindes ranke holdning ikke kun om af hendes oplæring. Hun måtte have brugt mange år på at lære ikke at vise noget, for skuldertrækningen havde været næsten umærkelig. Skulle han spørge ind til det? Han var nysgerrig. Hvad ville hun så gerne skjule? Selv var han elendig løgner, og han vidste det. Det stoppede ham dog ikke i at reagere i tide. Kilian vendte overrasket hovedet.

”Jagt? Mener De det?” Det var kommet bag på ham. Jagt? Kilian så på det lidt af arret, man kunne se af prinsessens skuldre. Han vidste hun var blevet jaget af dem. Varulve var ikke almindelige nær Dianthos, og guderne været takket for det. Han kunne stadig genkende deres klomærker, og han havde ikke noget ønske om at prøve dem på egen krop. Jagt. Jo, det gav vel mening. Isenwald-slægtens jagter havde han da hørt om. Han forstod det at følge sin familie. Måske gjorde han det mere, end man ellers ville gøre. Hans egen familie var ikke hans familie af blod men af valg, og de kunne lige så let vælge ham fra igen. Det havde han i hvert fald troet engang. Han havde brug for sin familie, så hvad end de gjorde, fulgte han dem. Det var ikke meget anderledes med hans kolleger i byvagten. Hvilket også var grunden til, at han ikke helt forstod, hvordan Isenwald-familien så let kunne vende en af deres egne ryggen. Han havde ingen problemer med at forstå, at hun skulle sendes i eksil, men at ingen i familien længere ville have med hende at gøre… Kilian havde før fået at vide, at han havde et skarpsind ud over det sædvanlige, men det havde han svært ved at tro på. Måske han ville spørge om det senere, men ikke her. Ikke nu. Den skuldertrækning til gengæld. De havde talt om hendes familie, ikke? Nej, det var da han spurgte, hvad hun ville have været. Måske hun havde tænkt på sine evner eller interesser. Han skrev sig det bag øret, men han kunne ikke lade noget ligge længe uden at finde roden.

Men ind til da, han bare prøve at nyde aftenen, så længe de kunne blive væk fra salen. Og han var ikke ked af, at finde ud af, de trods alt havde et par ting til fældes. Det var længe siden nu, og han savnede at tage af sted på jagt selv. ”Hmm, jo hvorfor ikke jæger. Jeg tager nogle gange på jagt med mine brødre, det er forfriskende på en måde… at komme væk fra byen. Det forstår De måske?”

Astrid valgte blot at give et lille nik, for at klargøre at det faktisk var det hendes spørgsmål var. Som han fortalte, kunne hun ikke lade være med at løfte øjenbrynene en minimalt. Det var noget af en drejning. Kunne den rigtige familie virkelig gøre så stor en forskel? Han kunne være endt på den anden side af loven, men eftersom han endte hos sin adoptivfamilie, var han nu byvagt… Ikke nok med det, så var han jo sergent! Det var i den grad imponerende. Den ekstra viden om at han havde manglet respekt for andre da han var yngre, var næsten urealistisk i hendes øregange. Det kunne hun slet ikke forestille sig! ”Så som hv-…” hun valgte at stoppe sine egne ord. Hu var nysgerrig på hvad sergenten gerne ville takke sin fader for, men det var måske lidt for voldsomt at stikke næsen i. Hun havde et øjeblik ladet sin nysgerrighed rive sig med; været lidt for komfortabel. ”Beklager. De behøver ikke fortælle mere, hvis De ikke ønsker det,” fik hun ud mellem læberne, mens øjnene så ud over haven. Astrid var ikke typen der sladrede, medmindre det omhandlede sine søskende til sin moder, og selv der så hun aldrig sin broder og lillesøsteren var for engelsød til at kunne gøre noget galt. Astrid var overbevist om at sergenten ikke havde været så respektløs – og i så fald var det fortid, ikke?

Et lidt bredere smil bredte sig på hendes læber som han spurgte ind. Smilet var nok det mest ægte og bredeste smil hun havde givet hele aftenen – men der var stadig meget at hente. De største ægte smil ville dog nok først være at se når hun mødte Alaric, især hvis der ikke umiddelbart var tilskuer på. Astrid klingede bare bedst med mennesker en til en… Med mindre man selvfølgelig hed Iorvo af Erneyll… Han var svær at omgås med, i hvert fald indtil videre. ”Ja, det mener jeg. Jeg elsker simpelthen at være til hest og jage med bue og pil. Selv i et andet liv, uden en adelig titel, kan jeg ikke forestille mig leve foruden,” forklarede hun. Hendes store interesse var på ingen måde noget mange vidste om hende, og i den grad ikke noget man forventede af hende. Hun ville dog foretrække ikke at skulle jage varulve og vampyrer i Medanien. Men at jagte dyr til føde, kunne være en ide.

At drømmen om at kunne være jæger også lå lidt i sergentens hoved, var nærmest prikken over I’et. Hun så over mod ham, med et afslappet og lille smil. ”Efter en tur her i Dianthos, så forstår jeg det udmærket. Isenborg ligger trodsalt blandt marker og enge,” informerede hun, ”Men efter en held dag med hovedet i bøger og tidsskrifter,” hun sukkede, ”Så er det i den grad tiltrængt,” at hun selv havde nævnt det arbejde der lå i at være adelig og arving, havde givet hende selv lidt ekstra anspændte muskler, men det fald dog ved sukket og tanken om at komme ud og jage. ”Hvornår var De sidst ude og ride?”

Hun var nysgerrig. Mere nysgerrig end nogen, der talte med deres livvagt, måske burde være under normale omstændigheder. Kilian smilede meget svagt og en smule stolt. Han havde gjort sit arbejde, hvis hun stolede nok på ham til at lade paraderne falde bare den smule. ”De behøver ikke undskylde, deres højhed,” svarede han taknemmeligt. ”Min far tog mig til sig fra gaden. Han gav mig et hjem og en familie. Jeg har også en del at takke ham for, mens…” Kilian standsede efter halvanden sætning og rynkede brynene. Han havde ikke noget imod at besvare nysgerrige spørgsmål, og prinsesse Astrids mere naturlige smil virkede opmuntrende, men der var nogle ting, han ikke ville fortælle nogen, og mindst af alle nogen han kun havde kendt i få dage. For eksempel at hans familie ikke bare havde set på, da Kiles Orden havde renset Dianthos for alle med elverblod i årene. Selv om Kiles Orden nu var blevet forvist, så havde hans fars handlinger ikke været lovlige. Kilian kunne ikke være sikker, men han troede, at det blev gjort lige så meget for at beskytte ham som resten af byens elvere. Kilians adoptivfamilies liv var nok blevet påvirket lige så meget af ham, som han af dem. Hvis ikke mere. Han tænkte på den ene af sin små brødre, der var draget til Kiles rige for mange år siden, og hans ansigtstræk blev alvorlige, næsten dystre. ”mens… øhm *ahem* mens jeg var i træning i byvagten,” fik sergenten endelig fremstammet med anspændt stemme. Det var ikke løgn, men det var bedre, end at fortælle en praktisk talt fremmed pige med magtfulde forbindelser også til Kiles orden om sin ellers velrespekterede families ulovlige indblanding.

I stedet for at sige mere for nu, lyttede han til Astrid, der med glad fortalte om noget, han langt hellere ville tale om. Minder om skove med grønt græs, træer i alle former og størrelser, vandløb, ro og hans brødres latter begyndte at hjælpe på humøret. Han så på Astrid med en smule genfundet humør og en hel del medlidenhed: ”Papirarbejde… arh hvem der kunne få rapporterne til at skrive sig selv…” smålo han, og så tænksomt op mod stjernerne. ”Hmm, det må have været… for to måner siden? Jo, det må det have været. Vi jager i skovene øst for Dianthos, så det er uden heste. De ville ikke hjælpe os derinde… Men jeg foretrækker også bue og pil.” Han kunne da ride, det var ikke det. Hestene var bare lidt store. Og så foretrak han at løbe så stærkt en hest kunne rende gennem gader og over bytage, hvis det var hurtigere. Han var også ret ferm med en bue og pil, selvom det kun var rimeligt at tilføje, at nogle af hans kolleger beskyldte ham for at snyde. Det gjorde han aldrig, men hans magiske evner var en stor fordel. Med et lidt livligt hævet øjenbryn og antydningen af konkurrencelyst i stemmen tilføjede halvelveren: ”Hvad er Deres højheds rekord så? I afstand mener jeg.” Var Kilian vant til at ride samtidig med, at han skød? Nej, det var han ikke. Men han kunne godt. Det huskede han da, at han havde gjort engang. Skidt med om de var lidt længe siden.

Det glædede Astrid, at byvagten faktisk valgte at dele mere ud, det at han snakkede meget om sin fader, vækkede dog små minder om hendes egen fader, som tog til kiles rige for ti år siden. Nysgerrigheden blev mættet lidt af hans svar, men så snart han stoppede sig selv i en kort tænkepause, blussede den lidt op igen. Hvad stoppede ham fra blot at snakke? Hørte han noget, hun ikke hørte? Var der noget der måske ikke var i orden at dele? Hendes øjne så sig lidt omkring, uden at rykke på sit kønne hoved. Var der noget hun kunne se, som han måske havde hørt?
En tænkende lyd lød fra hende, da han endelig fik sagt det sidste. ”De må virkelig holde af Deres fader,” fik hun sagt. Selvom ordene umiddelbart lød helt almindelige, føltes hvert ord tungere og tungere på hjertet. Hvor ville hun bare ønske Kile ikke havde taget ham i sin favn, for hvor ville alting have været bedre. En spiral af tanker, som hun havde tænkt så mange gange før, startede. Hun kunne have haft et fantastisk forhold til sin broder, en lillesøster som ikke ville være bange for mørket og bange for at miste resten af sin familie. Hendes skuldre dalede en anelse ved tankerne.

Som de begge fik drejet deres samtale til noget andet, som muntrede Astrid en del mere, var det også med stor interesse hun lyttede til hans svar. Et muntert suk forlod Astrid, som han nævnte rapporter. Hvor ville det være fantastisk med mindre skrivearbejde, hun kunne på ingen måde være mere enig. Smilet, som han havde lokket frem på hendes læber, forblev, som han tænkte højt om hvor lang tid siden det måtte have været og svarede på sin præference i våben under jagt. Ud af øjenkrogen kunne hun fornemme det livlige øjenbryn, og ved spørgsmålet, hævede hun et magen til. ”290 med langbue. Det er dog nogle år siden… Jeg gør mig mest i jagt, som De måske kan fornemme,” fik hun svaret, men det var tydeligt hun stadig var stolt over sin rekord. ”Har de en rekord, sergent Pil?” hun valgte at spørge ham, med en snert af et drilleri, da hun nævnte hans titel og efternavn. Et eller andet sted var det måske fordi hun ikke regnede med at han kunne skyde nær så langt som hende selv.

For det øjeblik mens han talte om sin familie og sin far og tænkte over, hvad han ikke skulle sige, var han forsvundet ind i sit eget sind. Først da han en smule uroligt fik afsluttet sit svar, opdagede han, at prinsessen havde taget hans stilhed som et faresignal. *Åh, for-,* nåede han fortrydende at tænke, og mens Astrid spejdede ud i sommermørket, rakte Kilian en hånd frem for kort at placere den på hendes skulder og trække hendes opmærksomhed tilbage til virkeligheden uden rigtigt at overveje, om det var passende eller ej; hun måtte bare ikke bekymre sig over ingenting bare han var lidt stille. ”Jeg øh… undskyld, jeg tænkte bare. Her er ingen…” Kilian holdt en kort pause og så et øjeblik ud, som om noget fangede hans opmærksomhed, ”Bortset fra et par vagter om det næste hjørne… og så tror jeg, de har et muldvarpeproblem her i haven,” forsøgte han distrahere og smilede skævt.

Han svarede ikke på hendes bemærkning om hans forhold til sin far. Det virkede retorisk, og han følte ikke, han kunne sige det bedre selv. For slet ikke at tale om, at følelser ikke var noget sergenten ofte talte om. Desuden lød det som om, det handlede mere om Astrid og hendes egen far. Kilian vidste, at fyrstinden, Astrids mor, var enke, men ikke hvor længe, hun havde været det. Prinsessen måtte savne ham. Hendes tonefald antydede svagt, at det ikke var nemme ord at få ud, så meget kunne Kilian høre. Og så meget desto mere grund til ikke at forsætte samtalen i den retning. Det var trods alt hans arbejde at sørge for, hun kunne nyde festen - blandt en hel del andre forpligtelser ifølge Astrids mor.

Halvelverens øjne åbnedes en anelse videre: ”290? Det er – Jeg indrømmer, at jeg ikke havde forventet så meget af en det… *ahem* af en der ikke brugte bue og pil i arbejdsøjemed,” *Godt redet…* Han var oprigtigt imponeret og overrasket, men han havde nært sagt ’for en prinsesse’ i stedet. Begge dele var dog rigtigt nok. Og det var imponerende. Men han smilede stadig en smule gatyveagtigt. ”Mit længste skud er 350 med langbue… men det var også på bane uden forstyrelser… og jeg har ikke gjort det siden, men,” han så tænksomt frem for sig og fik øje på et lys fra en fakkel nogle hundrede meter fremme inde i havens kunstige skovareal og standsede. ”Tillader prinsesse, at jeg demonstrerer noget?” Kilian var en seriøs mand det meste af tiden, men selv han kunne ikke skjule en smule iver efter at blære sig bare en smule med sin yndlingsbeskæftigelse.

Astrids blik fangede lidt for sent Kilians hånd, eftersom den nåede at placere den på hendes skulder. Hendes blik gik fra hans hånd og op til hans brune øjne. Hun lyttede som han noget tøvende skulle til at forklare noget. Da hans ord så stoppede pludseligt igen, kunne hun mærke kuldegysninger løbe op af sin ryg. Hvad hørte han? Hun så undrende, og måske med en snert af bekymring, på hans blik, som han virkede til at lytte. Uden selv at have bemærket at hendes skuldre var blevet en snert anspændte, sænkede de sig, som han nævnte der kun var vagter om hjørnet. Hun glad fnys efterlod hende, næsten som hun prøvede at holde et fnis tilbage, som han nævnte muldvarpe. Hun rystede lidt på hovedet. ”Hvor ser du muldvarpe?” klukkede hun. Stadig glemsom om hans evner. Hun havde i hvert fald ikke set nogle muldvarpeskud i haven.

Den stolte mine blev mere neutral, som Kilian forklarede hvordan han var imponeret. Hans ord var ikke helt i god jord. Hun trak kortvarigt op i den ene mundvig som han ’redede’ den. Hun kunne tydeligt mærke hvordan hun følte sig lidt skeptisk af den holdning han lige havde skudt ud. Jo, jo, han lød imponeret, men der var ét eller andet der ikke stemte over ens, sådan som han skulle finde de rigtige ord til at formulere sig, ved at rømme sig.
Astrid vendte hele sit hoved mod Kilian, som han forklarede sin rekord. *Sagde han lige 350?* Hun var helt målløs, og tabte kæben, blot en smule, så hendes læber adskilte sig lidt. Hun blinkede en gang lidt lamslået over hans var, som hun vendte tilbage til virkeligheden, og samlede sin kæbe sammen igen. Hun vendte blikket frem for sig, næsten som han stoppede, derved stoppede hun også lidt foran ham, da hun bed mærke i at han var stoppet. Hun skulle til at spørge om der var noget galt, men et lille smil plantede sig i stedet på hendes læber, ved hans forespørgsel. ”Selvfølgelig,” lød det fra hende. Hun greb så om sit ene håndled, som hun afventede hvad end han ville fremvise.

Han smilede lidt forlegent over at blive grint af og vidste, det ikke var af nogen ond mening: "Jeg ehm... jeg kan høre dem grave under bedene derovre. Det varer nok ikke længe, før gartnerne bliver nødt til at gøre noget," svarede han prinsessen og pegede dybere nede i haven, lettet over at hans bemærkning om muldvarpene lod til at have givet hans klient lidt ro. Kilians forsigtige berøring af hendes højheds skulder var kortvarig, det havde kun været for at granske, om hun var anspændt. Han løftede hånden igen og placerede den hurtigt bag ryggen halvt lukket om sin anden hånd.

*Okay, måske ikke helt reddet...* han sansede kort Astrids mine strammes ved hans reaktion på hendes rekord. Det var kun rimeligt, måtte han jo indrømme. En undskyldende mine strøg over hans ansigt. Men han tog hendes smil som en opmuntring til at udføre sin demonstration alligevel. Hun havde godt nok sagt "selvfølgelig", men det kunne have været af høflighed, eller måske var hun skeptisk, det var de fleste. Men hendes smil havde virket mere nysgerrigt, var han sikker på. I hvert fald næsten. Lige nu stod byvagten et halvt skridt til prinsessens side og så i samme retning som hende. Det var en neutral position, de stod tæt men ikke for tæt. Problemet var, at han havde brug for at se, hvad hun så, fra hvor hun stod. Han tøvede lidt. Trådte en fod lidt baglæns, længere fra hende, så han stod skråt bag hendes højre skulder. Stadig med hænderne foldet bag ryggen, flakkede hans blik afmålende fra lyspletten mellem træerne til Astrid og tilbage igen. Det var ikke godt nok. Han rømmede sig svagt, og trådte så tøvende men præcist et halvt skridt frem, meget opmærksom på ikke at træde på hendes kjole. Der var nu en tomme mellem dem, - han turde ikke bevæge sig tættere på -, så han kunne se hende direkte over skulderen. "Hvis De tillader," undskyldte Kilian dæmpet for ikke at overraske hende. Prøvende og en smule akavet rakte han sin højre arm om hendes skulder uden at røre den og pegede i retning af lyspletten med flad hånd vippet lodret, som om han brugte den som sigte, mens hans venstre hånd forblev knyttet bag hans ryg.

”Kan De se den lanterne derinde mellem træerne?" forklarede Killian, opmærksom på ikke at tale for højt, og bøjede fingrene, så han pegede mod lanternen i stedet, "Jeg ville kunne slukke den med et skud." Tricket krævede, at han kunne ramme tæt nok på vægen, til at blæse flammen ud med slipstrømmen fra pilen. Byvagtens bueskytte forsøgte at undertrykke sin entusiasme, men det gjorde ikke hans stemmeføring mindre ivrig, at Astrid delte hans interesse og måske forstod udfordringen bedre, end folk normalt gjorde, og særligt når hun var så dygtig, som hun måtte være.

Så snart han ikke længere havde brug for at se Astrid over skulderen, trådte Kilian tilbage til sin plads ved siden af adelsfrøkenen. "Jeg ville gerne bevise det… Men jeg tror ikke, vagterne ville være så glade for, at der blev affyret våben herinde." De to patruljerende byvagter, som Kilian havde påpeget tidligere, kom nærmest som påkaldt rundt om hjørnet i samme øjeblik. Han smilede stadig en smule spøgefuldt og noterede sig, at det var længe siden, han havde nydt et paladsbal så meget. For rimelighedsskyld skulle det tilføjes, at han sjældent tog til dem frivilligt. *Hvis jeg ikke passer på, glemmer jeg da, at jeg er på arbejde,* tænkte han spøgende for sig selv. Den slags glemte han aldrig. Men det havde overrasket ham, at rent faktisk han nød denne adelsfrøkens selskab en smule. Det var nemt at opbygge fordomme om væsner, der oftest behandlede en som tjenestefolk. Det var Kilian jo også, det var ikke forkert, men adelen behøvede nu ikke se ned ad deres næser på folk af hans profession af den grund. Måske havde det været indbildning, men Verona, Astrids mor og hans egentlige arbejdsgiver for i aften, havde ikke virket anderledes, og hvem kunne så fortænke sergenten i, at forvente Veronas datter var lige sådan. Måske ville tingene ændre sig, når de kom ind i balsalen igen engang, det forventede han, men lige nu satte han for en gangs skyld pris på at tage fejl i sine fordomme.

Aftenen skred videre. På et tidspunkt fulgt han prinsesse Astrid ind i balsalen igen. På et tidspunkt dukkede hendes forlovede op, efter hvilket han holdt lidt større afstand. Han havde fået en bedre forståelse af, hvordan Astrids liv måtte være, og mente, at de nok gerne ville være i fred. Så måtte Verona trække ham lidt i løn, eller bedre endnu give ham en dårlig anmeldelse, så han ikke skulle traske efter adelsfolk igen en anden gang. Han ville nu savne Astrids selskab en smule, troede han, hvis han slap helt, men det gik nok. På et tidspunkt blev ballets porte lukket, men før sergent Kilian Pil af Dianthos Byvagt tog afsked med Hendes Højhed Prinsesse Astrid af Isenwald, lod han det slippe, at hvis hun skulle komme tilbage til Dianthos en dag og få lyst til at tage på jagt, vare hun velkommen til at opsøge ham. Måske var det ikke helt passende. Det havde han aldrig helt styr på.